Alle drømmer som bekendt om at skrive en roman, også jeg. Som jeg antydningvis har nævnt, så tror jeg ikke helt på NaNoWriMo til mig selv som skriveøvelse. Der er noget med lønkammeret, der ikke passer til mig. Her kommer en alt for lang smøre om det. Men før da det vigtigste først: Jeg starter nu. Vær med fra starten. Kommentarsporet er åbent. Kritik, forslag og tilråb modtages med største fornøjelse.

Paul Auster sagde engang om produktionen af Smoke at han følte et større slægtskab med skuespillerne end med instruktøren, selv om man kunne tro det var omvendt. Det var forsøget på at formidle en karakter, der drev ham. På samme måde er det en helt anderledes oplevelse at skrive for et publikum (også et der ikke møder op), end bare for sig selv. Jeg tror på at det giver processen noget andet og mere at det er en optræden, der muligvis er for nogen andre.

Jeg skal skynde mig at sige at det her egentlig ikke skal blive til en blogroman, den bliver bare produceret sådan. Teksten vil blive redigeret om, flyttet rundt og alt mulig andet før jeg synes jeg har skrevet noget. At blogge teksten passer bare både mig og emnet.

Hvad angår ideen til bogen, så er den efterhånden pænt gammel og kommer mindst 3 steder fra. En morgen for en del år siden slog det mig hvordan man kunne lave en 1-1 oversættelse mellem miljøet i Moby Dick og livet med at lave software. I de næste par dage morede jeg mig med at oversætte tekstbidder fra originalen til at handle om livet i et softwareselskab.

Jeg har aldrig læst en vellykket fiktionsbog om mit fag, hvor man både var underholdt og syntes faget blev behandlet plausibelt. Vi kender problemet fra Bryggeren og Krøniken: Det er bare ikke menneskeligt interessant om hvidtøllet kommer til at gære, eller om det er svært at stabilisere et radiorør. Jeg overvejede problemet på et tidspunkt og kom til den konklusion at man kun kan tage en helt anden spænding og så plante den i et softwaremiljø og håbe miljøet ikke tager livet af spændingen. Jeg kom igen til at tænke på Moby Dick: Den intense og vanvittige jagt på hvalen minder om den besættelse man selv kan sætte sig i for at lykkes med sit arbejde.

Nu manglede jeg kun et plot og en passende litterær grund til at skrive. De to ankommer samtidig. I novellen Pierre Menard, forfatteren til Don Quixote leger Jorge Luis Borges med hvad man skulle mene hvis en forfatter, helt autentisk, ikke som afskrift, gentog et allerede eksisterende værk ord for ord. Det er morsomt og skarpsindigt gjort af Borges - og da jeg kom i tanke om den novelle en dag jeg også overvejede Moby Dick og softwareromanen var planen klar: Jeg skriver Moby Dick igen, bare nu i softwareomgivelser. Så målet for min roman er enkelt: At genskabe Moby Dick, kapitel for kapitel, med præcis de samme personer - bare omplantet til et helt andet miljø. Jeg har udregnet nogen friheder jeg vil tage mig undervejs, men det er nogenlunde det, der er planen. Så persongalleriet ligger fast, ligesom antallet af kapitler - 125. Det ligger også fast hvordan historien ender.

Når nu man laver software, udgiver elektronisk (indtil videre), og det hele handler om software, så kan den lige så godt få fuld skrue. Hele teksten lægges i subversion, og jeg har store planer om at more mig med versioneringer hen ad vejen.