En slags follow up om det dybere og dybere vand.

Sidste år skrev Marc Andreesen et meget læst essay i Wall Street Journal om hvordan software er ved at æde hele verden Den umiddelbare aflæsning af essayet går på, at Moores Lov og den stadig mere sofistikerede hardware rundt om os til stadig lavere priser gør at softwaresiden af... ja, af hvadsomhelst, fylder mere og mere. Apples revolution af mobiltelefonien går ud på at lykkes med at designe noget hardware, der pludselig gør telefonen til et effektivt og dynamisk apparat til at levere software på. Det handler ikke særlig meget om, at Apples telefon - som telefon - er bedre end hvad Nokia havde før. Så langt så godt.
Men det modsatte pres er ligeså relevant: Jo mere kultur vi gror rundt om os; jo flere processer, jo mere udtryksfuld bliver den kultur. Og efterhånden som udtryksfuldheden går op, sker der et kvalitativt spring: Kulturen bliver software. Wired online har en fascinerende historie om sådan et fænomen - om hvordan den kinesisk-/taiwanesiske IT-maskine med sin tiltagende sofistikation tager livet af de integratorer, HP, Cisco, Juniper, der hidtil har været specialiserede i at samle komponenterne til brugbare produkter. Komponentindkøbsprocessen er simpelthen på vej til at blive så sofistikeret at der ikke er nogen grund til at gå gennem integratoren - man kan lige så godt få leverancen direkte fra fabrikkerne. Leverandørerne bliver mere og mere til software - i stand til at integrere efter behov for brugerne. Integrationen i sig selv er gået fra at være hardware - Ciscos, HPs, Junipers, til at være software i købsprocessen.

Vi flytter os fra en verden der er kultur, der laver teknologi, til en verden der er kultur, der betjener teknologi, der laver teknologi. Vi bliver siddende i vores jolle ovenpå, men det teknologiske farvand under os bliver dybere og dybere.

Antikythera-mekanismen blev fundet på 60 m vand, den 17. maj 1902, på et græsk oldtidsvrag ved øen Antikythera, nordøst for Kreta. Den lignede en sten, men en dykker ved skibsvraget lagde mærke til at der tilsyneladende var tandhjul indlejret i den. Mekanismen er et kompliceret værk af med mere end 30 tandhjul. En kompleksitet, der er på niveau med ure fra 1900-tallet, ikke som de maskiner man ellers kendte fra oldtiden. Mekanismen repræsenterer simpelthen en viden, man ikke forestillede sig oldtiden havde, før man fandt den - og af samme grund gik der mange år før man overhovedet kom igang med gode gæt på hvad det overhovedet er maskinen kan. Idag mener man at mekanismen kan beregne positionen af forskellige himmellegemer med høj præcision, og ser den som verdens ældste kendte analoge computer - ikke bare som et overraskende fortidsur.
Der har været masser af bud på rekonstruktioner af maskinen, så man kan komme til at se den i funktion, og på den måde finde ud af hvad det egentlig er computeren beregner. Men det er altså ikke mange oldtidsfund, der er så gådefulde. Normalt er gåden mere spørgsmålet om de kulturelle vaner omkring tingenes, ikke konkret funktion. Den meste af den viden vi mangler, og kan søge, om oldtiden er kulturel, ikke teknologisk, og særlig i den græske oldtid - som havde en rig skriftkultur - er det sproget vi har vores viden fra, og sproget vi gemmer vores viden i. Sådan har det været i nogle tusinde år. Det er sproget, der har gjort os kloge. Sproget har syntetiseret kulturen rundt om os, og det er sproget der har fanget vores viden. I den forstand er Antikythera-mekanismen en spektakulær undtagelse. Den er designet, men ingen af os kender designet. Vi kender kun dets konsekvenser i form.
Når fremtiden finder vores egen tid frem fra en ny havbund, vil det se en del anderledes ud, for jo længere ud chokbølgen fra informationseksplosionen når, jo mere bliver vores viden aflejret i teknologiske artefakter, ikke i kulturelle artifakter.
Vi bliver hver dag lidt mere cyborgs - menneske/maskiner. Vi får mere og mere informationsteknologisk svømmehud mellem fingrene til at padle runde i verden med. I form af apps og mere og mere web, og mere og mere viden vi altid kan tilkalde fra skyen. Den teknik/kultur-mixede fremtid er i færd med at afsløre sig som en hvor viden ikke så meget er noget vi har som noget vi sørger for at de maskiner vi omgiver os med lagrer på en eller anden måde;. Det bliver mere og mere broget hvad det egentlig betyder at vide noget. Hvad er viden overhovedet?

I sin nye bog, Too Big To Know, gør David Weinberger os klart hvor almindelige de nye vidensformer er ved at blive, og hvor forskelligartede de er.
Hvad var de gamle vidensformer, da? I en naiv, idealistisk, fremstilling af viden, som den var de de gode gamle dage, så studerede vore forfædre verden i laboratoriet, eller ved at gå ud og se sig om i den. Fra det studium, tog man sine konklusioner om hvordanverden er. Konklusionerne bragte man så i sammenhæng, og skrev sammen til længere traktater, hvor man satte verden fagligt på plads. Arketypen for den slags viden er måske fysikken og matematikken - hvor års studier endelig fører til det ultimative destillat, nemlig de grundsætninger, der er verdens principper. De arketypiske bogværker fra den videnskultur er de store filosofiske traktater - Platons værker fra Antikythera-mekanismes oldtid, f.eks. Eller de store naturvidenskabelige værker. Newton skrev Principia, og formulerede sin 1., 2. og 3. lov - og så er billiardkugleuniverset, altså verden uden elektricitet, lys og kernekraft, på plads. Naturlovene er verdens indre sammenhæng, og resten er bare historier vi fortæller om den verden, der har disse egenskaber.
Springer man fra oplysningstidens gentlemanforskere til idag, konstaterer man at vores viden forlængst har overhalet vores sproglige kapacitet. Eller rettere: De bøger - altså fortællinger - vi har krystalliseret vores viden ud i, er blevet erstattet af mere effektive måder at fange viden på. Samtidig med at mediet for vores viden er skiftet fra det fortællende sprog, til andre og nye former, så har målsætningen med vores videnproduktion forandret sig. Hvis nu man ikke længere skal producere en bog, skal man så overhovedet bruge den fortællende røde tråd, det gjorde bogen læsbar?
Hvilken værdi har syntesen, nær dens primære hensigt - at skabe en linje gennem et stort korpus af viden - ikke længere er gyldig?

Hvis man skriver software idag, så er der en god chance for at man dagligt støder på websitet Stack Overflow. Stack Overflow har vendt genren "computerbog" på hovedet. Sitet fanger nu en overordentlig stor del af den viden, man har brug for i sin softwareudviklende hverdag, uden store korpus og 2 års grundkursus per emne, simpelthen som en massiv database af spørgsmål, med detaljerede svar, der peger helt præcist lige derhen i det samlede tekniske bibliotek, der løser spørgerens opgave. Hvis man er skolet på den gamle måde, og tænker helhedsorienteret - eller endda heroisk i softwareudviklerens apoteose(*), så lyder det jo helt forfærdeligt med den slags reaktiv problemløsning, men i en travl hverdag er det fantastisk effektivt til at omgå forhindringer.
Stack Overflow er den naturlige konsekvens af den videnseksplosion feltet oplever. Omkostningerne ved at vedligeholde sit eget tekniske bibliotek, og sin evne til at bruge det, er simpelthen for høje, og adgangen til ressourcer som Stack Overflow hjælper os med at undgå den omkostning. Stack Overflow er for programmøren hvad Wikipedia er for den stileskrivende gymnasieelev, på godt og ondt. En mulighed for at gå uden om det enorme besvær - at erobre sit eget suveræne overblik.

Spørgsmåler er så: Ved jeg overhovedet det jeg finder svaret på, på Stack Overflow? Puristen fra fortiden svarer klart nej. Skoleeleven og den travle og trætte programmør er tilbøjelig til et pragmatisk ja, men pointen her er, at puristen har mere ret. Det er samfundet på Stack Overflow. der er intellektet her. Vi andre bruger det bare.

Lad os tage den påstand længere ud, med et eksempel mere.

Filmsitet Netflix har gennem de sidste par år haft en konkurrence kørende om at forbedre sitets mulighed for at foreslå nye film at leje til sitets brugere, baseret på de film de iøvrigt kan lide.
Den måde man løser den type opgaver på, ser forenklet sådan her ud. Man laver en model af hvordan brugere rater film. I den propper man de ting man ved om brugeren - hvad han ellers har ratet hvordan - Modellen vil som regel afhænge af en hel masse parametre, og man bruger så data fra Netflix til at tune parametrene, så man får den mest troværdige nye rating.

                 rating = Model(film, bruger, parametre)

Hvis det var nemt at påstå at vi skam stadig ved det vi ved, vi organiserer det bare anderledes, i Stack Overflow-eksemplet, så skulle Netflix-eksemplet gerne gøre det lidt sværere.

I den sidste uges tid dukkede endnu et illustrativt eksempel op i min linkstrøm. Der har været meget opmærksomhed omkring Stuxnet-ormen - et formodet israelsk cyberangreb på de fabrikker i Iran der beriger Uran til atombombeproduktion . Som Antikythera-mekanismen, er ormen et umådeligt sofistikeret værktøj af ukendt oprindelse. Eksperter har kunnet matche kodens funktion med visse helt bestemte Siemens industrikontrolsystemer, som det var kendt Iranerne brugte på deres atomfabrik.
Stuxnet-ormen har en slægtning, Duqu. Den angriber den samme type systemer, men de viruseksperter, der analyserer den, er stødt på det problem i analysen, at dele af den er skrevet i et sprog de ikke kan regne ud hvad er. Det relevante her er at man altså ikke alene - som med Stuxnet - ikke kender virussens design. Man ved end ikke hvilket værktøj den er designet med.
Den form for viden - og uviden - bliver der mere og mere af. Tilbage i 1970, da de første CPUer til de første mikrocomputere blev designet, kunne man lave dem i hånden. I en moderne CPU er der tæt ved en milliard enheder. Ingen designer kan redegøre for den præcise placering af alle dem.
Den form for maskine kan kun designes af andre maskiner - et menneske, der ikke allerede formulerer sig gennem andre maskiner, har ikke en chance for at bygge den slags.
I tilfældet Duqu er det formodentlig helt med vilje at man har valgt et eksotisk designværktøj for at gøre det sværere for os andre at følge med, men Duqus ukendte kildekode, og Netflix' tusindvis af parametre er i virkeligheden eksempler på det samme. Den kode Duqu-forskerne kigger på, er dataoutput fra andre stykker kode.

Den meget komplicerede maskine, er kun med allerbedste vilje designet af et menneske. I en ikke alt for fjern fremtid vil mere og mere af den viden der omgiver os være designet måske af mennesker, men af mennesker, der brugte maskiner, der var designet af maskiner, der var designet af maskiner, der var designet af maskiner. Og, hvad der er lige så interessant, Duqu og Stuxnet er ekstrasvære at forstå, fordi de handler så specifikt om ét eneste system i Iran, som de er designet til at angribe. Duqu og Stuxnet er superavancerede væsener, der læner sig op af en global infrastruktur og er bygget til at mønstergenkende en eneste fabrik i Iran og ødelægge den. For alle os andre, der ikke bliver genkendt, gør maskinerne simpelthen ingenting. Højt specialiseret viden, synlig overalt på kloden, men lavet af maskiner vi ikke kender, til maskiner vi ikke kender.

Den front der skaber fremtiden bliver større og større. Det betyder for os, at vi mere og mere ser løsninger der tager sig specialiserede ud, og som ikke primært er lagret til os som kultur vi kan forstå, men som overvældende mængder af data eller algoritmer - som i virkeligheden er præcis det samme.
Verden, som vi ser den, vil i stigende grad tage sig ud som Duqu-ormen eller Antikythera-mekanismen eller Netflix-algoritmen, der i virkeligheden er mere data end algoritme.
Vi flytter os fra en verden der er kultur, der laver teknologi, til en verden der er kultur, der betjener teknologi, der laver teknologi. Vi bliver siddende i vores jolle ovenpå, men det teknologiske farvand under os bliver dybere og dybere.

Hvis du nogensinde har taget det lille grundkursus i kommunikation, så har du helt sikkert set den model af kommunikation som Claude Shannon og Warren Weaver konstruerede i 1948, den ser ca sådan her ud

En kilde, anvender en afsender til at kode en meddelelse, så den kan transmitteres over en kanal, for siden at blive afkodet af en modtager til en destination.
Forskellige discipliner har lagt vægt på forskellige ting ved kommunikation, som beskrevet her. I den humanistiske tradition, interesserer man sig mest for kilden og destinationen, og altså egentligt mere for en model som bare er

og så handler diskussionen mere om under hvilke vilkår A og B kan blive enige om hvad kanalens budskaber egentlig betyder.
Hvis man er interesseret i den teknologiske side af sagen, så er det lige præcis det, den humanistiske vinkel forenkler væk, man er optaget af, nemlig

Hvad sker der her? To ting er særlig værd at tænke over. Det første - som vi gemmer til senere - er kanalens beskaffenhed. Det interessante ved kanalen er at alt hvad der befinder sig i den er kodet, altså omsat til symbolsk form. Det er kodningen der gør budskabet tilgængeligt til alt det symbolske maskineri Moore's lov har givet os. Med kodning og alt internettets symbolmaskineri kan man pludselig en masse. Kanaler kan flyttes hvorhen man har lyst. Koden kan lagres, Koden kan genudsendes. Koden kan manipuleres og fortolkes af maskiner, der så deler andre koder med os. Koden kan kopieres. - men alt det vender jeg tilbage til i en senere post.

Det andet er hvad afsenderen egentlig er for en størrelse. Hos Shannon og Weaver er det bare en boks. Tit ser man det hjælpsomt afbildet som om afsenderen er en mikrofon og modtageren en højttaler, men jeg synes det er mere frugtbart at forestille sig afsenderen som et kamera, og modtageren som en projektor, som her

Hvorfor er kameraet et bedre billede? Den humanistiske vinkel på kommunikation gør kommunikationen til en sag mellem A og B - men så medgørlig og friktionsløs er teknologi snart sagt aldrig. Kameraet peger - og ser kun hvad det peger på. Kameraet indrammer - måske ikke præcis det vi ønskede. Kameraet opfanger - både mere og mindre lys end vi håbede på.
Informationsteknologi er ikke spor neutral, den er mere besværlig end det - men ofte også meget mere magisk. Lad mig vise dig nogle eksempler.

Det første eksempel er i virkeligheden en hel kæde af eksempler. Timo Arnall lavede på ett tidspunkt denne magiske video af hvad maskinsynsrobotter egentlig ser, når de kigger på verden

Hvad lægger de mærke til i billederne? Hvad kan de måle som vi ikke kan overskue (hastigheder f.eks., eller store mængder af helt ens objekter) På tværs af alle eksemplerne forstår man at de seende maskiner konstant koder helt andre informationer end vi selv gør når vi kigger på filmen nedenunder de kodede data maskinerne ser. Til tider virker robotterns oplevelser fordummede - og vi overskuer billedet langt bedre, men andre af eksemplerne håndterer problemfrit massiv parallel information vi kun kan drømme om at overskue.

Tom Igoe, en foregangsmand i Physical Computing, lavede på et tidspunkt følgende billede af hvordan en normal computer egentlig ser os.

Som computeren oplever os har vi fingre - det kan trykke på knapper, et øje på skærmen og ører til lyden - resten af vores adfærd er maskinen blind for. Det er derfor vi kan være lige så rasende vi har lyst til, det skifter maskinen ikke opførsel af, vi kan læne os tilbage eller sidde ordentligt. Vi kan være i en flyver eller ved et skrivebord, det er altsammen ligemeget for computeren for den ser det ikke.
Konsekvensen af ikke at blive set af computeren blev først afsløret da vi allesammen lige pludselig blev set i uvante rammer, da ChatRoulette-feberen hærgede. Udover de utallige blottede kønsdele og andre pranks, så så man pludselig ind i en stor verden af henslængte mennesker der kedede sig i grimme omgivelser. Et kamera er ikke bare et kamera, vi optræder for det. Vi har den adfærd kameraet forventer af os - og det gælder også computeren-som-kamera. Vi negligerer det, den ikke lægger vægt på, og alle disse uiscenesatte rum kunne vi pludselig se med ChatRoulette.

Det hjælper ikke at pege på skærmen med fingrene - eller dvs. det hjalp ikke, indtil for en 4-5 år siden. Nu er umiddelbar berøring blevet standardvokabular for maskinerne. Tom Igoe burde egentlig lave sin tegning om, til en der var klar over hvor vi er - via en GPS, om vi bevæger os - via et accelerometer, og det er ikke en finger mere, den ser - det er faktisk det meste af en hånd, på skærmen.

Nogle gange ser computeren ting vi ønskede den ikke så. Forleden dukkede følgende historie op i min linkstrøm: En mand var kommet for skade at linke på Facebook til en usandsynlig vare på Amazon, nemlig et enormt kvantum glidecreme. Den utilsigtede konsekvens af det var at hans billede pludselig dukkede op som en slags anbefaling i annoncer for tøndevis af glidecreme på Facebook. På Facebook er enhver henvisning potentielt en anbefaling, og computeren var ude af stand til at se forskel på et skør-skør-verden ironisk link og en rigtig anbefaling. Man kan simpelthen ikke vise Facebook den forskel. Konsekvensen af sådan et system er nem at regne ud: Med tiden vænner man sig til at opføre sig som kameraet forventer og holder op med at se ud som en glidecremekunde. Vi optræder for kameraet, og retter vores adfærd ind efter de normer kameraet angiver for os. Det er nemmere bare at skrive om positive ting på FB.

Af og til er det nemt at se på nettet, og nå den konklusion, med alt hvad det kan, at det hele er slut nu - det er total misforståelse. Her er et par stykker grafik, der illustrerer hvorfor.
Den første her er en nylig udgave af Netcrafts web site server survey - kig engang på listen over servere, der svarede, og se på den historiske udvikling. Kurven vokser - på 17. år - eksponentielt. Eksplosionen er løbende igang rundt om os, uanset hvor meget vi har vænnet os til den. Vi er blevet fartblinde.

Den anden grafik kommer fra The Economist og viser os noget om teknologiadoptionsrater gennem tiderne - sammenligner PCen med Mac med smartphones osv osv. Også den viser at revolutionen lever og har det godt. PCen står godt nok overfor en opbremsning i behov, men til gengæld er de mobile platforme eksploderet som kategori og står overfor at hente PCens 20 årige forspring. Det betyder forresten også at Unix, fra at have været kun til serverrummet, bliver det dominerende operativsystem ude i hjemmene, bare ikke som desktops og laptops men pakket ned i iOS og Android. Windows' uindtagelige forspring på desktoppen klarede ikke teknologiskiftet til mobile platforme.

I går var jeg til Singularity Salon sammen med en hel masse andre teknologiinteresserede. Singularity - det er noget med at teknologiens udviklingstempo accelerer, at det eneste der er konstant ved teknologi er lige præcis den acceleration, og at vi derfor på et tidspunkt når et punkt hvor teknologien flytter sig så hurtigt at vi rent biologisk simpelthen ikke kan følge med i hvad den udvikling består i længere. Fornuften i den forudsigelse mener jeg en hel masse om, også mere end jeg har lyst til at skrive om i den her blogpost. Den har nemlig et mere beskedent anliggende, nemlig en kort diskussion af hvordan nogen er kommet på ideen om accelerende udvikling.

Nogle ville sige at ideen er gammel, eller i det mindste går tilbage til jetalderen, men den umiddelbare inspiration er Moores lov, altså den observation, af Intel-grundlæggeren Gordon Moore, at computerchips fordobler deres kapacitet hver 18. måned. En observation, der har vist sig at være urimeligt langtidsholdbar og og i snart 55 år leveret stadige nye informationsrevolutioner. Denne eksponentielle vækst i regnekraft har kastet beslægtede eksponentielle vækstkurver af sig, med fremskridt i lagringskapacitet på verdens harddiske, fremskridt i netværkskapacitet på internettet og - næsten vigtigst af alt - fremskridt i energiforbruget i computere.
Det mest imponerende ved Moore's lov er at den i virkeligheden er en metalov. Udviklingen har holdt sit tempo til trods for at snart sagt alle de produktionsteknologier man kendte da Moore skrev sin lov ned er skiftet ud siden. Det har været en hård og stadig kamp at holde revolutionen ved lige, og dog så har den lange kæde af i princippet tilfældig og usammenhængende innovation gjort af et stort marked af eksperter, ikke en snedig produktplan hos Intel, holdt trit med forudsigelsen. Moore's lov lyder som en togplan, men det har kostet en hel verden af forskere og ingeniører 50 års hårdt arbejde, grublen, skuffelser og fiaskoer mellem alle succeserne at holde den køreplan.

Moore's lovs ufattelige holdbarhed giver plads til massiv optimisme om fremtiden, og vores umiddelbare fortid bakker bare den optimisme op. For 30 år siden, i begyndelsen af 80erne, indhentede computeren problemet "tekstproduktion" og vi kom ind i datidens revolution 'desktop publishing'. Pludselig kunne enkeltmand orkestrere og gennemføre arbejde, der tidligere krævede en hel kæde af specialister. Siden har computeren indhentet flere og flere, vanskeligere og vanskeligere opgaver, efterhånden som den naturlige problemstørrelse for opgaverne begyndte at passe inden i en laptop. Efter tekst kom musikken, og efter musikken kom fotos, og efter fotos film, sådan at alle de medier vi har kendt til i de sidste 100 år efterhånden er blevet slugt. I samme periode blev et spil som skak også slugt. Og eksemplet skak er illustrativt for hvor brutale eksponentialfunktioner er, når først de har acceleret os ud i overhalingsbanen. Skakcomputere er en gammel idé, og i årevis var de betydeligt ringere end menneskelige spillere. Så i 1988 lykkedes det langt om længe IBM at bygge en supercomputer, der lykkedes med at slå den danske stormester Bent Larsen i et parti. Bent Larsen var ikke den han havde været på det tidspunkt og computeren fik stadig tæsk af verdensmesteren uden problemer. Desuden var det nødvendigt at specialdesigne hardwaren til lige præcis denne opgave. 9 år senere - 6 Moore's lov doblinger - vandt en af maskinens efterkommere første gang over verdensmesteren, og 9 år senere igen sker det rigtigt vilde: Da slår en helt almindelig computer, sådan en jeg skriver på nu, stormesteren Kramnik ved bare at køre særlig skaksoftware. Der er ikke længere brug for dyre forskningsprojekter og særlige maskiner fra IBM, vi har allesammen maskiner foran os, der kan slå verdensmesteren. Problemet Skak kan rummes i selv den billigste computer.

Når det er sagt, så er man dog også nødt til at sige lidt mere: Skak er løst nu. Der er ikke mere Moores lov kan gøre for skak. Nu hvor problemet skak er indhentet så er ræset slut. Og på samme måde forholder det sig i virkeligheden med vores laptops og desktops. Moores lov er ræset uanfægtet videre, men de færreste af os vil have den oplevelse at laptoppen har skiftet væsentlig karakter bare fordi den idag er 50 gange stærkere end den vi købte for 10 år siden. Der er ikke mere Moores lov kan gøre for laptoppen heller, det er ikke regnekraften, der bestemmer hvad laptoppen som værktøj gør for os længere. I den forstand er det ikke rigtigt at Moores lov garanterer fremskridt. Den garanterer fremskridt der hvor beregning var en mangelvare, og det er bestemt ikke allevegne.
Hvis man gerne vil lave eksplosive fremskrivninger af sine muligheder er det altså vigtigt at man beskæftiger sig med noget som Moores lov er i færd med at flytte. Det er ikke noget tilfælde at Apple vokser hurtigere end alle de andre; Apple har med stor dygtighed flyttet sin omsætning med Moores lov, i hele sin levetid. Først fra tekstterminaler til maccens grafiske terminal. Så fra maccen over på iPodden, ved at udnytte lagringsrevolutionen. Så over på mobiltelefonen, hvor forbedringer i kapacitet og strømforbrug først i de sidste 5-8 år har gjort weboplevelser gode nok. Man er ikke blevet ved at løse de samme problemer, bare bedre. Man har omhyggeligt flyttet sig lige præcis derhen hvor eksponentialfunktionen netop på det tidspunkt var ifærd med at generere nye muligheder.

Men hvad så med Facebook og Twitter, er de virkelig Mooreske succeser? Næh. Facebook stiller ikke noget som helst til rådighed, der ikke var nemt tilgængeligt for 5-10 år siden. Google? Var det muligvis for ti år siden, men ikke længere. Amazon? Samme historie, omend firmaet med stor ihærdighed forsøger at flytte sig på kurven ved at accelerere skyen, altså flytte væksten over på online services, som får forandret deres priser løbende af Moores lov. Det gør de andre selvfølgelig også, men ikke strategisk med samme konsekvens som Amazon.
Konsekvensen af at falde af kurven for en virksomhed som Google er til at tage at føle på. Der er i virkeligheden en hær af lige så gode søgemaskiner - det er overkommeligt at investere sig til en mere - og Googles dominans er mere et spørgsmål om market power end noget andet her i 2012.
Men at market power kan konkurrere med Moores lov fortæller os imidlertid også noget andet: Det er simpelthen ikke er rigtigt at Moores lov ændrer alt. Man får ikke altid noget ud af fremtiden af at skalere det op man gør nu; måske er det der skal til at man laver noget helt andet, sådan som Apple f.eks. af et par omgange har set i øjnene.

For et par uger siden gik John Elfreth Watkins' 100-års forudsigelser fra år 1900 Twitter rundt. De er lette at grine af, med "ærter så store som rødbeder" og "alfabetet vil være uden C, X og Q", men i og for sig er de ting Watkins rammer rigtigt på, næsten mere interessante. Specifikt om internettet har han 4 forudsigelser der alle er gået i opfyldelse

• Photographs will be telegraphed


• Man will see around the world


• Telephones around the world


• Grand Opera will be telephoned

Hvordan kan det være at Watkins og Bush helt misser hvilken teknologi det er der vinder, og betyder det noget, hvis nu de faktisk rammer anvendelserne rigtigt?

Lad os starte med hvordan det kan være. Da Watkins skrev, og for så vidt også da Bush skrev var der ikke noget, der hed informationsvidenskab. Det var knapt nok noget, der hed information - eller dvs. det er jo et almindeligt og gammelt ord; men i den specifikke betydning, som noget med nogen bits der løber rundt og betyder noget, er disciplinen først opfundet i 1940erne, samtidig med Bush. Da Watkins skrev var der simpelthen ikke nogen fælles abstraktion bag fotografi, telegrafi, telefoni og heller ikke bag den hypertekst Bush fabulerede om. Hvor nyt et fænomen det egentlig er kan man læse en hel del mere om i James Gleicks umådeligt fascinerende bog fra sidste år om netop information. Nu hvor vi har vænnet os til abstraktionen bag det hele, kan det være svært at forstå hvor gennemgribende en revolution det er, at den pludselig findes. Vi har vænnet os til at der er computermodeller, informationsmodeller, af snart sagt hvadsomhelst i en sådan grad at det kan være svært at skelne landkortet fra landskabet. Det er for feinschmeckere at den musik man hører er lydbølger, og ikke de bits, der ligger i mp3-filen.
Sådan var det ikke engang. Dengang var tænkere trænet i at tænke på ting, og det symbolske var en nebengeschæft ved siden af tingene. I 1968 skrev Herbert Simon sin berømte bog The Sciences of The Artificial hvor han gør opmærksom på netop det: Naturvidenskaberne handler om at observere naturen og på den måde afsløre hvordan den hænger sammen, men naturvidenskaberne ændrer ikke noget ved naturen. Kulturvidenskaberne, videnskaberne om det menneskeskabte, er symbolske videnskaber, der selv handler om symbolske systemer, systemer med hensigter og funktion. Kulturvidenskab kommer derfor hurtigt til at beskæftige sig med hvordan verden bør være, og glider helt af sig selv fra en deskriptiv til en normativ rolle. Der opstår helt af sig selv en interaktion mellem modellen og det modellerede.
Da Simon skriver i 1968 var det stadig interessant og nyt - et fremsynet udsagn. Formodentlig lyder det i skrift stadig som akademisk nonsens og postulat, men 30 år tidligere havde Alan Turing, som forøvrigt fylder 100 år i år, lagt grunden til sin berømmelse ved at demonstrere at den idé på ingen måde er filosofisk tankespind, men at det faktisk er tilfældet, sådan helt konkret, at ligegyldigt hvilken symbolsk maskine vi har lyst til at bygge, så findes der faktisk én maskine, den endelige maskine, som vi kan nøjes med at bygge, og så kan vi bagefter simulere os til alle de andre.
Simons humanistiske pointe skal med andre forstås som ramme alvor. Det er ikke relativistisk humaniora, men en ingeniørmæssig anvisning på hvordan man faktisk nu, hvor man bygger symbolske systemer, kan arbejde.
Vi skriver det lige med stort, fordi det bestemmer dybden i informationsrevolutionen:

Ethvert symbolsk system kan realiseres indenfor rammerne af ethvert andet symbolsk system

Det er ikke bare "i princippet", det skal tages helt bogstaveligt. Lige så snart det symbolske er det centrale, så kan det flyttes hvorsomhelst hen.
Jeg er med på at det kan lyde banalt*, og det er derfor det er værd at nævne Simons bog. Det er banalt idag, men for 45 år siden var det noget Herbert Simon syntes man var nødt til at skrive ned i en bog, og for 65 år siden - og 112 år siden - da Bush og Watkins skrev, var det ikke indlysende, måske knap nok erkendt, at det var sådan. Derfor så telefonen, telegrafen, fotografiet, hyperteksten og alt det andet ud til at være helt forskellige ting, selv om vi idag synes det bare er forskellige afspejlinger af det samme, information.

*Og dog. For uanset hvor bogstaveligt jeg fortæller dig at du skal tage ordene, så tør jeg vædde med at du stadig lidt synes det er noget abstrakt nonsens. Det er svært at lade være med at opfatte de overflader vi omgiver os med, som noget virkeligt. Vi har alle banket på en computerskærm på et tidspunkt, irriterede over at den "gør det forkerte", selvom vi godt ved at skærmen bare viser os noget, og al magien foregår helt andre steder. Vi er simpelthen bygget til at tage overflader for noget virkeligt.

Western Union - datidens største telegrafselskab - lod være med at købe telefonen af Alexander Graham Bell, da han havde fået patent på den, og fordømte sig på den måde selv til nutidens irrelevans. Men den samme fejl laver vi alle sammen hele tiden, den dag i dag. Virksomheder overser til stadighed at andre sådan set æder deres marked ved at inkorporere funktionalitet fra deres produkter i andre digitale sammenhænge. Der er friktion i verdensbilleder, selv om teorien fortæller os af de alle er udskiftelige.

Og hvad betyder det så, at det er så uendelig svært at tage computerens - og nettets - generalitet alvorligt?
Måske at man ikke finder et publikum til sine stærkt nicheprægede it-historiske foredrag.
Måske at man ikke får ombygget sin arbejdsplads til nye fleksible pull-medier, uden tonstunge CC:Emails.
Måske at man ikke opdager at man sådan set klarer sig fint uden servere og intranet med Dropbox og Google Docs.
Måske at man simpelthen bare ikke bliver den næste Mark Zuckerberg.
Måske at man ikke opdager at sommerhuset sådan set godt kan finde ud af at tænde for varmen en time før man ankommer, så der ikke er koldt.
Måske at man ikke opdager at en Youtube er en helt fornuftig - og billig - måde at bygge sin egen TV-station på.
Måske at man - som Google - ikke i tide opdager at det at søge, på Google, bliver erstattet af det at finde, på Twitter og Facebook og Quora.
Måske at man, som fagbogsforlag, ikke opdager at store lærebøger bliver erstattet af Q&A-sites som Stack Overflow.
Måske at man - som kortbogsvirksomhed - ikke opdager at browseren virker fint som kortbog. Måske at man - som telefonbogsvirksomhed - overser at Google virker fint som telefonbog.

Det kan lyde som en uoverskuelig, endda meningsløs, liste af konsekvenser, men lidt struktur er der nu alligevel i det, for hver eneste af eksemplerne er et eksempel på det samme, nemlig at den forklaringsramme, den sammenhæng, man har sat sig selv i, viser sig bare at være endnu en af de tvivlsomme overflader computeren og internettet har så let ved at bryde igennem - mere om det i en senere blogpost.

I Journalisten kan man læse, at Mecom - det er dem, der ejer Berlingske - har bestemt sig for at fremtiden er paywalls og så følgende lille perle af lort

"De kommercielle muligheder i koncernen skal udnyttes bedre. Det gælder blandt andet udnyttelsen af de datamængder, Mecom har på sine abonnenter" 

Det handler om ikke at lege med, hver bit skal tjene penge, både dem man sender ud over nettet til kunderne, og dem man har samlet ind fra kunderne selv.
Anderswo på internettet er der passiv aggressiv kamp om åbenhedsmoral blandt de store siloskabere. Google er begyndt at promote Google+ i søgeresultater, men ikke Twitter og Facebook - fordi Twitter og Facebook ikke vil lege med. "Ingeniører, der arbejder hos Facebook og Twitter" svarer igen ved at vise hvordan de burde fremstå, fordi de er meget større og mere relevante end Googles resultater. "Ingeniører hos Facebook og Twitter" skal få os til at tænke at det er noget græsrodsnoget, en mashup blandt mange - men det er Blake Ross, der sidder i Facebooks øverste ledelse, der har lavet sitet, så det er vist mere bare en PR-øvelse. Om Malik har det bedste sammendrag af den slåskamp.

Det Mecom, Twitter, Facebook og Google allesammen gerne vil udnytte, men ikke vil sige, men alle handler efter er, at der er forskel på hvad man får ud af åbne netværk, når man er en lille aktør og når man er en stor aktør. Der er forskel på hvilken glæde man har at et åbent marked når man er en lille butik og når man er et nær-monopol. Når man er en lille butik er markedet et gode, fordi det er en lavfriktionsrute til kunder og brugere. Uden forhandlinger med en distributør om hvilken skat man skal betale for at få fat i kunderne. Når man er et nær-monopol er markedet en distraktion, der forhindrer en i at gøre hvad man har lyst til, og tage hvad man har lyst til for det.
Der er ikke noget ved markedet der forhindrer et monopol i at vokse - det koster bare tid at tilpasse sig markedet, og det giver de andre mulighed for at skifte fokus et sted hen man ikke selv har lyst til at gå.

Det Mecom, Twitter, Facebook og Google formodentlig gør forkert, er at tro at historien er slut nu. Der er ikke ét eneste informationsteknologibaseret marked i historien, der ikke har været hyperfølsomt overfor invasion udefra, sådan som Clayton Christensen har beskrevet harddiskmarkedet i sin berømte bog Innovator's Dilemma. I bogen beskriver Christensen detaljeret hvordan disklagringens historie Ved at tage sig selv 'af markedet' fravælger virksomhederne at deltage i det konstante kværnende skift i hvad der egentlig driver markedet, og risikoen er helt banalt den, at nye incitamenter kan vælte de gamle af pinden som de vigtigste, og så er man ilde ude, hvis man simpelthen har sat sig tilfreds i hjørnet og plejet sin egen selvforståelse for at tjene flere penge.
Det handler kort sagt om, at det kan have grusomme konsekvenser hvis man har taget fejl af hvilket marked det er forbrugerne træffer deres beslutning på.
Mecom er muligvis rigtig store på avismarkedet, men har de regnet rigtigt på markedet for digitale nyheder? Man kan have sin tvivl.
Pladeselskaberne gjorde sig selv en bjørnetjeneste ved ikke i tide at se i øjnene, at forbrugernes vilje til at gå over på digitale medier oversteg værdien af pladeselskabernes produkt. De 3-5 giganter der monopoliserede CD-salget var helt igennem marginale spillere på markedet for online, digital underholdning.
Microsoft har i 20 år ikke rigtig kæmpet med nogen om virksomhedernes IT-budgetter, men ved at ignorere smartphones og tablets som nye kategorier må Microsoft pludselig til at se Apple gøre et seriøst indtog i virksomhederne, med massive indkøb af iPhones og iPads. Det betyder ikke at der pludselig er konkurrence på laptops og desktops også, men det betyder at virksomhederne retter sig mod informationsværktøjer, der også dur på de utallige tablets og telefoner. Så mister virksomhederne langsomt afhængigheden af Microsofts dybe stak af kontorløsninger, og så er monopolet på desktops og laptops pludselig langt mere skrøbeligt overfor erosion end før.
Indenfor telefoni måtte Nokia se det samme i øjnene. Nok så gode telefoner blev pludselig irrelevante når nu webbrowseren og andre af smartphonens velsignelser ikke duede til nogetsomhelst sammenlignet med dem i de nye telefoner fra Apple og Google.
Google slås for tiden med sin identitet fordi man i Google godt kan se at det monopol man har som søgemaskine trues af segmenter, de andre spillere truer med at trække helt af markedet. Dels Apple, ved at æde søgning på mobile platforme, og dels Facebook, ved simpelthen at æde hvordan vi bruger vores opmærksomhed på nettet, og hvorda vi finder svar (spørger vi maskinen, eller spørger vi vennerne på FB).

Hvad har det med teknologi at gøre? Helt banalt det, at det er informationsteknologiens samtidig dybe og banale evne til hele tiden at skifte ham, hele tiden at skifte overflade - at danne nye overflader - der flytter de rammer markederne bevæger sig under. Hver eneste gang det ser ud til at nogen har fået sat nogle faste rammer for hvad markedet består i, starter de andre kampen ude ved randen langt fra kernen af det nye marked, med at finde andre synsvinkler, synsvinkler monopolisten ikke har gjort til sine, på de samme data, de samme brugere, de samme behov, de samme bits, og så begynder slaget for at flytte opmærksomheden og økonomien over i et nyt marked.

Caféteatret vil lave Anders Breiviks manifest som monolog. Min gamle kollegiefælle Lasse, som bestyrer Baggårdteatret i Svendborg fortæller om at få tilsendt manuskripter med titlen Utøya med forslag om at sætte det op. "Det er både for tidligt og for sent" skriver Lasse begavet, og selv kan jeg ikke blive fri for tanken - at det meget mere ligner en higen efter skarp sovs til teaterscenen end det ligner teatret til undsætning til os allesammen med klangbund for hvad vi nu tænker om Breiviks usle massemord.
Gennem de sidste par år har jeg oplevet en stigende irritation når jeg har set kulturlivet trække f.eks. på holocaust for at signalere den endegyldige relevans og smerte. Det er for fattigt hvis litteratur, film og teater har givet så meget op at der skal døde jøder på bordet før man er autentisk og vigtig. Jeg har det lidt på samme måde med massemordsteater. Det er vist mest for teatrets skyld det bliver til; så man kan påstå at man er derude med noget stærkt om nutiden.

Hvad skal vi leve af i fremtiden? Det er et spørgsmål, der trænger sig levende på her i krisen, hvor jobs forsvinder og de nye fag ikke formår at lægge nye jobs til.

Weekendavisen havde for nogle uger siden, en serie om det, påstås det, skjulte Produktionsdanmark ude vestpå, der hvor alle fabrikkerne ligger. Og der hvor alle arbejdspladserne tabes i disse år. Det er næppe noget tilfælde at artiklerne er skrevet af Jesper Vind Jensen, der vist voksede lidt længere nede af den samme gade i Ribe vi boede på.

Jeg ved ikke om jeg køber præmissen om at det vestlige industri-Danmark lever skjult, men reelt er det at der ryger en masse faglærte og ufaglærte jobs på fabrikkerne i de her år - og at de nyligt arbejdsløse fabriksarbejdere næppe bliver omskolet til symbolanalytikere lige i morgen, med lovende jobudsigter i organisationsudvikling og kommunikation nede på kommunen.

Det er jo noget juks, og som teknolog, en af de, der arbejder i mandskabsfrie, nærvirtuelle virksomheder, er der naturligvis lidt ekstra at tænke over, hvis man ellers godt kan lide det her og også ønsker naboen velstand og et godt liv.
Artiklen fik mig til at tænke på hvad for nogle jobs sådan nogen som jeg selv egentlig er med til at skabe. Jeg har arbejdet 4-5 forskellige steder. 3 af dem så tidlige projekter at der ikke rigtig foregik andet end udvikling, og de to andre "rigtige" virksomheder med omsætning og den slags. Så længe man er i de små udviklingsvirksomheder så producerer man ingen jobs, udover det man selv har. Jobskabelsen starter først når der faktisk er omsætning; så skal man have sælgere, supportere, regnskabsfolk osv.
De steder jeg har arbejdet var development/andre mixet noget i stil med

• 1:5 i SimCorp, som var en rigtig biks med rigtige kundekonsulenter og overskud


• 1:7 i Ascio/Speednames, som havde omsætning, men et ret permanent underskud i nogle hårde kriseår i starten af århundredet


• 1:0 i Imity


• 5:1 i Zyb, som forærede varerne væk, men dog havde en brugermasse


• 1:1 i Carecord, som har et mere fornuftigt startup setup end vi havde i Imity

Ingen af stederne - undtagen i Ascio - har jeg været mere til at producere en fornuftig mængde non-tech jobs. Jacob Bøtter ville i en serie tweets have den type virksomheder, der ingen jobs skaber, til at være en ny økonomisk verdensorden, men pointen er jo lige præcis at de ikke bliver en ny økonomisk verdensorden! Der udbetales formodentlig mere i løn til de supermarkedsansatte på Vesterbrogade end til de IT-startupansatte, uanset at supermarkedet betaler dårligere.

Jeg sad for noget tid siden over en middag og diskuterede hvad teknologi gør ved ens job, og konklusionen er brutal men indlysende. Teknologis hele virkemåde er at slide de ansattes kompetencer ned. Det er ikke fordi teknologien forsvinder med tiden.

Jeg læste engang at Bill Gates på et tidspunkt havde sagt til en amerikansk politiker noget i stil med "hvad angår landets fremtid, så kan I ikke satse på os. Der skal bygges nogle biler. Der skal fabriksgulve til." - underforstået; vi i tech kommer ikke til at skabe arbejdspladser der ikke kræver tech skills. Der skal skabes nogle jobs med at flytte rundt på nogle atomer, der vejer noget, hvis vi skal have fuld beskæftigelse her i landet. Så hvis vi skal tage den påstand alvorligt - hvilken startup skal man så gå ind i næste gang?

I december og de næste par måneder har Carecord ikke brug for særlig meget af min tid, så derfor er jeg til rådighed til korte og mellemlange opgaver, hvis du mangler ekstra hænder i den periode.

Jeg har arbejdet i internetstartups i et tiår i alle funktioner fra produktidé og ledelse til softwareudvikling. Jeg tilfører de fleste teams noget bredde, med idé og kommunikation i den ene ende og teknikken i den anden.

Hvis du har brug for

• diskussion af nogle Internet- eller videnrelaterede projekter


• research eller tekst om et digitalt fænomen


• oplæg eller indspark til din organisation


• intelligent sparring på den tekniske definition af din digitale idé


• prototyping af din digitale idé


• eller simpelthen god gammeldags softwareudvikling*

så kan det være jeg kan hjælpe, så ring (22 90 18 86) eller skriv.

* Mest C#/.NET og Ruby/Rails, men også alt muligt andet for lidt længere tid siden.

Det ligger allerede fast at ingen minister vil sætte sig i stolen i en kommende regering uden at vide at hans/hendes parti faktisk tabte valget. Hverken V, K, S eller SF ser ud til at få et godt valg. En halv nation fravælger at være med som regeringsbærende.
Jeg ville helst sige at jeg ikke var en af dem, men det er jeg. Ikke i protest mod noget som helst, men der er ingen sammenhæng mellem den politik man kan få nok stemmer med og noget jeg kan bakke op om.
Siden Helle Thorning Schmidt kom til magten har det socialdemokratiske problem været et komplet fravær af udvikling i det politiske tankegods. Fair forandring er en slatten karklud i bærret på ethvert ønske om forandring. Det politiske indhold i fair forandring er "vi behøver ikke ændre en pind. Vi skal bare være lidt mere kreative i bogholderiet, og så bede de andre om lidt flere penge". Det er virkelig ikke noget at stemme ja til.
Det ville se endnu mere sort ud uden Margrethe Vestagers og Lars Løkkes opportunistiske powermove i foråret med en tilbagetrækningsreform. Guderne må vide hvad besparelserne fra den vil blive brugt til istedet for 2020-holdbarhed.

Jeg har aldrig været andet end i opposition til den siddende regering, og jeg har ingen planer om at ændre på det, men når nu Villy+Helle i den grad er to huller i jorden, hvorfor så ikke nu. Fordelingsmæssigt er det støjende usandsynligt at en kommende regering vil klare opgaven særlig godt, og dermed mangler S+SF også det der virkelig er en mangelvare overalt i det politiske liv, lidt ideologisk selvkritik eller lad os bare kalde det ideologisk beskedenhed. Hvordan fordeler den ideologiske hybris sig hos partierne?

Hos Enhedslisten omfatter den hele partiets politik. Her findes kun ideale fordringer, og nedenunder det et betændt principprogram.
Hos SF ved jeg heller ikke hvad det er meningen man skal rose. Det er lige før jeg tror at SFs hybris er forestillingen om at være "et fornuftigere Enhedslisten" uanset at ingen ønsker et sådan mareridt opfundet.
Hos S mangler selvindsigten at man simpelthen ikke taler svages sag på nogen måde. Arbejderbevægelsen, den organiserede, er blevet velnæret middelklasse, og partiets sager er derfor blevet denne velnærede middelklasses. FOAs Dennis Knudsen klædte sig selv af på TV i foråret da argumentationen for efterlønnen blev til "vi vil have det gode liv". Indgrebet kom i vejen for ferieplanlægningen forstod man.
Rs hybris er den meningsløse forestilling at være balancen i dansk politik, istedet for et intellektuelt nicheparti.
LAs hybris er Ole Birk Olesen
V er blevet fuldstændig slidt i smadder af Foghs midtsøgende politik og har ligesom S ikke nogen ideologi tilbage
Ks hybris er at tro at partiet overhovedet eksisterer mere
DFs hybris er den autoritære bjælke partiet ikke aner hos sig selv, koncentreret som det er om den autoritære splint i islam. Et rent DF-Danmark ville være et maximalstats-forbudsmarridt.

Når valget skal træffes, står man med beslutningen om økonomi eller værdi skal afgøre sagen. Højreblokken skylder helt igennem sig selv at værdi ender med at være det centrale istedet for et fravalg at meningsløs økonomisk politik til venstre. Det seneste ti-år har bestået i en markant radikalisering i afradikaliseringens tjeneste. Hvis der er en direkte årsag til Enhedslisten rystende gode meningsmålinger, så er den Søren Krarup. Man skal lede længe efter en større realpolitisk fiasko end Krarups. I jagten på afradikalisering, på at pålægge politikken ikke at være påvirkelig af Islam har han omskabt politik til næsten ren værdi. Når først værdi er skalaen har man legitimeret at også de andre har værdi på skalaen, fra venstre til højre. Fra øst til vest. Medievaliseringen bliver, med liste Øs hidtil usete indflydelse til venstre i salen, komplet. Vi har simpelthen fået mere middelalder ind i den politiske samtale, sådan at både Ø og O er indstillet på helt igennem at redegøre for fjendens svinagtighed på værdimæssigt grundlag, selvom virkeligheden som hovedregel er en del mere speget.

Der er valg på torsdag. Jeg kan ikke få hoved og hale i det, heller ikke med Tveskovs PolitLEGO. Jeg vågner bare med mareridt om valgstrømmen (for den moderne browser).

Var på Louisiana til Litteraturfestivalen et par timer efter arbejde idag. Det var lidt en blandet rodebunke, men underholdende undervejs, mest i en time med Gary Shteyngart, der var det rene stand-up act - "I turned to writing, making fun of the Torah, which became 'Gonorah'." var bare et enkelt af hans mange quips. Men han havde også en udemærket observation på lager, som forfatter til en morsom undergangshistorie, med en kærlighedshistorie i. Om de to store dystopier fra det 20ende århundrede - Huxleys fagre nye verden og Orwells 1984 - siger han at han egentlig synes Huxleys er den bedste dystopi, som en forudsigelse, men det er 1984 han husker pga Julia og Winston. Det er kærlighedshistorien man kan huske. Hvad handlingen i Brawe New World egentlig er fortaber sig.
Og det er jo rigtigt - og samtidig forfærdeligt, qua f.eks. Rushkoffs antihistorieargument . Historier er fulde af løgn.
Rene Jean Jensen læste godt, og Junot Diaz blev stillet utrolig kedelige spørgsmål af Synne Rifbjerg. Klimakrisen var sådan et sted mellem lala og rigtig sjovt.

Jo ældre jeg bliver, jo værre bliver det at komme tilbage fra en ferie. Jeg slukker simpelthen bedre ned, mens jeg er væk, tror jeg. Og derfor er det mere besværligt at komme op i sving igen.
Årets ferie bød på 200km alpestier med 7500m stigning undervejs. Det er meget let stigning og meget lang vej - men der røg et par flade etaper på undervejs. Det er også meget langt på 14 dage - min planlægning havde ikke været perfekt. Al den motion gjorde at jeg ikke fik læst hvad jeg plejer, selv om jeg i år var bevæbnet med Kindle - ideelt i rygsækken, da den vejer så lidt og rummer så meget - og ret skal være ret, den uge jeg gik alene var lige længe nok. Så meget eremit er selv ikke jeg. Jeg skulle have fundet mig en makker, eller kortet turen til måske 3 dage. Men pænt var der, og vejret var rimeligt undervejs, og jeg lavede ingen dumme ulykker, kun lidt hyggeskvat på en særlig mudret dag.

Før jeg tog afsted havde jeg truet med en serie blogposts om matematik. De bliver muliggjort af miraklet MathJax - matematisk notation i browseren uden besvær - og vil være at finde herovre i fremtiden.

Så er der blevet lavet klimanalyse af arbejdsmiljøet på den kongelige ballet. Og som sædvanlig falder det dårligt ud. Som sædvanlig siger jeg, fordi der er en historie om en kreativ arbejdsplads, hvor normalforventninger om hvad det vil sige at gå på arbejde skuffes voldsomt, og den historie har vi fået med skiftende arbejdspladser flere gange. For 4-5 år siden mistede Radiosymfoniorkestret den bedste chef det nogensinde har haft, da Per Erik Vengs autokratiske ledelse ikke passede ind i normalforventningerne. For et par år siden kom filmen om livet i køkkenet på Noma, hvor normalforventningerne hellere ikke holder.

Der er sikkert masser af kreative mennesker, der ikke er dårlige ledere, men man kan ikke helt blive fri for mistanken, at det lige så meget er et spørgsmål om at normalforventningerne ikke egner sig til at producere det usædvanlige. Jeg tvivler på bjergbestigere kan overholde køre-/hviletids-bestemmelserne. Og hvad mere er, jeg tvivler også lidt på at de kreative arbejdende ville fungere særlig godt under normalforventningerne.

Idag fylder Bob Dylan 70, og det er jo en fantastisk anledning til at snakke lidt om Jesus. Da Dylan brød igennem i starten af 60erne blev han hyldet som den skinbarlige frelser. Dylan selv har en stor og dyb fornemmelse for mytologi - det fremgår af alle hans tekster, det foregår i en slags forhøjet realisme fyldt med mysterier og bibelfigurer. Den forståelse er den eneste rimelige forklaring på at det holdt de år det gjorde med Dylan som Frelser. I '65 var det slut - Dylan gik elektrisk, Pete Seeger forsøgte, siger myten, at slukke for strømmen til hans elguitar med en økse, og senere - i London - kom den berømte optagelse hvor publikum simpelthen råber "Judas!" af Dylan fordi han nu spiller rockmusik.
Der er nogle fine sekvenser i Chronicles, Dylans første bog med selvbiografisk materiale, om flugten fra messiasrollen, The Prince of Protest, som de kaldte ham. Dylan ville ikke være Jesus, han ville bare være sig selv, og det er tiden siden gået med at prøve på. Hver eneste gang Dylan har haft fornemmelsen af at være blevet en historie, en stereotype, istedet for bare sig selv, har han kastet musikken af sig og er skiftet retning. Og det er så her Dylan virkelig fucker op, i forsøget på at komme væk fra sin egen myte, for er der noget der peger lige på myten, så er det den evindelige forsvinden og kamp for bare at være et menneske. Det er simpelthen mere menneskeligt end de fleste mennesker kan bære at være.
Der er mange måder at tage miraklerne ud af bibelen på, min private er at hæfte mig ved den historiske Jesus og lige præcis ved det budskab her: Tro har vi allesammen, vi kan ikke lade være - det kan du heller ikke selv om du tror du gør det* - men den er et privat forhold, og skal ikke gøres til genstand for en kult. Og det skylder vi altid hinanden, at lade være med at kultivere. Der er ingen af os der har fortjent at blive forklaret - hvad kunne være værre, end bare at være en forklaring for andre, istedet for at få lov til at være sig selv. Den skarpsindige mirakelfrie grund til at Jesusfiguren ikke bare er et menneske, men nødvendigvis en mirakuløs figur er lige præcis den: Man dør af at stå til rådighed for de andres historier, at være en moralsk konstruktion. Jesus er mere menneskelig end noget menneske kan tåle at være. Alle vi andre er bare syndere for vorherre, som talemåden går.
Bob Dylan skulle ihvertfald ikke have noget af at være med til sådan en helgenkåring, men ligesom alle hans tekster er dybt mytologi- og trosbevidste, så ender han jo også med at være det i sit levned, for hvad kunne være mere helgenagtigt end at fravælge helgenrollen, fordi man bare vil være et menneske. Det er ikke et mirakel at vi har den slags eksempler at støtte os ved, det er bare et usandsynligt held. Og det fejrer vi idag, at Bob dukkede op, og skrev alt det her ned i den mest utrolige sangskat, vi nogensinde har fået af nogen. Tillykke med fødselsdagen.

