Hvis du nogensinde har taget det lille grundkursus i kommunikation, så har du helt sikkert set den model af kommunikation som Claude Shannon og Warren Weaver konstruerede i 1948, den ser ca sådan her ud
En kilde, anvender en afsender til at kode en meddelelse, så den kan transmitteres over en kanal, for siden at blive afkodet af en modtager til en destination.
Forskellige discipliner har lagt vægt på forskellige ting ved kommunikation, som beskrevet her. I den humanistiske tradition, interesserer man sig mest for kilden og destinationen, og altså egentligt mere for en model som bare er
og så handler diskussionen mere om under hvilke vilkår A og B kan blive enige om hvad kanalens budskaber egentlig betyder.
Hvis man er interesseret i den teknologiske side af sagen, så er det lige præcis det, den humanistiske vinkel forenkler væk, man er optaget af, nemlig
Hvad sker der her? To ting er særlig værd at tænke over. Det første - som vi gemmer til senere - er kanalens beskaffenhed. Det interessante ved kanalen er at alt hvad der befinder sig i den er kodet, altså omsat til symbolsk form. Det er kodningen der gør budskabet tilgængeligt til alt det symbolske maskineri Moore's lov har givet os. Med kodning og alt internettets symbolmaskineri kan man pludselig en masse. Kanaler kan flyttes hvorhen man har lyst. Koden kan lagres, Koden kan genudsendes. Koden kan manipuleres og fortolkes af maskiner, der så deler andre koder med os. Koden kan kopieres. - men alt det vender jeg tilbage til i en senere post.
Det andet er hvad afsenderen egentlig er for en størrelse. Hos Shannon og Weaver er det bare en boks. Tit ser man det hjælpsomt afbildet som om afsenderen er en mikrofon og modtageren en højttaler, men jeg synes det er mere frugtbart at forestille sig afsenderen som et kamera, og modtageren som en projektor, som her
Hvorfor er kameraet et bedre billede? Den humanistiske vinkel på kommunikation gør kommunikationen til en sag mellem A og B - men så medgørlig og friktionsløs er teknologi snart sagt aldrig. Kameraet peger - og ser kun hvad det peger på. Kameraet indrammer - måske ikke præcis det vi ønskede. Kameraet opfanger - både mere og mindre lys end vi håbede på.
Informationsteknologi er ikke spor neutral, den er mere besværlig end det - men ofte også meget mere magisk. Lad mig vise dig nogle eksempler.
Det første eksempel er i virkeligheden en hel kæde af eksempler. Timo Arnall lavede på ett tidspunkt denne magiske video af hvad maskinsynsrobotter egentlig ser, når de kigger på verden
Hvad lægger de mærke til i billederne? Hvad kan de måle som vi ikke kan overskue (hastigheder f.eks., eller store mængder af helt ens objekter) På tværs af alle eksemplerne forstår man at de seende maskiner konstant koder helt andre informationer end vi selv gør når vi kigger på filmen nedenunder de kodede data maskinerne ser. Til tider virker robotterns oplevelser fordummede - og vi overskuer billedet langt bedre, men andre af eksemplerne håndterer problemfrit massiv parallel information vi kun kan drømme om at overskue.
Tom Igoe, en foregangsmand i Physical Computing, lavede på et tidspunkt følgende billede af hvordan en normal computer egentlig ser os.
Som computeren oplever os har vi fingre - det kan trykke på knapper, et øje på skærmen og ører til lyden - resten af vores adfærd er maskinen blind for. Det er derfor vi kan være lige så rasende vi har lyst til, det skifter maskinen ikke opførsel af, vi kan læne os tilbage eller sidde ordentligt. Vi kan være i en flyver eller ved et skrivebord, det er altsammen ligemeget for computeren for den ser det ikke.
Konsekvensen af ikke at blive set af computeren blev først afsløret da vi allesammen lige pludselig blev set i uvante rammer, da ChatRoulette-feberen hærgede. Udover de utallige blottede kønsdele og andre pranks, så så man pludselig ind i en stor verden af henslængte mennesker der kedede sig i grimme omgivelser. Et kamera er ikke bare et kamera, vi optræder for det. Vi har den adfærd kameraet forventer af os - og det gælder også computeren-som-kamera. Vi negligerer det, den ikke lægger vægt på, og alle disse uiscenesatte rum kunne vi pludselig se med ChatRoulette.
Det hjælper ikke at pege på skærmen med fingrene - eller dvs. det hjalp ikke, indtil for en 4-5 år siden. Nu er umiddelbar berøring blevet standardvokabular for maskinerne. Tom Igoe burde egentlig lave sin tegning om, til en der var klar over hvor vi er - via en GPS, om vi bevæger os - via et accelerometer, og det er ikke en finger mere, den ser - det er faktisk det meste af en hånd, på skærmen.
Nogle gange ser computeren ting vi ønskede den ikke så. Forleden dukkede følgende historie op i min linkstrøm: En mand var kommet for skade at linke på Facebook til en usandsynlig vare på Amazon, nemlig et enormt kvantum glidecreme. Den utilsigtede konsekvens af det var at hans billede pludselig dukkede op som en slags anbefaling i annoncer for tøndevis af glidecreme på Facebook. På Facebook er enhver henvisning potentielt en anbefaling, og computeren var ude af stand til at se forskel på et skør-skør-verden ironisk link og en rigtig anbefaling. Man kan simpelthen ikke vise Facebook den forskel. Konsekvensen af sådan et system er nem at regne ud: Med tiden vænner man sig til at opføre sig som kameraet forventer og holder op med at se ud som en glidecremekunde. Vi optræder for kameraet, og retter vores adfærd ind efter de normer kameraet angiver for os. Det er nemmere bare at skrive om positive ting på FB.
Posted by Claus at March 05, 2012 11:34 AM | TrackBack (0)