Fjerde indlæg i den fortsatte serie Tveskov vs Classy. Seneste indlæg var af mig for ca en måned siden. Denne gang er Bjarne Tveskov tilbage.
Så er november november, den længste mørkeste måned ved et rinde ud, og her på den yderste dag bringer jeg ej en kuffert med diamanter, men blot en lille pose med prefabrikerede pebernøds-pointer der nok kræver at jeg kommer kraftigt tilbage her på kanalen i julemåneden. Sandheden er at jeg har brugt min sparsomme fritid på andre aktiviteter end blogposts. Bare for at nævne et par eksempler, så sad jeg igår og så et længere videoklip om hvordan man laver æbleskiver der er helt, helt runde. Tricket er at man vender dem 3/4 af vejen rundt og så efterfylder man med dej, gerne fra en sprøjtepose. Smart. Og dagen før var jeg igennem en længere research-forløb for at finde det optimale rivejern!. Selvfølgelig havde Politiken en alenlang artikel med test af adskillige rivejern, desuden læste jeg op på en lignende hands-on test fra Søndagsavisen for også lige at få en lidt mere folkelig vinkel på emnet. Konklusionen var umiddelbart at man faktisk har brug for to forskellige rivejern, et til det fine og et til det lidt mere grove. Det komplicerer jo sagen ydeligere og efter et par googlinger mere + et besøg på Pricerunner sad jeg pludselig tilbage med en underlig smag i munden, lidt som når man har spist alt, alt for mange æbleskiver, bare med information istedet. Too. Much. Information. Sikkert også too much information med hensyn til hvilket actionpacked weekend jeg havde, men jeg tror mange kender fornemmelsen af at det er blevet lidt for let at vide alt for meget om alt for lidt. Ved ikke om det faktisk er dyb sufi-visdom eller bare en klask-på-låret onkelvits men historien går jo sådan her;
"Mulla Nasruddins nabo kommer en aften hjem, og han ser Mulla gå rundt og søge under gadelampen: "Kan jeg hjælpe dig?" "Ja, jeg kan ikke komme ind i mit hus, for jeg har tabt min nøgle." Naboen hjælper ham, og de begynder begge at lede under gadelampen. Efter ti minutters forgæves søgen på det lille, oplyste område spørger naboen: "Kan du nogenlunde huske, hvor du tabte den?" "Jeg tabte den ovre på den anden side ved huset." "Hvorfor leder vi så her på den anden side under lampen?" "Fordi der er mere lys her."
I en verden hvor vi det ene øjeblik "forventes" at have en fuldfed og formfuldendt mening om konsekvenserne af den globale opvarmning i relation til klimamålene for #COP21 og det næste øjeblik gætter med på hvor mange på TV2 der deler DillerDyrby-fotos under julefrokosten kan det godt være svært at bevare nogensomhelst form for perspektiv. Vi zoomer ind og ud, og helst på de steder hvor der er mest lys. Nogle gange spørger jeg mig selv om hvad der egentlig ville ske hvis man tog en måned eller et år(!) fri mht. at blive opdateret på Alt Mulig Lort hele tiden. Af faglige årsager følger jeg emner som robotics, social, AI og legetøj ret tæt. Men ville der ske så meget ved at ignorere fintech, droner, konsumerelektronik, biotech, startups, gaming og popkultur i et stykke tid? Næppe, ihvertfald ville skaden nok være begrænset. Alt hvad der står på min gamle blog er i princippet forældet, ihvertfald alt det der omhandler konkretet produkter og teknologier, men kommentarerne har en vis værdi om ikke andet som en slags historisk rids og et personligt spor. Like tears in rain. Hvis man droppede ud af strømmen eller begrænsede/filtrerede den hårdt i et stykke tid, kunne man nok relativt hurtigt komme på omgangshøjde igen. Desuden ville det være en slags bonus at der så faktisk var sket en hel bunke nye og spændende ting siden sidst, lidt som ham Otis-gutten der fornylig kom ud af fængslet efter 44 år. Måske værd at gøre forsøget, om ikke andet så i juleferien...
