I løbet af eftermiddagen så jeg to gode dokumentarfilm - naturligvis på svensk TV, de danske kanalers eftermiddage kan slet ikke finde plads til den slags.

Den første var "I faderns navn" af Nitza Kakoseos. En film om den svenske bosatte Raymond Ahlgren-Paredes, søn af "Coco" Paredes, en af Salvador Allendes fortrolige og en af de der blev myrdet ved kuppet mod Allende. Det interessante ved filmen var at man troede man kendte historien på forhånd: Søn af myrdet mand skriver bog om sin far. Tager tilbage til Chile med sin bog og fortæller folk historien. Blandt filmens gode scener er en hvor han fortæller om sin fars omhyggeligt brækkede knogler (man kan se på hans lig at han fik tæsk og de fleste knogler brækket før han blev dræbt) til nogle Pinochettilhængere som bruger lang tid og megen fantasi til at finde på en historie hvor denne tortur ikke har fundet sted: "Det retsmedicinske institut er slet ikke en officiel institution". "Det er hvad regimet vil have dig til at tro". "Du kan jo ikke vide at det lig du så virkelig var din fars".
"Jeg kendte Pinochet personligt og det er utænkeligt at han har givet ordre til denne tortur" siger en anden Pinochetist i et interview. Det er uhyrligt, men det er også hvad man ventede af historien.
Imidlertid tager historien en drejning fordi Raymond Paredes i Chile tager kontakt til det chilenske højre, komplet med Pinochets håndlangere, altså simpelthen de mennesker der dræbte hans far. Og så bliver filmen pludselig interessant. Raymond Paredes forklarer sig med at det er en slags forsoning han forsøger, men indholdet i forsoningen er uklart, og han plejer omhyggeligt kun kontakt med Pinochetister. Pinochetisterne udnytter prompte hans tilstedeværelse i propagandeøjemed som historien om at en nominel modstander har sluttet sig til dem, og mest interessant er det hvordan Raymond Paredes glider af på spørgsmålet om hvorvidt han lader sig udnytte. I et langt pinefuldt interview er han skiftevis påståeligt afbrydende og tavs, han sidder uroligt i stolen og kigger i løbet af interviewet væk fra kamera og interviewer mens han ikke rigtig forklarer ordentligt hvorfor han hjælper sin fars mordere til respektabilitet. Hans intensitet kommer til sidst til at virke påtaget og alt for mediebevidst, og hans argumentation virker mere belejlig end oprigtig. Det er uhyggeligt, men fængslende, at se.
(Spansksproget sammendrag, bogomtale)

Den anden dokumentar var lettere kost, nemlig Lost in La Mancha, den morsomme "Making of" for Terry Gilliams aldrig fuldførte Don Quixote film. Filmen ramtes under indspilningen af totalt katastrofe og måtte sættes i bero, men "Making of" filmen blev udgivet alligevel - nu som dokumentar om et mislykket filmprojekt. Det er gruopvækkende at se de mængder af ulykker der på forbløffende kort tid forhindrer filminspilningen i at kunne gennemføres, alt imens man ved hver ny ulykke blot hører Terry Gilliam råbe standardsvaret på modstand "We're fucked!" et stort antal gange.