For nylig linkede jeg til Peter Wivel, der - med anledning i den tragikomiske, men desværre alvorligt mente Durban2 konference - gjorde opmærksom på vestens kultur er grundlagt af dødsdømte og udstødte. Mindre schwung kan også gøre det, som jeg blev mindet om ved læsningen af Frederik Stjernfelts anmeldelse af Rune Lykkebergs nye bog om kulturborgerskabet, der bl.a. - ifølge Stjernfelt - har et fint øje til statsministeren, Anders Fogh Rasmussen, som en slags kulturel, økonomisk og regional immigrant til magten på Christiansborg, fordi Lykkeberg selv er immigrant.
Her sker der for mig en fordobling, der bliver til en firedobling, for min selvforståelse er også immigrantens. Jeg er altså en immigrant, der læser en immigrants anmeldelse (Stjernfelt er fra Ålborg) af en immigrants bog om en immigrant.
En sten i skoen på en sten i skoen på en sten i skoen på en sten i skoen.
Og hvis nu man så skal finde en mellemproportional mellem ens selvforståelse og de sakrosankte blasfemister så er der et helt kontinents litteratur at tage fat i fra Martin Luthers teser på kirkedøren over den sociale franske roman fra 1800-tallet (f.eks. Følelsernes Opdragelse og Rødt og Sort) via Dickens' ditto til J.P. Jacobsens Niels Lyhne og Pontoppidans Lykke-Per.
Der hvor Stjernfelts omtale holder op, og jeg har ikke læst bogen endnu, så jeg ved ikke om den også gør, er selvfølgelig der hvor besværet opstår, nemlig f.eks. ved kulturlivets egen bevidsthed om samme kulturhistorie: Modstand og modkultur er jo lige præcis - i egen selvforståelse - det moderne kulturborgerskabs fødselsret, hvilket vi senest så foldet ud i fuld idioti under Ungdomshusvolden på Nørrebro for et stykke tid siden.
Modstanden er en så standardiseret figur i den vestlige fortælling at helten, altså efter vores egen mening os allesammen, har fødselsretten til den.
Og det er selvfølgelig her tragedien ligger i den bizarre Durban2 konference: Menneskerettigheder er modstandsrettigheder, ikke medløbsrettigheder. Det er stenen i skoen, der får os til at flytte fødderne. Hvis man skriver retten til at være uenig ud af menneskerettighederne, så er de meningsløse.
Landsholdets assistenttræner Peter Bonde om EM-udvidelsen
Vores job er at kvalificere os til en slutrunde og jo større chance, der er for det, jo sjovere er det
Altså: Jo mindre man kæmper for, jo sødere er sejren. Det er ikke godt at høre en sportsmand tale sådan. Jeg kommer til at tænke på de 70erpædagogiske bøger vi havde derhjemme fyldt med "lege uden tabere" - altså lege uden vindere også.
Det gode spørgsmål er selvfølgelig om Danmark nogensinde vil kunne vinde et 24-holds EM sådan som vi vandt et 8-holds EM. Held hjælper mere jo mindre turneringen er.
Som Kottke siger, Roger Ebert er forbløffende god til leetspeak.
Q. Yo dude, u missed out on "Disaster Movie," a hardcore laugh-ur-@zz-off movie! Y U not review this movie!? It was funny as #ell! Prolly the funniest movie of the summer! U never review these, wat up wit dat?
- S.J. Stanczak, ChicagoA. Hey, bro, I wuz buzier than $#i+, @d they never shoed it b4 hand. I peeped in the IMDb and saw it zoomed to #1 as the low$ie$t flic of all time, wit @ lame-@zz UZer Rating of 1.3. U liked it? Wat up wit dat?
Til min betydelige overraskelse er Autograf, Clement Kjærsgaards interviewprogram på DR2, ikke pisseirriterende.
Technoratis årlige blogstatus, omtalt på TechCrunch her, er blevet udvidet med en survey bl.a. om de, der lever af at blogge. Det hedder sig i rapporten, hvis man ellers kan tro på den*, at de bloggere der arbejder kommercielt og opnår 100K unikke besøgende om måneden tjener i snit 75000$ om året på det, eller ca 400000 kr.
Konsekvensen - hvis det passer - er altså at der er en urskov af uafhængige, økonomisk sammenhængende nye medier.
