Nogle ville sige at ideen er gammel, eller i det mindste går tilbage til jetalderen, men den umiddelbare inspiration er Moores lov, altså den observation, af Intel-grundlæggeren Gordon Moore, at computerchips fordobler deres kapacitet hver 18. måned. En observation, der har vist sig at være urimeligt langtidsholdbar og og i snart 55 år leveret stadige nye informationsrevolutioner. Denne eksponentielle vækst i regnekraft har kastet beslægtede eksponentielle vækstkurver af sig, med fremskridt i lagringskapacitet på verdens harddiske, fremskridt i netværkskapacitet på internettet og - næsten vigtigst af alt - fremskridt i energiforbruget i computere.
Det mest imponerende ved Moore's lov er at den i virkeligheden er en metalov. Udviklingen har holdt sit tempo til trods for at snart sagt alle de produktionsteknologier man kendte da Moore skrev sin lov ned er skiftet ud siden. Det har været en hård og stadig kamp at holde revolutionen ved lige, og dog så har den lange kæde af i princippet tilfældig og usammenhængende innovation gjort af et stort marked af eksperter, ikke en snedig produktplan hos Intel, holdt trit med forudsigelsen. Moore's lov lyder som en togplan, men det har kostet en hel verden af forskere og ingeniører 50 års hårdt arbejde, grublen, skuffelser og fiaskoer mellem alle succeserne at holde den køreplan.

Moore's lovs ufattelige holdbarhed giver plads til massiv optimisme om fremtiden, og vores umiddelbare fortid bakker bare den optimisme op. For 30 år siden, i begyndelsen af 80erne, indhentede computeren problemet "tekstproduktion" og vi kom ind i datidens revolution 'desktop publishing'. Pludselig kunne enkeltmand orkestrere og gennemføre arbejde, der tidligere krævede en hel kæde af specialister. Siden har computeren indhentet flere og flere, vanskeligere og vanskeligere opgaver, efterhånden som den naturlige problemstørrelse for opgaverne begyndte at passe inden i en laptop. Efter tekst kom musikken, og efter musikken kom fotos, og efter fotos film, sådan at alle de medier vi har kendt til i de sidste 100 år efterhånden er blevet slugt. I samme periode blev et spil som skak også slugt. Og eksemplet skak er illustrativt for hvor brutale eksponentialfunktioner er, når først de har acceleret os ud i overhalingsbanen. Skakcomputere er en gammel idé, og i årevis var de betydeligt ringere end menneskelige spillere. Så i 1988 lykkedes det langt om længe IBM at bygge en supercomputer, der lykkedes med at slå den danske stormester Bent Larsen i et parti. Bent Larsen var ikke den han havde været på det tidspunkt og computeren fik stadig tæsk af verdensmesteren uden problemer. Desuden var det nødvendigt at specialdesigne hardwaren til lige præcis denne opgave. 9 år senere - 6 Moore's lov doblinger - vandt en af maskinens efterkommere første gang over verdensmesteren, og 9 år senere igen sker det rigtigt vilde: Da slår en helt almindelig computer, sådan en jeg skriver på nu, stormesteren Kramnik ved bare at køre særlig skaksoftware. Der er ikke længere brug for dyre forskningsprojekter og særlige maskiner fra IBM, vi har allesammen maskiner foran os, der kan slå verdensmesteren. Problemet Skak kan rummes i selv den billigste computer.

Når det er sagt, så er man dog også nødt til at sige lidt mere: Skak er løst nu. Der er ikke mere Moores lov kan gøre for skak. Nu hvor problemet skak er indhentet så er ræset slut. Og på samme måde forholder det sig i virkeligheden med vores laptops og desktops. Moores lov er ræset uanfægtet videre, men de færreste af os vil have den oplevelse at laptoppen har skiftet væsentlig karakter bare fordi den idag er 50 gange stærkere end den vi købte for 10 år siden. Der er ikke mere Moores lov kan gøre for laptoppen heller, det er ikke regnekraften, der bestemmer hvad laptoppen som værktøj gør for os længere. I den forstand er det ikke rigtigt at Moores lov garanterer fremskridt. Den garanterer fremskridt der hvor beregning var en mangelvare, og det er bestemt ikke allevegne.
Hvis man gerne vil lave eksplosive fremskrivninger af sine muligheder er det altså vigtigt at man beskæftiger sig med noget som Moores lov er i færd med at flytte. Det er ikke noget tilfælde at Apple vokser hurtigere end alle de andre; Apple har med stor dygtighed flyttet sin omsætning med Moores lov, i hele sin levetid. Først fra tekstterminaler til maccens grafiske terminal. Så fra maccen over på iPodden, ved at udnytte lagringsrevolutionen. Så over på mobiltelefonen, hvor forbedringer i kapacitet og strømforbrug først i de sidste 5-8 år har gjort weboplevelser gode nok. Man er ikke blevet ved at løse de samme problemer, bare bedre. Man har omhyggeligt flyttet sig lige præcis derhen hvor eksponentialfunktionen netop på det tidspunkt var ifærd med at generere nye muligheder.

