For fem år siden skrev jeg denne blogpost, og forsøgte at mappe hive-mindens kognitive facilititer til vores fælles sociale internetplatform. I kort referat, så har hjernen både en scannende og mønstergenkendende bred opsamlende funktion og en kondenserende, strukturerende glemmende, og dermed lærende, funktion*.
Det var bemærkelsesværdigt på det tidspunkt at praktisk taget ingen konkurrerede med Google om discovery - om den lærende, aggregerende funktion på nettet. De der forsøgte var teknologisk håbløst bagefter; f.eks. ting som Technoratis blogsøgning - det virkede bare ikke på samme måde. I 2008 burde jeg muligvis allerede have haft siloerne med som det specifikke sted for den konstante scanning istedet for at fokusere på browserne, som jeg gør i billedet ovenfor, men det var fordi man ikke kunne se at de havde tænkt sig at byde på hele figuren dengang. Det kan man nu. Og det virker. Vi søger simpelthen mindre. Og ikke fordi der ikke er snedige algoritmer nede i Twitter og FB, men det primære er at nok øjne finder alt.

Skulle man tegne grafikken om idag så ville 2008s general purpose-scannere være afløst af de specialiserede scannere, Twitter, Pinterest, Facebook, og søgningen ligeså; passende omforstået, for søgningen er i stigende grad push og ikke pull. Maskinen kondenserer for os. I 2008 var der simpelthen ikke nogen, der endnu havde lavet de personlige mikromedier Twitter og Facebook bader os i idag, der var kun Googles globale aggregeringer, resten var self assembly.

Formodentlig skyldes forandringen i lige høj grad at ingen gider self assembly, eller rettere, den nye meget større digitale befolkning gider ikke, det var kun os edge cases, der gad for 10 år siden, der stadig gider, og så den nye device eksplosion - med den mindre form faktor på smartphones og tablets er general purpose interfaces som browseren mindre attraktive.

* Det kunne man skrive en lang post om en anden gang.