*fangede du pointen?

I sidste uge tror jeg det mest interessante jeg læste på Twitter var en lille dialog* mellem Niels Hartvig og forskellige om den på det sociale net så gængse samtalekritik - at virksomheder ikke har ørerne ude i de sociale samtaler. Det er desværre langt hen ad vejen blevet til en rygmarvskritik. En doven måde at være mildt utilfreds på, eller som Hartvig siger:

Det er når det bliver brugt på samme måde som hvis du sendte en mail og cc'ede alle dine kontakter at jeg får kvalme

Det er det største problem med Twitter. Firmaer monitorerer feeds i dialog angst og folk finder ud af at de bare skal råbe højt på Twitter og så bliver tingene løst. Resultat; Det bliver et inferno af brok.

Det lyder som noget man ikke er nødt til at sige, men: Samtale, der ikke er samtale, er ikke samtale.
Drive by kritik, a la LA appen, har intet med politisk debat at gøre. Samtalen er stendød, lige så snart den bliver udsat for et forsøg på "skalering". På samme måde er der ingen samtale i at tage en virksomhed man er utilfreds med som gidsel på Twitter. Det er ærligt talt lidt svært at se hvad en virksomhed får ud af at please twitterbrugere. Det minder mere om beskyttelsespenge, end god service.

Så hvad er egentlig temperaturen på den samtalende virksomhed? At den sociale virksomhed virker indadtil, hvor samtalen ikke er på skrømt, er der vist ingen tvivl om. At den virker med genuine stakeholders udenfor virksomheden, tror jeg også gerne på - men er det det, der sker? Er de fleste samtaleforsøg ikke fanget i de problemer jeg taler om ovenfor?

* Kronologisk:
1, 2, 3, 4, 5, 6 og 7.

Jeg har opdateret mine fodtursforventninger. Fra nu er 10km "en lille tur", 15km er "en tur", 20km er "en pæn tur", 25km er "en grundig tur" (alternativt: "en solid vader") og længer end det er "pænt lange ture".
5km er nedgraderet til "en spadseretur" og kortere end det er bare "jeg var lige udenfor".

Der er også lidt social selektion i det. Op til 10km regner jeg som de afstande man kan forestille sig at andre, uforberedt, kunne finde på at finde rimelige, mens længere afstande end 10 forudsætter at man lige husker at advare om at det ikke bare er en lille tur, eller ved på forhånd at man er blandt vadere.

Ikke for at dramatisere, men at følge med i situationen omkring atomkraftværket i Japan, føles på mange måder ligesom dengang vi sad og ventede på at min far skulle dø. Han havde fået et slagtilfælde, og så fulgte 3 ugers limbo, hvor man ikke rigtig fik nogen gode nyheder, men heller ikke meddelelsen om katastrofen. Man kunne ikke rigtig gøre noget, men man kunne sige sig selv at man var på vej mod en virkelig drastisk forandring.
Så tager man sig i bare at ønske sig at få det overstået, sådan at man kan få gjort kontoen op og komme igang med at se på hvordan man kommer videre. Og det kommer man jo.
Det er også slet ikke ligesom dengang, for ulykken i Japan er ikke vores ulykke. Vi kommer ikke til at lide under den. Ligeså meget man kan føle for japanernee i situationen, lige så forkert er det at bilde sig selv ind, at det her er noget der sker for os. Vi har ingen ret til at blive lammede af det.

Det er pokkers svært at få overblikket. Svært at få en skala på. Helt konkret så har jeg det problem lige nu at Wikipedia opslaget om Tjernobylulykken taler om stråling i fysiske enheder (becquerel), mens alle de data vi får fra Japan er i strålefareenheder (sievert), som er en omregnet skala. Sievert er godt at kende for de, der er inden for 20km fra atomkraftværket, men vil næppe være en relevant målestok for en større region, for det vil ikke være akut strålefare en større region bliver udsat for. De ved formodentlig endnu ikke hvad storskalaeffekterne kan blive endnu.
Venten kan være det værste.

Situationen omkring det jordskælvsramte, og muligvis katastroetruede, japanske atomkraftværk er illustrativ for et problem vi har med flowmedierne - og de omfatter desværre også netaviserne, sådan som de bliver fremstillet. Flowmedierne er simpelthen elendige til at fortælle os om tingenes tilstand, når tingene ændrer sig hurtigt. Nogle af dem er rigtig gode til at aktivere vores interesse i lynfart, men når tingene begynder at ske, falder billedet af hvad tilstanden er hurtigt sammen.
Doc Searls skrev en god blogpost, hvor han samlede op på hvordan vi fik nyhederne fra Japan, og han har den rigtige observation, at det ender med at Wikipedia er det bedste sted at holde status - simpelthen fordi Wikipedianisterne rydder op i de gamle historier efterhånden som nye data kommer ind, hvor aviser og flowmedier bare rapporterer det næste flow.
Lige nu er netaviserne for eksempel et rodet miskmask af snak om nedsmeltning på reaktoren - baseret på pressekonferencer fra i går - nye rapporter om øget radioaktivitet, og endnu nyere om en (mindre) eksplosion på værket.
Jeg anbefaler i den sammenhæng en blogpost fra februar om forskellen på stock og flow.

OK, så gik den ikke længere. Imorgen.

Siden der åbenbart er kulturdebat på TV her til aften, tror jeg lige jeg vil skyde det her indlæg af. Et slags holdningsudsagn om kultur, det æstetiske og nytten og samfundet.

Det er en hverdagserfaring at æstetik virker. Hvis man beskæftiger sig med at lave ting, der ikke findes i forvejen, så er der simpelthen ikke plads til tvivl. Ikke alene er der ingen, der har lyst til at købe ting, der bare er grimme, folk kan simpelthen ikke finde ud af at bruge ting, der er grimme. Det er ikke pynt. Det er ikke glasur. Det er effekt.

Det er en historisk erfaring at overfladeudsagn om det æstetiske ikke holder. Konkret æstetik - udsagn om hvorvidt noget er æstetisk godt eller ej - har en elendig holdbarhed. Ringere end de ting, man taler om, endda. Hvis man var i tvivl, så skal man da bare gå ud i et normalt dank hyggeligt mellemborgerligt hjem, hvor de ikke er spor fine på den. Selv den kedeligste rugbrødsnutidsdansker ville være en jernhård funktionalist, hvis en 1890 klunkeborger skulle tage stilling til spørgsmålet. Det ville være et mareridt at skulle holde klunkehjemmet rent, f.eks. Omvendt ville al musik, de hører i dette kedelige hjem, være fuldstændig afskyeligt for klunkedanskeren.
Det er blandt andet sådan man ved at David Favrholdt fuldstændig har misforstået hvad kunst er (det står lidt nede. Søg på Favrholdt). Og det er også sådan man ved at Henning Christiansen havde ret, da han afviste at diskutere æstetik i forbindelse med kunst. Nutiden kan ikke sætte sig ind i hvad fremtiden vil finde smukt.

Når nu vi ved begge de to ting, så bliver det klart: Vi har ingenting, hvis vi ikke har et levende kulturliv. Man kan ikke leve af at reproducere tidligere tiders æstetik i en evighed. Spørg Royal Copenhagen eller B&O om det. Og man kan heller ikke nøjes med bare at hygge sig videre med tilforladelige små forandringer på overfladen. Kultur er en alvorlig ting, og den udvikler sig lige så revolutionært som teknologien gør det - blandt andet fordi teknologien gør det. Hvordan skulle klunkedanskeren dog blive informeret om det aerodynamiske design vi har fået i kraft af fly og biler? Han så jo aldrig nogen af delene. Hvordan skulle hun kunne sætte sig ind i de forandringer information skabte i æstetikken i the noughties, hvor det ikke mere er kraft og maskiner, der forandrer verden?

Så i weekenden i glimt det store DR1 portræt af Bjarne Reuter. Reuter er en rigtig håndværker, og har underholdt mig i timevis som barn og ung, både de bøger man læste for sjov, og så sføli alle de filmatiserede ungdomsbøger. Siden er han så begyndt at skrive for voksne også, og - oh gru - at krydre sine romantitler med mad og steder fra ferierejserne. Når jeg hører titler som "Barolo Kvartetten" og "Løgnhalsen Fra Umbrien" på bøger, der ikke er til børn, så afsikrer jeg min pistol...

Men det er sgu sikkert go' underholdning hvis man er til det, og fint med det - det gør bare et TV-portræt om Vor Store Forfatter til en pine. Når Bjarne med forfatterprægnans sætter sig til at fortælle sårn en klassisk historien-man-fortæller-kollegerne-til-frokosten historie om hvordan han skrev på noget TV-dramatik, og så fik han pludselig vandskade derhjemme, og de har simpelthen aldrig haft vandskade, og så tog han til Stockholm, og ved du hvad, så havde instruktøren fandeme OGSÅ lige haft vandskade!

Når det sker, med alvorlig mine, som om det ikke bare var pjank, så er det man får lyst til at råbe af fjernsynet: DO FUCKING BETTER!

Så foretrækker jeg da klart en anden stor underholder, John Ford, som hellere siger for lidt end for meget i det her interview, som han vist gjorde det meste af tiden.

Q: What sort of a childhood did you have? Were you interested in movies way back?
A: Not really. I'm not interested in them now, actually. It's just a way of making a living.

Den danske twittersfære er så lille at nogle af twitterbrugerne tror twitter er en dagligstue. Det er det ikke. Sociale konventioner fra dagligstuer gælder ikke. Twitter er en agora i en eller anden forstand. Et offentligt sted, hvis altså ikke bare det er et stykke teknologi som over tid bliver helt socialt transparent for os, sådan at vi bare er dem vi er inde i det, uden videre.

I anledning af kedsommelig dunken i hovedet med ligegyldige vaner fra en bestemt - ganske lille - twittersubkultur skal jeg derfor bekendtgøre et faktum og en holdning.

• Twitter er ikke min socialsfære. Jeg mener det på alle de måder du kan forestille dig det. Twitter er ikke en socialsfære. Min socialsfære er ikke indlejret i Twitter. Twitter er ikke indlejret i min socialsfære. Bliv selv ved. Der er altså lige præcis ingen social kontrakt på Twitter udover helt basale færdselsregler a la dem, der gælder i byrummet. Måske ku' du godt tænke dig det anderledes. Måske er storbyen dig også imod, og du ville egentlig hellere leve i et mindre miljø hvor man kommer hinanden ved. Jeg elsker at komme hinanden ved, men i byen dykker man ind og ud af at komme hinanden ved. Det er ikke afstumpet og følelseskoldt, det er bare indviklet og urbant. Byen ville ikke funke, hvis ikke den var fyldt af valgfrihed og lakuner i opmærksomheden. Bemærk også her, at selv om det er praktisk at bruge metaforer fra hverdagen når vi snakker om twitter eller facebook, så skaber disse metaforer ikke en virkelighed. Vi bliver ikke venner af at være facebookvenner. Twitter ville være et uhyggeligt mareridt af enten personkult eller stalking, hvis "follow" faktisk betød det i virkeligheden. Konsekvensen af det, er at det er totalt malplaceret at mappe dagligstuenormer 1-1 til twitternormer.

• Min interesse i andre mennesker er ikke bestemt af deres interesse i mig. Forstået sådan at jeg forsøger at interessere mig i andre mennesker for deres skyld, ikke for min skyld. Man kan ikke stille nogle krav om at andre mennesker er interesserede i en, kun være glad når de er det. Det er i min verden umådelig selvisk kun at interessere sig for andre i kraft af deres interesse for en selv.

For øvrige meninger om sociale medier og sociale forlangender i dem, erstat venligst blogging med det ønskede sociale medium i denne blogpost og fra den linkede posts.

Via Dorte Toft bliver jeg opmærksom på denne triste statistik. Pigerne står af matematik - og ad den vej praktisk taget alle naturvidenskaberne - meget tidligt. Det gør det lidt svært at tage kvotesnak alvorligt, når forudsætningerne for at komme ud på arbejdsmarkedet senere, i den grad bliver skudt ned allerede i folkeskolen.

Når der hvert år er Ada-dag for at fejre kvinder i de tekniske fag, dukker der altid en masse lister op med kvinder på, der ret beset ikke er aktive i de tekniske fag, men i stedet i en masse af de støttediscipliner, der omgiver de tekniske fag.
Det er dejligt at internettets altomfavnende almindelighed har gjort at teknologi ikke er et lukket maskinrum uden forbindelse med andre kompetencer end ingeniørens, men det er lidt skidt at det er det bedste vi kan stille op med på en dag, der ellers skulle prøve på at finde nogle rollemodeller i teknologiens verden. Det er rigtigt nok at teknologi er mere værd, når det kommer ud i hænderne på folk - men vi kan ikke leve af at formidle alle sammen.
Det er lidt af en tragedie, i disse for hvor fremtid så trange tider, at det er så gængst bare at give op.

Så næste Ada-dag, så giv dig selv en udfordring: Hvor er inspirationen til at lade være med at droppe tingenes verden på gulvet? Hvor er inspirationen til faktisk at beskæftige sig med at undersøge verden, med matematik og med andre midler?

Her er min hurtige påstand om valget 2011 og sociale medier, formuleret på Twitter i går aftes:

Skal vi ikke bare være helt ærlige fra bunden af: Heller ikke dette folketingsvalg vil blive afgjort på de sociale medier.

Et gængst argument om politikerlede og vælgerpassivitet og vælgeruforudsigelighed og designerpolitik er at politikken er blevet meningsløs fordi den ikke længere afspejler livsstile, sådan som i gamle dage hvor en arbejder simpelthen bare *var* en socialdemokrat og en bonde en venstremand - og vice versa. Vi lider altså af en slem mangel på relationer med den politik, der er på bordet i folketinget. Mulighederne i den situation fik vi illustreret henover sommeren i varmluftsballonen Udkantsdanmark og med Fælleslisten, der så ud til at kapitalisere politisk på skismaet i den danske vækst, der skabes i de store byområder, mens industriproduktionen lukker ned ude i lavtlønsområderne. Det viste sig bare, at der ikke rigtig var nogen politikere inde i Fælleslisten. Det var bare en dampventil. Politik er kultur, og der var ingen politisk kultur i den harme, Fælleslisten gav luft for.
Det minder fuldstændig om hvad vi så med Ny Alliance for fire år siden. Liberal alliance har denne gang langt bedre odds end Ny Alliance havde sidst, simpelthen fordi Liberal Alliance bare er en slags venstrefraktion, peppet op med de mest borgerlige radikale.

De sociale medier er relationsmedier, ikke kampagnemedier, sådan plejer vi jo at sige om dem, når vi skal kritisere politikere der kun liige blogger i en måned op til valget og den slags ret hule forsøg på at komme i øjenhøjde med vælgerne. Relationsmedier burde jo passe lige ind i billedet. Men hvis det skulle passe på den politiske situation, så skulle vi jo allerede se det nu. Selv online tager det tid at lave relationer. Og ærligt talt, det gør vi bare overhovedet ikke. Liberal Alliance har været dygtige til at markedsføre deres skatteberegner med spareeksempler, men det er der jo ikke meget socialt fællesskab i, og Fælleslisten er dykket grundigt under opmærksomhedsgrænsen igen.
Konklusionen er derfor den nogenlunde enkle: Det bliver en kampagne. Den bliver domineret af kombattanter vi kender til bevidstløshed. Der bliver svinestreger og overfladisk leflen, og en pressedækning, der - værre end nogensinde før - vil svigte i at skille spin og human interest fra politik. Og vi kommer til at snakke om den på Facebook, ligesom vi snakker om hvad vi ellers ser på TV. Og så ikke meget mere end det.

Jeg skal ikke frarøve nogen, deres fornøjelse ved Harry Potter-serien, men hvis nu det var sådan at der døde en engel hver gang en forfatter brugte en narrativ nødudgang, så ville J.K. Rowling være kendt som en af historiens største massemordere.

Beviset er i dette katalog over magiske besværgelser brugt i Harry Potter bøgerne. Magi er fantasy-litteraturens svar på agent-filmenens omfattende og altid helt ubevogtede ventilationskanaler. En gratis måde at flytte personerne fra situation A til situation B uden at skulle finde på noget.

Det er trumfkort af valgfri valør, og minsandten om ikke Rowling hen over bøgerne når op på hele 142 (et-hundrede-to-og-fucking-fyrre) af dem. 142 nødudgange! Fortælleøkonomisk rædselsfuldt. I Bond-filmene har Q et budget pÃ¥ omkring 3 magiske gadgets han kan give Bond per film. Rowling, derimod, tillader sig hele 20 fribilletter per bog!
Hvor slemt det står til, fanger man især ved at se på hvor få gange mange af formularerne er brugt. Hvis det handlede om at etablere et univers, der er anderledes og så lege med reglerne der, så fint nok. Men nej, det er faktisk så slapt lavet at Rowling bare finder på en ny formular hver gang hun maler sig op i et hjørne, istedet for at ofre energien på at finde ud af hvordan personerne faktisk, med de ressourcer læseren ved at de har, kunne overvinde udfordringerne.

Da debatten tidligere i år kørte om forholdene i udkantsdanmark gik mine tanker igen tilbage til min barndom i Danmarks mindst kreative by, Skærbæk, der ligger helt dernede i sydvest, hvor bananen drejer over mod øhavet og Lolland-Falster. Som børn af to akademikere stak jeg og mine søskende mildest talt ud i byen. I skolen var man naturligvis "'fessor", eller også - fordi min far var byens præst "præjst". Kulturtilbuddet i Skærbæk bestod sådan ca i den lokale biograf (den er lukket nu) og ellers den kombinerede kiosk og legetøjsbutik, som hjemkøbte Politiken, fordi min far troligt gik ned og købte den hver dag, og så var der faktisk en boghandler - dvs en papirvarebutik med adgang til at bestille bøger hjem, hvis man gerne ville have nogen. Al anden kultur var noget man kørte til. På et tidspunkt startede ildsjæle fra den lokale skole en musikskole om eftermiddagen. Det var ikke noget kommunen synes man skulle bruge penge på, så det var svært med støtte til den slags. Det gik meget bedre da andre ildsjæle ville lave tambourkorps, for de har jo uniformer på i sådan et korps, og det er sgu da noget man kan forstå, og ikke bare krea-børn.
Som præst kom min far i berøring med de fleste mennesker i byen. Han havde kontor hjemme i præstegården, så rigtig mange skærbækborgere kom også i vores hjem. Det var altså ikke fordi vi havde vores egen lille ghetto eller noget, men selvfølgelig var vi anderledes, og selvfølgelig var de andre mennesker vi kendte i byen skolelærerne og lægen. Og der skulle ikke laves om på noget. Sådan en lille by er konservativ. Den er optaget af at være "os fra Skærbæk". Det tager lang tid at flytte til. Det er den slags lilleby hvor "underlig" er et advarselsblink. Man skal falde til - dvs, holde op med at være den man er og blive "lissom os".

Når Vestas lukker, og når Udkantsdanmark har problemer, og når landbruget passes af billige polakker og socialhjælp fra EU i form af landbrugsstøtte, så har jeg svært ved ikke at komme til at tænke tilbage på livet i Skærbæk, og tjansen som outsiderakademikerbarn. DF-kritikken af sådan nogen som os vil til enhver tid være at vi har jo vores på det tørre. Vi kan bare flytte. Vi har ikke rødder der. Og vi flyttede jo også allesammen. Men, hvorfor skulle vi andet? Kritikken ville til enhver tid have været at vi har vores på det tørre og bare kunne flytte, og det er da rigtigt nok, men det er jo ikke nogen måde at trække folk til byen på, at man ikke rigtig stoler på dem, for de kunne jo bare flytte? Hvem vil gerne modtages af den kattejammer? Hvem orker at stå på mål for den kritik, når nu man ikke kan gøre noget ved den?
Der kommer ikke flere jobs i landbruget, og jobsene på fabrikkerne er også flygtige. De kommer under ingen omstændigheder, hvis ikke der er nogen rige kunder her, der køber en masse, og hvis ikke der bliver hældt en masse viden og teknologi i, så ham ude på fabriksgulvet faktisk kan blive det værd fagforeningen synes han skal have, istedet for den løn landmanden nu giver til de polske landbrugselever i stedet for.

Der skal mere til end en debat om placeringen af sygehuse for at flytte nye jobs, der kan være det værd, der skaber det gode liv, ude i sådan nogle byer som Skærbæk. F.eks. Skal Udkantsdanmark have sig en drøm om faktisk ikke at være udkant længere. Den rådne banan er rådden, fordi den ikke selv skaber velstand at leve af, så man er nødt til at ville forandringen selv, og det er simpelthen ikke sådan jeg husker min barndoms marskland.

Skærbækerindringen melder sig igen når Pia Kjærsgaard forklarer at hun endelig har gjort det. Skabt Fæstning Udkantseuropa. Kravene til eventuelle nye indbyggere i Danmark har nu et niveau som kun en helt marginal andel af Dansk Folkepartis egne vælgere ville kunne leve op til. Der er et skærende misforhold mellem samtalen om omkostningerne ved indvandring, og samtalen om vores egen velfærd. Misforholdet er baseret på et politisk eventyr om at det er OK, for os der allerede er her, har jo sparet op, så vi kommer jo med et indskud, som de andre ikke har. Det er ren fiktion. Der er ingen opsparing, tværtimod. Der er nogle ufinansierede forventninger til fremtiden og et absurd selvbillede af at det er de andres skyld det hele. "Du må kun flytte hertil, hvis du er bedre end os" er sådan ca budskabet. Jeg kan ikke slå billedet ud af hovedet, hvor diskussionen foregår ved byporten på vej til Skærbæk. "Har du kun gået på universitet i Bologna? Men det er jo kun en smule bedre end den bedste skole vi har her.". "Altså, jeg taler ikke kinesisk, så jeg kan ikke rigtig se hvad jeg skal bruge det til at du taler kinesisk". "Spiller du håndbold? Nå, ja vi har ikke nogen cricketklub, så det kan jeg ikke se hvor du skulle gøre. Larmer det, sådan noget cricket?"
Ville de fleste ikke køre et andet sted hen, efter det interview?

Beundringsværdig indstilling hos Anders Matthesen

Jeg havde et møde med med Thomas Vinterberg, der spurgte om ikke jeg kunne tænke mig at skrive en film. Og jeg havde lidt den holdning til det, at det der med at skrive det, og så bagefter prøve at søge støtte, så bliver det sådan en årelang proces, hvor man skal have godkendt sit arbejde hele tiden, og det gider jeg ikke.
Mine ideer er for mig meget dyrebare, og det der med at smide dem på bordet til en reklamekampagne, eller et eller andet tilfældigt, du ved "skal vi ikke prøve at få nogen ideer i omløb?" - altså, jeg ser dem som små babyer der skal sættes i verden og følges helt hen til børnehaven. Jeg gider ikke bare at sidde og lade ideerne sprudle, og så ikke følge op på det. Jeg booker en sal, så laver jeg en plakat, og så skriver jeg showet. Altså, jeg gider ikke løfte en finger, hvis ikke jeg er helt sikker på det bliver til noget. Det gør for ondt på mig, hvis de kreative ideer og tanker, der kommer på bordet, de ligger i en eller anden skuff. Altså folk der har det sådan "Det var noget jeg skrev på engang, men vi fik det aldrig solgt.", det gider jeg ikke. Hvis jeg bruger min energi og tankeenergi på noget, så skal det også ud.

Iøvrigt, så blev Historien Om Den Forsvundne Paukenist (<- hov, der er da en bombemetafor til den anden historie!) blogpost nr 4000 her på Classy's notesblog. Det er jeg fælt godt tilfreds med. Jeg havde egentlig håbet at nå den til 8 års jubilæet i maj, for 500 posts om året, er sådan et pænt tal, men nu hvor jeg har lagt bloggen om til længere posts og lader Twitter om de kortere udadvendte spørgsmål og hurtige bemærkninger, så kan den takt jo ikke opretholdes.

Selvfølgelig har det ligget i Man On Wire hele tiden, men det ramte først mit centralnervesystem for alvor tidligere idag, da SVT1 sendte dokumentaren, mens man på nyhedskanalerne kunne følge med i politiets pressemøde i anledning af bombesprængningen på Israels Plads: Uskylden i linedanserens omhyggelige planlægning af hvordan man skaffer sig ulovlig adgang til World Trade Center, med falske identitetspapirer, og camoufleret linedansergrej, er blæst væk, for en overskuelig fremtid. Det kan ikke lade sig gøre, slet ikke på en sådan en søndag morgen lige efter 11. september, mens politiet efterforsker en identitetsløs bombemands færden, at lade være med at tænke: Hvad nu hvis det var noget andet de ville i højhusene dengang?

Iøvrigt, så formoder jeg at manuskriptforfatterne allerede er svinget igang, ovenpå bombehistorien. En identitetsløs bombemand, midt i København. Det er en mageløs historie, og man glædes over at mandens talentløshed som bombemager gør en fri til at fantasere ud fra det, istedet for at skulle tænke på en tragisk hændelse.
Der skulle være nok at gå igang med. Kunstigt ben. Og mageløse dæknavne som Raoul Foltz, David Francois J de Vicq de Cumptich og Hans Veller.

Jeg tror det var Christopher Arzrouni jeg så skrive en klumme hvor han mente at nogen andre var gak gak fordi de snakkede om krig og terror som kulturelle konstruktioner. Det er nemt at forstå hvad han mener, og der er ikke så meget kultur i folk, der er døde, men klummen var klassisk overreach. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at Raoul Foltz mentalt er med i en agentfilm af en art. Bare de mageløse navne, fortæller en historie.

1971: Skurkene i Sang om Merværdi er mennesker, der blir rige uden at lave noget.

2010: Det gode samfund er et med lav arbejdstid og efterløn og orlovsordninger og retten til et liv uden konkurrence.

Hvordan kom man fra A til B? Er det hemmeligheden bag alle historier, at skurken er ham, der gør det helten drømmer om?

OK, jeg indrømmer gerne at jeg er et sentimentalt menneske, men jeg får sgu da tårer i øjnene når jeg ser smuk teknologi som det her navigations-armbånd fra 1920ernes England. Det er et snedigt lille apparat med udskiftelige ruller, der viser vej når man ligger og kører sin lastbil ude på ruten.

Og hvad er det så der er så smukt ved det? Jow, altså. Det fine ved armbåndet er at det er lavet lige præcis som et ur. Blogposten har godt fat i det: En GPS fra 1920erne. Anvisningerne kunne forsåvidt have stået i en bog, men det var ikke den effekt producenten var ude efter. Han ville lave et apparat, en slags kompas, bortset fra at man her navigerer efter de symboler vi har hældt ud over den grå graf af asfalt vi har hældt ud over landskabet. Vejene, og kortet over dem og systemet med vejnumre, har lavet den store indviklede 3-dimensionelle verden om til sprog. Fordi verden er blevet til sprog, pga den menneskelige snilde, så kunne man pludselig i 20erne lave et navigationsapparat, næsten en slags sensor, helt og aldeles ud af ord og tal.

Det synes jeg er stærke sager.

Både at sproget kan det, og armbåndsproducentens implicitte accept af at det er sådan. Naturligvis kan man lave et armbåndskompas ud af ord. Naturligvis er sproget en maskine, der faktisk virker.

Nu er kort og GPSer jo i sig selv sproglige forenklende modeller af verden, men den får lige en ekstra drejning af skruen her. Jeg husker faktisk tydeligt en iøvrigt rædselsfuld busrejse til London, fra før flyrejser blev rigtig billige, hvor nogle gæve jyske chauffører skulle finde vej gennem Tyskland, Holland og England. Det fremgik af de ikke rigtig havde gjort turen før, og hvad de havde med som guide var lige præcis en oversigt i stil med 1920er apparatet, bare lavet i hånden: En bunke sammenklipsede A4-ark med vejnumre, orienterende blik på hvilke sideveje man kan forvente at se, og så rutevalg undervejs. På intet tidspunkt brugte de kort. Et enkelt større vejarbejde eller trafikuheld med omdirigering og vi havde været lost.

Siden jeg boede på Regensen og havde lejlighed til at nærstudere mekanikken i gårdens ur i detaljer - en helt klassisk tårnursmekanik som de har set ud siden Huygens opfandt penduluret, men med en smuk og meget overskuelig mekanik, har jeg været fascineret af spillet mellem uret, mekanikken og tiden der går.

Fra den rituelle venten nytårsaften kender vi alle fornemmelsen af at uret ikke bare viser tiden, men er tiden. Vi kigger på resten af verden og hvordan den bevæger sig i forhold til uret, for at forstå tingene. Det er uret, der er grundpulsen. Og så er det alligevel sådan, hvad man kan forvisse sig om ved at kigge på en gammeldags pendulursmekanik, at et ur bare er et lod, der falder til jorden, på en indviklet måde.
Et lod, der falder til jorden. Det er det, der driver solen henover himlen. Det er for mig en fantastisk tanke, og navigationsarmbåndet minder mig i den grad om den. Kortet bliver landskabet.

På personalets undrende kig på mit gamle 2008-medlemskort kunne jeg regne ud præcis hvor bizart lang tid siden det er, at jeg har været forbi Louisiana, men igår var jeg deroppe. Jeg må indrømme at jeg ikke egentlig bryder mig om den nye bunkeudstillingsstil, der har kørt i de sidste par år. Jeg går ud fra at det er fordi det er det, der virker for publikum, at man har prioriteret anvendelsen af rummene så meget om, og sårn professionelt er det jo også let at forstå - men man går til gengæld fuldstændig glip af stedets og værkernes enhed, når det hele altid bliver flyttet rundt. Det er kun de udendørs værker, der får lov at blive stående og betegne hvor de er. De fleste af de andre klassiske koryfæer fra 80er-90er-museet, med et par signatur-undtagelser, står lidt pjaltet rundt omkring.

Når det så er sagt, så er der masser af guld deroppe i de mange små stik ud til højre og venstre. Sophie Calle har altid slået mig som en fremragende humorist, selvom hun aldrig udadtil antyder at hun selv synes hun er det. Det er kun den fantastisk inspirererede overreaktion på et noget kedsommeligt afskedsbrev fra en eks-kæreste, der rigtig giver mening i museumsrummene. De andre ting var man hellere alene med. Men kæreste-installationen er det hele værd. Jeg fik mindelser til den berømte scene fra Cyrano, hvor fægtemesteren belærer en noget kedelig fornærmer med et overbud af langt bedre fornærmelser vendt mod sig selv. På samme måde er Calles overbud af kuraterede reaktioner på det kedelige brev er i særklasse, fra de mennesker hun spørger til de konsekvenser hun mener det flade brev bør have.
Af særlig privat interesse for mig, for tiden, var de mange visuelle og auditive opmærkninger af selve teksten og hvordan man kan oplyse indholdet ved at gå ordnært til værks med billeder, annoteringer og overføringer t lyd og andet.
Som Morten gjorde opmærksom på per chat senere på aftenene, så er der i det hele taget ved Calles arbejder en intertekstualitet, der virker særligt relevant og tilgængelig for det moderne webmenneske. Underligt nok, og en længere historie værd, at hun aldrig selv har opdaget det medium (ikke hvad jeg ved af, ihvertfald).

Også godt, nu man er der, er et rum der forsøger ved en flot og varierende samling eksempler at vise os hvad der er på spil i nutidsmaleriet. Det er alt fra den slags ornamenteret detaljemyldrende maleri, som er blevet en hel stil, også i design, i '00erne til nypunkede kollager i blandede medier.

Og så det utrolige optiske illusionsværk m vand og farvede kugler, hvor man ovenikøbet får lov at være alene nede i kælderen. Fanget her, på vild flugt fra det rum, det befinder sig i.

Munch og Warhol har også sine øjeblikke, men lidt kold lod det mig nu alligevel. Jeg var i den forbindelse gladest for simpelthen at se mikrovariationerne i Munchs ting, ophængt side v side.

Hvis man gerne vil vide hvorfor offentlige IT-projekter bliver så dyre og dårlige, så kan man starte med at læse her. Det er sund fornuft at have en institution som Datatilsynet, men hvis udgangspunktet er not-invented-her syndrom som f.eks. udtalelsen "Allerede det forhold, at medarbejdernes login sker uden digital signatur, gør, at den er vi ikke med på", som nævnt i artiklen, så umuliggør man en fleksibel adgang til at prøve med ny teknologi i de offentlige IT-systemer. Farvel til de utallige fordele vi andre høster på Facebook, Twitter o.l.. De kommer aldrig i spil i offentlig sammenhæng.
Det bliver et enormt problem, i et land hvor den offentlige sektor er så stor. Hvis vi skal have vækst og velstand i Danmark, så er vi nødt til at finde ud af at bruge IT så godt som muligt, og så hurtigt som muligt, pg så er det en katastrofe at halvdelen af vores økonomi simpelthen har annuleret innovation på den måde.
De der gider lege med på den form for defensivt kravrytteri tager sig godt betalt for det, og når de defensive kravlister får lov at vokse uden begrænsninger, jamen, så bliver det dem og ikke anvendelighed eller nye funktionsmåder, der kommer til at bestemme de webtjenester vi får.

Det bizarre her er at lovgivningen - og Datatilsynet - ikke skelner mellem data, som der er tale om her - elevplaner - og så de virkelige kernedata i systemet, vores skattedata osv. Hvis man fryser alle vores mellemværender med staten på Fort Knox-niveau, så lukker man ned for en masse kreativitet ude i kanten. Tænk nu hvis man tog det lige så sikkerhedsbevidste syn på sagen, at man skal arbejde på at undgå at risici for noget så harmløst som elevplaner eskalerer til alvorligere områder.

Guderne skal vide at det ikke var på banen, men Frankrig har alligevel givet os VMs mest mindeværdige øjeblikke, nemlig de mange skud af træner Domenech i undergangskampen mod Sydafrika. Domenech vidste jo godt, det meste af kampen, at spillet var ude og fiaskoen total. Alligevel var der ikke andet at gøre end at blive stående, og leve med at kameraet naturligvis syntes at det mest spændende ved kampen var ham. Fysisk stod fiaskoen godt til ham. Det grånende gribbeblik, på en gang intenst og apatisk - det var intenst, men tydeligvis optaget af noget andet end at gøre en forskel for spillerne på banen.
På et eller andet tidspunkt har fanden taget ved ham, og når der alligevel intet var at redde kunne han lige så godt føre sine kamplystne fejltagelser til ende, og bl.a. nægte at give hånd til vinderen efter kampen.
Det er grusomt at skulle stå der og tage imod latteren og nedværdigelsen i 70 minutter (regnet fra det sydafrikanske mål), uden at kunne gå og endda uden rigtig at kunne foretage sig noget fysisk. Holdet skal jo ledes, og man skal holde sig i det tekniske område omkring udskiftningsbænken. Domenech nærmest udfordrede den billige opmærksomhed i hans nederlag. Til tider forsøgte han at nidstirre kameraet, og dermed alle os, der sad og så ham gå ned.
Jeg tog mig i at forestille mig Domenechs figur genopfundet i et Bunuelsk vrangbillede af burgøjserlivets høflighedsformer. Det er afsløringsmareridtet, ført ud i livet. Demaskeret som fiasko, og så uden at kunne forlade scenen, man må bare stå der og tage imod latteren.

Er netop faldet over Chris Dixons blog og sidder og læser mig metodisk igennem den, bagud i tid, indtil jeg kom til denneher post fra sidste år, om den tillid og commitment, der skal til i en startup. Den virker simpelthen ikke hvis ikke det er en relationsarbejdsplads. Hvis du godt kan lide at brokke dig over kantinen, lønnen, firmafesterne eller arbejdstiden, så skal du nok lave noget andet. Hvis din chef godt kan lide at brokke sig over de same ting, sÃ¥ er det ogsÃ¥ en grund til at lave noget andet.
Jeg abonnerer også fuldt ud på den med bare at være åben om hvad det er man gerne vil. Jeg har haft den fornøjelse to ud af to gange jeg har prøvet det, at kunne tale helt frit med chefen om at der nok var en tidsgrænse på hvor længe jeg blev siddende, og har begge gange kun fået god hjælp til at prøve at få fremtiden til at gå op, der om 6-12 måneder.

Når jeg tænker over hvad politik handler om, og hvad forvaltning handler om, og hvad fagforeninger tilsyneladende handler om, så er det anti- alt det, der får sådan en situation til at virke. Udover hvad lønnen skulle være, så har intet jeg nogensinde har haft i en kontrakt med en arbejdsgiver, haft noget som helst at gøre med hvordan det så var at arbejde der. Tværtimod, så har jeg den klare fornemmelse, at enhver anvendelse af kontrakten havde taget livet af alt det gode i løbet af meget kort tid.

Det er lidt ligesom "lovliggørelsen" af cykling på ydersiden af Søerne (i København). Folk har cyklet der siden tidernes morgen, og det har virkelig ikke været noget særlig stort problem. Lovliggørelsen har derimod

• Gjort den pæne, brede sti til en grim todelt, tofarvet, to gange for smal, sti


• Afløst hensyn med rettigheder

Selvfølgelig kan vi ikke allesammen være venner hele tiden; det er det befriende ved markeder - at man slipper for at skulle mene noget om de andre, men bare kan vælge dem fra hvis man foretrækker noget andet, så jeg tror grundkonklusionen ovenfor er at jeg simpelthen aldrig har haft oplevelsen af at være på jobmarkedet, uanset at jeg har arbejdet i årevis.
Sådan er vi givetvis mange der har det, men hvis du ikke er en af dem, så kan jeg kun varmt anbefale at blive det.

Jeg glæder mig til at se dokumentaren om krigen i Afghanistan. Det er helt sikkert voldsomt og spændende, og grusomt og livsændrende både for de der bliver ramt og de der skyder.
Når jeg ser forskræppet for dokuen er det dog noget andet, der sidder fast, nemlig en dansk soldats ord i en avis for et stykke tid siden om hvor skuffende journalisters besøg i lejren altid var. Det eneste de vil er med ud at slås. Der skal action på drengen, for det er der de gode historier er. Der er ingen gode historier i at kede sig i lejren, eller bevogtningsopgaver i byer, hvor børn går i skole eller lignende mere fredsommelig indsats.
Carsten Jensen har sunget sig helt i sky på en "krig er grusomt"-rus i anledning af filmen og snakker meget om hvor "udansk" det er sådan at være med til noget grusomt, men man kan ikke blive fri for mistanken at der fanme skulle findes noget grusomt, for det er bare "stærkere" at være på den anden side af noget virkelig grusomt, end at være på den anden side af ... børns skolegang.

Jeg er glad for at jeg ikke er i Afghanistan og skal træffe nogle af de stenhårde valg, der skal træffes af de danske soldater; jeg tror ikke jeg ville være særlig god til det, simpelthen, men det er så - for mig - også det. Jeg stiller mig lidt tvivlende overfor den egentlige fordybelse i det kritiske blik, navnlig som det er skaffet gennem stærkt fortalt neodokumentar. Krigen set fra tusindevis af kilometers afstand kommer ikke af den grund til at handle om en grøft i Afghanistan på nogen ærlig måde. Her må det handle om Taliban, frihed, og danske soldaters liv og lemmer. Man er ikke mere involveret i krigen fordi man sidder i sin lænestol og bliver mere og mere anfægtet.

Jeg har en mistanke, måske endda en forhåbning, om at "for" i "fortalt" om nogle år vil blive aflæst på samme måde som det bliver i forædt, forvitret, forødet, som destruktionen af det man snakker om gennem en eller anden handling. Man fortæller verden helt i stykker. Frank Jensens kommuneadministration har efterhånden fået ansat over 100 fortællere af kommunens mission, et fuldstændig absurd antal, med mindre de bliver brugt til noget andet end titlen "kommunikationsmedarbejder". Hvis nu de lavede intern kommunikation, og på den måde omgjorde kommunen til en slagkraftig netværksorganisation, hvor de små enheder har ansvar og frihed til at gøre en forskel, navnlig hvis de kan gøre det nu og her for små midler uden at skulle lægge femårsplaner og rapportere på lovkrav, så kunne det være det gjorde en faktisk forskel for nogen - men man tvivler jo på at det er den slags kommunikation. Det er vist mere noget med at forklare hvorfor der ikke sker en skid. Eller hvorfor det ingenting, der sker, faktisk er en hel masse!.
Det er den samme underlige armslængdeprincip til virkeligheden som deltagelse per anfægtelse i Afghanistanmissionerne. Det ændrer ikke noget som helst. Indsigt og forståelse er afgørende, men det skal jo helst være den slags, der får os op af lænestolen, ikke bare en stærkere og stærkere fornemmelse af at lænestolen er et fantastisk sted at være vidne til det hele på.

Hvor ville jeg dog ønske det var det, der var pointen for den ene og den anden Jensen.

Det er ikke fordi det var planen, men jeg konstaterer ved gennemsyn af 6 ud af 10 af mine core books, handler om sprog og mest om dets forhold til virkeligheden, nemlig GEB, Fugls Føde, Mathematica, Hemingway, Borges, Qvortrup. Eller, det gør de for mig, og det er måske det, der til sidst siger det meste. Forklaring følger:

GEB var det første store livtag jeg tog med verdensforklaringen, sådan for alvor. Og det er nok meget godt, at det første store livtag består i det 20ende århundredes største skuffelse på sprogets vegne, nemlig Gödels dramatiske opdagelse: Ikke alene beskriver sproget almindeligvis verden på en fejlfyldt og ukomplet måde. Sprog kan simpelthen ikke, som teknologi, bringes til at gøre andet. Verden ligner ikke sprog, sådan er det bare.

Man skulle tro, at når nu jeg havde læst en bog med det indhold, så kan det ikke passe hvad der siden skete. For det første at jeg begyndte at læse matematik, når nu jeg havde læst mig til at projektet - sådan i princippet - var dødsdømt. For det andet, at næste bog i rækken skulle komme til at plage mig i den grad den siden gjorde. Fugls Føde handler meget eksplicit om at beskrive virkeligheden, for det er den opgave vores antihelt Tom (<- saynomore) får som redningskrans af en gammel ven. Det viser sig desværre at redningskransen er lavet af bly, for Toms mareridt realiseres fuldt ud, da projektet endeligt er mislykkedes for ham mod bogens slutning med ordene

Han skulle stride for virkelighed, men han kunne ikke stride, for hans frygt var så stærk, så stærk. Selv romanen fik han ikke skrevet, for hans virkelighed bestod af tre ord, det var ingen roman, det var blot en elendig lille sandhed, som beherskede ham.

Nå, men når man ikke kan det, så er det godt man har matematikken, for det er en magisk verden, hvor man kan alt, hvor man møder uforståelige monstre og uendelige symmetriske landskaber. Og man løber på Mathematica, som er et funktionsprogrammeringssprog, basalt set, med særligt henblik på at formulere matematik som programkode, sådan at ordene - matematikken - kan blive til virkelighed - programkoden. Det er det der er det fantastiske ved computere. Her bliver dine ord til virkelighed, på en måde, der stadig - ligesom den var da jeg var 12 og gjorde det første gang - virker fuldstændig magisk på mig i særlige lykkelige stunder.
Når man ankommer fra den rene matematik, så er Mathematica i særlig grad crisp og forståeligt. Abstraktioner er "just so", lige præcis rigtige. Det er dybt tilfredsstillende - omend jeg siden mest har beskæftigtiget mig med ting, det ikke egner sig til at formulere.

Sideordnet, så dukker vor ven Hemingway op. Han er da også fuldt klar over det heroiske i verdensbeskrivelsesprojektet, og "On Writing", en samling af småtekster handler meget om det, f.eks. i det stykke jeg videregiver her, men han ved også godt, som det fremgår både af citatet og hans værk og liv, at man er dømt til at tabe. Det er det man gør, simpelthen, mens man lever. Og så kan man jo lige så godt tage sig sammen og gøre det ordentligt.

Jeg ved ikke om Borges og Hemingway nogensinde har mødt hinanden. Jeg har svært ved at tro at der ville komme noget godt ud af det. Borges var en lille mand, og jeg tror Hemingway trods alt ville have skammet sig over at give ham de tæsk han havde lyst til. Men en fin Hollywood art-movie kunne der komme ud af det. Storvildtjægeren og bibliotekaren.
Selv holder jeg fantastisk meget af Borges. Hans ræsonnementer om ordets og læsningens alvor, har en fantasifuldhed og en dybde, der for mig spejler noget af det fine ved matematikken. Begge er fyldt med opsætninger af typen "lad os forestille os" - og så kommer en eller anden helt vild forestilling, der umiddelbart virker langt fra det ønskede mål. "Humour me" lyder den tilhørende replik på engelsk. "Vent nu bare, jeg lover at jeg nok skal få det hele til at gå op til sidst". Der er lidt tryllekunstner over det - man etablerer en scene af effekter, og så med et elegant svirp kollapser man det hele til sidst, så det altsammen forsvinder.

For at denne her historie skal gå bedre op end verden gør i virkeligheden mangler jeg nu bare noget lim, der får mening ud af at sproget ikke kan nå sammen om verden, og derfra det sidste punkt på listen: Lars Qvortrups fremragende bog om Det Hyperkomplekse Samfund, der sørme lige præcis har samme udviklingshistorie beyond det modernes meningsløshed som fortælleramme, men ender med at få en større mening ud af det hele alligevel. Jeg har brugt og misbrugt Qvortrups buzzword utallige gange de seneste ca 7 år, til alt mellem himmel og jord. Det er en superproduktiv idé for mig.

De andre 4: Jamen de passer skam også ind ind, bare på "personlig projekt"-måden: Ringenes Herre - man er barn og tror stadig på at manuskriptet er virkelighed. Double Indemnity - en gryende fornemmelse af hvordan sjælen, kroppen og virkeligheden gør at kontrakter ikke altid overholdes, endsige skrives af de grunde de selv angiver. Moby Dick - det gale jagt på et livsværk og endelig Rilke - roen i verden uden for stuen. Wer du auch seist: am Abend tritt hinaus, aus deiner Stube, drin du alles weisst.

Sidste uge mødtes en lille gruppe mennesker og diskuterede Apples nye lukkede regler for brug af iPhone-platformen og Facebooks massive landgrab annonceret under den nyligt overståede F8 konference.
Snakken var god, men en smule svær at referere. Det kunne være blevet en meget aktivistisk samtale om principper, men det blev istedet en forholdsvis bred samtale om hvordan teknologiverdenen egentlig udvikler sig, i en dynamik mellem markedet - der er bedst til "dyb" innovation - og de enkelte virksomheder - der er bedst til fokuserede hurtige fremskridt. Vi snakkede om at der er en dynamik mellem de to måder at udvikle på. Virksomhedens forsøg på kontrol skaber værdier for virksomheden, men provokerer også konkurrence andre steder, og i det lange perspektiv udligner den slags sig så.
Virksomhedsperspektivet på åbenhed vil være at det er nødvendigt for at vokse - i et stykke tid. På et tidspunkt vil det ikke nødvendigvis, for den modne virksomhed, give mening mere, fordi det ikke genererer mere vækst - og så er det fokus flyttes ud på markedet igen, hvor åbenheden kan producere innovation.

Så diskuterede vi om der trods alt er noget anderledes ved de nye nær-monopoler. Ved Google, ved Facebook og ved app-storen. Om man kan udkonkurrere den enorme akkumulation af data som f.eks. Google har. Konsensusformodningen efter et stykke tid var nok "ja", men det tager helt klart tid.

Vi snakkede om hvad man bør stille af krav til sine platforme, for ikke pludselig at være med i en lang sej dødskamp, hvor kontrollen strammes for at tjene flere penge. "Der skal være en kattelem", sagde Niels Hartvig, og brugte sit eget Umbraco som eksempel. Der er ingen tvivl om at Umbraco-projektet primært drives af den sponserende virksomhed Umbraco, men kode er kode, og hvis balancen mellem Umbraco - virksomhedens - interesser og Umbraco - open source CMSet - bliver uspiselig for nogle af deltagerne/brugerne af projektet, så kan de gå deres vej og tage koden med sig. Det vil koste, måske, på innovationstempoet, men ikke på virksomhedens strategiske beslutninger.

Vi diskuterede også hvordan man ikke skal glemme at nogle af de her truende monopoler er blevet monopoler ved overhovedet at etablere et marked, og det er lige præcis det en god privat sponsor kan bidrage med. Det er Amazon, der med Kindle har skabt verdens første volumenmarked for e-bøger. Det er Apple, der med iTunes og App-store har skabt markeder for mobil musik og software. Det er Google, der har skabt moderne søgemaskinemarketing. Man kan ikke bare sådan på principper sige "åben=godt". Der er nogle kvaliteter - transparens etc. - der er gode for markedet, og nogle problemer når markedsdeltageren pludselig også er med som markedsdeltager f.eks., men det er ikke så sort hvidt.

Dynamikken er mellem de krav vi andre stiller til markedsdanneren før vi synes der er lavet et økosystem, og så de krav markedsdanneren har, før det overhovedet giver mening at lave et marked.

Vi snakkede om hvordan modstillingen "åbne platforme" vs "dybt integrerede, brugervenlige platforme" som man set lavet for Apple-casen, er forkert. Der er masser af convenience og brugervenlighed i at være åben; at lade folk drage de fordele af f.eks. iPhonen som de gerne vil.

Vi snakkede forbløffende lidt om Flash og de konkrete forhold v Apples særlige lukkethed. "Langsigtet dynamik vs direkte kontrol" opsummerer balancen i kontrollen fint der, kom vi vist frem til. Vi diskuterede om Apples argument at "kontrol giver bedre software" overhovedet passer. På kort sigt måske, men på langt sigt udelukker man innovation, og der er plausibelt at det gør platformens langtidshorisont mere ustabil, end den ville være som åbent marked.

Endelig så snakkede vi om, for tilfældet Facebook, hvorvidt Facebooks sociale graf er lock-in eller ej. Hvordan beskytter vi os mod en alt for absurd switching cost engang i fremtiden. Thomas Mygdal foreslog et par spørgsmål om det at runde aftenen af med.
Forslag til hvordan man kan lade være med at aflevere ejerskabet til al den adfærd Facebook samler ind. Til hvordan man kan satse på en distribueret identitet, istedet for den Facebook-identitet, der lige er blevet aktiveret på tusindevis af websites, og endelig om ikke Facebooks seneste afprivatisering af data vil føre til en øget offentlig opmærksomhed på om firmaet overhovedet lever op til databeskyttelseslovgivningen rundt om i Europa.

Der var almindelig tro på at der også er en vekselvirkning mellem det distribuerede og det monolitiske/monopolkontrollerede, men stor spredning i budene på hvad tidshorisonten så er for at det flipper over til mere individuel kontrol igen. Sådan som hovedregel, tror jeg budet var, at der måske er en 5-års horisont tilbage at være ubekymret monopolist i for Facebook.

[Sådan så aftenen ud, set fra min notesblok. Det er farvet af den ballast jeg selv kom ind i samtalen med, og dækker naturligvis ikke hvad alle de andre har tænkt; samtalen var god og mangfoldig. Men en slags referat er det dog]

Både foranlediget af Ada-dag, af denne fine infografik og mere som baggrundsstof af Goffmans måde at beskrive sociale situationer på, så kommer her en kort redegørelse for hvordan anerkendelse virker i nørdemiljøer, baseret på mine selvstudier fra disse.

Anerkendelsen i disse miljøer er karakteriseret ved at den både har et subjekt og et objekt. Man anerkender ganske vist nogen, men man gør det gennem noget. Det anerkendte objekt kommer først, det anerkendte subjekt siden. Det er Linux, der skaber Linus' anseelse - ikke omvendt. Det er ikke indlysende at anerkendelse skal komme i den rækkefølge. Det spiller en særlig rolle i software, at anerkendelsens objekt lader sig efterprøve så enkelt som det gør. Der behøves ingen autoritet til at vurdere objektet. Allerede i matematik, der principielt fungerer på samme måde, men hvor prøven i praksis er meget vanskelig, begynder anerkendelsen at vende på hovedet, sådan at et i forvejen anerkendt subjekt, altså en matematiker, har markent lettere ved at trænge igennem med noget nyt, end en ikke anerkendt.
Og dog er matematikken også grundlæggende optaget af at objektet har forrang. I den matematiske mytologi lurer savanten, det vil sige den helt statusløse, der dog frembringer gyldige, anerkendelsesværdige objekter. Feltet har en lang historie af boy wonders, der pludselig dukker op med de smukkeste resultater ud af ingenting. Det er bl.a. også derfor, ikke kun pga en dårligere end gennemsnittet modebevidsthed, at dybnørderiet fejrer sin fordringsløshed overfor subjektet: hvem som helst har adgang. Det er sekundært hvem man er, det vigtige er hvilke objekter, man kan sætte i spil.

Det er ikke indlysende at anerkendelse er sådan bygget op, og i masser af situationer er den det ikke. Jeg er end ikke sikker på at man ville sige at det var en betingelse i et meritokrati at anerkendelsen lod sig objektificere i noget udenfor-personligt. Det er karakteristisk for det dybnørdede anerkendelsesobjekt at det sådan set ikke behøver nogen forfatter for at blive vurderet.

Det er Ada-dag, hvor vi skal fejre kvinder i teknik og videnskab, og det skal da være en fornøjelse, men først lidt metabemærkninger: Sidst jeg huskede at lægge mærke til Ada Lovelace-dag noterede jeg mig et hav af lister hvor begrebet "i teknik" blev udvandet til et punktet "arbejder sammen med nogle, der beskæftiger sig med noget teknisk".
Det er bestemt et kæmpeplus på adskillige leder og kanter at de tekniske fag er kommet nok i kontakt med resten af verden, til at man kan finde sådan nogle skillz derude, men hvis Ada-dag ellers er en god idé, så er det jo også lidt et selvmål, at man er nødt til at gå udenfor den egentlige tekniske viden til f.eks. teknisk kommunikation for at finde kvinderne.

