The Numbers er et sjovt sted at cruise for film trivia, men jeg havde ikke set denne her fede genrebetegnelse før nu. De har andre gode genrer som Animals Gone Bad og nedturen er selvfølgelig at genrekortet fuldstændig giver mening. De fleste films hook er lige præcis så enkelt. Til sammenligning kan man gå tilbage til arkivet over dårlige historier eller listen af science fiction klicheer.

Aahhh - SketchUp er blevet gratis. Som ønsket. Lad 1000 3D bygninger blomstre...

Når det kommer til Google Maps er Krak nået til grinefasen i Gandhis berømte 4-punkts plan for irrelevans. Krak er da rigtignok meget indarbejdede herhjemme, men deres interface har stadig for mange klik før man kommer til varerne.

Woody Allen blander En plads i Solen med Crimes and Misdemeanors i Match Point. I den anledning citerer vi lige en del af et interview hvor Woody Allen talte om Crimes and Misdemeanors" (der er skrevet ned fra en TV optagelse så der kan være unøjagtigheder):

"I wanted to show, in an entertaining way, there there is no God and that we're alone in the universe, and there is nobody out there to punish you. That your morality is strictly up to you. If you're willing to murder and you can get away with it and you can live with it, that's fine."

Ikke for noget men er alle biblioteker ikke mest for hovedet? Hvorfor bestemt ental? Er det ligesom "Parken"? Jeg forstår ikke helt...

Når det er sagt så er Nikolaj ikke færdig med at opliste fordele: Der er en masse bøger til pauserne. Der er faktisk rigtig ordentlig kaffe. Wi-fi og sidst men ikke mindst er der cool bogafleveringsrobotter. Robotter holder så meget.

Så kom de endelig.

Har du fåget det du har brug for?

Bonus: Posetivt - som i jeg har fåget det vendt til noget posetivt.

Det er vist ovenikøbet en sand historie.

Parkeret ved min gadedør idag. Just så en anden cykel i den anden ende af humørskalaen.

Lidt meget souvenirshow igen i år, men George Clinton kommer - og Streets og Strokes en masse andet (herunder Dylan og Morrissey). Clinton alene havde købe billetten, hvis jeg ikke skulle noget andet: Koncerten med Clinton i Vega ind under jul for en 8-10 år siden er stadig noget af det fedeste jeg nogensinder har oplevet. De får næppe lov at spille 3½ time på Roskilde og det er egentlig ærgeligt.

I've seen the future of the Internet - he was bumming 20 kr off me so he could buy a beer. As we all know the future is already here just unevenly distributed. And one of the reasons it's so thin here at my end is that the density is so high back at Justeren's place. Having a country-playing-weather-predicting-girl-machine at your house is truly space age.

The last double session at Customermade was with the founders of skinnyCorp, makers of community driven websites like Threadless and Teo Härén of Interesting.org - an "idea community" and consultancy based on that. I personally liked the skinnyCorp pitch much, much more than the interesting.org pitch. First off, judging from the talks my feeling was that the Skinnycorp guys were much more caring towards their community. An open welcoming attitude - no judging - let the community take care of the reputation system on its own.
Also just the pitch of "users designing for users" is to me much more in tune with the idea of customermade than "a network of creatives selling to others". On Interesting.org the co-creators simply aren't customers. Interesting.org is more of a bubble-era, free-agent-y "lets make an idea market" thing.

"I'm googled out" is 2006-ese for "I'm out of ideas".

A few months back I was considering Starting a danish language user-edited newspaper, so I was interested to hear what made OhMyNews a success. Key points that aren't obvious just from blogging:

• The editing staff is paid and professional and holds itself to the standards of mainstream media. Facts are checked, stories are pulled (30%) when they don't check out
  
• Even though the site is amateur-based, there's a built in tipping system, allowing readers to reward good copy financially
  
• (so OhMyNews is actually a market for newscopy)
  
• The other upside for writers is the exposure - but as the example of Flix proves, you really, really don't want to reward your users without also applying strict quality control
  
• While personal media is great, there's rewards in scarcity: It matters to writers to get on OhMyNews because it's hard
  

Paul Gerhardt has a nice emotionally charged hookline at the start of his talk on the opening of BBC's archives: Imagine if books were locked up, like audiovisuals are now. They used to be. We wouldn't have any parts of the culture we enjoy today with the structure of ownership for words that we have for digital media now.

