Samtidig med biennalen, men formelt uden sammenhæng med den, er der en stor Lucian Freud udstilling på Markuspladsen (i Museo Correr). Den var omtalt for nogen uger siden i weekendavisen, og da nu Louisiana for nylig har annonceret at der kommer en Freud udstilling til Humlebæk om et år eller to, så kan man jo gætte på at det er disseher billeder der skal på turne.
Det er en god udstilling, omkring 90 billeder med hovedvægten på en masse hvilende nøgne kroppe og en masse portrætter. De slidte, umage, hvilende kroppe er vist signaturmotivet for Freud, men selv kunne jeg bedst lide portrætterne. De havde et helt bestemt og gennemgående liv. I hvert eneste billede har Freud fanget et privat blik i sit motiv, en indadvendt intensitet, en optagethed af noget andet end maleren der betragter dem. De poserer ikke for Freud, og det er fantastisk at se det liv der fylder dem i stedet.
Det eneste der er en lille smule ærgeligt ved billederne er at de stort set alle er af briter. De deler en bestemt fysiognomi, et særligt tungt drag om kæben. Det havde været spændende at se en større bredde.
Freuds selvportrætter er en smule anderledes. Han er hård ved sig selv og skruer op for rynker furer og assymetri. I et enkelt, fra siden har han udstyret sig selv med et langt ansigt og et glubsk ulvesmil, som man slet ikke kan genfinde i hans ansigt på et fotografi. En serie af billeder af hans gamle mor er ærlige, hun er en gammel rynket dame, men også rørende og meget næsomt lavet.