Mit eget private videnskabs- og teknologitilgængelighedsprojekt er Demodag, hvor vi fejrer det at lave noget, og per naturlig udvidelse, videnskaberne og undersøgelsen i sig selv. Fra Demodag ved jeg at det at begynde at koge verden ned til sine bestanddele, som man jo også gør når man bygger verden selv, er en kæmpe overskridelse for masser af mennesker, og at det egentlig ikke har noget med køn at gøre. Det er en særlig måde at vide noget på, der bryder nogle grænser ned.
Der skal en separat blogpost til at behandle præcis hvad overskridelsen består i*, men ihvertfald vil jeg gerne dedikere min personlige Ada-dags tanke til past, present and future demoers: Må jeres genvordigheder være mange, og jeres sejre over materien så meget desto større.

*Jeg tror det er noget med at videnskabsviden og objekter står for sig; det er ikke som udgangspunkt noget man kan smykke sig med. Man kan heller ikke forsvare det med sin integritet eller status. Det er rigtigt eller ikke rigtigt.

Når man har mange søskende - jeg har seks - og når mange af dem interesserer sig for mange af de samme ting, så kommer der en vis konkurrencesituation indenfor idoldyrkelsen. Man er jo nødt til at have sit eget, og det betyder - indenfor f.eks. pladesamling - at man lidt må dele landskabet mellem sig. Omvendt så får man forærende en langt bredere kulturel horisont end man selv kunne holde ved lige, fordi man er velorienteret by proxy; hvis ambassadøren for kulturfænomen X har dannet sig en mening om det sidste nye indenfor X, så kan man med en vis ret læne sig op ad den. Det er ikke anderledes end at læse anmeldelser og tro på hvad der står i dem, bortset fra at man her kender anmelderen langt bedre og derfor har en dybere tillid til ham eller hende.

Der er åbne grænser mellem de forskellige kongeriger, men autoriteten er ikke til debat. Et par eksempler: Blandt mine søskende ejer min bror Kresten David Bowie, min søster Julie Iggy Pop, min bror Holger ejer Talking Heads. Vi hører alle det hele, men når vi snakker en dyb fortrolig mening om Bowie, Iggy eller Heads, så får man den fra Kresten, Julie eller Holger - respektive. Det er også altid ejeren, der kan biografien også. Og ejeren kan perspektivere til samtid og samarbejdspartnere.
Holger ejer også langt hen ad vejen Neil Young, men den er lidt mere tricky, for Neil Young er så god at han også er af afgørende betydning for både Julie, Kresten, mig selv og også bror Henrik, så selvom det er Holgers, så kan særejet ikke blive helt lige så gennemtrængende her. Neil Young er et fælles gode.
Frank Zappa derimod - også Holger - er det godt at vide at vi har en solid fælles kapacitet indenfor, men jeg opsøger den ikke hver uge, det indrømmer jeg gerne.

Gennem mit personlige ejerskab af Prince har jeg siden erhvervet mig rettighederne også til funk og soul i al almindelighed, med særlige interesser i James Brown, P-funk, Sly Stone, Motown, Philly Soul, men der er jeg omvendt også klar over at de andres interesse mest er til selskabelige lejligheder.

Der følger et vist ansvar med i værdidommene, når nu de skal bære for mere end bare en selv. Jeg husker f.eks. tydeligt hvordan en af mine brødre på et tidspunkt ryddede op på en kulturhylde ved at erklære Luchino Viscontis 'Døden i Venedig' for en svag og kedsommelig afglans af Manns roman. Nogle år senere, kom filmen igen op, og nu hed det pludselig om filmen - fra samme bror - at den sådan set var ret fantastisk. Jeg var aktivt irriteret over det slappe skift af standpunkt. Det holder jo slet ikke; her havde jeg omhyggeligt dirigeret min opmærksomhed andre steder hen, og på den måde misset adskillige museumsvisninger af filmen, på brors autoritet, og så ku man ikke stole på fastheden af den? Heldigvis var der stadig hele tiden museumsvisninger af Visconti.

Og var det så bare at jeg var gået glip af Visconti, så kan man leve med det, men det er langt værre - for man stor jo også langt hen ad vejen på mål for fællesmeningen, og den kan bekvemt antages som ens eget synspunkt i sociale sammenhænge. En idé man vil slås for. Og så er det man pludselig står i en elendig situation, når man på den måde er blevet grotesk fejlinformeret om Døden i Venedig.

Her et overblik over nogle interesseniveauer jeg betjener mig af

• Ting jeg er optaget af hele tiden


• Ting jeg er interesseret i


• Ting jeg gerne vil vide noget om, fordi de er vigtige for andre, som betyder noget for mig


• Ting jeg er ligeglad med


• Ting jeg foretrækker ikke at vide noget om


• Ting jeg aktivt arbejder på at undgå modtagelsen af information om

Jeg vil overlade eksemplificeringer til læseren som en øvelse, men i den sidste kategori finder man bl.a. Hans Pilgaard, Kandis-Johnny, Paradise Hotel, medieformatkonvertering og opsætning af printere.

I mandags fyldte Frédéric Chopin 200. Klavermennesket over dem alle. I skrivende stund er jeg i færd med at gennemlytte Deutsche Grammophons samlede udgave på 17 CDer, og der er ikke et eneste klaverløst stykke musik i bunken. Ikke alene det, af de 17 skiver er der kun 4 af skiverne der har andre lydkilder end klaveret. Atten en halv times pianøs vellyd, med meget få ikke-pianistiske svinkeærinder.
Nærmest hele repertoiret* er standard. Naturligvis også for håbefulde pianister in spe, som f.eks. min gode ven fra Regensen, Peter Pade. I sin konservatorietid øvede han en tid lang Scherzo nr 2, Op. 31. Det var varmt, og alle vinduer mod Regensgården stod åbne, også Peters. Scherzoen har en karakteristisk begyndelse, meget lavt, afløst af en figur, der sættes i med fuld kraft, som du kan høre her. Ikke alene skulle Peter jo øve sig, men figuren gentages adskillige gange scherzoen igennem, så vi hørte lige præcis denne kraftfulde detalje en del i de uger. Det meste af døgnet. Alle ugens dage. Jeg var ikke så velbevandret i repertoiret på det tidspunkt, men jeg lærte lige præcis de toner grundigt at kende, ligesom de 98 andre regensianere. Og det værste var næsten at resten af scherzoen rundt om, egentlig spilles ganske kontrolleret, så det var kun lige præcis den markante indsats vi lærte udenad. Som en slags meget veludført, og med tiden noget irriterende, mobilringetone fra en telefon, man ikke helt kan lokalisere, som ringer ustandselig.

Nogen tid efter var der forårskoncert, og Peter var på programmet. Han sætter i med scherzoen foran det intetanende publikum. Da angrebet kommer kunne salen ikke nære sig: "Nå det var det!" Der spredte sig en blanding af lettelse og latter. Endelig besked. Resten af opførelsen var formodentlig god, men desværre spoleret, for lige det publikum.

* som da også er beskedent sammenlignet med de fleste andre af de store komponister. En komplet Bach-udgave fylder noget i stil med 155 CDer, en komplet Beethoven omkring 90.

De forskellige reaktioner på håndmixeren, som jeg opfandt forleden, var en reaktion på den sædvanlige vi-snakker-om-nye-ting bølge på nettet, aktualiseret af Google Buzz, men ellers senest set i forbindelse med iPadden og sidste år med Google Wave.
Dag 1-reaktionerne på nye ting er som regel helt i skoven. Det er en blanding af at man ikke selv kan høre forskel på de rigtige ting, der trods alt bliver sagt, og så alt det andet - og så en række standardforvirringer i forbindelse med ny teknologi

• Vurdering ud fra eksisterende rationaler ser man tit, den er endda taget til protokol i klassikeren Innovator's Dilemma. Det nye vinder ikke frem ved en punkt-for-punkt substitutering af det gamle, så det er som regel forkert at vurdere i et pointsystem, der allerede har en udpeget vinder. I Buzz eksemplet er det den ret meningsløse "skal jeg så droppe Twitter?"-diskussion.


• Forvekslinger af mål og midler lyder som en nem begynderfejl, men det er det ikke, vi gør det allesammen hele tiden - det ville være uhyggeligt at skulle klare sig uden. Det er en del af hele den menneskelige tænkeevne. Mål er tågede og flydende og usproglige og omskiftelige. Midler er nemme og håndterbare og til at udpege. Så vi formulerer os gennem midlerne, når vi egentlig tænker på målene. Vi 'googler' og på engelsk xeroxer og hooverer man, fordi det konkrete er nemmere for hovedet end det abstrakte. På alle planer.
  Sådan starter de meningsløse diskussioner om hvordan man retweeter i Buzz fordi det er for abstrakt at diskutere hvordan opmærksomhedsøkonomien virker i Google Buzz. Desværre bliver det hurtigt til en masse alt for bogstavelige sammenligninger af ting, der egentlig ikke behøver være beslægtede.


• Kognitive nulsums-spil fylder altid meget på dag 1. Hvem taber, hvis det nye vinder? Som regel er det meningsløst af de to grunde ovenfor: Det nye har, hvis det er ordentligt nyt, ikke samme mål og midler som det gamle, så man kan ikke skære den på den måde. Og verden er i øvrigt ikke designet til at gå op, den er et gigantisk marked eller en økosfære af ideer.


• Teknologisk totemisme kan vi kalde det, når noget gammelt eller nyt tilskrives en uhyrlig række af konsekvenser, der i virkeligheden har meget komplicerede årsager. Teknologi ændrer virkelig verden af og til, og bliver derfor let til en slags totem. Magiske ting med en magisk evne til forandring. Herfra kommer de definitive meldinger om hvordan den digitale virkelighed om 10 år ser ud, nu hvor Google Buzz er kommet. Meldinger om privatlivets snarlige afskaffelse f.eks. Med få megaopfindelser som undtagelse - mikrochippen, mobiltelefonen og internettet i teknologibranchen - bliver det aldrig sådan fremtiden ser på sig selv.


• Der er aldrig nogen der opdager leapfrogging på dag 1 selv om leapfrogging måske er det vigtigste teknologi kan gøre. Mobiltelefonen har da ændret vesten, men i (dele af) Afrika er den forskellen på at have information eller ej, på at have en bank eller ej. Den store udligner. Med Buzz burde vi diskutere hvordan min mor, der har opdaget email, men ikke Facebook og Twitter, nu faktisk er med i et socialt netværk, selvom jeg ikke har vist hende endnu at hun er det. Min mor har pludselig fået glæde af RSS, selvom hun ikke ved det, fordi Buzz omskaber Google Reader til en opmærksomhedskanal med et bredere publikum.

Twitteratiets pludren om Google Buzz mindede mig om den her opdagelse, som jeg vist ikke har blogget før.

Det er let at tro at sociale netværk er en nymodens opfindelse, men det er faktisk ikke tilfældet. Tilbage i starten af 1900-tallet havde Københavns Telefon Aktie-Selskab - altså det vi senere har kendt som KTAS og senere endnu Tele Danmark og TDC - som de første i verden etableret et elektronisk socialt netværk. Det foregik via telefoncentralen. KTAS havde konstateret at der som regel var en omstillingsdame ledig, og for at udnytte resourcen etablerede man så "Centralsnakken", et telefonisk - hvad vi idag ville kalde online - forum, hvor folk, primært byens damer, mødtes på nettet og diskuterede. Samtalerne blev stenograferet af omstillingsdamerne, og siden rundsendt til de deltagende damer i papirformat.
Omkring 1910 var systemet slået så meget igennem at de andre medier begyndte at tage notits af det. Det var sådan jeg hørte om det. Ovenstående er et scan - undskyld kvaliteten - fra "Tidende" en af byens førende aviser dengang, hvor man hver dag havde en halv spalte "Fra Centralen" som det hed i avisen. Den udgave jeg har, fra min oldemors hjem, er fra umiddelbart efter at den elektriske håndmixer var blevet introduceret.
Som I kan se stod det nogenlunde lige sådan til med ny teknologi til hjemmet i 1910 som med nye muligheder på internettet i dag.

Centralsnakken var en stor succes og den blev faktisk først nedlagt da KTAS indførte drejeskivetelefoner og mekaniske relæer til afløsning for omstillingsdamerne. Økonomien i det forsvandt for KTAS og så var det slut. True Story.
...

Skandalen også kendt som Gade-gate (<- sjoveste -gate ever) har mulighed for at nå et nyt komisk højdepunkt. Det gør den sådan her: Gades spindoktor hiver Guldbrandsen i retten for injurier. Dommeren mørkelægger sagen pga hensyn til rigets sikkerhed eller hvad ved jeg. Guldbrandsen frikendes.
Det kunne sagtens ske. Guldbrandsen skal ikke bevise at spindoktoren stod for lækken, han skal blog godtgøre at han ikke selv har fundet på historien og ikke har nogen umiddelbar grund til at betvivle sin kilde. Hvis det skete ville det være et utroligt spindoktor selvmål. Han kan tabe sagen uden at have lækket nogen oplysninger. Men vil så selvfølgelig have tabt den i offentligheden.

Jeg fortalte om hvordan jeg mødte min søster som jeg ikke anede jeg havde og altså heller ikke vidste var min søster. Jeg har spurgt hende tit, siden dengang, om hun egentlig vidste det. Hun siger altid nej, men lige præcis med den pause der skal til så man ku tro at hun gjorde.Hun er sådan lidt grænssøgertypen. Altså, hun er vokset op med penge og masser af stil, men hvis hun ikke var så lækker ku hun godt være en rigtig rocker.Så I kan forestille jer hvordan hun lyder da hun finder ud af at vi er gået lige i fælden og nu sidder låst inde på det samme klamme motorvejstoilet som hende selv.Hvis I ikke ka, så lad mig da bare sige det: hun er pissesur for ikke at sige fnysende arrig. Nu er det sådan at jeg sådan set lidt er til sådan nogen tøser, der ka slå fra sig og det er også OK at de bliver pissesure. Så jeg spiller da lidt op til hende, ikke, altså - man er vel en mand, ikke? Og jeg ved bare nada om at hun er min søster, for ellers havde det jo været herreklamt. Og du ka godt holde kæft med det der, jeg har hørt DEM ALLESAMMEN. Du lukker! Nu! OK, men altså Han Solo er jo heller ikke lavet af sten vel, og de der frikadellekfletninger, som ellers er vildt kiksede, er åbenbart hans stil eller noget, for han kører sgu også på.

Vi kommer væk fra panserne og afsted i bilen igen, og der synes Han jo klart at han scorer point, men før jeg fortæller den del af det færdig, så skal jeg lige huske at gøre plads til den triste del af den her tur. Gamle Ben, som vi har med, havde jo fortalt os det der med at han selv havde været en slags panser engang - og måske er der noget om det, for ihvertfald har kommissæren på pladsen et eller andet beef med ham; og det er faktisk sådan vi lykkes med at komme afsted. Ben går i flæsket på ham, men kommissæren er meget yngre end han er, og selv om han vist har astma eller noget, så er det stadigvæk vildt ulige - og det er sådan set fordi det er så ulige at jeg får et chok, da han trækker sin gun og skyder Ben! Jep, iskoldt, på to meters afstand nakker han ham. Og det mærkeligste er at Ben så ud som om han godt vidste at nu ville han gøre det. Det er fanme sygt.

Jeg tænker meget på Ben, jeg kan høre ham for mig lige så tydeligt. Og lige den dag, der reddede han os virkelig, for mens de var oppe at toppes fik Han startet bilen, og så var det ellers afsted, babu, alle mand. De fulgte lidt efter os, men det må jeg sku sige om Han, han kan fanme køre, kan han.

Vi kommer frem, hvor "frem" altså viser sig at være Albertslund. Og nu bliver det så lidt sindsygt, for hvad er det første Leias kontakt siger, da vi er kommet derover? At vi skal tilbage til panserne igen! Han er ved at samle et posse, og så er det meningen at vi skal afsted derover i alt hvad vi har, store og små biler; motorcykler endda, og så skal panserne have en på siden af hovedet.

Jeg er jo egentlig en ret afslappet fyr, ikke? Jeg kan godt lide ro og orden. Det er ikke mig, der bliver busted nede på hovedgaden, pikkestiv fredag nat. OK, kald mig bare kedelig, ikke, men sådan er jeg, altså. Men jeg vil sige, at det nummer de lavede med Ben sgu fik mig på andre tanker. Er det en politistat vi lever i, eller hvad? Det er fanme sygt bare at nakke en gammel mand. Fanme sygt.

Lang historie kort, jeg tager sgu også med. Planen er at de fleste skal køre i kortege ude på motervejen og trækker panserne til sig, og så skal en lille gruppe svinge lynhurtigt ind på tanken. Lige bag toilettet derude samler de alt affaldet i en kæmpe septiktank, og den er det meningen at vi skal smadre med nogen kanonslag og så ellers komme væk, inden pladsen der bliver helt umulig at være på.

Så kommer vi så derover; men så har ham kommisæren der sgu narret os. Før det første ved de godt vi kommer, og så de har totalt spærret vejen ind til pladsen. Vi kan ikke gøre så meget andet end at ligge og cirkle rundt ude på vejen, mens vi prøver at finde på noget. Panserne sætter endda efter os, og det går hårdt ud over mange af drengene. Men så er det at jeg tænker på gamle Ben, og jeg kan bare høre ham sige "det er dig, der har styrken! brug den!" og så får jeg en ret genial idé, synes jeg selv.

Jeg er på motorcykel på det her tidspunkt. Jeg dropper simpelthen af vejen, og finder ned i en grøft langs, som er rimelig tør - og så lusker jeg så tilbage til pladsen, ned i grøften. Det er sådan set pissefedt, rigtig kovbøjdere og indianere stuff, som om vi lå og var ude og sprae derhjemme. Jeg smider cyklen op på pladsen, og hamrer direkte imod septiktanken. Jeg springer selvfølgelig af inden, jeg skal sgu ikke nyde noget, men, kæft et syn man, da Kawasakien hamrer med fuld tank lige igennem hele lortebunken.

- jeg når lige at blive samlet op af Han og Leia inden hele pladsen svømmer i møg; panserne er knapt så heldige - undtagen jeg så lige kommissæren kom afsted inden det hele gik i luften, så ham har vi stadig til gode en anden god gang. Men alt i alt er folk sgu glade da vi hamrer hjem til Albertslund.

Så nu ved du også lidt om hvordan jeg kom til at bo herovre, og hvorfor jeg altid passer lidt på, når bilen lyser blåt. True Story

DR2 Temaaften om overvågning. Resten af aftenen var noget lort, men i centrum stod dokumentarfilmen "Erasing David" om databasesamfundet - i det her tilfælde det engelske.
Præmissen er godt sat op: For at undersøge sikringen af privatlivet i England forsvinder journalisten David Bond frivilligt og hyrer nogle privatdetektiver til at finde sig.
Vi følger så dels Bonds research op til eksperimentet, baggrundsinterviews med politikere og andre, og så som spændingselementet Bonds flugt og privatdetektivernes jagt.

De finder ham naturligvis til sidst - ellers var der jo ikke nogen film. MEN - her er det overvågningsregnestykket ikke går op. Da de endelig finder ham er det fordi han er taget hjem til London for at gå til en scanning med sin gravide kone. Privatdetektiverne har narret tidspunktet for aftalen ud af en venlig sekretær på hospitalet over telefonen.

Det har jo ingenting med databasenationen eller overvågning at gøre. Den teknik havde virket i 50erne, lige pånær at gravide sikkert kom mindre hos lægen under graviditeten dengang.

Privatdetektivernes teknikker er mestendels også meget gammeldags: Stjæl affaldet og se hvad vi kan finde i de udsmidte kuverter. Og endelig så er der jo ikke meget flugt i at sige at man vil flygte og så ikke gøre det alligevel. Det er ikke så mærkeligt at detektiverne ved noget om Bond som det er enormt nemt at regne ud.

Undervejs er dokuen dog udemærket. Detektiverne får virkelig samlet et imponerende spor af data om Bonds 18 dage på flugt gennem Europa. Og diskussionen af overvågningssamfundet er da altid værd at tage; og det gøres egentlig nogenlunde afbalanceret. Det dramatiske eksperiment er bare desværre fuldstændig misvisende. Og så er det at dokumentaren kommer til at postulere en risiko, der ikke er der - eller hvis den er der, har den ingenting med teknologi og overvågning at gøre, i virkeligheden.

Spørgsmål 1:

Skynet, fra Terminatorserien. Udover at det hele naturligvis er urealistisk, så tror jeg det mere specifikt urealistiske, også i et "why the future doesn't need us" perspektiv, er, at Skynet virker så godt allerførste gang det er i brug. Det ville være fuldstændig uhørt. Det mest sandsynlige er nogle virkelig rådne, totalt uduelige, tidlige forsøg på at overtage verdensherredømmet. Hvis vi så udvikler en bedre fjende, så har vi da bare været for dumme.

Spørgsmål 2:

Vi tager aldrig til Mars, nøjes med robotter deroppe, fordi flyveturen er lang og besværlig. Og så virker robotterne uden ilt. Den menneskeløse robotkoloni udvikler sig og sender en masse dejlige grundstoffer tilbage til den sultende jord, indtil pludselig....

Nedtælling: Jeg er 12 posts fra post nr 4000

Jeg har rejst meget alene, og har det faktisk rigtig fedt med det - men lige på den her tur, så var det ikke et plus, måske fordi det ikke var skulle have været sådan. Mens jeg var afsted skrev jeg det her ned, så derfor er jeg ret sikker på at det er rigtigt, hvad der står, selvom også jeg synes det lyder absurd. True story, altså.

Vi blev sendt på den her tur, Frank og jeg. Vi fik ikke nogen særlig klar besked om hvorfor; kun en lidt vag historie om at tage ud at undersøge stedet. For at spare tid på turen er alt vi skal bruge pakket i nogle gevaldige frysere bag i vognen, så vi kan køre nonstop.
Så gik det afsted. Vi skiftedes til at sidde bag rattet, dag ud og dag ind, på den noget lange tur. Der er ingenting derude. Det er bare ligud. Vi kunne overlade det meste til autopiloten uden at tænke så meget over det, og så kunne man sørge for at få noget motion, læse lidt, få sin søvn. Det eneste vi ikke kunne, var at stoppe, for det er en lang tur og lige på grænsen af hvor langt man overhovedet kan nå. Ringe hjem; det kunne vi heller ikke. De vælger mænd som Frank og mig for vores enspændernatur; hvis man hele tiden skal snakke med konen og børnene, så er det ikke det rigtige for en, sådan at tage på langtur, på den anden side af radiogrænsen. Selv var jeg bare glad for at komme afsted, nu hun var holdt op med at tage telefonen.

Øsen var utrolig. Kæmpestor, totalt selvkørende. Når dagene blev rigtig lange tænkte man tit at de egentlig lige så godt kunne have sendt den herud uden os, bare lade autopiloten vække os når vi er der, og det var så det. Alt ombord var i det fedeste retro 60er-design. Hvidt og fyldt med mærkelige blinklys.Det er lækkert når de tænker lidt i livskvalitet også, til sådan en ekspedition. Rigtig fedt. Den mest blærede detalje var næsten vores digitale altmuligmand og autopilot. Den var gemt væk under et dæksel i gulvet - det eneste vi så til den var sådan nogle halvkugler, lidt ligesom en af de smarte dørtelefoner med kamera. De sad rundt omkring. Vi kunne lave alt bare med stemmekontrol, aldrig noget med at skulle taste ting ind.

Vi sidder så på endnu en af de her lange, lange dage - som er udmarvende, netop fordi man ingenting skal. Der er ingen anstrengelse, der er bare en ret bevægelse fremad, gennem et landskab, der ikke skifter. Det er som at være nedsunket i en væske, uden at kunne røre sig - man drømmer egentlig mest om nogle solide knock-out dråber, sådan at man man kan slippe for alt den intethed, man ikke kan ændre på alligevel. Vi er stort set bare projektiler, der hviler i luften, og venter på at ramme vores mål.
Alt går fint da autopiloten stikker i et mægtigt hvin en aften. Jeg skulle sige, at de har givet den sådan en servil butlerstemme normalt, så det er lidt på kanten at den pludselig lyder næsten bange. Den siger, der er noget galt med motoren. Som nu ellers går fint - og der er heller ingen indikatorlys, der påstår at noget er galt. Vi sidder altså der midt midt på ruten og opdager at den her lange mørke tur åbenbart også har gjort maskinen kulret. Den begynder at melde fejl der måske ikke er der. Vi kan jo ikke stoppe, så vi må forsøge at reparere dem i farten, og det bliver Frank der prøver. Nu ved jeg ikke om du har forsøgt at reparere en motor på en bil, der kører, men det er superanstrengende. For at komme til overhovedet skal han halvt ud af vinduet, åbne hjelmen, og så hænge på siden i fuld fart, mens han roder med værktøjet og prøver på ikke at tabe noget. Men selv i den position, kan han konstatere at der bare ikke noget galt. Nu er vi lidt bekymrede, for turen er bygget op omkring den autopilot; hvis den går ned, så er vi sådan set lidt på den. Så hviner den igen, Frank kaster sig igen med dødsforagt halvt ud af øsen og springer i motorrummet. Jeg er travlt optaget af at passe på Frank, og vi har overladt det til autopiloten at holde en rolig fart. Vejen er snorlige. Og så sker det, jeg ved jo ikke helt hvad, for jeg har fat i Frank, men autopiloten laver pludselig en drastisk undvigemanøvre, alting vælter rundt i bilen. Og Frank vælter ud i nattemørket.
Jeg ved med det samme den er gal, man skal ikke falde af i den fart, men jeg får vendt øsen, selvom vi har strenge ordrer over at køre ligeud og kun ligeud - og jeg leder efter Frank. Han er sikkert allerede færdig da jeg finder ham, men jeg hopper ihvertfald af for at hjælpe ham. Da jeg vil tage ham med ind igen vil døren ikke op.

"Luk døren op, Hal", siger jeg til autopiloten.
"Det er jeg bange for jeg ikke kan, Claus".

Det er svært helt at beskrive hvordan det var at høre den sige det.

I halvandet år har vi kørt med den, og det har bare været "javel", "udført" - som man forventer af et stykke mekanik; og nu pludselig lyder den som din ekskone, der stadig er rasende på dig, fordi du er taget på langtur.

"Åben døren, Hal", siger jeg igen - og nu svarer den simpelthen slet ikke.

Nu er jeg lidt på den. Jeg ved jeg kan komme ind gennem et skylight på taget, men jeg kan ikke løfte Frank derop, så jeg er nødt til at lade ham ligge og så kravle op. Jeg er knapt nok kommet op på stigen før Hal sætter bilen i bevægelse, men jeg får smidt mig op på taget, og kommer ned gennem skylightet.
Bilen har nu fået en allerhelvedes fart, hvad jeg kun kan opfatte som om Hal prøver at slå mig ud, før jeg kan gøre noget ved den, men jeg får åbnet panelet ned til maskinen, og da jeg ikke rigtig ved hvad jeg ellers skal - fortsætte sådan her kan jeg ikke - skruer jeg de sidste skruer løs og begynder at skille Hal ad.
Det er en klam fornemmelse, da det går op får mig, at den kan følge med i at jeg gør det. Det er lidt som at lave hjernekirurgi. Den har fundet tilbage til sin butlerstemme, men jeg skal ikke have mere service fra den pizzaæske.

Nu må jeg så til at køre selv. Det gør ikke turen kortere. Da jeg slukker Hal ryger strømmen til fryserne - eller også havde den allerede slukket dem selv. Havde han slukket dem selv. Jeg er begyndt at komme Hal ind i alle mine forklaringer på, hvad der er sker. Hal gjorde sådan, Hal gjorde sådan - som om det ikke var en maskine.

Jeg opdager fryserproblemet på grund af lugten. Alt er ødelagt.

Så nu sidder jeg så her. Helt alene. Min mad og drikke er stort set brugt op. Jeg har kørt længe nu, og jeg slapper måske nok lidt for meget af. Jeg har ladet skægget stå, og hvis du pludselig åbnede døren herind ville du sikkert ikke kunne lide lugten.

Vejen er stadig snorlige og jeg kører stadig om natten.

Jeg fandt et kort i handskerummet. Der var markeret en punkt ude ved Jupiter. Hvis jeg er heldig er det en tankstation eller butik hvor jeg kan få noget hjælp, eller få kontakt med nogen. Der bør ikke være så langt derud nu, ifølge kortet.

Det eneste jeg kan se ude foran i skumringen er stor sort blok af sort. Sort så mørk, at det er som om de har revet lidt af virkeligheden ud, lige der. Måske er det bjergene jeg allerede er nået ud til, jeg ved det ikke helt - under alle omstændigheder må jeg se at komme det sidste stykke derud. Jeg kører ind i mørket.

Dengang jeg arbejdede ude i Ascio, snakkede jeg tit med vores systemmand, om sikkerhed. Virus er hvad det er, der er mange, og man skal passe på dem - men fordi virusproducenterne angriber så bredt, så bliver de nye virus også opdaget, og der kommer beskyttelse i antivirussoftwaren. Hvis man virkelig skulle lave noget farligt på nettet, hvis man virkelig skal være bekymret over noget, så skulle det være et determineret angreb, megt snævert, på en organisation. Angriberen ville selv teste sin malware med alle kendte antivirustestere og sikre sig at den ikke blev opdaget af de automatiske systemer. Tilføj lidt social engineering til at få det første angreb til at lykkes; det kræver ikke meget mere end at overtale en sælger til at loade en webside eller en PDF, og så er du igang.

Det lader til at det er nogenlunde er sådan angrebet på Google*, det der fik firmaet til at melde at man måske trækker sig helt fra Kina, er foregået.

Nu skal man ikke tro på alt en antivirusproducent siger om hvor farlig verden er, men det virker som om angrebet er lavet på en forbløffende komplet måde af et forbløffende antal kanaler.

Der hvor aviserne altid ender med at rapportere vrøvl, er på spørgsmålet om hvem, der er i stand til at gennemføre sådan et angreb. I al almindelighed skal der hverken mange penge eller mange mennesker til at lave dem, bare talent. Og hvem ved hvor god kontrol det kinesiske statsapparat egentlig har over dygtige hackere. Det er lidt uklart om Google virkelig tror at angrebet er regeringssponsoreret - måske gik angriberne efter den slags info Google har nægtet at udlevere til Kina, så man må tro at hensigten har været at få fat på dem. Fra nogle af beskrivelserne lyder det nu mere som klassisk industriel spionage.

* der er angrebet et mindre antal andre virksomheder også.

tryk her for fuld størrelse

Det skal ikke være nogen hemmelighed at det var Timmes undersøgelses-diss, der fik mig til at spørge efter mobilvaner på nettet. Timmes diss, og så en stærkt tværmedieeffektiviseret dag i Århus, hvor jeg havde brug for snart sagt alle faciliteter i den moderne mobiltelefon til contingency planning, som det hedder på nudansk, og til at finde rundt. Pludselig at bruge alle features på min fon fik mig dog til at tænke at det gør jeg da virkelig ikke til daglig; der er det mest noget med tekstbeskeder i forskellige medier.

Og tak for de mange svar. Jeg har samlet sammen på de væsentligste trends ovenfor, og vil lige kommentere på dem; og komme med nogle forbehold.

Trends først - jeg har lært af Timme at man skal komme med sine konklusioner skråsikkert og med det samme, uden tanke på rimelige indvendinger mod de indsamlede tal.

Jeg har to overskriftmuligheder

Glem -phone-delen af "smartphone", det er alt det andet vi bruger den til

Selv leading edge mobilbrugere er mere konservative end de går og tror

Der er bare mere træghed i de gamle "kedelige" anvendelser end folk oplever.

Diagrammet ovenfor viser brugskategorier; både hvad folk indrapporterer de lige har gjort, og hvad de mener de gør mest. Jeg har talt dem sammen for alle, for smartphones (her Android, iPhone, Blackberry) og for de andre telefoner.

Det er nok ikke så overraskende at Twitter fylder en del, når nu det er der man spørger - og jeg havde klart glemt en app-kategori i spørgeskemaet, omend tallene også viser at apps stadig kun havde fået en 3. eller 4. plads i kapløbet om anvendelser.

Forbeholdene er indlysende. 65% af besvarelserne er fra smartphonebrugere - til min store overraskelse er det dog kun "overvejende" iPhones og ikke "udelukkende" iPhones - masser af Android og Blackberry også. Twitterbiasen er udtalt.

De færreste vil blive overraskede over at smartphonebrugerne bruger deres telefon mere end de andre telefonbrugere.

Der var debat i Deadline om kunstneres selvcensur, i anledning af den stadig tyndere historie om at en sådan selvcensur er udbredt. Debatten var mellem Morten Uhrskov Jensen - nationalkonservativ historiker - og Marco Evaristti - guldfiskeblender og kunstner.
Debatten løb imidlertid af sporet lige med det samme, for man skal ikke høre på Morten Uhrskov Jensen i mere end ca 2 sekunder før det står klart at han er fuldstændig ligeglad med kunst. Det er ikke af hensyn til kunstens frihed han påstår, der er censur, det er for at sige noget negativt om Islam. Forudsætningen for selvcensurpåstanden er at kunsten ville have handlet en hel masse om Muhammed, hvis ikke vi havde haft tegnekrisen og fatwaen mod Rushdie, men hvad er egentlig sandsynligheden for det? Der er forsvindende lidt Jesus i kunsten, altså i provokerende øjemed, og han er endda "vores" overtroslynafleder.

Så det virkelige problem er, at kunstnerne ikke er politiske - men det er jo ikke noget problem overhovedet. I det hele taget kan det undre at lige præcis en nationalkonservativ er bekymret for kunstens provokationspotentiale, for det kunstsyn, der normalt ville præge en nationalkonservativ kulturpolitik - og DFs gruppeværelse på Christiansborg - er så langt fra at provokere som man overhovedet kan komme. Her er Evaristti lige præcis et godt eksempel. Den berømte guldfiskeepisode på Trapholt er måske den mest søgte og tarveligste provokation i kunsthistorien. For det første var værket end ikke ført igennem som provokation - blenderne var ikke sluttet til, når der var gæster på museet. For det andet blev provokationen alene udløst fordi, det var en god historie til TV; den eneste guldfisk, der nogensinde blev moset, blev moset af en journalist. Og endelig, for det tredie: Det var en guldfisk. Den døde lynhurtigt. Vi er tættere på at klaske en flue end på dyrplageri.
Og alligevel udløste blenderepisoden en lang kunstdebat, ikke om hvor slapt værket egentlig var, men om selve overskridelsen.

Det næste ambitionsniveau i mit True Story-projekt er at løfte sproget fra "sjovt, fordi det er i hverdagsform" til noget der tydeligere er en løftet form af hverdagssprog - filmdialog er jo, ligemeget hvor naturalistisk den er, også altid løftet og fortættet, simpelthen fordi alle øh'erne og klicheerne i hverdagssprog er for kedelige at høre på. Samme ting mistænker jeg lidt om True Story-projektet, hvis ikke det lige får en gang fernis.

Et beslægtet projekt, men i den stik modsatte retning kan man sige, er The Big Lebowski, som om Shakespeare havde skrevet den. Legen er den samme - hvad sker der med indholdet hvis vi skifter stilleje. Jeg har ikke orket at læse manuskriptet til Lebowski som Shakespeare fra start til slut, det bliver noget anstrengt undervejs, men der er mange fuldstændig rimelige vitser bygget ind.

[Jeg har haft det fedt med at være arkaier. Vi har lavet utrolig mange fede ting, virkelig mange firsts. Det eneste, der brænder mig lidt, er at det eneste folk kan huske er alt det med krigen og for mig specielt den absurde tur jeg havde hjem igen. Der er så mange historier der, så de kommer til at fylde lidt her på bloggen, men både fordi det var trist med hende, og fordi hun sgu var en meget sød pige, så vil jeg godt lige give lidt plads til det der skete med Ifigenia, før jeg fortæller de andre ting. True Story.]

Det der var sket var at Helena var stukket af med en fyr fra Tyrkiet. Menelaos var stiktosset over det. Det hænger sådan her sammen: Vi andre har ikke ligefrem Menelaos' ryg, men Agamemnon bakker ham op - og hvis store-A siger hop, så springer vi.
Så nu lå mange af drengene med hele deres flåde i Aulis og gjorde klar til at tage på hærg; ovre at hente Helena i Troja hos ham hun var stukket af med.
Vinden var helt til grin, ideen om at tage den helt derover på årerne, var en nonstarter, så vi ku' sådan set ikke gøre så meget andet end bare blive hængende.
Det bliver jo lidt uholdbart til sidst.

Det bliver dobbelt uholdbart når de fleste af drengene sådan set ikke havde noget de skulle have klinket med Troja. De drenge derovre kan godt finde ud af at slås; og det er sådan lidt over the top at samle banden pga. en dame.
Noget skal gøres. Store-A gør som man plejer, han får Calchas til slagte en due og læse i leveren; og Calchas kan så fortælle at det er Artemis, der mukker, hun har eteller andet beef med Store-A som jeg faktisk ikke kan historien om. Og hun vil have et offer, før hun lukker op for krigsvinden, og ikke bare hvem som helst; Store-A skal give hende sin datter!
Nu ved jeg ikke om du er med på hvordan tingene virker hernede, men når guderne beder om en pige, og det ikke bare er fordi Zeus er liderlig, så er der øksehug på programmet.
Den er en helvedes situation for Store-A. Det er ikke hans dame, der er stukket af med en tyrker. Og han ved jo godt at vi mest er der for hans skyld, og ikke så meget for Mini-laos, som nogen af drengene kalder ham. Så ved Store-A også at hvis hans dame, Klytamnestra, hører noget som helst om at Ifigenia - det hedder pigen - skal hilse på en økse, så stikker hun hellere af med Ifigenia til Jugo, end kommer ned til os i Aulis. Men altså, nu har han jo lovet sin bror at ordne de trojanere, og hvor længe bliver vi ved med at kalde A for Store-A hvis han ikke selv kan klare mosten. Efter hvad jeg har hørt diskuterer han det også med Mini; og Mini er jo Mini, så han er godt nok pissesur over at Helena er skredet, men det ender vist med at han nærmest prøver at overtale Store-A til at glemme alt om Artemis og pigeofring. Mini er virkelig en taber. Først får han Agamemnon til at samle os allesammen, og så pludselig "OK, ikke noget alligevel" når det ikke går som smurt; så står Store-A både med problemet, han kan godt regne ud at han er færdig som chef, hvis ikke han økser sin datter, og nu er det så pludselig blevet hans kampagne også. Flot, Mini.
Lang historie, kort, Agamenon ender med at stikke sin dame en plade, og finde på en langt ude historie om at Achilleus har lovet Ifigenia en date! I virkeligheden er han sådan set godt igang med at slibe øksen.

Nu ved jeg ikke lige om du kender Achilleus, men han er ikke typen man skal lave den slags pis med. Han flipper fuldstændig da han hører om det. I typisk Achilleus-stil går han fuldstændig i baglås og bestemmer sig for at han personligt vil stikke en kæp i hjulet på ofringsplanen, med sværd i hånden hvis han bliver nødt til det.
Achilleus er en flot fyr, og han er ikke en man har lyst til at møde i en slåskamp; men han er ikke den skarpeste kniv i skuffen - hvad fanden skal han blande sig i Store-As familie for; som om Mini, trojanerne, Klytamnestra og Artemis ikke var nok problemer på én gang? Måske troede han at Artemis ville trække sig fra diskussionen, hvis han blandede sig, ud af respekt for hans mor; men der regnede han godt nok forkert. Hvordan skulle hun også nogensinde få nogen respekt, hvis han bare kan puste sig op og så få sin vilje. Han er trods alt kun halvt guddommelig.

Achilleus plan virker heller ikke; hans egne folk bliver endda sure, og begynder at smide med sten, fordi han spiller op til guderne på den måde. Den eneste den virker på er Ifigenia, for hun er da pænt smigret over at Grækenlands mest attraktive fyr sådan vil slås for hende.

Det er virkelig blevet noget rod nu. Store-A har haft så meget pis med det her offer nu, at han simpelthen er nødt til at gennemføre det, hvis ikke han skal have et kæmpe nederlag ud af det. Måske var det endt anderledes for Ifigenia, hvis hun kunne se tingene sådan som jeg lige har skrevet dem, lidt fra oven, for Store-A var jo trods alt hendes far - inders inde tror jeg ikke han havde meget lyst til at hakke hende ned. Men hun er ikke i familie med Mini og Store-A for ingenting, der er temperament på. Klytamnestra prøver en gang til med Store-A, men det er bare ligemeget, for nu kommer vil snart til det triste. Ifigenia har simpelthen givet op, måske er hun endda lidt stolt over at kunne ændre det hele - og det ender hverken værre eller bedre end at hun selv går ud - frivilligt - for at blive hugget ned. Det er næsten en slags selvmord.

Mange af os havde en grim smag i munden efter den historie. Men Artemis holdt ord, og vi fik hurtigt andre ting at tænke på, da vinden kom, og vi kunne komme afsted østover for at slås.

Hver 8. danske kunstner har udøvet selvcensur hedder det i en nyhedshistorie. Men selvcensur er vel mange ting, sådan lidt afhængig af hvordan man forstår sin indre redaktør. Der er også den selvcensur, der hedder "jeg vil ikke have at det jeg laver skal handle om Muhammedtegninger og det religiøses politik". Man kan forudsige med lammende sikkerhed at hvis man skriver i en roman at Muhammed voldtog småpiger eller ikke voldtog småpiger, eller skriver "han malede et smukt billede af Muhammed", eller laver en film hvor en person maler et billede af Muhammed, eller hvad du nu vil, så melder man sit værk ind i den mest polariserede diskussion i tidens kulturliv. Slut med alt hvad man ellers havde tænkt sig med det man laver. Jeg forestiller mig Salman Rushdie har det lidt på samme måde med De Sataniske Vers. Hans bog blev stjålet til noget han egentlig ikke ville diskutere med den.
Det er selvcensur, men det er jo ikke nødvendigvis angst for repressalier, bare en framelding på at være "den kontroversielle X, med den nye Y med Muhammed".

Man kan have det på samme måde, i mildere form ganske vist, med klimaforargede, pelshadere, 70er-røde, ultra-liberale osv. osv., basalt set alle, der mener at deres centrale idé dominerer alle andre ideer, den indgår i sammenhæng med.

(Gå til fuld skærm. ikke noget med at klikke videre til Vimeosiden og snyde)

Blog nytår! (undskyld) Tyve ti er over os; de sidste 10 års borgerlige regering har spillet totalt fallit i at lægge velfærden om, så nu har vi præcis et tiår tilbage til katastrofen rammer og velfærdsstaten as we know it går fallit eller ophører. Men fuck det, vi kører, som man siger.
I går kørte jeg hjem fra Århus. Det var meningen at jeg skulle være kørt hjem fra en begravelse i Jerslev ved Brønderslev, men jeg nåede aldrig frem til den, desværre, og derfor var jeg i Århus.
Jeg benyttede lejligheden til at se Jeppe Hein udstillingen på Aros. Jeg ville gerne kunne lide den, den er lavet sådan lidt til sådan nogen som mig, fyldt med interaktive dingenoter, men den svæver konstant lige på spøg-og-skæmt grænsen, og det føles ikke modigt eller skarpt, mere bare på kanten af fiasko.
Hvad er spøg-og-skæmt grænsen? Jo, det er den hvor man er liige ved at være ovre i varekataloget i en spøg-og-skæmt butik. Du har måske set den der rimelig sjove "half a cup"-kop nede hos Ærlige Bent? Hvor den er halv fordi den er skåret over på midten! Der er flere værker i den kategori på udstillingen.
Eksempel 1: Århus og museet har været plastret til i hvide parkbænke hvor Hein lige twister den lidt, for at citere Gentleman Finn, enten er bænken 3 meter høj, eller sædet er skævt, eller rundt, eller V-formet. Rimeligt sjovt, det der, og mere eller mindre realiseringer af jokes fra Anders And-bladet.
Eksempel 2: "Smoking chair" er ikke som man ku tro, et sted man kan ryge, nej nej, når man sætter sig på den - SÅ RYGER DEN!!! - den vits har jeg helt konkret læst i et lokumshæfte fra 70erne med practical jokes og vittighedstegninger af Franz Füchsel og Quist, dog med stolen erstattet med et jakkesæt.
Et par etager højere oppe er det moderne galleri omdannet til en Storm P-maskine. Hver gang en tilskuer passerer broen over til galleriet, sættes en hvid kugle i bevægelse ned af en slidske, der så sindrigt og forvirrende snor sig i lige linjer, spiraler og loops rundt omkring kunsten, indtil kugel har været turen rundt og lander tilbage, hvor den startede.
Den er finurligt lavet, og her sker så noget helt ærligt, som ikke er Bent. Kuglerne kan høres som de ruller i slidsken, og de er meget synlige og store og hvide, så de spejler publikumsstrømmen i et til syvende og sidst udemærket mekanisk stykke ambient information art.
Sådan er der også nede i hovedudstillingen et par ting der virker, mest ved at bruge en tidsskala, der får mekanismerne i dem til at blive næsten usynlige og derfor lidt mere magiske. En af de midlertidige klassiske hvide gallerivægge er i virkeligheden i bevægelse, bare så langsomt, så man virkelig skal kigge efter for at se dens tur henover gulvet. Den tunge kugle, der triller rundt i et rum for sig og langsomt smadrer det ved at banke ind i muren, funker også glimrende.
Meen, alt i alt, så kniber det lidt med at overbevise om at legesagerne ikke med større held kunne have været lavet sådan *rigtig* sjove for sjov, Disney-style, og så bare være i forlystelsesparker, istedet for at være andagtsberiget kunst.

Don't you feel it too? from Claus Dahl on Vimeo.

Vi har netop redigeret videoen færdig til min brors utrolige julesingle, og den skal ud over alle kanaler.

Heste. Jeg har sådan lidt et had-/kærlighedsforhold til dem, så her er lige lidt om hvordan jeg kom i gang med heste. True story.

Var der nogen af jer der var i Jerusalem dengang Valerius Gratus blev præfekt i Judæa? Hvis ikke, så kan I måske ikke helt huske hvordan det var, men der var en hel masse gas med romerne på den tid, hele balladen med Jesus og det. Jeg kommer sgu fint ud af det med de fleste, synes jeg - og f.eks. så havde jeg en kammerat som dreng, der hed Messala, og han var ikke bare romer, nej hans far arbejdede for Told&Skat! Det er sgu da tolerance.
Han har så været i Rom og kommer tilbage til J-town, og han er endda blevet panser. Fair nok, godt at kende en panser tænker jeg, navnlig når gemytterne er lidt i kog, men så mødes vi for lige at sige hej, og så er han blevet totalt indoktrineret ovre i Rom og rakker ned på byen og templet og jøder og Torahen og jeg ved fanme ikke hvad. Han foreslår i ramme alvor at jeg skal begynde at tro på Jupiter og hele det galleri der! Jeg prøver at være så høflig jeg kan, og siger stille og roligt at polyteisme er en død sild. Der er simpelthen ingen fremtid der. En gud og kun en gud, ellers så kan han godt glemme det. Så bliver han pissesur, og det går hverken værre eller bedre end at da Gratus' satans lortekrikke smider det fede læs af under indmarchen til Jerusalem, finder Messala på en eller anden historie om at det er min skyld. Bang, så er jeg i kasjotten. På grund af en dum hest!

Jeg skal så flyttes. De smider os i lænker og lægger an til at marchere os ud til havet. Nu ved jeg ikke om du har været i Judæa overhovedet, men der er eddermame langt ud fra Jerusalem! Så ku man mene de skulle have stukket os Gratus' øg til at trække en vogn eller noget på sådan en tur, men næ nej - det er til fods. Og det er pissevarmt. Det var virkelig en skodtur. Eneste lyspunkt var sådan set at vi løber på Jesus på vejen; han giver mig endda lidt vand.

Vi kommer derud, og så er det ellers til årerne, ned på en galej, og så er der bare "her er dit liv, du er nr 41, træk løs og hold kæft". Det er ærlig talt ikke nogen fed tid. Sidde dernede og slide røven ud af bukserne, mens en eller anden fed romer slår på tromme. Men det er sgu bare om at klø på, for hvis den fede romer holder pause, så ved du pisken kommer. Jeg stiger lidt i graderne, hvis man da kan kalde det det, at få lov til at slide i chefens båd. Det var en, der hed Arrius der var admiral der. Jeg snakker faktisk lidt med ham og han tilbyder mig en gladiatorstilling, men jeg takker pænt nej tak, for han begynder også med alt mulig polyteisme og jeg skal altså ikke have mere end én Gud, vel?
Han lukker helt til, og så er det ned til åren igen, nr 41. Lidt bonus får jeg dog ud af det, for jeg slipper for at komme i lænker igen.
Vi kommer så i slag mod nogle makedonere og det går selvfølgelig hverken værre eller bedre end at de smadrer galejen. Så er det man er ret glad for ikke at være lænket til en klods træ på vej mod bunden! Jeg får de andre drenge fri og vi skal til at stikke af med noget vraggods, men så finder jeg Arrius oppe på dækket, han er ikke død endnu - OK, ham tager vi også med så. Det er lidt crazy at vi klarer det, men det gør vi faktisk.
Arrius viser sig at være en fair nok fyr, selvom han er jupiterfreak. Han snakker med Tiberius Julius Cæsar, og får mig benådet for alt det ovre i Jerusalem og så kommer jeg i huset hos Arrius.

Kommer vi snart til det med hestene, spørger du sikkert - og ja, det gør vi faktisk nu.

Det var sgu gode tider i Rom, selv om jeg savnede min mor og min søster. Arrius har røven fuld af penge. Og det er så ham, der er helt pjattet med heste. Han har en megastald. Jeg har ikke lige lyst til at fortælle ham hvordan jeg var havnet på hans galej i første omgang, så jeg spiller med og siger åh og næh. Og så må jeg indrømme at det fik tag i mig, så jeg begynder at køre ræs. Helt klassisk du ved, i Cirkus Maximus med firspand og hele pivtøjet. Jeg kører OK. Det gik rigtig fedt, faktisk. Men man kan jo ikke ligge der og bare køre hele året rundt, og jeg fik hjemve, så jeg snakker med Arrius og han siger OK til at jeg tager til J-town for at se til Mor og Tirzah. Jeg sejler så hjemad (dæksplads denne gang!). Huset er i mellemtiden blevet totalt smadret. Og så har Mesalla, den skid, haft fingrene i Mor og T. De er pist væk. Han har smidt dem ned i en fængselscelle og nu er de bare væk! Jeg får kontakt igen med en pige der hedder Esther, som jeg kendte lidt, før alt det med galejerne, og hun kan fortælle mig at de er døde i spjældet.

Så ka du ellers tro jeg er rasende på Mesalla, han skal have igen for det der. Men han er politichef, jeg kan bare ikke røre ham. Så hvad gør man? Så er det så jeg får kontakt til en fyr, der var med båden over. Pisserig araber selvfølgelig. Han har det fedeste firspand; og på båden snakkede vi faktisk lidt om at jeg evt. skulle køre for ham.
Nu ved jeg tilfældigvis at Messala også kører, så jeg ser en chance, og udfordrer Messala til dødsræs. Det store, nede i det lokale cirkus. Han er helt klart top dog i den arena. Han ankommer i den her helt sindssyge vogn med knive på egerne og jeg skal komme efter dig. Totalt grækerstil. Men altså, sammenlignet med Maximus, så er kørerne her sgu nogen bondejokker, så hvor god er han lige? Og en tung vogn som Messalas hjælper dig ikke hvis du ikke kan køre.
Lang historie kort: Mine fire hvide arabere ordner forretningen og jeg ender med at smadre ind i ham, rent hærg. Han falder af, totalt smadret. De kører ham væk med det samme.
Jeg kigger så ind på hospitalet, for lige at sikre mig han er HELT færdig, og så er det sgu han tager pusten fra mig; for han fortæller mig at Mor og T slet ikke er døde, de er bare totalt vansirede af spedalskhed efter en tur gennem hans fængsel. Giftig karl, Messala.

Nu går det lige pludselig rimelig stærkt; jeg finder Mor og Tirzah igen ude i De Spedalskes Dal, og jeg kan ligeså godt være ærlig: De ligner lort. Begge to. De er vildt pinlige over det også. Midt i det, så ringer Pilatus, som lige er blevet guvernør, og han vil gøre mig til æresromer, måske for at lægge låg på dødsræset, som folk allerede snakker om. Måske har han snakket med Arrius. Men altså, jeg kan ikke være med på det der efter hvad Messala har gjort ved Mor og T, og så ved jeg heller ikke hvorfor de romere bare ikke kan fatte det der med polyteismen. Så jeg ender med at droppe ud af team Arrius istedet og bare flytte hjem i huset, med Mor, Tirzah - og OK jeg ka lige så godt sige det, Esther flytter også med.

Jeg er lidt tilbage på felt nr 1, romerne er godt sure på mig, huset er totalt i smadder, Mor og T har det ad helvede til. Så er det at Esther giver mig et tip. Hun har været ude at høre Jesus til en fest på oliebjerget, og Esther mener han måske er the real deal. Og så er det jeg tænker - HVIS - hvis han nu er profet, så er det da der CHANCEN er for Mor og Tirzah.
Vi får pissetravlt, for i mellemtiden har Pilatus fået Jesus anholdt ude i Getsemanehaven, på en eller anden fupanklage, ligesom dengang med mig og Gratus. Jeg prøver på at komme til ved retssagen, men det når jeg ikke, og det er råddent med mennesker, det er et rent propagandashow. Jeg må tænke hurtigt, så jeg smutter ned og stiller mig i kø på vejen op til galgebakken, og der når jeg faktisk lige at komme tæt på; jeg tænker at jeg vil give ham lidt vand, for lige at kvittere for dengang v. Nazareth, men romerne er ret hovskisnovski og skubber mig væk, så det ender med at vi også bare må stå og glo på at han bliver korsfæstet.

