På Luftskibet, har Christian Monggaard af to omgange (i december og igen for to dage siden forsøgt at starte en debat om blogs/onlinedebat vs. bladkritik af film. Diskussionen går på om blogs og medier af den type har overflødiggjort filmanmeldere. Dvs. egentlig er det det forkerte spørgsmål som reaktion på noget helt andet, men svaret har under alle omstændigheder noget at gøre med min forundring over at blive kaldt dagbogsblogger, så det vil jeg snakke lidt om nu.
Anledningen til debatten er, at Kenneth Plummer, som svar på hvorfor DR ikke har et program som Bogart mere, kom for skade at mene, at der ikke var brug for filmanmeldelser - det var alligevel ikke sådan biografgængerne orienterede sig i udbuddet mere, de brugte forskellige online foromtaler af alle mulige og umulige slags.
Hvad angår anmeldelser som forbrugeroplysning, har Plummer utvivlsomt ret - og han har sikkert haft det meget, meget længe. Man kan undre sig over at det lige er filmanmeldelserne, der skal stå for skud og ikke de 80% af Plummers øvrige TV-udbud som tiden også er løbet fra, fordi vi burde få det leveret over nettet alligevel, men lad nu det være.
Det rigtig interessante, som diskussionen imidlertid går fuldstændig fejl af, er i virkeligheden noget helt andet. Filmanmelderne vil have en debat op at køre om hvorvidt amatørerne på internettet leverer en holdbar udgave af det de selv forsøger at lave, nemlig filmkritik. Problemet er bare, at det slet ikke er det, der er hensigten med det meste af det, der skrives online, f.eks. på blogs. Og det er her dagbogsdiskussionen, og iøvrigt kommentarsporet til denneher post ovre hos Claus Buhl er relevant.
Når folk skriver online, ihvertfald på blogs, skriver de muligvis om de samme ting som anmelderne, men stort set aldrig på den samme måde. På blogs er hensigten altid det personlige. En blogpost er forfejlet hvis ikke den er personlig og ideosynkratisk. Blogs om kultur har i den forstand meget mere at gøre med egentlig fankultur end med kulturkritik. Bloggeren investerer sig selv i den kultur han eller hun skriver om, og den personlige identifikation med kulturen er simpelthen bloggerens payoff - det er det man blogger for at gøre. Det er helt på samme måde som en fan udtrykker sig selv gennem sin idoldyrkelse.
Identifikationen kan sagtens, alt efter bloggertemperament, være sober og velbegrundet. Det behøver ikke være DEN FILM ER FOR VILD!!!!!!!. Men hensigten, vil jeg mene, er tættere på film-for-vild end amatøranmelderi, og det er lige præcis det, der er det befriende ved blogs meget af tiden. Resten af tiden er det lige præcis det, der er irriterende. Jeg kan i den sammenhæng rigtig godt lide Føhns' indlæg i debatten i en kommentar her:
Men det er da lidt sjovt, at Kim Skotte roser en sanger/sangskriver som Nikki Sudden i weekenden. En kultfigur, der faktisk ikke kunne synge og samtidig spillede middelmådig guitar, men når vi taler om musik, så er det bare autencitet. Hvorfor er det ikke ligeså charmerende med bloggernes do-it-yourself-kultur? Hvorfor må man ikke være punk på skrift og bare skrive for at blev set og hørt trods begrænset erfaring og talent, når det fx er mere end helt ok indenfor musikkens verden?Det er jo lige præcis den helt anden hensigt Føhns peger på. Når Nikki Sudden går på scenen er det hans personlige udtryk Skotte roser. Om Sudden ved vi lige præcis hvilke forgængere han har dyrket og identificerer sig med. Det er fankultur taget til den endelige konsekvens, nemlig selv at gå på scenen.
Sammenhængen til dagbogsblogposten er den, at det ikke nytter at beskæftige sig med blogs udfra deres emne, hvis man ikke også tager stilling til deres perspektiv. Det gælder sådan set alle emner rundt, hvis ellers blogsene rammer den rigtige blogfeeling. Punditokraterne ville ikke gå an i den form i Berlingeren. Uriasposten ikke i den form i (det heldigvis ikke eksisterende) Folketidende, Claus Buhl ikke i den form i sin brandbog og jeg selv ville højst være et sprit-stencileret fanzine med 5-8 læsere, simpelthen fordi jeg ikke har valgt et emne, sådan som mange af de gamle medier insisterer på man skal.
Posted by Claus at January 26, 2007 06:55 AM | TrackBack (0)