Men hvad så med Facebook og Twitter, er de virkelig Mooreske succeser? Næh. Facebook stiller ikke noget som helst til rådighed, der ikke var nemt tilgængeligt for 5-10 år siden. Google? Var det muligvis for ti år siden, men ikke længere. Amazon? Samme historie, omend firmaet med stor ihærdighed forsøger at flytte sig på kurven ved at accelerere skyen, altså flytte væksten over på online services, som får forandret deres priser løbende af Moores lov. Det gør de andre selvfølgelig også, men ikke strategisk med samme konsekvens som Amazon.
Konsekvensen af at falde af kurven for en virksomhed som Google er til at tage at føle på. Der er i virkeligheden en hær af lige så gode søgemaskiner - det er overkommeligt at investere sig til en mere - og Googles dominans er mere et spørgsmål om market power end noget andet her i 2012.
Men at market power kan konkurrere med Moores lov fortæller os imidlertid også noget andet: Det er simpelthen ikke er rigtigt at Moores lov ændrer alt. Man får ikke altid noget ud af fremtiden af at skalere det op man gør nu; måske er det der skal til at man laver noget helt andet, sådan som Apple f.eks. af et par omgange har set i øjnene.

• Photographs will be telegraphed


• Man will see around the world


• Telephones around the world


• Grand Opera will be telephoned

Hvordan kan det være at Watkins og Bush helt misser hvilken teknologi det er der vinder, og betyder det noget, hvis nu de faktisk rammer anvendelserne rigtigt?

Lad os starte med hvordan det kan være. Da Watkins skrev, og for så vidt også da Bush skrev var der ikke noget, der hed informationsvidenskab. Det var knapt nok noget, der hed information - eller dvs. det er jo et almindeligt og gammelt ord; men i den specifikke betydning, som noget med nogen bits der løber rundt og betyder noget, er disciplinen først opfundet i 1940erne, samtidig med Bush. Da Watkins skrev var der simpelthen ikke nogen fælles abstraktion bag fotografi, telegrafi, telefoni og heller ikke bag den hypertekst Bush fabulerede om. Hvor nyt et fænomen det egentlig er kan man læse en hel del mere om i James Gleicks umådeligt fascinerende bog fra sidste år om netop information. Nu hvor vi har vænnet os til abstraktionen bag det hele, kan det være svært at forstå hvor gennemgribende en revolution det er, at den pludselig findes. Vi har vænnet os til at der er computermodeller, informationsmodeller, af snart sagt hvadsomhelst i en sådan grad at det kan være svært at skelne landkortet fra landskabet. Det er for feinschmeckere at den musik man hører er lydbølger, og ikke de bits, der ligger i mp3-filen.
Sådan var det ikke engang. Dengang var tænkere trænet i at tænke på ting, og det symbolske var en nebengeschæft ved siden af tingene. I 1968 skrev Herbert Simon sin berømte bog The Sciences of The Artificial hvor han gør opmærksom på netop det: Naturvidenskaberne handler om at observere naturen og på den måde afsløre hvordan den hænger sammen, men naturvidenskaberne ændrer ikke noget ved naturen. Kulturvidenskaberne, videnskaberne om det menneskeskabte, er symbolske videnskaber, der selv handler om symbolske systemer, systemer med hensigter og funktion. Kulturvidenskab kommer derfor hurtigt til at beskæftige sig med hvordan verden bør være, og glider helt af sig selv fra en deskriptiv til en normativ rolle. Der opstår helt af sig selv en interaktion mellem modellen og det modellerede.
Da Simon skriver i 1968 var det stadig interessant og nyt - et fremsynet udsagn. Formodentlig lyder det i skrift stadig som akademisk nonsens og postulat, men 30 år tidligere havde Alan Turing, som forøvrigt fylder 100 år i år, lagt grunden til sin berømmelse ved at demonstrere at den idé på ingen måde er filosofisk tankespind, men at det faktisk er tilfældet, sådan helt konkret, at ligegyldigt hvilken symbolsk maskine vi har lyst til at bygge, så findes der faktisk én maskine, den endelige maskine, som vi kan nøjes med at bygge, og så kan vi bagefter simulere os til alle de andre.
Simons humanistiske pointe skal med andre forstås som ramme alvor. Det er ikke relativistisk humaniora, men en ingeniørmæssig anvisning på hvordan man faktisk nu, hvor man bygger symbolske systemer, kan arbejde.
Vi skriver det lige med stort, fordi det bestemmer dybden i informationsrevolutionen:

Ethvert symbolsk system kan realiseres indenfor rammerne af ethvert andet symbolsk system

