Det er internettet, der har gjort det, mere end miniaturiseringen af computeren, beregning kan flyttes nu, hen bag en hvilken som helst overflade vi synes, og på den måde bliver en lille smule beregning i alting pludselig relevant fordi vi kan hægte det op på en hel masse baggrundsberegning ude i skyen, og så smide det ind på en vilkårlig overflade i nærheden af os. Vi kan flytte det i tid og sted, og omgøre den berømte kliché om det intelligente køleskab til en fancy altid-korrekt indkøbsliste vi ser på en af vores glasoverflader.

Overflader. Det er det andet interessante i interviewet - der spørges til de overflader Gibson har været optaget af og endda selv skabt; overfladen cyberspace f.eks. Gibson er meget bevidst om - og tak for det - hvor overfladisk science fiction egentlig er, hvor utrolig forkert meget vås fra science fiction bøgerne er, og han er bevidst om hvordan han selv har brugt sine forudsigelser: Det er billeder. Ikke ting, begreber, teorier, men lige netop billeder - overflader.

Det er ikke for at rakke ned på sci-fi (måske lidt på den trælse omdefintion af SF som Spekulativ Fiktion), for overflader er vigtige; de er en central bestanddel af verden omkring os, og til syvende og sidst grunden til at vi snart vil glemme den rene computer; som overflade er den uinteressant - med mindre man er en af os, der bygger den om, og det er gået med den som med alt andet der er blevet gjort billigere og billigere og vigtigere og vigtigere - den er sunket ind i virkeligheden.

For fem år siden skrev jeg denne blogpost, og forsøgte at mappe hive-mindens kognitive facilititer til vores fælles sociale internetplatform. I kort referat, så har hjernen både en scannende og mønstergenkendende bred opsamlende funktion og en kondenserende, strukturerende glemmende, og dermed lærende, funktion*.
Det var bemærkelsesværdigt på det tidspunkt at praktisk taget ingen konkurrerede med Google om discovery - om den lærende, aggregerende funktion på nettet. De der forsøgte var teknologisk håbløst bagefter; f.eks. ting som Technoratis blogsøgning - det virkede bare ikke på samme måde. I 2008 burde jeg muligvis allerede have haft siloerne med som det specifikke sted for den konstante scanning istedet for at fokusere på browserne, som jeg gør i billedet ovenfor, men det var fordi man ikke kunne se at de havde tænkt sig at byde på hele figuren dengang. Det kan man nu. Og det virker. Vi søger simpelthen mindre. Og ikke fordi der ikke er snedige algoritmer nede i Twitter og FB, men det primære er at nok øjne finder alt.

Skulle man tegne grafikken om idag så ville 2008s general purpose-scannere være afløst af de specialiserede scannere, Twitter, Pinterest, Facebook, og søgningen ligeså; passende omforstået, for søgningen er i stigende grad push og ikke pull. Maskinen kondenserer for os. I 2008 var der simpelthen ikke nogen, der endnu havde lavet de personlige mikromedier Twitter og Facebook bader os i idag, der var kun Googles globale aggregeringer, resten var self assembly.

Formodentlig skyldes forandringen i lige høj grad at ingen gider self assembly, eller rettere, den nye meget større digitale befolkning gider ikke, det var kun os edge cases, der gad for 10 år siden, der stadig gider, og så den nye device eksplosion - med den mindre form faktor på smartphones og tablets er general purpose interfaces som browseren mindre attraktive.

* Det kunne man skrive en lang post om en anden gang.

Vil du være med til at hjælpe børnene i gang? Så læg en kommentar eller send en mail til dee@classy.dk. Hvad rammen lige bliver finder vi ud af hen ad vejen, men jeg snakker med forskellige om det.

Just not what you want. Too much 'Made You Look!'. Too much rehashing. Too much process journalism. No consequences. No real world building. No real analysis, just storytelling. I'd like less of what I get and all of these. Also: It's not on my Kindle, so not on my phone and not on my forthcoming Kindle Paperwhite, readable in bed, after my girlfriend turned the light off.

