Ethvert medies største styrke er også dets største svaghed. Enhver form for medium består af en mængde kompromisser, og et er ikke "højere" end et andet. Et billede gør ikke så meget, det hænger bare på væggen. Det er det bedste og det værste ved det. Film kombinerer lyd, bevægelse, fotografi, musik og skuespil. Det er det bedste og det værste ved det. Prosa bruger kun ordenes arrangerede lineære form til at få en mening frem. Det er det bedste og det værste ved det. Osv.På universitetet læste jeg engelsk hovedfag. Jeg havde ingen planer om at undervise, skrive eller forske, det var bare noget jeg kunne få høje karakterer i. Og jeg kunne lide at læse bøger og skrive opgaver så det var fint for mig.
De fleste af mine venner havde kunsthistorie som hovedfag, men der hørte ligheden op. Vi gik aldrig til timer sammen. Jeg ved ikke hvorfor, vi mødtes om aftenerne og i weekenderne, men jeg hang aldrig rigtig ud med dem i mit eget fag.
Så det var altid besynderligt for mig at hænge ud med de andre. Kunstnerne, filmfolkene, dramafolkene, arkitekterne osv.
Det virkede som om de boede i hinandens lommer. De arbejdes, spiste, og sov sammen. Masser af venskaber. Masser af samarbejde. En masse fikumdik. Masser af taler om det sande i deres fag.
Nuvel, en tegneserie behøver kun en forfatter. Det samme med at skrive. Det kræver ikke nogen stor gruppefølelse. Så al den sex-drevne socialisme i kunstverdenen var fremmed for mig, også selvom den til dels var fascinerende.
På mit andet år begyndte jeg at få mine tegneserier udgivet, og ikke bare i skolebladet. Pludselig var det let at møde piger. Jeg var glad for det, kan du tro, men livet var nogenlunde det samme.
Jeg antager mine venner syntes tegnetingen var fed nok, men det var ikke noget der påvirkede vores venskab. Det var bare noget jeg gjorde ved siden af, ligesom andre mennesker restaurerer gamle biler eller har et mørkekammer til deres kamera.
Min måde at gøre tingene på var og er at have et normalt liv, at være en almindelig fyr, med en fed hobby. Det er ikke nogen videnskab.
Den holdning var fremmed for mine kunstvenner. Deres specielle fag var en religion for dem. Det var alvorligt. Det var vigtigt. Det var en stor del af deres identitet og det virkede næsten på dem som om menneskehedens hele eksistens afhang af deres even til at forfølge deres drøm som en velbetalt profession osv.
Misforstå mig ikke, jeg kendte nogen kunsttyper som var fantastiske. En eller to af dem er kendte nu. Og jeg kan godt se, hvis du har et særligt talent, hvordan behovet for at bruge det bliver vigtigt.
Men når jeg ser tilbage, ser jeg også en masse skøre unge som giftede sig med et selvvalgt medium af de forkerte grunde. Ikke fordi de havde noget specielt visionært at sige, men fordi det var sejt. Fordi det var sexet. Fordi det var hipt. Fordi det gav dem noget at tale om til fester. Fordi det var nemmer at forestille sig end at skulle finde et rigtigt job efter eksamen.
Jeg er splittet om det her. En del af mig synes det er sundt for unge at have vanvittigt høje ambitioner, og måske er der en eller to af dem der klarer det. En eller to af dem der overlever cuttet. Det er det det går ud på at være ung, og jeg synes det er vidunderligt.
En anden del af mig vil hellere advare de unge mod at vælge et vanskeligt fag af de forkerte grunde. Du kan snyde dig igennem mens du er ung, men det er ikke før din ungdom er væk at Djævelen kommer og vil have sin betaling. Og det er aldrig noget kønt syn. Jeg har set det ske, mere end en gang, for dejlige, rare mennesker og det er virkeligt ikke til at bære at kigge på.
(råd nr. 20 fra Om At Være Kreativ)
Posted by Claus at November 22, 2004 11:56 AM | TrackBack (0)