Det er ikke bare "i princippet", det skal tages helt bogstaveligt. Lige så snart det symbolske er det centrale, så kan det flyttes hvorsomhelst hen.
Jeg er med på at det kan lyde banalt*, og det er derfor det er værd at nævne Simons bog. Det er banalt idag, men for 45 år siden var det noget Herbert Simon syntes man var nødt til at skrive ned i en bog, og for 65 år siden - og 112 år siden - da Bush og Watkins skrev, var det ikke indlysende, måske knap nok erkendt, at det var sådan. Derfor så telefonen, telegrafen, fotografiet, hyperteksten og alt det andet ud til at være helt forskellige ting, selv om vi idag synes det bare er forskellige afspejlinger af det samme, information.

*Og dog. For uanset hvor bogstaveligt jeg fortæller dig at du skal tage ordene, så tør jeg vædde med at du stadig lidt synes det er noget abstrakt nonsens. Det er svært at lade være med at opfatte de overflader vi omgiver os med, som noget virkeligt. Vi har alle banket på en computerskærm på et tidspunkt, irriterede over at den "gør det forkerte", selvom vi godt ved at skærmen bare viser os noget, og al magien foregår helt andre steder. Vi er simpelthen bygget til at tage overflader for noget virkeligt.

Western Union - datidens største telegrafselskab - lod være med at købe telefonen af Alexander Graham Bell, da han havde fået patent på den, og fordømte sig på den måde selv til nutidens irrelevans. Men den samme fejl laver vi alle sammen hele tiden, den dag i dag. Virksomheder overser til stadighed at andre sådan set æder deres marked ved at inkorporere funktionalitet fra deres produkter i andre digitale sammenhænge. Der er friktion i verdensbilleder, selv om teorien fortæller os af de alle er udskiftelige.

Og hvad betyder det så, at det er så uendelig svært at tage computerens - og nettets - generalitet alvorligt?
Måske at man ikke finder et publikum til sine stærkt nicheprægede it-historiske foredrag.
Måske at man ikke får ombygget sin arbejdsplads til nye fleksible pull-medier, uden tonstunge CC:Emails.
Måske at man ikke opdager at man sådan set klarer sig fint uden servere og intranet med Dropbox og Google Docs.
Måske at man simpelthen bare ikke bliver den næste Mark Zuckerberg.
Måske at man ikke opdager at sommerhuset sådan set godt kan finde ud af at tænde for varmen en time før man ankommer, så der ikke er koldt.
Måske at man ikke opdager at en Youtube er en helt fornuftig - og billig - måde at bygge sin egen TV-station på.
Måske at man - som Google - ikke i tide opdager at det at søge, på Google, bliver erstattet af det at finde, på Twitter og Facebook og Quora.
Måske at man, som fagbogsforlag, ikke opdager at store lærebøger bliver erstattet af Q&A-sites som Stack Overflow.
Måske at man - som kortbogsvirksomhed - ikke opdager at browseren virker fint som kortbog. Måske at man - som telefonbogsvirksomhed - overser at Google virker fint som telefonbog.

Det kan lyde som en uoverskuelig, endda meningsløs, liste af konsekvenser, men lidt struktur er der nu alligevel i det, for hver eneste af eksemplerne er et eksempel på det samme, nemlig at den forklaringsramme, den sammenhæng, man har sat sig selv i, viser sig bare at være endnu en af de tvivlsomme overflader computeren og internettet har så let ved at bryde igennem - mere om det i en senere blogpost.

"De kommercielle muligheder i koncernen skal udnyttes bedre. Det gælder blandt andet udnyttelsen af de datamængder, Mecom har på sine abonnenter" 

Det handler om ikke at lege med, hver bit skal tjene penge, både dem man sender ud over nettet til kunderne, og dem man har samlet ind fra kunderne selv.
Anderswo på internettet er der passiv aggressiv kamp om åbenhedsmoral blandt de store siloskabere. Google er begyndt at promote Google+ i søgeresultater, men ikke Twitter og Facebook - fordi Twitter og Facebook ikke vil lege med. "Ingeniører, der arbejder hos Facebook og Twitter" svarer igen ved at vise hvordan de burde fremstå, fordi de er meget større og mere relevante end Googles resultater. "Ingeniører hos Facebook og Twitter" skal få os til at tænke at det er noget græsrodsnoget, en mashup blandt mange - men det er Blake Ross, der sidder i Facebooks øverste ledelse, der har lavet sitet, så det er vist mere bare en PR-øvelse. Om Malik har det bedste sammendrag af den slåskamp.

