De uafviselige lortebegivenheder står i kø, når man skal gennemtænke 2006, ligesom Holger gør - men når alt kommer til alt, så synes jeg egentlig 2006 bøder lidt vel meget for fortidens synder uden selv at læsse så meget oveni: Irakkrigen har været på vej mod helvede længe. Muhammedkrisens rod er i skodåret 2005. Selv det dårlige vejr - og den lange sommer - kan vi bekvemt give fortiden skylden for. En positiv kvalitet ved 2006 er at året repræsenterer sådan en slags symbolpolitikkens reductio ad absurdum. Bush-regeringens drøm om et ideologiens århundrede ligger totalt i ruiner. Den arabiske harme over alt muligt er demaskeret som dum magtpolitik, og som det endelyge strålende symbol på symbolpolitikkens absurditet er det gudhjælpemig lykkedes for vaneforbryderen Saddam Hussein at relancere sig selv som arabisk/islamisk martyr bogstavelig talt på kanten af skafottet.
2006 blev året hvor "værdi"-bullshitten knækkede for både George Bush i USA og i mindre skala for Anders Fogh herhjemme. Godt nok på en lidt billig baggrund, men retfærdig harme lader til, for en tid, at have mistet sin appel. I virkeligheden skulle man tro at det var når de politiske modparter er meget lige, at værdierne skal vinde kampen - men det viser sig at være lige modsat. Værdipolitik er offensiv krigsførelse - og den slags koster bare for meget.
En ting, der desværre i 2006 er blevet fuldstændig kosher er lam nationalkonservatisme. Nu er den slags heldigvis ofte noget der optræder netop når det er alt for sent til at tro på for fornuftige mennesker, men derfor kan det stadig lave massiv skade.
Privat fortryder jeg ikke en skid. Her på classy.dk har 2006 også budt på sine udfordringer, men til gengæld har vi også satset en god del mere end i hele resten af årtiet lagt sammen og så kan jeg godt leve med et par skæverter også. Hvis 2007 kan blive ligesom 2006 med ca 200% ekstra dræbersmashes og 50% flere redninger fra baglinjen*, så skal jeg ikke klage. Selv om jeg savner mit hår.
* (de er vigtige, men man skal løbe for meget - smashes er bedre)
Sørme om ikke der findes en dansk internetressource med fotografier af kendte danskeres gravsten.
Sidens formål er, at skabe en interaktiv kirkegårdsvandring, til alt slags vejr.
- står der om siden, og blandt de gravsten man finder er både greatest hits fra Københavns store kirkegårde (bl.a. den krøniken-aktuelle Jens Otto Krag fra det store socialdemokratiske anlæg på Vestre Kirkegård) og mere finurlige gravsten som det bræt på Tjørring Kirkegård ved Herning for Jens Vejmand, som sangen fortæller os om.
Bonusgrav: Volmer Sørensen - navnløs, men "Kendt Af Gud". Jeg kan ikke helt regne ud om det er beskedent, eller helt fantastisk ubeskedent.
James Brown, den absolut mest funky af de tre mest funky mennesker, der nogensinder har gået på jordkloden*, er død. Nekrologen i Politiken er meget langt fra at have fat i den helt afgørende kløft der er mellem før og efter James Browns fantastisk hårdt arbejdende funkregime fra slutningen af 60erne og starten af 70erne. I modsætning til så meget andet musik, hvor man altid kan lave en ny genre der er endnu mere, så er lige præcis det der med at være funky simpelthen aldrig blevet toppet siden. Musik kan blive mere støjende, nedbarberet, larmende, brutal, alt muligt - men den kan ikke blive mere levende end totalt levende. The JB's var perfekt funk.
