Vand

Jeg har kigget en smule på fremtidsproblemet vand her på det sidste. Det der fik mig til at tænke på vand var et sci-fi koncept som tegningen ovenfor: Omvendte floder, store pipelines med havvand, der på ruten ind i de mere og mere vandsultne kontinenter destilleres til menneskebrug og til landbrug.

Hvor realistisk er sådan en plan? Det er lidt besværligt at få styr på nogen gode vandtal, men til sidst fandt jeg nogen et af de steder hvor problemet allerede er akut, nemlig Israel
Her bygger man for tiden en serie enorme afsaltningssanlæg der producerer 100 mio. kubikmeter drikkevand per år.
Israels totale tilgængelige vandressource før anlæggene er 2000 mio kubikmeter vand per år - egentlig alt for lidt til den befolkning der bor i området.
Et anlæg der producerer 100 mio kubikmeter, leverer altså 5% oven i den mængde. Man skal altså "bare" bygge 20 af dem for at have en fuld kunstig forsyning - incl. vand til et landbrug, der er nettoeksportør af fødevarer.

Hvor meget energi går der til at producere drikkevand? Hvis man skal gøre det selv uden smart udstyr så må man jo dampe vandet af og kondensere det igen.
Det er meget energikrævende. Det går en kalorie til at varme et gram vand en grad, her skal vi op til kogepunktet, og så også tilføre fordampningsvarmen - ca 5 gange så meget energi som opvarmningen fra 0 til 100.
I de højeffektive afsaltningsanlæg kan man ved at bruge filtrering under højtryk og genanvende den energi man hælder ind komme ned på at bruge 4 kalorier per gram vand, altså energi der svarer til blot at varme vandet fire grader, eller ca. 150 gange mindre end naiv fordampning.

Regnet om til den effekt der kræves til et anlæg i 100 mio kubikmeterklassen er det kun 55MW effekt der forgår. Under en tiendedel af hvad Avedøreværket producerer. Nogenlunde hvad man ville få ud af vindmølleparken i Københavns havn, hvis ellers den producerede på topkapacitet døgnet rundt.

Pointen ved de lidt kedelige omregninger er, at det faktisk lader sig gøre. Man skal ikke æde hele landskabet op med vindmøller, eller bygge 40 kraftværker, for at producere kunstigt vand nok til en hel nation. Et Avedøreværk eller to og 20 destillationsanlæg forsyner et land, hvor der bor omkring 10 mio mennesker.
Hvad angår prisen: Det israelske anlæg sælger vandet til ca en halv dollar per kubikmeter - en pris der dog sikkert varierer en del med prisen på energi. I København koster en kubikmeter vand for en husstand lidt over 40 kr.

En kunstig Jordanflod kunne man altså faktisk godt slippe afsted med at bygge på et par år. Det er ikke en mulighed for de fattigste, men det kan lade sig gøre. Vand til hele Israel for en milliard dollars om året.

Spis i min opgang

Vi bringer lige en reklame for min nye underbo, Vesterbros nyeste vietnamrestaurant. Almindeligt liv i gadeplan er lige det vi skal bruge i Abel Cathrinesgade for at holde narko og pusheraktivitet i nogenlunde ro, så du kan slå to fluer med et smæk ved at kigge forbi: Spise glimrende og prisrimeligt vietnamesisk og hjælpe os, der bor i gaden med at bløde gadelivet op.

Ind og ud igen

Topvvs handler både med toiletter og peristaltisk produktive fødevareinputs. Det er virkelig bæredygtig lifecycle e-shopping.

En julehistorie

For nogen år siden kørte i Weekendavisen en serie artikler under den fælles overskrift "Mit bedste måltid", hvor kulturpersonligheder gengav en oplevelse de havde haft med et godt måltid mad. Jeg syntes så godt om serien, at jeg skrev mit eget bud ned på sådan en oplevelse. Det er en julehistorie.

