Der er åbne grænser mellem de forskellige kongeriger, men autoriteten er ikke til debat. Et par eksempler: Blandt mine søskende ejer min bror Kresten David Bowie, min søster Julie Iggy Pop, min bror Holger ejer Talking Heads. Vi hører alle det hele, men når vi snakker en dyb fortrolig mening om Bowie, Iggy eller Heads, så får man den fra Kresten, Julie eller Holger - respektive. Det er også altid ejeren, der kan biografien også. Og ejeren kan perspektivere til samtid og samarbejdspartnere.
Holger ejer også langt hen ad vejen Neil Young, men den er lidt mere tricky, for Neil Young er så god at han også er af afgørende betydning for både Julie, Kresten, mig selv og også bror Henrik, så selvom det er Holgers, så kan særejet ikke blive helt lige så gennemtrængende her. Neil Young er et fælles gode.
Frank Zappa derimod - også Holger - er det godt at vide at vi har en solid fælles kapacitet indenfor, men jeg opsøger den ikke hver uge, det indrømmer jeg gerne.

Gennem mit personlige ejerskab af Prince har jeg siden erhvervet mig rettighederne også til funk og soul i al almindelighed, med særlige interesser i James Brown, P-funk, Sly Stone, Motown, Philly Soul, men der er jeg omvendt også klar over at de andres interesse mest er til selskabelige lejligheder.

Der følger et vist ansvar med i værdidommene, når nu de skal bære for mere end bare en selv. Jeg husker f.eks. tydeligt hvordan en af mine brødre på et tidspunkt ryddede op på en kulturhylde ved at erklære Luchino Viscontis 'Døden i Venedig' for en svag og kedsommelig afglans af Manns roman. Nogle år senere, kom filmen igen op, og nu hed det pludselig om filmen - fra samme bror - at den sådan set var ret fantastisk. Jeg var aktivt irriteret over det slappe skift af standpunkt. Det holder jo slet ikke; her havde jeg omhyggeligt dirigeret min opmærksomhed andre steder hen, og på den måde misset adskillige museumsvisninger af filmen, på brors autoritet, og så ku man ikke stole på fastheden af den? Heldigvis var der stadig hele tiden museumsvisninger af Visconti.

Og var det så bare at jeg var gået glip af Visconti, så kan man leve med det, men det er langt værre - for man stor jo også langt hen ad vejen på mål for fællesmeningen, og den kan bekvemt antages som ens eget synspunkt i sociale sammenhænge. En idé man vil slås for. Og så er det man pludselig står i en elendig situation, når man på den måde er blevet grotesk fejlinformeret om Døden i Venedig.

There is going to be a Noboot instead of Reboot

Here's the plan, as much of it as we have together: We're going to be scouting for venues over the next week or two. As soon as we have a venue we have a date, and then we'll announce where and when.

We're hoping to do a two day event in June. Since at least one person read the Reboot cancellation email to mean that the theme this year was "Break" we've going with that.

The theme for Noboot 2010 is "Break"

You can still sign up here to show your interest, and here to tell us which date is best. Pretty soon we'll have a site up where you can make suggestions for talks/themes/events - but we're not going to do that until we've fixed the date and place, so we have an idea of what kind of scope we can manage.

We need you help (and some money)

Noboot will be low cost, but not free, we need food and stuff after all. We're hoping not only Copenhagen rebooters, but also some of the international regulars, will make the trip, even without Reboot. Copenhagen in June is a great place to be, as you know.

If you would like to sponsor, or if your employer would like to sponsor the event or help us out in any other way, contact me.

• Ting jeg er optaget af hele tiden


• Ting jeg er interesseret i


• Ting jeg gerne vil vide noget om, fordi de er vigtige for andre, som betyder noget for mig


• Ting jeg er ligeglad med


• Ting jeg foretrækker ikke at vide noget om


• Ting jeg aktivt arbejder på at undgå modtagelsen af information om

Jeg vil overlade eksemplificeringer til læseren som en øvelse, men i den sidste kategori finder man bl.a. Hans Pilgaard, Kandis-Johnny, Paradise Hotel, medieformatkonvertering og opsætning af printere.