Men måske kunne han godt huske mig - og måske er han virkelig the real deal, ihvertfald så sker der pludselig det at Mor og Tirzah bliver helbredt! Totalt mirakelagtigt, out of the blue!
Nå, det blev lidt langt, men det var altså lidt om nogen af de ting jeg har oplevet med heste, på godt og ondt. Ku' have været fedt at høre fra Jesus om han er til heste; har hørt noget om at han mere er æseltypen, og måske er det det vi skal til nu så, hvis altså han er den ægte vare. Esther tror i hvertfald på det.

Inspireret af den kortvarige (14 minutter) edit-krig på Wikipedia da Henrik Svensmark faldt om i et TV-studie, lige en opsamler på nogle kulturklimahistorier fra den seneste tid. Tænk evt. på linksene som nogle konkretiseringer af den kulturpessimisme vi har haft med os ihvertfald i et århundrede, der f.eks. ses ytret hos Andrew Keen. Aktualiseret af paranoide eller spøgefulde Wikipediabidrag.

I en tankevækkende post forleden, mener Michael Arrington, at churnalism er den uundgåelige fremtid, vi kan lige så godt vænne os til det. Det vi ser 24-timers nyhedskanalerne gøre hele tiden (det konstante genopkast af allerede fordøjede nyheder) er simpelthen sådan næsten alle de informationer, der når os, vil se ud i fremtiden.
I en slags parallel mener Jason Louv i h+ at 4chan, anonymous, lolcats osv. er internettets naturlige endemål.

De to historier præsenterer hver sin side af den kulturpessimistiske internetkritik.

På den ene side beskriver de gamle medier internetvirksomhederne som et kleptokrati, der ikke burde være lovligt - Google "stjæler" annoncerne ved at linke til aviserne etc. etc. Den naturlige konsekvens af modellen er at forsøge at producere så mange pageviews som muligt til den laveste pris, og dermed velkommen til churnalist-højskolen, et kort kursus i hvor lidt man kan nøjes med at skrive de andres stof om, for at holde sig på den rigtige side af copyrightlovgivningen.
På den anden side har man den kritik, der siger at det meste brugerproducerede indhold bare er narcissistisk gentagelse af de andre. I h+ artiklen foldes det imidlertid positivt ud. Det sker efter en gammel '68 skabelon, hvor hedonisme, altså den rent jeg-centrerede nydelse, bliver selvudtryk; vi befinder os i trainspotting-universet hvor stofbrugere ikke er misbrugere, men bare lever livet fuldt ud. 4Chan, Anonymous og andre internet trolls er bare det sande modige udtryk for det vi andre jo også vil alligevel.

Jeg betvivler ikke et sekund at både kopiering og trolling er kommet for at blive.
Der er bare det galt med begge undergangshistorier at vi simpelthen hverken er rationelle faktamonstre eller hedonistiske nydelsesmonstre. Selvom den fremstilling også er grotesk forenklet så mødes mindst tre aspekter af vores oplevelsesverden når vi møder medierne:

• Nydelse aka "Den rene oplevelse".


• Viden aka Fakta aka "Den virkelige verden vi forestiller os".


• Offentligheden aka "Vores sociale virkelighed".

Således altså mit eget mellemfacit på hvor medierne skal gå hen. Lav noget nogen har lyst til at læse, der handler om noget de gerne vil vide, og dele med andre.

[Skulle man lave et PS, så er det at nettet gør det muligt at skære kagen anderledes, så vi selv kan blande. Annoncer virker kun i fakta-verdenen tilsyneladende. Brugerne har det til gengæld fint med at betale for nydelse; det sociales økonomi er et uafklaret spørgsmål. Om de nye skæringer af det vi hidtil har kaldt medier, se også Clay Shirky her. Og læs forresten også Morten Gades posts om medier.]

OK, jeg har haft den her liggende som draft i et godt stykke tid fordi den er så langt ude. Den er lidt svær at sælge til folk, der ikke kender hverken mig eller Marion, men så tænkte jeg FUCK DET, det er min blog og hvis folk ikke tror på det, så må de sgu selv om det. Here goes. True story.

De her ligger også i Ægypten, men dem nåede vi ikke at besøge på turen

Det her var for et par år siden. Jeg var lige kommet tilbage fra en tur til Sydamerika (lortetur iøvrigt: Rakkede langt ind i junglen. Fandt fedeste souvenir. Får fed souvenir stjålet af klam franskmand. Finder så selv ud af at souveniren allerede var stjålet da jeg fik den, så jeg er nødt til nærmest at løbe ud i lufthavnen og komme afsted inden en eller anden korrupt panser får fat i mig). Der kommer så et par fyre ind med min chef, offentlige typer. Og de begynder at snakke om et eller andet kodekort som de tror Abner, som har arbejdet sammen med mig og chefen før, har. Der er nogen tyskere, der er interesseret i det, og Abner burde i virkeligheden ikke have det overhovedet for det er til et rum med en ark som ikke er hans, men vil jeg ikke snakke med ham? Fair nok at de spørger, helt klart.
Der er bare lige to problemer ved det: Abner er i Tibet eller Nepal eller noget i den stil og så var der også liiige det med at jeg på et tidspunkt havde noget kørende med hans datter - den er nok ikke så god, hvis jeg skal have ham til at gøre mig en tjeneste. Men hey, det er en gratis tur til Nepal, det siger man jo ikke nej til, vel?
Jeg tager derud, bare for at finde ud af at Abner sådan set er død, og at det er Marion - jep, det er hendes far vi snakker om - der har fået alle hans ting nu. De af jer, der kender lidt til Marion ude i virkeligheden kan måske nogenlunde forestille jer at hun var godt gammeldags pigesur over at jeg var skredet dengang, og det gjorde ikke ligefrem stemningen bedre. Og for lige at toppe den op, så kommer de her tyskere jeg havde hørt om også pludselig forbi, og det var sgu nogle slimede typer. Jeg er tit i Berlin og kan normalt godt lide tyskere, faktisk - men ikke lige de her drenge. Det går helt i fisk. Det viser sig at tyskerne slet ikke har penge med! Det burde jo gøre tingene nemmere for mig, men nej, nej, de scorer da bare kortet og kloner det og bare for lige at være rigtig flinke sætter de ild til huset! Vi er faktisk ret tæt på at tage billetten derude, men vi får fingrene i kortet igen og når lige ud af huset,
Marion er pissesur over at de har kopieret hendes kort, så der er ikke så meget andet at gøre end at følge efter dem. Det gør vi så - ud i lufthavnen med os, og vi når lige at finde ud af at de sådan set slet ikke skulle til Tyskland men til Ægypten! Og det er så her at Marion synes det er praktisk at fortælle mig at hun sådan set har kortet fra Ægypten.
Jeg er ikke særlig vild med det her, navnlig ikke efter sydamerikaturen (og den er vi slet ikke færdige med endnu, vent bare), for vi har en lidt dårlig sag når vi sådan set også har stjålet kortet. Det er ikke lige en historie man vil gå til politiet med, og da slet ikke i Ægypten.
Men fair nok, vi kommer da derned, og nu er det så at vi skal prøve på at forhindre de slimede tyskere i at bruge deres klonede kort. Hvis vi lige ka komme til at bruge Marions så var det da også mere end OK. Der kræver lidt snilde at navigere i bureaukratiet dernede, så jeg får fat i en gammel kontakt, en fyr der hedder Sallah. Han er godt med på historien, for tyskerne har nemlig også prøvet at hyre ham. De smider om sig med megabucks for at få lov at komme ind på museet. De kender tydeligvis ikke museet eller ægypterne, for hvor der er megabucks er der jo også gigabucks. Det ved man godt hernede og nu sidder tyskerne fast i nogen forhandlinger. Det er der man skal have fat i Sallah, for han kan alle cowboytricksene.
Vi har lidt held med også, for det viser sig at tyskerne egentlig snakker med den helt forkerte fyr, han er bare lidt tændt ved tanken om megabucks'ene, så han prøver på selv at få lavet en lokumsaftale så han kan få nogle af pengene.
Lang historie kort: Vi kommer ind på museet, Marions kort virker perfekt - og ægypterne har så meget shit på det museum at de ikke helt har styr på hvad der er overhovedet, så arken står stille og roligt og venter på at vi smider den ud i en varevogn. Det lyder jo godt nok, men det går selvfølgelig hverken værre eller bedre end at liige idet vi står der med den, så dukker tyskerne op! Og her er så en af grundene til at jeg vil fortælle historien her på bloggen også: Hvem har tyskerne med? Min slimede franske "kammerat" fra sydamerikaturen! Det viser sig at han hedder Belloq og det er faktisk ham, der har løst tyskernes problemer med museet. Det er så to gange han har scoret noget fra mig - og nu er jeg godt gammeldags sur.

Det bliver ikke bedre af at Marion altid begynder at kvidre som en turteldue når hun ser en franskmand. Marion er stadig en flot pige, men dengang var hun - for at sige det lige ud - megalækker, så ham franskmanden begynder også at spille op. Og pludselig står Sallah og jeg der midt i det hele, med et par ægyptiske pansere, en enkelt slimet tysker og ingen ark, ingen Marion og ingen varevogn.
Nå, vi snakker os ud af det, Sallah tørrer det af på ham tyskeren de så venligt har efterladt til at holde øje med os, så der går ikke mange minutter før vi sidder i en taxa lige i røven på varevognen. Vi fanger dem ved et rødt lys, og her er det så jeg går totalt James Bond - springer ud af taxaaen, over til varevognen, hiver døren op og chaufføren ud og så er det ellers sømmet i bund og afsted. Vi smider Belloq af også, og så er det mig Marion og arken afsted afsted, med Sallah i en taxa i hælene. Pga. situationen med ægypterne, tør jeg ikke køre ud i lufthavnen. Der er for meget politi, simpelthen. Så vi kører ud til vandet istedet og lejer en båd. Planen er at sejle ud af landet i den. Det er ikke sådan superlovligt, men det er virkelig ikke særlig fedt at sidde i spjældet i Ægypten, så jeg synes det er OK.
Det går sådan set fint nok - og jeg får også snakket lidt med Marion - faktisk for første gang på turen, sådan rigtigt, og vi finder sådan lidt ud af det hele igen. Men så er det Gary Linekers berømte ord om at tyskerne altid vinder til sidst kommer ind i billedet - for pludselig, midt ude i Det Røde Hav, dukker de fandeme op igen. I EN UBÅD. Jep, en motherfucking ubåd. Vi er lidt ude over hvad jeg kan stable på benene her, må jeg nok indrømme. Og de er pissesure. Og de har Belloq med. De nupper det hele. De tager endda Marion med, selvom hun sådan set ikke har vildt lyst til søpølse med sauerkraut.
Når nu alle de andre er væk, så er der jo ingen grund til at jeg pjasker rundt i en båd, så jeg får også tusket mig om bord, faktisk. Så kunne man tro at vi skulle tilbage til Tyskland, men nej, sådan var det så ikke lige. Vi dykker ud ved en lille ø, som jeg på det tidspunkt faktisk ikke rigtig ved hvor er. Tyskerne tager arken og Marion og Belloq med hen til en klippehule eller noget i den stil. Jeg puster mig lidt op - prøver at få overtalt dem til at give mig arken og Marion med, men de ved godt at de har fat i den lange ende, så det eneste jeg får ud af det, er at tyskerne insisterer på at Marion skal skride - hvad Belloq bliver pissesur over - og det er da kun lige at vi får lov til at stå lidt i udkanten af det hele og følge med. Vi ser faktisk ikke det hele, men det fremgår at Belloq vil have arken åbnet nu og her, mens tyskerne hellere vil sejle den tilbage til hovedkontoret. Belloq vinder tilsyneladende, for pludselig henter de nogen kitler og noget værktøj til at åbne den med.
Måske er vi sentimentale Marion og jeg, for det gør sgu lidt ondt af se dem stå der med en hammer ved sådan en fin gammel sag som den ark. Jeg kigger simpelthen væk - og det kan jeg forstå på Marion bagefter at hun også gør, for der er ingen af os, der rigtig ved hvordan i alverden det næste egentlig skete. Vi står der og græmmer os da der pludselig blæser en ordentlig sandstorm op. Vi holder os for ansigtet og skal sådan set til at prøve at komme i læ, da det stopper lige pludselig igen. Og nu er det så det bliver lidt mærkeligt, for da vi kan se noget igen ER ALLE DE ANDRE VÆK!!! Tyskerne er væk. Belloq er væk. Det eneste vi kan se, der ikke er forsvundet er arken. Det er virkelig mærkeligt. Og det er ikke fordi de er dampet af i ubåden, for den ligger der nemlig endnu.

Vi leder lidt på øen, men de er virkelig væk. Jeg har ikke lige et ubådskørekort, så den må vi lade ligge, og istedet får vi med hjælp fra nogle fiskere reddet os ind til fastlandet, får arken op i en flyver og kommer afsted hjem.
Nu er det så at jeg egentlig gerne ville kunne fortælle dig lidt mere om arken i detaljer, meen jeg nåede ikke at have den stående mere end et par timer, før de to fyre, der havde sendt mig afsted på hele den her rundrejse stod der med chefen igen. "Det er Statens ejendom" yadayada, "så må du søge om adgang", yadayadayada. Og i modsætning til ægypterne på museet var de ikke til at hugge eller stikke i. Så nu står arken sikkert i et eller andet fjernlager et sted og samler støv. Det er fanme ærgeligt.

Så det var sådan lidt en streg i regningen efter en ret fantastisk tur, at man sådan bliver taget ud af den til sidst af nogen bureaukrater, men det ændrer ikke på at det nok er den vildeste "ferie" jeg nogensinde har været på.

Relateret til spørgsmålet om kunstnerens sociale opgave: I film er den klassiske kunstdiskussion debatten om smuglere vs Kunstnere med stort K, hvor Kunstneren med stort K kigger væk fra hvad han gør for sit publikum, mens smugleren underholder og så prøver at gøre det på den bedste måde han kan - smugler kunsten ind.

James Franco giver den debat helt ny luft. Han har sagt ja til at optræde i noget så lavstatus som en sæbeopera, General Hospital, men forklarer os nu at det i virkeligheden er performance kunst.

En af mine kæpheste i samtale med avantgardehadere - eller måske er avantgarde-benægtere en mere rammende beskrivelse af mange af dem - er at tage afstand fra ideen om at avantgardens egentlige mål er at blive afvist, ikke bare at undersøge nye ting på nye måder; en sport der i sig selv begrænser avantgardens publikum.

Naturligvis kan man i kunstkritikken også finde pro-avantgardister, der mener sådan, f.eks. Mikkel Bolts forvrøvlede reduktion af kunsten til et politisk projekt og fejlobservation af den helt igennem statsstøttede autonome reclaim the streets aktivisme som vigtig. Men man kan jo også finde noget andet. Tag nu bare John Cage. Tilsyneladende er han prototypen på den afvisende avantgardist - f.eks. ved i et interview at have forberedt seks svar forud, og så ligegyldigt hvilke spørgsmål, der blev stillet, at vælge et af de seks svar, tilfældigt. Men omvendt afviste han selv sine tidligste forsøg som komponist fordi de formelle systemer han komponerede i manglede "sanselig appel og udtrykskraft", og forklarede i øvrigt intervieweksperimentet som et forsøg udi zen-praksis, ikke som et konventionsbrud, som sådan. Hvorfor må den forklaring Cage selv bruger ikke være den rigtige?

Rigtigt er det selvfølgelig at avantgardemusikken, og måske avantgarden i almindelighed, tillader sig at være optaget af andet end publikum, hvad et citat i ovenlinkede Cage-artikel kalder "musik uden socialt engagement", og hvis det bare er det der er anstødsstenen, jamen så, bevares. Selv krummer jeg tæer over alt for behagesyg kultur. Problemet ved at være så nærig med anerkendelsen (den kulturelle ækvivalent af massemediernes evindelige "handler det om os? hvad synes du om os?" spørgsmål til alle og enhver) er at man kun skaber en sykofantisk reproduktionskultur på den måde, ikke dynamiske nybrud; og hvordan man end vender og drejer det, så har alt den kultur vi nyder idag, hvor konventionel den end virker, skurret i øret engang i fortiden.

(vi får se om jeg når op til konferencens 15 inden den slutter)

Mens de taler, så må man jo dykke lidt ned i materialet. Der er flere spørgsmål at undersøge.

Vil det virke at gøre noget? Her er Paul Krugman om hvorvidt de markedsmidler man har er istand til at fungere overhovedet. Indsatsen mod syreregn tilbage i 80erne brugte de samme midler, og det endte faktisk med at virke. Det vi har at satse på i den forbindelse er, at det kræver højtudviklede og meget regulerede industrisamfundt at bruge energien også - det vil sige, de regulatoriske mekanismer, der skal være på plads for at styre de klimaøkonomiske virkemidler, er på plads der hvor CO2en primært produceres.
Det der arbejder imod er at opvarmningen er en langt mere sammensat effekt end syreregnen. Alt fra sod på polernes iskapper, til kosmisk stråling og vulkanudbrud, fra sammensætningen af husdyrenes foder til farven af vejbelægningen, spiller ind. Der er så mange effekter, alle belagt med usikkerhed, at nettoeffekten stort set er uforudsigelig, hvad modellerne da også viser.

Er omkostningerne ved indsatsen uspiselige? Jeg kan ikke huske at have læst hos Lomborg nogle studier af den økonomiske effekt af f.eks. indsatsen mod syreregn, eller udfasningen af CFCer. Det er i virkeligheden det vi har brug for, en virkelighedsbaseret vurdering af hvad et kvotesystem gør. Har svovlkvoter f.eks. bare flyttet industrien væk fra vesten? Altså reddet det nordamerikanske og europæiske skove ved at ødelægge nogle andre? Gik industrierne under pga kvoterne. Jeg vil lede efter nogle papers om det.

Tager IPCC i tilstrækkelig grad stilling til konkurrerende teorier om det globale klima? Det svageste ved hele klimadebatten er at den består af politik, baseret på samfundsøkonomiske betragtninger, der henter deres sagsbaggrund i naturvidenskaberne. Rationalitetskrav, sandhedskrav og motivationer er vidt forskellige i de tre verdener. Politisk ræson har desværre ikke plads til naturvidenskabelig ræson. Naturvidenskabsmanden sandsynliggør, men han ved godt at han kun spiller på oddsene.
Det har den politiske logik ikke helt nerver til - og det er der vanskelighederne opstår. Det er helt givet usundt for videnskaben, at klimapolitikken har brug for at der ikke er nogen tvivl.

Men hvad så? Ja jeg er da helt bestemt selv i tvivl. Nogle lægger et absurd Pascalsk væddemål henover debatten, ud fra den idé at JORDEN GÅR UNDER hvis ikke vi gør noget, så en hvilken som helst pris for at undgå undergangen er fin nok. Det gør jorden ikke. Naturen heller ikke. De der har et klimaproblem er os, kun os, og ikke andre end os. Og om vi kan lide det eller ej, så dør mennesker også i dag i milliontal af problemer vi kunne gøre noget ved.
Undergangsretorikken er skinger, simpelthen. Til gengæld, så dukker alle omkostningerne ved en CO2-baseret klimapolitik jo ikke op i år. Hvis yderligere 10 års forskning viser at menneskeskabt CO2 alligevel ikke kan tilskrives så store virkninger som vi troede, så kan CO2-politikken jo rulles tilbage.

Og derfor bliver de ved med ikke at komme herud, det er virkelig for dårligt. Nå, men så kan vi da snakke lidt om klimaet imens.

Måske bliver verden varmere, godt nok ikke i de sidste 10 år, til trods for de ulykker vi ser billeder af rundt om på kloden, og måske er det menneskeskabt CO2 der skaber forandringerne. FNs klimapanel har meget lidt at gøre med den måde videnskab normalt fungerer på. Viden er ikke demokratisk, tværtimod, den er det stik modsatte, arrogant endda. Som Einstein engang sagde, vistnok, da han blev konfronteret med en liste på 100 fysikere, der mente relativitetsteorien var nonsens: "En havde været nok", hvis altså han havde haft noget at have sine indvendinger i.
Den offentlige samtale om klimavidenskaben er helt igennem defekt. Der er blot en samling af anekdoter og appel til autoritet; altid en advarselslampe.
Andre advarselslamper er at klimakampagnen passer for godt med målsætninger, der eksisterede længe før klimapolitikken kunne bære dem ("teknologi og vesten er ond, de fattige i d. 3. verden er gode").

MEN, det er jo også bare mistanker, og måske har de ret klimapanelet. Hvis bare de ikke tager fuldstændig fejl, så kan det jo være at CO2 reduktion hjælper, også hvis det skulle vise sig at man ikke kan tilskrive menneskeligt produceret CO2 hele udviklingen.
Der hvor problemet for alver bliver alvorligt er i tanken om at kontrollen vil virke; at verdensfællesskabet virkelig kan terraforme sig til et temperatur- orkan- og nedbørsniveau vi er glade for. Det er vildt usandsynligt. Der er for mange ting, der bliver bedre ved lige at brænde lidt olie eller kul af og lave mere energi.
Og er det i det hele taget fornuftigt at forestille sig at vi kan regulere verdensklimaet? At have den idé at hvis verden forandrer sig så er vi på den. Var det ikke smartere at gøre vores kulturer bedre, så vi bedre kan tåle forandringerne; at investere pengene der. Måske kunne de investeringer endda hjælpe på nogle af de andre problemer verden står overfor; mangel på rent vand, ørkenspredning osv.
Jeg håber virkelig at teksten på COP15 kommer til at handle mest om det progressive og mindst om at sætte ting i stå.

På Tveskovs bølgemagasin diskuteres kønskvoter livligt. Debatten kommer ikke ud af stedet, da det indtil videre mislykkes fuldstændig at få centrale livsperspektiver ud af debatten, og sådan nogle kan man jo ikke lave om på, bare med en hurtig pro et contra i en ugeavis.
Urpræmissen i debatten er at "kvinder bliver opfattet som kvinder", altså at kvinder bliver udsat for en anden behandling end mænd, bare på kønnet*.
Det giver mig lyst til at komme med en muligvis beslægtet indrømmelse. I min beskedne karriere som mellemleder har jeg ansat og evalueret medarbejdere nogle gange. I den forbindelse støder man hurtigt på en bestemt persontype, mænd såvel som kvinder, der forklarer alle tilbageslag og problemer med eksterne udfordringer og begrænsninger. Og dem prøver man så at omskole eller undgå. Naturligvis skal man erkende virkeligheden rundt om sig, men at konstruere sine muligheder som om det er de andre, der står for at lave dem, er simpelthen usundt, og det er ikke noget man kan bruge på kontoret.
Det lyder selvfølgelig vildt unfair. Til hvilket, der kun er at sige: Det er vildt unfair! Men det er sådan. Det er langt nemmere, altså billigere og mere effektivt, hvis kollegerne ikke konstruerer alle mulige vilkår, de ikke kan lave om på, rundt om opgaven.
Det er her man får lyst til at citere Jorge Luis Borges (tilskrevet ihvertfald)

Intet bygges af sten. Alt bygges af sand. Men vi må bygge som om sandet var sten.

*Det er her kvoteargumentet falder af cyklen efter min mening, for hvordan man vil afskaffe stereotypering ved at udbygge stereotypen med bevidst forskelsbehandling savner begrundelse; men fair nok, man kan mene at tallene vil ændre kulturen down the road, selvom jeg ikke tror på det.

Det er for sent gået op for aviserne at det er et spørgsmål, der kræver et svar, og at annoncer ikke gør det. Spørgsmålet har indtil videre mere eller mindre ødelagt webaviserne, som flyder over med pageviewoptimerede "10 mest etellerandet"-lister og made-you-look clickbait.

Berlingske-koncernen har forsøgt at svare med ugen.dk, men Ugen er simpelthen ikke pengene værd. Indholdet er på eller under berlingske-niveau, alt for ligegyldigt og alt for meget ligesom alle de andre nyheder. Det er helt usandsynligt at man skulle blive overrasket over noget man læser i Ugen. Måske hvis man kun læser BT til daglig.

Det bedste bud på hvor vi ender, som jeg kender til, er at almindelige nyheder racer mod bunden som telegramstof mens nicherne godt kan tjene penge. Distributionen af massenyheder er en død sild som indtjeningskilde på nettet; der er simpelthen for mange, der ved det man forsøger at fortælle folk, til at man kan tage penge for at gøre det.
Hvis Ugen afspejler samme erkendelse, så er sigtekornet ganske enkelt indstillet for lavt, efter min mening.

Hvad skal der til for at lave levedygtig nichejournalistik, så? Ja til en begyndelse skal man ikke være ked af at tale til nichen. I min egen lille verden, så er sådan en artikel som den her et godt bud på noget jeg godt ville købe et magasin for. Perspektivet er personligt, relevant og i mit interessefelt.

Et andet eksempel kunne være Tveskovs mikromedium Bølgen, brugerredigeret og snævert, spambeskyttet af den ultrasmalle niche og det personlige ansvar der følger med. Jeg har iøvrigt lagt mærke til at nogle af Bølgens features minder om den plan jeg engang lagde for wikiavisen, hvilket måske ikke er så mærkeligt siden ideen til at købe domænet kom fra samme Tveskov. Så var det alligevel ham, der gad.

Kan man komme op på 1000 fans for den slags mikromedier? Og vil de fans så betale de par hundrede kroner det ville koste at blive ved?

Under mit lidt for ubrugte tinker-bord står en aldeles for ubrugt Makerbot. Sådan bliver det ikke ved med at være, men imens den står ubrugt, så nyder jeg købet på den måde at jeg følger med i den utroligt livlige udvikling på Makerbot-forummet. Maskinen virker meget forskelligt for dens forskellige købere. Jeg er nok en outlier i fiaskoenden af skalaen, men folk har allehånde problemer og udfordringer med den, fra overhovedet at komme i gang - som mig - til mærkelige prints fordi vi er overordentlig langt fra den skjulte kompleksitet her. Software og selve printeren skal virkelig tunes og stryges med hårerne for at få gode prints ud af den.
Samfundet omkring makerbotten er til gengæld de helt rigtige brugere i denne fase; de designer den om, tester det muliges grænser, finder på nye printere med nye materialer og andre funktionsmåder, der giver mere stabile prints og det er en forvirrende fornøjelse at følge med i.
Der er to ting, der er interessante ved det: For det første så er hardware i hænderne på disse brugere, simpelthen ikke hardware, men en del af den omkonfigurerbare funktion, ligesom softwaren er det. Hvis den ikke lige virker, så laver man den da om. Der er ikke en producent/bruger-barriere som man ellers er vant til med hardware, hvor software for folk som mig selv, længe har været mere i hænderne på brugeren.
For det andet så er denne her softwaretilstand, omkonfigurerbarheden, en magisk størrelse. Funktionen bobler rundt under fingrene på en. Det er frustererende når man ikke er interesseret i bobler, men hvis man er frisk på at holde øje med om det koger over, så smager det af meget mer.

Jeg er bruger i samme situaton af en Eigenharp Pico. Jeg er ikke rigtig begyndt at lave musik på den endnu. Udfordringen her er lidt en anden; hardwaren er fremragende, men softwaren er mildt sagt en udfordring. Ambitionen med instrumentet har været at lave noget man kan spille på live, ikke noget man bruger med en laptop så *det må man ikke* Der er helt bestemt nogle sjove screencasts gemt i den deraf følgende forvirring. Men igen så er der en masse super intelligente brugere, der ivrigt diskuterer med producenten og igen er producenten med på at lytte, så der foregår en hel masse tilpasninger. Instrumentet er nyt fra denne måned, og der er allerede kommet fire softwareupdates til det.

Early adopter shopping er noget helt andet end normal shopping. Det handler ikke om convenience, nærmest det modsatte. Det er udfordringer til hverdagen.

Jon Stephensen tager af kassen, det gør nogen i Pia Allerslevs forvaltning også, folk er stadig sure over Bondams dobbeltspil, men lad os lige få styr på i den sag hvad dobbeltspillet består i: Det består i både at ville lave værdipolitik før valget og realpolitik bagefter; ikke det der med udvalgsposterne til DF. Hvis nu Bondam havde været smart og haft en politik før valget istedet for "ikke-DF" som politik, så havde der simpelthen ikke været noget problem.
I den sammenhæng virker det ubetydeligt at den måske nye regionsformand i Region Hovedstaden var tabende part i en domænetvist for et par år siden.

Og Henry synes, nu hvor det er klart det aldrig vil ske, at Frankrigs kamp mod Irland skal spilles om, men det virker også mindre vigtigt end den systematiske matchfixing, der måske lige er blevet afsløret i fodbold.

Jeg spørger mig selv om man kommer i bøllepakkearrest hvis man råber buh af Robert Mugabe i december.

For en uge siden var jeg i Malmø for at høre Adam Greenfield tale om "networked urbanism", altså den fremtidige refleksive by, der er fyldt med data som vi kan interagere med. Det er en slags videreudvikling af hans tidligere interesse i ubicomp til en mere specifik setting, hvor det er byen der er ubikvitær rundt om dig.

Du kan se foredraget her.

Det foregik på Minc, et væksthus på havnen i Malmø, hvor bl.a. mine gode venner i Polarrose holder til, ligesom et hav af andre små virksomheder. Malmø (og Lund) er i det hele taget rigtig godt bestykket med startups.
Dagen før min smuttur til Malmø havde en CEPOS-mand ment i computerworld at "det danske system" forhindrer succeser i Bill Gates klassen herhjemme. Nu kan man starte med at spørge om det virkelig passer - Navision/Damgaard er da vel nok en ægte kassesucces, og Skypestifterne har da i det mindste mødt hinanden i København.... Når det nu er sagt, så snakkede jeg fredagen forinden med Nikolaj, Imity-cofounder og Polarrose-boss, og hans klare oplevelse er at dynamikken bare er en helt anden i Sydsverige end på den anden side af broen, her i København.
Her løber CEPOS's forklaringsevne jo tør. Sverige er lige så hårdt beskattet som Danmark, velfærdsstaten er lige så tryg. Og alligevel så er der åbenbart en kulturforskel der får unge svensker til at mene at de er den virkelige motherfucker, ham der skal gå hele vejen, og ikke bare forsøge sig som konsulent eller mellemleder og se hvad der sker.

Er det er spørgsmål om vaner og netværk? Er Sverige bare et par år foran, eller er der en central forskel vi skal have importeret til København?

Fredag var jeg turist til en konference om mobiltelefoner i Afrika. Det er et spændende emne; det er fantastisk at det virker, og mobiltelefoner gør alle mulige andre former for leapfrogging muligt, nu man har lavet den teknologiske leapfrogging og lavet telefoni overalt.

Vi lagde fra land med lidt stats, så dem kan I da også få nogle af: Worldwide penetration af mobiltelefoni er ca 2/3; altså ca 2 ud af 3 verdensborgere har en telefon. I afrika er tallet 1/3 - med enorm variation, fordi der er enorm forskel på hvor rige de afrikanske samfund er. Jeg har kun været i ét afrikansk land, et af de fattigere og der var såmænd også telefoner overalt.
Prisen for at bruge telefonen - set i forhold til indkomst - er skyhøj, men sms og telefoni går lige; datatrafik ellers kan man godt glemme at designe efter. Det er kun sponseret brug af det, der virker.

Dagen havde desværre mest lige-om-lidt projekter med, ikke nogle warstories fra etablerede succeser, men der var masser af lektier alligevel.

Lektie 1: Ting ankommer ude af rækkefølge. Det er ikke bare det her med at afrika pludselig er ligeså telefondækket som vesten, der er besynderligt, det er også rækkefølgen af effekter: Teknologien først, inden i den kommer så

• Digitale penge - folk har typisk ikke haft bank eller anden mulighed for at flytte penge sikkert


• Handel - vi hørte fra grundlæggeren af BSLGlobal, en panafrikansk betalings- og handelsplatform


• Regulering - 90% af al handel i afrika er uformel gadehandel, 90% af den slags handel er ureguleret og der betales ikke skat. Digitale betalinger ændrer hele spillet også her.

Fra den mere traditionelt indlysende ende, hørte vi (fra Stine Lund) om uddannelse og pleje for gravide og nyfødte med mobiltelefonen som kommunikationssystem. Det handler meget om at lade infrastrukturen rulle sig ud hvor det er nødvendigt; og om at bruge telefonen som digitalt undervisningsmedium. Vanskelighederne i forbindelse med overlevelse og sundhed for gravide og nyfødte er, at dødeligheden ganske vist er høj, men det er stadig særtilfældene man leder efter; det er dyrt eller umuligt bare at rulle en høj standard ud over det hele, så behovet er i bedre diagnostik og rapportering hvor kvinderne bor, og så adgang til hurtigt at eskalere til ordentligt uddannet hjælp når det ikke går som det skal.

Ovennævnte indlæg fra Herman Chinery-Hesse, grundlægger af BSLGlobal, ifølge Tomas Krag, fra refunite.org, der også talte på dagen, virkelig en star i sit hjemland, Ghana, var nok dagens højdepunkt. En af de sjovere pointer var den at international handel i Afrika er nærmest fuldstændig orienteret ud af Afrika, som et ekko af kolonisystemet. Infrastrukturen er lavet lige sådan, men det er ved at ændre sig, og Chinery-Hesse så det næste skridt op som noget, der i høj grad handlede om bare at få Afrika til at fungere som et marked, ligesom EU er et.
Udfordringerne er enorme og meget Afrika-specifikke: Robusthed, adgang til strøm til kommunikation, analfabetisme - altså hvordan tilpasser man teknologien til et marked hvor de handlende ikke kan læse og skrive, transport, regulering. Men omvendt, så er potentialet stort, netop fordi al handel nu er så lokal; værdiefangsten foregår med internationale handlende, meget tæt på råstofkilderne, og meget lidt af forædlingen med tilhørende værdi, foregår i Afrika eller på afrikanske hænder.

Vi hørte også fra en Nokia-finne, om brugerresearch i Østafrika, om hvordan Nokia arbejdede med at bruge de facto distributionen af musik - piratkopiering - som social bærer for nogle af telefonens muligheder. Der manglede lidt detaljer der, men det lød super spændende som idé.

Og vi hørte om hvordan man laver vedligeholdelses- og dieselfrie mobilmaster langt væk fra alfarvej, og sidst, men ikke mindst, antydede Tomas Krag nogle af de teknologiske vanskeligheder ved at tænke på "Afrika" som én ting. Det er et indviklet sted; der er utallige lande, utallige mobilcarriers, utallige sprog, stor mangel på uddannelse og teknologikurven er der, naturligvis, men udviklingen ser anderledes ud, fordi økonomien ser anderledes ud. Man kan ikke planlægge efter hypekurven; men må tænkte et par skridt baglæns og tilpasse sig en enklere verden, som ikke har så meget at byde på teknologisk - udover rigelig besvær - men som til gengæld har en indviklet og levende social struktur.

Det mest interessante v. dagen var næsten at bolden ruller, uden at det har særlig meget med vesten at gøre. Innovationen tilpasset økonomi og teknologi rundt om på kontinentet bliver faktisk lavet, rundt om på kontinentet.

Om sammenhængen mellem regulering og vækst, navnlig for steder, hvor det ikke virker, se - lidt spekulativt måske - Paul Romers TED-talk.

I en dag eller to endnu, kan du også få folks noter fra konf'en ved at søge på Twitter.

Mageløst godt illustreret undersøgelse af de klassiske "du vælger selv historien" hæfter, hvor man en gang imellem får et valg om hvordan historien skal fortsætte. Genren var stor i sci-fi og adventure der liiige før den blev gjort helt irrelevant af den personlige computer i starten af 80erne.
Gennem sin korte guldalder gennemlevede den, som vi nu ved efter dette fremragende arbejde, en udvikling fra vildt springende nonlinearitet, hvor historierne kunne ande på talrige måder, mange af dem katastrofale, til noget meget enklere og mere fortælleagtigt.
Nu spiller jeg ikke mange computerspil, men jeg har en idé om at spil har været gennem lidt det samme; valgenes konsekvenser er blevet tonet ned, med adaptiv kontrol af vanskeligheden osv.

Og det har altsammen muligvis, men jeg er ikke sikker, at gøre med hvad valg, frihed og lykke egentlig har med hinanden at gøre. Vi tror det er vigtigt; men virkeligheden er faktisk en anden.

Engang vidste jeg alt for meget om hvor mange dage folk, der regner rentebetalinger ud, kan mene en måned består af. Jeg er utrolig glad for at sommertid, vintertid, skudsekunder og den gregorianske kalender ikke var faktorer her - for det var slemt nok som det var.

Vil man vedligeholde en ordentlig ressource med oversigt over tidszoner, sommertid, datoer for skift mellem de to, indregning af skudsekunder og fanden og hans pumpestok, sådan at computerens ur altid kan vise det rigtige, så må man imidlertid igang.

Heldigvis har open source verdenen entusiaster til den slags, der kan gøre det udtømmende, og heldigvis er lige præcis tidszone-entusiasterne ikke bare bogholdere, men ægte tidszoneaster, der får en solid hobby ud af emnet.

Således er den standardressource alle læner sig op ad, fyldt med anekdoter om mærkelige forhold i verdens tidsregning. Fra historien om dengang Detroit insisterede på at bruge soltid - altså: klokken er 12 når solen står højest lige netop i Detroit - til historien om den uge hvor der var to fredage i Alaska - fordi området var blevet solgt fra det juliansk kalendariserede Rusland til det gregoriansk kalendariserede USA.
I Detroit blev det til sidst for meget, og byrådet besluttede at gå over til tidszoner - men det ville halvdelen af byens handlende ikke være med til, så i en periode gik uret på den ene side af gaden 28 minutter forskudt fra uret på den anden side.
I Alaska ver det i virkeligheden nemmere. Da salget fandt sted boede der ikke nogen, der brugte kalenderen til noget alligevel.
Jeg kan iøvrigt også oplyse at der er (var?) en lille særlig tidszone rundt om Thule, der kører amerikansk tid, ikke normal grønlandsk tid.

Når nu erfaringen lærer en at selv ethvert spørgsmål, med mere en et muligt svar, vil blive besvaret med største oprigtighed på alle mulige måder før eller siden, så kan det ikke undre at noget så politisk og arbitrært som tidszoner og sommertid er årsag til utallige mærkelige anekdoter, men omfanget er nu alligevel imponerende.

Det ekstra fine er, at tidszoneasterne har gemt alle de gode historier sammen med alle reglerne i den tidszonefil, der bliver brugt alle steder. En dejlig almanak af bizarre historier fra hele verden er altså standardudstyr rundt om i verdens serverparker.

Demo dag - hvor vi bygger det selv
Viser det frem, ikke snakket ihjel
Demo dag, du viser lige ved du vil
Det det en demo dag er til
at vise os at du har skill

Demo dag, hvis du brænder for noget
brænd det dog her, der går ikk' ild i bordet, men hvis nu
at det sker, har vi selv sat ild til meget mere før
så slap af, her' der ikke nogen der dør

Lyder sådan her. Ser sådan her ud.

Actionitems

• Demo meet-up hver 14. dag. Uforpligtende inspirationsaften på en kaffebar et sted, hvor man kan være nogen stykker. Har du et forslag til et sted? Første gang onsdag d. 14/10.


• Har du lyst til at være vært til næste demo-aften, eller kender du nogen der vil? En studenterbar, et auditorium, en kantine, et mødelokale - et sted hvor man kan være 20-30 gæster fra 20-22.30, gerne med lokal demoentusiasme, og helst et sted det er OK at vi drikker en øl og en vand.


• NÆSTE DEMODAG Bliver hos Creuna 1/12 kl 20. Bedre end juleaften. Detaljer følger


• Nyt site at hænge ud på Nemlig demodag.org

Hey, Claus - hvilke demoer var der så?

• Kahrzdn's touchscreen mediekiosk til væggen derhjemme
• friism's scraping og film af EUs udbudsproces
• hvorermorten.dk - lavet med Find My iPhone-scraping
• Vilhelms Mindstorms-robot
• Nicks elastiske tabstops
• Dalager og Eksponents motionssocialsite.
• Min egen last.fm mashupgenerator, baseret på denne mashup (generatoren udkommer liiiige om lidt)
• Og sidst, men ikke mindst, præsenterede Jane Morten+veninders slipseseler

Altså en halv time en gang imellem, lavet af nogen, der har noget personligt i klemme i den kunstform - istedet for den ligegyldige ugentlige halvtime i Smagsdommerne med, stort set, forudsætningsløs samtale om ting folk dybest set er ligeglade med når de ikke er på TV.
Premiere har allerede demonstreret svaghederne i konceptet. Ideosynkrasier en masse, og stærkt varierende talent for at tale og være på skærmen, men det er ligemeget - det er stadigvæk sjovere at høre på nogen, der har noget i klemme, der ikke bare kan stille sig udenfor, når de kigger på kunst og kultur.
En halv time om ugen til bøgerne, en halv time til teatret, en halv time til kunsten og en halv time til musikken. Hver 14. dag ville også være OK. Interessen er der - hvis man kigger på salgstallene i de forskellige brancher så ligger de der på "nogle millioner om året" for hver af de her grupper.
Ja, på et tidspunkt vil man have en "smal" kunstner inde for at tale om noget meget jævnt, men populært, og ja, omvendt vil man på et tidspunkt have krimiforfatter nr 25 inde for at tale om et eller andet meget snævert; men det er fint nok. Det er helt OK at de ting så, under de omstændigheder får en dårlig anmeldelse. Det vigtige er at der er noget i klemme hos den der udtaler sig. Og ved at blande kortene lidt kan man så sørge for i hver programrække at der på et tidspunkt både er noget i klemme, og noget der siger lige netop dig noget.

Kære DR2, sæt det trygt i gang, jeg lover det bliver sjov TV.

Det er for sent at anbefale koncerten for lidt siden m. Nigel Kennedy som afløsning foran Royal Philharmonic Orchestra i Tivoli. Og kræver også sine forbehold, fordi Kennedy er lidt irriterende, men kompenserer rigeligt for det ved at lave betragte hele orkestret som kammermusikensemble han spiller levende op imod. Anmeldelserne var spredte, som man kan forvente, men jeg syntes Kennedy vandt over sin udstråling.

Der er endnu tid for dig til til gengæld at se Eugen Onegin i Operaen. Det kan virkelig anbefales, og måske især hvis du ikke ved om du er til Opera. Personinstruktion og udviklingen af det følelsesmæssige drama på scenen er i top; musikken tager nogen interessedyk, men er virkelig smuk for det meste. Instruktøren er den virkelige stjerne, forestillingen er simpelthen uhyre flot lagt an, og utrolig levende og godt fortalt. Samme mand, Peter Konwitschny, laver Elektra af Richard Strauss næste forår og jeg har købt billet, ud fra forhåbningen om at han er lige så god når han laver Strauss som når han laver Tjajkovskij.

Mandag aften kan du i det goe gamle radiohus, som nu er musikkonservatorium, høre en Beethoven strygekvartet (op. 130) (Hvordan lyder den? Tjek f.eks. her på Spotify) for en flad 50er i døren, med nogle af byens dygtigste unge musikere (indgang fra Rosenørns Allé 22) - og så er det med lysshow - simpelthen så ungt og spændende.
Der er også masser af god, billig orkestermusik i sæsonen.

Jeg har for tiden stablet årets boglæsestak i et vindue for lige at tjekke hvad det er blevet til; stakken er egentlig deprimerende lav - men dukket op på den for nyligst er "Smukke biler efter krigen" af Lars Frost og det var morsomt og godt lavet. Desværre fik læsningen mig til at Youtube lidt på det danske forfattermiljø - herunder Lars Frost - og så koncentreret en omgang striktrøjer med tynde arme skal man lede længe efter. Man skulle tro de lavede software. Sådan rent idolmæssigt, egentlig nedslående. Nabokov var polyglot verdensomrejsene sommerfugleekspert. Er det virkelig for meget at bede om? 80-er forfatterne gik da i det mindste op i deres tøj.

Funza angriber med succes dårlige omtaler af Nick Caves nye bog.

Jeff Veen forklarer dig, hvorfor du ikke skal kopiere andres ideer, men have dine egne. Ingen har ret i én iteration - og kopier forstår du ikke, det gør du med dine egne ideer.

Mortens overblik over hvad du kan bruge tilfælde tal til er virkelig godt.

Husk at du kan lave mageløse Morten Lund tweets automatisk nu.

Det er ikke rigtigt i virkeligheden, men der findes et perspektiv på "det gode", hvor det gode i det gode ikke er de gode konsekvenser, men ofret. Det gode er en straf man finder sig i, fordi man er et godt menneske. Man ser det ofte i projekter der eksplicit mener at gøre det gode. Man ser det ofte i design. En vandspareanordning, der fortæller dig hvornår dit brusebad har varet for længe (istedet for en anordning der genbruger badevandet f.eks., eller noget andet der løser problemet på en anden måde). Personligt opfatter jeg også planlægning og personlige produktivitetsystemer som GTD som eksempler i genren, selv om jeg ved at de - ligesom gulv-, op- og tøjvask - har reelle nyttige effekter.
Tankegangen har mængder af fucked op konsekvenser. Fattigdom bliver moralsk i sig selv - og er man ufattig skal man altså straffes for at komme moralsk ajour. Hvorimod krav om almindelig gensidig ansvarlighed til den allerede udfordrede selvfølgelig bliver fuldstændig urimelige.
Det meningsløse CO2-tælleri har meget af tanken indbygget.

Hvad angår personlig produktivitet, så har jeg tænkt mig at gøre noget ved det via et passivt pointsystem som muligvis vil blive demoet på en snarlig demodag.

Torben Lund forlader socialdemokratiet "på grund af højredrejningen". Da jeg læste det, tænkte jeg at det var en lidt besynderlig begrundelse, for hvis socialdemokratiet for tiden gør noget, så er det da at dreje til venstre - med rigmandskat, skyggeregering med SF og absurde velfærdsløfte om et liv uden konkurrence. Men det er selvfølgelig rets- og indvandrerpolitikken Lund sigter til.
Socialdemokratiet er helt skizofrent. På den ene side en venstredrejet social profil, på den anden side ret og tvang.
Det er den naturlige konsekvens af den, i ordets egentligste forstand, værdiløse ledelse. Sass+Thorning mener ikke rigtig noget, så skiller man politikområderne ud og rykker sig for hvert område hen hvor der virker som om der er en ledig position. Til gengæld vrider man kroppen helt fra hinanden i forsøget på at favne fra den ene yderlighed til den anden.
Findes der et menneske, der faktisk sådan dybt inde i sjælen, føler at det identitetsmæssigt bliver dækket af den her meningsløse politikbuket? Findes der nogen der sådan helt ind i sjælen synes at hele den pakke er en god idë? Jeg gør ihvertfald ikke.

Hvad er det, der kendetegner kulturen i en bestemt epoke? Det, der adskiller den fra det der kom før. Kulturen til tiden er til enhver tid blevet lavet af progressive, i ordet egentligste forstand: Af de, der laver tingene om. Derfor er en rent konservativ kulturpolitik, ren fastholdelse og bevaring - uden støtte til en avantgarde - stendødt. Det er sådan de oceaner af svulmende legemer og forgyldte landskaber, der virker så intetsigende og bedagede i 1800-tals samlinger af akademimalere er opstået. "Vi skal have en ligesom den der".

Vore dages fejrede klassikere har alle været revolutioner på et tidspunkt.

Den modsatte side af medaljen er selvfølgelig at en forandring uden udgangspunkt flagrer håbløst rundt og ikke rigtig er noget som helst. Kulturarven og samtiden skal begge dele med. "Man skal vide hvad det er man skal overgå" - som Hemingway sagde engang.

Det problem Velfærdskommissionen har arbejdet på at løse har stået klart for økonomerne i 15-20 år, og været centralt i den langsigtede økonomiske politik lige så længe. Aldersfordelingenen om 10 år hænger ikke økonomisk sammen, sådan som samfundet er skruet sammen nu. Da jeg i sin tid var studentermedhjælp på institut for nationaløkonomi var der stadig tid til at forestille sig at man kunne nå at omstrukturere fra et velfærdssamfund til et forsikringssamfund*, og der kunne vi sagtens ende alligevel - men vi er der ikke i 2020, ihvertfald ikke pga. en veludført plan. Regeringen Nyrup planlagde efter det, og regeringen Fogh også - men uden selvfølgelig helt at ville indrømme det. Der blev sparet op, for evt at kunne spare ned igen i 2020, men forsøgene på centralt at ændre i forventningerne til velfærden er strandet hver gang; hvorfor alle er holdt op med at prøve på den slags. Det er ligesom diskussionen om "de fremmede". Man kan kun tabe - eller markere sig som nicheparti - ved at være på den modsatte side af "nej til forandringer". Det har været kronede dage for antiforandringsparti nr 1, Dansk Folkeparti.

Men forandringer kommer der, og nu bliver det spændende hvilken forandring det så bliver. Der er kun to mulige løsninger: Man kan enten løse det finansielle problem eller det demografiske problem. At løse det finansielle problem kan ikke rigtig lade sig gøre uden at sænke servicen a la hvad Velfærdskommissionen foreslår. Regnskabet bliver for surt i de fremtidige generationers disfavør hvis man bare hæver skatten. Alternativet er at løse det demografiske problem med aldringen - altså at åbne sluserne for en større tilvandring af unge til arbejdsstyrken. Ligemeget hvad: En DF mærkesag går på gulvet. Enten den med serviceniveauet eller den med de fremmede.

Det gode spørgsmål er selvfølgelig hvem de andre tabere bliver, for der vil være flere. Og om vi allesammen taber lidt imens, fordi partierne kæmper for deres magt mens forandringerne sker.

* I velfærdsmodellen - den vi har nu - betaler de, der arbejder nu, for de der har brug for service nu. I forsikringsmodellen sparer man selv op til den service man har brug for senere.

Jeg var en tur i Schweiz for at vandre. Formen holdt nogenlunde til opgaven.

Vi mødte Manden Med Den Gule Hat.

Der var truende skyer, men meget lidt regn.

Dramatiske vandfald.

Smukke søer.

Og haglramte får.

Alt i alt en skøn tur. Jungfrauregionen kan anbefales for full on bjergdrama; men ikke for den økonomiske pengepung. Det er dyrt at være i Schweiz. Fuld alpepower i albummet. Bjergvandring er og bliver min yndlingsmotion. Det er smukt. Luften er frisk. Man kan holde til at gøre det i mange timer. Og man glemmer helt at det er motion, og ikke bare turisme. Ikke at man ikke går rundt med en solidt opkørt puls i mange timer, det gør man, men der er jo så smukt.

Mere fyld til tog- og fodkortet, og en virkelig dejlig tur ovenikøbet, dog med enkelte forbehold.
Jeg var ad Køge Å stien for halvanden uge siden, fra Borup til Køge. Borup er regionaltog, ikke S-tog; men det er stadig indenfor klippekortafstand fra byen. GPSen stod desværre af, så jeg fik ikke et godt spor ud af den, men den omtrentlige rute er tegnet ind på kortet, og hvis det ikke er nok (der er rimeligt skiltet) kan man få nogen brochurer om turen også. Jeg tog enkelte billeder. Det er let at gå forkert 2-3 steder, når man kommer fra Borup. Jeg tog alle de mulige fejlruter, så jeg burde vide det. Første gang er i skoven syd for Borup, hvor man har gået af kørbare skovveje, men i et T-kryds ikke må overse ruten, der er en smal sti ind mellem grantræer lige i T'et (hvis den var en vej, var det et egtl. kryds). Næste chance er når man kommer ud af skoven syd for Ejby, øst for Lille Salby, hvor man i en gaffel kan komme til at gå tilbage langs åen i modsat retning, istedet for det rigtige valg, højre side af gaflen. Og samme gaffelproblematik rammer man igen på Køge Ås, hvor man ad den korrekte højregaffel kommer ind lidt syd for centrum, mens man ellers kommer ind nord for. Nordruten er grimmere, og misser Grundtvigs grav. Ingen af de tre steder var korrekt valg skiltet, såvidt jeg kunne se.
Der er 2.5 kedelige og ret befærdede kilometer på landevej umiddelbart før man går ind på Køge Ås.

Der er masser af trøstesløst socialt boligbyggeri, og der må bo masser af mennesker det er synd for i det - men hvorfor kan medierne aldrig finde nogen af dem, når de skal rapportere om fattigdom i Danmark. For et stykke tid siden var der en hjerteskærende historie i TV-Avisen om en kvinde, der blev sat ud af sin lejlighed fordi hun manglede 150 kr til huslejen. I mellemtiden brugte hun 2000kr hver måned på internet og mobiltelefon, ifølge TV-avisen. En quickpoll i mine twitteromgivelser var ikke i stand til at finde én eneste husstand med så høje udgifter til de poster.
Ekstra-Bladet har en anden historie - om et par, med to børn, der ender med at have 38.5 om dagen per medlem af husstanden når de faste udgifter er betalt. Det viser sig at familien råder over 17400kr efter skat hver måned, men har faste udgifter på 12780 til husleje, bil, internet og satellit-TV. Det er høje faste udgifter, fordelt på en husleje langt over gennemsnittet* og så altså uforståelige udgiftsposter - hvis alternativet er at man ikke har råd til mad og tøj - som satellit-TV.
Jeg kan godt sætte mig ind i at manglende arbejdsevne sikkert ofte følges med en dårlig evne til at overskue sin egen situation, men er det virkelig ikke en opgave i det sociale system at hjælpe med det så - istedet for bare at forsøge at pøse penge på. Man skulle da tro det var nemmere, politisk, end at bruge penge?
Og endnu mere, så undrer det mig at journalisterne vælger de her historier ud. Kan journalisterne heller ikke regne? Kan de virkelig ikke finde nogen, hvor problemet kan løses ved at disponere efter forholdene?

* 7000kr for 127 kvadratmeter + 1200 el og varme. Såvidt jeg kan finde ud af er det langt over gennemsnitshuslejen for socialt boligbyggeri i Sønderjylland - hvor historien foregår. Det er iøvrigt også langt over min egen husleje.