First session over (as is my humble job here today). Good talks by Lars Bo Jeppesen to set the scene for the field and identify the business models and scope of user driven innovation. Then a Lego Mindstorms talk by Søren Lund from Lego. What I liked particularly about it was the important rule: Go all the way. It doesn't work to trust people a little, it works to trust them a lot. My kind of thinking.

Limor Schweitzer's crazy japanese robot videos were great.

I'm at the Customermade one day conference in Copenhagen. It's sold out - but there's a link to a webcast you can catch somewhere. When I'm not busy admiring the Lego robots I'll try to blog a little from the event which looks to be a lot of fun.

It's open and it seems slick enough and all importantly - not too slick. I still think calendaring is waaay too much like work.
My gripe: If it looks like a Gmail and it quacks like a GMail it should be inside GMail. (I know it integrates - my problem is the amount of real estate the calendar takes up. For me to love a calender it should take up way less real estate and just sit with my email. (No, I don't mean "like outlook"))

[UPDATE: The built in Danish holidays calendar is broken - but Google Calendar supports iCal and you can find danish holiday iCal calendars here]

Lige en hurtig note med indholdet at Wired 14.04 om spil holder. Køb det før det forsvinder. Quite possibly det bedste nummer siden det med den lange hale.

Skal vi lige vende det "politiske udspil" fra den socialdemokratiske ledelse en gang til: Frank Jensen er en slags kanariefugl i mineskakten. Hvis han kan se perspektivet, så er det der nok ikke.
Jeg kunne godt tænke mig en alternativ virkelighed hvor Henrik Dam Kristensen havde stillet op til at tage en kugle for partiet og havde taget 3 dårlige år ved roret mens en ny yngre generation kunne have arbejdet lidt på at finde nogen autentiske stemmer der kunne tale for en meningsfuld politik. Sådan blev det ikke. Nu må vi i stedet stille og roligt gå og vente på at selv Helle Thorning-Schmidt indser at hun ikke har formået at mene noget som helst og når det sker skal der bruges nogen nye talenter som det kan være en lille smule svært at se. Det bedste var hvis Mogens Lykketoft og Svend Auken til den tid også var gået på pension så den brændte jords personpolitik kan blive begravet også.

Er det bare mig, eller er omkvædet til The Streets' When you wasn't famous simpelthen de fedeste linjer i en popsang siden Pet Shop Boys skrev de udødelige linjer om Che Guevara og Debussy og et Disco Beat?

Berlingske mandag. Skypes blog 5. februar.

Hvorfor var det vi skulle blive ved at købe avisen? Dybde og kvalitet?

(Nu vi er ved det: Det her omtalte blad er da den mest kolossale nedtur.)

De fyrede nonsens-helte, Leth og Mader, opgiver ikke turen frivilligt. Er der lidt Team Easy On over sådan at luske med rundt selv om man ikke sådan rigtig er med?

This just in: Frank Jensen roser Helle Thorning-Schmidt.

Jeg sad og surfede efter noter om Dostojevskijs roman, da jeg opdagede kontekst-annoncen ovenfor. Den indre logik i annonceringen fortaber sig, selvom man selvfølgelig da kan forstå noget med ulykke og ensomhed.

Min gymnasiekammerat Mogens har den honette ambition at læse en bog om ugen, der ikke har noget med arbejde at gøre. Det har jeg også. Over året passer det også, men jeg snyder ved at læse ekstra i ferierne.

OK, måske er de en smule for gamle til at være hippe mere, men sådan rent art-hipness mæssigt kan man jo bare ikke slå Matthew Barney og Bjørk.