På samme måde som man kan blive fanget i lyset fra informationsoverdrevets forlygter som en Bambi på the information not-so-superhighway er det også ganske let at blive fanget af de mørkere sider. Det hele handler jo om TERROR for tiden (eller "tærr" eller "tero" eller "tævåh" som det hedder i medierne) Mangler at læse cirka 127 thinkpieces og store perspektiverende artikler om Paris-angrebet som jeg har bookmarket, måske ignorerer jeg dem bare. Så dog den her; "Det er første gang i måske 70 år, at vi føler, at tingene er ude af kontrol" siger manden med det appetitvækkende navn Koert Debeuf i denne artikel, der handler om at globaliseringen har ramt muren. Middelalderen er allerede tilbage, den er bare ujævnt fordelt. Eller, sådan kan det ihvertfald føles på en dårlig dag, for samtidig peger mange ting i en positiv retning hvis man f.eks kigger på statistik i selskab med Hans Rosling aka cheerleaderen for factbaseret makro-tænkning. Hvis vi zoomer helt ud går det ikke så skidt, ihvertfald så længe vi ikke snakker for meget om klimaet. Men det fikser de nok nede i Paris, hmm. Eller skal vi sætte vores lid til at Silicon Valley drengene rykker mere med deres Breakthrough Energy Coalition. Mon ikke Evgeny Morozov vil råbe SOLUTIONISM! lige dér? Råberi redder imidlertid ikke planeten, og jeg blev positivt overrasket over at læse at halvdelen af nye investeringer i energi nu går til vedvarende kilder, lad os få det op på 100%, tak. Den engelske komiker Ben Elton skrev tilbage i 1989 en ret sjov roman med titlen "Stark". Den handler meget kort fortalt om hvordan klodens rigeste stikker af fra jorden fordi de har luret den øko-katastrofe, der venter forude. Vi satser på at virkelighedens rigeste og klogeste istedet vil gøre deres til at vi får vendt supertankeren.
Nettet er ligeledes en supertanker der trænger til at få justeret kursen og på Herr Dahls nylige anbefaling har jeg frekventeret Maciej Ceglowskis site, og ikke mindst hans supergode taler som både er informative, humoristiske og vigtige, en sjælden kombo. Hans Six Fixes fortjener bestemt at blive nævnt igen. Det løser imidlertid ikke mit problem med hvilke(t) rivejern der skal indkøbes, men hvis jeg liige googler lidt mere så løser det mikroproblem sig nok også. Onwards!
Det er
blevet min tur til at svare på Tveskovs seneste
langskriv. Here goes.. Om robotter*.
Sixfixes
For halvanden måneds tid siden havde København besøg af Maciej Ceglowski, polsk amerikansk software-fyr, som, ved siden af sin softwarebiks, også tænker og skriver godt om internet, eller måske mere om mennesker og de vilkår de bydes på internettet. Jeg kan kun anbefale at du finder hans blog eller kataloget over hans talks.
Ceglowskis foredrag handlede om hvordan reklamer har ødelagt internettet og enhver forestilling om privatliv. Annonceteknologi indsamler vanvittigt detaljeret tracking om hver enkelt af os, og stort set uden for vores kontrol. De største dataejere møder vi slet ikke selv - det er aggregatorer, der lever af at de services vi faktisk bruger, bytter data med dem - mod at få endnu mere detaljerede data tilbage, så vi kan blive mere værdifulde forbrugere.
Ceglowski foreslog en dejlig enkel og forståelig liste af ideer, der kan hjælpe med at gøre op med den vildtvoksende tracking. Forslagene består i en blanding af gode regler for transparens, og 'rimelige' spilleregler - at ting ikke går i stykker bare fordi vi ikke er forbundet med moderskibet. Det fine ved reglerne er at de er enkle - til at forstå; og derfor egnede til at kommunikere også - og det er måske det bedste af alle forslagene: En institution/trust af en art, som markedsfører disse meget enkle løfter til omgangen med dit og mit privatliv på en måde vi alle kan forstå og leve med.
Den simple liste og det let forståelige banner "Six Fixes" har siden grebet om sig. Jeg har lovet mig selv at vi skal have en debat i Danmark om det også under det banner - og derfor registreret sixfixes.org - og hvis du ikke hører noget om det snart, så må du holde mig op på det løfte på Twitter eller lignende.
En bemærkelsesværdig ting ved de seks ideer er at indtil flere af dem allerede er lov. Persondatalovens kapitel 8 giver os flere af disse rettigheder. Det er der bare alt for få der ved, og det bliver på ingen måde håndhævet. Der er kort sagt brug for nogle umisforståelige og rimelige regler, som vi orker at tale om og forlange overholdt. Six fixes.
