Caféteatret vil lave Anders Breiviks manifest som monolog. Min gamle kollegiefælle Lasse, som bestyrer Baggårdteatret i Svendborg fortæller om at få tilsendt manuskripter med titlen Utøya med forslag om at sætte det op. "Det er både for tidligt og for sent" skriver Lasse begavet, og selv kan jeg ikke blive fri for tanken - at det meget mere ligner en higen efter skarp sovs til teaterscenen end det ligner teatret til undsætning til os allesammen med klangbund for hvad vi nu tænker om Breiviks usle massemord.
Gennem de sidste par år har jeg oplevet en stigende irritation når jeg har set kulturlivet trække f.eks. på holocaust for at signalere den endegyldige relevans og smerte. Det er for fattigt hvis litteratur, film og teater har givet så meget op at der skal døde jøder på bordet før man er autentisk og vigtig. Jeg har det lidt på samme måde med massemordsteater. Det er vist mest for teatrets skyld det bliver til; så man kan påstå at man er derude med noget stærkt om nutiden.