Mit bedste måltid var i virkeligheden en kæde af måltider, der fandt sted 2. juledag, for nogen år siden.
Jeg kommer fra en stor familie og vi har altid holdt jul sammen. Syv søskende, og vores mor - min far døde for mange år siden - og så hvad man kan få skrabet sammen af koner og kærester. På det tidspunkt denne historie finder sted er alle involverede stadig så unge, at man vælger at skilles fra kæresten i julen, så begge parter kan blive som børn igen - eller dvs. næsten alle, men det kommer jeg til.
Det har jo alle dage været målet med julen at alt kan blive som det var engang. Illusionen om søskendehed og fællesskab, og alt som før, bliver sværere og sværere at ramme med årene. Denne jul, da måltidet fandt sted, krævedes allerede en del skuespil og gode miner.

Alle var rejst fra København til provinsen for igen at samles i det fædrende hjem - eller det vil sige, fædrende hjem var det ikke. Min far døde da hans børn befandt sig i alderen fra 23 til 10, og derfor blev bømeflokken skåret midt over i den gruppe der havde nået flyvefærdighed og var fløjet fra reden, og de der stadig var afhængige af forældres beskyttelse og boede hjemme. Så nu holdt vi jul i det nye hus, som tre af bømeflokken aldrig havde haft som hjem, og det gjorde jo ikke illusionen om fortid mindre usandsynlig.
Men jul blev det, som tilforn, og hjem drog vi, som altid, til Dronning Dagmars by, Ribe, hvor det nye hus stod, som skulle rumme en familie det aldrig havde rummet i sin helhed i nogen længde af tid. Huset var i virkeligheden også en anelse for lille til os alle sammen. Det krævede igen god vilje overhovedet at finde plads til alle. Og forsøget blev egentlig aldrig nogen sinde gjort fuldt ud. En af mine brødre var dengang kæreste med en pige fra Ribe, så de drog ud til hendes forældre for at bo, og kom så kun til måltiderne, og måske til juleaften.
Når man sådan bliver ældre, så er det ikke bare uskyldstabet der ligeså langsomt æder juleglæden op. Det er også savnet af den fælles hverdag der mangler mellem de ti eller tolv der er samlet omkring julen. Og den manglende hverdag understreges blot, dulmes ikke, som man tænker sig den skal, af det overbud af.fællesskab man nyder i højtiden. Det er som om den rituelle fortætning man søger i julen, blot bliver en klagesang over de manglende kommunikationer mellem de ti's hud og hørelse og andre sanser. Alt det der ikke bliver sagt, bliver væk, dukker aldrig op, medmindre man gør sig en ekstraordinær anstrengelse for at nå frem til det, og denne anstrengelse må jo vel at mærke altid være en anstrengelse om noget andet, for siger man det højt, der skal være usagt, så er det først for alvor væk.
Dette førsøg på at fange røgskyer med et sommerfuglenet, eller hvad man nu skal kalde det, er det vilkår man tager til juleugen med tankerne på. Og alt afhængig af humør, varme, vejrlig, gaver, vanillekranse, konfekt, musik og medgæster fortager afstanden sig så over nogen dage, for først at være væk når man rejser bort igen med porerne åbne af julens anderledeshed.
På denne dag, 2. juledag, for nogen år siden, har vi forlængst passeret juleaftenens forventningsbarriere,og første juledags frokostparadis, og vi kører på den sidste sikre tradition, den eneste der ikke har med almindelig sådan-gør-man-i-hele-landet jul at gøre, men blot er en fast lokal form på den tredie og sidste dag i den statsanbefalede juleferie for travle mennesker, der foreskriver hjemrejse 3. juledag - til nød 4. juledag, hvis behovet for braklægning af ens udpinte sjæl er særlig udtalt. I familien Dahl tager denne dag sin begyndelse ved 13-tiden, omkring et varmt måltid, uden undtagelse udgjort af hamburgerryg, grønlangkål, brunede og hvide kartofler. Måltidets tilvirken er henlagt under den kvindelige mystik: Min mor og til nød mine søstre, måske en enkelt svigerdatter, står for det, så det er slet ikke det der for mig løfter dagen op over det almindelige. Det er heller ikke nogle særlige sansninger, forberedelser, symbolladede bemærkninger eller andre uniciteter, men derimod et velkendt og særlig probat middel til sansefortætning og ophøjelse: Alkohol.