Iøvrigt har "blogs" som fællesfænomen over dobbelt så mange besøgende per måned som Facebook. Så helt har de sociale netværk altså ikke slugt trafikken. Det synes jeg er godt nyt.
* det kan man nok ikke
Hvis man er fornærmet på Versailles vegne over den for tiden rullende Jeff Koons udstilling så har man efter min mening både misforstået og overvurderet Versailles. Det er pop-overbud anno dazumal.
Den dødstruede Muhammedtegner, Kurt Westergaard, talte på DFs landsmøde. Det sætter ikke point ind på Kurt Westergaards konto i mit personlige verdensbillede, og om Flemming Rose er glad, ked af eller ligeglad med at hans tegneprotests påståede neutralitet kan gendiskuteres i den anledning, er uklart - men Westergaars politik er hans sag.
På Politikens redaktion præsenterer begivenheden imidlertid en anledning til at mene noget om hvad andre bør mene; kort sagt til at være den avis Tøger mener den skal være.
Nu er det jo sådan med avismediets personlighed at neutralitet og udsyn er en forudsat antagelse for avisens relevans. Også på Tøgers meningsblad er det nødvendigt fortsat at "spille avis", selv om man i virkeligheden mener noget. Det er lidt ligesom det norske fodboldlandshold, der er nødt til at overholde reglerne i fodbold, selv om de ikke har nogen hensigt om at spille den sport vi andre holder af.
Man kan altså ikke bare sige "HA! Vi fik dig, Kurt! (og dig, Flemming!)", man er istedet nødt til at tage den ønskede konklusion og så regne baglæns, så man kan finde noget at skrive som er acceptabelt i avismediet. Det foregår ved at skrive en hel masse historier om historien for at nå til konklusionen, den klassiske Politiken omskrivning af Zola's klassiske "Jeg Anklager!", nemlig
Nogen Anklager Andre for Noget!
I denne sag er stråmanden for det redaktionelle jeg Jyllands-Postens chefredaktør, og for at det ikke skal være løgn er anklagen selv også en stråmand, nemlig "hvor er den publicistiske neutralitet henne" istedet for den virkeligt mente "Kurt Westergaard er en xenophob bonderøv".
Nogen anklager andre for noget. Fjern vinklen fra avisen og den kunne skæres ned til halv størrelse.
Er netop vendt tilbage efter at have set den opsætning af Don Carlos som Morten Messerschmidt mener politiserer mere end forsvarligt; en anledning til et af de mange gabværdige "kulturdanmark er venstreorienteret"-angreb.
Messerschmidt har ikke ret, for forestillingen hænger slet ikke godt nok sammen til at være politisk. Lad os starte med noget upolitisk: I det hold af sangere, der stod på scenen her til aften var Don Carlos rent fysisk - spag fransk flødebolle , med Jean Hughes Anglade skægstubbe og langt hår - overmatchet af samtlige andre på scenen. Desuden klart yngre* end sin romantiske modpart Tina Kiberg, hvilket gav deres forhold et ødipalt præg, der virkede bizart. Det politiske, friheden fra konge og kirke, forblev forvirret og tomt, bl.a. fordi Carlosfiguren manglede den tyngde det ville kræve, for at man kunne tage ham alvorligt.
Scenebilledet var usammenhængende. Først lignede det fascistiske sorte uniformer fra midten af d. 20ende århundrede. Så var der pludselig amerikanske camouflageuniformer. Carlos' uniform var dobbeltradet flådesnit. Når så de flanderske frihedskæmpere pludselig er blevet selvmordsbombere, så må man simpelthen stå af toget. Det er helt meningsløst. I den forbindelse er det en parentes at bourgoisiet i stykket er jublende tilskuere til bomber og krig (iøvrigt sammenblandet af 2. verdenskrig bombedrops og moderne ildkontrol-video fra helikoptere).
Musik og sang flød forbilledligt, og som selskab til musikken fungerede flere scener godt, men fortællemæssigt endte man med at finde det forvrøvlet, mere end provokerende.
* svært at få svar på nettet, men såvidt karriereårstallene kan tydes var det lige så meget opsætning og kostume der skabte den ødipale forvirring og ikke en virkelig stor aldersforskel mellem de to operasangere - Kiberg debuterer ti år før Furlan
183 mennesker behandlet som potentielt kriminelle - højst 6 af dem havde noget kritisabelt på sig - altså er 177 mennesker på én nat blevet udsat for en ubegrundet indskrænkning af friheder, de har ret til at forvente de har.