Feeds

It's one thing that not enough sources output them anymore, but the feed reading process is broken. I've recently recovered from feed reading bankruptcy after about 2 weeks of not attending to my feeds. The experience was horrible; too much piling through the same shit, too much piling through shit I've actually already seen on Twitter or Facebook. What I'd like from my feed reader is higher relevance and "scale adjusted relevancy". When I don't have the attention, I want the required attention to scale so I can catch up in one go on 14 days, not have to do 14 days of feed-tending work. My feeds should be a newspaper. A week old feed-surface should be a weekly magazine. A month old feed-surface should be a monthly magazine. A year old feed-surface should be an annual review. None of this should require anything but collaborative work.

Blogs

Well, mine is anyway. What's particularly broken about is it subpar integration with the flows, and the absence of readership after everyone moved to flows.

Twitter

Shutting down the client competition and innovation. Shutting down feeds and unauthorized access. Shutting off access to the follower graph. This is all bullshit. Twitter has become old media, like Edd Dumbill says, and is as broken as old media.

Are the fixes for all of these connected? Is it one-true-thing? I think I have a dream about what it is. It's blogs again, but this time hooked up to a 'reasonable' aggregator with a mission to act as an infrastructure company. The aggregator connects islands of users to form a distro twitter. The aggregator is uniquely positioned to sell firehose access to the social feed, to the graph, to collaboratively enhanced shared links. It Just Might Work.
I'm imaging this getting built off an open source conversational platform - you're allowed to think Diaspora - which initially thinks of itself as a caching hosted twitter client, but really is intended to allow other hosted islands of friends to connect. I think Diaspora got it wrong by inventing too much, and claiming too much. What I really want is just to leave, without slamming the door shut.

Efter nogle år med ret tænkte projekter, og måske lidt færre rigtige brugere med rigtige problemer, er jeg vendt tilbage til den verden hvor ting går galt og folk bare vil videre. Masser af underlige småproblemer kommer ind af døren, når rigtige mennesker bruger det man laver for alvor. Og så sidder man der i hvorfor-saksen. "Det ser forkert ud, det skal stå sådan her.". "Hvordan sker det der?". "Hvorfor valgte vi at gøre det på den måde?". "Burde vi gøre noget helt andet", kæmper man sig tilbage i hvorfor-kæden.
Jeg sad og kom til at tænke på hvordan man mon kunne måle hvor mange hvorforer man finder ud af at gå baglæns til hverdag. Klarer man virkelig fem? Slår man sig til tåls med et enkelt - eller laver man den bedste indsats man kan, og prøver at komme op på 3-4 stykker så tit man kan?

The consumer side of the mobile revolution is more a media revolution than a technical revolution. Most of the hits are simply new rides at the amusement park, or fresh hit singles, because we got bored with last years' hits.
Isn't Instagram more the Angry Birds/Rovio of photos than the Apple of photos?

That's not to take away from Instagrams colossal succes, more power to them! It just means that we need to evaluate the succes differently. Instagram didn't disrupt or disintermediate or transform or restructure anything. Instagram entertained and connected a lot of people for some time. That's a different function than a typical tech company. It doesn't generate the same kind of aggregate benefits more and more tech output from a company does. It doesn't produce the kind of grinding deflationary pressure on older technologies, other companies, other kinds of photography, for instance, that we're used to. Sure, Kodak is dead - but didn't Apple do the killing? Was it Instagram? Weren't we sharing visuals at about the same clip before - just on Facebook + Photobucket + Twitpic + Yfrog + Flickr and on and on.

What's your take? Is Instagram transformative - or just this really nice way to share photos right now....

This video, with delicious robo-voice, sounds like viral advertising for some razor-smart near future sci-fi film, but is in fact an a real promovideo for an ad-hijacking server discovered in the wild by Justin Watt during a recent hotel stay. Movies routinely sell the in-film ad space to companies, so it's to be expected that this will happen in a fully mediated reality as well. Still great sci-fi fodder. Our lives online are subjected to unwilling full on transparency, while the transparency of the layers of tech beneath our world of ends degrades. Network neutrality is all about this kind of rewriting. Throttling is just another kind of rewrite.