Sixfixes og robotter
En anden bemærkelsesværdig ting ved overvågningens triste tilstand er, at den øgede overvågning har været et kolossalt spild af tid. Internettets oprindelige løfte til annoncørerne var at internettet jo har data. Alt kan pinpointes med digital præcision - ikke mere spredehagl med dyre TV-reklamer - nu kan du markedsføre dig med præcisionsbombede internetannoncer, kun til præcis de forbruger, der faktisk vil købe noget af dig.
Der var bare ingen, der fortalte annoncørerne at på internettet er der ingen, der ved om du er en hund. Eller en robot. Og sørme om ikke det stort set kun er robotter, der kigger på internetannoncer. Det svinger lidt fra case til case, men røverhistorierne om hvor massiv svindlen er med internetannoncer er deprimerende og fascinerende på samme tid.
Tesla og robotter
Midt i oktober lancerede Tesla pludselig deres længede ventede autopilot. Det er ikke en fuld automatisering - men det er utrolig meget mere end cruise control.
Autopiloten var en ren softwareupgrade. Teslaer har i månedsvis haft det fornødne sanseapparat til autopiloten - de har bare manglet hjernen til at bruge sanserne med. En Tesla kan nu holde sin bane på motorvejen ved at observere vejmarkeringer og andre trafikanter. Vil man skifte bane skal man bare indikere, så klarer bilen det selv - og så har den også autoparkering.
Vi er langt fra løftet for Googles selvkørende bil - men vi er heller ikke i 2020 eller 2025 eller hvornår den nu kommer på markedet.
Det er regulatorisk tricky, føreren skal vist principielt stadig køre bilen - men selvfølgelig prøver nysgerrige Teslakørere den nye automatiks grænser af i dumme og sikkert farlige tests.
Og så er der, apropos overvågning, noget om at Teslabilerne ringer hjem, og fortæller moderskibet hvordan det går - det handler naturligvis om at indsamle testeksempler på god/dårlig kørsel at lære fra, så maskinchaufføren kan komme til at køre bedre - men privacybruddet er en realitet.
VW og
testrobotter
VW er mere old school, men også glade for robotter . Dels i samlehallen selvfølgelig, for robotter er pålidelige og forudsigelige - men også testrobotter, som gudskelov også er forudsigelige og altid laver testen på den samme måde. Så kan man jo lave sin software så den snyder i testen pålideligt, hver gang. Det minder en lille smule om annoncesvindel, på den måde at det er
1) teknisk elegant,
2) baseret på nyeste high tech
og
3) fuldstændig i strid med enhver naiv idé man kunne have om fremskridtets nødvendighed.
Hvor er det dog ufattelig dumt at spilde års ingeniørindsats på at snyde til eksamen.
NSA og
robotter
Det begynder jo desværre at ligne et mønster. Der var engang i fremskridtstroens guldalder, hvor teknologi virkede nyt og dyrebart og hvor man - måske bare pga teknologiens kostbarhed - stolede på at det at arbejde med teknologi var et forsøg på at føre verden videre. At komme længere. Nu er vi fanget i rent bagstræberi, med alle forhåndenværende midler.
Vi fik ikke en guldalder for informationsdeling - vi fik wall to wall annoncer - og ikke engang nogen som andre end robotter klikker på. Og som om det ikke var slemt nok, så ved vi også nu, at NSA og ligesindede statslige organer ser alle de tracking cookies flyve gennem luften og bare tænker "ha! hvor nemt! Så behøver vi ikke etablere overvågning. De overvåger sig selv!". Staten læser med hver gang vi ikke klikker på en annonce.
Robotter
og Internet of Shit
Igen, der var engang man kunne tro på, at robotterne enten var seje og ville redde det hele, eller i det mindste perfekte dræbermaskiner. Ikke længere .
Digitalsering er tit og ofte et spørgsmål ikke om nye muligheder, men om nye lave priser på gamle ideer. Jeg tør slet ikke tænke tanken til ende hvor alle de elendige bots vi har nu - i software - render rundt med hjul, ben, kameraer og mikrofoner - og er til salg på Etsy. Ad-tech drones? De kommer helt sikkert og afløser ham det menneskelige skilt nede på strøget.
Måske er vi der allerede. Jeg vil naturligvis gerne have en, men what the fuck is this? Og den her? Her snakker vi simpelthen om at hele den herlige overvågningsinfrastruktur, der dræber flere børn end terrorister i Pakistan og lignende lande, pludselig er blevet luksusforbrug? Smæk en håndgranat på det kamera og off you go.