Det er efter min mening ikke en særlig positiv konsekvens af begrebet visitationszoner.
Hvordan en udveksling om Brian Eno leder til annoncer for Georg Jensen, Norsk-Ukrainsk dating, Lars Bom, mobning, NFL og logistik samtidig er langt over min forstand.
Den giver sig selv : Kombiner gårsdagens falske Bush-attentat med "gammel nyhed om United Airlines kommer på forsiden af Google News og kursen mister 75% af sin værdi"-historien og igen med denne uges turbulens på børsmarkedet. Det burde være den ultimative teknologiparanoiathriller.
Ah ja, det er umuligt for mig at læse denne historie uden at huske en mindeværdig lindefrokost på Regensen i slutningen af 90erne - 97 tror jeg. Lindefrokosten er den årlige fejring, om foråret, af Regenslindens fødselsdag. Lindetræet i midten af regensgården (OK, det der stod der indtil det gik ud i 50erne) blev plantet 12. maj 1785 og årsdagen fejres per tradition ikke på dagen men onsdagen før Kristi Himmelfartsdag med en stærkt beruset frokost i gården. Den rigelige ølforsyning på en almindelig onsdag hjælper de studerende med at forstå hvilket fabelagtigt privilegium det frie studenterliv er. Det er en traditionsrig dag; på biblioteket har man fine billeder af Christian X på besøg ved 150 året i 1935 og af hans barnebarn Margrethe på besøg ved 200-året i 1985.
Blandt andre traditioner inviteres også hvert år en regensianer til at holde lindetalen. Normalt til festerne taler Regensprovsten (forstanderen) og Regensklokkeren (formanden for kollegianerne), men til lindefrokosten påhviler det istedet klokkeren at bede en forhåbentlig vittig og begavet taler til at tale.
Talen i 1997 var mere velmenende end vittig. Og provsten, Leif Grane, som jeg ellers skylder meget, herunder den største respekt, var enten noget træt eller simpelthen påvirket af den rigelige snapseforsyning. Midt i talen, hvis indhold jeg ikke længere husker udover at det var noget med hvordan en kulturløs og ustudentikos fremtid ville falde ned om ørerne på os, afbrød Grane studenten med tilråbet ...OG ROBOTTER!!!
for straks derefter at falde tavst tilbage i tilhørerens rolle.
Sådan er det nemlig med den fremtid. Den er fuld af robotter.
Nu fik jeg sagt frembringerskillz. Jeg har altid fungeret mere som et konceptuelt menneske end som et værkstedsmenneske. "Hvad nu hvis man kunne?" er en mere nærliggende sætning for mig end "Hvad sker der hvis jeg gør sådan her?". Som regel går det endda, for jeg har haft det held at møde dygtige værkstedsmestre og kombinationen af mine spørgsmål og deres evner til at frembringe har tit haft gode resultater - forhåbentlig set fra begge sider.
I det lange løb går det bare ikke. Der er for mange ideer og erfaringer man ikke kan hvad-nu-hvisse sig til og ikke mindst så er der alt for mange folk, der synes de skrappe til at koncepte. Det er simpelthen en irriterende klub at være med i.
Derfor arbejder jeg på at dreje min praxis mere over i en værkstedsretning, baseret på et varieret, men dog kontrolleret toolset.
- Ruby on Rails er nemt at lave websites i
- Perl er nemt at pipe data igennem
- Linux i en vmware maskine er supernemt at integrere bluetooth og anden hardware md
- Arduino er nemt at lave hardware i
- Mindstorms er nemt at køre motorer med - og at få fat i
- PureData er nemt at lave lyd i
- Jeg mangler noget til 3D, men jeg tror det bliver Processing, der vinder der
Og hvis de her tools ikke er nok så er det min jobplatform af C# og eksplicit objektdesign, der må stå for.
Nu hedder det fordybelse og gennemtanke.
At this juncture, I wish to apologize and formally atone for any role 43 Folders or I have had in popularizing "hack" as the preferred nomenclature for unmedicated knowledge workers dicking around with their "productivity system" all day. 43 Folders regrets the error.
siger Merlin Mann.
Det var forventeligt at snackkulturpendulet på et tidspunkt ville svinge tilbage, og det er åbenbart nu det sker. Merlin Mann afskaffer - for sig eget vedkommende - vi-prøver-bare bloggingen, den iterative offentlige udvikling af ideer, og forestiller sig at erstatte den med længere mere fordybede posts.
