3.14 er idag og naturligvis synes amerikanere, som vender datoerne på den måde, at det er pi-dag. I dansk almindelig datonotation er 22/7 at foretrække. Det er en anelse mere præcist. Nå, men nok om det. I dagens anledning til jeg fortælle en historie* om ikke rigtig at passe ind. I gymnasiet læste jeg Gödel, Escher, Bach og fik matematisk blod på tanden ved at støde på ting som Cantors diagonalbevis. Douglas Hofstadter har i bogen, eller måske er det i hans Scientfic American klummesamling, en anekdote om den klub han var med i i High School. Det var en uformel "lær decimaludviklingen af Pi så godt som muligt"-konkurrence mellem ham og nogen venner. Målet for medlemmerne var at nå ud omkring decimal 800 hvor man når til en længere serie af 9-taller. Så får man nemlig fornøjelsen at kunne sige, så adspredt som muligt "9, 9, 9, 9, 9, 9, 9 og så videre derudaf". Til en forelæsning på matematik engang fortalte jeg anekdoten i en pause, fordi jeg syntes det var lettere komisk**, men der var ingen der grinte. Istedet begyndte de "Jeg ku' ca 70 engang". "Jeg ku' kun 50 - hvordan er det nu det går" - og så gik de ellers i gang på tavlen...

Der er ikke nogen i telefonbogen med pi som telefonnummer - til gengæld har en Anette Rasmussen fra Århus grundtallet i den naturlige logaritme, e, som mobilnummer.

* folk, der har mødt mig og derfor hørt historien for mange gange må finde en anden blog i de næste par minutter.

** jeg har aldrig drevet det længere i sporten end til at kunne huskereglen "det er antallet af bogstaver i ordene 'How I Wish I Could Enumerate Pi Easily'".