Min egen personlige oplevelse af den musik kommer af en opvækst på Prince hørt oven i et typisk dansk musikmiks fra gamle dage, den gang hvor rock var musikreferencen i dansk radio for al den anden musik, lige meget hvor meningsløst det så var at lave den sammenligning. Prince brød igennem til den slags radio ved at lave rock-crossover, dengang de genregrænser virkelig gav mening, og vendte så efter sine hits tilbage til nogen af de klassiske funkrødder og introducerede sådan nogen som mig til musik hvor det er groovet og kroppen i musikken, og ikke melodien og omkvædet, det handler om. Det er først bagefter den introduktion at jeg har købt originalmaterialet fra Stone, Clinton og Brown og kunnet høre i hvor høj grad Princes funk bare er standards fra den genre Brown egenhændigt har opfundet. Og det er også i den sammenhæng at jeg har opdaget at lige præcis denneher musik bare ikke kan laves bedre, og dybest set er tidløs, langt mere end den anden store musik fra samme tid.
* de to andre er George Clinton og Sly Stone. Ingen af dem arbejder, så vidt jeg ved, i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Stor respekt til Social Square for det helt vildt brugergenererede postkort til Advice. Jeg aner en ny hjemmesløjdgenre in the making: Hjemmegjorte kopier af corporate budskaber der er lige lovlig meget "on message". Og så fik kortet mig i øvrigt til at tænke på mit efterhånden meget gamle sitemap for classy.dk.
Tænk at skulle læse rendyrket venstresnoet vrøvl så naiv at man skulle tro den var ankommet i tidskapsel fra 70erne fra chefredaktøren på en avis udgivet i 2006:
På det store plan har jeg derfor altid været fascineret af politiske ledere som Che Guevara og Fidel Castro – fordi de modsat alle konventionelle politikere rent faktisk har haft drømme, mod og udholdenhed til at ændre på den amoralske ulighed, som eksisterer i verden. Gør det mig naiv? Eller endnu værre: Gør det mig til en voldsromatiker? Det synes jeg bestemt ikke! De forbrydelser, som Che og Fidel har stået for, falmer jo i sammenligning med de overgreb, som præsident George W. Bush i disse år står for.
Det er en moralsk, og politisk og analytisk total fallit. Som om Bush ikke har drømme? Som om det ikke faktisk er Bush's drøm, der er det direkte problem: Den neokonservative idé om at man bare skal vælte diktatoren, bygge en sal til parlamentet og så skride og så er demokratiseringen overstået. Hvis Bush havde været en kynisk realpolitiker var han aldrig gået ind i Irak. Castro lykkedes med at erstatte et højreorienteret dikatatur med et venstreorienteret, men jeg håber da ikke det er den drøm Trads synes er så nobel.
Dobbeltstandard, rygrads-antiamerikanisme og så står det ovenikøbet rent en passant i en argumentation for hvorfor Ungdomshusets beboere simpelthen ikke kan gøre noget så forkert at de ikke skal have ret til Ungdomshuset. De har jo en drøm. I virkeligheden er det mest stødende at den absurde fremstilling af nutidshistoren bare er baggrund for en tilfældig indenrigspolitisk historie.
For fire år siden, da han var chefredaktør på Information, måtte Trads stille til bank på debatmøder fordi han tog USA i forsvar på lederplads. Hvad i alverden blev der af den besindelse? Hvordan kom Trads dog fra den holdning helt tilbage i hænderne på den reaktion han blev mødt med dengang. Beskæmmende, simpelthen.
Hvis du gerne vil blære dig med din absurde paratviden i juledagene, så vil du finde denne resource uvurderlig. En ordbog med alle de svære ord fra leksikonnet. Der er jo ingen grund til at øve sig på ord, der ikke er nogen blæreværdi i.
Bonus: Dagens sjove ord fra Random House.
Pis osse. Nu bliver jeg nødt til at være morsom med udsyn. Kan min samling af totalt fejlslagen Google kontekstannoncering mon bruges?
Nr 1.
Nr 2.
Nr 3.
Nr 4.Alle indslag er oplevet i min GMail. Udover den manglende sammenhæng i hver enkelt blok, så har sammenhængen med den emailtråd de har stået op ad også været .. svigtende.
Underholdende oversigt over verdens mest kendte klassiske musik, altså den man kender fordi den bliver brugt alle mulige andre steder, film soundtracks og reklamer og den slags. Det fine er at man kan få et funktionelt indblik i musikken. Noget af den siger "morgen" til os og noget af den er "ond" eller "listig".