Det Mecom, Twitter, Facebook og Google allesammen gerne vil udnytte, men ikke vil sige, men alle handler efter er, at der er forskel på hvad man får ud af åbne netværk, når man er en lille aktør og når man er en stor aktør. Der er forskel på hvilken glæde man har at et åbent marked når man er en lille butik og når man er et nær-monopol. Når man er en lille butik er markedet et gode, fordi det er en lavfriktionsrute til kunder og brugere. Uden forhandlinger med en distributør om hvilken skat man skal betale for at få fat i kunderne. Når man er et nær-monopol er markedet en distraktion, der forhindrer en i at gøre hvad man har lyst til, og tage hvad man har lyst til for det.
Der er ikke noget ved markedet der forhindrer et monopol i at vokse - det koster bare tid at tilpasse sig markedet, og det giver de andre mulighed for at skifte fokus et sted hen man ikke selv har lyst til at gå.

Det Mecom, Twitter, Facebook og Google formodentlig gør forkert, er at tro at historien er slut nu. Der er ikke ét eneste informationsteknologibaseret marked i historien, der ikke har været hyperfølsomt overfor invasion udefra, sådan som Clayton Christensen har beskrevet harddiskmarkedet i sin berømte bog Innovator's Dilemma. I bogen beskriver Christensen detaljeret hvordan disklagringens historie Ved at tage sig selv 'af markedet' fravælger virksomhederne at deltage i det konstante kværnende skift i hvad der egentlig driver markedet, og risikoen er helt banalt den, at nye incitamenter kan vælte de gamle af pinden som de vigtigste, og så er man ilde ude, hvis man simpelthen har sat sig tilfreds i hjørnet og plejet sin egen selvforståelse for at tjene flere penge.
Det handler kort sagt om, at det kan have grusomme konsekvenser hvis man har taget fejl af hvilket marked det er forbrugerne træffer deres beslutning på.
Mecom er muligvis rigtig store på avismarkedet, men har de regnet rigtigt på markedet for digitale nyheder? Man kan have sin tvivl.
Pladeselskaberne gjorde sig selv en bjørnetjeneste ved ikke i tide at se i øjnene, at forbrugernes vilje til at gå over på digitale medier oversteg værdien af pladeselskabernes produkt. De 3-5 giganter der monopoliserede CD-salget var helt igennem marginale spillere på markedet for online, digital underholdning.
Microsoft har i 20 år ikke rigtig kæmpet med nogen om virksomhedernes IT-budgetter, men ved at ignorere smartphones og tablets som nye kategorier må Microsoft pludselig til at se Apple gøre et seriøst indtog i virksomhederne, med massive indkøb af iPhones og iPads. Det betyder ikke at der pludselig er konkurrence på laptops og desktops også, men det betyder at virksomhederne retter sig mod informationsværktøjer, der også dur på de utallige tablets og telefoner. Så mister virksomhederne langsomt afhængigheden af Microsofts dybe stak af kontorløsninger, og så er monopolet på desktops og laptops pludselig langt mere skrøbeligt overfor erosion end før.
Indenfor telefoni måtte Nokia se det samme i øjnene. Nok så gode telefoner blev pludselig irrelevante når nu webbrowseren og andre af smartphonens velsignelser ikke duede til nogetsomhelst sammenlignet med dem i de nye telefoner fra Apple og Google.
Google slås for tiden med sin identitet fordi man i Google godt kan se at det monopol man har som søgemaskine trues af segmenter, de andre spillere truer med at trække helt af markedet. Dels Apple, ved at æde søgning på mobile platforme, og dels Facebook, ved simpelthen at æde hvordan vi bruger vores opmærksomhed på nettet, og hvorda vi finder svar (spørger vi maskinen, eller spørger vi vennerne på FB).

Hvad har det med teknologi at gøre? Helt banalt det, at det er informationsteknologiens samtidig dybe og banale evne til hele tiden at skifte ham, hele tiden at skifte overflade - at danne nye overflader - der flytter de rammer markederne bevæger sig under. Hver eneste gang det ser ud til at nogen har fået sat nogle faste rammer for hvad markedet består i, starter de andre kampen ude ved randen langt fra kernen af det nye marked, med at finde andre synsvinkler, synsvinkler monopolisten ikke har gjort til sine, på de samme data, de samme brugere, de samme behov, de samme bits, og så begynder slaget for at flytte opmærksomheden og økonomien over i et nyt marked.

Steve Jobs behøver jeg ikke fortælle dig noget om. Manden, der mere end nogen anden, har ansvaret for overfladen af den teknologi vi alle bruger hver dag. Ikke som designer, men som indpisker, er han den primære grund til at vi har de typer interfaces vi har idag. Der er simpelthen ikke en designer af interfaces, der har haft samme impact som chefen, Jobs selv.