Dræberrobotter
Er du bange for dræberrobotter? Måske er det på tide - enten fordi du har læst Nick Bostrom, eller også fordi du har læst The Intercepts uhyggelige historie om det industrialiserede dronehenrettelsesprogram. Den globale droneoperation er noget af det mærkeligste verden nogensinde har opfundet. Der er nogle ting, der går igen fra historierne om ad-tech. Droneprogrammet er intenst datadrevet og intenst højteknologisk. Det er et grumt mirakel at det overhovedet kan lade sig gøre. Men den overvældende teknologi, og de massive mængder af data gør ikke sandt eller godt. Dronerne dræber mængder af civile - voksne og børn - og tit og ofte ikke dem, det var meningen de skulle dræbe. Telefoner bliver delt, og var ikke i hånden på den terrorist man troede. Identitetet forveksles.
Og så er der, ved siden af den malplacerede teknologi- og datatro, selve det umenneskelige ved programmet som sådan. Ved første overvejelse virker det lettere, mindre tungt og mindre voldsomt end tusindvis af tropper på landjorden - men den næste tanke: Et globalt netværk af øjne i det høje, der kan slå ned overalt og dræbe på 20 kms afstand - det sætter sig på hjernen. Dronerne er Skynet. Vi behøver slet ikke en robot ved kontrollerne - vi kan sagtens klare dystopien helt selv.
Mediehistorie
Når det hele er noget lort, så er det godt med en lille solstrålehistorie. I løbet af oktober stødte jeg også på Saladin Ahmeds fundraiser. Ahmed har en rimelig sjov Twitter-konto og skriver science fiction - men han slås også med depression. Derfor skriver han langsomt - for langsomt til at det hele løber rundt - så her i oktober har han kørt en fundraiser og bedt sine læsere - og Twitter - om støtte. Jeg synes det var ret modigt at bede om hjælp. Det faldt tydeligvis ikke Ahmed nemt. Jeg ved ikke om han kom derhen han ville, men der var dog godt 250 fans, der til samlet har skrabet et månedligt stipendium på lige over $1000 sammen + et ukendt engangsbeløb på Paypal.
Der er et stykke op til comfortable living, men det rimer da lidt med Kevin Kellys mytologiske 1000 true fans, bare i en donations-version.
Speaking of donation, så synes jeg Zetlands plan for paywall ser lovende ud. Links bliver delbare - men signeret den person, der låste dem op. Der er en hel masse netværksviden gemt i det - ad-tracking be damned. En lovende bund under en genforhandlet kontrakt med læserne, der hænger bedre sammen med de digitale medier.
Jeg ved ikke om du går op i den slags, men læs eventuelt Lasse Jensens totale nedsabling af den berlingske nyhedsrobot Lisbeth Knudsen.
Og hvis du er bange for den totale hukommelse, så kan du læne dig op ad denne historie om nettet - som overhovedet ikke husker alt.
Det er børnelærdom at internettet er designet med robusthed for øje. Men det er nettet, der er det. Kommunikationsnettet. Og det er jo sådan med ting der "ligger på nettet", at de faktisk slet ikke ligger på nettet. De ligger på nogens computer et sted på den anden side af nettet. Du får adgang til dem via nettet - men den der computer, de ligger på for den anden ende af ledningen, har ikke noget med internettets robusthed at gøre.
For et par måneder siden aftalte jeg med Bjarne Tveskov at vi på skift, deadline en gang hver måned, ville reflektere lidt over hvad der sker rundt om os, på nætted og i medierne og sådan. Jeg lagde ud for en god måneds tid siden her.
Mr. Tveskov har valgt at vi kører hele serien her på classy.dk indtil videre - og det er derfor min store ære hermed at give ordet til Bjarne Tveskov.
