For et par uger siden gik John Elfreth Watkins' 100-års forudsigelser fra år 1900 Twitter rundt. De er lette at grine af, med "ærter så store som rødbeder" og "alfabetet vil være uden C, X og Q", men i og for sig er de ting Watkins rammer rigtigt på, næsten mere interessante. Specifikt om internettet har han 4 forudsigelser der alle er gået i opfyldelse
- Photographs will be telegraphed
- Man will see around the world
- Telephones around the world
- Grand Opera will be telephoned
45 år senere skriver Vannevar Bush det berømte essay As We May Think i The Atlantic, hvor han forudser hypertekst, i form af fantasimaskinen Memex, andre 45 år før det endelig bliver til noget på stor skala med introduktionen af world wide web. Bush tager også fejl af teknologien, selv om han har gættet anvendelsen rigtigt: Meget af essayet består i at sandsynliggøre hvordan polaroidbilleder og mikrofilm faktisk kan etablere hypertekst og interaktive brugerskabte medier.
I "Tools for Thought" fra 1985 er Howard Rheingold tættere på at ramme teknologien for hypertext rigtigt - for eksempel skriver han mest om teknologi, der faktisk findes; men Rheingold kalder også bogen for en øvelse i 'retroaktiv futurisme' og som sådan er bogen håbløst tabt i fortiden. World Wide Web findes stadig ikke, det var ikke opfundet, istedet er der Ted Nelsons Xanadu, et kompliceret og fantastisk hypertekstsystem, langt rigere som hypertekst end WWW siden blev, men fanget, som anvendelse, i et gammelt videnssamfund, hvor viden er bogviden. Xanadu er skidesmart - hvis hypertekst skal være tekst. Men hvis hypertekst skal være webshops og Farmville og Youtube og Github og søgemaskiner og Google Docs og spotifylinks og twitterstreams osv osv, så er mere funktionalitet faktisk ikke bedre, men værre. Xanadu blev en fiasko, fordi det var svært for Nelsons team at få det bygget færdigt, og så simpelthen fordi projektet gættede forkert på hvad man egentlig kan bruge hypertext til.
Eksemplerne er ikke enestående; det er helt fast, at vi godt kan finde ud af forskyde vores adfærd en anelse og forestille os den anderledes, mens det kniber betydeligt mere med at forudse teknologien adfærden finder sted i, og det gør forudsigelserne - selv de imponerende som Watkins' - en smule komiske, fordi de systematisk tager fejl af den sammenhæng de indgår i. Alle forudsigelserne ovenfor bliver komiske af præcis den samme grund. De er i og for sig rigtige nok, som enkeltobservationer, men Watkins tager alligevel helt fejl, fordi han ikke fra 1900 kunne se at alle fire forudsigelser var forudsigelser om den samme fremtid, nemlig internettets. Ligesom Vannevar Bushs Memex senere blev det også.
Hvordan kan det være at Watkins og Bush helt misser hvilken teknologi det er der vinder, og betyder det noget, hvis nu de faktisk rammer anvendelserne rigtigt?
Lad os starte med hvordan det kan være. Da Watkins skrev, og for så vidt også da Bush skrev var der ikke noget, der hed informationsvidenskab. Det var knapt nok noget, der hed information - eller dvs. det er jo et almindeligt og gammelt ord; men i den specifikke betydning, som noget med nogen bits der løber rundt og betyder noget, er disciplinen først opfundet i 1940erne, samtidig med Bush. Da Watkins skrev var der simpelthen ikke nogen fælles abstraktion bag fotografi, telegrafi, telefoni og heller ikke bag den hypertekst Bush fabulerede om. Hvor nyt et fænomen det egentlig er kan man læse en hel del mere om i James Gleicks umådeligt fascinerende bog fra sidste år om netop information. Nu hvor vi har vænnet os til abstraktionen bag det hele, kan det være svært at forstå hvor gennemgribende en revolution det er, at den pludselig findes. Vi har vænnet os til at der er computermodeller, informationsmodeller, af snart sagt hvadsomhelst i en sådan grad at det kan være svært at skelne landkortet fra landskabet. Det er for feinschmeckere at den musik man hører er lydbølger, og ikke de bits, der ligger i mp3-filen.
Sådan var det ikke engang. Dengang var tænkere trænet i at tænke på ting, og det symbolske var en nebengeschæft ved siden af tingene. I 1968 skrev Herbert Simon sin berømte bog The Sciences of The Artificial hvor han gør opmærksom på netop det: Naturvidenskaberne handler om at observere naturen og på den måde afsløre hvordan den hænger sammen, men naturvidenskaberne ændrer ikke noget ved naturen. Kulturvidenskaberne, videnskaberne om det menneskeskabte, er symbolske videnskaber, der selv handler om symbolske systemer, systemer med hensigter og funktion. Kulturvidenskab kommer derfor hurtigt til at beskæftige sig med hvordan verden bør være, og glider helt af sig selv fra en deskriptiv til en normativ rolle. Der opstår helt af sig selv en interaktion mellem modellen og det modellerede.
