På Tveskovs bølgemagasin diskuteres kønskvoter livligt. Debatten kommer ikke ud af stedet, da det indtil videre mislykkes fuldstændig at få centrale livsperspektiver ud af debatten, og sådan nogle kan man jo ikke lave om på, bare med en hurtig pro et contra i en ugeavis.
Urpræmissen i debatten er at "kvinder bliver opfattet som kvinder", altså at kvinder bliver udsat for en anden behandling end mænd, bare på kønnet*.
Det giver mig lyst til at komme med en muligvis beslægtet indrømmelse. I min beskedne karriere som mellemleder har jeg ansat og evalueret medarbejdere nogle gange. I den forbindelse støder man hurtigt på en bestemt persontype, mænd såvel som kvinder, der forklarer alle tilbageslag og problemer med eksterne udfordringer og begrænsninger. Og dem prøver man så at omskole eller undgå. Naturligvis skal man erkende virkeligheden rundt om sig, men at konstruere sine muligheder som om det er de andre, der står for at lave dem, er simpelthen usundt, og det er ikke noget man kan bruge på kontoret.
Det lyder selvfølgelig vildt unfair. Til hvilket, der kun er at sige: Det er vildt unfair! Men det er sådan. Det er langt nemmere, altså billigere og mere effektivt, hvis kollegerne ikke konstruerer alle mulige vilkår, de ikke kan lave om på, rundt om opgaven.
Det er her man får lyst til at citere Jorge Luis Borges (tilskrevet ihvertfald)
Han har fuldstændig ret. En grad af ufornuftig optimisme om hvad man kan er kernesund.
Intet bygges af sten. Alt bygges af sand. Men vi må bygge som om sandet var sten.
*Det er her kvoteargumentet falder af cyklen efter min mening, for hvordan man vil afskaffe stereotypering ved at udbygge stereotypen med bevidst forskelsbehandling savner begrundelse; men fair nok, man kan mene at tallene vil ændre kulturen down the road, selvom jeg ikke tror på det.
Det er for sent gået op for aviserne at det er et spørgsmål, der kræver et svar, og at annoncer ikke gør det. Spørgsmålet har indtil videre mere eller mindre ødelagt webaviserne, som flyder over med pageviewoptimerede "10 mest etellerandet"-lister og made-you-look clickbait.
Berlingske-koncernen har forsøgt at svare med ugen.dk, men Ugen er simpelthen ikke pengene værd. Indholdet er på eller under berlingske-niveau, alt for ligegyldigt og alt for meget ligesom alle de andre nyheder. Det er helt usandsynligt at man skulle blive overrasket over noget man læser i Ugen. Måske hvis man kun læser BT til daglig.
Det bedste bud på hvor vi ender, som jeg kender til, er at almindelige nyheder racer mod bunden som telegramstof mens nicherne godt kan tjene penge. Distributionen af massenyheder er en død sild som indtjeningskilde på nettet; der er simpelthen for mange, der ved det man forsøger at fortælle folk, til at man kan tage penge for at gøre det.
Hvis Ugen afspejler samme erkendelse, så er sigtekornet ganske enkelt indstillet for lavt, efter min mening.
Hvad skal der til for at lave levedygtig nichejournalistik, så? Ja til en begyndelse skal man ikke være ked af at tale til nichen. I min egen lille verden, så er sådan en artikel som den her et godt bud på noget jeg godt ville købe et magasin for. Perspektivet er personligt, relevant og i mit interessefelt.
Et andet eksempel kunne være Tveskovs mikromedium Bølgen, brugerredigeret og snævert, spambeskyttet af den ultrasmalle niche og det personlige ansvar der følger med. Jeg har iøvrigt lagt mærke til at nogle af Bølgens features minder om den plan jeg engang lagde for wikiavisen, hvilket måske ikke er så mærkeligt siden ideen til at købe domænet kom fra samme Tveskov. Så var det alligevel ham, der gad.
Kan man komme op på 1000 fans for den slags mikromedier? Og vil de fans så betale de par hundrede kroner det ville koste at blive ved?
Der var faktisk et par kandidater - en sjælden uge - men vinderen er helt klart trendbloggen fra datingsitet OkCupid. Trends skal her forstås ikke som fashion-bullshit, men faktisk som hvad det egentlig betyder: Hvordan kan vi se folk faktisk opfører sig, hvis vi kigger på data i vores datingsite.