Selv Bjarne Tveskov dansk kortbloggings grand old man, pusher langt.
Jeg kunne virkelig godt tænke mig at følge efter, for denneher blog har virkelig været nede at vende på bunden, og det er snart på tid at komme igang med noget ideudviklende projektblogging igen. Mere brug af more text.
Det er ikke noget der har nogen læsere, men fordelen ved at have ladet bloggen sejle så længe er at alle læserne er skredet alligevel, helt specifikt er alle snacklæserne for længst skredet over i snacklæsningens gigant-party-poser: Facebook og Twitter.
Naturligvis hænger det tarvelige indhold sammen med et forringet input i den sidste tid. Jeg har gjort det, man ikke bør, nemlig forsøgt at forbruge mig til bedre kulturvaner - forhåbentlig kommer min Eames-kopi lænestol ind ad døren om en uge eller to, hvilket vil forbedre min boglæsesituation i lejligheden helt enormt.
Mottoet for classylabs i korthed altså: Udvikling af mine eksperimentelle frembringerskillz og så store bogdyk på tusinde favne. Kaskelothvaler som mig kan slet ikke navigere på lavt vand.
It seems the growth in Wikipedia edits has stalled. Hardly surprising considering the odds of having some deletard insider undo your edit, because you're not an insider and he does not know anything about the stuff you know something about.
The Google News/United Airlines sell off sounds more and more like an easily doable, virtually anonymous way to make a lot of money. If all it takes to promote an enormous drop in a highly liquid stock is a large number of clicks on an article in a regional newspaper's website, then the information ecosystem around the stock market is just too porous and dispersed for anyone to effectively control.
One wonders if the original website clicker later bought United stock.
Som forudsagt tidligere, har Børsen i dagens avis omdøbt "Skypeinvestoren Morten Lund" til "Morten Lund, manden der lukkede nyhedsavisen".
[UPDATE: Surprise! Den uspecifikke liste af ting vi alle går og bakser med er noget virkelig mange kan genkende. Se selv på siden med sympatimeldinger på HSP-foreningens hjemmeside]
Det måtte komme: Nu kan man få lov at kalde sig syg - højsensitiv - på en række diagnostiske kriterier, der lyder som om de er taget lige ud af ugebladshoroskopernes cold reading-teknikker.
Tjek selv den helt absurde højresøjle i den linkede artikel - det kunne en astrolog eller krystalhealer simpelthen ikke have gjort bedre.
Esquire har udgivet verdens første papirmagasin med aktivt e-ink cover. Der er et magasintilpasset batteri med i pakken og en reklame i levende billeder for sponsoren Ford. Det lyder som et medie fra fremtiden.
Med anledning i at have modtaget endnu en nyhed om en (fjernt) bekendt, der var gået helt ned på druk, har jeg spekuleret lidt på hvor forfærdeligt mange mennesker hvis navn jeg kender, der haft haft alvorlige problemer med alkoholisme. Hvis jeg holder mig til de af dem, hvor jeg personligt har haft kontakt med dem i deres alkoholiserede tilstand tror jeg det er en 10 stykker.
Hvad siger I andre, hvor mange alkoholikere kender I?
Ikke at vi andre ikke ser det samme problem, men Sabroe forklarer godt, hvorfor Politiken er blevet så ulidelig at læse i sidste års "Du som er i himlen":
Avisen var dødt kød. Den var fuld af kommentarer, skrevet af discountpolitikere. De ville ikke kunne holde fem minutter i dansk politik, men på Politiken var de husguder. Journalistikken var død for den linje chefredaktøren havde lagt, intet havde med journalistik at gøre. Kulturen var ikke længere en bladkultur, men en meningskultur, og de journalister der dyrkede sproget og formen og historien, kunne godt se sig om efter et andet medie at udtrykke sig i
De andre aviser har samme rædselsfulde kærlighed til det politiske kommentatorkorps, og når der er valg går de fra 60% af opmærksomheden op til 100%
* teksten har "kommentatorer" men det må være slap redigering
Socialdemokratiets nye program, som lanceres på en kongres i weekenden, gør det af med enhver mulighed for at tage den nuværende partiledelse alvorligt. Oven i de sædvanlige velfærdsbudskaber, der godmodigt kan læses som forskellige former for sikkerhedsnet og service, har man nemlig proppet et punkt, som hidtil mest har været noget liberale modstandere af den store stat spydigt har kunnet vrænge om velfærden
Retten til et liv uden konkurrenceDet skal altså kort sagt være slut med at tage sig sammen til at gøre noget som helst. Ingen karakterer i skolen. Ingen jobsamtaler. Ingen respekt for dem, der gør en forskel. Ingen løn efter fortjeneste. Ingen sport. Ingen kultur - den vælger jo det gode ud og kasserer det talentløse. Kun dårlige og dyre varer i supermarkedet, for ellers er det jo synd for dem der langsomt laver de dårlige varer, hvis de da ikke helt var holdt op, fordi de blev stressede. Og selvfølgelig sidst af alt: Absolut ingen midler til at betale for det hele, for de andre konkurrerer skam stadig ude på verdensmarkedet.
