CMUs kursus i virtuelle verdener har som struktur at al undervisning er projektorienteret, at projekterne kun varer i to uger. Og når de to uger er gået laver kursuslederen holdene om, så man får nogen andre at udvikle sig sammen med. De hyppige nye teams forhindrer at man gror fast i en arbejdsdeling i en gruppe og også den endnu værre skæbne, hvor en gruppe "går galt" så eleverne får hele semesteret ødelagt.
Virkelig god idé.
Jeg kom til at tænke tilbage på dengang man arbejde i grupper med fælles eksamen, og hvor røvsygt det er - fordi det altid ender som en social øvelse i at være søde ved hinanden selv om der trækkes vidt forskellige læs. En god social evne, bestemt - men det er en virkelig dyr måde at lære den på - og det er efter min mening et godt spørgsmål, hvor dybt læringen stikker.
Hvad nu hvis man gjorde gruppesituationen til en virkelig opgave: Alle gruppens medlemmer blev eksamineret individuelt, men karakteren for den enkelte var et snit af hele gruppens individuelle karakterer, eller måske bare af den bedste og den dårligste karakter for at få det helt på spidsen. Pludselig ville de stærkeste eksamenselever være motiveret for at eksamenstræne de svage. Man ville få trænet nogle meget mere kontante gruppekvaliteter end social eftergivenhed, nemlig medlemmernes evne til at gøre en direkte forskel for hinanden.