Nogen tid efter var der forårskoncert, og Peter var på programmet. Han sætter i med scherzoen foran det intetanende publikum. Da angrebet kommer kunne salen ikke nære sig: "Nå det var det!" Der spredte sig en blanding af lettelse og latter. Endelig besked. Resten af opførelsen var formodentlig god, men desværre spoleret, for lige det publikum.

* som da også er beskedent sammenlignet med de fleste andre af de store komponister. En komplet Bach-udgave fylder noget i stil med 155 CDer, en komplet Beethoven omkring 90.

My list of the top three most overdone social disclaimers is here

• Cuteness. It doesn't work when you cut yourself on something broken after the cute overdose


• We hate spam too. Unless this means "we will actually never send you any email to this email address" you probably don't mean the same thing I do, and I stopped trusting these messages years ago. It's a polite fiction, at best


• We're people like you. This kind of signaling used to indicate that we belonged to the same monoculture as the people selling to us, but it's too old and too common to carry that meaning any more - just like bloggers stopped being "people like me" some time around 2005.

This friday, responding to the online chatter about Google Buzz, I made a fake newspaper and fake meme-archaeology story about the reception in Copenhagen of the mixer - the kitchen appliance. It involved the idea that switchboard operators in Copenhagen in 1910 spent idle time operating a Twitter-like service, transcribing telephone conversations which were then circulated to subscribers and printed in newspapers. Pretty silly stuff, I thought.
Enough people picked up on the joke, that a few inbound links started appearing, where the story was being accepted at face value. "That's fun!" I thought, so let's see where this goes. Some people on Twitter, pointed out, however, that it's almost too easy just to make stuff up; it's prudent to make it absolutely clear that this is something I made up in about an hour this week.
So far the story has jumped to Norway, Russia and France in addition to a couple of Danish blogs.
[UPDATE: Making headway on Reddit as well, except you now have to be exceptionally lazy to buy it]

I'll update this thread with interesting occurrences of this entirely made up history of Danish IT-history in the wild.

• Vurdering ud fra eksisterende rationaler ser man tit, den er endda taget til protokol i klassikeren Innovator's Dilemma. Det nye vinder ikke frem ved en punkt-for-punkt substitutering af det gamle, så det er som regel forkert at vurdere i et pointsystem, der allerede har en udpeget vinder. I Buzz eksemplet er det den ret meningsløse "skal jeg så droppe Twitter?"-diskussion.


• Forvekslinger af mål og midler lyder som en nem begynderfejl, men det er det ikke, vi gør det allesammen hele tiden - det ville være uhyggeligt at skulle klare sig uden. Det er en del af hele den menneskelige tænkeevne. Mål er tågede og flydende og usproglige og omskiftelige. Midler er nemme og håndterbare og til at udpege. Så vi formulerer os gennem midlerne, når vi egentlig tænker på målene. Vi 'googler' og på engelsk xeroxer og hooverer man, fordi det konkrete er nemmere for hovedet end det abstrakte. På alle planer.
  Sådan starter de meningsløse diskussioner om hvordan man retweeter i Buzz fordi det er for abstrakt at diskutere hvordan opmærksomhedsøkonomien virker i Google Buzz. Desværre bliver det hurtigt til en masse alt for bogstavelige sammenligninger af ting, der egentlig ikke behøver være beslægtede.


• Kognitive nulsums-spil fylder altid meget på dag 1. Hvem taber, hvis det nye vinder? Som regel er det meningsløst af de to grunde ovenfor: Det nye har, hvis det er ordentligt nyt, ikke samme mål og midler som det gamle, så man kan ikke skære den på den måde. Og verden er i øvrigt ikke designet til at gå op, den er et gigantisk marked eller en økosfære af ideer.