Det holder at læse ned over siden og se værkintroduktioner som "Det her er musikken i slutningen af 'Babe, den kække gris II'"
En midprice CD musc buyers guide oven i havde været praktisk.
Helt ærligt - er enhver idé om at Ungdomshuset lige nu repræsenterer andet end antidemokratisk vold ikke ved at være aflivet? Når de indskrevne stormtropper fra resten af Europa ikke kan undvære slagsmålet, selv om huset ikke engang er i færd med at blive ryddet, så er der jo ikke noget tilbage at snakke om. Hvilken fænomenal falliterklæring for de fredelige støtteaktioner tidligere på ugen at have gået i brechen for fuldstændig udsigtsløs terror mod en hel bydel.
Det normale argument er noget med at give plads til det skæve og uforudsigelige og ukonforme, men ingen er da i højere grad fanget i fortidige værdissystemer og forudsigelighed end den forstenede modreaktion (uden forudgående reaktion i øvrigt) fra Ungdomshuset.
Øjenvidnejournalistik fra Dalager og andre er herovre.
I lyset af ugens infight mellem Konservative og Dansk Folkeparti kan man kun undre sig over, at Brian Mikkelsen egenhændigt giver DF en ekstra plads i DRs bestyrelse til Katrine Winkel Holm. Præcis hvor skinger tonen vil blive, får man et indtryk af i Berlingeren idag
BBC har gjort det til et adelsmærke at være tendentiøse. De har åbent indrømmet at de er tilhængere af multikulturalismen, altså ideen om at man skal nedgøre sin egen kultur til fordel for minoriteters kultur.Den absurde fortegning, af et iøvrigt helt reelt problem, kunne jo være meget morsom, hvis den var morsomt ment, men det er den desværre ikke. Det er bare en absurd fortegning, ligeså død og grå som den står. Og ligeså død som den holdning den vil være et opgør med.
Det er svært at forbinde udtalelsen med Katrine Winkel Holms alder - men til gengæld utrolig nemt at forbinde den med hendes fars - Søren Krarups - alder. Jeg er ikke bekendt med at Katrine nogen sinde har sagt noget hendes far på nogen måde var uenig i. Hun har delt sin fars synspunkter med sin ligeledes debatterende søster, Inger Brøgger, sådan at Katrine tager sig af indvandringen, mens Inger passer de Gode Gamle Familieværdier, sådan noget med at kvinder jo må vælge mellem hjemmet og arbejdet og den slags (hvad hverken Inger eller Katrine har gjort). Ingen af dem har, såvidt jeg ved, nogensinde sagt noget deres far ikke allerede mente og sagde i forvejen.
Da Shimon Peres talte på Le Web 3 i tirsdags sagde han "The Clash of Civilizations is really a clash of generations", ideologi- og værdikampen er bundet op i territoriale magtdefinitioner som med tiden bliver meningsløse, fordi vores kultur hælder mere og mere af sin energi ind i en moderne netværkskultur der af natur er international og afideologiseret. For Peres er ideologikampen det gamle territoriale magtsystems dødskamp mere end det er noget andet. Den gennemsnitlige alder på islamiske selvmordsbombere stillet en slags spørgsmålstegn ved om han har ret, men det rigtig tankevækkende er faktisk ikke en gang det, men at det er Peres der siger det: Han har trods alt siden han var i 20erne været direkte involveret i den territoriale strid om retten til et sted at have sin kultur i fred.
Det er sikkert en unfair sammenligning, men kontrasten mellem Peres høje alder og fremsynede budskab og Winkel Holms knap så høje alder og bagudskuende budskab er for mig virkelig slående. Og for os herhjemme og vores mediefremtid virkelig trist.
* Jeg ved ikke om det er en ufin tackling eller bare rimelig disclosure at oplyse at jeg kender både Katrine og Inger både som medbeboere på St. Kannikestrædes kollegier, medelever på Ribe Katedralskole og iøvrigt lejlighedsvise gæster i vores hjem. Men sådan er det imidlertid.