På høje tid
Det er faktisk ikke sket så mange gange at jeg er gået over deadline når det gælder aflevering af tekster, så sorry with sugar on top, men det har krævet et par tilløb at tvinge min hjerne til at skrive noget der er længere en 140 tegn i et hug. Og hvad er et langskriv andet end en hel masse tweets sat i en nogenlunde logisk rækkefølge? (bilder jeg mig selv ind, for at komme godt igang). Men luften er klar og himmelen er høj her fra toppen af El Capitan hvor alting ligesom bare flyder lidt bedre og ser en lillebitte smule mere lækkert ud. Det nye OS X har nok engang udsat udskiftningen af min aldrende MacBook som stammer helt tilbage fra dengang man kunne få mat skærm og hvor alting ikke var limet fast til motherboardet. Jeg ved jo at Hr. Dahl har et sundt princip om at hardwaredimser skal holde i mindst tre år, og det lever min laptop så rigeligt op til, den er fra 2010 og jeg har bogstavelig talt faktureret for millioner af kroners arbejde fra den her maskine, der sjældent behøver at lave noget vildere end at producere tweets, Keynote-slides, lavtopløselige interface-skitser og fakturaer. Så sker der unægtelig mere på mobilfronten hvor det nok i højere grad ville være stigmatiserende at melde ud hvis man havde en 'mobiltelefon' fra 2010; Man skal jo for eksempel ikke så mange år tilbage før Blackberry var selve symbolet på hip-and-happening-bidnezz-man-med-fart-på, og så er det fast forward til nu hvor synet af en 'Crackberry' i dén grad signalerer 50+ dinosaur i hjemmetøfler fra en fjern og glemt planet.
Facebook findes
Så blandt andet derfor skifter jeg min 6'er ud med en 6s Plus, selvfølgelig i rose gold ("Man er vel mand nok til at have en hvid mobil" som Lasse Görlitz engang så smukt formulerede det) og så må vi se som sådan en pfphlabet-agtig sag rent faktisk er kompatibel med mine hobbit-hænder. Og derved kan jeg lige så stadig følge Dahls lov (5 år gammel MBP + max et år gamle smartphones + iPads der holder i tre år = tre år i gennemsnit!) Jeg har en drøm om snart at kunne snakke med Siri mens jeg på daglig basis kører min motorcykel til og fra klodskoncernen i Billund downtown. Den nye iPhone kan vækkes med stemmen, og jeg gad godt at kunne diktere tekst mens jeg er på landevejen på to hjul, hvor hands-free må siges at være et absolut must. Siri er efterhånden blevet rigtig god på dansk, og jeg bruger 'hende' dagligt til at tage noter, sætte alarmer, kalender mv. selvom det stadigvæk er super-akavet hvis der er andre mennesker til stede. Tiden vil vise om min Siri-plan holder, der er sikkert for meget støj og for dårlig net til at det spiller, og måske er det også godt at have et sidste frirum hvor man ikke er koblet op. Omvendt irriterer det mig ofte at jeg ikke får skrevet de idéer og strøtanker ned som opstår mens jeg kører. Så efter en OS-rundtur til Android og Windows phone(!) er jeg nu 100% tilbage i Apples fløjlsbløde jerngreb og økosystem. Men det er OK, for Cupertino-folkets nyeste og fineste produkt er privacy! og ja, måske er det tid til at stoppe med at være bekymret og lære at elske data-bomben. Måske bliver det stille roligt moderne for de store siloer at være mindre douchebaggede med folks data, man fornemmer en kollektiv blanding af resignation, pragmatisme og nok også en lidt større modenhed omkring det at vi frivilligt og ufrivilligt deler data amok. Også fra firmaernes side. Vi er nok kommet til et punkt hvor Facebook næppe ville kunne gøre noget der var så nedrigt at det for alvor ville kunne få hr og fru Danmark til at forlade platformen. Facebook er og bliver vores allesammens blå/hvide parcelhuskvarter, den ultimative mainstreaming af digital identitet. Selv de mest kyniske og småparanoide privatlivs-entusiaster hører jeg kun fra fordi de er til stede (oh, the irony) på Facebook og Twitter. "De unge gider ikke Facebook" har gammelmedie-overskrifterne lydt i snart et årti. Næh, de helt unge gider ikke rigtig, men når de bliver en smule ældre så gider de som regel godt. På bare et år er prisen på personfølsomme oplysninger faldet med 75 procent, og forklaringen er hyppige og omfattende lækager og tyverier af data skriver Berlingeren. Gammeldaws inflation. Og hvis alle firmaer har adgang til alt for meget data så er vi på en måde tilbage til start hvor de ikke rigtig havde noget data. Så kan de bruge de næste fem-ti år på at skyde med spredehagl og sidde til Big Data møder og konferencer og lytte til et nyt kuld guruer og thought leaders der heller ikke helt ved hvad de har gang i. Alle "vinder"! Og hvis et stort firma folkevogner (nydansk for 'fifler') deres privatlivs-politik bliver det opdaget før eller siden, og dét er firmaer heldigvis stadig ret bange for. Facebook står stærkere end nogensinde, mange ved slet ikke de bruger internet når de bruger Facebook. Selv Google ved at de har tabt den første store runde om net.identitet, men måske kan de komme stærkt tilbage nu hvor "Don't be evil" ikke længere er en del af firmaets officielle kodex.
