De mener det godt, men på et eller andet tidspunkt kommer de i vejen.Da jeg arbejdede som nybegynder i et stort reklamebureau, ærgrede det mig hvor meget "Kaffemaskineslænget" hele tiden brokkede sig. "Kaffemaskineslænget" var mit udtryk for det, der stadig var plads til i branchen dengang. Flokke af andenrangs-kreative, langt over deres udløbsdato. Af deres chefer blev de presset for de sidste dråber kreativ saft - lige indtil dagen kom og de kunne få deres oplagte fyreseddel. For mange ture til kaffemaskinen og for mange halvbranderter efter frokost. Sene aftener og weekender på alle de kedelige-men-rentable kunder. Presse, presse, presse…
Jeg husker de uger, hvor man uden problemer kunne bruge en halv time om dagen på at høre Ted brokke sig.
Ted havde engang et godt kontor, men har haft en afskærmet bås lige siden det ene katastrofale møde med Kunde X. Han kunne komme og besøge mig i min afskærmede bås, mindst en gang om dagen, og ride på sine kæpheste. Klage, klage, klage…om alt muligt…hvordan Josh-det-nye-håb var en skod-tekstforfatter og en svindler…eller hvordan de købte Lille-Frøken-Let-På-Tås annonce i stedet for hans, "selvom min var den bedste i lokalet, og ethvert dumt svin tilstede vidste det".
Som jeg sagde; hvad som helst.
Der sluttede aldrig. Bla. Bla. Bla… Hov, øjeblik! Ted, jeg er vild med dig, du er en fin fyr, men hold nu for pokker kæft.
I bakspejlet var det Ted der lærte mig en vigtig lektion - dengang, hvor jeg stadig var for ung og naiv til at have lært det på dén måde - at dit kontor kan være proppet med Clio- og One Show-priser mens din karriere er i bund.
Misforstå mig ikke - min karriere i det firma var en komplet katastrofe. Det her er ikke et af de tilfælde, hvor en af alfa'erne slår beta'erne. Det her er en gamma, der slår beta'erne.
Jeg spiser frokost med min kollega, John, som er på min alder. Billig og afslappet thai-mad, et stenkast fra bureauet.
"Jeg må se at komme væk fra det her firma", siger jeg.
"Jeg troede godt du kunne lide dit job", siger John.
"Det kan jeg også", siger jeg, "men den eneste grund til at de kan lide at have mig gående er at jeg stadig er ung og billig. Lige så snart jeg ikke er en af delene…er jeg færdig".
"Som Ted", siger John.
"Jep…ham og resten af Kaffemaskineslænget".
"Kaffemaskineriet", griner John.
Så vi klukkede lidt af vores stakkels, ulykkelige ældre kollegaer. Vi var ikke særlig medfølende, det indrømmer jeg. Deres liv var sikkert et helvede dengang, men de havde allerede toppet. De havde vundet deres priser, fløjet til Bahamas for at filme toiletrullereklamer med berømte filmstjerner og alt det. Modsat os knægte. John og jeg var næsten lige kommet ud af universitetet, havde udsigt til at sætte vores aftryk på branchen, med omtrent lige så meget entusiasme og håb som nogen anden.
Vi havde solgt et par avisannoncer her og der, nogle opslag i magasiner, men det med fjernsynet var stadig uden for vores rækkevidde. Indtil videre havde bureauet vi arbejdede for stadig ikke givet os lov til at blomstre. Var det vores skyld eller deres? Måske lidt af hvert, men dengang var det alt sammen "deres skyld, for fanden!". Selvfølgelig er alting "deres skyld, for fanden", når man er 24.
Jeg sagde op et års tid senere. John blev hos bureauet af en eller anden grund, og så, for omkring fem år siden, blev han gift, og fik kort tid efter sit første barn. Pludselig skulle han forsørge en familie og havde ikke råd til at blive fyret. Hans chef vidste det godt - og begyndte at presse.
"Du har ikke noget mod at arbejde i weekenden, vel John? Godt. Jeg tænkte det nok. Vi ved alle sammen hvor meget gruppen afhænger af at du leverer på målstregen - det er derfor vi sætter så høj pris på dig, John, tror du ikke?".
Sidst jeg så John arbejdede han for det her gyselige lille bureau for en brøkdel af hans tidligere løn. Det viste sig at det store bureau smed ham ud en uges tid efter hans barn fyldte to.
Vi sidder igen på thai-restauranten og spiser frokost for gamle dages skyld. Vi hygger os, og taler om det sædvanlige hovski-snovski vi altid taler om. Samtalen flyder, kun spoleret af at jeg ikke kan få ordet "kaffemaskine" ud af mit forbandede hoved.
(råd nr. 18 fra Om At Være Kreativ)
Posted by Claus at November 20, 2004 08:22 PM | TrackBack (0)