Den klassiske neo-Politiken historie - og hvad der er galt med den

Den dødstruede Muhammedtegner, Kurt Westergaard, talte på DFs landsmøde. Det sætter ikke point ind på Kurt Westergaards konto i mit personlige verdensbillede, og om Flemming Rose er glad, ked af eller ligeglad med at hans tegneprotests påståede neutralitet kan gendiskuteres i den anledning, er uklart - men Westergaars politik er hans sag.
På Politikens redaktion præsenterer begivenheden imidlertid en anledning til at mene noget om hvad andre bør mene; kort sagt til at være den avis Tøger mener den skal være.
Nu er det jo sådan med avismediets personlighed at neutralitet og udsyn er en forudsat antagelse for avisens relevans. Også på Tøgers meningsblad er det nødvendigt fortsat at "spille avis", selv om man i virkeligheden mener noget. Det er lidt ligesom det norske fodboldlandshold, der er nødt til at overholde reglerne i fodbold, selv om de ikke har nogen hensigt om at spille den sport vi andre holder af.
Man kan altså ikke bare sige "HA! Vi fik dig, Kurt! (og dig, Flemming!)", man er istedet nødt til at tage den ønskede konklusion og så regne baglæns, så man kan finde noget at skrive som er acceptabelt i avismediet. Det foregår ved at skrive en hel masse historier om historien for at nå til konklusionen, den klassiske Politiken omskrivning af Zola's klassiske "Jeg Anklager!", nemlig

Nogen Anklager Andre for Noget!

I denne sag er stråmanden for det redaktionelle jeg Jyllands-Postens chefredaktør, og for at det ikke skal være løgn er anklagen selv også en stråmand, nemlig "hvor er den publicistiske neutralitet henne" istedet for den virkeligt mente "Kurt Westergaard er en xenophob bonderøv".
Nogen anklager andre for noget. Fjern vinklen fra avisen og den kunne skæres ned til halv størrelse.

Posted by Claus at September 21, 2008 10:44 AM | TrackBack (0)