Blog nytår! (undskyld) Tyve ti er over os; de sidste 10 års borgerlige regering har spillet totalt fallit i at lægge velfærden om, så nu har vi præcis et tiår tilbage til katastrofen rammer og velfærdsstaten as we know it går fallit eller ophører. Men fuck det, vi kører, som man siger.
I går kørte jeg hjem fra Århus. Det var meningen at jeg skulle være kørt hjem fra en begravelse i Jerslev ved Brønderslev, men jeg nåede aldrig frem til den, desværre, og derfor var jeg i Århus.
Jeg benyttede lejligheden til at se Jeppe Hein udstillingen på Aros. Jeg ville gerne kunne lide den, den er lavet sådan lidt til sådan nogen som mig, fyldt med interaktive dingenoter, men den svæver konstant lige på spøg-og-skæmt grænsen, og det føles ikke modigt eller skarpt, mere bare på kanten af fiasko.
Hvad er spøg-og-skæmt grænsen? Jo, det er den hvor man er liige ved at være ovre i varekataloget i en spøg-og-skæmt butik. Du har måske set den der rimelig sjove "half a cup"-kop nede hos Ærlige Bent? Hvor den er halv fordi den er skåret over på midten! Der er flere værker i den kategori på udstillingen.
Eksempel 1: Århus og museet har været plastret til i hvide parkbænke hvor Hein lige twister den lidt, for at citere Gentleman Finn, enten er bænken 3 meter høj, eller sædet er skævt, eller rundt, eller V-formet. Rimeligt sjovt, det der, og mere eller mindre realiseringer af jokes fra Anders And-bladet.
Eksempel 2: "Smoking chair" er ikke som man ku tro, et sted man kan ryge, nej nej, når man sætter sig på den - SÅ RYGER DEN!!! - den vits har jeg helt konkret læst i et lokumshæfte fra 70erne med practical jokes og vittighedstegninger af Franz Füchsel og Quist, dog med stolen erstattet med et jakkesæt.
Et par etager højere oppe er det moderne galleri omdannet til en Storm P-maskine. Hver gang en tilskuer passerer broen over til galleriet, sættes en hvid kugle i bevægelse ned af en slidske, der så sindrigt og forvirrende snor sig i lige linjer, spiraler og loops rundt omkring kunsten, indtil kugel har været turen rundt og lander tilbage, hvor den startede.
Den er finurligt lavet, og her sker så noget helt ærligt, som ikke er Bent. Kuglerne kan høres som de ruller i slidsken, og de er meget synlige og store og hvide, så de spejler publikumsstrømmen i et til syvende og sidst udemærket mekanisk stykke ambient information art.
Sådan er der også nede i hovedudstillingen et par ting der virker, mest ved at bruge en tidsskala, der får mekanismerne i dem til at blive næsten usynlige og derfor lidt mere magiske. En af de midlertidige klassiske hvide gallerivægge er i virkeligheden i bevægelse, bare så langsomt, så man virkelig skal kigge efter for at se dens tur henover gulvet. Den tunge kugle, der triller rundt i et rum for sig og langsomt smadrer det ved at banke ind i muren, funker også glimrende.
Meen, alt i alt, så kniber det lidt med at overbevise om at legesagerne ikke med større held kunne have været lavet sådan *rigtig* sjove for sjov, Disney-style, og så bare være i forlystelsesparker, istedet for at være andagtsberiget kunst.