Mens jeg i går aftes synes jeg kunne nyde den første forårsaften, hvor man bare ikke synes der er nogen grund til at gå inden for, fordi luften ude smager bedre, så har Debbie og Lloyd været på jagt efter sne til en snemand. Kom så ikke og sig at videoblogging ikke kan noget.

["Snemad" var ellers et godt ord]

En lille korrektion til historien om hvad morfar var stolt af. Jeg har ikke fact checket hos min mor, så et element af digt er der i det: Jeg tror egentlig Morfar ville have været stolt af at være bonde. Men byen kunne ikke rigtig bruge hans stolthed til noget, så livet i byen bød i første omgang ikke på så meget andet end skuffelser og mangel på anerkendelse. I byen var morfar jo bare ufaglært. Han prøvede mens han og mormor var unge at leve af sit kreative talent (han var god til at tegne og male) ved at sælge malet porcelæn og den slags, men det var der ingen fremtid i, og så blev han lagerarbejder i stedet. Med den rejse i baghovedet giver stoltheden ved navneskiltet klar mening, og jeg tror det er sådan det var.

Morfar og mormor var fra århundreskiftet - generationen efter den store oprustning på landet med højskoler og andelsbevægelsen. Mormor kunne egentlig have arvet gården, men hun skulle ikke nyde noget, selv om Morfar vidst egentlig gerne var blevet ude på landet, hvis han havde fået chancen. Mormor ville hellere ind til byen, hvor man kunne slippe for noget af alt det hårde slid. Mormor elskede færdigmad og halvfabrikata. Alt der kunne gøre livet nemt (brød i plastpose, forloren skildpadde på tube, kager i folie). Morfar på den anden side byggede sit eget hus ude i Åbyhøj, holdt en omhyggelig nyttehave, studerede sin bibel og malede. Gården han ikke fik, var det faste motiv der fulgte ham helt indtil pensionsalderen.
Morfar arbejdede på FDBs lager i Viby - andelsbevægelsen sad fast i ham og mormor (kaffen var blå cirkel og pensionen AP pension). Det lykkedes for ham at komme fra lageret ind på kontoret, selv om han var ufaglært. Både han og mormor var stolte over at han var blevet til noget og havde fået navneskilt. Efter hans pension stod navneskiltet fra FDB fremme på skrivebordet, også i alle årene efter hans død. Man kan næsten se på portrætbilledet at morfar synes det var meget finere at være kontormand end at bo på landet, eller arbejde ude på lageret.

Er andelsbevægelsen måske et godt stykke anskuelighedsundervisning for socialdemokraterne? Et eksempel på en overordentlig succesrig social oprustningsbevægelse, der lykkedes så godt med at skabe social mobilitet for sine medlemmer at den holdt op med at give mening som folkelig bevægelse til sidst?

Nej, det handler ikke om at fise i sengen - men simpelthen bare at have et irregulært døgn. Ordet er mere indarbejdet end jeg anede, og har endda en (dårlig) Wikipedia entry.

- se også denne graf.

(via Doc Searls)

Ved et kalendarisk tilfælde blev det The New Yorker der bragte den bedste vittighedstegning om den verserende kødskandale.

Min ven Niels kan lide blomster - og Brøndby IF.

Kunne et ikke-tysk slikforetagende have navngivet et af produkterne karamel-afgift?

Det virker som om Tveskov og jeg har krydset bogstrategier. Jeg holdt selv op med at låne da jeg fik travlt nok til at jeg ikke med rimelighed kunne tro på nogensinde at læse en bog indenfor et enkelt 30 dages vindue (dvs. travlere mennesker kan sagtens, bare ikke mig). Mit brugsmønster er idag:

• Se bogen i avisen eller på amazon eller i boghandlen.
  
• Savl af forventning.
  
• Køb.
  
• Gå hjem.
  
• Læg i stabel.
  