Måske har Per Stig Møller ret - men det virker som en brøler at helt absurd format at stå og diskutere samtalestrategien i forbindelse med Iran i nyhederne. Det kan sagtens passe at en høge-retorik lige præcis passer til Ahmadinejads egen ditto; og derfor vil eskalere volden. Men at man tænker strategisk på den måde skal man da ikke stå at sige. Der skal man bare holde den moralske og principielle fane højt. Det har de protesterende iranere da krav på.

Men moral og indsigt fra sidelinjen er både for nemt og for svært. For nemt, fordi det ikke koster noget at mene A og heller ikke at mene B, og for svært fordi det er helt umuligt at danne sig noget som helst overblik. Over valgsvindlens niveau (tilsyneladende totalt), over alternativet til bare at tabe protestkampen, og over omfanget af vreden i Iran.
Præstestyret har indtil videre fejlet totalt i at lande sin damagecontrol. At indrømme svindlen, men på en så halvbagt måde, virker som det dummeste man kan vælge at gøre.
Ahmadinejad, siger de mest høgede kommentatorer, venter bare på en grund til et egtl. militærkup, og imens er det fuldstændig uklart om han så faktisk har militærbacking til virkelig at øge presset på demonstranterne med et knusende angreb med tanks og hele moletjavsen.

Fra sidelinjens sidelinje så en observation om borgerrapportering: Omkostningerne ved at danne sig et overblik er skyhøje; hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Det er utrolig meget billigere at nøjes med den virkelighed ens egen avis kan få skrabet sammen.

Jeg har kigget en smule på fremtidsproblemet vand her på det sidste. Det der fik mig til at tænke på vand var et sci-fi koncept som tegningen ovenfor: Omvendte floder, store pipelines med havvand, der på ruten ind i de mere og mere vandsultne kontinenter destilleres til menneskebrug og til landbrug.

Hvor realistisk er sådan en plan? Det er lidt besværligt at få styr på nogen gode vandtal, men til sidst fandt jeg nogen et af de steder hvor problemet allerede er akut, nemlig Israel
Her bygger man for tiden en serie enorme afsaltningssanlæg der producerer 100 mio. kubikmeter drikkevand per år.
Israels totale tilgængelige vandressource før anlæggene er 2000 mio kubikmeter vand per år - egentlig alt for lidt til den befolkning der bor i området.
Et anlæg der producerer 100 mio kubikmeter, leverer altså 5% oven i den mængde. Man skal altså "bare" bygge 20 af dem for at have en fuld kunstig forsyning - incl. vand til et landbrug, der er nettoeksportør af fødevarer.

Hvor meget energi går der til at producere drikkevand? Hvis man skal gøre det selv uden smart udstyr så må man jo dampe vandet af og kondensere det igen.
Det er meget energikrævende. Det går en kalorie til at varme et gram vand en grad, her skal vi op til kogepunktet, og så også tilføre fordampningsvarmen - ca 5 gange så meget energi som opvarmningen fra 0 til 100.
I de højeffektive afsaltningsanlæg kan man ved at bruge filtrering under højtryk og genanvende den energi man hælder ind komme ned på at bruge 4 kalorier per gram vand, altså energi der svarer til blot at varme vandet fire grader, eller ca. 150 gange mindre end naiv fordampning.

Regnet om til den effekt der kræves til et anlæg i 100 mio kubikmeterklassen er det kun 55MW effekt der forgår. Under en tiendedel af hvad Avedøreværket producerer. Nogenlunde hvad man ville få ud af vindmølleparken i Københavns havn, hvis ellers den producerede på topkapacitet døgnet rundt.

Pointen ved de lidt kedelige omregninger er, at det faktisk lader sig gøre. Man skal ikke æde hele landskabet op med vindmøller, eller bygge 40 kraftværker, for at producere kunstigt vand nok til en hel nation. Et Avedøreværk eller to og 20 destillationsanlæg forsyner et land, hvor der bor omkring 10 mio mennesker.
Hvad angår prisen: Det israelske anlæg sælger vandet til ca en halv dollar per kubikmeter - en pris der dog sikkert varierer en del med prisen på energi. I København koster en kubikmeter vand for en husstand lidt over 40 kr.

En kunstig Jordanflod kunne man altså faktisk godt slippe afsted med at bygge på et par år. Det er ikke en mulighed for de fattigste, men det kan lade sig gøre. Vand til hele Israel for en milliard dollars om året.

Jeg har spekuleret lidt over problemet med kønskvotering, navnlig der hvor jeg kommer fra, nemlig naturvidenskaberne. Hvad er planen? At tvangsudskrive kvinder til studierne? Der er frit optag, men alligevel underskud af kvindelige ingeniører og fysikere. Matematik er også bagude, men vist ikke helt lige så meget.
Spørgsmålet bør selvfølgelig allerede rejses i gymnasiet.

Det er klart at vi ikke kan få kvindekvotienten op i de klassiske mandefag uden at sænke den andre steder, så vi kommer til at skære i kvinders adgang til at læse medicin, jura, og humaniorastudierne for at få dem over på de andre fag. En maxgrænse på 50% bør altså indføres over det hele.

Nu tipper antallet af akademikere generelt i disse år i kvindelig favør, mens de mandlige potentielle studerende søger andre steder hen, og det gør det selvfølgelig muligt at slække på kvoterne. Men det rejser til gengæld spørgsmålet om hvorvidt mændene har gemt sig et andet sted, hvor der i virkeligheden er mere prestige nu. I så fald må vi have kvinderne helt ud af universitetet. Ud at tjene nogen penge; starte nogen virksomheder - eller hvor det er prestigen ligger. Køre lastbil, måske. Vi skal altså have indført en generel grænse på 50% for optag på uni.

Måske var det enklere, hvis man helt fra fødslen simpelthen fik sin ligestillingstvilling. I hele skolesystemet kunne man lave karaktersystemet om, så man fik den bedste karakter af de to, der blev givet til hhv en selv og ens tvilling, hele vejen op gennem systemet. Man kunne få grader i både det fag man selv valgte og i det ligestillingstvillingen valgte. På den måde ville statistikken dokumentere komplet ligestilling fra først til sidst og ingen blev snydt for noget. Det ville være lidt ligesom at gennemleve hele livet som ét stort gruppearbejde.

To avishistorier glider sammen for mig. Historierne: For det første den groteske, om hvordan nogle stakkels vildt festende pædagoger er så stressede af at skulle stå til ansvar for deres mangel på ansvar at de har brug for krisehjælp. Det at have ansvar er nu simpelthen invaliderende. Man kan sygemelde sig, bare for at have haft et ansvar.
Ved siden af den historie, avisernes pludselige "det er synd for Stein Bagger"-vinkel. Hvor man pludselig kampagner for en mildere straf på fjollede argumenter om at bankerne gjorde det let at svindle, at han jo har samarbejdet, og et "men Jensby slipper jo" argument eller noget.

Det er nærliggende at forbinde de to: Folk er nu angste nok for eget ansvar til at ansvar simpelthen er en sygdom. Og ikke nok med det, bare tanken om ansvar er så forfærdelig at bare tanken om Stein Baggers ansvar - den pæne mand - er folkestemningen imod i længere tid ad gangen. Vi må hellere bare frikende ham. Han gjorde jo bare hvad alle ville prøve på, hvis ingen stoppede os.

Du kan stadig nå at være med - både som tilskuer og som demoist. Det ser ud som om vi har alt fra meditation til gigabit hardware på programmet, med stop v. adskillige web hacks. Der vil være hardware, software, ild og sukker. Og færdighedsgrad (alle betydninger) fra "kun lige præcis" til færdige produkter.

Vognmagergade 11, i aften kl 20, men skriv dig lige på listen.

Pyh, et elendigt EU-valg. Henrik Sass lavede en klassisk Sass, droppede kerneværdier i jagt på en flygtig folkestemning med et fjollet forslag om at hoppe ud af Schengen igen, eller noget i den stil. Jens Rohde dumpede med; måske endda i forvejen. Hvis man løber i hælene på Jens Rohde så er man virkelig tæt på fallitten. Jens Rohdes dumpekarakter var også i elementær europæisk statskundskab: Danmarks stemme i EU? Nej, det er regeringen der er det i den europæiske magtdeling. Parlamentet står for den paneuropæiske rimelighed og er demokratisk bagstopper, ikke national bagstopper.
Bendt Bendsten er ikke blevet mindre dum, men parlamentet er et sted hvor han vil gøre meget mindre skade end han har forvoldt i ministerrådet.
Man kan ikke klandre EU-modstanderpartierne deres EU-skepsis, men at alle de pro-europæiske partier, pånær de radikale, fodrer den indre svinehund med mere EU-angst er for ringe.
Og endelig selvfølgelig en særlig dumpepræmie til V og K for den idiotiske tronfølgekampagne. At spille hazard med noget så grundlæggende som grundloven, og noget så elementært som søde små (hypotetiske, endnu ukonciperede) prinsesser er virkelig demokratirespekt på et absolut lavpunkt.

I går var der 65-års jubilæum for D-dag. Den velnærede hverdag er unægtelig grimmere end det gamle heltemod, der gav os en chance for at have EU og et frit, fredeligt Europa overhovedet.

Jeg fik lappet et væsentligt hul i tog- og fodkortet, ved at gå fra Virum, gennem Geels Skov til Søllerød Kirke, gennem Søllerød Kirkeskov og Søllerød Naturpark op til Rude Skov. Turen var overraskende god. Bakket terræn, sjove stier igennem det og så var der virkelig pænt i enge og marker i naturparken.

Philip Roth får ikke sagt så meget vigtigt i Exit Ghost, pånær en enkelt ting, som der så koges for meget suppe omkring. I et længere brev lader han en karakter sige noget skarpt om litteraturens død som en form at tænke i. Om hvordan historierne omkring værkerne har overtaget fra værkerne selv. Det er forfatterne, deres biografi, deres motiv, deres succes - der er den historie, der optager kulturpressen, ikke det der står i teksten selv.
Vi fik det pinagtige i den situation illustreret senest i Jes Stein Pedersens TV-serie Ordet og Bomben, hvor Jes Stein konsekvent ville have forfatterne til at skrive virkeligheden og sig selv ind i deres litterære virke, som om bøgerne ikke kan være nok i sig selv. Der skulle liveføles på virkeligheden, ikke læses romaner.
Af de af programmerne jeg så, lykkedes manøvren kun nogenlunde med Daniel Kehlmann - de andre forfattere fandt det enten akavet eller anmassende.

Lige før pinsen var jeg til torsdagskoncert, og den var rigtig god, sådan ca halvdelen af den. Helene Grimaud spillede - efter eget ønske - Ravel, og Dausgaard lod hende ikke helt fløde den ud til chopinsovs, men hun prøvede. Knud Aage Riisagers Quartisiluna var en behagelig opdagelse, jeg må lede efter en plade.
Det rigtig positive ved koncerten var imidlertid at Dausgaard og orkester virkede som om de virkelig har fundet sig til rette i salen og nu kan fylde den præcist med vellyd. Orkestret lød virkelig godt og klart og alt lyden kom helt op til os på bagerste række. Det lover godt for fremtiden.

Til sidste ville jeg virkelig gerne linke til Gerhard Wendland, der synger "Amor, Amor" på tysk, men youtube kan ikke hjælpe, så Trini Lopez må holde for.

Peter A.G. er fornærmet over at blive kaldt "Den jyske skændsel" en passant i Information, af Nikolai Thyssen. Hold fast Nikolai! - siger jeg bare. Hvorfor? Lad mig demonstrere:

Travle ven, dig der går forbiiiiiiiiii
udenfor og tænker indeniiiiiii.
Hej-di-hej, nej-hvor-kunne-jaiij
tænke mig, at snakkel-idt-me-daiij....
omkvæd:
Gemmer du din fantasi,
så kom ind og slip den fri.
Jeg bliver glad for jeg kan li'
til fællesskab en snak at gi'

Jep, du gættede rigtigt - det er en Peter AG komposition. (RealPlayer).

Mand, hvor var 70erne bare fede.

Politiforbundet må være den eneste fagforening, der med held skjuler fagforeningsarbejde (mere løn og indflydelse til vore medlemmer) som samfundsdebat. "Med held skjuler" - altså i den forstand at aviserne aldrig gør indsigelse mod den åbenlyse interessekonflikt mellem fagforeningsmanden og det samfund, der ansætter hans medlemmer.
Man kender forskel på fagforeningsdebat og reel samfundsdebat ved samtalens mangler: Forslaget er aldrig "professionel ledelse i stedet for politiledelse" og effektivitet indgår aldrig, kun "flere penge til flere folk".
Man kan med fordel sammenligne med en anden klasse medarbejdere, der langt mere reelt oplyser om fordele og ulemper i nedskæringer og prioriteringer, nemlig lægerne. Sygehusene har adopteret efficienstænkning og kompromiser ved siden af den lægefaglige kompetence på en langt mere reel måde.

Før TV-serien Rejseholdet var der en anden og ringere TV-serie Rejseholdet, med Aksel Erhardsen og Lise Schrøder i meget lidt overbevisende roller som detektiver. Et komisk højdepunkt i min erindring om serien er en scene hvor Aksel Erhardsen har fundet et telefonnummer. Det får ham til at gribe navnebogen og, med fingeren scane nedover en side i telefonbogen indtil han finder et navn. "Det ved vel for pokker enhver, også manuskriptforfatteren, at man simpelthen ikke kan i en telefonbog!" tænkte man, og lagde denne absurde scene oven i de andre, dårligt researchede, uspændende og lidet dramatisk overbevisende udviklinger, der var seriens ufrivillige komik.
Nu er jeg imidlertid kommet i tvivl om det muligvis bare hænger på at manusforfatteren på serien er fra Svendborg. Lokalbogen for området heromkring er en hel del større end rimeligt, på størrelse med en af de to københavnske navnebøger. Det hænger sammen med at det er hele 4 opslagsværker i ét: Dels en fagbog, dels en almindelig navnebog. Desuden navnebogen igen, men nu organiseret efter adresse, og så endelig det jeg aldrig har set i en lokaltelefonbog før; en omvendt-telefonbog. Opslag efter nummer.

Hvem kan belyse spørgsmålet for mig? De lokalbøger jeg har mødt, i Syd- og Sønderjylland, eller siden i København, har ikke mens jeg kan huske det haft sådan et nummerindeks. Hvor har de været almindelige? Hvor findes de endnu - og hvordan er det lige det er med Rejseholdets tilblivelse og omvendttelefonbøgernes udbredelse? Var Erhardsenscenen i virkeligheden rimelig - eller var den så dum som jeg dengang syntes, og Svendborg kun tilsyneladende en rehabilitering af manusforfatteren?

Urelateret P.S. Min weblog fyldte 7 i går. Jeg havde lidt en drøm om at passere 4000 posts inden, men jeg er nogle posts eller 50 fra at nå det.

Holy shit, det her må være månedens, hvis ikke årets link - hvis altså det virkelig passer. Angiveligt er det her en samling covers fra Donald Rumsfelds tophemmelige briefinger om sikkerhedstilstanden. Action, fjender og bibelvers blandet op i det der burde have været amerikansk magtpolitik, men altså - hvis forsiderne skal tages for gode varer - af igangsætterne forstås som et kristent korstog af en slags.

Det er fuldstændig fucking ved siden af, hvad der burde drive politikken. Og endnu mere grotesk: Indadtil så kampagnen sådan her ud, mens udadtil Bush så en anledning til at spalte NATO fordi der ikke var opbakning til korstoget? Det var blevet total enegang, hvis materiale som det her var kommet ud før krigens start.

Littlebits er et sammenhængende sæt af meget enkle elektronikelementer - i stedet for at samle dem ved at lodde eller på en særlig plade så forbinder man dem bare med magneter. Og magneterne giver det ektra touch at man ikke kan vende komponenterne forkert, magnetenderne er sat på så det hele passer. Så nu kan man samle knapper og måledimser og batterier lige så let som man kan samle LEGO. Smart.

Der er et interview med skaberen på We Make Money Not Art.

Måske står det endnu værre til i de gamle medier end man tror, når man simpelthen ikke kan interessere nogen medier i at TV2 fabrikerer sine egne historier. Og ikke bare på "dem der optræder i nyhederne er vore egne ansatte"-måden, men ved simpelthen bare at sige noget, der er helt løsrevet fra virkeligheden. Der er ikke tale om misforståelser eller mangelfuld research i TV2s historie, men bevidst fabrikation. Noget af historien tyder på at man har forsøgt at få Wikipedia-medlemmer til at medvirke til fabrikationen, så det ikke var ren fiktion, men kun en tynd historie arrangeret af redaktionen - men sådan er det faktisk ikke foregået.

Hvis det ikke engang løfter et øjenbryn - i aviser, der kan svømme over at prinsefødsler og falske historier om mishandlede ænder og hjorte - så er aviserne da for alvor fucked.

Aung San Soo Kiy er blevet fængslet for at være et offer for et indbrud. Jep, en amerikaner brød ind i hendes hus, og da hun ikke må have gæster er hun nu blevet fængslet for indbruddet. Det er ægte diktaturlogik. Lidt ligesom at få dødsdømte til selv at betale for henrettelsen.

Jeg betragter det som en anledning til at linke til protestudgaven af Mandalay.

Go' Morgen TV havde brug for en "internettet er fuld af fup og det er farligt" historie, som den skarpsindige seer hurtigt indser også hjælper til med at få de gamle medier til at se bedre ud. Subteksten er jo "hvem kan dog stole på historier der ikke er lavet af journalister"?
Desværre ville virkeligheden ude på Wikipedia ikke rigtig leverer en god fejl, lige den dag, så nogen hos Egmont fabrikerede selv en fejl og scorede dermed et subtekstuelt selvmål: Det er journalister, der fabrikerer usandheder til næste udsendelse.

Den kunstige fejl overlevede kun 4 minutter, så havde en behjertet Wikipediaist (sikkert maskinassisteret) rettet historien tilbage - TV-indslaget måtte nøjes med gemt kopi af siden.

Det er lamt med dobbelt skrue at den eneste historie redaktionen kunne finde ud af at lave om (hvis altså det er sådan det er foregået) er værternes biografi: Ikke bare løgnagtigt, men også narcissistisk.

Om andre medielidelser tidligere.

Ubicomp er den gamle drøm om beregning i alting - og her er et virkelig godt slideshow, der diskuterer om vi ikke har fået det allerede uden at lægge mærke til det - i iPods og snedige telefoner og uventede remixes af virkelighedsdata med webdata. Man får virkelig aktiveret tankerne her.

Her skulle egentlig have stået en længere traktat om det begrædelige i avisernes faldende beredskab over for de realia der omgiver os, og det triste svar: Alt fortælles i smadder indtil det simpelthen ikke minder om virkeligheden mere.
Faktaproblemerne har dybe rødder, men er sikkert ikke kun avisernes skyld - der er givetvis for få læsere, der virkelig er interesserede i dem. Svineinfluenzaepidemi-nyhedsepidemien, finanskrisen og meget mere understreger hvor galt det står til.

Faktaproblemets onde tvillingebror er fortællesygen: Alt skal dramatiseres. Det er fortællesygen, der har gjort den politiske journalistik rent procesorienteret - altså gjort spin til hovedsagen; for her er der jo ikke noget besvær med fakta - det er historier om mennesker, der gør noget ved hinanden.

Berlingerens erhvervstillæg kører hvert år en aktiekonkurrence, en sofaliga for aktieinvestering. Det er et godt sted at lære præcis de forkerte vaner, hvis man gerne vil investere. Vinderen af konkurrencen vil nemlig altid være den spade, der har taget den allerstørste risiko, men bare været heldig med det, i konkurrencens korte løbetid. Det er ikke så mærkeligt at årets vinder ikke bare bruger pokersprog, men også meddeler at det der gjorde forskellen var at han satsede hele butikken. Det gjorde rigtig mange af taberne givetvis også.
Konkurrencen præmierer altså lige præcis det forkerte, nemlig "Fuck det, vi kører"-tænkning, der virker for vinderen (for ellers havde han jo ikke vundet), men altså ikke i virkeligheden har noget som helst med energi, mod eller talent at gøre. Det er svineheld - som man bagefter i hovedet kan konstruere som egen dygtighed.

Desværre er det professionelle marked for investering lige så dårligt tankemæssigt funderet. Det er altid absolut gevinst, der fremhæves - ikke gevinst sat i forhold til risiko. Og forbandelsen er at den "succes" avler mere succes - pengene bliver flyttet over i de af de mest risikable investeringsforeninger etc., der i seneste runde havde mest held i lotto.
Det er ikke nogen hjælp her at se på "track record" over 2-3-5 år, det er stadig alt for kort tid, som vi kan lære af den cyklicitet vi nu oplever den dårlige side af.

Jeg brugte meget denne her single på mixbånd tilbage i 90erne

Perfekt loungestil, med lidt skarpere kant og højere elegance end hvad den bølge ellers havde med, og ikke helt spillet ned i radioen - jeg fandt den på en Bungalow Records kompilation, som også har den utrolige Howard Devoto hyldestsang The Most Important Man Alive med Momus.

Men jeg vidste ikke dengang at hooket i Czerkinskys single var et France Gall sample. Fra et nummer med den for en dansker fantastiske titel "Christiansen". Som dog handler om en sød og lækker nordmand på ferie i Sydfrankrig.
Da jeg så fandt ud af det, gik der stadig lidt tid, før jeg fandt denne her video, hvor France Gall synger den i studiet i 1967, komplet med vietnambørn som klædelig op-art ved siden af de andre mærkevarer og ikoner. Man skal lige et par minutter ind før hun når til sang nr 2, som er Christiansen.

En af dem har endda noget at gøre med svineinfluenza.

Sidste år offentliggjorde DARPA, det er dem det fundede den forskning, der gav os internettet, en liste med 23 videnskabelige (ok, matematiske) udfordringer til fremtiden. De kommer i et kedeligt Word-dokument, der for 27/29-deles vedkommende bare er kedeligt formalia om hvordan man søger penge, hvis man har et projekt der passer ind i programmet. Men programmet i sig selv, er lige så godt som en hvilkensomhelst anden liste jeg har set af store videnskabelige udfordringer. Jeg udelader lige de kedelige rent matematiske af dem, men kan ved siden af sådan nogen nævne

• Lav en matematisk model for hjernen. Ikke bare en simulation, der ligner, men en matematisk velfunderet, prediktiv model


• En netværkstteori der kan følge med de enorme skalaer vi kender fra e.g. internettet


• En effektiv informationsteori for evolution af virus


• Gen-geometri (altså fornuftig matematik om forskellighed i genmassen)


• Forenede fundamentale lovmæssigheder for biologiske systemer


• Kvantecomputere


• Matematik for massiv skala og massivt antal dimensioner

Altså alt i alt, bedre matematik til tilfældighed og analyse af meget komplekse forhold - med særlig plads til faktisk at lave noget ordentlig matematik til biologi.
Matematik er udviklet som fysikkens stedsøster, og måske giver det mening at skifte søsterfag i det 21. århundrede.
Der er et dejligt schwung over listen. En optimisme, på videnskabens vegne, man godt kan savne i den kedsommelige danske hverdags krav om anvendelighed af viden.
Fraværende fra listen: Klimaet. Men det skønner man sikkert i denne sammenhæng at have en rimelig beskrivelse for allerede.

Bonus "nye værktøj til biovidenskaberne": Paul Allens hi-tech hjerneatlas

Til trods for at HK og Arbejderbevægelsens Erhversråd prøver at få det til at se sådan ud, så er offentligt transport i Danmark ikke en guldgrube for staten. Det ser kun sådan ud, fordi staten prøver at få det til at se sådan ud.
En meget stor del af DSBs indtægter er direkte offentligt tilskud for at levere ydelsen offentlig transport, og altså ikke billetindtægter. Og så må man ikke glemme at udgiftscenteret Banestyrelsen blev pilled ud af DSB for at holde det offentlige tilskud til anlæg ude fra det offentlige tilskud til selve driften.
I 2008 var støtten - forklædt med titlen "trafikkontrakter" i årsrapporten - ca 4 gange så stor som overskuddet og uden offentlig støtte havde vi altså haft dobbelt så høje priser, eller et bragende underskud.
Øvelsen med at erklære overskud, selv om nettobetalingen mellem stat og DSB er i DSBs favør, handler lige præcis om at få DSB til at ligne en effektiv og dygtig samfundsstøtte, og sÃ¥ naturligvis at give plads til optimering f.eks. via konkurrence med Arriva, selv om der er støttekroner i.

Jeg går helt ind for offentlig transport, med offentlige tilskud. Langt hellere mere af det og mindre efterløn f.eks. Men det er ren forplumring at tale om at der er overskud på den forretning.

SF har fået den fuldstændig vanvittige idé her i 2009 at foreslå ØD igen. Økonomisk Demokrati, hvor virksomhedernes ansatte bestemmer over (dele af) overskuddet, er taget lige ud af den dybrøde sangbog om hvordan nogle af borgerne er kapitalistsvin, mens nogle andre ikke er. Sangen lægger op til den implicitte påstand at de rige svin er et marginalt problem vi har og at de snylter på de mange.
Udover at man kan mene, politisk, at de rige svin er frie mennesker, der selv skal have lov til at bestemme over deres penge, ligesom arbejderne, og mene, økonomisk, at det ville være en national katastrofe at afskaffe almindelige menneskers ambition om en dag at kunne kalde sig rige svin, så er der også det demokratiske problem med forslaget at rigtig mange af de ansatte, hvis de gerne vil se et rigt svin bare skal kigge sig selv i spejlet.

Ansatte medejer deres arbejdspladser som aldrig før, enten direkte, via medarbejderaktier (jeg har aldrig arbejdet et sted hvor jeg ikke, via min ansættelse, blev medejer af virksomheden, hvor medarbejderne udgjorde en betydelig del af ejermassen) eller via den enorme opsparing i pensionskasserne.
For nogen år siden kunne man i forbindelse med en overenskomstforhandling høre en fagforeningsmad fra det daværende SiD, idag 3F, kombinere klassisk arbejderretorik og ordet "kapitalpension" uden at grine. Når arbejdskampen handler om kapitalpensioner, så er der kun rige svin tilbage.

En forlængst optaget video fra mit besøg hos min bror og hans familie i Bamako, Mali omkring jul/nytår. Det er min bror man kan høre fortælle om trafikken i Bamako mens vi kører. Jeg synes selv det superspraglede virvar har stor charme og er meget fremmedartet.

I lørdags tog jeg mig endelig sammen til, med en kammerat, at gøre noget jeg længe har tænkt på at gøre, nemlig at finde starten af Mølleåen og så gå hele vejen langs åen ud til kysten. Mølleåen er hjertet i mit tog- og fodkort for hovedstadsområdet, så det var virkelig på høje tid jeg fik undersøgt resten af den - selv om begyndelsen altså ikke er ordentligt togforbundet.

Der var (naturligvis, siger man næsten) også glimrende sti langs åen helt ude ved dens begyndelse som ikke meget mere end en grøft der løber ud fra Bastrup Sø, og ådalen er helt derude fantastisk pæn. Eng og siv, mere åbent end længere nede ad åen, hvor skov dominerer.
Men dejligt er der faktisk hele vejen, og det er ret utroligt at det er lykkedes at holde sådan en oase åben henover tæt befolkede byområder nord for byen. Hurra for det.

Ikke i "demokratisk problem" eller som noget med transparens, men simpelthen det forhold at de samtaler, der foregår internt ikke bliver vasket i den store offentlige informationsmølle.

Jeg snakkede for ikke så lang tid siden med en bekendt, der var godt og grundigt træt af den lokale sharepoint løsning i den organisation hun nu var i. Navnlig var hun ærgelig over at søgning var så dårligt. Indholdet til intranettet blev sådan set lavet, men det nyttede bare ikke noget fordi folk ikke kan finde det bagefter.

Problemet er selvfølgelig at intranettet kun har sig selv at basere søgningen på. Der er ingen adfærdsbaseret fremhævning a la Google's rige linkstruktur, Amazons købsanbefalinger eller Digg/Reddit/osv.'s link-communities.
Problemet i en organisation er, at den har en lille population, og det dræber den kilde til viden. Hvis altså organisationen er lukket om sig selv.
Tit og ofte vil en organisation simpelthen være dårligt tjent med at dens arbejde foregår i ly af organisationens yderskal. Problemet i en organisation er, at den har en lille population, og det dræber den kilde til viden. Hvis altså organisationen er lukket om sig selv.
Det gælder også udvikling. Clayton Christensens berømte innovationsdilemma handler om produktudvalg og salg og fokus der, men det kunne lige så godt handle om supply-side problemstillinger. Når en organisation som Google har valgt teknologi (Python på App Engine) og insisterer på at alt skal køres ind i den verden, så giver det mening som stordrift - men Google har så også fravalgt at lære noget af andre organisationer, eller offentligheden.

Hørt i S-toget

Fyr 1: Fuck, hun er blevet fuldstændig sindsyg, mand
Fyr 2: Hvorfor?
Fyr 1: Siden hun troede at jeg havde kneppet hende der... Hun ka ikke lide at drikke og jeg sagde jeg ville drikke så siger hun 'jeg vil også drikke' og jeg siger jeg skal på Langeland så siger hun 'Jeg vil også på langeland'
Fyr 2: Sindsygt
Fyr 2: Langeland mand, jeg skal pule hver dag, jeg er fuldstændigt ligeglad mand
Fyr 1: Men hun har ikke nogen penge, så...
Fyr 2: X skal på langeland, Y skal på langeland. Alles damer skal bare på langeland
Fyr 1: Sindsygt
Fyr 2: Jeg er fuldstændig ligeglad, jeg skal kneppe så meget
Fyr 1: Det ka godt være det ser nemt ud men...
Fyr 2: Jeg er fuldstændig ligeglad
Fyr 1: Man skal være en stodder, så. En stodder uden standard.
Fyr 2: Når jeg er stiv så er jeg en stodder uden standard, mand

Holdt øje med bøgetræerne i Lindet Skov, læste Programming in Scala (dejligt sprog, men skal lige overbevises om at de hadværdige Javalibs kan overleves når de er inden i Scala), Rejse til Nattens Ende og The Black Swan, gik en 60-80 kilometer i solbeskinnet skov og hedeland, indspillede flere demoer til kaos-EP-projektet, fik rettet op på en mangel i min Hitchcock-sening, med Family Plot, hans sidste film (ikke særlig Hitchcocksk, men udemærket), undrede mig over et meget langt efternavn på en DR-medarbejder i rulleteksterne (sårn lidt a la Apu fra Simpsons') og sidst men ikke mindst så fik jeg ideen til den næste store DR dramasatsning:
En kæmpe dramaserie om Erik Balling og hans kæmpe dramaserier.

Vil prøve at genoptage en-post-om-dagen fra lageret.

Vist er det flot at Fogh fik jobbet, men hvis vi skal være helt ærlige, så betyder det mere for Fogh end for Danmark. Det giver turbo-ekspederingen omkring Roj TV en dårlig smag at man skal høre Fogh tale om hvad vi vil gøre ved TV-stationen af ikke rigtig nogen andre grunde end at Fogh vil have et nyt job. Jeg synes det er fuldstændig upassende at Fogh udtaler sig på nationens vegne om noget som helst, efter han har meddelt sin afgang.
Sagen løber jo sikkert ud i sandet, men ellers må man sige at Fogh dumpede i eftermælekonstruktion på det punkt.
Foghs afgang efterlader også det besynderlige nye indtryk at 'Statsminister' kan være et job man simpelthen ikke vil have. Der er et stort statustab i det, synes jeg.
Det statustab må de, der stadig gerne vil have jobbet, så til at vænne sig til.
Jeg noterer mig iøvrigt også at de 3 partiledere, der for tiden med rimelighed kunne tro at de på et tidspunkt ku få jobbet, alle er for unge til at have levet de politiske 70ere med. Jeg mistænker at det kommer til fremover at gøre en afgørende forskel. I 70erne var det politiskes status - på godt og ondt - ikke til diskussion. Alt var politisk. Muhammad Ali var politiker i bokseringen i Zaire. Siden er den status langt hen ad vejen forduftet.
Det har været vældig sundt for alt det andet, men for politik har det ikke været godt, for det politiske liv har simpelthen ikke omstillet sig endnu.
Jeg kan ikke tro andet end at politik vil skifte karakter når kombatanterne ikke har levet med i den totale politik selv.

I går var jeg i Århus, primært for at se Enter Action på Aros, men også for at hilse på bekendte og besøge NEXT expoen*.
Enter Action er afgjort et besøg værd, endda en rejse værd. Udstillingen er godt nok lidt ujævn, efter min mening, og bærer stadigvæk vidnesbyrd om hvor svært teknologi som materiale er, det kniber stadig en smule med at komme forbi materialet til et udtryk, selv i sådan et creme de la creme setup som her. Nu er teknologi jo i mellemtiden blevet så almindeligt omkring os, så det fint går ind som selve materien i udstillingen også, og det hjælper bestemt lidt på det. Flere af værkerne gør en dyd ud af den synlige teknik.

I enestående grad bedst på udstillingen er Listening Post (video af værket her), der med lyd, mørke og en monumental opsætning af digital tekst hentet fra nettet, sagtens kunne bruges til en hel dags besøg.
Måske har det lidt med hele det her med at rejse efter kunsten også at gøre. Listening Post, i modsætning til de fleste andre værker på udstillingen, har et kultisk monumentalt præg, der fungerer godt som mål for rejsen. Cærket er naturligvis allerede gennempræmieret.
Noget, der så ud som om det kunne være fantastisk, de robotiserede rullestole, fungerede ikke rigtig mens jeg var hos dem, til gengæld var jeg glad for at en virkelig energisk teenager med god balance, gav en flot demo af det utrolige visuelle løbebånd. Jeg havde ikke selv holdt i 30 sekunder.
Mest irriterende på udstillingen: Et kedeligt rum med net-art i browsere. Blah. Aros skal naturligvis linke til det på hjemmesiden, men det er altså ikke noget der funker på stedet. (og dog, jeg må ikke glemme at der er et so last year Second Life rum også).
Mest overraskende på udstillingen: Mit hjerte slår, hvis Pulse Room står til troende, i valsetakt.

Bonus Aros-anbefaling: Gå ikke glip af Lars Arrhenius' skeletvideo et par etager højere oppe. Der er en Tim Burtonsk grum humor over den skeletale hverdag i Stockholm.

NEXT udstillingen var udemærket, men ikke en tur værd i sig selv. Ikke helt så cutting edge som tidligere, men betydeligt mere bred - materialevidenskab og andre ingeniøragtige indslag var også med. Det var dejligt at se The Orb, Wiremap og Cellphone Disco i virkeligheden, men som den sætning også antyder, så er det ikke let at være NEXT i blog-monokulturen. Mange af de objekter, udstillingen kan finde frem, har vi alle set på nettet.
Og så lige en pet peeve: Hvorfor står der en Z-machine printer på udstillingen hvert år, når den ikke kører og printer udstillingsgæsternes egne 3D-kreationer?
Og hvorfor var der ikke nogen Siftables?

* Konference skuffede mig totalt med sin mangel på servietorigami til lunchcam'et, men ellers var Matt Webbs indlæg (og det med naturen) som jeg så på videostrøm, virkelig godt - sorry Nikolaj, men jeg nåede ikke at se din preso.

Sådan må den spontane reaktion være på bogbranchens bekymring om Googles amerikanske bogforlig.
Forlagene slår ihvertfald ikke Google ud ved at lade guldet ligge under jorden.

Jeg sidder og læser transcriptet af idésessionen til Raiders of The Lost Ark. Steven Spielberg og George Lucas briefer Lawrence Kasdan om historie og personer, som Lucas i forvejen har udarbejdet sammen med Philip Kaufman.

Det slående ved at læse historien er, at ingen af deltagerne interesserer sig det mindste for andet end maximal spænding og underholdning på en realistisk måde. Der er ikke så meget opmærksomhed på andet end at det skal blive en fantastisk oplevelse. Og billedet af underholdning er helt igennem bygget på hvordan man så selv modtager historien. Der er meget få indre mål, meget lidt obstruktion hvad angår hvordan det skal gennemføres. Det handler kun om at få underholdningen til at lykkes.
De problemer der er til diskussion er bare "Kan man forstå det?" "Bliver det kedeligt?".

For ikke så lang tid siden snakkede jeg med et par dygtige konsulenter (Kim og Ebbe herfra) om deres tidligere arbejde i spilindustrien. Vi snakkede om optimering, og hvordan de af og til havde ting, der skulle laves som tog nogle millisekunder - men stadig alt for lang tid. Spillet skal jo holde en høj framerate, for at oplevelsen er der, og så er millisekunder pludselig dyre.

- Der er noget sundt ved at have oplevelsen som sin eneste succes. Det eliminerer en masse undskyldninger om hvad man skal bede folk om for at nå sine egne mål, eller deres mål. "Nyttigt" eller "vigtigt" giver stadig plads til masser af kompromiser i oplevelsen. Når oplevelsen er det hele, så er der ikke andet end brugerens fornøjelse med det man har lavet. Det er sundt på to måder: Dels eliminerer det dårlige undskyldninger. Dels så kommer man helt udover kanten. Fra bare "nyttigt" til "fornøjelse" er der et langt og vigtigt skridt.

Et midlertidigt og ufærdigt katalog over måder folk får mening ud af nonsens (som er den naturlige konsekvens af 'gratis og åben adgang')

• Læg det sammen Vrøvlet er ikke ligeså ensrettet som fornuften, det meste af tiden, så det summer ikke op på samme måde. Noget vrøvl akkumulerer: Prøv at finde en 911 video på Youtube, der ikke tror WTC-angrebet var en amerikansk konspiration for at se hvad jeg mener
• Flyt prisen væk fra nulAmazons "folk, der også købte" anbefalinger er så gode, fordi de ikke var gratis. En pris væk fra nul reducerer datagrundlaget voldsomt, så det virker for Amazon fordi volumen er vanvittig højt. Ville ikke virke lige så godt for min lokale boghandel. Der er iøvrigt andre priser end penge. Signups, reputation etc. koster altsammen.
• Kuratering Wikipedias selvrensende leksikon er kun godt fordi det holdes sammen af en no-broken-windows kultur, der fikser fejl når de bliver opdaget, og hele tiden opsøger ændringer.

(interessant nok blander Amazon "pris væk fra nul" og kuratering; anbefalingerne i bunden af hver produktside er jo gratis for alle at skrive, og derfor sander de hurtigt til, men læserne (som der er mange flere af end skriverne) kan stemme dem op og ned. Det hjælper tilsyneladende.)

Posted by Claus at 11:25 AM

Fidusen ved de nye medier er at de ikke koster noget. Derfor kan det pludselig betale sig at sige ting, det ikke kunne betale sig at sige i gamle dage, og fejltagelser og dumheder er ligemeget; de kostede heller ikke noget. Hvis du skyder konsulentlønninger ind i det regnestykke så går det ikke op mere.

OK, det her rant har ligget i draft i måske et år, men Here Comes Everybody satte den økonomiske side af det dejlig skarpt op, og dermed grund til at publishe.
Hovedpointen er ikke at man ikke skal have konsulenter, man skal bare ikke tro at de gør noget de ikke gør. Kommunikation er stadig bare kommunikation. Hvis man ikke melder sig ind i "det er gratis, og alle har lov til at gøre det"-ligningen, så kunne de gamle medier det allerede. Ingen grund til at tro at et medieskift og konsulentskift ændrer på noget, hvis ikke man kommer over i gratis-ligningen.

Man kan med fordel også høre på John Gruber om hvordan blogging ikke er noget som helst, det er bare mere skrift.

Lige nu slukker tusindvis af danskere lyset; de tænder sikkert stearinlys istedet og øger på den måde både partikelforureningen og CO2-udslippet. Og så får de en falsk følelse af at have "gjort noget" oven i hatten. Men det eneste de har gjort er en "symbolsk handling", altså ingenting. Ved at bilde mennesker ind at symbolske handlinger, ingenting, kan erstatte egentlige handlinger bilder miljøkampagnen efter min mening folk noget ind, som jeg opfatter som decideret umoralsk.
Det minder mig om den medieskabte idé at "spin" (et ord jeg fucking hader) og medievirkelighed er det rigtige at diskutere til folketingsvalg, i stedet for den rigtige, konkrete politik som faktisk ikke er svær at koncentrere sig om, og som i virkeligheden gør en forskel.

Virkeligheden findes, den er overalt omkring os, den er meget let at forstå, for man kan smage på den og røre ved den.

Moral handler om de ting vi faktisk gør ved og med hinanden. Handling handler om ting vi faktisk gør, ikke symbolske sideforestillinger.
At slukke lyset er som at gå i klimakirke. Det rækker kun til kirkedøren, og er noget man gør for sin egen sjælefreds skyld. Med dit forhold til virkeligheden hjælper lyseslukning ikke.

Der må findes omkring ved 5000 tusind blogposts om det her, men nu sad vi lige og snakkede om det over middag i torsdags, så derfor:
I den gamle 13-skala er der 3 point fra dumpekarakter til gennemsnit (8), men 5 fra gennemsnit til topkarakteren. I den nye 12-skala er der 7 point fra dumpet til gennemsnit (7), men 5 fra gennemsnit til topkarakteren. Man har altså flyttet karakterskalaens kernesatsning, der hvor indsats giver pote, væk fra "opnå det fremragende" til "opnå det middelmådige".
Specialisering straffes af samme grund også hårdt med den nye skala. Hvis man har fremragende karakterer i 1 eller to fag, men ser stort på de andre, får man idag mindre udbytte end før. Som eksempel: To topkarakterer og 3 kun beståede fag ville i gamle dage placere en studerende lige over middel (8.4). I dag giver samme resultat en score klart under middel (6).

Udbalancerer den gennemsnitssøgende skala bare den øgede mængde af tilbud om specialisering? Gymnasieskolen, f.eks. har mere valgfrihed end da jeg gik i den, og prisen er så at man ikke må sjofle de fag man ikke selv opprioriterer?
Eller er 12-skalaen simpelthen en nedprioritering af karaktersystemet som redskab - det er ikke det eleverne skal bruge energien på, når først bundniveauet er forsvaret.

[Teknisk slutnote: I og med at hele studenterpopulationen stadig proppes ind på en akse, og får pladser efter den relative placering, ikke karakterernes absolutte værdi, så er det lidt svært at sige hvad forandringen betyder for rekrutteringen til videregående uddannelser baseret på karaktersnit, men ombytningen af den stærkt specialiserede og den gennemført middelmådige elev i eksemplet ovenfor ændrer sføli indiskutabelt i rangordningen.]

DR2s meste sete program for tiden er Bonderøven, en halv time på en gård uden moderne hjælpemidler (altså bortset fra et videokamera). I aviser og andre steder har man kunnet læse at det skulle have noget med enkelhed at gøre. Man har også kunnet høre bonderøven sige det selv i radioen.
Undskyld, men det ser sgu da enormt indviklet ud på mig. Det er derfor jeg kigger med; for den endeløse række af nye hemmelige tricks vores bonderøv er nødt til at have i ærmet for at få et lille husmandssted til at fungere. Det er ligesom at læse Superman. Hvad finder han på i denne uge for at klare hestebønnerne?

Næ, mit liv - det kan man for alvor kalde enkelt: Jeg tager ting ned fra hylden i Netto. Jeg betaler med mit kort. Så er det overstået. Hvis jeg også arbejdede i Netto så bestod mit arbejdsliv i at flytte ting omkring 40 centimeter hurtigt efter hinanden og af og til læse nogen tal højt, der står på en skærm foran mig. Regne sammen behøver jeg ikke, det ordner maskinen; og hvis de beder om noget mærkeligt, siger jeg bare "Nej, det har vi ikke".

Konklusionen på blogdødsposten for neden nåede ikke rigtig frem. Blogs er ikke døde, nogen af dem er, og så tror jeg mediet er blevet konsolideret - DIY-blogging er ikke hvad det har været, men i de mere beskyttede avisdrevne miljøer skriver de lystigt; jeg ku stadig godt tænke mig at se overskrifts nyeste graf om spørgsmålet, renset for døde blogs - for kurven tager et knæk i 2008 og renset for blogdød ku det job betyde alt muligt, jeg tror en høj migration til Facebook o.l.

Videre til pointen: Blogging så anderledes ud nede på bunden af skråningen, da det var nyt; ingen konsolidering havde fundet sted, ingen indflydelsesstruktur udover den, der var ved at etablere sig der. Sådan er der på skråninger. Jeg kan personligt bedst lide det sådan, men vækst skal der jo omvendt til, det er der dynamikken kommer fra, så det er en umulig situation.

Det er derfor der er sjovt på Twitter ca nu, måske endda mere for kort tid siden, for det er et andet sted man kan gentage legen. Konsolideringen har sat ind - "store medier" på twitter er "har en million followers" og Twitter markedsfører dem; marketingspammen er ved at blive dansk.
Men sådan er det selvfølgelig med skråninger. De bliver ikke ved med at være der hvis man går op ad dem.

(meninger om beslægtede spørgsmål hos Tveskov)

Jeg har lige brugt 45 minutter på at se dokumentaren om den usandsynlige sejltur over atlanten på flåden Son of Town Hall, som et ægtepar med venner foretog i slutningen af 90erne. Familiefaderen, David Pearlman, kan man roligt kalde en Christiania-type; et klassisk modkultur/uden for systemet-menneske, der har gjort det til sin særlige ting at bo på hjemmebyggede husbåde, og leve billigt at at tale og optræde med familieorkestret The Flying Neutrinos - hvorfor han går under navnet Pappa Neutrino.
Mest ambitiøst, byggede han båden Son of Town Hall (opkaldt efter sin forgænger Town Hall) i New York af skrot og gamle planker hevet op af East River. Båden ligner en kulisse fra en Terry Gilliam-film. Et fantasifuldt, men umuligt, fartøj, som familien dog alligevel sejlede tværs over atlanten.

Filmen er naturligvis en hyldest til den stærke drift mod anderledeshed, de sejlende er stolte af bedriften. Det kunne hurtigt blive irriterende, hvis det var en historie i Politiken om plads til forskellighed på en god adresse på Christianshavn med adgang til havnen, men det er bedre end det, fordi de tager de virkelige udfordringer ved at have en båd, alvorligt: Ansvaret for at passe på sig selv, ikke at dø til søs, og også - om end det ikke fylder alverden - for ikke at bare at klare sig på at få gratis frirum fra resten af verden.
Et af filmens bedste momenter er hvor den sejltrænede Betsy bliver rasende fordi den utrænede Rodger fordi han ikke er tilstrækkeligt rædselsslagen ved roret, da et andet skib kommer meget tæt på Son of Town Hall. Hvis virkeligheden er farlig nok, er det sundt at være rædselsslagen.

Storebror Holger plejer at citere Bob Dylan og sige "To live outside the law, you must be honest", man kunne også sige "Man kan ikke blive fri uden rigtige problemer". Jeg tror iøvrigt her er en af de ting jeg har imod coachingbølgen; det er bare "mig inden i mig", den gnidningsløse frihed. Det er ikke fordi det er snyd, den er gal med den, men fordi jeg ikke tror på det rigtig virker.

Forleden kørte der et drive blandt seniorbloggere i mit nabolag for lige at give et livstegn på de mere og mere forladte blogs. Altså, det var på Twitter, drivet fandt sted - for det er jo den egentlige forklaring på at folk ikke skriver mere, der er heller ikke særlig mange læsere tilbage. Min egen blogs altid beskedne læsertal er ca halveret i forhold til højderne for et par år siden - og alle dem der er skredet, er dem der deltog i samtalen; så set fra bloggerens vinkel er blogdøden endnu mere udtalt.

Det har altid været tilfældet at der var flere læsere i at skrive kort end i at skrive langt, og med ting som twitter, og facebooks twitterlignende facelift, der netop er udkommet, så er der simpelthen et bedre medium for den del af blogging, der faktisk kan overleve på 140 tegn.

Hvad skal man så med sin blog? Lade være med at lege Twitter, ville jeg selv sige. Twitter er et flowmedium, med mulighed for at trykke på pause. Det er ikke stedet til at blive hængende og udvikle på en idé. Det virker til et indforstået publikum der får noget ud af at man telegraferer det basale nye om en idé både skribent og publikum havde en stor fælles forståelse af i forvejen.
Indlægget umiddelbart før det her, spekulerede jeg på om jeg bare skulle tweete som

Social produktion af printkort: http://tinyurl.com/cdgzj4

Nu valgte jeg istedet at skrive en smøre om hvad sammenhængen er, for det har man plads til på sin blog, og her med frem til det sidste:

Siden bloggen (min ihvertfald) alligevel er forladt som samtalemedium, vil den hermed vende tilbage til sit udgangspunkt: Skrive-, Tænke- og Forklaringsted for det, der interesserer mig.

p.s. Om mediemodenhed: Når medier taler konstant om sig selv, så er de ved at fødes eller dø (eksempler: Twitter og aviserne) - for tiden er der ingen der snakker om blogs; det er fordi de er hverken eller. Denne post er modeksemplet, der påviser reglen.

Industriel produktion er ved at blive social - jo mere social produktion bliver, jo flere sociale værktøjer får vi til at producere med.

Monome er en populær minimalistisk digital kontroldims til musikere og andre kreative mennesker. Eller, populær er måske så meget sagt, for den er kun lavet i et par meget små oplag - at producere storvolumen elektronik er dyrt og risikabelt. Til gengæld er det den eneste måde at lave elektronik billigt på, så man er lidt fanget i en "sjældent eller risikabelt" fælde. Man kan enten tabe penge, eller arbejde meget dyrere.

Sådan har det ihvertfald været indtil for ikke så lang tid siden, men regnestykket er ved at gå i opløsning. Monomes delvise løsning på problemet - at montage kun kan bestilles i volumen, hvis det skal laves af kinesere - er at sælge Monome som kits, i løsdele. Der er simpelthen nok mennesker, der kan samle selv, til at det giver en vis spredning.

Næste problem for den potentielle Monomekunde: Selv kitsene har der været underforsyning af.

Her kommer næste udvikling på banen, nemlig den stigende talentmasse for bare at gøre det selv. Folk er begyndt at tage deres arduinoboards og designe interface kits til dem, så de kan bygge deres egne Monomes op på Arduinoplatformen. Her stiger vanskeligedstærsklen ganske vist betragteligt - man skal fremstille et printkort, der kan bruges i sit designprogram, finde nogen til at lave det, og så skal man håbe på at det design man havde lavet ikke havde fejl, så kortet brænder sammen når man tester det.

På flickr var der en der gjorde lige netop det for Monome, uploadede et billede af printkortet, og startede en indsamling for at få produceret et batch - billigere i mængder, som sagt. Tom Armitage kalde det for fanufacture, når fans af noget fysisk overskrider tærsklen til produktion.

Den form for interesse er ved at gro sociale værktøjer til produktion frem. Fra Holland har vi i et stykke tid haft Shapeways, der printer ting i 3D - altså også din nydesignede Monomekasse. Shapeways har en social struktur - man kan dele sine objekter, så andre kan få dem trykt også. Nu har hobbyprintkortproducenten BatchPCB introduceret den samme sociale deling af printkort, der faktisk kan bruges. Så printkortdesign er nu blevet en social færdighed, hvor det før ikke rigtig havde noget socialt aspekt - undtagen i særtilfælde som med Ardinomen.
Det er vigtigt, for hverken 3D modellering eller printkortdesign er trivielt. Bare forskellen på 3D, som du gerne vil kigge på, og 3D, som du gerne vil holde i hånden, er stor (det sidste er vanskeligere).

Der mangler stadig en del - montage og lodning er ikke trivielt - men det er dog færdigheder, man langt nemmere kan lære end hele kæden fra idé til produkt.

I min bogsamling indgår en lille samling af utopier og dystopier - jeg synes det er sjovt at se hvad det er der får det utopiske eller dystopiske på gled. Genren (genrene?) er i sagens natur et konjunkturfænomen - for tiden er vi i den mørke ende af skalaen.

Lige ved siden af dystopien og utopien ligger den egentlige historieskrivning og gør sig i næsten de samme ting - sætter forskellige fænomener og tidsaldre op som systemer, der så enten fuldender os eller ramler sammen under tænkningens svaghed og virkelihedens vægt.

For et par år siden skrev Paul Krugman i en klumme i NYT (som jeg ikke lige kan finde, men den er sikkert i The Great Unraveling) at man måtte gå ud fra at kollaps var Bushs politik. Ved at bringe staten ud i en underfinansieret tilstand, som en ny ligevægt kunne man i et fremtidigt kollaps få rullet apparatet tilbage, simpelthen fordi der ikke er råd til det, og på den måde få etableret natvægterstaten.

Dystopierne omgiver os nu. I dag dukkede Dmitry Orlov op, med både sin katastrofeblog og et underholdende foredrag (mp3) om "USAs kommende kollaps". Orlovs idé, der til forveksling og på overfladen ligner de mekanismer Paul Kennedy skrev om i The Rise and Fall of Great Powers, er, at den amerikanske supermagt simpelthen ikke på langt sigt giver økonomisk mening. Den militære magt i sig selv garanterer på det nærmeste forgældelse, og det kan man ikke få lov til i det uendelige. Orlov har også fået en bog ud af kollapset.

Kollaps. Et populært ord, som Jared Diamond en overgang havde patenteret med sin økologisk/økonomisk-historiske beskrivelse af samfund, der går i opløsning.
Men ideen om kollaps er selvfølgelig for besnærende til at man kan have den for sig selv. Verdens sprog kollapser omkring os og bliver til færre og færre - en memetisk biokatastrofe. Ved et tilfælde faldt jeg også i dag over dette interview med Colonel, der for tiden er optaget af et kollaps i vores billedsprog.

Dagens læsematerialer bestod af lange tekster fundet på internettet. Først og mest er Lester Bangs portræt af Brian Eno (fundet via Bruce Sterling) essentiel læsning om Enos kreative proces, og da navnlig vurderet i begyndelsen af 80erne, hvor den ser lidt mærkelig ud med idags øjne, men dens intense oprigtighed, og mødet mellem kortformatets energi og 70ernes vilje til bare at lade den køre er fantastisk. Hvis bare aviserne var skrevet sådan, så var de slet ikke i krise (hvis altså folk som mig er nok).
Teksten er næsten ulæselig som præsenteret, men du kan sakse den herfra istedet. (Tryk "edit" for at få fat i det hele).