Dennis Ritchie er det mere tvivlsomt om du har hørt om, med mindre du er en af mine mednørder. I sidste tilfælde har du helt afgjort hørt om ham. Han var den ene af de to opfindere af programmeringssproget C, og samtidig en af den lille gruppe af hackere der fandt på Unix-operativsystemet. Det er ikke noget du opdager, normalt, for det foregår ikke på overfladen, men alt hvad du ejer og har, som har chips i sig, er sandsynligvis programmeret i C i en eller anden forstand. Dennis Ritchies ideer er simpelthen overalt rundt om dig, i din bil, i din DVD-maskine, dit TV, din computer, dit armbåndsur, din telefon.

Et par uger senere døde også John McCarthy, og ham har du formodentlig heller ikke hørt om, med mindre du er mednørd. McCarthy er en af de imponerende skikkelser, der fandt på computerens indretning før der var maskiner at teste ideerne på; simpelthen som abstrakt idé om hvordan man kunne indrette computeren. McCarthys mest berømte bidrag er programmeringssproget Lisp, og her står jeg lidt ved et vadested, for enten er du mednørd, og så behøver jeg ikke sige mere, eller også er du ikke og så bliver forklaringen noget lang.
McCarthys bidrag har været ligeså vigtigt som Ritchies, men er så at sige startet i den stik modsatte ende. Ritchies C er inde i alting, fordi det egner sig perfekt til at blive oversat til software, der kan afvikles med meget begrænsede ressourcer. Det er opfundet som en fornuftig abstraktion af maskinernes basale indretning, og de praktiske forhold der regerer i en computer kigger hele tiden en lige i øjnene når man programmerer i C. Når det stadig er så vigtigt er det fordi der faktisk ikke er sket det helt store med den mest basale indretning af computere siden 1970.
McCarthys Lisp er næsten det stik modsatte - det er en øvelse i hvordan man i praksis kan realisere den allermest abstrakte idé om hvad en computer egentlig er i virkeligheden. Når McCarthys Lisp stadig er relevant, så er det fordi at maskinerne bliver mere og mere indviklede - det bliver længere og længere fra maskinen, der stadig ligner dem Ritchie arbejdede på i 1970, og ud til overfladen. Og så er det at abstraktion igen bliver relevant. Den abstrakte beskrivelse bliver jo ikke anderledes af at maskinen bliver mere og mere indviklet. McCarthys Lisp har vist sig gennem 50 år at have en helt usædvanlig evne til at beskrive alle niveauer af abstraktion i maskinen. I sandhed en bemærkelsesværdig indsats. Ideer fra Lisp er stadig med os, f.eks. er der masser af Lispyness i javascript fortolkeren i den browser du sidder og læser det her med.

De 3 mænd har altså bidraget på 3 meget forskellige måder. Karakteristisk nok har du kun læst i avisen om ham, hvis arbejde man kan se direkte. De 2 andre arbejde under overfladen på hver deres helt forskellige måde, og selv om de døde inden for de samme få uger, og spillede en rolle i den samme computerrevolution, så var de 3 forskellige generationer. McCarthy var fra 27 og nåede næsten at deltage i 2. verdenskrig. Ritchie var fra 41 og slap lige for Vietnamkrigen og Jobs, fra 55, var flowerpowerbarn.

Skyen blev mere virkeligt for de fleste af os. Hvis ikke af andre grunde, så fordi musik i skyen for alvor gik mainstream.
Desværre blev "mere sky" også historien om "mere silo", og siloficering truer også med at være et stort tema i 2012, med Facebook som et mere og mere uoverkommeligt stykke social infrastruktur.
Der kom ikke nogle nye interessante telefoner eller tablets i 2011, på hardwaresiden, men med Apples cloud-push og Siri i den nyeste iPhone upgrade skete der til gengæld en del på softwaresiden. Det bliver spændende om Siri kommer til at æde mere og mere UX på telefonen. Hvor meget af det man vil med sin telefon kan med tiden sirificeres? Og virker det godt nok for dan-engelsk?

Til gengæld er der grøde på apparatsiden andre steder. Et projekt som Twine, der lige pludselig ser ud til at blive virkelighed via kickstarter. Bergs Little Printer, som jeg ikke tror på selv, men som repræsenterer en del af den nye virkelighed. Jawbone, det nye smarte fitnessapparat. Nest-termostaten.
Når man skal tænke lidt mere over de mange nye apparater er det nyttigt at holde sig for øje hvordan teknologi egentlig virker: Som hovedregel er det prisen på ting man laver om på med ny teknologi, ikke relevansen af ting. De mange nye apparater er her ikke fordi de endelig er blevet mulige, men fordi de endelig er blevet billige nok. Det er naturligt at vi ser en cambrisk eksplosion af besynderlige devices, nu hvor de ikke bliver økonomisk forhindret i at opstå, men den cambriske eksplosion i devices er bare et forvarsel om en ligeså voldsom uddøen af devices om kort tid.
Engang var software også dyrt, men nu er vi er vant til at softwares relevans varierer vildt og voldsomt. Det er et billigt medium, der kan blive irrelevant minutter eller dage efter første brug. Vi er endnu ikke vant til det helt samme med hardware, fordi det har været dyrt at lave. Nu hvor det ikke er tilfældet længere bliver vores hardware langt mere ligesom software og vi må regne med langt flere ture til genbrugspladsen i fremtiden.
Alt bliver til software. Software spiser verden siger Marc Andreesen. Alle virksomheder er softwarevirksomheder nu, siger David Kirkpatrick.