Da Simon skriver i 1968 var det stadig interessant og nyt - et fremsynet udsagn. Formodentlig lyder det i skrift stadig som akademisk nonsens og postulat, men 30 år tidligere havde Alan Turing, som forøvrigt fylder 100 år i år, lagt grunden til sin berømmelse ved at demonstrere at den idé på ingen måde er filosofisk tankespind, men at det faktisk er tilfældet, sådan helt konkret, at ligegyldigt hvilken symbolsk maskine vi har lyst til at bygge, så findes der faktisk én maskine, den endelige maskine, som vi kan nøjes med at bygge, og så kan vi bagefter simulere os til alle de andre.
Simons humanistiske pointe skal med andre forstås som ramme alvor. Det er ikke relativistisk humaniora, men en ingeniørmæssig anvisning på hvordan man faktisk nu, hvor man bygger symbolske systemer, kan arbejde.
Vi skriver det lige med stort, fordi det bestemmer dybden i informationsrevolutionen:
Ethvert symbolsk system kan realiseres indenfor rammerne af ethvert andet symbolsk system
Det er ikke bare "i princippet", det skal tages helt bogstaveligt. Lige så snart det symbolske er det centrale, så kan det flyttes hvorsomhelst hen.
Jeg er med på at det kan lyde banalt*, og det er derfor det er værd at nævne Simons bog. Det er banalt idag, men for 45 år siden var det noget Herbert Simon syntes man var nødt til at skrive ned i en bog, og for 65 år siden - og 112 år siden - da Bush og Watkins skrev, var det ikke indlysende, måske knap nok erkendt, at det var sådan. Derfor så telefonen, telegrafen, fotografiet, hyperteksten og alt det andet ud til at være helt forskellige ting, selv om vi idag synes det bare er forskellige afspejlinger af det samme, information.
*Og dog. For uanset hvor bogstaveligt jeg fortæller dig at du skal tage ordene, så tør jeg vædde med at du stadig lidt synes det er noget abstrakt nonsens. Det er svært at lade være med at opfatte de overflader vi omgiver os med, som noget virkeligt. Vi har alle banket på en computerskærm på et tidspunkt, irriterede over at den "gør det forkerte", selvom vi godt ved at skærmen bare viser os noget, og al magien foregår helt andre steder. Vi er simpelthen bygget til at tage overflader for noget virkeligt.
Western Union - datidens største telegrafselskab - lod være med at købe telefonen af Alexander Graham Bell, da han havde fået patent på den, og fordømte sig på den måde selv til nutidens irrelevans. Men den samme fejl laver vi alle sammen hele tiden, den dag i dag. Virksomheder overser til stadighed at andre sådan set æder deres marked ved at inkorporere funktionalitet fra deres produkter i andre digitale sammenhænge. Der er friktion i verdensbilleder, selv om teorien fortæller os af de alle er udskiftelige.
Og hvad betyder det så, at det er så uendelig svært at tage computerens - og nettets - generalitet alvorligt?
Måske at man ikke finder et publikum til sine stærkt nicheprægede it-historiske foredrag.
Måske at man ikke får ombygget sin arbejdsplads til nye fleksible pull-medier, uden tonstunge CC:Emails.
Måske at man ikke opdager at man sådan set klarer sig fint uden servere og intranet med Dropbox og Google Docs.
Måske at man simpelthen bare ikke bliver den næste Mark Zuckerberg.
Måske at man ikke opdager at sommerhuset sådan set godt kan finde ud af at tænde for varmen en time før man ankommer, så der ikke er koldt.
Måske at man ikke opdager at en Youtube er en helt fornuftig - og billig - måde at bygge sin egen TV-station på.
Måske at man - som Google - ikke i tide opdager at det at søge, på Google, bliver erstattet af det at finde, på Twitter og Facebook og Quora.
Måske at man, som fagbogsforlag, ikke opdager at store lærebøger bliver erstattet af Q&A-sites som Stack Overflow.
Måske at man - som kortbogsvirksomhed - ikke opdager at browseren virker fint som kortbog. Måske at man - som telefonbogsvirksomhed - overser at Google virker fint som telefonbog.
Det kan lyde som en uoverskuelig, endda meningsløs, liste af konsekvenser, men lidt struktur er der nu alligevel i det, for hver eneste af eksemplerne er et eksempel på det samme, nemlig at den forklaringsramme, den sammenhæng, man har sat sig selv i, viser sig bare at være endnu en af de tvivlsomme overflader computeren og internettet har så let ved at bryde igennem - mere om det i en senere blogpost.