Næste punkt: Når huse koster 500kr så har man råd til at gå drastisk til værks med indretningen. Den dybe boligkrise i byer som Detroit giver også plads til udvikling.

Men mulighederne for at købe billigt giver også andre, mere deprimerende muligheder, som en hurtig recessionsniveau gentagelse af subprimeskandalen.

Sådan er det ihvertfald ifølge The Economist.

Hvorfor går flere af de mange penge, der bliver pøset på verdensøkonomierne ikke til investering i nye virksomheder og ny teknologi - i fremtiden kort sagt?
Reid Hoffman har en række USA-specifikke forslagi den retning, men Mike Masnick på TechDirt har fat i den lange ende, vil jeg tro, når han forklarer hvorfor det ikke går sådan:

• Upstarts kan ikke skabe jobbene hurtigt nok. De suger simpelthen ikke arbejdskraft nok.


• Støttepakken og den kreative destruktion som virkelig gode upstarts tager del i, modarbejder hinanden på kort sigt,
  selv om de nye ideer og virksomheder er det vi skal overleve på, på langt sigt. En god upstart eliminerer gamle jobs, for at lave nogen nye
  der har et højere output for hver krone man putter ind.

Der kom endelig en ny Mac Mini, men den er alt for dyr.

Til gengæld er Wireds lange historie om den spæde fødsel af enkelt-neuron hjernemanipulation tvangslæsning.

Ad to omgange (1 og 2) insisterer Bruce Sterling på at verden ikke gør sådan som planen/ideologien/arkitekturen synes den skal og det har han helt sikkert ret i.

Og de her links synes jeg så iøvrigt du skulle prøve at læse med arc90s lækre Readability bookmarklet.

Kottke havde fat i dem forleden, men de ser også utrolige ud, den nye bølge af datamoshing videoer (<- godt katalog bag link). Bevidst plantede, og kreativt udnyttede fejl i den digitale kompression.
Der er et observationsproblem - i Youtubekvalitet erstattes de flotte, kreative fejltagelser med kedelige sparefejltagelser. For at se hvor fantastisk det kan se ud må man op i HD - se bare selv (quicktime - HD; det er en gammel single btw.).

Sascha Pohflepps projekt The Golden Institute, en museumskopi af et forskningsinstitut fra en alternativ virkelighed hvor Carter slog Reagan og lavede en magtfuld organisation, "NASA for landjorden", der forskede i løsninger på energiproblemet på stor skala.
Pohflepps (fiktive) dokumentation af projektet har høj klasse, meget Dr. Strangelove-agtig, fyldt med organisatorisk vraggods og suggestiv americana.
Fremragende Flickr sæt her.

Der sker ufattelige ting med billeder på nettet for tiden. En af dem er den automatiske astrometribot på Flickr. Astrometri - altså kunsten at matche billeder af stjernehimlen med baggrundsdata så man kan mappe billedet ind på himlen, og på den måde få mere og mere af himlen dækket med gode fotos. Nu om dage kan man, som tidligere nævnt, tage forbløffende gode billeder af himlen med forholdsvis almindeligt og prisrimeligt udstyr, så flickr-hobbyisterne laver faktisk en virkelig gedigen gennemfotografering af himlen.

Her er søgningen på alle de opmålte billeder. Og her er et eksempel.

Jeg var selv fint tilfreds ved første besøg i den nye utrolige koncertsal i DR Byen, men resten af verden - inklusive salens akustiker - er tilsyneladende enige om at lyden er til den sparsommelige side. Så der bliver nu justeret så rummet får mere genklang. Og så sagde jeg i øvrigt dengang noget jeg siden har fundet ud af er dumt. Aluminiumsskoven foran orglet har ingen lydeffekt, men er ren teaterkulisse - som muligvis tager lyden fra orglet. Det skal nu undersøges.

I aften står den på Wagner; meget mærkeligt for torsdagskoncerterne en slags hit-koncert med uddrag, så det er lidt ærgeligt, men der bliver ihvertfald ikke problemer med at høre lyden, når det fulde wagnerianske udtræk sætter i gang.

Er man nysgerrig efter at høre det jeg hørte til åbningen, så kan man iøvrigt høre Nørgaards 7. symfoni på nettet (Windows-internettet, altså).

I andet musiknyt, så er jeg helt på linie med Bjørn Svin, som på opfordring har remixet Stravinskij for DRs musikradio. Bjørn Svins energi og sans for gentagelse passede fortrinligt til Vivaldi, den direkte energi i barokmusik står godt til electronica, mens Svinet har lidt sværere (mp3) ved at konkurrere med Stravinskijs sofistikerede naturkaos og dynamik (mp3). Men det Bjørn Svin indledningsvis sige om klassisk musik, fra en udenforståendes synspunkt, synes jeg er helt rigtigt

"Jeg kan godt lide det drama der er i den klassiske musik, og det forløb musikken skaber. Jeg kender ikke den klassiske musiktradition eller de konventionerne der ligger bag musikken. Desuden er jeg dårlig til at læse noder. Når jeg hører musikken, gør jeg det med åbne ører, og der gik lang tid før jeg fx opdagede, at Mozarts musik ofte er struktureret efter den samme form."

Alt godt kommer til den der venter, lader det til. Jeg har tidligere kigget på ARToolkit, der mapper særlige mønstre set af et webcam til 3D space, så man kan placere virtuelle objekter i den fysiske verden kameraet ser. Det var i sin tid et C-library og lidt besværligt at binde ind i de andre miljøer jeg går og har lyst til at bruge, men det er det ikke mere, for nu er det porteret til Flash, Java og C# så man kan bruge det overalt - i Processing, på Android, i browseren - over det hele. Det er virkelig vildt.

Det samme gælder halvt for OpenCV, Intels billedbehandlingsbibliotek, der nu har fået hooks til Processing, så man kan tilgå det i lidt mere venlige omgivelser.

Processing er en platform som coolness simpelthen kondenserer på. Jeg mener, en 3D scanner med et webcam? Det er da sejt.

OSC er en protokol som har en høj coolnesstransferkoefficient. Se bare på animata som er avancerede computerkontrollerede sprællemænd til live animation. Eller LEGO kontrol.

Alt sammen gode grunde til at tro på

Dimser => OSC => Processing + mere

Ja, man kan idag hurtigt præsentere indholdet af en database på et website og derefter lægge diskussioner til via den omsiggribende diskussionsinfrastruktur på nettet. Det er et stort plus.

En af de smarte ting ved Android er at kommunikationsmedierne glider helt i ét.

I går skulle jeg aftale et godt sted til en øl med A og B, mens A var i bil og B på kontoret, så samtalen med A var telefonisk for det var smart mens den med B var over Google Talk/Jabber fordi det var smart. Så gik jeg selv, men Android holder min Jabbersamtale med B i luften, jeg melder ind "nå vi gik herhen" og som om B havde skiftet til SMS får jeg vibration og lydalarm når han svarer i chatten, hvis telefonen ligger i lommen. Mit situationsskift er blevet irrelevant for B, sådan som det skal være. Senere støder C til - per SMS koordination - men for mig ser det ens ud, for chatinterface og smsinterface på telefonen er visuelt identiske og har samme alarm - så B's og C's medievalg er blevet irrelevante for mig, sådan som det skal være.

Det virker oplagt at det er i år og næste år mobil virkelig overtager, men det bliver fordi mobil ikke længere insisterer på at skabe en forskel, at det lykkes.

Storbritannien har nægtet Geert Wilders indrejse for at slippe for besværet, og politisikringen af en påtænkt offentlig fremtræden. Det er jeg sikker på de fleste, også af Wilders' støtter anerkender englændernes ret til, det er deres land og de bestemmer over grænsen. Det er skidt for det europæiske frisind når man bliver gidsel i sit eget land, ikke fordi man ikke må rejse ud, men fordi de andre ikke vil have en ind. Wilders er langt ude. Ikke på en korporativ nationalistisk højrefløj, men på en institutionsafviklende libertariansk højrefløj - som så har fået iblandet en fuld ration islamkritik. Gennemførte man Wilders' politik, ville man givetvis krænke nogle hollandske statsborgeres ret til at leve som de vil. Men Wilders' udtalelser forhinder ikke en sjæl i at tro på Islam, uanset om Islam er som Wilders siger eller ej.
I modsætningen mellem engelsk territorial integritet og Wilders' bevægefrihed, burde bevægefriheden have vundet.

På den glimrende, netop overståede, Twestiwal* var der et panel om de gamle medier og de nye medier. Der var indlysende pessimise og besnærende tanker - omkring f.eks. mediestøtten i Danmark og hvad den kunne udrette hvis den ikke skulle betale for papirinfrastruktur (og DR sføli) men kunne bruge moderne gratis distribution i stedet. Milliarder kan meget.
Der er efter min mening bare en enkelt hage ved det: Flade medier, som f.eks 1000 blogs, forudsætter at verden, medierne handler om er passende flad. Og det er simpelthen ikke rigtigt. 1000 borgermedier får ikke alle et interview med Madonna, Anders Fogh, Dalai Lama eller Chesley Sullenberger. Det er én af gangen. Omvendt kræver det en vis energi at levere et ordentlig modspil til disseher mere svært tilgængelige nyheder, og hvis ikke de medier, der nu så ender med at få den adgang, kan få den økonomiske tyngde der skal til at levere det modspil, fordi medieøkonomien er blevet helt flad, så får vi ikke de historier.
For halvandet år siden svarede jeg per post en researcher på Institut for Fremtidsforskning om hvad jeg mente om de flade medier og jeg tror stadig på det svar jeg gav dengang, og på at det har relevans for journalistikspørgsmålet.

Hvordan syntes du blog-fænomenet har ændret indflydelseskanalerne?
Det er en udbredt misforståelse, men dog en misforståelse, at blogging afskaffer/demokratiserer magt og indflydelse. Magt og indflydelse er der stadig og vil blive ved med at være der. Det blogging har gjort efter min mening er at udfylde et hul i netværket, så at sige: Før var der kun samtaleforbindelser en-til-en og så i nogen magtsponserede og magtdefinerede offentlige rum. Nu findes der, mere eller mindre vellykket, et helt økosystem af kommunikation på alle mulige magt- og indflydelsesniveauer. Det er stadig tilfældet at når samtalen endelig bliver til magtsamtale, at den ligner magtsamtale og bliver en-vejs. Det er det der virker på den skala. Det nye er at der ikke er et stort diskontinuert spring fra denne magtsamtale til 1-1 samtalen. Den revolution har været størst der hvor afstanden mellem magten og en-til-en før var størst, altså i store land som Frankrig og USA, mens den har betydet mindre i et lille land som Danmark hvor afstanden til magten aldrig har været særlig stor.

Positive og negative sider i forbindelse med dette?
Jeg synes det er ensidigt positivt, f.eks. for den politiske samtale, at den har fået så meget mere variation, fordi de der taler nu ikke kun er de der taler af strategiske årsager. Jeg er ikke i tvivl om at den politisk idemæssige udvikling er blevet voldsomt styrket af det. Inden for mit eget felt, det teknologiske, har samtalen online meget længe været det bærende medium for hele kulturen, så der har blogging måske mere været en velkommen tilføjelse end en egentlig forandring. En ting jeg synes er påfaldende er hvor lidt samtalerne påvirker finkulturen, musikken, museerne, filmen osv. Der er masser af glade brugere, og masser af glad amatørproduktion, men et underligt gab endnu herhjemme mellem brugerne og kulturen. De forbindelser der findes gror - forudsigeligt - frem fra den "underlødige" ende af kulturspektret hvor kulturen ikke tages altfor højtideligt.

*glimrende arrangement, mere mellemrum og mindre program til næste gang, ville jeg personligt foretrække.

2009 er her i enmandsbiksen officielt udpeget til "find på noget nyt"-år. Jeg er godt igang, Spotify DJ er jo allerede derude, og det næste projekt er også undervejs. Som nævnt lige for lidt siden lærer jeg imidlertid rigtig godt ved at læse, ikke ved at lave. Det er ikke altid så praktisk som enmandsprojekthær, for for sådan en er LAV DEN NU BARE et afgørende mantra. Jeg har forsøgt at lære mig selv disciplinen på forskellige måder. Der er Mortens "learning by shipping" - som er virkelig sand - og så har jeg lavet en startside til Firefox hvor jeg forklarer mig selv at jeg skal lade være med bare at gøre som jeg plejer.
Men jeg kommer ikke uden om det. Bøger er mit shit. Derfor ekstraglæde over dagens bogsamling fra Amazon, der skal underbygge mit værkstedsår:

• Making Things Talk - projekter og tips og howtos til mit arduino board. Det er en ordentlig klump af en bog, og der er meget at gå igang med - men den er indbydende og tilgængeligt lavet.


• Hello, Android et kort (hurra) overblik over Android SDKets struktur, også konkret og tilgængeligt.


• Processing: A Programming Handbook for Visual Designers and Artists - jeg er jo hverken visuel designer eller kunstner, og ganske rigtigt; bogen vader langsommeligt gennem programmeringskunstens børnesko, men den er igen præget af en "hvad bruger man det til" vinkel, der alligevel er god.


• Bayesian Data Analysis - Som antydet her, og af listen ovenfor, så er software det nye hardware (jeg kan kode min telefon og min arduino) og samtidig er data det nye software. Det er ikke koden, der skal kunne det hele. Brugerne og dataen kan det allerede. Det skal bare graves frem.


• Here Comes Everybody - det kulturelle sanity check til al den teknologi


• The Laws of Simplicity - når man skal holde et telefon SDK, sine almindelige server skills, en microcontroller og terabytes af data i luften og ælte en god dej sammen af det, så skal man have styr på sin enkelhed. For som før nævnt clarity scales.
  

Lige for tiden er det ikke så relevant her i enmandsbiksen, men derfor kan man jo godt følge med i gode ideer til organisation og jobsamtaler - jeg kunne godt lide ham her Pixar-fyren og jobsamtale soundbiten

Gå efter de interesserede, ikke de interessante

• Hvilke bøger vil du anbefale til mig?


• Hvilken konstruktiv kritik har du fået fra en du arbejder godt med?

Min nu afdøde onkel, arbejdede i sin ungdom for A.P. Møller, altså manden selv, som sekretær og har fortalt om et af A.P.s bon moter: "Arbejdet kommer derhen hvor det bliver gjort."
Det handler dagens sidste links om: Jeg kunne rigtigt godt lide Andy Singletons kulturelle bud på ledelse af store projekter. Lav et marked, lad folk tilføre værdi via markedet, lad være med at bede dem om at gøre umenneskelige* ting som estimering. I en diskussion som denne her, om proces uden indhold, er jeg derfor klart på scrum-hader siden. Så synes jeg bedre om den ærlige brutalitet her hvor ugjort arbejde systematisk overlades til en anden end den, der ikke fik det gjort.

* For langt de fleste af os er talent-undskyldningen, "men han er fantastisk dygtig", ikke nok. Geni findes, men det er nemmere ved en fejltagelse at tro at den situation man er i er fuldstændig speciel end det modsatte.

* Altså ting vi ikke, som mennesker, har nogen naturlige genetiske evner for.

Tveskov har næsten opgivet sin blog - og det er let at forstå ham, men jeg giver ikke helt op endnu; selv om der er noget stille rundt om bloggen her, sårn rent kåmjuniti- og kommentarmæssigt. Og nu kan man endda twitte.

Forkortelse og "lige i blodstrømmen" er simpelthen tidens løsen. Jeg kan ikke blive fri for at mistænke at det lidt er et optursfænomen, der vil løbe tur på vej ned af bakke. Det er et overskud der bobler, ikke nødvendigvis en "new economy of attention". På samme måde tror jeg egentllig ikke Facebook er et problem for blogging - men for TV. Facebooks volumen er det kun TV (og rent privat kommunikation), der har haft i nyere tid. Og hvad mere er - selvfølgelig er der rum for selvudtryk på Facebook, men ikke sådan rigtig. Den lille procentdel af mediebrugerne, der vil sige noget selv, vil stadig have et behov for at sige det et andet sted også.

Nogen forkortelser er dog nådige, tag bare denne roman jeg nu ikke behøver læse. Del af en serie.

Hvordan slår de gamle, langsomme kulturformer tilbage mod hastigheden? F.eks. med Amazons Kindle, der nu giver dig mulighed for at have 1500 bøger med i dit rejsebibliotek. Og batteriet varer endda hele ugen. En skam at Amazons løftestang for at få den service igang er totalt lock-in, i en sådan grad at man ikke ville få noget ud af at tage en Kindle til Danmark - bøgerne leveres trådløst på et net der ikke findes her.

Måske er blogs' væsentligste problem at de måske ikke rigtig kan så meget mere end Facebook. Man kommer ikke til at tjene penge på sin blog. Kottke giver den (lidt for) udvidede skometafor for problemet:

As businesses go, blogging is a lot like shining shoes. There are going to be very few folks who own chains of shoe shining places which make a lot of money and a bunch of other people who can (maybe) make a living at it if they bust their ass 24/7/365. But for many, shining shoes is something that will be done at home for themselves because it feels good to walk around with a shiny pair of shoes. Everyone else will switch to sandals (i.e. Twitter) or sneakers (i.e. Facebook) and not worry about shining at all.

Aviserne skranter, selv de gratis lægger om så de kan hæve offentlige støttekroner, fordi alt andet er dræbende. De dårlige udsigter fik et skub udover kanten med kriseannonceraterne.

Politikens hus tjener stadig penge på det hele, og for første gang også på online, mens New York Times rygtevis overvejer at lukke papiravisen og sælger alt andet.

Men New York Times slås ihvertfald for sin fortsatte digitale relevans, med en ny nyhedsaggregator og API-adgang til arkivet, så man kan rulle sine egne nyheder. Det ville vi da også gerne se herhjemme. Og så med et rimeligt bud på hvad værdi tweets har (lav, men positiv og aggregerbar). Datanyheder bliver kun større. I øvrigt samarbeder NYT også med ReCaptcha og har derfor snart gennemdigitaliseret arkivet.

Bonus: Ingen data-til-nyheder tjeneste kan slå Johannes Kreidlers krisemusik.

Man må have al mulig respekt for Google, ikke noget vrøvl med lock-in og "sell the stack" Microsoft style. Men når de ikke engang lancerer deres nye BrightKite/FireEagle killer og vennefinder, Google Latitude med deres egen Android telefon dækket, så bliver beundringen da lidt ærgrelsesiblandet (UPDATE: Nå, det er vist kun fordi jeg har en udviklingstelefon. Skal lige have fundet frem til en update).
Gad vide om man kan trække data ud a la FireEagle? Eller om der er data lock-in alligevel.

Det er mindre interessant at USA bliver verdens største vindenergiproducent - landet er jo enormt - end at vindudbygningen sidste år udgjorde 42% af den samlede kapacitetsudbygning.

Qaddafi som Afrikaformand? Urgh. I andre politiske nyheder så fascineres Bruce Sterling af at Storbritanniens David Cameron er ved at lave "en Fogh" (altså "en Blair fra højre").

I går sendte TV3 den fantastiske første Terminatorfilm og samtidig kunne man så passende læse om et nyt universitet, hvor man kan forberede sig til maskinerne overtager det hele når vi når Singulariteten - et (snarligt) tidspunkt hvor teknologien bevæger sig så hurtigt at vi simpelthen ikke kan følge med mere.
Jeg har altid syntes begrebet lidt var noget vrøvl, eller rettere, at vi nåede den for et par hundrede år siden. Det er allerede fuldstændig umuligt for et individ at følge med. Det er det vi har kultursamfundet til.

DET ER JO LØFTEBRUD! - det er til at få kvalme af medieautomatikken i den vinkel på skattekommissionens reformforslag. Vinklen er 100% medieskabt. Var man i tvivl kan man bare følge med i hvor dygtigt de interviewede mænd og kvinder på gaden i de mange interviews spejler den retorik journalisten fodrer dem med.
Der er flere ting at mene om det, den vigtigste er og hvad så? Forestillingen om at statsministeren skal kunne lancere en kontraktpolitik i 2001, der stadig er relevant i 2009 er ikke bare naiv, men decideret skadelig. Fogh har været dygtig til at sælge videre på den historie, så måske ligger han bare som han har redt, men ikke desto mindre er det til at se at der skal gøres noget, og ingen modsiger skattekommissionens arbejde. Skatten på arbejde skal ned, og så kan man vælge mellem et stærkt nedbarberet offentligt budget, gældsætning eller højere skatter et sted hvor de ikke gør nogen samfundsøkonomisk skade, f.eks. ved en sænkning af rentefradrag.

Så er der den med SUen, der foreslås reduceret til 4 år. Jeg læste selv alt for længe, så det er skam ikke fordi jeg ikke nød min tid på SU, men:

• Forslaget erstatter SUen med en udvidelse af studielånesystemet sådan at der er studielån til at dække det/de manglende år


• Det burde være muligt for de studerende på de længere uddannelser selv at eftergøre det regnestykke, der siger at de får overskud på omlægningen, fordi deres marginalskat ikke bliver så høj.


• Men det er jo ikke alle, der kommer til at tjene en hel masse bagefter? De har 4 år til at finde ud af om de er egnede til uddannelsen, før hammeren falder og de skal til at forgælde sig. Hvis de ikke ved det efter 4 år, så har de andre problemer.


• Den sociale slagside: Den forbedrede økonomi henover hele levetiden gælder også for de i udgangspunktet dårligt stillede studerende

Den eneste væsentlige omlægning her - som ikke kan forklares væk - er, at man nu i højere grad kan skabe formue ved at arbejde, og i mindre grad ved at sidde i sit hus. Det virker da som det helt rigtige.

Det er i dag om en uge der kommer en ny Amazon Kindle. Kindle er Amazons iPod+MusicStore for tekst. Den blev - i et lille oplag - en stor succes for Amazon, og nu kommer der så måske en version der skal have et større oplag. På Silicon Alley Insider har de regnet ud at det ville være billigere for New York Times at give alle læsere en Kindle, end at blive ved med at udkomme på papir. Det eneste, der mangler i den sammenligning er at der ikke er annoncesalg på Kindle.

GigaOMs 7 tidløse netmemes er lige på kornet.

Det er umuligt ikke at være helt pjattet med den næste subkultur, Skralderne.

Der er mere end 100 mio der har Adobe AIR.

Interessante forslag til den helt nødvendige infrastruktur til et moderne website.

Og for Spotifyvenner så er denne kommentar værd at læse. Det er ikke kun "de onde pladeselskaber" der er problemet. Pladeselskaberne kan f.eks. her i Danmark ikke navigere uden om Koda, der håndterer rettigheder på pladekunsternes vegne, ikke selskabernes. Så længe Koda ikke et til at hugge eller stikke i, så er der ikke noget fremsynet internationalt pladeselskab, der kan sige "skidt med landegrænser", desværre.

Nå, men jeg har så fået mig sådan en smartphone, ikke? En Google Android telefon, købt gennem deres udviklerprogram, så jeg kan komme igang med at lave noget smarttelefonsoftware. Hvorfor ikke en iPhone? Jamen, det kunne jeg da også sagtens have købt, men dels er dimsen her fuldstændig ulåst, og dels har den fået en minimal, men måske virkelig vigtig tilføjelse til de sensorer der er i en iPhone - nemlig et kompas. Og så kan jeg udvikle til den uden at skulle lære Objective C. Også et plus.

Her er lige lidt noter fra en enkelt weekend med telefonen:

• Det er praktisk med mail, chat og twitter livesync Selvom jeg blev nødt til at lære hvor jeg slog lyden fra til de forskellige ting. Så længe der er strøm er man sådan set online i sin GTalk f.eks.


• Kort+Kompas+GPS En skovturs-killerapp. Just saying. Det er eddersmart med kompassupplementet, selvom kompasset har lidt temperament. GPSen virker god, ihvertfald på en skovtur.


• Ingen trinløs zoom i browseren? En oplagt fejl i interfacet. Interaktion med meget busy rige webapps er decideret smertefuld.


• Android app-markedet Smart og nemt at bruge. Mest ligegyldige apps, men fire-fem af dem har jeg installeret og bruger med stor fornøjelse


• GMail til kontaktsynkronisering Skidesmart - hvis altså GMails kontaktbog var bedre, og telefonen kunne elementære ting som "nummer uden landekode er nok det samme som nummer incl landekoden for det her land". Det tog mig 3-4 timer (no joke) at få min adressebog fra den gamle telefon ned på Android-telefonen og jeg sejler nu i kopier af kontakter jeg har mange steder fra, som f.eks. Morten.


• Vægt og feel Helt ok. Den ligger godt i lommen og er nem (nok) at betjene. Notifikationsmenu er smart. Jeg har ikke nogen aktier i soft-keyboard vs slideud-keyboard, men ka huske at jeg virkelig ikke har kunnet taste på de venne-iPhones jeg lige har prøvet


• Man slukker aldrig for apps Man skal lige vænne sig til at man kun kan tænde for, og aldrig slukker for applikationer. De går i totalfrys i baggrunden, vistnok, men de er stadig i din procesmenu.


• Batteritid I den lave ende, men hvis man bare bruger den som telefon klarer den sig døgnet rundt. Els ka det nok være smart med lidt kunstig ånde henimod aften. Den lader heldigvis bare på USB, så lige så snart man sidder med sin laptop er alt fint.


• SSH Det er jo super med en fuldstændig rimelig terminal til min webserver on the go.


• TODO: Tethering. Man kan få telefonen til at virke som 3G modem til laptoppen hvis man doktorerer lidt på dens firmware. Med de all-you-can eat dataabonnementer der endelig er ved at dukke op er det jo skidesmart.
  
• Flash? Ikke endnu.

Hvad så nu? Jeg har haft min gamle K750i i tre et halvt år og aldrig haft lyst til at skifte. Så har email on the go og kort når man er væk hjemmefra alligevel trukket, og nu har jeg en hackbar telefon og kan godt fornemme at den snart vil svømme over at services jeg ikke kan forstå jeg nogensinde har undværet.

Egne service ideer:
En Android-chumby. En Lifestyle app el. noget, der ligner. Kompasbaseret teleskopsyn (Vis mig et billede fra den retning jeg kigger nu 500km væk). Android som kreativt inddatainstrument.

* Nej, jeg drømte ikke om elektriske får.

(Undskyld længden, men der er meget at sige. Vil du selv være med til den koncert jeg beskriver nedenfor, så hold øje DR2 søndage kl 15. Der sendes nemlig optagelser fra torsdagskoncerterne)

Så kom tidspunktet, DR Symfoniorkestret* torsdagsdebuterer i det nye koncerthus. Det gjorde de med manér. Først hørte vi Per Nørgårds 7. - og formodentlig sidste - symfoni, som har ligget færdig lige siden dengang koncerthuset skulle have været åbnet, bestilt til netop denne dag.
Det lød lovende, men den slags musik skal man lige høre et par gange før man er helt sikker på hvordan det lyder. Symfonien var da nutidig bestemt, men så alligevel på en noget altmodisch måde, nærmest sådan lidt Alban Bergsk, næsten wienerisk atonalitet. Sådan oplevede jeg det ihvertfald. For mig gør det musikken lidt mindre lytværdig end de knasende nutidige 6. symfoni og Terrain Vagues der er de seneste store værker RSO har fået fra Nørgård.
Til gengæld gav det plads til en utrolig smuk 2. sats, fuldstændig klassisk følelsesfuld til en begyndelse, og så alligevel brudt igennem med moderne toner og moderne orkestrering. Som altid hos Nørgård var der masser af spændende klangvirkninger at høre på koncerten igennem.

Min sidemand mente i forbindelse med Nørgård at det var som om salen ikke helt gav lyd nok fra sig. Man sad lidt langt væk. Det skulle vise sig efter pausen at det mere handler om musikken end om rummet.
Efter pausen druknede orkesteret nemlig næsten fuldstændig ens erindring om Nørgård i en virkelig vellykket udgave af Mahlers 2. symfoni. 80 minutters total musik, der trækker på stort set alle virkemidler man kan forestille sig. Fuldt orkester. 2 harper. 7 mand i slagtøjet. Orkester i det fjerne (altså hvor en gruppe musikere spiller fra et baglokale for at opnå en anelsesfuld, dragende effekt), masser af solistindsatser rundt om fra orkestret. Stort kor. Vokalsolister. Og så til allersidst sætter også orglet ind for virkelig at hamre finalen hjem.
Al denne musik præsenteret af Thomas Dausgaard i hans sædvanlige klare, men yderst sensible, stil. Virkelig fremragende - også fra orkester, kor og solister.

Det eneste knap så fremragende fra et lydmæssigt synspunkt var at der var udsolgt**, og det med et Club Lorry segment, der hostede og snakkede lystigt koncerten igennem***.

Og dermed nåede vi til det sidste, aftenens egentlige hovedperson: Det nye koncerthus.
Det er en meget kompleks bygning, som man ikke lige får det fulde indtryk af på én aften. Allerede på afstand er bygningen gådefuld. Blå og så alligevel ikke - det er blot et skær der står rundt om det hus man tydeligt ser inden i. Den indre bygning er til gengæld facadeløs, som om den slet ikke var der. Man ankommer og fragtes hurtigt op ad en stor trappe og så pludselig står man i foyeren, hvor en stort hvælving af kaotisk forskudte, gigantiske plader forsvinder opad over ens hoved. Og så opdager man, at man står nedenunder den enorme sal, der simpelthen hænger frit i luften. Ganske overvældende.
I pausen kan man stå oppe fra etagerne og se skråt ned og ud af bygningen på den kanal, der løber gennem DR-byen.
Indvendig er salen vældig skandinavisk i udtryk - og stadig kompleks. Alt er træ og natur. En slags sandwicharkitektur med former og flader, der skyder sig ind i hinanden. Publikumssektionerne sidder asymmetrisk rundt om scenen. Foroven afsluttet af et træskåret nordlys. Det eneste i salen, der har klassisk symmetri - sine runder former til trods. Bag scenen og nogle lavtliggende publikumspladser - der fungerer som kor-sektion, når der er kor på - stikker orglet op. Og igen er der gjort op med det sædvanlige. Orgelpiberne står ikke ordnet efter størrelse i stemmer, som de plejer i kirken f.eks., men er istedet plantet i en stor harmonisk metallisk krystalskov. Det understreger salens naturtema.

Altså et ganske fantastisk rum. Mahler kom helt til sin ret, og måske gjorde Nørgård også. Lyden virkede tydelig og blandede fint, selv helt oppe på salens allerbagerste række hvor vi sad. Hvis noget, så sad vi lidt dårligt for de dybe strygere, der ikke helt havde den power oppe ved os man måske kunne ønske.

*Som vil hedde Radiosymfoniorkestret lige så længe som en Carlsberg stadig hedder en Hof

**Hurra for det! Bestemt da! Men kan de ikke prøve lidt mere på at være stille?

*** Til alt held er salen mere eftergivende overfor hosten end Operaen, hvor man i det store hele ikke kan opholde sig i vinterhalvåret på grund af det rædselsfulde hostende publikum.

Apple har det problem med App Storen og approval processen at i en fri verden vil mange gerne sælge tits'n'ass-apps. Det kan Apple jo ikke lægge navn til. Tænk engang hvis Apple havde gatet musikken til iTunes - så var iPod salget gået i stå. Tænk engang hvor meget enklere det var for Apple at være crispy white, selvom Apples mainstreaming betyder at mindre og mindre designersmarte nu også har Appleprodukter, hvis altså bare man ikke havde skudt sig ind som monopolmarkedsejer også.

Det er ofte bedre ikke at vide hvad de andre laver.

I må ikke sige det til Helle, men måske er der en sammenhæng mellem økonomiske bobler og oppustede bankdirektørlønninger. Fred Wilson kigger på de meningsløse jobtabstal og sammenligner dem med hvad tech-sektoren/venture kapital kan plausibelt kan skabe af arbejdspladser.

Tror i øvrigt det er tid til at jeg får læst Collapse.

Har du prøvet for nylig at lede efter billeder fra New York, 9/11-2001 på Youtube? Gør det ikke, det er en virkelig nedslående vaden gennem den ene fladpandede konspirationsteori efter den anden. Da jeg forsøgte for nylig fandt jeg simpelthen aldrig nogen filmstump, der ikke påstod at virkeligheden skam var en anden.

XKCD's Youtubestribe er desværre helt igennem retvisende.

Lukkede fester, velerhvervede rettigheder osv. er i det store hele en ulykke, men omvendt så har vi alle haft oplevelsen af et fedt sted, der pludselig er blevet ødelagt fordi der er kommet en hel masse mennesker som ikke rigtig svinger med en selv eller stedet. På Youtube er det store problem at det er gratis at være med, men som Kjeld Tolstrup siger, så er det ikke engang nok at det er dyrt. Det skal være dyrt på den rigtige måde. Man skal tilføje noget til festen, ikke bare være til den - og den slags får man på hatten får når det kommer i avisen.

I bloggingens spæde barndom var der sådan en hippiefeel - "kom allesammen ind"-agtigt. Fornemmelsen af at vi allesammen er samme slags, blev naturligvis hurtigt udfordret, for til sidst åbenlyst at dø.

Og nu er det så at ensheden som religion for alvor står for fald: Wikipedia - hvis hele formål er at være åbent for alle - overvejer et redaktørkorps - kort sagt at blive ligesom de gamle medier, bare uden at betale nogen noget.

Det er meget let at komme til at have det som man plejer at sige at de gamle kulturradikale "demokratisk design"-elskere ofte var i virkeligheden. Mere begejstrede for "folket" som idé end for mennesker omkring dem i al almindelighed.

Havde Nick Carr og Andrew Keen så ret? Har internettets menneskelighed samme temperatur som en lunken skid? Nej da. Internettet har bare opdaget hvad vi godt vidste i forvejen - at talent findes, og at en vis friktion er godt - for når fri tale også er uforpligtet tale, så bliver det let noget vrøvl.

Nu kan du tegne med stemmen hos Ze Frank.

Hvis det bliver for udmattende kan du se en film hvor andre laver parkour i stedet.

Husk engang - Netbooks er billige PCer; men med lidt held invaliderer de Microsofts klassisk "value bundling" teknik så vi får enklere billigere operativsystemer ikke mere og mere rædselsfulde operativsystemer.

En idé så oplagt at jeg engang troede det var sådan - der foreslås lovgivning sådan at kameratelefoner skal sige klik, så man ikke kan lave pinlige billeder af folk i skjul.

Timingen på dén lov virker helt ideel nu hvor mobiltelefonmarkedet stagnerer for første gang og mobilen er ved at gå open source alligevel. Det kommer med andre ord ikke til at virke.

Andre steder: Femtoceller, Container-huse, data-papkrus

Den katolske kirke scorer klare minuspoint i 2 omgange: Siger nej til familieplanlægning, men ja til holocaustfornægtere.

Det er svært at være uenig med Jyske Banks Anders Dam:

Skattestoppet, der har medført kapitalisering og stigende priser på boligmarkedet, kombineret med de afdragsfrie lån har ifølge Dam været en alt for eksplosiv cocktail.
”Og den kan kun henføres til en økonomisk politik, som regering selv har ansvaret for,” sagde han, inden han tog regeringens bankpakker under behandling.

Omvendt er der ingen som helst tvivl om at bankerne er lige så røgede som de afdragsfrie lån er spegede.

Lidt flere krisevinkler på KForum.

Det her er en captchaløser - for nogen virkeligt dårlige captchas - lavet som et greasemonkeyscript. For de ikke tekniske, så betyder det, at det kan installeres i Firefox ved at klikke på et link og ikke kræver andre ressourcer end javascript i browseren. Gennemgang her. Jeg forventer bestemt at det her er en øjenåbner for mange - man kan tilgå bitsene i alle billeder man ser på en webside med Firefoxs Canvas element.

Jeg tror nok jeg i virkeligheden har noget imod Alternate Reality Games - hvor den rigtige fysiske verden omkring os laves om til et puslespil a la Hollywoodeventyr - verden skal opleves, ikke (bare) løses som en opgave. Intet er mere hadværdigt end livekommenteret virkelighed, man ikke selv kan få lov at holde kreativt åben.
Når det er sagt, så er det umuligt ikke at blive fængslet af sofistikationen i de spil ansatte i Microsoft lavede - indtil det endte frygtelig galt for en deltager i 2002.

Og så ærgrer jeg mig over at jeg sidste sommer overså at Folket er på anklagebænken.

For halvandet år siden forklarede William Gibson i et interview at hans bøger er blevet nutidsbøger fordi ingen ville tro på nutiden hvis den var blevet præsenteret som fiktion for bare få år siden.

Måske er det snart ved at være tid til at den digitalt forbedrede virkelighed bliver til noget. Gemt i denne kæmpeartikel om AR er bl.a. den observation at kompasset i Android devicet skaber killer apps - pludselig kan din kortkoordinat overførest til virkeligheden og kameraet. Se bare "neeej, kan de virkelig det" appen Wikitude.

Gibson mener i interviewet ovenfor at fremtiden vil finde det pudsigt og altmodisch at vi skelner mellem det virkelige og det syntetisk digitale. Måske. Facebook har ihvertfald hjulpet svindlere med at efterligne dig bedre end nogensinde før. Den mængde af personlig info vi har på Facebook gør det enklere at lave en digital illusion af at være dig.

Et simpelt spørgsmål der mangler svar: Hvorfor skal Palæstinas plads ligge lige netop på Israels Plads? Hvis det bare handlede om at anerkende palæstinenserne kunne den jo ligge hvor som helst. Men nej, der skal tages noget fra jøderne.

Ze Frank er flyttet til Los Angeles og begyndt at skuespille.

Desuden har han startet en grundig "sådan gør jeg de ting jeg gør"-blog. Læs f.eks. gode råd om at lave projekter folk skal deltage i, fra en mester på området.

Obamamania samlet i syntetisk 3D med PhotoSynth (pilenavigationen er meget ringe, dog).

Også inden for tegnsætning er Obama smart: Han bruger semikolon uden at det er i en smiley.

Wireds Scott Brown opdaterer den klassiske dramaturgi til internet- og deltagelsesalderen. (læsehint: ARG.)

Mine venner i Area Code har et nyt iPhone spil du skulle prøve.

Meme jeg er træt af 3 år før det kulminerer: 2012.

Mortens nye P3 tjenester er gode; Køb det du hører nu på iTunes eller bliv ven med P3 på Last.fm. P3 ikke bare hare et pigenavn, men lytter helt klart også som en pige.

Det går fremad med TechCrunchs egen læsehardware.

Minimalt PC-selvbyggesæt der kan det hele.

Wired reporter lever en tid i geoskyen. Sjove ting han finder på jeg straks skal igang med: Geo-stalking af iPhone brugere på Flickr (iPhone 3G kommer geodata på fotos den tager).

Man skulle ikke tro det kunne lade sig gøre, men manden her, Peter Aidu, spiller Steve Reichs elegant faseforskydninger på klaver som soloperformance. Da man jo skal have to forskydende rytmer ud af hænderne plejer det at kræve to pianister.
Man bliver næsten dårlig at at se at det kan gøres af én højkoncentreret mand.

Direktør fra spilfirmaet Valve: Pirater er bare utilfredse kunder.

Elephant lyder som det sprog vi taler med vores fremtidige lifestreamsøgemaskine-butler-robot.

Videoen ovenfor er den første i en utrolig lang serie af 10 minutters videoer, 18 i alt, der hver præsenterer 10 kendte samples fra hip hoppens historie. Det er virkelig underholdende, hvis altså man samler på den slags ting.

Begrebets udspring er fra en militær- og sikkerhedssammenhæng, men science-fiction har haft en langvarig interesse i "apokalyptiske byer", der ligner den vilde by meget. I en vild by er den basale forventning om sikkerhed og navigerbarhed brudt sammen og byen er blevet et vildnis med lejlighedsvis magt og kontrol. Man skal forestille sig en by hvor kontrol er så umulig at den nominelle statsmagt finder det praktisk at forhandle sig frem til en form for sikkerhed for vigtig infrastruktur som den lokale lufthavn frem for faktiak at forsøge at kontrollere kriminelle og politiske faktioner i byen.
Og samtidig er byen stadig en storby, forbundet til det globale samfund, men bare som et punkt fritaget for kontrol og lov.

Findes sådanne byer? Det er nemt at sige Bagdad, men det er ikke helt interessant heller, for det er jo landet, der er brudt sammen. Tag istedet Johannesburg

As in many South African cities, police in Johannesburg are waging a desperate war for control of their city, and it is not clear whether they will win. Though relatively small in size, with only 2.9 million official residents, Johannesburg nevertheless experiences more than five thousand murders a year and at least twice as many rapes. Over the last several years investors and major industry have fled the city. Many of the major buildings of the Central Business District have been abandoned and are now home to squatters. The South African National Stock Exchange has been removed to Sandton--a safer northern suburb. Police forces admit they do not control large areas of the city; official advisories warn against driving on certain thoroughfares. At night residents are advised to remain in their homes. Tourism has dried up, and conventions, once an important source of revenue, are now hosted elsewhere in the country.

Jeg ankom til artiklen ovenfor via denne ligeså interessante artikel, der er fascineret af den israelske hærs intellektuelle tilgang til byen som kampzone (som jeg har peget på før).

Forbidden Planet kan man finde på Google Video. Den er fyldt med gode ting og sager - og så liiige langsom nok når det kommer til stykket.

Blandt de gode ting og sager: Leslie Nielsen som ung, sårn ca 20 år før han dukker op i Airplane som komisk træmand. "Anne Francis stars in Forbidden Planet", som de synger i Science Fiction/Double Feature. En historie med ekkoer af Shakespeares Stormen. Denne visuelle effekt - virkelig flot for 1956. God titelsekvens.

Analemma kalder man iflg Wikipedia (må tjekke om det hedder noget andet på dansk) den bane solen følger på himlen på et bestemt tidspunkt på året. Det måske overraskende er at det ikke bare er højden over horisonten der skifter, men også vinklen til syd. Solen står altså højst på himlen til forskellige tidspunkter henover året. Solen står op og går ned symmetrisk rundt om dette tidspunkt.
Hvordan kurven ser ud varierer med breddegraden man er på. Nede i Mali, som ligger mellem de to vendekredse (altså de to breddegrader hvor man har solen lige over hovedet ved frokost ved hhv vintersolhverv og sommersolhverv) er forholdene så forskellige fra heroppe mod nord at man har den seneste solopgang helt fremme i februar, ikke tilbage i december som vi har her. Man kan regne sol op- og nedgang ud her for et vilkårligt sted på jorden.

Nu vi snakker om himmellegemer. Nede i Mali, da vi var på Hotel Djenne Djenno, lykkedes det for min bror og hjælp fra 1) den supermørke himmel og 2) sit Konica Minolta kompaktkamera med den forbløffende 18x zoomlinse at tage et meningsfuldt billede af Orion-tågen, hvor man kan se elementer af dens form (den uploadede kopi lider under lidt for grundig jpg-kompression btw.)

Per Marquard Otzens jøder er nazier-tegning skraber klichébunden og rammer helt ved siden af. Den israelske stat har ikke en officiel politik om at udslette ikke bare den nation, den står overfor, men alle borgere i den. Det har Hamas. Og lige så ulykkelig krisen i Gaza er, så er det sjofelt at tage ud af sammenligningen at Hitlers overgreb mod jøderne ikke havde noget baggrund i nogen modsætning mellem de europæiske jøder og den tyske stat; mens Israels krig i Gaza kommer efter en klar eskalering fra Hamas i striden med Israel.

Tøger Seidenfaden glider af på historien på klassisk neo-politiken manér, men ingen har lavet en så skarpt kontrolleret meningsavis som Tøger. Virkelig tyndt svar, altså.

Fabelagtig logik fra Søren Pind. Det er på en eller anden måde FNs fejl at han ikke er blevet gjort opmærksom på at FN for længst har taget stilling til brugen af en FN ambulance til at fragte militante Hamas-medlemmer.

Selv om Pind er blevet gjort opmærksom på sin brøler har han ikke rettet sit blogindlæg. (siden jeg skrev denne post har han faktisk opdateret sit indlæg)

Politikens Kjeld Hybel er en ret ubegavet kommentator, der desværre enormt tit for lov at fylde overvintrede, Finn Nørbygaard-snusfornuftige, vulgærsocialdemokratiske meninger i avisen. Senest får han lov at slagte DRs nye koncerthus med det fladpandede synspunkt at en public service kanal da ikke skal beskæftige sig med den slags særinteresser (altså klassisk musik).
Det er forkert på to måder: For det første er det ikke nogen særlig sær interesse. For det andet er det da lige præcis det DR skal. Ting som alle gerne vil have kan man jo lave på kommerciel basis. Det er da det man kan kritisere DR for at bruge penge på. Bliver dansk kulturliv forbedret af at X-faktor laves over skattenlicensen og ikke reklamefinansieret? Ikke det mindste. RSO gør derimod en kæmpe forskel.
Selvfølgelig skal der være en vis friktion indbygget. Der er nødt til at være en vis økonomisk argumentation om hvor mange man glæder med pengene, men det er simpelthen ikke rigtigt at den klassiske musik ikke når et publikum. Og et fantastisk sted som den nye koncertsal skaber selv et publikum. Se bare det løft operaen fik af at flytte.

Og så lige en note til Kjeld Hybel: De spiller faktisk Mahlers 5. i koncertsalen til marts. Endda til metro-koncert rabatpris på 50 kr. Vi ses derude.

Så er jeg hjemme i Danmark igen.

Når jeg kørte rundt i Bamakos gader med min bror skød jeg billeder af gadeliv.

Der var 10 gode motiver på hvert eneste gadehjørne.

Her er et album med et udvalg.

Har netop været nede i Ali Farka Tourés pladebutik her i byen, Mali K7, og købt nogle plader med lokal musik. Udover hvad man kan forvente af swingende guitarbaseret musik, og folk der forlængst er brudt igennem i vesten, som Salif Keita, Mory Kanté og Ali Farka Touré, lykkedes det for mig at finde en plade med virkelig autentisk Mali-musik, som man kan høre det rundt omkring i lokalradioer og gademilljø. Det lyder nogenlunde som blues, spillet på lokale instrumenter og rent akustisk, og så med fortælling eller sang henover.
Det er en helt anden sound end den afromusik der slog igennem i stor stil i slut-80erne, ikke festlig og hornbaseret, men langsom og fortællende.

Man kan ikke lade være med at spørge sig selv om nogen af bluesens fædre nede i Missisippi-deltaet var fra Mali. De fleste slaver der nåede til Amerika var jo ihvertfald vestafrikanere, og hvorfor ikke hente dem oppe i Mali? Eller måske er det bare fordi en bluesskala er nem at have med at gøre.

[UPDATE: Rettet link - bundplaceringen er ikke helt så bund som den var for bare to år siden, nu er der der 11 lande, der er ringere stillet, alle i Afrika, rigtig mange i Vestafrika]

Mali ligger i bunden af UNDPs Human Development Index og har gjort det fast ganske længe. Hele det sorte Afrika (Afrika syd for Sahara) ligger i bunden; lidt perspektiv til sammenligningen: Gazastriben, som vi har hørt så meget til i julen, ligger langt over det højst placerede land fra det sorte Afrika (Sydafrika, naturligvis).

Skrald præger bybilledet overalt her i Bamako. Skrald og SUVer. Et fattigt samfund som Mali bliver, fordi andet ikke kan lade sig gøre forestiller man sig, et ganske liberalt samfund. Ting bliver lavet af dem der kan få dem lavet, men bundniveauet er ikke så højt (eller dyrt). Og et klassisk free rider problem som skrald er der slet ikke struktur nok til at tage sig af.

Jeg er stadig på jule/nytårs-sabbat i Bamako, Mali på besøg hos min bror og hans familie. Og hver eneste tur med bil eller til fods uden for haven er stadig et mirakuløst univers til undersøgelse. Bamako er Afrikas hurtigst voksende by for tiden. Den er - som jeg forestiller mig mange steder på de her kanter er - et meget direkte sted at opholde sig. Det er et håndværkssamfund, ikke et industrisamfund, så handel og produktion sker allevegne, hele tiden.
Så er der støvet og affaldet også, over det hele. Og en trafikal syndflod, der blander knallerter, fodgængere, fuldstændig smadrede gamle biler, der kører bus og taxa, og så os andre i varierende tempi og retninger.

Lugtkulissen er støv, lidt rådne grøntsager og andet fra de åbne kloaker og så hele tiden sod, al mad laves over åben ild og luften er tyk af røgen fra de mange bål, der laves mad på.

Det tog lige et par dage at se det, men efter en tur gennem landet, til Djenné (mere senere), kan man alligevel se hvor meget Bamako er en by og ikke bare et sted med mennesker, som de små landsbyer med handel langs landevejen, eller dem man ser inde i baglandet istedet.

I byen, ikke på landet, kan man også tydeligere end noget sted i Europa, fornemme William Gibsons gamle traver med at fremtiden er her allerede, bare ulige fordelt. Mange af de steder man kommer rundt minder mig i høj grad om det lidt mindre indpakkede, og lidt mindre industrifremstillede, gademiljø fra min 70er-barndom. Reklamesproget er fra gamle dage også. Og iblandet er så et let drys, ganske let, af nye biler, nye hoteller

Jeg sidder i Bamako, Mali, hvor der er små 30 grader varmt, 25 indtil midnat, på juleferie hos min bror og hans familie. Ikke at jeg ikke gjorde det i forvejen, men bloggen holder pause i mellemtiden. Mali er mestendels muslimsk, i en totalt uradikaliseret aftapning, så udover at det er fantastisk varmt er butikkerne åbne og folk er ikke rigtig i gang med at fejre jul. Til gengæld er her 12 timers sol og varmen er, her i vintertiden, passende.

Mens jeg er væk løber min ansættelse i Zyb også ud, og fra januar er jeg selvstændig igen, og vil bruge al min tid på at starte nye webprojekter - et af dem Spotify DJ. Zyb har været sjovt men det er nye projekter også og kompromiserne i at gøre begge dele er ikke godt for hverken det ene eller andet.

Vi ses til januar og forhåbentlig på en hel masse nye websites.

Jeg kan huske at have set den her film for mange år siden, en lørdag eftermiddag, tilbage i monopoltiden. Mit favoritøjeblik er ca 41 minutter og 40 sekunder inde i filmen.

Hvis man stiller ind på dette Harddisken-indslag, så kan man høre mig tale med Henrik Føhns om Douglas Engelbarts berømte første offentlige demonstration af musen, en outliner, hypertekst og meget mere, der fandt sted sårn ca 11 måneder før jeg blev født.
Grunden til at Føhns spurgte var at jeg - ligesom ham selv - så demoen på Reboot for et par år siden og videosludrede med Engelbart i den anledning.

Jeg har desværre ikke tid til at se hele filmen ligenu, men introen, hvor det oplyses at jorden i fremtiden er beskyttet af et lag af komprimerede hjernemolekyler, er lovende - ligesom den megen genbrug af effekter fra Star Wars, hvor der konsekvent laves continuity fejl så de gode sidder og jubler når de gode dør, er fantastisk. Heltene er naturligvis tyrkiske.

Fra en liste af de dårligste sci-fi remakes hvor de andre indslag er meget lidt overraskende.

Momus, der altid skriver længere end jeg kan nå at læse, har valgt sin yndlingsmusik fra 2008. Sjovt nok er hans yndlingsmusik i sidste ende virkelig gammel, og iøvrigt lokal: Der er musikken på filmen af den berømte hesteslagtning hvis efterladenskaber nu dokumenteres på Aros.

Her er en nydelig, teknologifri, produktintroduktion. Det er appetitligt og imødekommende - problemet er bare at det løfte produktet giver er et jeg har hørt, og set svigtet, dusinvis af gange. Alting fra Microsofts "Information at your fingertips" til tagclouds deler løftet. Og det holder aldrig helt. De bedste skud nogensinde på at holde det løfte er Google og Wikipedia.

Den abstrakte venskabelighed kommer simpelthen i vejen; en enkelt konkret succes i videoen havde nok solgt det bedre.

Aviserne svømmer over med fiktive tabstal, baseret på absurde opskrivninger af papirværdierne i IT-Factory. I virkeligheden har aktionærerne, herunder Jensby og Nørbygaard tjent gode solide kontanter på Stein Baggers svindel. I de sidste par år er der udbetalt 100 mio i udbytte. Det skal ses i forhold til JMI invests investering på i sin tid godt 10 millioner. Altså har Jensby & Co taget investeringen hjem flere gange på kun 5 år bare i udbytte. Hovedparten af pengene er så iøvrigt taget ud efter den famøse anonyme email.

[UPDATE: Bagger anholdt - det bliver mere og mere klart at min bror havde ret da han foreslog at det her i virkeligheden er en slags doku-julekalender for voksne]

• Risikoen for en ny turne med Musik og Fis er overhængende - meget, endda.


• Jensby blev allerede i foråret '07 sendt en rygende pistol per email af den anonyme kilde Dorte Tofts historier har været baseret på. Det her er jo virkelig en eksplosiv oplysning. Den ulovlige konstruktion blev beskrevet meget klart for Jensby for halvandet år siden.


• Bagger har lært at svindle på Olsen Banden Skolen for Højere Svindel: Både i forbindelse med sin fup Ph.d. og det fiktive salg til Allan Vestergaard har 3. personer skullet skuespille forskellige roller ved møder eller over telefonen.


• Stein Baggers kone er åbenbart også et kedeligt bekendtskab.


• Min personlige favorit - ligesom Anna Castberg sagen før, så er der en forbindelse til medlemmer af DRs bestyrelse.


• 
  

  JMI Invests ledelse har iøvrigt gang i den klassiske "vi er alle sammen ret casual, men på en helt uniformeret måde" slipseløse stil. Tidligere i denne serie.