Den eneste måde Socialdemokratiet kunne håbe på at overleve som potentiel statsbærer var ved at forny velfærds- og fællesskabsbudskabet med det individuelle ansvar i centrum, men med grundlæggende respekt for fællesskaberne og de store værdier de tilfører samfundet og de borgere, der deltager i dem. Med det nye program har man valgt det stik modsatte, nemlig at rykke partiet helt ud i hampen og slukke ned for ethvert indhold af ansvar og virkelighedsforbindelse.
Hvornår går Thorning og Sass af?
Nogen norske forskere (jeg så dem selv på TV) har med videoanalyse regnet ud, at hvis Usain Bolt ikke havde sat farten ned i OL-finalen, da sejren var sikret, men istedet holdt den topfart han nåede i løbet, så havde verdensrekorden været 9.55 og ikke 9.68.
Fremragende blogpost af Peter Wivel, der får sat den planlagte forskruede menneskerettighedskonference, der vil forsøge at skubbe blasfemi ind i FNs menneskerettigheder, ind i det helt store perspektiv. Konferencens ledes af verdens slyngelstater, en række nationer der rutinemæssige svigter de menneskerettigheder vi havde i forvejen og altså derfor har brug for nogen nye.
Den nutidspolitiske ramme er enkel og uhyggelig nok, men det Peter Wivel skal have tak for er hans udpegning af at den vestlige kulturs to væsentligste grundpiller - Den klassiske græske tanke, herunder demokratiet, og kristendommen - har rod i to berømte blasfemisager, med de henrettede som de sejrende tænkere, henholdsvis Sokrates i Athen og Jesus i Jerusalem.
Det er da er perspektiv på en skala man kan forstå og med en alvor der giver mening.
Lige en efterreflektion over Bukdahls plothad. Min klare oplevelse af tidens danske skønlitterære skrift er, at den har det svært med at navigere mellem det universitært insulære, klublitteratur uden nogen chance for egentlig gyldighed og så den store fræsende ligegyldighed de enorme svovlpølser af næsten ulæselig krimi der langes over boghandler- og biblioteksdiske i stort tal.
Vurderet f.eks. på den seneste Weekendavis så er Lars Bukdahl som anmelder gået fuldstændig til i sin egen manér. Der er kun (paren)/pa-tetiske (!) indskyd og tegnsætninger der løber over gevind - som i starten af denne sætning. Omvendt er standardkrimiens gyselige automatskrift, den mekaniske ventilering af plotmekanikkens nødvendigheder med replik og farverige produktvariantangivelser (ikke "pistolen" men "Heckler-Koch'en"), fuldstændig befriet for nogen værdi. Det typiske Ritzautelegram har mere sproglig spænding.
Synd for Nyhedsavisen at den lukker, og ærgeligt for Morten Lund. Hvad selve avisen angår foruddiskonterede jeg personligt det meste af ærgrelsen da realismen tvang avisen ned i niveau til "almindelig gratisavis" for et godt stykke tid siden.
Dagens mest absurde avislinje i den anledning må omhandle de vrede, lønmanglende polske avisbude
Nogle står nu foran avisens hovedkontor, hvor de råber og sparker til aviser.
Et hurtig gæt er endvidere at avisredaktionerne har travlt med at udskifte deres lynsammendrag af personen Morten Lund fra det ret intetsigende "skypeinvestoren Morten Lund" til det lige så intetsigende "aviskonkursen Morten Lund".
Der er få ting jeg respekterer mindre end mediernes trang til den slags personnedkogninger.