Bruce Sterling linker til denne situationistiske analyse af rydningen af ungdomshuset. Den har ingen eller kun en meget let forbindelse til den samme rydning - som oplevet i medierne, eller - tør man også godt påstå - ude i virkeligheden "Optøjerne havde rødder i den neoliberale opløsning af de skandinaviske socialdemokratiske velfærdsstater" - nå for den. "Komplottet" mod Ungdomshuset går op - og sørme om ikke den kreative klasse indrulles som en del af fjenden, en slags konform avantgarde, der er modstandere af den situationistiske avantgarde. Problemet er selvfølgelig at hverkes Ungdomshusets brugere eller deres støtter var opmærksomme på den fine ideologiske rolle de havde at spille - det blev bare en kamp om at få noget gratis.
Til forfatterens kredit, så tager han afstand fra dele af venstreorienterede jubeloptimisme (han afviser Christinia som et eksklusivt middelklasse hippie-tivoli og afviser også ideen om at de autonome binder Nørrebro sammen ved f.eks. at hjælpe med integrationen af nørrebros indvandrere) og en absurd selvforståelse af at være dén elite/avantgarde der stort set alene er åben over for det "anderledes" og "underpriviligerede".
(Og så er der også Indbygget et referat af seminaret Expect Anything Fear Nothing om den situationistiske bevægelse i norden, som var mere regulær kunsthistorie. Det er meget underlig læsning midt i den absurde fortegning af begivenhederne omkring 1. marts.)