Ugens historie, om Lars Barfoeds afgang som minister, handler, ifølge Weekendavisen, stadig om den samme kritisable kontrol fra starten af årtiet. Det er faktisk ikke en kritik af de tiltag som mediestormen i foråret udløste, for de lader til at have virket. Det er en smule bizart, hvis det er en rigtig udlægning af kritikken fra rigsrevisionen, at der ikke er nogen fra regeringen, der har forsøgt at gøre opmærksom på det og har påpeget at det bare er den samme kritik vi allerede har haft i luften, der nu bliver genformuleret. Normalt kan man jo ikke blive anklaget for den samme forbrydelse flere gange.
...ikke fra 37 Signals - det ligner bare ret meget...
(jeg var mest glad for det punkt i første kapitel hvor Alexander tager afstand fra indførelse af et humørpoliti på arbejdspladsen. En varm tak for det)
Glemte at afrapportere det ultimative Animal Farm øjeblik på Le Web 3: Uden diskussion da Loic fastholdt sprogbrugen unconference om den nu politiovervågede, taskevisiterede, simultantolkede præsidentvalgkampagne TV-dækkede begivenhed.
I virkeligheden var det selve problemet: Hvis bare Loic havde meldt klart ud: Hør engang, det her er blevet en anden slags begivenhed end en blogger-/anti-konference. Jeg synes det var vigtigt at gøre det - men hav endelig jeres egen mening. Det folk ikke kan lide er at den bevidsthed manglede i setuppet.
Denne nyhedsdag har budt på mange tråde om hvordan mediefremtiden ser ud. Hjemvendt fra Le Web 3 konstaterer man at bloggerne reagerer voldsomt på at blive proppet tilbage i æsken, og pludselig blive sat i en verden hvor medier ikke er samtale mere, men istedet er TV og politikere der holder flade taler for kameraets skyld. Reaktionen, der også er en overreaktion, er rigtig på bunden. Det var fælt kedeligt med den hi-jacking. Måske er det også rigeligt selvsving i Gus Jensens der går overground i berlingeren, men at man på den måde kan få flyttet de andre mediers behandling af Nyhedsavisen fra frydefulde historier om fiasko, til historier om helt nye måder at være medie på er da godt klaret. Også selv om det virkelig ikke er nogen ros til de gamle medier at de har haft så svært ved selv at lave den historie.
Og sidst, men ikke mindst, så sker det samme dag som man på Berlingeren bestemmer sig for at der ikke er nok penge i at være gammel avis (her som konkurrentfryd). Man skal selvfølgelig ikke tage fejl af den sidste historie: Der skal tjenes flere penge, ikke nødreddes en dødsdømt platform, eller lignende dundertale. Balanceforskydningen i redaktionel energi væk fra de etablerede medier er imidlertid den samme.
Shimon Peres, manden der notorisk aldrig har kunnet vinde et valg uanset den respekt der står om ham var gæstespeaker idag på Le Web 3. Han slog fuldstændig alle de efterfølgende speakers (incl undertegnede) af banen, med en klar og modig og skarp tale om fremtiden. Peres' klare budskab var et fint ekko af Hans Roslings fra dagen før: Hvis vi kan få fremtiden til at handle om viden og velstand (skabt af hinanden), så bliver nationer og dermed krig, langt mindre sandsynlige, fordi de nationer der kæmper krigene bare ikke er den væsentlige garant for vores sikkerhed og velstand. Det civile samfund bliver garanten for velstanden. Peres' ide passede naturligvis lige i foret på en international webkonference med deltagere fra 37 lande. Og det var forfriskende at han faktisk talte til den forsamling han var sat foran. Peres var legemligt skrøbelig men åndeligt vital, og så var han i sagens natur en garvet taler som talte indbydende og med masser af fantastiske aforismer, som muligvis ikke er sjove hvis man har hørt ham før, men de virkede. Der var en hel masse meget korte og skarpe iagtagelser om nationalstater, krig, fred, sikkerhedsppolitik, økonomi, ideologi og alt muligt andet var rigtig godt. Og så var Peres en venlig deltager i samtale med bloggerne bagefter. Absolut godkendt.
