Guderne skal vide at det ikke var på banen, men Frankrig har alligevel givet os VMs mest mindeværdige øjeblikke, nemlig de mange skud af træner Domenech i undergangskampen mod Sydafrika. Domenech vidste jo godt, det meste af kampen, at spillet var ude og fiaskoen total. Alligevel var der ikke andet at gøre end at blive stående, og leve med at kameraet naturligvis syntes at det mest spændende ved kampen var ham. Fysisk stod fiaskoen godt til ham. Det grånende gribbeblik, på en gang intenst og apatisk - det var intenst, men tydeligvis optaget af noget andet end at gøre en forskel for spillerne på banen.
På et eller andet tidspunkt har fanden taget ved ham, og når der alligevel intet var at redde kunne han lige så godt føre sine kamplystne fejltagelser til ende, og bl.a. nægte at give hånd til vinderen efter kampen.
Det er grusomt at skulle stå der og tage imod latteren og nedværdigelsen i 70 minutter (regnet fra det sydafrikanske mål), uden at kunne gå og endda uden rigtig at kunne foretage sig noget fysisk. Holdet skal jo ledes, og man skal holde sig i det tekniske område omkring udskiftningsbænken. Domenech nærmest udfordrede den billige opmærksomhed i hans nederlag. Til tider forsøgte han at nidstirre kameraet, og dermed alle os, der sad og så ham gå ned.
Jeg tog mig i at forestille mig Domenechs figur genopfundet i et Bunuelsk vrangbillede af burgøjserlivets høflighedsformer. Det er afsløringsmareridtet, ført ud i livet. Demaskeret som fiasko, og så uden at kunne forlade scenen, man må bare stå der og tage imod latteren.