Det er supersjovt at læse.
Nyeste post handler om hvordan kvinder bedømmer mænd langt hårdere, udseendemæssigt, end mænd bedømmer kvinder; til gengæld henvender kvinderne sig gerne til de uskønne mænd også, mens mænd helt klart henvender sig mest til de kvinder, de anser for smukke.
Tidligere undersøgelser af køn og race afslører masser af sjov dynamik; f.eks. at race betyder utroligt meget for om man får svar eller ej når man skriver, og at flad internetspeak er et super turn off. Skriver man ordentligt og er interesseret i den anden går det meget bedre. It ain't rocket science, men tallene er stadig sjove at kigge på i praksis.
Religions- og racekortene for matches er opsigtsvækkende fyldt med forskelle. Alle slags kvinder vil gerne skrive med hvide mænd, ingen slags mænd vil skrive med sorte kvinder. Muslimer og hinduer udgør hver for sig ret lukkede datingsfærer, mens jøder og ikkereligiøse generelt går godt i spænd med de fleste andre slags mennesker.
Under mit lidt for ubrugte tinker-bord står en aldeles for ubrugt Makerbot. Sådan bliver det ikke ved med at være, men imens den står ubrugt, så nyder jeg købet på den måde at jeg følger med i den utroligt livlige udvikling på Makerbot-forummet. Maskinen virker meget forskelligt for dens forskellige købere. Jeg er nok en outlier i fiaskoenden af skalaen, men folk har allehånde problemer og udfordringer med den, fra overhovedet at komme i gang - som mig - til mærkelige prints fordi vi er overordentlig langt fra den skjulte kompleksitet her. Software og selve printeren skal virkelig tunes og stryges med hårerne for at få gode prints ud af den.
Samfundet omkring makerbotten er til gengæld de helt rigtige brugere i denne fase; de designer den om, tester det muliges grænser, finder på nye printere med nye materialer og andre funktionsmåder, der giver mere stabile prints og det er en forvirrende fornøjelse at følge med i.
Der er to ting, der er interessante ved det: For det første så er hardware i hænderne på disse brugere, simpelthen ikke hardware, men en del af den omkonfigurerbare funktion, ligesom softwaren er det. Hvis den ikke lige virker, så laver man den da om. Der er ikke en producent/bruger-barriere som man ellers er vant til med hardware, hvor software for folk som mig selv, længe har været mere i hænderne på brugeren.
For det andet så er denne her softwaretilstand, omkonfigurerbarheden, en magisk størrelse. Funktionen bobler rundt under fingrene på en. Det er frustererende når man ikke er interesseret i bobler, men hvis man er frisk på at holde øje med om det koger over, så smager det af meget mer.
Jeg er bruger i samme situaton af en Eigenharp Pico. Jeg er ikke rigtig begyndt at lave musik på den endnu. Udfordringen her er lidt en anden; hardwaren er fremragende, men softwaren er mildt sagt en udfordring. Ambitionen med instrumentet har været at lave noget man kan spille på live, ikke noget man bruger med en laptop så *det må man ikke* Der er helt bestemt nogle sjove screencasts gemt i den deraf følgende forvirring. Men igen så er der en masse super intelligente brugere, der ivrigt diskuterer med producenten og igen er producenten med på at lytte, så der foregår en hel masse tilpasninger. Instrumentet er nyt fra denne måned, og der er allerede kommet fire softwareupdates til det.
Early adopter shopping er noget helt andet end normal shopping. Det handler ikke om convenience, nærmest det modsatte. Det er udfordringer til hverdagen.
Jon Stephensen tager af kassen, det gør nogen i Pia Allerslevs forvaltning også, folk er stadig sure over Bondams dobbeltspil, men lad os lige få styr på i den sag hvad dobbeltspillet består i: Det består i både at ville lave værdipolitik før valget og realpolitik bagefter; ikke det der med udvalgsposterne til DF. Hvis nu Bondam havde været smart og haft en politik før valget istedet for "ikke-DF" som politik, så havde der simpelthen ikke været noget problem.
I den sammenhæng virker det ubetydeligt at den måske nye regionsformand i Region Hovedstaden var tabende part i en domænetvist for et par år siden.
Og Henry synes, nu hvor det er klart det aldrig vil ske, at Frankrigs kamp mod Irland skal spilles om, men det virker også mindre vigtigt end den systematiske matchfixing, der måske lige er blevet afsløret i fodbold.