• Teknologisk totemisme kan vi kalde det, når noget gammelt eller nyt tilskrives en uhyrlig række af konsekvenser, der i virkeligheden har meget komplicerede årsager. Teknologi ændrer virkelig verden af og til, og bliver derfor let til en slags totem. Magiske ting med en magisk evne til forandring. Herfra kommer de definitive meldinger om hvordan den digitale virkelighed om 10 år ser ud, nu hvor Google Buzz er kommet. Meldinger om privatlivets snarlige afskaffelse f.eks. Med få megaopfindelser som undtagelse - mikrochippen, mobiltelefonen og internettet i teknologibranchen - bliver det aldrig sådan fremtiden ser på sig selv.


• Der er aldrig nogen der opdager leapfrogging på dag 1 selv om leapfrogging måske er det vigtigste teknologi kan gøre. Mobiltelefonen har da ændret vesten, men i (dele af) Afrika er den forskellen på at have information eller ej, på at have en bank eller ej. Den store udligner. Med Buzz burde vi diskutere hvordan min mor, der har opdaget email, men ikke Facebook og Twitter, nu faktisk er med i et socialt netværk, selvom jeg ikke har vist hende endnu at hun er det. Min mor har pludselig fået glæde af RSS, selvom hun ikke ved det, fordi Buzz omskaber Google Reader til en opmærksomhedskanal med et bredere publikum.

Twitteratiets pludren om Google Buzz mindede mig om den her opdagelse, som jeg vist ikke har blogget før.

Det er let at tro at sociale netværk er en nymodens opfindelse, men det er faktisk ikke tilfældet. Tilbage i starten af 1900-tallet havde Københavns Telefon Aktie-Selskab - altså det vi senere har kendt som KTAS og senere endnu Tele Danmark og TDC - som de første i verden etableret et elektronisk socialt netværk. Det foregik via telefoncentralen. KTAS havde konstateret at der som regel var en omstillingsdame ledig, og for at udnytte resourcen etablerede man så "Centralsnakken", et telefonisk - hvad vi idag ville kalde online - forum, hvor folk, primært byens damer, mødtes på nettet og diskuterede. Samtalerne blev stenograferet af omstillingsdamerne, og siden rundsendt til de deltagende damer i papirformat.
Omkring 1910 var systemet slået så meget igennem at de andre medier begyndte at tage notits af det. Det var sådan jeg hørte om det. Ovenstående er et scan - undskyld kvaliteten - fra "Tidende" en af byens førende aviser dengang, hvor man hver dag havde en halv spalte "Fra Centralen" som det hed i avisen. Den udgave jeg har, fra min oldemors hjem, er fra umiddelbart efter at den elektriske håndmixer var blevet introduceret.
Som I kan se stod det nogenlunde lige sådan til med ny teknologi til hjemmet i 1910 som med nye muligheder på internettet i dag.

Centralsnakken var en stor succes og den blev faktisk først nedlagt da KTAS indførte drejeskivetelefoner og mekaniske relæer til afløsning for omstillingsdamerne. Økonomien i det forsvandt for KTAS og så var det slut. True Story.
...

Vi kommer væk fra panserne og afsted i bilen igen, og der synes Han jo klart at han scorer point, men før jeg fortæller den del af det færdig, så skal jeg lige huske at gøre plads til den triste del af den her tur. Gamle Ben, som vi har med, havde jo fortalt os det der med at han selv havde været en slags panser engang - og måske er der noget om det, for ihvertfald har kommissæren på pladsen et eller andet beef med ham; og det er faktisk sådan vi lykkes med at komme afsted. Ben går i flæsket på ham, men kommissæren er meget yngre end han er, og selv om han vist har astma eller noget, så er det stadigvæk vildt ulige - og det er sådan set fordi det er så ulige at jeg får et chok, da han trækker sin gun og skyder Ben! Jep, iskoldt, på to meters afstand nakker han ham. Og det mærkeligste er at Ben så ud som om han godt vidste at nu ville han gøre det. Det er fanme sygt.