Sidste år skrev Marc Andreesen et meget læst essay i Wall Street Journal om hvordan software er ved at æde hele verden Den umiddelbare aflæsning af essayet går på, at Moores Lov og den stadig mere sofistikerede hardware rundt om os til stadig lavere priser gør at softwaresiden af... ja, af hvadsomhelst, fylder mere og mere. Apples revolution af mobiltelefonien går ud på at lykkes med at designe noget hardware, der pludselig gør telefonen til et effektivt og dynamisk apparat til at levere software på. Det handler ikke særlig meget om, at Apples telefon - som telefon - er bedre end hvad Nokia havde før. Så langt så godt.
Men det modsatte pres er ligeså relevant: Jo mere kultur vi gror rundt om os; jo flere processer, jo mere udtryksfuld bliver den kultur. Og efterhånden som udtryksfuldheden går op, sker der et kvalitativt spring: Kulturen bliver software. Wired online har en fascinerende historie om sådan et fænomen - om hvordan den kinesisk-/taiwanesiske IT-maskine med sin tiltagende sofistikation tager livet af de integratorer, HP, Cisco, Juniper, der hidtil har været specialiserede i at samle komponenterne til brugbare produkter. Komponentindkøbsprocessen er simpelthen på vej til at blive så sofistikeret at der ikke er nogen grund til at gå gennem integratoren - man kan lige så godt få leverancen direkte fra fabrikkerne. Leverandørerne bliver mere og mere til software - i stand til at integrere efter behov for brugerne. Integrationen i sig selv er gået fra at være hardware - Ciscos, HPs, Junipers, til at være software i købsprocessen.

Antikythera-mekanismen blev fundet på 60 m vand, den 17. maj 1902, på et græsk oldtidsvrag ved øen Antikythera, nordøst for Kreta. Den lignede en sten, men en dykker ved skibsvraget lagde mærke til at der tilsyneladende var tandhjul indlejret i den. Mekanismen er et kompliceret værk af med mere end 30 tandhjul. En kompleksitet, der er på niveau med ure fra 1900-tallet, ikke som de maskiner man ellers kendte fra oldtiden. Mekanismen repræsenterer simpelthen en viden, man ikke forestillede sig oldtiden havde, før man fandt den - og af samme grund gik der mange år før man overhovedet kom igang med gode gæt på hvad det overhovedet er maskinen kan. Idag mener man at mekanismen kan beregne positionen af forskellige himmellegemer med høj præcision, og ser den som verdens ældste kendte analoge computer - ikke bare som et overraskende fortidsur.
Der har været masser af bud på rekonstruktioner af maskinen, så man kan komme til at se den i funktion, og på den måde finde ud af hvad det egentlig er computeren beregner. Men det er altså ikke mange oldtidsfund, der er så gådefulde. Normalt er gåden mere spørgsmålet om de kulturelle vaner omkring tingenes, ikke konkret funktion. Den meste af den viden vi mangler, og kan søge, om oldtiden er kulturel, ikke teknologisk, og særlig i den græske oldtid - som havde en rig skriftkultur - er det sproget vi har vores viden fra, og sproget vi gemmer vores viden i. Sådan har det været i nogle tusinde år. Det er sproget, der har gjort os kloge. Sproget har syntetiseret kulturen rundt om os, og det er sproget der har fanget vores viden. I den forstand er Antikythera-mekanismen en spektakulær undtagelse. Den er designet, men ingen af os kender designet. Vi kender kun dets konsekvenser i form.
Når fremtiden finder vores egen tid frem fra en ny havbund, vil det se en del anderledes ud, for jo længere ud chokbølgen fra informationseksplosionen når, jo mere bliver vores viden aflejret i teknologiske artefakter, ikke i kulturelle artifakter.
Vi bliver hver dag lidt mere cyborgs - menneske/maskiner. Vi får mere og mere informationsteknologisk svømmehud mellem fingrene til at padle runde i verden med. I form af apps og mere og mere web, og mere og mere viden vi altid kan tilkalde fra skyen. Den teknik/kultur-mixede fremtid er i færd med at afsløre sig som en hvor viden ikke så meget er noget vi har som noget vi sørger for at de maskiner vi omgiver os med lagrer på en eller anden måde;. Det bliver mere og mere broget hvad det egentlig betyder at vide noget. Hvad er viden overhovedet?