Dybt net med bobler
"Hvad sker der på nettet?" er lidt som at spørge "Hvad sker der i stillehavet for tiden?". Det er sgu blevet lidt for stort. Det er blevet dybt, virkelig dybt. Deep web er idag mindst 500 gange større end det som Google indexerer og dark net bliver bare mørkere og mørkere. Der er ingen nuttede blå/hvide cyber-parcelhuse derude eller dernede hvor al den skjulte kommunikation kværner, hvor maskine-til-maskine kommunikation og krypto-currencies blander sig med lyssky transaktioner af enhver tænkelig og utænkelig slags. Nettet er heldigvis stadig stort, stygt og crazy selvom det er sjældnere og sjældnere man overhovedet behøver at forlade sit trygge boble-ekkokammer med mindre man aktivt vælger at gøre det. "Find the others" er formålet med internettet. Det sagde Douglas Rushkoff engang med et citat fra Timothy Leary. Nettet gør det muligt at finde ligesindede på tværs af tid og sted, og det er stadig en big, big deal. Det var en del af nettets løfte og vision dengang i senhalvfemserne i en tid hvor super-siloerne endnu ikke fandtes. Ind imellem kan man godt få den tanke at nettet simpelthen har været for god til at løse opgaven med at klumpe ens-tænkende folk sammen, og at SoMe nu udfolder sit potentiale som den største grøftegraver i verdenshistorien. Et sted hvor dæmoniserings-speederen kan trædes heeelt i bund! Så meget i bund at foden går gennem bunden af bilen og direkte ned på informationsmotorvejens hullede 90er-asfalt. Hvis du virkelig vil have 'engagement' på twitmaskinen, så klip et hadefuldt DF'er agtigt citat ud fra Facebook eller Nationen! og del det med dine kloner, så er der RT, faves og likes i spandevis. Den nye 1% er at vi dagligt skal høre fra en dummeste procent på hver af yderfløjene, takket være dem der ivrigt producerer forargelsesporno for fun and profit. Til gengæld husker twitmaskinen cirka lige så godt som en guldfisk; grundige feltstudier viser at indigneret raseri over et eller andet altid er overstået på max en uge. OK, måske lige bortset fra had til Inger Støjberg, også kendt som regeringens MEST populære minister udenfor boblen. Det er en kendt historie at billige transistorradioer kombineret med mediebåren propaganda spillede en stor rolle i folkedrabet i Rwanda i midt-halvfemserne og nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke på om Facebook har gjort det samme ved Danmark, selvsagt på en noget mere hygge-fesen måde. Se blot på hele balladen om udflytningen af statslige arbejdspladser til provinsen, hold nu kæft, retorikken er vild fra hver sin ende af det enorme danske rige der strækker sig over flere hundrede kilometer fra øst til vest. Som halvt nordmand, halvt fynbo med stor kærlighed til såvel hovedstaden som vesterhavet må jeg sige som en slags kridhvid Rodney King; "Can we all get along? (og ikke "Can't we all just get along" som man ofte ser det citeret) Jeg følger cirka 5000 mennesker på twitter, cirka 10% af disse udgøres af det jeg kalder 'twitmaskinen' som en er særlig dansk net.provins hvor en 'shitstorm' er noget med "26 negative tweets fra nogle folk der minder om mig" og hvor 'vi' er shorthand for en helt specifik snæversynet diskurs der er opstået over de sidste 3-4 år. Heldigvis findes der også iværksætter-Twitter, Comedy-Twitter, Tech-Twitter og mange andre slags Twitter. Mange kunne med fordel følge lidt flere crazy folk og også nogle der mener helt, helt andet end dem selv. Den gode Martin Thorborg har før fortalt at han f.eks følger Modkraft der repræsenterer nogle helt udknaldede holdninger ift. det som Martin står for. Iøvrigt kan jeg huske at Thorborg engang fortalte at der var 200 links i Jubii da de startede op, det var der ikke meget deep web over...