En anden ting han sagde, der mindede om en pointe af Rosling, var hans svar på spørgsmålet "Hvad kan vi gøre for at hjælpe Afrika med at komme ind i vores samtale?" Afrika er ved at vågne. Det skal komme indefra, ikke fra os.
Resten af dagen svingede mere i kvalitet. Jeg gik glip af nogen af de gode speakers pga lige så god samtale, og så var - fucking rædselsfuldt - taler af de franske præsidentkandidater og alt for mange TV kameraer. TV og politikerne (undtagen Peres, der ikke virkede som om han havde en bestemt politisk position, der skulle sælges netop i dag) var bare for meget. Specielt politiopbuddet og latterlig simultantolkningsinfrastruktur a la topmøde til en fuldstændig ligegyldig, endda fjendtlig og dum, tale af Nikolas Sarkozy smadrede fuldstændig stemning og sammenhæng i konferencen. David Weinberger siger det bedst:
I feel like i've been lectured by a guy who has no actual understanding of the Internet. I don't know about French politics, but personally, I sort of hated him.
Man kan iøvrigt more sig med at sammenligne reaktionen på en venlig Peres i øjenhøjde og en stiv og dum tale af Sarkozy. Hvis man vil have fuld gas på Sarkozyhadet, så kan man læse videre her.
Mange pengemænd, mange journalister. Man får helt lyst til at lave en ny udgave af Tveskovs berømte introspektions diagram fra Reboot, bare sluttende nu med bloggere på 6 TV-kanalers skærme efter et af de utallige interviews i loungen. Very kammerat Napoleon med denneher coopting af blogging ind i de gamle medier. Gris på to ben.
Dagens bedste: Hans Roslings reprise af sin fantastiske TED præsentation om udviklingsøkonomi og statistik.
Dagens ord: Fransk for "prosumer" som er "Consommacteur" eller noget i den stil - altså en "consommateur" der er blevet "acteur".
Det er ved at være showtime for Imity, og jeg skal til Paris og snakke om os, så meget som muligt med så mange som muligt på Leweb3. Så paradoksalt nok kan I forvente et minimum af blogging fra mig de næste par dage.
Nyd dette dejlige minut fra en musical baseret på sange af Bob Dylan.
Jeg bliver stresset af de mange punkter på Alexanders lykkemanifest. Jeg vil gerne have min opmærksomhed tilbage - jeg skulle have brugt den på at være glad.
Og så vil jeg iøvrig gerne, og jeg er bange for det ikke helt er et tilfælde, lige hurtigt dele med jer en anekdote fra mit arbejdsliv om engang for mange år siden, da jeg var til den årlige udviklingssamtale hos min daværende chef. Han var på mange måder en flink nok fyr, men han var en smule uinteresseret i hvad vi gik og lavede. Han havde andre ambitioner, og de dominerede hvad han brugte energi på. Så medarbejdersamtalen var en smule påklistret. Vi sidder og kører evalueringsskemaet igennem, med alle mine Goals og Strengths og Weaknesses og Development potentials. Det er et procesdrevet firma så der er styr på formalia i den slags reviews. Og så kommer vi til karaktervurderingen, og chefen lægger kuglepennen og siger: "Claus, når jeg ansætter folk så gør jeg det efter SWAN-princippet. De skal være Smart, Workaholic, Ambitious og så skal de være Nice." Min chef havde egentlig ikke rigtig nogen idé om hvordan det gik for mig med at være en svane, så samtalen endte lissom der. Han sad lidt stille bag efter, som om det var en slags Rorschachtest som jeg straks ville begynde at associere over. Men jeg var optaget af at tænke på hvor tonedøv og overfladisk flosklen egentlig var oven på et helt års samarbejde.
De plejer at sige "varmeste så længe vi har målt" med de begrænsninger til ca 100 år det indebærer. Men ifølge en nyhedshistorie i Nature har Europa lige forladt det varmeste efterår siden Christopher Columbus. De sidste 30 år har være den varmeste 30 års periode, og også den seneste 10 års period er den varmeste.