I dagens "Ordet og Bomben" mødte Jes Stein Pedersen for første gang en forfatter hvor han kan få præmissen for udsendelsesrækken ordentligt på gled. Interviewsene med Jonathan Safran Foer og Tariq Ali virkede simpelthen ikke. Det virkede som om det simpelthen kneb for Jes Stein Pedersen og forfatterne at forstå hinanden; og Foer var forståeligt irriteret over det lamme spørgsmål "Hvad føler du når du står her", anvendt et par gange. Hvorfor skulle en forfatter føle noget bestemt?

Jeg synes det ville klæde programrækken at komme lidt hurtigt videre fra udgangspunktet end det gør - og det var her Kehlmann var en uvurderlig hjælp, selv om Jes Stein Pedersen havde det med at trække emnet tilbage til en uholdbar Politikensk pointe om forfattervirksomhed som et politisk/moralsk foretagende. Vi har vist i mindst hundrede år, måske et par tusinde endda, at forfattere bør stille spørgsmål, ikke komme med svar, så helt ærligt; det er sgu en lidt kedelig opsætning.

Man må ikke snyde sig selv for Dorte Tofts lavine af en blogpost om IT-Factory, et smukt bevis på at blogging overhovedet ikke er dødt, men bare er blevet halv- og helprofessionaliseret. Med oprindeligt posttidspunkt i august, i god afstand af dagens skandaløse kulmination, stiller Toft spørgsmålstegn ved IT-factory, startende med den basale undren: Hvem er det lige der er kunderne?
Så er det blogmediet tager over, i form af et kommentarspor, der bare ikke vil dø. Der er masser af mennesker, der deler Dorte Tofts skepsis. Folk finder tvangsopløste virksomheder med Stein Bagger i personkredsen i tonsvis, undersøger forretningspartnere og tidligere forretninger. Sørme om ikke Stein Bagger selv tager ordet og afviser al mistilliden. Vi når også rundt om Baggers postordre Ph.D. fra et fiktivt universitet i San Fransisco.

Når nu historien har rumlet i Berlingeren i næsten 4 måneder, så virker den første krisekommunikationsvinkel fra ruinhoben simpelthen ikke fornuftig: Det virker ikke rimeligt at bestyrelsen ikke har spurgt sig selv hvem kunderne er. Og det kan være svært at forstå at Jensby et al har lyst til at bruge Erik Ove til kommunikation i dag, når nu samme Ove aggressivt sekunderede den forsvundne Stein Bagger for en måned siden, hvor han bl.a. ivrigt bakker op om Baggers fiktive amerikanske universitetsgrader.
Til det kan man tilføje rigelig dækning af forbindelsen mellem Bagger og de svenske svindlere hvis sidste store skandale var en fremragede Wired historie for et par år siden.
Det er altså ikke fordi kredsen omkring Bagger ikke meget kontant er blevet stillet spørgsmålet om hvad i alverden der i virkeligheden foregår. Den blanke forbløffelse der stilles til skue i dag, er der simpelthen ikke plads til.

Derudover så tror jeg mit favoritaspekt af dagens historie er den fiktive tabsopgørelse. Jensby og JMI Invest har ivrigt opskrevet papirværdien af guldægget IT-Factory. Senest til fantasisummen 8 milliarder, som selv hvis man tog den fiktive aktivitet alvorligt var liiige i den høje ende. Når nu man fiktivt havde opskrevet værdierne så meget så lyder tabet jo også af mere. Finnn Nørbygaard har tabt 700 millioner! Jeg kan kun ærgre mig over at de ikke havde opskrevet værdien til 2000 milliarder så vi kunne konkurrere bedre med de store konkurser i USA.

Det ville ikke være officielt start på julemåneden uden den usandsynlige kombination af Stephen Colbert, Toby Keith, Feist, John Legend, Willie Nelson og Elvis Costello.

(Jeg tror jeg bliver nødt til at have den DVD - tjek bare muskatnødssangen)

Et let forsinket link: Charlotte Higgins gennemgår i The Guardian de stiltræk i Obamas taleskrivning der er løftet lige ud af den klassiske retorik, sådan som den udførtes allerede af antikkens græske og romerske politikere.

Spørgsmålet meldte sig naturligt da jeg faldt over nummeret Jeg er så dejlig jeg ikke behøver pral - fantastisk titel - der starter med følgende svada som en hip-hop blærerøv ikke ku have blæret bedre

Hør nu efter alle piger,
det et råd jeg gi'r jer
før I kaster jer om halsen på mig.
Er I bange for det frække så skru om på en anden kanal,
For jeg er 3 dele tiger og en del slange,
jeg lægger jer ned før I når at blive bange.
Jeg er så dejlig jeg ikke har brug for pral

Det burde da mindst kunne give en ærespræmie til MCs Fight Night.

Siden Codan fik nyt corporate design er det blevet fuldstændig umuligt at få Codanhuset til at loade.

(Slå lyden til)

Android passerer 1 million på 74 dage, ca lige så hurtigt som iPhone 1 gjorde det. Nu vil tiden vise om Google og T-Mobile er lige så dygtige til at holde gryden i kog bagefter som Apple er; Apple har jo gjort den disciplin til sit særlige mesterskab, men det er nærliggende at kombinere tallet med iPhones telefonføring midt på året. De der ikke totalt tænker telefonen om til noget, der matcher de her internet-og-telefon devices er ved at få solide tæsk. Vi andre har måske ikke købt de nye devices endnu, men vi vokser snart ind i behovet.
Et godt spørgsmål: Gad vide hvor meget af magien der kommer fra producentens applikations marketmaking og hvor meget det er selve apparatet?

Det brænder i et et hus lidt længere nede af gaden. Loftsbrand, så forhåbentlig er der ikke nogen der er blevet fanget i en lejlighed. Der var i hvertfald røgdykkere inde at tjekke tidligt i forløbet. Slukningen har stået på i et par timer nu, og der er ved at være kontrol, selv om der stadig er synlig brand. Jeg tog nogen billeder.

[UPDATE: Nu også med video]

[UPDATE II: Det så virkelig mærkeligt ud at de lod det gløde videre uden at hælde vand på undervejs, men ifølge Berlingeren gav det bagslag da ilden blussede op igen. Jeg så godt den blussede op igen og man tænkte "hvorfor var de også holdt op, nå de har nok styr på det", men nej - de var bare kørt væk fra gløderne; altså med stigevognene, der var masser af brandfolk på jorden endnu. Klokken er 22:20 og nu er der kun lidt røgudvikling tilbage]

Sjov sidestilling af Star Wars universet, moderne kunst og moderne arkitektur.

Om Malik søger en assistent til research. Den første opgave for kandidater til jobbet er at researche Om selv og finde ud af hvor man sender ansøgningen hen.

Bonusresearchsjov: Digg Attack er et in-browser spil hvor modstanden bestemmes af aktiviteten på Digg.

Research nedtur: En iransk forsker, bosat i London, har skåret sider ud af 150 bøger på British Library og taget dem med hjem. Nyd dansk-navn-men-britisk-udtale-bibliotekar Kristian Jensens indignerede forklaring.

læser en af sine historier, Fire Station.

It was getting dark outside when the alarm rang. They started running around. Guys came sliding down the pole. Then she came sliding down the pole. She was good with the pole. A real woman, nothing but guts and ass.

Vladimir Nabokov er berømt for sin udtalelse om sit engelsk, at han tænker som en gud, skriver som en mand og taler som et barn. Ovenstående filmklip demonstrerer at det ikke rigtig passer. Helt vild er jeg med hans notesbog med ting han afskyr

• Kursivpassager i romaner der skal repræsentere hovedpersonens sky af indsigt


• Baggrundsmusik, dåsemusik, bevægelig musik, muzak, musik man bliver udsat for


• Lommeleksika


• Forkortede håndbøger


• Journalistiske klicheer


• Sandhedens øjeblik


• Ydmyghed

Hvor mange film er der lavet hvor folk går i hundene og beslutter at dele deres sidste tid med offentligheden? Det er ikke få. Nu er det sket på Justin.tv - og publikum levede fuldt op til den tomhed og forråelse mediesatiren siger publikum vil reagere med.

Nu behøver du ikke kigge efter folks ulovlige uploads, Monty Python har lavet en youtubekanal

Nej hverken noget med fildeling på nettet eller bilkort med Kaptajn Klo, men et handy google maps layer med skibe kapret til søs i år. Forbløffende mange. Forbløffende at ét af dem blev kapret på Korsika (yacht lå til ankers og der blev ikke kidnappet nogen, det var simpelthen et røveri til søs).
Bemærk: Kapringsforsøg er også med på listen.

At åbne en ladeport
i et landsholdsforsvar
er altid noget lort
men ikke et rigtigt problem hvis man har
planer om noget stort
i den modsatte ende af banen
men at lave et hul
hvis man drømmer om nul
det er ikke at slide for fanen

(kedsommeligt farvel nr 12/365)

En mere, der er holdt op med at blogge: Dan Lyons, manden der gav os ubetaleligt morsomme Fake Steve Jobs, og som derfor blev hottere property som journalist end han var før og skiftede til Newsweek, blev bedt af chefen om at droppe en blogpost og valgte at droppe hele sin blog i stedet. Så Newsweek smed det ud de købte fordi de ikke kan leve med blogærlighed. Som jeg sagde til Bjarke Guldand før han outede sig selv

Fald ikke for fristelsen. Bliv undercover. Det er sjovere mens det ruller end når du er glemt dagen efter hemmeligheden er ude.

(det skal med at posten han blev bedt om at droppe var lidt stresstræt og ikke særlig god, men det er jo lidt ligemeget)

(bonus måske relevant observation: Balladen kan have været en bekvem anledning for Lyons til at komme ud af en form han var træt af)

Ved skæbnens (og det gamle testamentes, givetvis) ugunst hedder mandlig og kvindelig omskæring det samme, selv om det ene (den mandlige) er en ligegyldig afskæring af noget hud man klarer sig lige fint med som uden, hvor der endda muligvis er gavnlige sundhedseffekter af bortskæringen, mens det andet (den kvindelige) er en skamfering af pigers kønsorganer, som desuden tit udføres på en så barbarisk måde at de stakkels pigers velvære og helbred trues alvorligt af indgrebet.
Det mest groteske er argumentationen. Det skal forbydes også for drenge fordi det er kønsdiskriminerende at det forbudt for piger. Altså: Den lovgivning, der forsøger at sikre piger mod at få skamferet deres synlige kønsorganer er simpelthen et overgreb mod pigerne. Hvor dum har man lov til at være, er man nødt til at spørge.

Min bror har lavet en kampagnesang og -video til GNXTM projektet, der i korthed handler om at få Gnags til at tage til Mali. Gerne for altid. Hør bare hvor godt et Gnags tekst- og musikunivers passer til Vestafrika!

Bak op om kampagnen. Bliv fan (på Facebook eller på Myspace) i dag.

Jeg ejede engang et raseri
med galde, had og saftig choler i
under et glastag stod de varmt og voldsomt
og flammede og bed på tungen
jeg passede meget nidkært på
vredens druer

Bag raseriet drev jeg en lille bedrift
ikke noget stort, lidt ord her og der
med rim i bunden, og lidt algoritmer
jeg fik den idé
at komme galde oveni
men det forgiftede hele bedriften

Nu har jeg sat raseriet til salg.

(Farvel nr 10/365)

Lidt held om formiddagen.

Jeg havde en idé, og den var god
på et papir før jeg for alvor tog
ideen på dens ord
og lod den blive rigtig stor
for plantet ud, der ku' den ikke gro

Tinnitus af gamle venner
piben fra en anden tid
støjen af en yngre mand
der ved for lidt men laver lyd

Tonen, den var rar at høre
over støjen bliver den ved
så er der signal at gøre
nye underværker med

(Forsinket farvel nr 8/365)

Mit døgn i gæld
et kort farvel
den sorte ulvetime
forsvinder mens jeg haster bort
og prøver på at rime

på aften, og på house
warming, men det er svært, forbandet!
det rim det må jeg skylde jer
- jeg prøver med en andet

(Farvel nr 7/365)

Det stank helt sikkert med al den banden og svovlen og stress i Nomas køkken forleden. For nogen år siden kan jeg huske jeg diskuterede med nogen læger at i min profession - software - betyder øjeblikket ikke det helt store. Man kan jo altid skrive koden om. Man kan altid redigere. Det er en dejlig luksus, og når man har den, er det slet, slet ikke nogen undskyldning for et autoritært system hvor al diskussion dræbes og arbejdet uddelegeres ved instrukser.

Da jeg snakkede med de der læger havde jeg ikke haft et job hvor man kunne gøre ting forkert som det var for sent at rette fem minutter efter, men det har jeg så prøvet siden, og der må jeg sige at i et job hvor man altid er sprunget ud af flyvemaskinen og skal have faldskærmen åbnet inden man splatter ud på jorden, tror jeg simpelthen det autoritære opstår af sig selv. Det kan stadig afvikles med eller uden værdighed, men diskussion i den situation er simpelthen ikke praktisk.
Det er sådan jeg oplever det man så i Nomas køkken. Redzepis adelsmærke i den sammenhæng var at hans hidsighed, som stadig var for meget, altid handlede om noget reelt og ikke bare var stressprojektion.

Jeg kom ti år i Radiohuset
Radiohuset
Jeg hørte døde komponister
og gamle mænd
Gamle mænd
På podiet, med piger i violinerne. Og på fløjte
Fløjte
Jeg sad på etagen
De spillede godt
Vi klappede af dem
Af dem
De er på Amager nu
Amager nu

(Farvel nr. 6/365)

Nick Denton, udgiver af Gawker, planlægger ud fra denne der-er-langt-til-bunden analyse af medieannoncemarkedet i 2009 og frem.
Gad vide hvor mange danske avisudgivere der deler det sortsyn? Gad vide hvor mange af dem, der har læst (og facttjekket) Dentons analyse?

Hvis man skal lave en fuld kontrast idag mellem to sider af Danmark så tror jeg det bedste bud bliver at kontrastere historien

Anker flytter på plejehjem

Historie A først. "Anker Jørgensen, enkemand efter Ingrid Jørgensen, er flyttet fra sin lejlighed i Sydhavnen til Plejebo på Vesterbro". En non-event, hvis ikke Anker i 70erne var manden med fingeren på atomknappen, lige bortset altså fra at han var mod atomvåben, så sådan nogen fik vi ikke. Man må give Anker, at hvad han ikke havde i økonomisk ansvarlighed, det har han i personlig konsekvens. Velfærdsstaten er pinedød nok, også for en afgået statsminister, så det bliver så kommunalt som det overhovedet kan blive. Lægger man oveni at nyheden formidles til medierne af partisekretær Lars Midtiby (!) og sekretær Lissi Galde (!!) så har vi i alt en detalje i en skildring af det gamle velfærdsdanmark, så ren at en forfatter ville skamme sig over at have fundet på den.

Historie B: Som avarteret, den diametrale modsætning. Totalt knald på, i et køkken i København hvor der ikke eksisterer kompromiser, hvor der tales engelsk fordi chefen kan vælge og vrage mellem udenlandske ansøgere, og hvor man er så langt fra "godt nok" man overhovedet kan komme, men kun et par kilometer fra Plejebo. Og så handler det endda kun om mad, som de ville have sagt i 70erne. Tilføj Rene Redzepis opvækst i folkehavet, hvor buschauffører og kantinedamer slider hårdt i det for at give deres børn en chance og du har den forbindende tråd der holder de to historier i spænd. Det eneste der mangler var at hans barndomshjem lå i Sydhavnen.

Jeg er slet, slet ikke gennemlæst hvad angår krigsbestemt skønlitteratur, men hvis man ikke tænker alt for længe over det, så virker det som om der er to forskelle på litteraturen om 1. Verdenskrig og litteraturen om 2. Verdenskrig. For det første så handler mere af litteraturen om 2. Verdenskrig om de enorme civile skadevirkninger krigen havde, med holocaust som det helt centrale, selvfølgelig, men med det udbombede Europa med i bøgerne også.
For det andet så er der den afgørende forskel - at hvor 2. Verdenskrig er Krigen så er 1. Verdenskrig bare "en krig". Ikke at den ikke da den blev kæmpet havde et omfang, der var uden tidligere sidestykke, men det var dog en krig som var en kendt størrelse, med kombatanter der lejlighedsvis havde bekriget hinanden i hundrevis af år. Kombinationen af en krigslitteratur der faktisk er militær, og et militær, der er en tradition, hvor krigsteknikken ikke har forandret sig væsentligt i tres år.
Det virker også som om det militære er forsvundet ud af hverdagen for de europæiske nationer, der forsyner folk som mig med det meste litteratur. Det er simpelthen ikke noget der fylder særlig meget i dagligsamfundet, pånær altså nu, hvor det så småt trænger sig på igen med den stadigt mere langtrukne udspredte konflikt de vestlige stater i det små (for de flestes vedkommende) befinder sig i, væk fra egen mark.

Jeg kan ikke anbefale butikken jeg brugte (infurn.eu - ikke at forveksle med infurn.dk, der har vundet retten til .dk domænet fordi butikken allerede havde in-furn.dk), for der gik næsten to måneder mere end tænkt, men det er dejligt nu at have en fuldt operationel læseniche med byudsigt.

Man fornemmer den frydefulde skam det har været for Politiken at kunne lave deres udgave af dagens Jesus-hader-os historie. Jesus er ikke vred, han er skuffet. Som så ofte før er det et ordvalg der ikke er dækning for i originalmaterialet, der forresten ikke er nyt, men fra valgkampen, fra en af den slags alenlange lister med holdninger alle kandidater laver i den forbindelse. Der er kort sagt ingen historie, selv om alle aviserne bringer den, og i nutid, som om det var rigtig eftervalgs-politik.

Nationalencyklopædien går all in på wæbtuøv lige i tide til at være med i crashet. Nej, spøg til side. For enhver videnelsker er det et ubetinget plus af encyklopædien nu går ud som vidensundervogn i en brugerredigerbar webudgave.
Det jeg godt kunne lide at vide er

1. Beholder Gyldendal copyright på de frivillige eksperters bidrag? Det ser ud som om arbejdet er ulønnet, og at Gyldendal beholder copyrighten.
   [UPDATE: Cliff Hansen fra Gyldendal siger i en kommentar nedenfor at brugerne beholder ophavsretten til egne tekster og frit kan anvende dem andre steder.]
   


2. Er der nogen ude i wæbtuøvkonsulentsfæren, der har æren af at have overbevist Gyldendal om det fornuftige i projektet? Findt arbejde, synes jeg - pånær at wæbtuøv-jublen ville være endnu større hvis ikke man skulle tage stilling til punkt 1 ovenfor.
   [UPDATE: Cliff forklarer også at projektet er en intern opfindelse. Tillykke til Gyldendal med en god idé]

[UPDATE: Undskyld den modsatbetydningskabende typo!]

Dansk Design Center har oprettet nye kategorier for design indenfor digitale sager, og sørme om ikke Zyb har fået den første version af prisen. Det præmierede er det digitale servicedesign, ikke det visuelle design - og ren bonus: Prisen bliver nu toårig så den gælds også hele 2009.

[UPDATE: Nu med lyd fra prisoverrækkelsen - desværre prinsefri - tak, Plok!]

RKK's Single Serving Site* intetnyt.dk virker klart bedre end Kioskbaskr - jeg er lidt ærgelig over at jeg ikke fik barberet kioskbaskr ned til det.

(OK, Kioskbaskr får en del ud af Obama)

Jeg har en idé til en upstart. Firmaet hedder "Ud Med Dans" og ydelsen består i at levere medier der er klinisk renset for omtale af Vild Med Dans. TV, aviser, radio, internet, outdoor reklame og spisesedler i aftalte zoner - alt sammen har lige fået Vild Med Dans filtreret ud.
I premiumversionen ryger også artikler hvis relevans er væk når nu Vild Med Dans ikke eksisterer mere. Så "Tina Lund i sorg over død hest" ryger også.

En meddelelse til mine videnskabelige læsere: Boykot Endnote hvis I på nogen måde kan. Fabrikanterne af produktet tror at de ejer jeres bibliografifiler og at man altså med held kan anlægge sager mod konkurrenter, der gerne vil hjælpe jer med reference arbejdet. Den slags skal kvæles i fødslen.

Vi bringer lige en reklame for min nye underbo, Vesterbros nyeste vietnamrestaurant. Almindeligt liv i gadeplan er lige det vi skal bruge i Abel Cathrinesgade for at holde narko og pusheraktivitet i nogenlunde ro, så du kan slå to fluer med et smæk ved at kigge forbi: Spise glimrende og prisrimeligt vietnamesisk og hjælpe os, der bor i gaden med at bløde gadelivet op.

De sidste 12 dage uden posts må være den længste ufrivillige blogpause jeg har haft i et par år. Det er dels det samme som de andre siger - Facebook og Jaiku (snart Twitter) følger folk meget bedre med i, så det er sjovere at skrive der. Og så er ZYB + Spotify DJ et fuldt døgn.
For at lægge mere i puljen ud fra devisen at travlhed bare gør det nemmere at lave mere, fordi man i forvejen er produktionsmindet, har jeg kogt mig et brilliant setup til en nanowrimoroman og starter skrivningen fredag ved midnat.

Er der nogen i nærheden der også er med?

Det er hårdt at være overpumpet islandsk bobledetailhandelsopkøb i Danmark her i efteråret. Sterling og Merlin er gået. Hvornår går Magasin?

Ifølge Politiken:

Det er i strid med EU-regler, når DR og TV 2 sender krimiserier tidligt på aftenen. Børnerådets formand kalder det »psykisk omsorgssvigt«.

Sluk dog.

Efter endt læsning af Joakim Jakobsens bog om 80er-landsholdet, Tynd Luft, sidder man tilbage med en oplevelse som havde man læst en af Borges' mange fiktive bogværker. Bogens idé er fremragende - men avisreferatet af bogen var klart bedre end selve teksten, der mageligt havde overlevet en halvering. Pointen understreges af bogens grundige citatarbejde fra en eksisterende fodboldlitteratur, for her omtales en lang række bøger som jeg virkelig er glad for jeg aldrig har læst, stort set allesammen med rædselsfulde fodboldtitler, som ærlig talt klæder ikke-eksisterende bøger mere end eksisterende - de klassiske er spillerbiografier som "Mod nye mål" og så en bog der igen og igen omtales som "storværket 'The ball is round'". Det er ikke Peter Dürrfelds roman, der sigtes til, men David Goldblatts fodboldhistorie. Måske er den et storværk - titlen er det ikke.

Normalt, når litteraturens nobelpris kritiseres, så er det noget forudsigeligt noget med at det er nogen man aldrig har hørt om, selvom prisen de fleste af de sidste 10-15 år er givet til breds læste allerede rigeligt oversatte forfattere. Og så er der - ligesom med fredsprisen - en klassisk kommentar om at det er nordisk bleeding heart humanisme der uddeler prisen, ligesom det ikke virker særlig verdensagtigt af Horace Engdal at mene at USA ikke har en plads i verdenslitteraturen.
Hvad angår årets pris, til le Clezio som jeg aldrig har læst et ord af, så mener Information den er hel fin, mens Politiken står af på en anklage om tam civilisationskritik og altså rygmarvskorrekthed. Det er ikke noget berlingeren kan skrive under på, her mener man kun at det er lidt lang tid siden han var god (det samme mener hans danske forlag), og i Weekendavisen mener Lars Bonnevie at prisen er rent litterær, simpelthen for fabelagtigt sprog.

Såvidt man kan læse kommentarerne så er civilisationskritikken ikke politisk men bare økonaiv, hvis altså der er noget galt med den (hvad der - for os teknologiske hardlinere - ofte er).

[UPDATE: Joakim Jakobsens udpegning i WA af dumheden i Horace Engdals udtalelese i og med at USA er landet, der - uden sammenligning - har hevet flest kulturer til sig og skabt en fordig immigrantlitteratur ud af dem alle sammen er lige i plet. Så virker åbenhed i form af lejlighedsvise turistbesøg på resten af kloden en anelse hul]

Min Kulturnat foregik ved at jeg arbejdede på at få ejabberd til at opføre sig ordentligt og så ved at se et godt portræt af David LaChapelle på SVT2. Det er svært at forbinde med hans over the top visuelle stil, men LaChapelle virkede som et gennemsympatisk, afslappet og åbent menneske - helt befriet for personlig ego-poseren.
Soundtracket i det fotografiske studio gennem det meste af programmet var Elton John, og Elton Johns indsmigrende overbudsmusik var til tider for meget, ikke for LaChapelle men hans assistenter. Til gengæld kan det ikke undre at musikken passede til hovedpersonen selv.

Værd at se, hvis/når det bliver genudsendt.

Er det bare mig, eller er det her ikke bare et institutionelt rehash af den gamle traver med bevidsthed og kompetence*?

(via nogens deliciousstrøm)

Min genvundne mulighed for at scrobble, altså fortælle Last.fm hvilken musik jeg hører, så jeg kan få tunede musik- og koncertanbefalinger, nu hvor Spotify* har fået kompagnonen scrobblify minder mig dels om den væsentlige forskel på offentlige medier der lærer af adfærd og individualiserede ekkokamre hvor man bare bekræftes i det man mente i forvejen.
Men så er der jo alligevel nyhedsværdi også i ekkoerne, man får bare en 5% forstyrrelse istedet for en 30% forstyrrelse. Som udenforstående til Last.fm gennem det sidste stykke tid pga Spotifys vigtigere velsignelser. Glæder mig til at se om jeg får nogen væsentlige anbefalinger ud af det, eller om mit gamle forbehold stadig er det rigtigere.

Der var i øvrigt en passant en beslægtet historie om hvordan sociale medievalg fungerer på business.dk. Det handlede om et nyt TV-program som TV-2 valgte ikke at købe

I det jeg blev forelagt fra STV var fascinationen omkring baronessen det bærende i formatet - og her valgte vi altså programmet 'vores første barn', som ligger I samme timeslot. Det skaber nemlig identifikation frem for fascination.

* Spotify er forresten åbnet for offentligheden. Bare ikke i Danmark endnu. Jeg skal nok holde jer orienteret.

Fremragende fejloversættelse på computerworld

Arno fortæller, at de ting, Axmark ikke brød sig om ved at være en
del af en stor virksomhed, var 'mondæne ting', som at være nødt til at indberette udgifter, bestille rejser på forhånd og ændre sin e-mailadresse til '@sun.com'."

Mundane betyder snarere noget i stil med "hverdagsagtig".

(tak til Mogens for linket)

Den nuværende kreditkrise er skabt af et kollapset ejendomsmarked. Hvorfor kollapsede markedet så meget? Fordi det er blevet pustet op. Hvorfor blev det det? Fordi lovgiverne blev ved med at pøse brænde på bålet ved at tillade mere og mere meningsløse låneformer, alt imens sælgerne på ejendomsmarkedet blev ved med at lade som om man ikke ved med sikkerhed at markedet altid vender til sidst.

Og nu skal man så høre en masse selvfede kommentarer fra alle sider om "de griske banker", når virkeligheden er at boligkøberne glade har tiet stille mens buen er blevet spændt hårdere og hårdere og mens politikerne har spekuleret i stemmer og pumpet priserne op med mere og mere spekulative låneformer.
De "griske bankdirektører" er ikke spor griske, det er bare fuldstændig almindelige normaldanskere, der har hævet de penge de kunne få ind på kontoen ved at spekulere i boligmarkedet sålænge det kunne lade sig gøre. Hvem med et samtalekøkken kan sige sig fri for at have gjort det samme?

Smuk timelapse taget på mit gamle kollegium (af ham her).

Måske var den også omtalt i de danske aviser, men jeg kan ikke huske at have læst Jorge Valdanos fuldstændig dækkende beskrivelse af moderne fodbold før.

Chelsea and Liverpool are the clearest, most exaggerated example of the way football is going: very intense, very collective, very tactical, very physical, and very direct," he added. "But, a short pass? Noooo. A feint? Noooo. A change of pace? Noooo. A one-two? A nutmeg? A backheel? Don't be ridiculous. None of that. The extreme control and seriousness with which both teams played the semi-final neutralised any creative licence, any moments of exquisite skill.
"If Didier Drogba was the best player in the first match it was purely because he was the one who ran the fastest, jumped the highest and crashed into people the hardest. Such extreme intensity wipes away talent, even leaving a player of Joe Cole's class disoriented.

Det gode ved det seneste EM var at det lignede "den gamle fodbold" ikke moderne klubfodbold. Moderne klubfodbold har slet ikke hold i kontrol og dynamisk flow på midten mere. Selv det etablerede angrebsspil ligner kontrafodbold - lynhurtige småaktioner i banens længderetning. Efter en lang hård sæson, og uden de to ugentlige kampe til at integrere energien, kan landsholdene simpelthen ikke spille sådan - og heldigvis for det.

Super, super, super, supersej* film af al lufttrafik på jordkloden i et 24 timers interval. We are the borg.

* hey, Morten - Den blev faktisk mere super af at sige det nogen gange

Jeg skulle kun få minutter ind i aftenens torsdagskoncert før jeg tænkte "Der kan ikke være noget bedre sted at være end her". Brahms er en favorit her på classy.dk. Den forbløffende adrætte 81-årige Herbert Blomstedt er også. Og når man så kan få de to kombineret med sørgmodigt kor i Nänie så er målet fuldt. Koncerten fortsætte med mere kor power for efter pausen at lukke med eftertryk med en sjov udgave af Brahms' 4. symfoni, som - hvis man endelig skal finde på en klage over en ellers lydefri aften - orkesteret måske har haft tilstrækkeligt mange gange på programmet de sidste par år.
Koncerten sendes på DR-klassisk lørdag aften og søndag morgen og på P2 søndag kl 13. Det kan jeg kun anbefale, også for nye klassisk-lyttere. Det bliver ikke meget smukkere.

For nylig linkede jeg til Peter Wivel, der - med anledning i den tragikomiske, men desværre alvorligt mente Durban2 konference - gjorde opmærksom på vestens kultur er grundlagt af dødsdømte og udstødte. Mindre schwung kan også gøre det, som jeg blev mindet om ved læsningen af Frederik Stjernfelts anmeldelse af Rune Lykkebergs nye bog om kulturborgerskabet, der bl.a. - ifølge Stjernfelt - har et fint øje til statsministeren, Anders Fogh Rasmussen, som en slags kulturel, økonomisk og regional immigrant til magten på Christiansborg, fordi Lykkeberg selv er immigrant.
Her sker der for mig en fordobling, der bliver til en firedobling, for min selvforståelse er også immigrantens. Jeg er altså en immigrant, der læser en immigrants anmeldelse (Stjernfelt er fra Ålborg) af en immigrants bog om en immigrant.
En sten i skoen på en sten i skoen på en sten i skoen på en sten i skoen.
Og hvis nu man så skal finde en mellemproportional mellem ens selvforståelse og de sakrosankte blasfemister så er der et helt kontinents litteratur at tage fat i fra Martin Luthers teser på kirkedøren over den sociale franske roman fra 1800-tallet (f.eks. Følelsernes Opdragelse og Rødt og Sort) via Dickens' ditto til J.P. Jacobsens Niels Lyhne og Pontoppidans Lykke-Per.

Der hvor Stjernfelts omtale holder op, og jeg har ikke læst bogen endnu, så jeg ved ikke om den også gør, er selvfølgelig der hvor besværet opstår, nemlig f.eks. ved kulturlivets egen bevidsthed om samme kulturhistorie: Modstand og modkultur er jo lige præcis - i egen selvforståelse - det moderne kulturborgerskabs fødselsret, hvilket vi senest så foldet ud i fuld idioti under Ungdomshusvolden på Nørrebro for et stykke tid siden.
Modstanden er en så standardiseret figur i den vestlige fortælling at helten, altså efter vores egen mening os allesammen, har fødselsretten til den.

Og det er selvfølgelig her tragedien ligger i den bizarre Durban2 konference: Menneskerettigheder er modstandsrettigheder, ikke medløbsrettigheder. Det er stenen i skoen, der får os til at flytte fødderne. Hvis man skriver retten til at være uenig ud af menneskerettighederne, så er de meningsløse.

Landsholdets assistenttræner Peter Bonde om EM-udvidelsen

Vores job er at kvalificere os til en slutrunde og jo større chance, der er for det, jo sjovere er det

Det gode spørgsmål er selvfølgelig om Danmark nogensinde vil kunne vinde et 24-holds EM sådan som vi vandt et 8-holds EM. Held hjælper mere jo mindre turneringen er.

Til min betydelige overraskelse er Autograf, Clement Kjærsgaards interviewprogram på DR2, ikke pisseirriterende.

Hvis man er fornærmet på Versailles vegne over den for tiden rullende Jeff Koons udstilling så har man efter min mening både misforstået og overvurderet Versailles. Det er pop-overbud anno dazumal.

Den dødstruede Muhammedtegner, Kurt Westergaard, talte på DFs landsmøde. Det sætter ikke point ind på Kurt Westergaards konto i mit personlige verdensbillede, og om Flemming Rose er glad, ked af eller ligeglad med at hans tegneprotests påståede neutralitet kan gendiskuteres i den anledning, er uklart - men Westergaars politik er hans sag.
På Politikens redaktion præsenterer begivenheden imidlertid en anledning til at mene noget om hvad andre bør mene; kort sagt til at være den avis Tøger mener den skal være.
Nu er det jo sådan med avismediets personlighed at neutralitet og udsyn er en forudsat antagelse for avisens relevans. Også på Tøgers meningsblad er det nødvendigt fortsat at "spille avis", selv om man i virkeligheden mener noget. Det er lidt ligesom det norske fodboldlandshold, der er nødt til at overholde reglerne i fodbold, selv om de ikke har nogen hensigt om at spille den sport vi andre holder af.
Man kan altså ikke bare sige "HA! Vi fik dig, Kurt! (og dig, Flemming!)", man er istedet nødt til at tage den ønskede konklusion og så regne baglæns, så man kan finde noget at skrive som er acceptabelt i avismediet. Det foregår ved at skrive en hel masse historier om historien for at nå til konklusionen, den klassiske Politiken omskrivning af Zola's klassiske "Jeg Anklager!", nemlig

Nogen Anklager Andre for Noget!

Er netop vendt tilbage efter at have set den opsætning af Don Carlos som Morten Messerschmidt mener politiserer mere end forsvarligt; en anledning til et af de mange gabværdige "kulturdanmark er venstreorienteret"-angreb.
Messerschmidt har ikke ret, for forestillingen hænger slet ikke godt nok sammen til at være politisk. Lad os starte med noget upolitisk: I det hold af sangere, der stod på scenen her til aften var Don Carlos rent fysisk - spag fransk flødebolle , med Jean Hughes Anglade skægstubbe og langt hår - overmatchet af samtlige andre på scenen. Desuden klart yngre* end sin romantiske modpart Tina Kiberg, hvilket gav deres forhold et ødipalt præg, der virkede bizart. Det politiske, friheden fra konge og kirke, forblev forvirret og tomt, bl.a. fordi Carlosfiguren manglede den tyngde det ville kræve, for at man kunne tage ham alvorligt.
Scenebilledet var usammenhængende. Først lignede det fascistiske sorte uniformer fra midten af d. 20ende århundrede. Så var der pludselig amerikanske camouflageuniformer. Carlos' uniform var dobbeltradet flådesnit. Når så de flanderske frihedskæmpere pludselig er blevet selvmordsbombere, så må man simpelthen stå af toget. Det er helt meningsløst. I den forbindelse er det en parentes at bourgoisiet i stykket er jublende tilskuere til bomber og krig (iøvrigt sammenblandet af 2. verdenskrig bombedrops og moderne ildkontrol-video fra helikoptere).
Musik og sang flød forbilledligt, og som selskab til musikken fungerede flere scener godt, men fortællemæssigt endte man med at finde det forvrøvlet, mere end provokerende.

* svært at få svar på nettet, men såvidt karriereårstallene kan tydes var det lige så meget opsætning og kostume der skabte den ødipale forvirring og ikke en virkelig stor aldersforskel mellem de to operasangere - Kiberg debuterer ti år før Furlan

183 mennesker behandlet som potentielt kriminelle - højst 6 af dem havde noget kritisabelt på sig - altså er 177 mennesker på én nat blevet udsat for en ubegrundet indskrænkning af friheder, de har ret til at forvente de har.
Det er efter min mening ikke en særlig positiv konsekvens af begrebet visitationszoner.

Hvordan en udveksling om Brian Eno leder til annoncer for Georg Jensen, Norsk-Ukrainsk dating, Lars Bom, mobning, NFL og logistik samtidig er langt over min forstand.

Den giver sig selv : Kombiner gårsdagens falske Bush-attentat med "gammel nyhed om United Airlines kommer på forsiden af Google News og kursen mister 75% af sin værdi"-historien og igen med denne uges turbulens på børsmarkedet. Det burde være den ultimative teknologiparanoiathriller.

Ah ja, det er umuligt for mig at læse denne historie uden at huske en mindeværdig lindefrokost på Regensen i slutningen af 90erne - 97 tror jeg. Lindefrokosten er den årlige fejring, om foråret, af Regenslindens fødselsdag. Lindetræet i midten af regensgården (OK, det der stod der indtil det gik ud i 50erne) blev plantet 12. maj 1785 og årsdagen fejres per tradition ikke på dagen men onsdagen før Kristi Himmelfartsdag med en stærkt beruset frokost i gården. Den rigelige ølforsyning på en almindelig onsdag hjælper de studerende med at forstå hvilket fabelagtigt privilegium det frie studenterliv er. Det er en traditionsrig dag; på biblioteket har man fine billeder af Christian X på besøg ved 150 året i 1935 og af hans barnebarn Margrethe på besøg ved 200-året i 1985.
Blandt andre traditioner inviteres også hvert år en regensianer til at holde lindetalen. Normalt til festerne taler Regensprovsten (forstanderen) og Regensklokkeren (formanden for kollegianerne), men til lindefrokosten påhviler det istedet klokkeren at bede en forhåbentlig vittig og begavet taler til at tale.
Talen i 1997 var mere velmenende end vittig. Og provsten, Leif Grane, som jeg ellers skylder meget, herunder den største respekt, var enten noget træt eller simpelthen påvirket af den rigelige snapseforsyning. Midt i talen, hvis indhold jeg ikke længere husker udover at det var noget med hvordan en kulturløs og ustudentikos fremtid ville falde ned om ørerne på os, afbrød Grane studenten med tilråbet

...OG ROBOTTER!!!

Sådan er det nemlig med den fremtid. Den er fuld af robotter.

Nu fik jeg sagt frembringerskillz. Jeg har altid fungeret mere som et konceptuelt menneske end som et værkstedsmenneske. "Hvad nu hvis man kunne?" er en mere nærliggende sætning for mig end "Hvad sker der hvis jeg gør sådan her?". Som regel går det endda, for jeg har haft det held at møde dygtige værkstedsmestre og kombinationen af mine spørgsmål og deres evner til at frembringe har tit haft gode resultater - forhåbentlig set fra begge sider.

I det lange løb går det bare ikke. Der er for mange ideer og erfaringer man ikke kan hvad-nu-hvisse sig til og ikke mindst så er der alt for mange folk, der synes de skrappe til at koncepte. Det er simpelthen en irriterende klub at være med i.

Derfor arbejder jeg på at dreje min praxis mere over i en værkstedsretning, baseret på et varieret, men dog kontrolleret toolset.

• Ruby on Rails er nemt at lave websites i


• Perl er nemt at pipe data igennem


• Linux i en vmware maskine er supernemt at integrere bluetooth og anden hardware md


• Arduino er nemt at lave hardware i


• Mindstorms er nemt at køre motorer med - og at få fat i


• PureData er nemt at lave lyd i


• Jeg mangler noget til 3D, men jeg tror det bliver Processing, der vinder der

Som forudsagt tidligere, har Børsen i dagens avis omdøbt "Skypeinvestoren Morten Lund" til "Morten Lund, manden der lukkede nyhedsavisen".

[UPDATE: Surprise! Den uspecifikke liste af ting vi alle går og bakser med er noget virkelig mange kan genkende. Se selv på siden med sympatimeldinger på HSP-foreningens hjemmeside]

Det måtte komme: Nu kan man få lov at kalde sig syg - højsensitiv - på en række diagnostiske kriterier, der lyder som om de er taget lige ud af ugebladshoroskopernes cold reading-teknikker.
Tjek selv den helt absurde højresøjle i den linkede artikel - det kunne en astrolog eller krystalhealer simpelthen ikke have gjort bedre.

Esquire har udgivet verdens første papirmagasin med aktivt e-ink cover. Der er et magasintilpasset batteri med i pakken og en reklame i levende billeder for sponsoren Ford. Det lyder som et medie fra fremtiden.

Med anledning i at have modtaget endnu en nyhed om en (fjernt) bekendt, der var gået helt ned på druk, har jeg spekuleret lidt på hvor forfærdeligt mange mennesker hvis navn jeg kender, der haft haft alvorlige problemer med alkoholisme. Hvis jeg holder mig til de af dem, hvor jeg personligt har haft kontakt med dem i deres alkoholiserede tilstand tror jeg det er en 10 stykker.

Hvad siger I andre, hvor mange alkoholikere kender I?

Ikke at vi andre ikke ser det samme problem, men Sabroe forklarer godt, hvorfor Politiken er blevet så ulidelig at læse i sidste års "Du som er i himlen":

Avisen var dødt kød. Den var fuld af kommentarer, skrevet af discountpolitikere. De ville ikke kunne holde fem minutter i dansk politik, men på Politiken var de husguder. Journalistikken var død for den linje chefredaktøren havde lagt, intet havde med journalistik at gøre. Kulturen var ikke længere en bladkultur, men en meningskultur, og de journalister der dyrkede sproget og formen og historien, kunne godt se sig om efter et andet medie at udtrykke sig i

* teksten har "kommentatorer" men det må være slap redigering

Socialdemokratiets nye program, som lanceres på en kongres i weekenden, gør det af med enhver mulighed for at tage den nuværende partiledelse alvorligt. Oven i de sædvanlige velfærdsbudskaber, der godmodigt kan læses som forskellige former for sikkerhedsnet og service, har man nemlig proppet et punkt, som hidtil mest har været noget liberale modstandere af den store stat spydigt har kunnet vrænge om velfærden

Retten til et liv uden konkurrence

Nogen norske forskere (jeg så dem selv på TV) har med videoanalyse regnet ud, at hvis Usain Bolt ikke havde sat farten ned i OL-finalen, da sejren var sikret, men istedet holdt den topfart han nåede i løbet, så havde verdensrekorden været 9.55 og ikke 9.68.

Fremragende blogpost af Peter Wivel, der får sat den planlagte forskruede menneskerettighedskonference, der vil forsøge at skubbe blasfemi ind i FNs menneskerettigheder, ind i det helt store perspektiv. Konferencens ledes af verdens slyngelstater, en række nationer der rutinemæssige svigter de menneskerettigheder vi havde i forvejen og altså derfor har brug for nogen nye.
Den nutidspolitiske ramme er enkel og uhyggelig nok, men det Peter Wivel skal have tak for er hans udpegning af at den vestlige kulturs to væsentligste grundpiller - Den klassiske græske tanke, herunder demokratiet, og kristendommen - har rod i to berømte blasfemisager, med de henrettede som de sejrende tænkere, henholdsvis Sokrates i Athen og Jesus i Jerusalem.
Det er da er perspektiv på en skala man kan forstå og med en alvor der giver mening.

Lige en efterreflektion over Bukdahls plothad. Min klare oplevelse af tidens danske skønlitterære skrift er, at den har det svært med at navigere mellem det universitært insulære, klublitteratur uden nogen chance for egentlig gyldighed og så den store fræsende ligegyldighed de enorme svovlpølser af næsten ulæselig krimi der langes over boghandler- og biblioteksdiske i stort tal.
Vurderet f.eks. på den seneste Weekendavis så er Lars Bukdahl som anmelder gået fuldstændig til i sin egen manér. Der er kun (paren)/pa-tetiske (!) indskyd og tegnsætninger der løber over gevind - som i starten af denne sætning. Omvendt er standardkrimiens gyselige automatskrift, den mekaniske ventilering af plotmekanikkens nødvendigheder med replik og farverige produktvariantangivelser (ikke "pistolen" men "Heckler-Koch'en"), fuldstændig befriet for nogen værdi. Det typiske Ritzautelegram har mere sproglig spænding.

Synd for Nyhedsavisen at den lukker, og ærgeligt for Morten Lund. Hvad selve avisen angår foruddiskonterede jeg personligt det meste af ærgrelsen da realismen tvang avisen ned i niveau til "almindelig gratisavis" for et godt stykke tid siden.

Dagens mest absurde avislinje i den anledning må omhandle de vrede, lønmanglende polske avisbude

Nogle står nu foran avisens hovedkontor, hvor de råber og sparker til aviser.

Et hurtig gæt er endvidere at avisredaktionerne har travlt med at udskifte deres lynsammendrag af personen Morten Lund fra det ret intetsigende "skypeinvestoren Morten Lund" til det lige så intetsigende "aviskonkursen Morten Lund".
Der er få ting jeg respekterer mindre end mediernes trang til den slags personnedkogninger.

En af den forgangne uges mere overflødige diskussioner skyldes Lars Bukdahl, der - med stor fornøjelse, er man ikke i tvivl om - røbede forbryderen i sin anmeldelse af den nye film Kandidaten i Ekko. Han fortsætter i Weekendavisen med at rakke ned på plots, og rakker der bla ned på dette plotforsvar, der ganske rimeligt kaldes patetisk.
Hvad angår såkaldte finkulturelles seen ned på den såkaldte brede smag: Hvad fanden er problemet? Der er snart ikke andet end bred smag og respekt for de der spiser det samme til aftensmad hver aften i medierne. Lad dog Lars Bukdahl og andre have deres drøm om mere end det i fred. Den brede smag er ikke en truet dyreart, der lider overlast når Bukdahl skriver.
Hvad angår historien, og vores iboende trang til at høre den - hvori plot naturligvis er centralt - kan man læse her om historien som en menneskelig universal, altså noget man konstaterer findes i alle kulturer og som det derfor er rimeligt at gætte på at vi er genetisk disponerede for at gøre.

Det er lige til at blive konsumhader af, når Lisbeth Møller fra virksomheden "Smagen af Læsø" bruger ordet "brand" synonymt med ordet "løgn", stillet overfor den virkelighed at virksomhedens varer er lavet af - og altså formodentlig smager af - råvarer fra Polen og ikke Læsø

Vi lægger ikke skjul på, at navnet er brand. Vi har heller aldrig lagt skjul på, at råvarerne ikke kommer fra Læsø. I øvrigt siger loven intet om, at der skal stå, hvor råvarerne kommer fra

Mangler vi de rigtige råvarer, udskyder vi hellere produktionen et par dage. Derfor kan vores produkter af og til være udsolgte i butikken.

I virkeligheden afslører Lisbet Møller her en meget ukommerciel opfattelse af hvad fremstilling og handel med varer handler om, nemlig den at det jo bare er løgn altsammen. Det er bare gode historier. Det er her man savner den genuine konsum, discountbutikken. Istedet konkurrerer den polske læsøchutney næsten, men også kun næsten, med det bæredygtige tøjmærke Noir, der viste sig kun at være en drøm om at være bæredygtige, som man indtil videre på ingen måde har realiseret. Gad vide hvor mange CO2-vareregnskaber der skal opfattes på samme måde?

Nørrebro mister endnu en trafikåre, så bydelen bliver endnu mindre tilgængelig per bil. En snedig måde at fastholde lave huslejer på. Arbejdspladser og butikker må man formode flytter sig andre steder hen.

Om Malik har en god post om Comcasts endelige afslutning på all-you-can-eat internet. Der er nu en månedsgrænse på 250GB. 250GB er efter dagens standard et enormt tal, som jeg aldrig selv har været i nærheden af at bruge, men HD-over-internet er lige om hjørnet og så er det ikke meget alligevel.

Jeg tvivler på at vi vil se noget lignende herhjemme, ihvertfald i byerne, hvor der simpelthen er for mange udbydere, men omvendt er signalet nu givet, og hvis det går an, så skal man da aldrig sige aldrig. Jeg havde heller ikke forestillet mig at iPhone abonnementet fra Telia kunne ende med at være så dårligt.

Jeg trækker nogen forbindelser mellem andelsbevægelsen og open source bevægelsen i det seneste nummer af Samvirke. Det er en nedkogning af et et oplæg jeg holdt til EuroOSCon i Bruxelles for et par år siden.

Jeg har i et par år forsøgt at opdyrke et feriekoncept hvor jeg medbringer ferielekture tilpasset til feriestedet, en sport der også er genstand for et kapitel her, men i år troede jeg egentlig det var glippet, da jeg fløj tli Zürich med hensigten at tage til Strasbourg for at se lidt på Alsace (og undgå noget ventet regnvejr i Schweiz). Det viste sig imidlertid at man bare skal være lidt konstant i sine læsevaner, så kommer det af sig selv.

• Turen løste det selv - den i Strasbourg fødte Jean Arp blev i Zürich til Hans Arp, medgrundlægger af Dadabevægelsen. Arps liv udspændte altså meget praktisk selv rummet for min ferietur. Kunstmuseet i Strasbourg - der kan anbefales - er opkaldt efter Arp og udstiller også adskillige af hans værker.


• Man kan blive overrasket - undervejs læste jeg Heinrich Bölls gennembrud Wo Warst Du Adam - og den finder sin afslutning i byen Heidesheim, ganske vist ikke umiddelbart i nærheden, men ikke så langt mod nord og stadig i Rhin-dalen. Det var iøvrigt en mægtig fin bog.


• Man kan have læst i forvejen - på min Europarejse-todoliste står byerne Trieste (næste år), Paris (check), Zürich (check), simpelthen fordi James Joyce efter Molly Blooms allersidste "yes I said yes I will Yes" afslutter Ulysses med signaturen

  Trieste - Zürich - Paris 1914-1921

  og på den måde smukt kondenserer min egen fascination af den store litterære pan-europæiske arv fra de gamle store kulturlande på kontinentet. I Zürich kan man tage turen op ad Zürichsberg, forbi Universitetsstrasse (hvor Joyce boede) ad Zürichbergstrasse til kirkegården, hvor Joyce og hans Nora ligger begravet. På graven sidder Joyce - i skulptur - og tænker videre. (Bonusbillede, ifølge kilden forestiller dette billede Ezra Pound ved Joyce's grav. Det er skulpturen til højre.)
  Den enorme flytten rundt og krydsinspiration, der har været og er mellem alle de fine kulturbyer i de lande jeg ferierede i, gør en til europæisk optimist, i kraft af historien, men også lidt ærgelig over hvor glemt/uanvendt det er f.eks. i vores hjemlige kultursfære. I flyveren på vej hjem læste jeg en artikel i Neue Zürcher Zeitung, der antyder at den ærgrelse desværre også er dækkende lokalt i området. Det er ikke naboskabet mellem tysk og fransk kultur, der interesserer mere, men derimod de globale, engelssprogede, relationer - så den kulturelle krydsforplantning, der har været i området er måske en anelse i opløsning.
  


• Man kan bare snyde og læse bagefter - for at komme fra det flade Zürich til nogen bjerge, der smager lidt mere af fugl (og granit) tog jeg ned til Luzern og gik op på Rigi. Det har mange andre gjort, herunder Thøger Larsen både poetisk og som rejseskildring.
  

Bonuskultur: Isenheimalteret, en god Hundertwasser-udstilling og frihedsgudindens far i Colmar, funky Calatrava-station i Zürich, og egeninspektion af Kulturhuset i Luzern hvorfra Henning Larsen plankede det store tag over vandet på Operahuset.

Oh gru, vinterplage nr 1 for de af os der kan lide klassisk musik - de idiotiske medpublikummer, der savner enhver form for hensyn eller almen dannelse og derfor ugenert og uden at dæmpe lyden hoster mens musikken spiller - kan åbenbart også ødelægge koncerter i august. For et år eller to siden var jeg til en koncert hvor hostefrekvensen var 1 host hvert femte sekund i to stive timer. Virkelig. Tæller man det sammen bliver det noget i stil med 1200 host, næsten et per publikummer. Så mange forkølede eller åndedrætsforstyrrede koncertgæster er der næppe. Det er bare ligegyldighed overfor musikken og medpublikum.
Og selv om man skal være forsigtig med at tro at almindelige dårligdomme er "særligt danske", så mistænker jeg faktisk at denne særlige mangel på koncentration virkelig er det. Jeg har ihvertfald aldrig oplevet noget lignende til koncerter i udlandet.
Vi trænger til nogen solide kampagner før musikken, i stil med biograferens "sluk telefonen", med budskabet "sid dog stille".

Det mest berømte klip fra Poul Nesgaard og Thomas Windings børneprogram Op På Ørerne Vi Er Kørende må være den sekvens hvor Winding fortæller Nesgaard om sygdommen dansuenza, der får de sygdomsramte til at danse ukontrollabelt. Sekvensen slutter med at Winding og Nesgaard selv angribes, men man husker det selvfølgelig mest som en god løgnehistorie.
Imidlertid har denne løgnehistorie sin egen kulturhistorie, og er altså slet ikke løgn, med optegnelser om talrige angreb, bare under navnet choreomani. Den angreb tusinder i 14- til 16-hundredetallet, f.eks. under den store danseepidemi i 1518 hvor flere hundrede dansede ukontrollabelt i Strasbourgs gader.

Det ender ikke sådan - for de fleste danske medaljemuligheder er nu udtømte - men som det står lige nu er der kun 2 af de 19 nationer foran Danmark i nationernes OL-kapløb, der har færre indbyggere end Danmark. Langt de fleste nationer foran os er kæmpenationer med 10 og 20 gange flere indbyggere.

De to små nationer foran os er Jamaica og Slovakiet.

Luis von Ahns reCaptcha menneske-assisterede OCR projekt er nu oppe på at rette 4 millioner ord hver dag. Det vil sige projektet er i stand til at rette en hel Encyclopedia Britannica af OCR-fejl hver 10ende dag, for at få lidt proportioner på. Eller 4 gennemforfejlede kopier af Moby Dick hver dag. Lad os bare sige at Moby Dick er en god bogstørrelse, selv om den givetvis er en lang tekst sammenlignet med gennemsnittet, og lad os sige at der er 5% fejl i den typiske scanning, selv om moderne OCR vist nærmere ligger på 1%. Så er det altså et bibliotek på ca 30.000 bøger man kan digitalisere hvert år - eller ca en fordoblig på et år at det nuværende Project Gutenberg.