Det var vist det jeg glemte at nævne. Efterhånden som barneuskylden fortager sig, efterhånden som gaver og chokolademælk ikke længere kan danne det fuldstændige fokus for ens opmærksomhed, opdager man nye former for fokusering, rigere og mere sanseforstærkende end hvad barnet har behov. Og med dem ændrer julen uundgåeligt karakter. Man sørger for rigelige mængder alkohol, og ved det sker der også nogle forskydninger i julens betydning, henimod en tilstandsoplevelse, istedet for den objektfokusering - gaver og chokolademælk - som barnet lever ind i julen. Forstå mig ret, barnets lykketilstand er efter alt at dømme stærkere, men det er barnets utålmodighed også, og derfor må denne lykketilstand for barnet nødvendigvis formidles over i særligt skinnende genstande, særligt eftertragtede objekter, der fuldstændigt kan katalysere lykken for den lille purk. Den tilstandsglæde den voksne har er anderledes i karakter, og mere i hver enkelt hvilende. Og alkoholens rolle i den er ikke at danne fokus for glæden, på samme made som gaven danner fokus for barnets glæde. Det er et opløftelsesmiddel, der gør det muligt at overkomme den barriere af hverdagsfravær og forskellighed, der præger egensindige mennesker som mig og mine søskende. Man bliver ikke mindre kritisk, men anderledes kritisk af sin beruselse, og med en noget søgt sproglig pointe, drejer det sig jo simpelthen om at barnets evne til at beruses af hvadsomhelst tit er svækket i den voksne, der så må beruses af alkohol.
Altså: Det er anden juledag, klokken er tretten, der er 15 flasker rødvin klar, vi er ti mennesker i lokalet. Der er kort sagt mad. Og man sætter sig, fylder i glassene, nyder maden - den er blevet god det år, og ikke de forskellige inkarnationer af vand man i tidligere år har fået præsenteret som henholdsvis hamburgerryg, grønlangkål og kartofler - og tiden går. Samtalen, der knagede så meget lillejuleaften, ude af træning med hinandens manerer som man er kommet gennem et travlt efterår, glider nu frit. Alle kommer til fadet, får sagt deres bid, og man husker den glæde man altid har haft ved at være så mange: At man kan føre flere samtaler samtidig, og at man kan holde pauser i samtalen, vidende at der er andre der fører den videre mens man hviler hovedet.

Og sådan begynder eftermiddagen langsomt at gå, for siden, under indflydelse af 15 flasker rødvin, at forsvinde og blive til aften. Undervejs kommer broderen med kæreste til bordet, lige netop som hele selskabet har besluttet at holde pause samtidig, og al æderi er ophørt. De bringer nyt fra nogle andres jul, og så kører samtalen igen. Som dag bliver til aften har der givetvis været en pause, men jeg husker den ikke, for hele 2. juledag står som eet måltid for mig. Som aftenen skrider frem, har de kulinariske minder fra aftermiddagen dog fortaget sig, og vi der holder stædigt ud - selskabet er vel nede på en fire stykker nu - beslutter, i stedet for at genoplive middagen, at lave en reprise af gårsdagens frokost. Det er midnat nu, og vi tager hul på den sidste halve kasse af Albanis fortræffelige Blålys, og den sidste smule snaps. Min ene broder tager Johs. V. Jensen frem, som man kan have trang til, og skønt jeg er lidt ældre end jeg strengt taget har lov til at være, for at kunne tænke på mig selv som en dreng, er jeg stadig tilstrækkeligt dreng til at få 'Ved Frokosten', med dets vidunderlige 'Jeg omfatter min KelIner med sympati' for allerførste gang, denne 2. juledag. Digtet rammer lige i hjertet, og i det øjeblik jeg hører det, ved jeg at det er lykkedes: Jeg er kommet hjem til jul, og stemningen flyder frit fra os fire. Julestemningen, som den kan ligge og lure i et godt måltid mad, i den iskolde snaps, og det ravgule øl, der fosser om tænderne. Den er pludselig tilstede, evig som før. Den er lige da som en stemning der vil klinge evindeligt.

Og dog bliver klokken 4 næste morgen, og øllet slipper op, og vi går ud for at få en sidste øl i byen, og vi mærker hvor bidende koldt det er, hvor sent og hvor øde, og vi er berusede - ikke opløftede, blot vaklende. Og vi er pludselig efter et måltid, ikke midt i det. Og toget kører imorgen.

Coke Light Lemon

This is - bar none - the worst beverage I have had in the last year or two. Milk that has gone stale is less disgusting.