Jeg tænker meget på Ben, jeg kan høre ham for mig lige så tydeligt. Og lige den dag, der reddede han os virkelig, for mens de var oppe at toppes fik Han startet bilen, og så var det ellers afsted, babu, alle mand. De fulgte lidt efter os, men det må jeg sku sige om Han, han kan fanme køre, kan han.

Vi kommer frem, hvor "frem" altså viser sig at være Albertslund. Og nu bliver det så lidt sindsygt, for hvad er det første Leias kontakt siger, da vi er kommet derover? At vi skal tilbage til panserne igen! Han er ved at samle et posse, og så er det meningen at vi skal afsted derover i alt hvad vi har, store og små biler; motorcykler endda, og så skal panserne have en på siden af hovedet.

Jeg er jo egentlig en ret afslappet fyr, ikke? Jeg kan godt lide ro og orden. Det er ikke mig, der bliver busted nede på hovedgaden, pikkestiv fredag nat. OK, kald mig bare kedelig, ikke, men sådan er jeg, altså. Men jeg vil sige, at det nummer de lavede med Ben sgu fik mig på andre tanker. Er det en politistat vi lever i, eller hvad? Det er fanme sygt bare at nakke en gammel mand. Fanme sygt.

Lang historie kort, jeg tager sgu også med. Planen er at de fleste skal køre i kortege ude på motervejen og trækker panserne til sig, og så skal en lille gruppe svinge lynhurtigt ind på tanken. Lige bag toilettet derude samler de alt affaldet i en kæmpe septiktank, og den er det meningen at vi skal smadre med nogen kanonslag og så ellers komme væk, inden pladsen der bliver helt umulig at være på.

Så kommer vi så derover; men så har ham kommisæren der sgu narret os. Før det første ved de godt vi kommer, og så de har totalt spærret vejen ind til pladsen. Vi kan ikke gøre så meget andet end at ligge og cirkle rundt ude på vejen, mens vi prøver at finde på noget. Panserne sætter endda efter os, og det går hårdt ud over mange af drengene. Men så er det at jeg tænker på gamle Ben, og jeg kan bare høre ham sige "det er dig, der har styrken! brug den!" og så får jeg en ret genial idé, synes jeg selv.

Jeg er på motorcykel på det her tidspunkt. Jeg dropper simpelthen af vejen, og finder ned i en grøft langs, som er rimelig tør - og så lusker jeg så tilbage til pladsen, ned i grøften. Det er sådan set pissefedt, rigtig kovbøjdere og indianere stuff, som om vi lå og var ude og sprae derhjemme. Jeg smider cyklen op på pladsen, og hamrer direkte imod septiktanken. Jeg springer selvfølgelig af inden, jeg skal sgu ikke nyde noget, men, kæft et syn man, da Kawasakien hamrer med fuld tank lige igennem hele lortebunken.

- jeg når lige at blive samlet op af Han og Leia inden hele pladsen svømmer i møg; panserne er knapt så heldige - undtagen jeg så lige kommissæren kom afsted inden det hele gik i luften, så ham har vi stadig til gode en anden god gang. Men alt i alt er folk sgu glade da vi hamrer hjem til Albertslund.

Så nu ved du også lidt om hvordan jeg kom til at bo herovre, og hvorfor jeg altid passer lidt på, når bilen lyser blåt. True Story

The iPad introductory video has Jonathan Ive waxing poetic on the Arthur C. Clarke chestnut about advanced technology seeming like magic. This is the core of the Apple product promise. Stuff that works super well, with flair and finesse well ahead of the curve.
Magic is even built right into the rhetoric of the Steve Jobs presentations, with the "one more thing" style product reveals.
When the iPhone came out, a reasonable reaction was "can you really build such a thing". One is used to admiring the relentless drive to perfect software and objects, no feature is sacred, everything is expendable is something else can deliver a better experience.
The problem with the iPad is that it doesn't deliver on the product promise. There is simply nothing ungraspable about the device. The screen, the battery, the applications - it's all stuff we understand very well. We're being shown a magic trick that we all know how to do.
Maybe the second version will have the OLED screen and 20 hr battery life this one was supposed to have.

