Jeg har på det seneste været uheldige med flere kulturskud, der alle havde været langt bedre hvis de var halvt så lange og dobbelt så skarpe. Chris Andersons "The Long Tail" var god i Wired, men stank som bog. Capotes "In Cold Blood" burde have været en meget lang magasinartikel. Morten Ramslands Hundehoved havde været voldsomt meget bedre på 200 sider, istedet for de ørkesløse små 400 sider om en helt igennem kedelig familie. Senest burde Christoffer Boe og Nicholas Bros bagatel offscreen have varet en halv time, måske tre kvarter og ikke de halvanden time, den spiller. Jeg ville aldrig gide læse bare en halv af dem, men man mistænker bestemt også at Harry Potter endte som bloatware, ligesom et gensyn med de tre Ringenes Herre film er en nærmest masochistisk oplevelse, navnlig den sidste time af den sidste film.
Det er jo let at sætte sig ind i hvorfor det sker: Der er flere penge i de lange formater. Men gid det dog ikke var sådan.
Et par gange i de forløbne 14 dage har jeg tænkt samme tanker. Jeg har helt for mig selv (og nu deler jeg det her) opfundet Ramones-dogmet: Et nummer må ikke vare over to minutter. En hel koncert afvikles på under én time = fat dig i korthed. Det skader ingen - tværtimod! Det kan snildt overføres på alle andre genrer.
Posted by: FØhns on September 18, 2007 12:33 AMJa. Så kan man også lave det i vore dage nærmest grænseoverskridende eksperiment at holde kæft mens musikken spiller, for der er tid til snak med vennerne over en øl både før og bagefter.
Posted by: Claus Dahl on September 18, 2007 2:45 PM