Værterne i den 11. time har delt opgaverne mellem sig - eller fascineres bare af forskellige ting - sådan at det har udviklet sig til en slags Good cop/Bad cop rutine: Mikael Bertelsen laver udsendelser, der er interesserede i gæsten, optagede af gæstens vinkel på tingene og nysgerrig. Mads Brügger, derimod, laver udsendelser hvor formålet er at afsløre nogen - helst gæsten selv - i at have gjort noget forkert. Personligt kan jeg bedst lide de nysgerrige udsendelser.

Det er - i Brüggers tilfælde - tilsyneladende helt systematisk ideen om hvad der er værd at beskæftige sig med. En ny bog om Tønder-sagen, bogen om blændværket Dagen, TV fra Nordkorea handler altsammen om afsløringer. Ikke bare om sandheder, men specifikt om afsløringer - og helst med en fejlende skurk i midten. Måske er skurk ikke det rigtige ord. Fejltager er mere rigtigt. Det handler om vurderingssvigt, ikke moralske svigt. Det er i virkeligheden en meget protestantisk fortællevinkel - det er ikke det ubetinget ondskabsfulde, det handler om, men afvigelser fra det bedste, det rigtigste.

Det problematiske ved stilen ligger dels i den meget assymetriske risiko for Brügger og hans interviewoffer, der selvfølgelig altid er der, men i et program som den 11. time - der konstruerer sine historer som undersøgelser og ikke kritik - kommer den mere snigende. Og så selvfølgelig i den målet helliger alle midler-logik, der driver processen: Hvis fejlen, afsløringen, er stor nok, så kan vi godt invitere gæster under falske forudsætninger, vi kan godt citere folk, der havde bedt om ikke at blive citeret - og vi angribe kritisk fra siden, uden at gøre det klart for offeret at det er et offer, fra starten.