Jeg spørger mig selv om man kommer i bøllepakkearrest hvis man råber buh af Robert Mugabe i december.
Efter et par uger med DR-K står det klart at TV-nostalgi skal indtages i små bidder.
Plusser
Minusser
For en uge siden var jeg i Malmø for at høre Adam Greenfield tale om "networked urbanism", altså den fremtidige refleksive by, der er fyldt med data som vi kan interagere med. Det er en slags videreudvikling af hans tidligere interesse i ubicomp til en mere specifik setting, hvor det er byen der er ubikvitær rundt om dig.
Du kan se foredraget her.
Det foregik på Minc, et væksthus på havnen i Malmø, hvor bl.a. mine gode venner i Polarrose holder til, ligesom et hav af andre små virksomheder. Malmø (og Lund) er i det hele taget rigtig godt bestykket med startups.
Dagen før min smuttur til Malmø havde en CEPOS-mand ment i computerworld at "det danske system" forhindrer succeser i Bill Gates klassen herhjemme. Nu kan man starte med at spørge om det virkelig passer - Navision/Damgaard er da vel nok en ægte kassesucces, og Skypestifterne har da i det mindste mødt hinanden i København.... Når det nu er sagt, så snakkede jeg fredagen forinden med Nikolaj, Imity-cofounder og Polarrose-boss, og hans klare oplevelse er at dynamikken bare er en helt anden i Sydsverige end på den anden side af broen, her i København.
Her løber CEPOS's forklaringsevne jo tør. Sverige er lige så hårdt beskattet som Danmark, velfærdsstaten er lige så tryg. Og alligevel så er der åbenbart en kulturforskel der får unge svensker til at mene at de er den virkelige motherfucker, ham der skal gå hele vejen, og ikke bare forsøge sig som konsulent eller mellemleder og se hvad der sker.
Er det er spørgsmål om vaner og netværk? Er Sverige bare et par år foran, eller er der en central forskel vi skal have importeret til København?
Fredag var jeg turist til en konference om mobiltelefoner i Afrika. Det er et spændende emne; det er fantastisk at det virker, og mobiltelefoner gør alle mulige andre former for leapfrogging muligt, nu man har lavet den teknologiske leapfrogging og lavet telefoni overalt.
Vi lagde fra land med lidt stats, så dem kan I da også få nogle af: Worldwide penetration af mobiltelefoni er ca 2/3; altså ca 2 ud af 3 verdensborgere har en telefon. I afrika er tallet 1/3 - med enorm variation, fordi der er enorm forskel på hvor rige de afrikanske samfund er. Jeg har kun været i ét afrikansk land, et af de fattigere og der var såmænd også telefoner overalt.
Prisen for at bruge telefonen - set i forhold til indkomst - er skyhøj, men sms og telefoni går lige; datatrafik ellers kan man godt glemme at designe efter. Det er kun sponseret brug af det, der virker.
Dagen havde desværre mest lige-om-lidt projekter med, ikke nogle warstories fra etablerede succeser, men der var masser af lektier alligevel.
Lektie 1: Ting ankommer ude af rækkefølge. Det er ikke bare det her med at afrika pludselig er ligeså telefondækket som vesten, der er besynderligt, det er også rækkefølgen af effekter: Teknologien først, inden i den kommer så
Fra den mere traditionelt indlysende ende, hørte vi (fra Stine Lund) om uddannelse og pleje for gravide og nyfødte med mobiltelefonen som kommunikationssystem. Det handler meget om at lade infrastrukturen rulle sig ud hvor det er nødvendigt; og om at bruge telefonen som digitalt undervisningsmedium. Vanskelighederne i forbindelse med overlevelse og sundhed for gravide og nyfødte er, at dødeligheden ganske vist er høj, men det er stadig særtilfældene man leder efter; det er dyrt eller umuligt bare at rulle en høj standard ud over det hele, så behovet er i bedre diagnostik og rapportering hvor kvinderne bor, og så adgang til hurtigt at eskalere til ordentligt uddannet hjælp når det ikke går som det skal.
