Idag fylder Bob Dylan 70, og det er jo en fantastisk anledning til at snakke lidt om Jesus. Da Dylan brød igennem i starten af 60erne blev han hyldet som den skinbarlige frelser. Dylan selv har en stor og dyb fornemmelse for mytologi - det fremgår af alle hans tekster, det foregår i en slags forhøjet realisme fyldt med mysterier og bibelfigurer. Den forståelse er den eneste rimelige forklaring på at det holdt de år det gjorde med Dylan som Frelser. I '65 var det slut - Dylan gik elektrisk, Pete Seeger forsøgte, siger myten, at slukke for strømmen til hans elguitar med en økse, og senere - i London - kom den berømte optagelse hvor publikum simpelthen råber "Judas!" af Dylan fordi han nu spiller rockmusik.
Der er nogle fine sekvenser i Chronicles, Dylans første bog med selvbiografisk materiale, om flugten fra messiasrollen, The Prince of Protest, som de kaldte ham. Dylan ville ikke være Jesus, han ville bare være sig selv, og det er tiden siden gået med at prøve på. Hver eneste gang Dylan har haft fornemmelsen af at være blevet en historie, en stereotype, istedet for bare sig selv, har han kastet musikken af sig og er skiftet retning. Og det er så her Dylan virkelig fucker op, i forsøget på at komme væk fra sin egen myte, for er der noget der peger lige på myten, så er det den evindelige forsvinden og kamp for bare at være et menneske. Det er simpelthen mere menneskeligt end de fleste mennesker kan bære at være.
Der er mange måder at tage miraklerne ud af bibelen på, min private er at hæfte mig ved den historiske Jesus og lige præcis ved det budskab her: Tro har vi allesammen, vi kan ikke lade være - det kan du heller ikke selv om du tror du gør det* - men den er et privat forhold, og skal ikke gøres til genstand for en kult. Og det skylder vi altid hinanden, at lade være med at kultivere. Der er ingen af os der har fortjent at blive forklaret - hvad kunne være værre, end bare at være en forklaring for andre, istedet for at få lov til at være sig selv. Den skarpsindige mirakelfrie grund til at Jesusfiguren ikke bare er et menneske, men nødvendigvis en mirakuløs figur er lige præcis den: Man dør af at stå til rådighed for de andres historier, at være en moralsk konstruktion. Jesus er mere menneskelig end noget menneske kan tåle at være. Alle vi andre er bare syndere for vorherre, som talemåden går.
Bob Dylan skulle ihvertfald ikke have noget af at være med til sådan en helgenkåring, men ligesom alle hans tekster er dybt mytologi- og trosbevidste, så ender han jo også med at være det i sit levned, for hvad kunne være mere helgenagtigt end at fravælge helgenrollen, fordi man bare vil være et menneske. Det er ikke et mirakel at vi har den slags eksempler at støtte os ved, det er bare et usandsynligt held. Og det fejrer vi idag, at Bob dukkede op, og skrev alt det her ned i den mest utrolige sangskat, vi nogensinde har fået af nogen. Tillykke med fødselsdagen.

*fangede du pointen?