• Læs 10 sider i bogen på et tidspunkt hvor det er lige netop den forsinkelse du har brug for for at komme for sent til toget/arbejdet/middag.
  
• Læg tilbage.
  
• Stil på hylde (kræver 3 måneders afgasning i stabel).
  
• Find igen efter 2 år.
  
• Læs istedet for den du lige har købt og virkelig glædet dig til.
  

Utroligt nok lod folk sig snyde til at tro at øko-rockeren Chris Martin stemte konservativt.

Kære socialdemokrater. Vil I ikke nok lade være med at tænke så meget på hvad vi synes om jer. Og vil I ikke nok lade være med at lede så meget efter noget at "positionere" jer på. Men dog bare noget, for helvede. Og bliv ved med det i mere end 4 minutter. Det relevante råd fra How To Be Creative er Den bedste måde at blive anerkendt på er ikke at have brug for det.

Både Tony Oursler på Kunstforeningen og Georg Baselitz på Louisiana holder masser af vand.

Jeg kunne sådan set godt lide den kommentar Tony Oursler fik med af Erik Aschengreen i Smagsdommerne: Vældig professionelt. Det er lige det det er. Ourslers patenterede "video på runde objekter" teknik fungerer fantastisk godt, og man er øjeblikkeligt interesseret i de levende uflade objekter Oursler får ud af det. Der er meget humor i det, men jeg skal da gerne indrømme at være så overfladisk at det mest er det direkte overrumplende, den direkte energi i de mange belyste objekter, der giver mig en oplevelse.

Omvendt er Baselitz-udstillingen imponerende både direkte for maleriet, for den enorme alsidighed hos Baselitz, for størrelsen af den personlighed man kan mærke bag billederne, og så endelig for den historie man ikke så meget ser men læser sig til: Det enorme ego, og den enorme karakter der er lykkedes med at skabe meningsfuldt billedligt maleri ud af en efterkrigstid hvor det abstrakte havde vundet og Tyskland havde tabt.
Det er kraftfuldt, alvorligt og humoristisk på samme tid. Og selv om Baselitz såvidt jeg forstår også udmærker sig ved at stort teknisk og malerihistorisk overblik så havde jeg mest af alt et indtryk af billederne som erfaringer fra et fantastisk interessant menneske, der tilfældigvis var udtrykt i maleri, fordi det nu lige var det som dette menneske lavede for at udtrykke sig.

Ursula Andkjær Olsens Ægteskabet mellem vejen og udvejen er fantastisk, og det på en dejlig ligefrem, læselig måde. Automatsproget får et serviceeftersyn, hverdagsord røber overrumplende hemmeligheder, faste vendinger vendes på hovedet - og alt er gjort på en ukunstlet, morsom og intelligent måde. Der er masser af manér, men ingen af de fine. Kun en misundelsesværdig masse af ord.

Istedet for at citere nogen af de ordkaskader der gennemlyser dagligsproget tager vi lidt gammeldaws poesi der også står derinde:

Jeg har slugt for mange svaner og for få
søm. Det giver viften i maven alle de
vinger og ingenting at sømme
fødderne fast med

Who Put the "M" in Manchester, en fantastisk liveoptagelse fra den samme turne der besøgte Roskilde i 2004, understreger hvor fantastisk en sanger Morrissey er og hvor fantastisk godt bandet på You Are The Quarry egentlig også er. Post-titel er fra en anmeldelse og er spot on.

Hvis man var i tvivl om hvorvidt den islandske økonomi har mistet jordforbindelsen, så behøver man bare at høre historien (i Berlingeren, eller bag en fucking paywall) om hvordan nogen islandske investorer vil bygge endnu et operahus i København, dette på kommerciel basis. Der er ingen som helst mulighed for at tjene penge på finkultur i Danmark uden massiv offentlig støtte. Det bliver enten Phantom of the Opera istedet for opera, eller også en dundrende fiasko.

Silly me. A-fucking-prilsnar må det være.

Bonuslink: Sådan virker et lyssværd.