Jeg har for nylig haft anledning til at overveje en større blogpamflet om antiintellektualisme, men nu har Momus heldigvis skrevet en god en - både om fænomenets højreorienterede og venstreorienterede former, og om dets samtidshistorie. Det sidste punkt er desværre mestendels med en og samme vinkel, nemlig et europæisk centrum-venstre forbehold overfor den amerikanske nutid, så på det punkt mangler der lidt balance, men hvis man læser lidt omhyggeligt så er balancen nede i detaljerne i form af f.eks. nogle sætninger, der kunne have stået i Stjernfelt og Thomsen

in the postwar conflation of anti-communism and anti-intellectualism was the retrospective exaggeration by intellectuals themselves of their own importance and the importance of their twenty-year-old political and personal feuds.” At some point, it seems, the American intellectual fell in love with the idea of himself as the alien organism among bourgeois rubes