I sin nye bog, Too Big To Know, gør David Weinberger os klart hvor almindelige de nye vidensformer er ved at blive, og hvor forskelligartede de er.
Hvad var de gamle vidensformer, da? I en naiv, idealistisk, fremstilling af viden, som den var de de gode gamle dage, så studerede vore forfædre verden i laboratoriet, eller ved at gå ud og se sig om i den. Fra det studium, tog man sine konklusioner om hvordanverden er. Konklusionerne bragte man så i sammenhæng, og skrev sammen til længere traktater, hvor man satte verden fagligt på plads. Arketypen for den slags viden er måske fysikken og matematikken - hvor års studier endelig fører til det ultimative destillat, nemlig de grundsætninger, der er verdens principper. De arketypiske bogværker fra den videnskultur er de store filosofiske traktater - Platons værker fra Antikythera-mekanismes oldtid, f.eks. Eller de store naturvidenskabelige værker. Newton skrev Principia, og formulerede sin 1., 2. og 3. lov - og så er billiardkugleuniverset, altså verden uden elektricitet, lys og kernekraft, på plads. Naturlovene er verdens indre sammenhæng, og resten er bare historier vi fortæller om den verden, der har disse egenskaber.
Springer man fra oplysningstidens gentlemanforskere til idag, konstaterer man at vores viden forlængst har overhalet vores sproglige kapacitet. Eller rettere: De bøger - altså fortællinger - vi har krystalliseret vores viden ud i, er blevet erstattet af mere effektive måder at fange viden på. Samtidig med at mediet for vores viden er skiftet fra det fortællende sprog, til andre og nye former, så har målsætningen med vores videnproduktion forandret sig. Hvis nu man ikke længere skal producere en bog, skal man så overhovedet bruge den fortællende røde tråd, det gjorde bogen læsbar?
Hvilken værdi har syntesen, nær dens primære hensigt - at skabe en linje gennem et stort korpus af viden - ikke længere er gyldig?

Hvis man skriver software idag, så er der en god chance for at man dagligt støder på websitet Stack Overflow. Stack Overflow har vendt genren "computerbog" på hovedet. Sitet fanger nu en overordentlig stor del af den viden, man har brug for i sin softwareudviklende hverdag, uden store korpus og 2 års grundkursus per emne, simpelthen som en massiv database af spørgsmål, med detaljerede svar, der peger helt præcist lige derhen i det samlede tekniske bibliotek, der løser spørgerens opgave. Hvis man er skolet på den gamle måde, og tænker helhedsorienteret - eller endda heroisk i softwareudviklerens apoteose(*), så lyder det jo helt forfærdeligt med den slags reaktiv problemløsning, men i en travl hverdag er det fantastisk effektivt til at omgå forhindringer.
Stack Overflow er den naturlige konsekvens af den videnseksplosion feltet oplever. Omkostningerne ved at vedligeholde sit eget tekniske bibliotek, og sin evne til at bruge det, er simpelthen for høje, og adgangen til ressourcer som Stack Overflow hjælper os med at undgå den omkostning. Stack Overflow er for programmøren hvad Wikipedia er for den stileskrivende gymnasieelev, på godt og ondt. En mulighed for at gå uden om det enorme besvær - at erobre sit eget suveræne overblik.

Spørgsmåler er så: Ved jeg overhovedet det jeg finder svaret på, på Stack Overflow? Puristen fra fortiden svarer klart nej. Skoleeleven og den travle og trætte programmør er tilbøjelig til et pragmatisk ja, men pointen her er, at puristen har mere ret. Det er samfundet på Stack Overflow. der er intellektet her. Vi andre bruger det bare.

Lad os tage den påstand længere ud, med et eksempel mere.

Filmsitet Netflix har gennem de sidste par år haft en konkurrence kørende om at forbedre sitets mulighed for at foreslå nye film at leje til sitets brugere, baseret på de film de iøvrigt kan lide.
Den måde man løser den type opgaver på, ser forenklet sådan her ud. Man laver en model af hvordan brugere rater film. I den propper man de ting man ved om brugeren - hvad han ellers har ratet hvordan - Modellen vil som regel afhænge af en hel masse parametre, og man bruger så data fra Netflix til at tune parametrene, så man får den mest troværdige nye rating.

                 rating = Model(film, bruger, parametre)

Hvis det var nemt at påstå at vi skam stadig ved det vi ved, vi organiserer det bare anderledes, i Stack Overflow-eksemplet, så skulle Netflix-eksemplet gerne gøre det lidt sværere.