I wonder if you can actually find turn of the (20th) century newspapers with stories about how horseless carriages were in fact now outpacing even the fastest horses? That is the only response I can think of regarding this story. Deep Blue was designed ten years ago. That's 6.6 applications of Moore's law ago, so the average PC is 80-100 times faster now. Deep Blue was a 30 CPU system running at much lover clock speeds (granted with a lot of hardwareoptimizations tailored to chess). Time to requote George Dyson:
For 30 years I have been wondering, what indication of its existence might we expect from a true AI? Certainly not any explicit revelation, which might spark a movement to pull the plug. Anomalous accumulation or creation of wealth might be a sign, or an unquenchable thirst for raw information, storage space, and processing cycles, or a concerted attempt to secure an uninterrupted, autonomous power supply. But the real sign, I suspect, would be a circle of cheerful, contented, intellectually and physically well-nourished people surrounding the AI. There wouldn't be any need for True Believers, or the downloading of human brains or anything sinister like that: just a gradual, gentle, pervasive and mutually beneficial contact between us and a growing something else.
To a mathematically trained "The structure is the end result" mind, there's something extremely interesting about Buttons, the lensless camera that downloads a flickr image taken at the exact time one clicks the camera button, instead of shooting its own. Structurally, the camera is simply a mobile phone photo downloader. But that is so far from the experience one has with the camera in hand that it is close to irrelevant to mention.
I hesitate to even say this for fear that some idiot would get the idea that I think we're entering the dream society after all (full on bullshit treatment here). The observation I'm getting at is almost the direct opposite in fact, of the dream society nonsense. What I'm saying is simply that our rational examination of the world has more modes than (language embedded) conscious thought and that these matter a great deal indeed.
You can capture some of the experential differences in thought quite easily though. A good example is the extremely simple facade and direct action of Buttons compared to the indirect and involved symbolic acts of locating a program on a cell phone, starting the program, locating the "shoot" action in the interface, triggering the "shoot" action and so on. I talked to Sascha Pohflepp about it during the NEXT exhibition. How the notion of technology you don't actively use - but that just yields its results around you - is tremendously interesting. Julian Bleecker of course loved the idea and I remember almost blogging it alongside this story on a related idea from Sony.
Come on, Carsten Juste - denneher er virkelig let at forstå. Hvis der skal være noget ved din muhammedaktion (der handler om ytringsfrihed og selvcensur, ikke sandt?) - så nytter det jo ikke noget at du begynder at klage over at der er fri forskning på universiteterne, uanset hvor dum og politisk du synes den forskning er. Rak forskningen ned på forsiden af din avis - men lad da være med at score dumme selvmål på den måde.
Og iøvrigt er din argumentation, når du siger at Tim Jensens tilfældige privatmeninger, bragt i Politiken, ikke var baseret på forskning, præcis ligeså goddag-mand-økseskaft-agtigt dum som imamernes malplacerede klage over dine tegninger til Statsministeren. Selvfølgelig har det Tim Jensen siger intet med forskning at gøre. Det er fornærmende mod den almindelige fornuft at tro at meninger på den form kan kaldes forskning, og det er du formodentlig fuldstændig klar over, så lad da være med at bilde dig selv, Tim Jensens rektor og læserne noget andet ind. Hvis din klage er at det er Tim Jensen, der står for fornuftsfornærmelsen ved selv at kalde sine privatmeninger sagkundskab, så er vi da stadig langt, langt fra videnskabelig uredelighed.
Har Lomborgaffæren ikke tydeligt demonstreret hvor dumt det tager sig ud at kritisere politisk ladede ytringer om samfundsforhold ud fra disse politiske synspunkters forskningsmæssige berettigelse?
We're presenting af NEXT where I've met tons of nice people. One of them is the funny guy Vuk Cosic who has a whole ASCII art thing going with ASCII art portrait snapshots. At ITU where the event takes place, there's permanent ASCII displays in the lobby. We talked about it. Vuk looked at it and said "No, I don't really like it so much. It's not pure, It's too flashy. Too luxurious. It's like Dubai ASCII, you know?"
Det er 1. søndag i advent og derfor er det lige præcis det rette tidspunkt til første digitale oplag af The High School Songbook (PDF) udarbejdet i pagt med konkurrencen af Holger.