Kl 7 kom Nikolaj forbi fordi han skulle låne en laptop til sit polarrose TV-indslag. Han kunne fortælle (ikke så overraskende) at der var god gang i den. Kl 8 da han afleverede maskinen var politiet mødt op. Nu skete der 2 ting som fik mig til at tænke på det absurde hykleri i at man politisk ikke vil anerkende narkoproblemet og lave fixerum. Betjentene havde fastholdt en enkelt kvindelig narkoman, til hendes store utilfredshed. De havde også konfiskeret hendes stoffer, til hendes endnu større utilfredshed.
Narkoman: Du skal ikke stå og tale ned til mig.
Betjent: Jeg siger bare til dig at du skal blive stående
Narkoman: Din nummerplade er RU ?? ??? Bare vent til jeg får fat på min advokat.
betjenten sagde ikke så meget
Narkoman: Du skal ikke stå der og bande af mig
Betjent: Har jeg brugt nogen skældsord?
Narkoman: Det er din holdning.
Narkoman: Du står der som om jeg var... (hun spytter for eftertryk) ... en spytklat.
Narkoman: HVOR LANG TID KAN DET HER TAGE?
Narkoman: Du skal ikke tage mine stoffer. Jeg har problemer nok i forvejen
Narkoman: Flot.. I sparker på dem der allerede ligger ned
Det er iøvrigt klassisk narkomanargumentation. Narkomanerne kan sådan en socialvæsenssamtale der, med stor energi of selvretfærdig harme, frikender dem fuldstændig for deres eget ansvar. Andre varianter når man siger til dem de skal skride er "I ku' jo bare lave de fixerum. Det er jeres egen fejl"
Endelig er indrapporteringen over radioen færdig og betjentene lader hende gå
Narkoman: HA, nu er du i problemer, du glemte nemlig at give mig en konfiskationserklæring
Betjent: Vil du have en konfiskationserklæring?
Narkoman: Nej jeg vil have dig i fedtefadet
Betjent: Held og lykke med det
Narkomanens sidste replik siges over skulderen på vej væk. Lidt nede af gaden vender hun sig om og råber i halv triumf
"VED DU OVERHOVEDET HVEM THORKILD HØYER ER?!"
Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg kan ikke se andet end fuld accept af narkoproblemet, bare behandlet på en meget dyr og ineffektiv måde med politi, konfiskationserklæringer og Thorkild Høyer.
Efter denne lille scene kom endnu en overraskelse: En af narkomanerne (må jeg tro, det var ikke en der bor her ihvertfald) kom tilbage med et fejeblad og en børste og ryddede fortovet op. Det er sjældent de gør det, men "Vi rydder selv op" er en af standardreplikkerne for narkomanerne - en narkovariant af arketypen "den ærlige dranker", bumsen der skriver "det går til øl" på sit tiggerskilt. Den bedste variant jeg kan huske af "Vi rydder selv op" var en pige der stolt sagde. "Det er OK. Vi bruger ikke nåle, vi ryger kun". Altså meget bedre, for så det kun var sølvpapir, smadrede flasker, tomme risifruttidåser og menneskeligt skidt og møg vi skulle rydde op bagefter.