Det er ikke rigtigt i virkeligheden, men der findes et perspektiv på "det gode", hvor det gode i det gode ikke er de gode konsekvenser, men ofret. Det gode er en straf man finder sig i, fordi man er et godt menneske. Man ser det ofte i projekter der eksplicit mener at gøre det gode. Man ser det ofte i design. En vandspareanordning, der fortæller dig hvornår dit brusebad har varet for længe (istedet for en anordning der genbruger badevandet f.eks., eller noget andet der løser problemet på en anden måde). Personligt opfatter jeg også planlægning og personlige produktivitetsystemer som GTD som eksempler i genren, selv om jeg ved at de - ligesom gulv-, op- og tøjvask - har reelle nyttige effekter.
Tankegangen har mængder af fucked op konsekvenser. Fattigdom bliver moralsk i sig selv - og er man ufattig skal man altså straffes for at komme moralsk ajour. Hvorimod krav om almindelig gensidig ansvarlighed til den allerede udfordrede selvfølgelig bliver fuldstændig urimelige.
Det meningsløse CO2-tælleri har meget af tanken indbygget.

Hvad angår personlig produktivitet, så har jeg tænkt mig at gøre noget ved det via et passivt pointsystem som muligvis vil blive demoet på en snarlig demodag.