I'm in Berlin for the weekend, to meet tons of nice people, and attend the Cognitive Cities conference, which was a concentrated yesterday, and more of a mellow sunday. Probably best that way - other events take note. Just got a guided tour of Betahaus from Henrik Moltke, which seems to be an allround great place. They certainly have really great chairs.
But let's go back to yesterday and a very full conference day: While we seem to be waiting indefinitely for The City Is Here For You To Use, Adam Greenfield has certainly polished his story, and struck an excellent balance between caution and openness. The inevitability of technology always comes up in these kinds of talk, but I understood Greenfields suggestions for law or design principles for technology of public spaces as trying to strike a balance; between simply requiring of the users of technology that the consequences of their technology use be reasonable and requiring the technology itself to be - something I simply don't believe it can be. It can't not be either.
The presentation was crisp, and I found it the language much more transparent than what I usually consider Greenfield's style. To me, a great improvement, so I'm hoping that'll translate into the book when it makes it to the publisher.
A little later, Sami Niemelä gave us a guided tour of some practical principles for urban information design. When done well, this kind of thing is simultaneously abstractly pleasing and very concrete, and I thought it worked here.
I really liked the short pitch from Vini Tiet on doing Cognitive Buildings, in particular for the accidental observation that a lot of this informational urbanism isn't really being developed on an economic model of utility, but more to deliver particular specifications. This is a weakness of the movement towards informational infrastructure. At some point it needs to start to pay for itself, and it's a little bit unclear as yet, how that works out. Tiet's view is that, a certain quality of a building can only be built with information, but obviously some of us were hoping that the technology curve also works for houses, and that we'll get cheaper greatness, not just higher luxury, from the technology.
I didn't particularly care for Dannie Jost's whatever-it-was-she-was-talking-about, except for the quips ("I consider architecture a kind of agriculture, but that's my problem" is a great example) and the reminder of what a particular narrow focus physicist arrogance, I remember from university, looks like. If she said anything at all, I think it was terribly trivial, actually (this is a little better, and then just add cities. Epistemology 101, though).
I quite liked Georgina Voss' polished pitch on the Homesense Project, and I like the combination of ambition and practicality of the project.
Post lunch highlights for me were Anil Bawa-Cavia's Urbagram images. To me they had some refinement that is often missing from this kind of thing, and which really makes the difference. Matt Biddulph seems to be up to interesting things, but I got the sense that we'll only get to hear the exciting stuff a little later. The amazing garbage tracking project from MIT's SENSEable City Lab that Dietmar Offenhuber showed us had everything you could want in terms of being actually embedded in an urban landscape, having a truly urban scale, and having depth of analysis and presentation. Great stuff.
And then to close out the day, Warren Ellis gave us some powerful imagination fueling lines on ghosts seeping from the ground; the electric world around us, and the electric world inside the brain. Great closer - and a suitable match to the opening.
That's a lot of good stuff in a day, I think. Clearly we need these organisers to put on more shows like this.
So I need to make good on my promise of posting at least every monday - which it still is here at the office, even if it sounds like tuesday on the blog.
The situation in the arab world, dictator after dictator falling, is of great interest not just because of the obvious reason - that everyone deserves freedom. Some of the other reasons are: 1) While it seems pretty obvious that these are youth revolts, they also show of functioning civil societies in all of these states. Outraged doctors, lawyers, opposition politicians and army and police staff. This is a cause of great hope for the future. 2) There's been a lot of debate over the importance of modern media in the spread of this revolt. The complainers tend to prove too much, as David Weinberger remarks about Malcolm Gladwell. Believing that all of these neighboring countries would fall at the same time, just through word of mouth, is to me plainly nuts. Clearly there's a wave. And clearly that wave travels in a medium and clearly this is - in 2011 - a mass medium and most likely also an internet medium. This is not a miracle, but it's bloody obvious.
The term time shifting used to be about personal DVRs and avoiding ads and separating appointment television - like sports games or the stuff kids like and lunch rooms talk about - from the rest of television, but for me, personally, it's beginning to mean something else: When is cultural product X available on the service I'm hooked into. So, many films premiere when I can get the DVD on Lovefilm and albums are released when they show up on Spotify.
This all comes at a loss of coherence, of course, but a lot of that is regained as the cultural artifacts become linkable talking points in online media.
Siden der åbenbart er kulturdebat på TV her til aften, tror jeg lige jeg vil skyde det her indlæg af. Et slags holdningsudsagn om kultur, det æstetiske og nytten og samfundet.