Software spiser verden, og siloerne spiser internettet. Skuffelsen var til at tage og føle på hos mange af os, da Spotify, lige før selskabet nåede at åbne i Danmark, lod sig spise helt og aldeles af Facebook. Simpelthen opgave forestillingen om at man kan gå uden om FB, hvis man vil lave noget socialt med musik på nettet. Det er synd og skam. Vi var alle bedre tjent med linket som den gylne valuta, ikke FBs sharing-APIer, men fra et kommercielt synspunkt er beslutningen indlysende.
Den siloficering griber voldsomt om sig. Google har også indset faren, og er derfor også hastigt i færd med selv at siloficere sine egne brugere med Google+. Det har kedelige konsekvenser for åbne standarder som RSS - Google+ publicerer ikke feeds - og deleteknologi nogle af os har lænet os opad i årevis, som Google Readers feedsharing. Det er slut med det, alt bliver spist af siloen. Ligesom Apple også forsøger at spise sine brugere og Amazon iøvrigt også sine.
Som tingene står netop nu, virker det som om disse fire virksomheder er de eneste, der har livskraften og viljen til at lave den slags gigantiske erobringstogter i brugerland; Twitter virker omvendt uden ledelse og retning i sammenhængen, selvom også Twitter siloficerer og konsoliderer sin service.

Der er to tunge konsekvenser af siloficeringen: Mest banalt, så bliver det hele noget enklere med færre, stærkere siloer, og det er da også mit indtryk at social media konsulentvirksomhed er en truet branche. Det er ikke nyt mere. Med FBs dominans er det blevet enklere at gøre det godt (nok) og de etablerede relationsvirksomheder (altså marketingbranchen) er ved at have styr på det selv, så hvad angår alt det brand outreach, der har medial karakter eller kampagnekarakter virker løbet mere og mere kørt for netværksspecialisterne.
Til gengæld står virksomhederne, konsulenterne og alle vi andre, der laver ting, der skal leve gennem nettet, med det store spørgsmål: Hvad er det egentlig du laver, har det tool-karakter eller medie-karakter - det bliver sværere og sværere at forveksle de to, hvor det egentlig i en periode så ud til at blive sværere og sværere at holde dem adskilt.
Brugerne falder tilbage - gennem Facebook - i en mere og mere klassisk medial tilskuerrolle istedet for den interaktive medskaben, der kommer ud af selv at samle sin servicebuket. Det er klassiske identifikationsideer, der præger brandkontakten .

Alternativet til TV-iseringen er en skarpere toolprofil; laver man noget, der skal ses, eller noget der skal bruges og genbruges og slides til under stadig brug. Skriver man sit arbejde ind i flowet (det mediale) eller vil man være en del af brugernes bibliotek af redskaber og viden. Jeg har en mistanke om at det kun er værktøjsmodeller, der kan overleve udenfor de sociale medier de nærmeste par år.

2011 var også året hvor vi så Twitter og FB brugt intenst til ad hoc netværksorganisation - omend der har været en livlig debat om hvorvidt det nu også i virkeligheden var en historie overhovedet at de nye medier var de, der formidlede f.eks. det arabiske forår. For mig at se er det helt hen i vejret at påstå at medievalget ikke repræsenterer en radikal nyhed. Påstanden "viljen til revolution kommer ikke fra Twitter" er lidt af en stråmand. Selvfølgelig gør den ikke det, men viljen til faktisk at agere hænger sammen med prisen på at agere, og den kan man påvirke, for at falde tilbage på min påstand om teknologis effekt ovenfor. Groupon prøver på at overbevise om at det samme argument ændrer lokalhandel - det er vist stadig tvivlsomt om de har ændret prisligningen overhovedet - og endelig så har den form for forandringer selvfølgelig også en skyggeside. Beskrivelsen af det ad hoc netværkede, socialmediebegavede terrorangreb på Mumbai er noget af det uhyggeligste jeg har set længe.

Jeg tror som sagt lidt løbet er kørt for social konsolidering lige nu - det bliver bare de store vi allerede har der løber med det, og sådan er en tiårig bølge måske ved at løbe til ende, fra skift til tovejssamtale over gradvis erodering af gamle 1-vejs medier til boblende kondesering af den nye virkelighed i stærkere og stærkere enheder, som så selv fryser fast indtil opmærksomheden skifter til det næste marked, som oplever præcis det samme. Vi er hvad angår The Internet Of Things sådan ca tilbage i 1999 eller 2000. Der er folk, der lever i fremtiden allerede, og måske er man så småt begyndt at se virksomheder af samme kaliber som Technorati; tidlige forsøg på, bootstrappet, at begynde at høste nogle af fordelene ved kondensering - men vi er stadig flere år fra tingenes Facebook og Twitter.