Jeg går igang med at polere på støvsugeren hjemme i værkstedet. Da jeg sætter strøm til den går det op for mig at den gudhjælpemig har højttalere indbygget! Ikke at de er lige så fede som dem i onkels John Deere, men alligevel. Den spiller en besked. Underlig idé i en støvsuger, tænker jeg først - men da jeg så hører den ordentlig, er det endnu mere underligt. Det er nærmest en slags flaskepost. En pige, der hedder Lea, eller noget i den stil, der siger hun er i problemer og beder om hjælp. Det underlige, når nu det er en flaskepost, er at hun ikke bare beder om hjælp, men snakker direkte til en der hedder Ben. Jeg hedder ikke Ben, og det gør onkel heller ikke.

Umiddelbart er den eneste Ben jeg kender, Ben fra Bill & Ben, som jeg læser meget. Men så er det jeg kommer i tanke om at der faktisk bor en fyr der hedder Ben ovre i Skast og så tænker jeg "hva nu hvis sigøjnerne har stjålet støvsugeren fra Ben". Onkel synes bare vi skal lade som ingenting - sådan er han meget, jeg synes sgu ikke man kan den slags - så jeg beslutter mig for at køre over til Ben med støvsugeren og se hvad han siger til det.

Jeg hopper på min knallert og smutter derover. Det er lige ved at gå helt galt, jeg tager en smutvej af nogen markveje, og pludselig løber jeg ind i en koloni af polakker! De arbejder vel rundt omkring, men de spærrer ihvertfald vejen og jeg ved ikke om de har fået for meget Vodka eller hvad, men de er ude på ballade. De river mig af cyklen, og jeg når faktisk ned at ligge på jorden, men så sker der heldigvis det at Ben kommer den anden vej - han må have hørt polakkerne, og nu kommer han rendende med en ordentlig kæp og truer med tæv, og dem skal de ikke ha nogen af, så de smutter.

Ovre hos Ben spiller jeg så støvsugerflaskeposten. Det vækker åbenbart minder; han begynder på den her langt ude historie om at han engang var hemmelig politibetjent og at maskinen er noget spionudstyr fra dengang eller noget, og at det i virkeligheden er der, den er forsvundet fra; og der er måske nogen hemmelige koder i den, så vi skal have den over til Søborg til hovedkvarteret.

Jeg ved ikke rigtig om jeg tror på det, men jeg tror ihvertfald på at det er hans støvsuger. Jeg bliver nødt til at snakke m onkel om det; det skal nok blive fedt. Men enten så bliver han sur på mig og så er det det, eller også tror han på Ben, og så kan det jo være vi skal til at hjælpe ham. Det ka kun blive bedre end at røgte køer i morgen tidlig. Vi kommer hjem igen; men der får jeg så et ordentligt chok, for gården er brændt ned! Onkel og tante er forsvundet. Det første jeg tænker er at det er de skide polakker, der er blevet sure. Ben mener selvfølgelig at det bare beviser at han ikke er skør. Under alle omstændigheder; om det så er polakker eller udenlandske spioner der har gjort det, så må vi hellere komme afsted. Jeg har ikke andre end onkel og tante, så jeg ka ikke rigtig gøre andet end at stole på Ben.

Vi kører ind til byen, til Angola Bar, for at se om ikke en eller anden vil låne os en bil, så vi kan køre over til København. Da vi kommer derind vil Ben helst ikke have at det er en jeg kender; men vi finder så en anden fyr, som kalder sig Solo, og han skal selv afsted, så han vil godt køre os, hvis vi giver benzinen. Ok, så, det kan vi da godt. Solo kører i en gammel Escort. Men han har selv tunet den, siger han. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt.

