Bevægelig ensembleparodi, der minder helt vildt meget om Primary Colors (som håbet), men den slags virker bedre hvis jeg-fortælleren er en bit-player i kanten af dramaet. Det er en begrænsning for komikken at den perspektivmæssigt er bundet inde i Fake Steve. Komikken bliver derfor den anden - at Steve er et mediterende wunderkind, selv en slags tilskuer, til de andre - som vi bare ikke har nogen identifikation med.
Det interessante er opmærksomhedscentrets hemmeligheder - men her er vi inde i opmærksomhedscentret og så er der jo ikke nogen hemmeligheder vi ikke har adgang til...