Harald versus Jony
Når det så er sagt, synes jeg at social media de sidste par år for alvor er begyndt at vise tænder som en ægte, værdifuld dimension i firmasammenhæng. Hvis man laver seje og værdiskabende ting og sager er social media den bedste megafon ever til at fortælle om det. Også til at lytte og til at snakke, men det er efterhånden en noget banal og tyndslidt pointe. Mange har fattet det; man kan ikke længere sige man er sej, man er nødt til at vise det med handling. Claus, jeg ved at du også greb fat i citatet herfra
"They've invested in conversations, not services, so now they spend their whole time having conversations about how shit their services are".Der går næsten ikke en dag hvor man ikke ser sjove eksempler på det. Nogle prøver stadig at slå søm i med skruetrækkere godt hjulpet af en hær af hestehandlere og gøglere af Guds nåde, mens andre nu er i fuld gang med at bygge nye og smartere hammere. Apropos smart hammer, så er det sandt nok at de fleste af os endnu ikke har 50 connectede devices i hjemmet. Mange af den første bølge af net-opkoblede 'smart' dimser er for manges vedkommende rullet ud på en bølge af hype, halvhjertet hardware og løstsiddende venture- og kickstarter-dollars. En slags fragmenteret Skymall for rige nørder og first-movere der rutinemæssigt brænder nalderne på stensikre fejlkøb. Mange af de dimser vil havne i skuffen sammen med Apple uret, blackberryen og bluetooth bæltespændet. Er man til et humoristisk take på hele IoT-bølgen kan jeg anbefale 'Internet of Shit" kontoen på Twitter. Som altid overvurderer vi impact på den kort sigt og undervurderer effekten i det længere perspektiv. Der er stadig for meget Harald Nyborg og for lidt Jony Ive over Internettet af Ting. Og vil du se ægte hardware lock-in så vent til hele dit hus eller din lejlighed er monteret med dyrt isenkram fra én Silicon Valley leverandør.
Boghjørnet
Nettet er godt til at levere craziness og godt til at finde synspunkter der strider vildt mod dem man selv slæber rundt på. Når jeg f.eks har set en rigtig god film eller læst en god bog kan jeg godt finde på at opsøge negative anmeldelser, bare for at se om der er nogle andre interessante vinkler på sagen. Det gør ikke bogen eller filmen dårligere, ofte tværtimod, fordi man om ikke andet får nuanceret eller bekræftet det man selv har oplevet. Super-social-spradebassen Gary Vaynerchuk som jeg elsker at høre på (i små afmålte doser) satte sig ned og læste alle de negative anmeldelser af hans bog "Crush it" inden han skulle igang med sin næste epistel. Han er manden der kom med guldcitatet "Når jeg har skrevet tre bøger mere har jeg skrevet flere bøger end jeg har læst!". Og den eneste roman jeg har læst i år er den samme som alle andre i min boble har læst, nemlig den lille fine blogposts-fra-den-røde-planet aka. "The Martian". Jeg kommer temmelig sikkert ikke til at læse Michel Houellebecqs nyeste roman "Underkastelse", apropos synsvinkler tror jeg umiddelbart jeg får mere ud af at læse to forskellige anmeldelser af bogen fra K-Forum hhv. denne og denne. Godnat og drøm dybt.
Status
Hvordan går det? Med nettet, med verden, med kulturen, med Classy.dk, med Claus selv, med altsådet hele.
Jeg sad og snakkede med Bjarne Tveskov om det og meget andet, og vi blev enige om, at vi begge savnede at skrive nogle gode lange ting om .. lidt af det hele. Vi aftalte derfor på stedet, at vi ville gå i gang. Jeg trak 1. runde, deadline august - og der er jo dejlig nemt, for så kan man lave Den Lange Catch-Up Post - så må vi se hvad Tveskov finder på om en måneds tid.
Dimser
Trend-watchere og også hackere som mig selv, har truet i årevis med de mange nye connectede devices som vi snart kan vente os - men det har indtil videre været lidt spartansk hvad der har været af store succeser. En smule health i nogen efterhånden pænt store nicher, men vi har jo ikke 50 connectede devices derhjemme som standard endnu. Matt Webb, der ikke selv lykkedes med Little Printer og Berg Cloud, har dog en forudsigelse til os på Twitter
2016 is the year a whole bunch of nerdy
hardware products go super mainstream