Det er en hverdagserfaring at æstetik virker. Hvis man beskæftiger sig med at lave ting, der ikke findes i forvejen, så er der simpelthen ikke plads til tvivl. Ikke alene er der ingen, der har lyst til at købe ting, der bare er grimme, folk kan simpelthen ikke finde ud af at bruge ting, der er grimme. Det er ikke pynt. Det er ikke glasur. Det er effekt.
Det er en historisk erfaring at overfladeudsagn om det æstetiske ikke holder. Konkret æstetik - udsagn om hvorvidt noget er æstetisk godt eller ej - har en elendig holdbarhed. Ringere end de ting, man taler om, endda. Hvis man var i tvivl, så skal man da bare gå ud i et normalt dank hyggeligt mellemborgerligt hjem, hvor de ikke er spor fine på den. Selv den kedeligste rugbrødsnutidsdansker ville være en jernhård funktionalist, hvis en 1890 klunkeborger skulle tage stilling til spørgsmålet. Det ville være et mareridt at skulle holde klunkehjemmet rent, f.eks. Omvendt ville al musik, de hører i dette kedelige hjem, være fuldstændig afskyeligt for klunkedanskeren.
Det er blandt andet sådan man ved at David Favrholdt fuldstændig har misforstået hvad kunst er (det står lidt nede. Søg på Favrholdt). Og det er også sådan man ved at Henning Christiansen havde ret, da han afviste at diskutere æstetik i forbindelse med kunst. Nutiden kan ikke sætte sig ind i hvad fremtiden vil finde smukt.
Når nu vi ved begge de to ting, så bliver det klart: Vi har ingenting, hvis vi ikke har et levende kulturliv. Man kan ikke leve af at reproducere tidligere tiders æstetik i en evighed. Spørg Royal Copenhagen eller B&O om det. Og man kan heller ikke nøjes med bare at hygge sig videre med tilforladelige små forandringer på overfladen. Kultur er en alvorlig ting, og den udvikler sig lige så revolutionært som teknologien gør det - blandt andet fordi teknologien gør det. Hvordan skulle klunkedanskeren dog blive informeret om det aerodynamiske design vi har fået i kraft af fly og biler? Han så jo aldrig nogen af delene. Hvordan skulle hun kunne sætte sig ind i de forandringer information skabte i æstetikken i the noughties, hvor det ikke mere er kraft og maskiner, der forandrer verden?
Så i weekenden i glimt det store DR1 portræt af Bjarne Reuter. Reuter er en rigtig håndværker, og har underholdt mig i timevis som barn og ung, både de bøger man læste for sjov, og så sføli alle de filmatiserede ungdomsbøger. Siden er han så begyndt at skrive for voksne også, og - oh gru - at krydre sine romantitler med mad og steder fra ferierejserne. Når jeg hører titler som "Barolo Kvartetten" og "Løgnhalsen Fra Umbrien" på bøger, der ikke er til børn, så afsikrer jeg min pistol...
Men det er sgu sikkert go' underholdning hvis man er til det, og fint med det - det gør bare et TV-portræt om Vor Store Forfatter til en pine. Når Bjarne med forfatterprægnans sætter sig til at fortælle sårn en klassisk historien-man-fortæller-kollegerne-til-frokosten historie om hvordan han skrev på noget TV-dramatik, og så fik han pludselig vandskade derhjemme, og de har simpelthen aldrig haft vandskade, og så tog han til Stockholm, og ved du hvad, så havde instruktøren fandeme OGSÅ lige haft vandskade!
Når det sker, med alvorlig mine, som om det ikke bare var pjank, så er det man får lyst til at råbe af fjernsynet: DO FUCKING BETTER!
Så foretrækker jeg da klart en anden stor underholder, John Ford, som hellere siger for lidt end for meget i det her interview, som han vist gjorde det meste af tiden.
Q: What sort of a childhood did you have? Were you interested in movies way back?
A: Not really. I'm not interested in them now, actually. It's just a way of making a living.