Vi kommer afsted; det er nærmest midt på natten nu, og med alt det der er sket har ingen af os rigtig fået noget at spise. Så, da vi er godt afsted ovre på Fyn bliver vi enige om at køre ind næste gang det ser ud som om vi ka' få noget mad. Vi finder en afkørsel hvor der er godt m neonlys; der er godt nok ikke skiltet med en tank - men det kan næsten ikke være andet. Tænkte vi. Og det viste sig så at være ret dumt! Det viser sig at være en stor parkeringsplads der bare er smurt ind i pansere! De har tændt alt muligt lys. Fint nok ku' man tro; men nu er det så at Ben forklarer at det altså ikke lige var en af den her slags pansere han havde været i sin tid - sådan nærmest det modsatte, så hvis vi ikke vil i brummen, skal vi nok se at komme videre. Men der er spærret ved udkørslen, og så kommer de så hen til os. Hvordan gemmer man sig i en tunet Ford Escort? Det kan man ikke; så der går ikke så mange sekunder før vi er låst inde.
I gætter aldrig hvem der også sidder der: Lea! Eller hun hedder faktisk Leia, siger hun til mig, sådan rigtig surt. Hun er pænt muggen over at vi også har støvsugeren med i Escorten, for hun smugler jo de her koder i den.

Det var først langt senere jeg fandt ud af at Leia i virkeligheden var min søster. Vi kom heldigvis ud igen, allerede samme aften - men det bliver lidt langt at fortælle det også, så den må du lige få en anden gang. True story.

De finder ham naturligvis til sidst - ellers var der jo ikke nogen film. MEN - her er det overvågningsregnestykket ikke går op. Da de endelig finder ham er det fordi han er taget hjem til London for at gå til en scanning med sin gravide kone. Privatdetektiverne har narret tidspunktet for aftalen ud af en venlig sekretær på hospitalet over telefonen.

Det har jo ingenting med databasenationen eller overvågning at gøre. Den teknik havde virket i 50erne, lige pånær at gravide sikkert kom mindre hos lægen under graviditeten dengang.

Privatdetektivernes teknikker er mestendels også meget gammeldags: Stjæl affaldet og se hvad vi kan finde i de udsmidte kuverter. Og endelig så er der jo ikke meget flugt i at sige at man vil flygte og så ikke gøre det alligevel. Det er ikke så mærkeligt at detektiverne ved noget om Bond som det er enormt nemt at regne ud.

Undervejs er dokuen dog udemærket. Detektiverne får virkelig samlet et imponerende spor af data om Bonds 18 dage på flugt gennem Europa. Og diskussionen af overvågningssamfundet er da altid værd at tage; og det gøres egentlig nogenlunde afbalanceret. Det dramatiske eksperiment er bare desværre fuldstændig misvisende. Og så er det at dokumentaren kommer til at postulere en risiko, der ikke er der - eller hvis den er der, har den ingenting med teknologi og overvågning at gøre, i virkeligheden.

Skynet, fra Terminatorserien. Udover at det hele naturligvis er urealistisk, så tror jeg det mere specifikt urealistiske, også i et "why the future doesn't need us" perspektiv, er, at Skynet virker så godt allerførste gang det er i brug. Det ville være fuldstændig uhørt. Det mest sandsynlige er nogle virkelig rådne, totalt uduelige, tidlige forsøg på at overtage verdensherredømmet. Hvis vi så udvikler en bedre fjende, så har vi da bare været for dumme.

Spørgsmål 2:

Vi tager aldrig til Mars, nøjes med robotter deroppe, fordi flyveturen er lang og besværlig. Og så virker robotterne uden ilt. Den menneskeløse robotkoloni udvikler sig og sender en masse dejlige grundstoffer tilbage til den sultende jord, indtil pludselig....

Nedtælling: Jeg er 12 posts fra post nr 4000