(Undskyld længden, men der er meget at sige. Vil du selv være med til den koncert jeg beskriver nedenfor, så hold øje DR2 søndage kl 15. Der sendes nemlig optagelser fra torsdagskoncerterne)
Så kom tidspunktet, DR Symfoniorkestret* torsdagsdebuterer i det nye koncerthus. Det gjorde de med manér. Først hørte vi Per Nørgårds 7. - og formodentlig sidste - symfoni, som har ligget færdig lige siden dengang koncerthuset skulle have været åbnet, bestilt til netop denne dag.
Det lød lovende, men den slags musik skal man lige høre et par gange før man er helt sikker på hvordan det lyder. Symfonien var da nutidig bestemt, men så alligevel på en noget altmodisch måde, nærmest sådan lidt Alban Bergsk, næsten wienerisk atonalitet. Sådan oplevede jeg det ihvertfald. For mig gør det musikken lidt mindre lytværdig end de knasende nutidige 6. symfoni og Terrain Vagues der er de seneste store værker RSO har fået fra Nørgård.
Til gengæld gav det plads til en utrolig smuk 2. sats, fuldstændig klassisk følelsesfuld til en begyndelse, og så alligevel brudt igennem med moderne toner og moderne orkestrering. Som altid hos Nørgård var der masser af spændende klangvirkninger at høre på koncerten igennem.
Min sidemand mente i forbindelse med Nørgård at det var som om salen ikke helt gav lyd nok fra sig. Man sad lidt langt væk. Det skulle vise sig efter pausen at det mere handler om musikken end om rummet.
Efter pausen druknede orkesteret nemlig næsten fuldstændig ens erindring om Nørgård i en virkelig vellykket udgave af Mahlers 2. symfoni. 80 minutters total musik, der trækker på stort set alle virkemidler man kan forestille sig. Fuldt orkester. 2 harper. 7 mand i slagtøjet. Orkester i det fjerne (altså hvor en gruppe musikere spiller fra et baglokale for at opnå en anelsesfuld, dragende effekt), masser af solistindsatser rundt om fra orkestret. Stort kor. Vokalsolister. Og så til allersidst sætter også orglet ind for virkelig at hamre finalen hjem.
Al denne musik præsenteret af Thomas Dausgaard i hans sædvanlige klare, men yderst sensible, stil. Virkelig fremragende - også fra orkester, kor og solister.
Det eneste knap så fremragende fra et lydmæssigt synspunkt var at der var udsolgt**, og det med et Club Lorry segment, der hostede og snakkede lystigt koncerten igennem***.
Og dermed nåede vi til det sidste, aftenens egentlige hovedperson: Det nye koncerthus.
Det er en meget kompleks bygning, som man ikke lige får det fulde indtryk af på én aften. Allerede på afstand er bygningen gådefuld. Blå og så alligevel ikke - det er blot et skær der står rundt om det hus man tydeligt ser inden i. Den indre bygning er til gengæld facadeløs, som om den slet ikke var der. Man ankommer og fragtes hurtigt op ad en stor trappe og så pludselig står man i foyeren, hvor en stort hvælving af kaotisk forskudte, gigantiske plader forsvinder opad over ens hoved. Og så opdager man, at man står nedenunder den enorme sal, der simpelthen hænger frit i luften. Ganske overvældende.
I pausen kan man stå oppe fra etagerne og se skråt ned og ud af bygningen på den kanal, der løber gennem DR-byen.
Indvendig er salen vældig skandinavisk i udtryk - og stadig kompleks. Alt er træ og natur. En slags sandwicharkitektur med former og flader, der skyder sig ind i hinanden. Publikumssektionerne sidder asymmetrisk rundt om scenen. Foroven afsluttet af et træskåret nordlys. Det eneste i salen, der har klassisk symmetri - sine runder former til trods. Bag scenen og nogle lavtliggende publikumspladser - der fungerer som kor-sektion, når der er kor på - stikker orglet op. Og igen er der gjort op med det sædvanlige. Orgelpiberne står ikke ordnet efter størrelse i stemmer, som de plejer i kirken f.eks., men er istedet plantet i en stor harmonisk metallisk krystalskov. Det understreger salens naturtema.
Altså et ganske fantastisk rum. Mahler kom helt til sin ret, og måske gjorde Nørgård også. Lyden virkede tydelig og blandede fint, selv helt oppe på salens allerbagerste række hvor vi sad. Hvis noget, så sad vi lidt dårligt for de dybe strygere, der ikke helt havde den power oppe ved os man måske kunne ønske.
*Som vil hedde Radiosymfoniorkestret lige så længe som en Carlsberg stadig hedder en Hof
**Hurra for det! Bestemt da! Men kan de ikke prøve lidt mere på at være stille?
*** Til alt held er salen mere eftergivende overfor hosten end Operaen, hvor man i det store hele ikke kan opholde sig i vinterhalvåret på grund af det rædselsfulde hostende publikum.
Jeg hørte gentagelsen af Mahlers 2. symfoni i går lørdag. Helt overvældende! Jeg sad helt på terrassen på 2. sal på bagerste række, men lyden var fremragende og man havde et rigtig godt blik over hele orkestret.
Posted by: Martin von Haller Groenbaek on February 1, 2009 11:01 AM