Man skal virkelig være kostfornægter for ikke at have både gyst og moret sig over udviklingerne i svindelsagen med Milena Penkowa. Sportsvogne, sex, død, rotter, svindel og dokumentfalsk - det er jo vidunderligt kulørt. Men når støvet så lægger sig skal det jo helst ikke være pjank det hele. Til det formål planker jeg lige en kommentar fra Niels Ole Finnemann på Jes Stein Pedersens Facebookwall:
Pas nu på det ikke blir for underholdende. Ret beset er der to helt centrale problemer, der ikke er underholdende: For det første at de nye universitetsledelser har beføjelser på faglige spørgsmål. Det er nyt at en ikke kollegialt valgt person kan tilsidesætte et fagkyndigt udvalg i faglige anliggender. Normalt ville man have nedsat et nyt bedømmelsesudvalg af afhandlingen, hvis der blev rejst tvivl om det første udvalgs bedømmelse. Den daværende dekan har både ageret som faglig aktør og som selvbestaltet dommer. Det sker stadig hyppigere og det kan ikke undgå at få præg af korruption. For det andet ser det ud til, at rektor har bøjet sig for eller respekteret pågældende forskers betragtning om, at hun har en forskningskontrakt med en virksomhed, der påbyder hende at holde sit kildemateriale hemmeligt. Hvis det har noget på sig må det bero på, at der i rektors øjne er fortilfælde. Det er fundamentalt uforeneligt med det vestlige videnskabsbegreb. Hvorfor: Fordi det berøver samfundet mulighed for at validere den såkaldte forskning. Det burde ikke kunne foregå på et universitet. Problemet rækker formentlig langt ind i medicinalforskningen, men et beslægtet problem ligger jo også i de danske universiteters entre i Kina, der som bekendt ikke er et frit land og således heller ikke kan have fri forskning.
Begge dele kan nok bedst ses som udtryk for at man er i gang med at gennemføre en industrialisering af vidensproduktionen på universiteterne, anført af en ganske lille magtelite med centrum i DI og regeringen.
Jeg læste én blog post, der *virkelig* sagde mig noget i 2010, det var den her. Om stock vs. flow. Om skismaet mellem hvordan vi støder på noget at vide, og hvordan vi bærer os ad med faktisk at komme til at vide det bagefter.
Det kunne dårligt passe bedre. Havde jeg skrevet blogposten her kunne den meget let have heddet "Taking stock of 2010". For det er det status egentlig betyder. En lageropgørelse. På Facebook har de også noget, der hedder status, men det er slet ikke hvad det er - som så meget andet på Facebook, der hedder noget vi troede vi forstod, forresten. En facebookstatus er noget midlertidigt. Det er små blips af aktivitet, ikke statusopgørelser. Man kan ikke se vandstanden med en facebookstatus. Facebook og Twitter, hvor mange af os har flyttet en masse aktivitet hen, er flowmedier.
Flow har absolut intet at gøre med den måde jeg har lært at blive klogere på. Det var sikkert heller ikke meningen med FB og Twitter, men når man skal være klogere, så skal man bygge lager. Det er det man gør: Man undersøger noget, bevidstgør sin oplevelse af det, journaliserer den og gør så noget mere. Så lærer man. Det vi har lært på Twitter og Facebook er bare, at flow er en god måde at støde på noget at komme i lageret. Desværre så er det næsten umuligt at have en fornuftig strategi for hvordan tingene havner ovre i lageret når de altid findes frem i det hurtige flow. Det er lidt som at vende tilbage til en rent mundtlig kultur, hvor der ikke findes nogen skrift. Der kunne lige så godt ikke være skrift på Twitter og Facebook, for alting forsvinder i glemslen et par dage efter det er sket.
Så lager må man holde andre steder. F.eks. her, hvor samtalen til gengæld er forstummet, selvom det egentlig virkede fint som blandingsmedium der for 7 år siden.
Jeg begyndte at blogge, som en måde at tage lager på, i 1988. Dvs, dengang var der jo ikke nogen blogs, så jeg blokkede istedet. Skrev hvad der basalt set er blogposts, bare på linierede a5 blokke. Min blog har overhalet de gamle noter i omfang, men der er dog en 3000-4000 sider optegnelser. Det var heller ikke dengang, hvor det virkelig lignede en dagbog, faktisk en dagbog, som folk nogle gange misforstået har kaldt blogs. Selvfølgelig skriver man mere privat til et publikum på én, men man skriver stadig til et publikum. Her er noget, der meget nær er de allerførste sider noter, med lidt principerklæringer. Det bliver lidt patetisk, men sådan må man godt være i privaten når man er 19. Det starter altsammen med stock and flow.
Det kunne være sjovt at lave en "tankebog" med løst fragmenterede, ikke videre behandlede, ideer, uden skelen til hver enkelt idés natur. Det burde være alle de tanker man tænker, både matematik og musik, litteratur og lydlære. [...]
En tankebog bør minde så meget om de beskrevne tanker som muligt. Den bør have en rå og ren typografi, et direkte oprindeligt sprog, som det tænkte, men skal dog være så rettet at den er læselig. Ingen stavefejl og ingen nonsens. [...] Vær umiddelbar og ikke bange for fejl eller gentagelser, forsøg ikke at tæmme tankerne, vær ligeglad med udtrykket om det er tomt, dumt, naivt eler prætentiøs, det vil altid være sandt eller oprindeligt eller hvad man nu skal sige.