I den sidste uges tid dukkede endnu et illustrativt eksempel op i min linkstrøm. Der har været meget opmærksomhed omkring Stuxnet-ormen - et formodet israelsk cyberangreb på de fabrikker i Iran der beriger Uran til atombombeproduktion . Som Antikythera-mekanismen, er ormen et umådeligt sofistikeret værktøj af ukendt oprindelse. Eksperter har kunnet matche kodens funktion med visse helt bestemte Siemens industrikontrolsystemer, som det var kendt Iranerne brugte på deres atomfabrik.
Stuxnet-ormen har en slægtning, Duqu. Den angriber den samme type systemer, men de viruseksperter, der analyserer den, er stødt på det problem i analysen, at dele af den er skrevet i et sprog de ikke kan regne ud hvad er. Det relevante her er at man altså ikke alene - som med Stuxnet - ikke kender virussens design. Man ved end ikke hvilket værktøj den er designet med.
Den form for viden - og uviden - bliver der mere og mere af. Tilbage i 1970, da de første CPUer til de første mikrocomputere blev designet, kunne man lave dem i hånden. I en moderne CPU er der tæt ved en milliard enheder. Ingen designer kan redegøre for den præcise placering af alle dem.
Den form for maskine kan kun designes af andre maskiner - et menneske, der ikke allerede formulerer sig gennem andre maskiner, har ikke en chance for at bygge den slags.
I tilfældet Duqu er det formodentlig helt med vilje at man har valgt et eksotisk designværktøj for at gøre det sværere for os andre at følge med, men Duqus ukendte kildekode, og Netflix' tusindvis af parametre er i virkeligheden eksempler på det samme. Den kode Duqu-forskerne kigger på, er dataoutput fra andre stykker kode.

Den meget komplicerede maskine, er kun med allerbedste vilje designet af et menneske. I en ikke alt for fjern fremtid vil mere og mere af den viden der omgiver os være designet måske af mennesker, men af mennesker, der brugte maskiner, der var designet af maskiner, der var designet af maskiner, der var designet af maskiner. Og, hvad der er lige så interessant, Duqu og Stuxnet er ekstrasvære at forstå, fordi de handler så specifikt om ét eneste system i Iran, som de er designet til at angribe. Duqu og Stuxnet er superavancerede væsener, der læner sig op af en global infrastruktur og er bygget til at mønstergenkende en eneste fabrik i Iran og ødelægge den. For alle os andre, der ikke bliver genkendt, gør maskinerne simpelthen ingenting. Højt specialiseret viden, synlig overalt på kloden, men lavet af maskiner vi ikke kender, til maskiner vi ikke kender.

Den front der skaber fremtiden bliver større og større. Det betyder for os, at vi mere og mere ser løsninger der tager sig specialiserede ud, og som ikke primært er lagret til os som kultur vi kan forstå, men som overvældende mængder af data eller algoritmer - som i virkeligheden er præcis det samme.
Verden, som vi ser den, vil i stigende grad tage sig ud som Duqu-ormen eller Antikythera-mekanismen eller Netflix-algoritmen, der i virkeligheden er mere data end algoritme.
Vi flytter os fra en verden der er kultur, der laver teknologi, til en verden der er kultur, der betjener teknologi, der laver teknologi. Vi bliver siddende i vores jolle ovenpå, men det teknologiske farvand under os bliver dybere og dybere.

En af de fine ting ved alpevandring er at man hver dag synes at gøre det umulige. Bjergene ser jo enorme ud, men man kommer jo op og over dem. Det er god inspiration til allehånde "umulige" opgaver. Dagligt slid løser mange af dem. Det har så den bagside at det jo kun var et punkt man nåede - højt oppe fra kigger man bare rundt på alle de andre steder, man ikke nåede hen. Og dog. Gør man det nok gange, så begynder det alligevel at kunne anes, også på det store landkort. Korten ovenfor viser det meste af alperne - ihvertfald den vesteuropæiske del af dem, og de røde cirkler viser de steder jeg har besøgt efterhånden. Der mangler masser af steder, men der begynder dog at være en hel del sværte på kortet.