I think the stumped-ask-search-find-reuse cycle is optimal for workarounds not actual original work, and that if you use it for original work, your original work invariably ends up feeling like a workaround.
Not that that isn't a lot. So much of what we do can be verified with simple "did it work" tests, and for all of these problems, find-and-reuse is just a much better algorithm. The problem comes when you're trying to build something new, and trying to build a meaningful coherent body of work. There's no coherence in ask-and-reuse.

I've written about the old mode of learning/thinking/working/doing before, but mostly with a focus on the virtues of rapid response and immediate feedback. The thing is that ask-and-reuse isn't feedback, because there was no mental process there to benefit from the feedback. Pure ask-and-reuse does not help you into flow, it's just channel surfing. I'm sure what works as flow and what works as channel surfing is different from individual to individual, but I'm also quite sure there's a difference between the critical editing stance and the creative stance.

Whether slow or fast gets you into the creative stance, I really don't know - it probably varies.

Whether alone or connected gets you into the creative stance, I really don't know - it probably varies.

But I'm quite sure there's a difference between flowing and just trying. It's the same kind of difference people talk about when they discuss what a crock gamification is. Problem solving really isn't about the problem, but about the solving. It's also why you should write, and not just read.

Weekendavisen havde for nogle uger siden, en serie om det, påstås det, skjulte Produktionsdanmark ude vestpå, der hvor alle fabrikkerne ligger. Og der hvor alle arbejdspladserne tabes i disse år. Det er næppe noget tilfælde at artiklerne er skrevet af Jesper Vind Jensen, der vist voksede lidt længere nede af den samme gade i Ribe vi boede på.

Jeg ved ikke om jeg køber præmissen om at det vestlige industri-Danmark lever skjult, men reelt er det at der ryger en masse faglærte og ufaglærte jobs på fabrikkerne i de her år - og at de nyligt arbejdsløse fabriksarbejdere næppe bliver omskolet til symbolanalytikere lige i morgen, med lovende jobudsigter i organisationsudvikling og kommunikation nede på kommunen.

Det er jo noget juks, og som teknolog, en af de, der arbejder i mandskabsfrie, nærvirtuelle virksomheder, er der naturligvis lidt ekstra at tænke over, hvis man ellers godt kan lide det her og også ønsker naboen velstand og et godt liv.
Artiklen fik mig til at tænke på hvad for nogle jobs sådan nogen som jeg selv egentlig er med til at skabe. Jeg har arbejdet 4-5 forskellige steder. 3 af dem så tidlige projekter at der ikke rigtig foregik andet end udvikling, og de to andre "rigtige" virksomheder med omsætning og den slags. Så længe man er i de små udviklingsvirksomheder så producerer man ingen jobs, udover det man selv har. Jobskabelsen starter først når der faktisk er omsætning; så skal man have sælgere, supportere, regnskabsfolk osv.
De steder jeg har arbejdet var development/andre mixet noget i stil med

• 1:5 i SimCorp, som var en rigtig biks med rigtige kundekonsulenter og overskud


• 1:7 i Ascio/Speednames, som havde omsætning, men et ret permanent underskud i nogle hårde kriseår i starten af århundredet


• 1:0 i Imity


• 5:1 i Zyb, som forærede varerne væk, men dog havde en brugermasse


• 1:1 i Carecord, som har et mere fornuftigt startup setup end vi havde i Imity

Ingen af stederne - undtagen i Ascio - har jeg været mere til at producere en fornuftig mængde non-tech jobs. Jacob Bøtter ville i en serie tweets have den type virksomheder, der ingen jobs skaber, til at være en ny økonomisk verdensorden, men pointen er jo lige præcis at de ikke bliver en ny økonomisk verdensorden! Der udbetales formodentlig mere i løn til de supermarkedsansatte på Vesterbrogade end til de IT-startupansatte, uanset at supermarkedet betaler dårligere.

Jeg sad for noget tid siden over en middag og diskuterede hvad teknologi gør ved ens job, og konklusionen er brutal men indlysende. Teknologis hele virkemåde er at slide de ansattes kompetencer ned. Det er ikke fordi teknologien forsvinder med tiden.

Jeg læste engang at Bill Gates på et tidspunkt havde sagt til en amerikansk politiker noget i stil med "hvad angår landets fremtid, så kan I ikke satse på os. Der skal bygges nogle biler. Der skal fabriksgulve til." - underforstået; vi i tech kommer ikke til at skabe arbejdspladser der ikke kræver tech skills. Der skal skabes nogle jobs med at flytte rundt på nogle atomer, der vejer noget, hvis vi skal have fuld beskæftigelse her i landet. Så hvis vi skal tage den påstand alvorligt - hvilken startup skal man så gå ind i næste gang?