Ovennævnte indlæg fra Herman Chinery-Hesse, grundlægger af BSLGlobal, ifølge Tomas Krag, fra refunite.org, der også talte på dagen, virkelig en star i sit hjemland, Ghana, var nok dagens højdepunkt. En af de sjovere pointer var den at international handel i Afrika er nærmest fuldstændig orienteret ud af Afrika, som et ekko af kolonisystemet. Infrastrukturen er lavet lige sådan, men det er ved at ændre sig, og Chinery-Hesse så det næste skridt op som noget, der i høj grad handlede om bare at få Afrika til at fungere som et marked, ligesom EU er et.
Udfordringerne er enorme og meget Afrika-specifikke: Robusthed, adgang til strøm til kommunikation, analfabetisme - altså hvordan tilpasser man teknologien til et marked hvor de handlende ikke kan læse og skrive, transport, regulering. Men omvendt, så er potentialet stort, netop fordi al handel nu er så lokal; værdiefangsten foregår med internationale handlende, meget tæt på råstofkilderne, og meget lidt af forædlingen med tilhørende værdi, foregår i Afrika eller på afrikanske hænder.
Vi hørte også fra en Nokia-finne, om brugerresearch i Østafrika, om hvordan Nokia arbejdede med at bruge de facto distributionen af musik - piratkopiering - som social bærer for nogle af telefonens muligheder. Der manglede lidt detaljer der, men det lød super spændende som idé.
Og vi hørte om hvordan man laver vedligeholdelses- og dieselfrie mobilmaster langt væk fra alfarvej, og sidst, men ikke mindst, antydede Tomas Krag nogle af de teknologiske vanskeligheder ved at tænke på "Afrika" som én ting. Det er et indviklet sted; der er utallige lande, utallige mobilcarriers, utallige sprog, stor mangel på uddannelse og teknologikurven er der, naturligvis, men udviklingen ser anderledes ud, fordi økonomien ser anderledes ud. Man kan ikke planlægge efter hypekurven; men må tænkte et par skridt baglæns og tilpasse sig en enklere verden, som ikke har så meget at byde på teknologisk - udover rigelig besvær - men som til gengæld har en indviklet og levende social struktur.
Det mest interessante v. dagen var næsten at bolden ruller, uden at det har særlig meget med vesten at gøre. Innovationen tilpasset økonomi og teknologi rundt om på kontinentet bliver faktisk lavet, rundt om på kontinentet.
Om sammenhængen mellem regulering og vækst, navnlig for steder, hvor det ikke virker, se - lidt spekulativt måske - Paul Romers TED-talk.
I en dag eller to endnu, kan du også få folks noter fra konf'en ved at søge på Twitter.
Mageløst godt illustreret undersøgelse af de klassiske "du vælger selv historien" hæfter, hvor man en gang imellem får et valg om hvordan historien skal fortsætte. Genren var stor i sci-fi og adventure der liiige før den blev gjort helt irrelevant af den personlige computer i starten af 80erne.
Gennem sin korte guldalder gennemlevede den, som vi nu ved efter dette fremragende arbejde, en udvikling fra vildt springende nonlinearitet, hvor historierne kunne ande på talrige måder, mange af dem katastrofale, til noget meget enklere og mere fortælleagtigt.
Nu spiller jeg ikke mange computerspil, men jeg har en idé om at spil har været gennem lidt det samme; valgenes konsekvenser er blevet tonet ned, med adaptiv kontrol af vanskeligheden osv.
Og det har altsammen muligvis, men jeg er ikke sikker, at gøre med hvad valg, frihed og lykke egentlig har med hinanden at gøre. Vi tror det er vigtigt; men virkeligheden er faktisk en anden.
Nå, det blev lige til et par ugers blogmoratorium. Det var egentlig ikke meningen - tværtimod. Tweeting og alt det jazz i statusfæren giver en lyst til at samle og kondensere og erindre herover i mit eget hus, hvor jeg selv ejer mine data, og hvor det jeg laver kan blive husket ordentligt og fundet senere og derfor akkumulere noget værdi for mig selv, ikke bare for Twitter og Facebook - mere om det senere.
Moratoriet her skyldes egentlig ikke statusfæren, eller jo, det gør det også, for den koger lystigt og suppen smager godt, men lige så meget at jeg lige skulle fylde fyrre, holde fest, hade regnvejret, starte tweetowrimo, skrive på min demo til næste demodag og så at jeg er kommet ud af kondenseringsvanen; hvad der egentlig er en stor skam. Resumeet af samtalerne i statusrummene har stor værdi.