Lad os lige krydse Berkun og biografisamfundet et øjeblik. Berkun er fanget i en dialektik, som man hurtigt bliver fanget i: På den ene side en historie, der viser klart, at innovation ofte er socialt og at innovationens slidsomme sociale liv skærper ideerne indtil de pludselig er der. De kom ikke frie og sande ud af den allerførste hjernegnist. Omvendt citerer Wired-livebloggeren Berkun for at sige at ledelsen skal lade dem der har forstand på det gøre deres arbejde uden at gå i vejen - og så er vi jo i virkeligheden tilbage ved Prometheus. Måske med "gruppen" som den nye Prometheus, men dog tilbage ved det uafhængige uden for verden stående geni, der skal have lov til at være genial i fred. Det er bare en social spejlng af det oprør vi alle kan mærke inden i os når samfundsvidenskabsfolk opløser vores motiver i idealtyper og fragmenter, for vi kan jo mærke at vi er én, hel ting. "Kreativitet" som figur er låst inde i biografien. Det er noget man kun selv kan være - men erfaringen viser os omvendt at man ofte er det meget bedre socialt. Det er anstrengende at sidde fast i den modstilling mellem selvforståelse og social indsigt og det er helt indlysende at der er en både menneskeligt og politisk gåde gemt i, at vi ikke har en god formulering af hvilke krav det sociale og selvet gensidigt kan stille til hinanden.