Jeg har arbejdet i internetstartups i et tiår i alle funktioner fra produktidé og ledelse til softwareudvikling. Jeg tilfører de fleste teams noget bredde, med idé og kommunikation i den ene ende og teknikken i den anden.

Hvis du har brug for

• diskussion af nogle Internet- eller videnrelaterede projekter


• research eller tekst om et digitalt fænomen


• oplæg eller indspark til din organisation


• intelligent sparring på den tekniske definition af din digitale idé


• prototyping af din digitale idé


• eller simpelthen god gammeldags softwareudvikling*

så kan det være jeg kan hjælpe, så ring (22 90 18 86) eller skriv.

* Mest C#/.NET og Ruby/Rails, men også alt muligt andet for lidt længere tid siden.

Konsekvensen er at bloggen står tilbage til at modtage de lange og gennemarbejdede indslag, og det skaber jo lidt præstationspres. Det er mest for mig selv, for bloglæsning er næsten ophørt, men så som noget at linke til. Der sker så ofte det at tiden lidt løber fra blogpostideerne før jeg får dem skrevet, og så stiger kvalitetskravet endnu mere

Dette bare for at sige at jeg ikke opfatter denne blog som død på nogen måde, selvom den er infrekvent - lige nu har jeg i lageret 3-4 væsentlige posts, som tiden løb fra eller noget - men de må udkomme i en slags årsslutretrospektiv.

• Discuss UX of social media websites


• Participate in A vs B merit/importance debates over social media


• Follow memes agressively. First moving.


• Solicit gadget tweaking advice


• Worry about your [score giving system] score


• Pay attention to Malcolm Gladwell or Andrew Keen

Det her er mad man let laver rigtig meget af og det gemmer fortrinligt i køleren.

Bonus: Helt nyt crazy selleritrick.

Og så var det at følgende tanke slog ned i mig: Humaniora er 100 år eller mere bag efter teologien når det kommer til at finde fred med ikke, i sidste instans, at kunne forklares med baggrund i noget andet.
En god teolog kan sin Gadamer og ved hvordan vores idéverden skaber sig selv og bliver en virkelighed for os. Og det er protestantisk børnelærdom, prædiket hver søndag, hvordan man skal møde den anden forudsætningsløst hver dag, uden at lade forudtagede moraldomme eller systemer stå i vejen for mødet.
Kulturen har brug for stort set de samme færdselsregler. Man må lade den være sig selv, ikke eksempler på noget man allerede ved hvad er, for at den kan være fri til at udvikle sig, men selvfølgelig altid med en rod i den forståelse man er i stand til at give den, der hvor man nu står.

Og så var det jeg kom i tanke om at Herman Hesse i virkeligheden havde præcis den samme idé tilbage i 1930erne, da han skrev på Glasperlespillet. Hvis du ikke har læst bogen, eller har glemt indholdet, så er setuppet ca at Europa er drevet i ruiner efter en masse krige, undtagen landet Kastalien, hvor en embedsstand af symbolanalytikere holder kompleksiteten og åndeligheden oppe i kraft at glasperlespillet, et intellektuelt universalsprog, der holder sammen på både stat og ånd. Man må gerne forestille sig Regeldanmark, Kulturkanonen, Sammenhængskraften, Danskhed, Udanskhed, Oehlenschläger, Christiania og alle de andre systemer, vi taler os til holder sammen på tingene, her. Hesse lader kulturalisten Josef Knecht, den ansvarlige for det sindrige glasperlespil, møde katolikken Pater Jakobus, der siger til ham

I er store forskere og æsteter, I kastaliere, I måler vægten af vokalerne i et gammelt digt og bringer dets formel i relation til en planetbane. Dette er nok fascinerende, men alligevel kun et spil. Et spil er jo også jeres højeste hemmelighed og symbol, nemlig glasperlespillet. Jeg vl gerne anerkende, at I gør forsøg på at løfte dette smukke spil op ti noget i retning af et sakramente, eller i det mindste et spil til opbyggelse, men sakramenter opstår ikke af sådanne bestræbelser - spil er og bliver spil.
Josef: De mener dermed, pater, at vi mangler teologiens fundament?
Pateren: Åh, teologi vil vi slet ikke tale om; det er I endnu alt for langt fra. I ville allerede være vel tjent med nogle enklere fundamenter, for eksempel med en antropologi, en virkelig lære og viden om mennesket. I kender ikke mennesket, ikke dets dyriske aspekter og skabelse i Guds billede. I kender kun kastalieren, en specialitet, en kaste et aparte dyrkningseksperiment

Måske jeg skulle læse den igen.