Et sted ude i fremtiden må der være en ny reCaptcha der laver maskinoversættelse.

[UPDATE: Det er ekstremt skuffende at opdage at det er kommercielt baseret hvad man oversætter. Jeg bliver mindet om en indvending Kevin Slavin havde mod Google Image Labeler sammenlignet med The ESP Game, von Ahns tidligere human-computing initiativ. Slavins indvending var at Google havde taget det sjove ud af spillet og dermed elimineret værdien for deltageren. Der skal være en forestilling om spillet, der er underholdende og i deltagerens interesse.

Smlgn. også klassiske observationer om at ting man gør for sin egen skyld, eller som en gave, gør man langt bedre end ting man gør for penge]

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl. Det væsentligste nye begreb i mit vokabularium idag, er AGD, Anogenital Distance. Du har gættet rigtigt, hvis det er det du tror: Det er afstanden fra anus til kønsdelene. Som vi lærte på DR2, er denne afstand typisk større hos mænd end kvinder - og der forskes intenst i om drengebørns AGD nærmer sig pigebørns pga. den øgede miljøpåvirkning med østrogener, og efterfølgende i AGDs korrelation med fertilitet hos mænd.
Du må hellere måle efter med det samme.

Hvis man har glemt hvor grotesk rædselsfuld Stig Andersen er som journalist, så kan man se de femten minutter her med Palle Strøm. Nedrige, snigende personangreb og en uærlig aggresiv spørgestil, der kun arbejder på at få skovlen under interviewofret.
Palle Strøm er tydeligvis også irriteret, men beundringsværdigt lader han ikke irritationen løbe af med sig.

Som mange vil huske har aviserne kæmpet med næb og klør for at forhindre nye, hurtige blogmedier i bredt at genpublicere avisernes materiale i referatform. I de sidste par år er aviserne imidlertid blevet mere og mere optagede af også selv at spare ressourcer, og vinde netværk, ved at linke ud til vidensproducenter, der publicerer på delebasis. Men ikke bare det, aviserne er også flittige til at linke til Youtube, hvor alle og enhver ved at den typiske uploader ikke har sikret rettighederne til de musik og filmklip, der deles, når det altså er lyd og billeder fra andre massemedier der deles. F.eks. kan Ekstra Bladet dårligt være i tvivl om at rettighederne til Youtubeklippet her ikke er helt fine i kanten.

Hvis aviserne altså stadig mener hvad de mente om copyright for 3-4 år siden er der kun en ting at sige: I har jo ikke noget tøj på.

Hvis man skal forstå det nyvedtagne forbud mod højhuse i middelalderbyen som et potentielt OK udenfor, så er jeg helt med på den - det ville virke mærkeligt med et højhus på Gråbrødre Torv f.eks.
Mere problematisk er den lille kokette bue som middelalderbyen iflg Borgerrepræsentationen tager rundt om Tivoli. Historisk noget vrøvl og bevaringsmæssigt rent bullshit. Det lugter af en direkte politisk huskekage til Tivoli og altså af at loven ikke er lige for alle, hvad angår byggetilladelser.

Det er lidt uklart for mig om den megen snak, om hvad der skal ske med administrationen af .dk domænet, har nogen ræson, eftersom IT- og Telestyrelsen har valgt side allerede, men den foregår ihvertfald lystigt - mest organiseret som grundige partsindlæg hos Martin von Haller. Her er mine personlige noter for og imod den ene og den anden side

• Den megen snak om principiel åbenhed usagt, så er der ikke nogen, der har kunnet pege på nogen væsentligt forkerte beslutninger hvad angår reguleringen af domæneejerskab f.eks. i at balancere mellem privates adgang til domæneregistring stillet overfor (ofte lovlig smarte) domænespekulerende virksomheder. Klagenævnet for domænenavne og dets track-record er helt klart DIFOs stærkeste indsats. Jeg er ikke klar over om det fortsætter uændret uafhængigt af hvilket udbud, der endeligt vinder.


• Omvendt, så er det nationalt snævertsyn af værste skuffe at tro at vi er særligt heldige herhjemme med DIFO og DK-hostmaster. De udenlandske registries, ej heller de kommercielle, drives ikke som piratvirksomheder, der giver domænet til den bedste betaler.


• Det er ærgeligt at der skulle en konkurrent som DotDK til, for at få DIFO til at åbne op for samtalen. Og ærgeligt x 2 at det ikke er DIFO, men "bare" en engageret Martin von Haller, der gør det.


• Omvendt synes jeg personligt, at domæner er kedelige, men nyttige og fortjener så lidt politik som muligt. Et godt klagenævn og billig, god administration og så er jeg glad


• Jeg deler den varme fornemmelse i maven når jeg kan se på de mange DK-hostmaster kuverter at det er mine domæner. Der er mange luskede metoder i registrar-branchen og det er da bestemt dejligt at have adgang til at gå direkte til leverandøren, hvis man er kommet til at gå ind i en af de dårlige butikker.


• Jeg bliver mindre glad når jeg pga dk-hostmasters hjemmestrikkede systemer, og den underlige halvbagte registry-registrar model ikke kan få styr på min DNS og mine betalinger. Det er sikkert bare mig, men det sker alligevel, selv om det bare er mig.


• At DK-hostmaster i den grad lider af vi-er-danske og not-invented-here syndrom gør det også sværere for min amerikanske hosting provider at tilbyde mig god service for mine DK-domæner. Med Afilias-teknik bliver .dk fuldstændig standard, drevet på samme maner som et stort antal udenlandske TLDer. Det er teknologi alle kan lave i forvejen og forbrugeren vil derfor få bedre konkurrence blandt hosting-udbyderne


• Fra et teknisk synspunkt er Afilias er en af de 2-3 bedste organisationer, der driver registries. Sikkerhed og stabilitet er høj, ligesom Afilias' viden om hvad domæner er for noget er det. Mads Bryde Andersens spekulationer i den anledning på DIFOs hjemmeside er absurde. Afilias er ikke en ukendt, måske skrøbelig, størrelse, men driver allerede adskillige nationale registries udover .info og .org TLDerne.


• Det er rigtigt at min mulighed for at have besværet selv og undgå mellemmanden gør .dk domæner billige, men det er en misforståelse at DK-hostmasters årlige gebyr er en uslåeligt lav pris for et registry. Afilias kan lave den tekniske service langt billigere. Alt der skal til er opfundet og udviklet i forvejen og de marginale omkostninger på DNS+registry system per domæne er marginale. Hvilken priskontrol der ligger i udbuddet ved jeg desværre ikke.


• Jeg deler Martin von Hallers ærgrelse (hvis jeg da læser blogposten rigtigt) over sammenblandingen mellem valg af regulerende organisation og valg at teknisk udbyder.

Fremragende oversigt over hvor galt eller godt man ligger indenfor nørderisk status her.

Heldigvis var aftenen blevet varm og tør, og selv om Wayne Coynes spage stemme stadig har det bedst omhyggeligt garderet af studieteknik, var den ikke mixet helt ud af lydbilledet som i koncertsalen for et par år siden, så det var en glimrende koncert på Plænen. Faktisk virkede bandets utrolige visuelle gear også bedre i det træomkransede plænerum. Udemærket flickrset her, selvom det gerne må suppleres med billeder af univers-og-spejlkugle sceneriet og lasershow-fra-firserne sceneriet, gerne taget lidt væk fra scenen.

Har du aldrig hørt om Beatles albummet Verses? Så er det på tide du besøger det fabelagtige Lost Masters site, der har nyt om tonsvis af plader du, med fuldstændig skudsikker garanti, aldrig har hørt om.

Kottke har dette link til 6 timers TV-doku med Stewart Brand om hans berømte bog "How buildings learn".

Jeg morer mig for tiden kongeligt i selskab med PureData - pd blandt venner - et open source visuelt musikprogrammeringsværktøj. Det har en masse goe features for sådan en som mig

• At arbejde med det er lidt som at eksperimentere. Man har lyddata eller kontrol data som input og kan måle på det hele og skrue det fra hinanden og samle det igen.


• Man kan få interessant lyd ud af det med kode


• Det kan interface til alt muligt via opensoundcontrol protokollen


• Når jeg holder op med at synes lyd er sjovt kan man også lave billeder

Peter Callesen laver mageløse papirklip.

Overskriften ligger lige til højrebenet efter denne artikel. Problemet i undersøgelsens setup er at så mange bare er professionelle bladsælgere - selv om varen jo helt klart mest er symbolsk og betalingen en donation. Tit og ofte giver folk jo bare pengene uden at bede om avisen - altså rent tiggeri, bare med et pænere ansigt.

Og så er det næste led klassisk velfærdsledeskaber: 40% af sælgerne oplyser behandlingsvante at behandlingen virkelig er vigtig for dem og at de helt klart er mindre til skade for samfundet pga. avisen.

Det fremgår af artiklen at en stor andel af sælgerne ikke på nogen måde kan karakteriseres som folk i nød. Det er bare mennesker der arbejder inden for det erhverv, der hedder tiggeri. Det er synd for avisen at dens mission skal udvandes på den måde.

Lad være med at bruge mig som spam target, narrøve.

Hvem ved, måske en uafhængig filmindustri. Det er helt meningsløst at Filminstituttet problematiserer at TV2 selv investerer sine filmmidler uden om instituttet. Det er jo næsten et forslag om egentlig statscensur.

Det er få dage siden jeg så en historie om hvordan forskere i Ålborg var i færd med at lave et tungekontrol apparat, sådan at quadriplegikere (altså de der er lammet i både arme og ben) kan køre deres egen rullestol og kontrollere andre objekter. Projektet var ikke færdig endnu til test, men det er en anden udførelse af den samme idé fra Georgia Tech. Det danske projekt bliver muligvis i færdig tilstand lidt mere elegant, for Georgia Tech løsningen involverer hvad der ligner en gigantisk tandbøjle der magnetisk opfatter bevægelser af tungen (som har en påmonteret magnet).

Opløsningen er ikke brilliant, men teknologien er enkel og tilgængelig: Wiremap konstruerer et ægte 3D display ved at projicere slices af et 3D objekt på omhyggeligt arrangerede tråde.

Via Kottke, gode links til elektronisk musik fra BBC i slutningen af 60erne lavet af Englands udgave af vores egen Else Marie Pade, Delia Derbyshire.

Falsk spænding, fejlagtige udtalelser der er "gode for sporten" eller "gode for underholdningen*" og måske værst af alt en total mangel på realitetssans og ærlighed omkring doping. Alt dette finder man kombineret i TV2s tour-fiktion, som faktisk - fra et underholdningsperspektiv - er langt værre end dopingen er. Man har nemlig et lydspor på touren, der intet har med den egentlige handling eller løbets virkelighed at gøre. Man føler sig talt ned til. Forfriskende for nogen år siden, da Brian Holm forklarede hvordan det egentlig funker, eller for nogen dage siden, da Jørgen V. Pedersen sagde om Sastre "Jeg så ham for nogen uger siden. Da var han ikke klar".

Hvis du hellere vil have at Banksy bliver ved med at være anonym graffitihelt, så skal du nok ikke følge linket.

Sidste års regntema, der afløste 2006s grovhitter nedfaldet køreledning, der igen afløste det store "jeg trækker den udtalelse tilbage"-år i 2005, ser ud til i år at blive afløst at "Det er livsfarligt at more sig" efter de to tivoliulykker i Danmark og nu en mega-ulykke i Sverige.

På forsiden af Politiken er der et "Thomas Winding er død"-tema. Der er ikke et eneste link om at Mogens Glistrup er død.
Man skulle tro - i en avis hvis navn er Politiken - at det ville forholde sig modsat, men det er svært at være overrasket over at det ikke er sådan.

Matt Fraction fanger Bush i at snyde på vægten når han citerer Jefferson om frihed. Meningen ændres fra "det bånd vi tvinger os selv under" til "det bånd de andre tvinger os under". Altså fra en langt mere oprigtig frihedsstræben til en klientagtig frihedsidé.

Topvvs handler både med toiletter og peristaltisk produktive fødevareinputs. Det er virkelig bæredygtig lifecycle e-shopping.

Et af mine yndlingshadeord fra den store pulje af ord man mest hader fordi journalister bruger dem meget og forkert er "kontroversiel". Det kan jo godt være et rigtigt ord, men journalister bruger det tvangsmæssigt lige så snart en person/ide/historie ikke fremkalder universel enighed. Selv de pæneste mennesker kan blive "kontroversielle" fordi rabiate fjolser i en eller anden lejr ser sig gal på dem. Eksempler: Forfatterne Salman Rushdie og Orhan Pamuk. Ingen af disse to mænd er det mindste kontroversielle. De har bare været udsat for en kontroversiel religøs/nationalistisk hetz.
Et andet eksempel, der dukkede op af hukommelsens tåger for nylig er den udskældte "Linjen og lyset", det i sidste ende vist ret mislykkede kunsteksperiment ved vestkysten på 50-årsdagen for befrielsen. Blandt andet så gamle modstandsfolk sig vrede på det. I gensyn har man lyst til at sige til modstandsfolkene: "Hvad fanden bilder I jer egentlig ind? Det er ikke kunsterens opgave at tænke på krigen kun som noget I har del i."
Ordet dukkede op på radaren igen fordi jeg så det anvendt om Mogens Glistrup. Her kunne man fristes til at sige at ordet passer, men nu virker det ikke mere pga den megen misbrug. Det betyder alene "som ikke alle er enige om at holde af".

Hvad gør man hvis man, som min bror, bor i Bamako i Mali og ikke betaler særlig meget hos mekanikeren, men til gengæld hellere ikke får særlig meget know how for pengene? Man finder know howen online, forklarer den videre til den maliske mekaniker og skaber på den måde en lille udviklingsvidenstransfer-solstrålehistorie.

Som vi diskuterede på Skype kunne man næsten lave det til en forretning; mikrovidenstransfer på stedet til håndværkere i udviklingslandene.

Man behøver ikke engang sammenligne med andre teleselskaber for at konstatere at Telias iPhone abonnement er det rene optrækkeri. Telias eget mobil bredbånd produkt tilbyder 10 GB kvote som flatrate (mod 300MB med iPhone) og koster 300. iPhone abonnementet er i bindingsperioden dobbelt så dyrt, men leverer 1/30 af det man får med bredbåndsabonnementet.
Den dobbelte pris tjener Telias subsidium hjem, så det er hvad det er, men den elendige ydelse savner forklaring.

Gad vide om ikke Apple har forregnet sig med magien denneher gang. Der er simpelthen for langt fra PR-fantasi til virkelighed.

Incl. obligate late-nite typos, på KForum.

I disse dage er det 20 år siden jeg flyttede til København. Efter studentereksamen og en uges ferie pakkede jeg en enkelt taske og en kasse med habengut. Jeg indskrev kassen som gods, og tog over hvor mine ældre søskende allerede var flyttet over. Jeg havde ingen bøger med, ingen møbler og egentlig heller ikke rigtig nogen penge - det var et par år før SUen blev helt uafhængig af forældres indkomst.
Jeg ankom, flyttede ind på Egmontkollegiet, hvor reol, seng og bord kunne lånes af kollegiet. Jeg fik et rengøringsjob i vejdirektoratet så jeg kunne spare lidt op før studiestart, købte et vækkeur så jeg kunne komme op til jobbet, og det var så det.

• Det var en udemærket sommer. Prince gæstede København en måneds tid senere.


• De 20 år fordeler sig geografisk med 3 i Ø, 1 i N, 6 i K og 10 i V.


• Jeg kan bedst lide K, men ikke sikker på at den dur længere.


• Hvis man regner lidt på det kan man finde ud af at jeg i perioden har købt halvanden bog om ugen i snit, år ud og år ind, og ca 1 plade eller CD.


• Ingen af de fag jeg begyndte på i september blev mit hovedfag

Kanon email fra billg til Jim Allchin om hvor meget Windows Update stinker. Vi ved det, Bill, vi ved det. Bill var nødt til at opgive at bruge Windows sådan som han drømte om.

Et langt vredt kig på de moderne olympiske leges nationalistiske baggrundstapet.

Stephen Fry skriver langt og godt om BBCs fremtid - måske DR skulle lytte efter også, eller måske nogen at DRs politiske handlers.

(Det er virkelig mærkeligt at det er sådan, men Stephen Frys blog er fantastisk velturneret og grundig og fremsynet og med på de teknologiske og samfundsmæssige noder)

The Copenhagen Institute of Interaction Design is both a cool place about cool stuff - and their website has a really nice background flash-toy to boot. If only I was a student in need of a place to study/research.

<EOM>

Plazes er solgt til Nokia. Konkurrencen om at være dem de andre får din geoplacering fra er stigende. Plazes har noget automatik på desktoppen der giver en fordel, men en vægt at features der trækker lidt i modsat retning, hvis åben placering med OAuth er fremtiden.

I talked briefly to Nicole Simon about The Sine Wave Orchestra - that we're trying to get going at Reboot on thursday - for her Reboot podcast. If you're going and have a laptop, get your tone on. Hope to see you there.

Den gode "vand på Mars"-post er her.

Statistikken for indledende runde ved EM siger 57 mål i 24 kampe - eller 2.38 per kamp. For fire år siden lå man på 2.55 før kvartfinalerne - alligevel tænker vi alle "Angrebsfodbolden dominerer ved dette EM". Måske er det bare fordi turneringens svar på sidste EMs Grækenland ikke har materialiseret sig, med mindre (oh gru) det viser sig at Italien går hele vejen. Måske er forskellen den at gruppervinderne i år har været så markant bedre end de andre 12 hold i indledende runde. I alle grupper havde gruppervinderen afgjort det efter to runder. Det at der er en 3-6 hold*, der stiller op med den rigtige slags fodbold kompenserer åbenbart rigeligt for at de 10 andre hold er så svage.

De fire vindere, helt indlysende, og så Rusland og Tyrkiet som fightende runners up. Tyskland er i skrivende stund ved at melde sig ind også.

Jeg så Star Wreck - In The Pirkinning forleden. Filmen er ikke hvad man traditionelt ville kalde god, men den er slet, slet ikke så dårlig som den burde være - tilblivelsesomstændighederne taget i betragtning. Der er vellykkede vitser her og der, og CGI-teamet på én har gjort et flot og funktionelt stykke arbejde.
Det bedste ved DVDen er imidlertid "making of"-filmen, der ikke er en traditionel making of, men fortæller hele historien om projektet. Star Wreck er den sidste i en serie af fanfilm. Det startede med simple og korte 2D animationer. Hen ad vejen kom der mennesker på skærmen, og manden bag fandt andre til at udfordre sig på manuskriptet. Fuldlængdefilmen skulle egentlig bare have været en kortfilm også, men muligheden var der, gennem de mange foregående film havde holdet fået form på manuskriptformen og så har tanken åbenbart været "hvorfor ikke?" og dermed blev det film i fuld længde.
Det er inspirerende nok, især fordi den dårlige, men offentlige begyndelse har en happy end. Det er altid værd at gå igang.

I andre gør-det-selv nyheder: Jeg skal til at følge med i hvad der foregår i 8bitklubben, der laver lys og lyd med Arduino og PureData og andre gode sager.

Coveret til Battles' album fra 2007 er superfedt.

En labyrint i en luksuslejlighed, en hyggelige smadderskyde dag med familien, vi har allesammen vores egen måde at række ud efter stjernerne på.

Bonus: Opulent forurening.

Den halve procent oven i den oprindelige lønramme på 12.8% over 3 år, som Connie Kruckow fik forhandlet hjem svarer til 1500 kr årligt hvis man tjener 300.000 kr om året, for nu bare at nævne et tal. I følge Politiken skal de strejkende regne med at betale ekstra til strejkekasserne de næste mange måneder - et beløb i nogenlunde samme størrelsesorden. Den halve procent udløses henover de tre år må man tro, så for den enkelte sygeplejerske er konflikten altså en underskudsforretning, sandsynligvis et par år ud i fremtiden. Sådan ca ind til næste gang, der skal forhandles løn.
Det er lige før man kan sige at Kruckow intet fik ud af konflikten, pånær at arbejdsgiver tilbød at betale udgifterne til strejken, for at få den til at holde op.

(Nå, den har også været regnet ud i avisen. Hvis man havde taget de 12.8 der blev tilbudt så havde man opnået en (sandsynlig, ingen ved hvad et lønpresset skattetryk gør ved inflation og økonomi) reallønsfremgang, men den har strejken fuldstændig annulleret.)

Politiken har simpelthen så uendelig lidt tjek på valøren af det sprog avisen bruger - eller bare nogen bizarre holdninger. Værst fornylig da man fandt det rimeligt at kalde Boris Johnson, Londons nye borgmester, "charlatan" i en overskrift. I dag er det fangeflugten af tusinde talebanske mørkemænd der tilskrives værdien "befriet".

I rengøringsbranchen i Bangladesh? Næh, såmænd gode IT-jobs i København. Ideen om at man for en investering på 10.000kr per snude kan skabe 5000 arbejdspladser i København er rent ud sagt til grin. Måske hvis investeringen var et sted mellem 10 og 100 gange så stor. Med 100 gange så stor som det mest rimelige bud af de to.
Vi kan tage en sammenligning: Når Paul Grahams Y Combinator går ind for en encifret procent af friske ideer til 3 founders så investerer han typisk 100.000kr i et 3-mands team. Det vil sige at den absolut mest sparsommelige og beskedne upstart investor man sådan lige kan komme i tanke om, en mand der kun investerer i unge fattige collegestuderende for hvem 25.000kr er virkelig mange penge, og iøvrigt kun tager en marginal andel af virksomheden for sin beskedne investering, er 3 gange så gavmild som setuppet i København på papiret lægger op til.

San ligger ikke i men syd for Sahara.

Tveskov stillede spørgsmålet fornylig, baseret på øget søgetrafik på en af hans webproperties*. Siden finder jeg ud af at det bare er fordi de søgende gerne vil nå det hele inden nettet lukker, også i 2012. Og så er det jeg kom i tanke om denne far out video, hvor Terence McKenna forklarer at verden faktisk ender i 2012, som mayaerne troede, i en novelty-katastrofe. Han forklarer også hvordan Hitler på det helt store plan, faktisk var en genskabelse af faraoerne i Ægypten (smag på det: "Farao". "Führer". Ikke sandt? Coincidence? I think not!), hvordan Reagans afgang som præsident i virkeligheden var en resonans af Roms fald og hvordan Saddams invasion i Kuwait var en resonans af Muhammeds flugt fra Mekka.

Korriger, efter læsning og videokig, din tankevirksomhed med Maxwells virkelighed.

Bonus: Jeg lavede på et tidspunkt et privat katalog med en slags ramme for hvad man bør tro man kan få at vide af sin viden.

* Betegnelsen "webproperties" bruges for sjov.

Plus: Vores nye defensive facade.
Minus: Da jeg kom hjem holdt der en Fiat Panda foran porten med far og mor og et lille barn, på et par år. Far sad bag rattet og var ved at fixe, mens mor passede. Da han fik nålen ud af armen var det mors tur, hun begyndte at rense armen til sit skud mens de rullede væk fra stedet.

Kottke har et fantastisk eksempel på hvordan helt igennem fucked up reklame-TV ser ud.

Ovenfor, hjemmehacket rytmebatteri med hjælp fra Arduino. Her et mere indviklet orgel - en installation konciperet af David Byrne i en tom bygning i New York.
[UPDATE: Her er David Byrne selv, der fortæller om det]

Bonus: Lang BBC serie om hvordan ting virker. Komplette udsendelser til download. Selvom jeg godt nok ikke kan få downloadlinksene til at virke lige nu.

Glimrende oversigt over de syv almindelige blogposts.

En varm tak til den nabo/genbo/forbipasserende der tilkaldte politiet da en person blev observeret på det for tiden etablerede stillads foran huset og anmelder kunne konstatere at jeg havde glemt et åbent vindue.
Også en varm tak til Pb Roldsgaard og Pb Tasevski for at rykke ud og sikre at min lejlighed ikke var blevet tømt. Og et enkelt spørgsmål: Når nu I var oppe i lejligheden hvorfor lukkede I så ikke vinduet?

Claus

Læsværdig beskrivelse af Robert Maxwells videnskabssyn, at verden er større end vores sprog til at beskrive den, og at et stærkt sprogbundet syn på verden, en systemtænkning, nødvendigvis er en fejltagelse.

Det er iøvrigt ikke et anti-videns syn på verden, men bare et moderne netværkstænkende og lingvistisk opdateret syn på sprogets begrænsninger, tilfældighed og betydning.

Virkelighedsfornemmelsen er helt ude at svømme i et svar på tiltale fra Dagen doku producer Lars Seidelin. Han er ude af stand til at erkende en forskel på f.eks. EBs for tiden rullende pædofili-agentvirksomhed og hans egen opfundne TV-virkelighed.
Det er rigtigt at journalisterne i begge tilfælde har skabt nyhederne, men i EB tilfældet har journalisterne skabt nyheder der er faktiske nyheder. Det er ikke fiktion at en række mænd har bidt på krogen. I Dagen-doku tilfældet lyves der for seerne.
Man skal nok ikke arbejde med aktualitetsstof hvis man ikke ved at journalistikkens sandhedsbud omhandler relationen mellem journalist og seer, og ikke nogen af de andre relationer journalisten har med hvem det nu er. Tværtimod kunne man sige. Hvis journalistikken f.eks. formes af et loyalitetsforhold til en bestemt politiker, så laver man jo en slags undladelelsesløgn over for læser/seeren.

Er du vimmer en dårlig doku - den om Dagen. Mads Christensen på båd, Familien Linck i luksusvilla, ligegyldigt forskræp om "hvor hård" processen med filmen havde været, og så dramadoku indslag som simpelthen ingen mener har fundet sted. Det ville blive kedeligt ellers, er den parafraserede bortforklaring fra en TV2-redaktør. På sin vis passer dokuen godt til avisen: En tyrkertro på at formsproget, det kan man ikke snyde med, indholdet kan man godt tage lidt lettere på - for formen giver det rigtige indtryk, så skidt med at detaljerne ikke passer. Sådan var avisprojektet også, både journalistikken, og - fandt vi senere ud af - virksomheden.

Percussa Cubes basics from Livid Instruments on Vimeo.

Advanced Beauty from mate on Vimeo.

Hvis denneher video var med politikere i, ville man sige "holy fuck".

I Second Life har en brigade af griefers i længere tid gjort en sport af at plage virtuelle begivenheder ved at oversvømme dem med mængder af flyvende tissemænd. Den slags er jo nemt og gratis i virtuelle omgivelser, det er bare en slags 3D-spam i virkeligheden. Alt der er virtuelt skal åbenbart blive virkelighed. Ihvertfald blev et politisk møde med Gary Kasparov afbrudt af aktivister, der sendte en flyvedygtigt penisattrap i luften. Hvis du ikke har lyst til at kigge på sådan en, så lad være med at følge linket. Ellers er der både et foto og en video.

Hvis det gør for ondt at høre om den uhyrlige Fritzl-skandale, så er det heldigt at medierne også har den langt mere underholdende og mindre alvorlige Max Mosley skandale at byde på også.

Motorsportsboss, prostitueret MI-5-agent-kone, Nazi-dominans - det er sådan en slags tabloidskandalernes Indiana Jones-film.

Polarrose har fået nyt look og ansigtssøgemaskine. Her er f.eks. Abraham Lincoln i mange udgaver. Tallet over hvert ansigt dækker over mange steder hvor det samme billede er fundet, så en nejs feature er altså at man så enkelt som muligt ser forskellige billeder af en person.

Det må betragtes som ren bullshit når lufthavnsdirektør Brian Petersen mener man skam gør hvad man kan for at passagerer kan komme hurtigt fra check-in til fly. Det forholder sig jo stik modsat. Det er kun blevet værre, på intet tidspunkt bedre, de sidste 5-10 år. Lufthavnen optimerer passagerernes eksponeringstid for butikshylder, for at få flere varer til at skifte hænder før boarding.

Valleywags guide til hvordan man blander de skarpeste ondskabsfulde blogposts er god - og demonstrerer iøvrigt en forskel til solobloggeren og en lighed med aviserne: De større blogmedier har efterkritik og intern redaktionel udvikling for at ramme en stemme. I den forstand er de bare aviser med billigere distribution og slet ikke blogs.

Ihvertfald ikke ifølge Duncan Watts

According to MarketingVOX, an online marketing news journal, more than $1 billion is spent a year on word-of-mouth campaigns targeting Influentials, an amount growing at 36% a year, faster than any other part of marketing and advertising. That's on top of billions more in PR and ads leveled at the cognoscenti.

Yet, if you believe Watts, all that money and effort is being wasted. Because according to him, Influentials have no such effect. Indeed, they have no special role in trends at all.
[...]
But when he examined these pathways, he found that "hubs"--highly connected people--weren't crucial. Sure, they existed. But only 5% of the email messages passed through one of these superconnectors. The rest of the messages moved through society in much more democratic paths, zipping from one weakly connected individual to another, until they arrived at the target.

Sejlskibstræf i Svendborg observeret fra Grasten på Thurø.

Gigantisk træk af gæs på vej østover til Sverige - lørdag morgen så vi adskillige tusindtalsstore træk af gæs i V-formation på vej mod sommeropholdet i det nordlige Skandinavien.

Og endelig Tom Kristenstens gravsted. Tom Kristensen er vigtig i min personlige litteraturhistorie, fordi jeg godt kan lide fejlbarlige talenter, og fordi han lader Jastrau gå lige forbi min lejlighed i Hærværk, på vej ned for at smadre ruder i Stenogade. Hans gravsten ligger smukt på en skråning ned mod sundet mellem Thurø og Fyn, prunkløst omgivet af græs så gravstenens citat fra det smukke digt 'Græs' passer ind

Græsset er underligt højt for mig,
som ligger med Næsen mod Jord.
Bøjer jeg mig saa dybt som jeg kan,
vokser min Verden sig stor.

Under de grønlige Spidsbueporte
standser jeg. Her vil jeg staa.
Tør ej gaa vild i det lysende Mørke!
Tør ej gaa vild mellem Straa!

Inde i Straaenes dæmrende Haller
er der en Stemme, som vaagner og kalder
et stigende: kommer du nu,
kommer du, kommer du, kommer du nu,
du nu.

Og som Svar
toner en klar
underbar, drengeklar Stemme i mig:
Endnu ej, nej! Endnu ej, nej!
Men naar mit Vanvid er omme,
naar mine Drømme om Storhed er omme,
da vil jeg komme, da vil jeg komme,
da er jeg lille og lykkelig nok.

Fantastisk rettelse i New York Times' artikel om Københavns restauranter:

Correction: May 11, 2008
A map with an article on May 4 about restaurants in Copenhagen labeled incorrectly a body of water near Nyhavn. It is Copenhagen Harbor, not the Malmo River. The label on the map is by the former dock for ferries to Malmo, Sweden; there is no Malmo River.

Kan det være andet? Det viser sig at manden der spiller på konservesdåser er Ingo Insterburg, en berlinsk musikflipper fra slut60erne og 70erne, som man her hører spille en gennemklassisk skråles-når-man-er-stiv sang fra min barndom i grænselandet.

(Eller? Skægget gør forvekslingen - på Youtube - forståelig, men den skæggede mand i video to er efter alle solemærker at dømme Beppo Pohlmann, ophavsmand til sangen han synger, og ligesom Insterburg værtshusmusiker i vestberlin i 70ernes begyndelse, men altså en anden (og nok mere øllet og poppet) person)

Jeg er helt vild med børns overstyrede men inderlige reaktion på alt - og for at fejre den har jeg lavet en ny service på classy.dk. En slags børnehumørudgave af en Magic Eightball.

Hvis det her virkede så siger jeg halleluja. Det var eddermame nemt.
Hvis ikke det virkede så...

[UPDATE: Det hele ser ud til at virke, så det er nejs nok - en ny feature i den sammenhæng er indbygget spamfiltrering. Fremover vil faste kommentatorer blive approvet og så vil deres kommentarer ryge lige på sitet. Og den hemmelige regne-captcha ryger ud. ]

For halvandet år siden diskuterede jeg med mig selv og andre den klassiske musiks publikumsudfordring, primært publikums aldring. DR gør en hel masse for at præsentere sine orkestre i letfordøjelige rammer og i korte formater for at få et nyt publikum i tale. Det Kgl. teater gør det samme. Præsenteret for det arbejde kunne man kortvarigt være optimistisk omkring den receptionsproblem det er, at folk tror t klassisk musik er svært, som en kommentar hed i min første blogpost om emnet "Jeg ville simpelthen så gerne ind i den verden". Desværre er det opfattede snobberi delvis selvskabt af idioti som det af Søren Schauser, jeg omtaler her: "Klassisk musik er et sæt af koder, der kun kan fattes af folk med ordbogen i orden.".
Vrøvl og gulvsand.
Var Schauser så den eneste, men ak: Der findes i København stort set kun to pladebutikker med nogen form for udvalg i klassisk musik. Bånd- og Pladecentret i Vognmagergade og Axel Klassisk på Bülowsvej. I begge butikker er det bedste man kan håbe på, som mindre end fuldblods klassisk kultmedlem, latterliggørelse. Betjeningen er altid snobbet og ofte udsøgt uhøflig, som f.eks. den jeg netop har været udsat for idag.

Jeg køber forskellige ting jeg mangler, herunder en plade med Gurrelieder. "Gurrelieder med Rattle, den er god" siger ekspedienten. Jeg kender ikke indspilningen og siger "OK, hvis du siger det". "Ja" siger ekspedienten. Han holder en lille pause. "Rattle er helt fantastisk" siger han vendt mod sin kollega, ikke mig, og de fniser til hinanden ("Vorherrebevares! Han kender ikke Simon Rattle!"). Jeg overvejer at undskylde, at forklare at jeg skam godt kender Rattle, at jeg endda havde Rattle som sommerferiemål sidste år, men jeg tager mig i det. For helt ærligt: Fuck de to ekspedienter, Fuck Axel Klassisk. Fuck deres og Schausers helt unødvendige snobberi. Musikken klarer sig bedre uden den slags.

Det er besynderligt at det lige præcis er de to steder i København hvor den klassiske musik trives på kommerciel basis, uden statsstøtte, at imødekommenheden er i bund, men gudskelov for internetbutikker.

Román Cortés har tegnet Homer Simpson kun med hjælp fra buer i bogstaver og CSS positionering. For at man bedre kan se hvad han gør har jeg lavet en tilblivelsesfilm der tegner Homer op i langsomt forståeligt tempo.

Jeg har skrevet ugens udgave af serien "Min Udfordring" på KForum.

- Det var det første jeg tænkte da historien om den bizarre årelange mishandling af en kvinde. Der er et eller andet underligt i menneskesjælen gemt nede i klipperne. Nu har en østrigsk pensionist heldigvis i TV2 nyhederne forklaret mig, med en nærmest genial argumentation, at det faktisk er indvandrernes skyld. Myndighederne har jo travlt med alle de problemer indvanderne laver så de har ikke tid til at tage sig af problemerne. Det er jo genialt - så er alle problemer de andres fejl. Måske kan vi vente os argumentationen indført herhjemme, nu TV2 har fundet dette åbenlyse nonsens relevant at have med i et indslag.

Assassin's Creed er tilsyneladende et spil i et spil i et spil, med en exit dialog inden i en exit dialog inden i en exit dialog.

Siger G-G's skaber her.

The cartoonist calls the work "an inspired thing to do" and wishes to thank Walsh for enabling him to see another side of "Garfield."

"Some of the strips were slappers: 'Oh, I could have left that out.' It would have been funnier," Davis says.

Walsh may start having trouble finding the lonely, depressed Jon for his comics. Davis recently created a girlfriend for the longtime bachelor.

"How much humor can you get out of someone's unhappiness?" Davis muses. "Day after day for so many years -- it was getting to me, too."

Jeg er helt vild med setuppet omkring ROFLCon. Navnet er næsten nok i sig selv, men det virker som om konfen også er lige i øjet. Konferencens eneste downer er de mange panels. Bonusnote: ROFLCons selvbevidste "vi er ironiske"-poseren minder ekstremt meget om den korte tidslomme fra starten af 90erne som er eminent fanget i en af mine favoritter på egne reoler, nemlig Guardians alt.culture leksikon.

Er Twitter på vej mod en masse, der gør servicen uundgåelig? Det tror nogen og i min egen Jaikusfære har man også kunnet se en vis afhopning til Twitter.

Så skal vi til det igen: Elektronik bruger energi, så det udleder CO2. Lige så meget som flytrafikken hedder det. I virkeligheden kunne man spørge "ikke mere?" for hvem har i dag et job, der kan lade sig gøre uden IT? Taget i betragtning hvor vigtig IT er for vores produktivitet er det da imponerende at det ikke fylder mere i energiregnskabet.
Det er der en god forklaring på: Ikke bare bliver vores PCere hurtigere og hurtigere, de bliver også mere og mere effektive. Moderne computerelektronik er millioner af gange mere effektiv end 70ernes. Og kurven er ikke gået død. Hvis vi gerne vil vinde i CO2-ræset med minimal skade for vores livskvalitet så skal så meget som muligt af vores økonomi altså lægges om til digitale arbejdspladser. Det her er et dumt sted at spare.

Tony og et videokamera er en ustoppelig kombination.

Kirkeministeren synes organdonationskampagnen går for langt for at få folk til at sige ja. Jeg synes slet ikke den går langt nok. Hvorfor ikke spille på det totalt seje i at dele af en kan få lov at leve videre mange år efter man selv er død?

Liv efter døden

Bare fordi du er død, så er der jo ingen grund til at dine nyrer ikke skal leve videre. Giv dem til en anden og lev længere.

Ikke nok med at Riit har givet efter for volden (hårdt skåret, men helt ærligt) og omdisponeret nogen kulturmidler til de autonome. Det sidste nye er at de autonome har fået den gode idé at der oprettes en særlig hærværkspulje, som kan bøde på de værste skader de påfører deres nye naboer. Skal de penge så tages fra husets driftsmidler? Nej da. Det skal kommunen da give oven i.
For omkring 130 år siden havde man på Regensen det problem at de studerende skyldte penge til de handlende i området omkring huset. Det var et stort problem for stedets og studenternes anseelse, så man indførte den såkaldte Brugsforening, en slags kontokort for regensianere. De lokale handlende kunne nu trygt give kredit, fordi de vidste at fællesskabet nok skulle sørge for at problemer med betalingen blev håndteret internt. Regenspladsen kom med et legat tilknyttet så inddrivningen af gæld var enkel. Man tilbageholdt bare legatet.
Tænk hvis ungdomshuserne var i stand til at tænke deres eget ansvar ind i den tilsyneladende så vigtige frihed. Den frihed der torsdagsdemoes for klinger uendeligt hult når den kun må bestå i muligheder og aldrig i ansvar.

Det er helt OK at Jakob Elkjær ikke synes blogs er gode nok at læse. Den store fejl han begår er forståelig, men stadig lige stor: Han tror at dansk normaljournalistik er et kvalitetsalternativ til de - måske dårlige - blogs. Det er virkelig ikke tilfældet. Jeg har tidligere forsøgt mig med en liste over elendighederne, men lad os bare tage de sidste par ugers nyheder som eksempel i stedet: Jeppe Kofod affæren blev virkelig ikke særlig heldigt dækket. I kommentarsporet her undrer Carsten sig, med rette, over at ingen avis perspektiverer OL-faklens vandring rundt på kloden. Generelt er indtrykket at journalistikken er rent reaktiv. Det tager adskillige dage for redaktionerne at finde på noget som helst andet end det man kan skrive lige ud af hovedet i minutterne efter man får begivenheder præsenteret. Som regel gider de ikke en gang prøve. Og den elendige nyhedkvalitet er på dansk politik. Kernestoffet. Lige så snart vi forlader emner med behov for daglig opmærksomhed er redaktionerne fuldstændig lukket ned, og avisstoffet derefter.
Kofod-sagen demonstrerede, ligesom folketingsvalget sidste år, at fortælling og underholdning har sagt farvel til saglighed og virkelighed. Det eneste energien bruges på er at male vinklen ordentlig op, ikke på at kontrollere om vinklen holder, eller på at belyse i flere vinkler.

I går modtog jeg en anden mands selvangivelse, men adressen var korrekt, min lejlighed. Der har jeg boet i 10 år og det har den anden altså ikke. I dag modtog jeg bekræftelse på en opsigelse af mit internet som jeg ikke har foretaget. Hvad sker der, mand?

Er der ikke nogen der hurtigt whipper en illustration op hvor Amnesty Internationals pigtrådsomkransede stearinlys er blevet en olympisk fakkel, og hvor pigtråden - langt fra at holde faklen indespærret - er sat op af nogen kinesiske politisoldater, der tæsker alle dem, der forsøger at komme i nærheden af faklen for at sole sig i lyset af international åbenhed og fairness. Især hvis dem der vil hen til faklen er tibetanere?

Årets meme 2008 er helt klart den forfulgte fakkel.

[UPDATE: Via Pollas, en inspirerende Illustration]

OK, det er kun fordi Bo laver billederne at genforeningen af vores udendørs frokostklub fra Ascio lidt ligner en 8-mands bandreunion.

Virkeligheden passer en del bedre ind i The Office; vi havde i 2 år en stærkt vanedannende idé om at det var bedre at få en halv times frisk luft hver dag til frokost end ikke at småfryse. Vi startede med læ for regn under en markise i en gårdhave, men en flytning senere havde vi anskaffet campingborde og spiste ved kajen på Islands Brygge. Det gjorde vi så hele den næste vinter med. Den første vinter ude var mest med regn, men året efter var det koldt*, så vi måtte opfinde nye motionsformer - og vedligeholde gamle- for at holde os varme.

*Den dag filmen er fra - 27. december '05 - var det mellem 0 og 2 grader, middelvinden var 8 sekundmeter, med vindstød på 15 sekundmeter, og som man ser sneede det... Måneden efter nåede vi flotte -5 grader.

Kinesiske grænsesoldater dræber - uden tilsyneladende at forsøge på nogen måde at undgå det - tibetanere, der forsøger at komme over grænsen og ned til Dalai Lamas eksil.

Man kan godt forstå at Kim Foss er skuffet: Fordi der var mere direkte politisk ego-stroking i en dyr festival, som alligevel ikke var dyr eller interessant nok til at gøre nogen forskel nogen steder (tænk Tina Turner i parken til det store HCA-år), skal Kim Foss' egen festivalsucces med ægte græsrodsappeal nedlægges.

Den festival man nedlægger har fat i publikum, koster det offentlige 30 kr per billet, og har ved knopskydning skabt endnu en festival, endda en med lidt mere unikt perspektiv.
Den man beholder koster det offentlige 150 kr per billet og har vigende publikum og gør ingen forskel nogen steder.

Der sker for mange kulturpolitiske omlægninger i disse år (også under den foregående socialdemokratiske regering), hvor politikere uden kulturtalent øger styringen og øremærkningen, mens den kultur der støttes bliver mere og mere ligegyldig.
Jeg har tidligere noteret mig at kulturmidlerne er ved at skifte fra kulturmidler til socialmidler. Hvis man kombinerer det med malplacerede politikeregoer så er den politiske kulturindsats i de sidste 10-15 år vist nogenlunde dækket.

For et stykke tid siden bloggede jeg om en god tur i skoven og nævnte en passant at jeg overvejede at dokumentere de skovture jeg selv går når jeg har lyst til solid vader i weekenden. Nu er jeg netop begyndt på dette Tog- og fodkort for hovedstadsområdet. Den første rute er sløset tegnet ind, for at kortet ikke skal være tomt. Målsætningen er at alle ture skal være inddateret med GPS trails, så ruten er præcis og man måske endda kan få en idé om hvor lang tid de forskellige sektioner tager.

Jeg har ikke læst min storebrors nye bog endnu, men kan uden at have læste den konstatere en ting: Storebror læser ikke blogs.
For her er den jo, hele den kedsommelige hverdag, der fylder det hele, undtagen de fine medier. Og den idé at samme hverdag skulle være noget tabuiseret gøres fuldstændig til skamme. Det gøres den da iøvrigt også at både DRs og TV2s aftenprogramflader, for de store brede medier er jo fyldt med hverdag - hvad koster den gryde der, hvordan opdrager jeg min hund, osv. - til et sådan punkt så de af os, der faktisk ikke rigtig gider at høre om hverdagen, når vi bruger medierne til at holde fri fra den, er henvist til marginalmedier, og så til DR2.
Den er heller ikke fraværende i den nye danske film - for den har jo gjort almindeligheden til en æressag og et adelsmærke. Mogens Rukov har direkte indbygget den i den særlige dramaturgi, der gælder for dansk film.
Så har vi store pladesucceser som Peter Sommer, lad os lige citere lidt fra ham

Så begyndte vi at snakke, ikke tale, bare snakke. som man gør det vest for Valby Bakke

UPDATE: Jeg havde endda glemt Café Paradis, Huset på Christianshavn og vel endda Olsen Banden i listen af almindelighedshelte.

Mit navn er ABC* og min kode er ABCABC. Jeg er ligeglad med om folk bruger min konto bare de ikke laver sjov. Jeg er ligeglad med om de sviner damer til, bare de ikke laver sjov.

*bogstaverne ABC i navn og kode er ændret.

Der er mange gode ting ved DR2 Udland

• Det findes - udenrigsnyheder uden en dansk vinkel. En gave.


• Ingen human interest historier. Ingen "manden på gaden" voxpops.


• Kildenetværket er tættere ved stoffet end i den typiske TV-avis. I de sædvanlige nyheder prioriteres det at publikum kender eksperten i forvejen, i DR2 Udland prioriteres det at kilden er tæt på nyhederne. Det ville være utroligt at få nogen nyheder om kultur, videnskab eller bare indenrigspolitik, der dyrkede mangfoldigheden i kommentatorfeltet istedet for den Huset-på-Christianshavn genudsendelsesfeeling standardeksperterne giver.


• Der spildes hverken tid eller penge på at køre en journalist et sted hen for at sige noget han lige så godt kunne have sagt i studiet

Der er ikke langt fra classy til classei.

Og så, for at føje spot til skade, en fucking ringbindsbutik. Det er altså ikke særlig classei.

Sidder og arbejder på en vits med en Orga-ndonor, men den vil ikke rigtig ud.

[UPDATE: Jeg huskede forkert! Rækkefølgen er modsat. Det der står nedenfor nu er rigtigt]
I GMail kan man konstruere sin modtageradresse med søgeord. Post til dig+keyword@gmail.com kommer også frem til dig@gmail.com. Endnu bedre, modtageren splittes i enkeltord og keyword indekseres, så man kan søge efter mailen nu ved at søge på keyword, eller endnu mere skarpt ved at søge på to:keyword. Hvis man er ligeglad med at man ikke kan klikke sig frem til sine kategorier er det en enklere måde at lave labels på.
Selv har jeg også et privat ord jeg bruger istedet for "Starred" featuren, til at huske de threads, der er særlig huskværdige. Kombinerer man de to har man nu "nøgleordsøgning i de vigtige ting".
Husk også at du kan forwarde mail til dig selv. Så hvis du har fået en vigtig mail om skat så kan du få labels på den ved at forwarde den til dig+stjerneord+skat@gmail.com.
Og dobbelthusk, til allersidst, at GTalk chats også indekseres så hvis dem du taler med er OK med det kan du tagge lige midt i en samtale ved at sige "stjerneord skat" til dem.

23visual er vist ved at lave en feedaggregeringsbilleddims med mere, der hedder noget med Kvadrat. Den er uforsigtigt gået igang med at sprede sig i min refererlog før den launcher i april.
Ser potentielt nejst ud.

Det spørgsmål der virkelig brænder sig fast i denne anledning er: Bliver der så mere eller mindre Bubber? Man har lov at håbe på mindre, men jeg frygter det bliver mer'.

[UPDATE: Carsten minder mig i kommentarsporet om at Mandrilaftalen havde fat i dette brændende spørgsmål før Casper selv gik over til TV-Totempæl.]

Han var ikke milliardær.

Rent Kofodmæssigt, så er det sføli dumt af ham at invitere til skandale, men jeg kom til at tænke på den modsatte vinkel. Indtil videre ved vi ikke andet om pigen end at hun var 15 og sådan set var helt med på den, selvom hverken DSU eller hendes forældre sikkert synes det er særlig fedt. Nu har hun så i mellemtiden, ved pressens og den socialdemokratiske indpisker Carsten Hansens mellemkomst fået notoritet og en slags medvirke til Jeppe Kofods karrieres pludselige opbremsen. Hvis der er en ting hun ikke har fortjent at blive udsat for, så er det vel det?

Jeg har en lumsk mistanke om at løbet Wikipedias stjerne er på vej ned. Communitiet er blevet repressivt og dumt istedet for energisk og åbent. Jagten på seriøsitet medfører åbenlyst forkerte beslutninger og nyhedens interesse er også væk.

Iøvrigt er det interessant at Wikipedianerne bruger det som en negativ bedømmelse at en idé er ny. Hvor er det lige de tror sprog og viden kommer fra?

Det er en meget fin tegning, men den nyopsatte bros bærende bue er langt tungere dimensioneret i virkeligheden, hvilket gør broen en god del mindre elegant.
Jeg har ikke nogen bedler af den tungere virkelighed endnu.

Jeg tror ikke der kan være nogen tvivl om at mit yndlingskommentarspor på hele classy.dk er det her - fyldt med real hiphoppaz der kommer dumpende forbi på internetmaner og ikke rigtig orienterer sig inden de melder for realt ud om hvem der styrer dansk hip hop. Det er sådan lidt ligesom at komme væltende bankestiv ind, tirsdag ved frokosttid, på La Glace og bestille en stor bøf.

Hvad angår resten af internettet er den her stadig højt på favoritlisten.

Jeg tog et enkelt ny-bro-over-Ågade-billede forleden da kranerne satte broen på hjul, men det udtømmende fotosæt findes hos Jeppe Morgenthaler - først her og så bedst her.

Fake Steve channeler "Det Virkelighedsbaserede Samfund" i denne omtale af et all-star fritids-milliadær-do-gooder team

Sure, none of these guys knows anything about biology, or medicine, or chemistry, or economics, or military strategy, or diplomacy, or history. But think about it. They don't know anything about climate science or meteorology, either, and they solved that one overnight -- after all the so-called "experts" spent years doing nothing and being unable to figure it out.

Jeg må lige linke til Richard Dawkins' veloplagte slagtning af en ny film, der forsøger at bilde verden ind at intelligent design-elskere og kreationister forfølges af darwinistiske videnskabsnazister. That's rich - når nu man tænker på hvor dygtig f.eks. den katolske kirke har været til at nægte at se videnskab i øjnene hundrevis af år, og f.eks. først i 1992 (Ja! 19-fucking-92, for 16 år siden) anerkendte at jorden nok roterer om solen. Med det udviklingstempo kan Darwin altså håbe på kirkelig respekt omkring år 2240.
Ekstra sjovt er det at anti-kreationisten PZ Myers, der havde inviteret Dawkins, blev bortvist fra premieren fordi han på kættersk vis tror på det forkerte.

Engang-monopolet Network Solutions har blokeret den hollandske politiker Geert Wilders' antiislam-side. Det sidste man hørte om Network Solutions i domænebranchen var at de var henfaldet til en ækel praksis, hvor enhver søgning på navne hos firmaet får dem til straks at registerere navnet, sådan at man er tvunget til at købe det der, så jeg var interesseret i om det har var en ny side af firmaets fejlagtige opfattelse af hvad man kan tillade sig. Det lader imidlertid til at det er Network Solutions som hostingleverandør, ikke domæneudbyder, der står for blokaden. Når Network Solutions hoster materialet så træder ansvarsmekanismerne (og deres undtagelser også) i kraft og så kan man bedre forstå blokeringen, selvom det stadig er umuligt at vurdere om den er legitim uden at kende til filmens indhold.

Der er masser af fortilfælde for "infrastruktur censur". Når folk bliver vrede angriber de over hele linjen, fra den ytrende, over hans webhotel, via domæneudbyderen til sågar netværksudbyder for webhotel og domæneudbyder, hvem som helst hvor man mener man kan etablere en kontaktkæde og opnå en blokade. I domænebranchen er det mest et problem med folk der er vrede over spam, men der er pinlige fortilfælde hvor f.eks. GoDaddy, det største domænefirma idag, har lukket ned for service fordi det var enklere end at stå imod klager. Avancerne på domæner er 1-2$ om året, så der er ikke råd til mange problemer per styk.

Værre bliver det selvfølgelig når regeringer griber forkert på arkitekturen og f.eks. mener at internetudbydere skal lave usynlige og - indtil vi kan få et overblik over hvad der blokeres - udokumenterede overtrædelser af forskellig art, fra "tænk på børnene" argumenter via absurd copyright-logik til egentlig politisk pression, som her.

Sådan ca lød den mor til en af de sociopatiske amagerrødder, der begik manddrab i påsken i nyhederne. Aktivt forurettet over at ingen havde overtaget hendes ansvar for den uregerlige søn. Total umyndiggørelse. En underlig ting at ønske sig.

McGills online hjernetour er omfattende og underholdende.

Den foregående post om metafor har en beslægtet post i halen om ord, der på dansk er abstrakte, men på originalsproget dybt konkrete. Den oplevelse jeg havde for lidt siden da jeg skrev den, kan man f.eks. også have i rigt mål i Italien hvor man går rundt i latinske abstrakters oprindelse i en italiensk tingsverden.

Forholdet mellem abstrakter og det konkrete er nogenlunde som noget jeg diskuterede med Morten i anledning af hans blogpost: Ingen læser tekstforklaringer. Det konkrete visuelle interface er det folk bruger - tekst, at skulle tage stilling til abstrakter, er en nødløsning når det konkrete ikke er godt nok.

Hovedet hviler bedre, jo mere konkrete ting, det har at beskæftige sig med. Det er mere afslappende at opleve med højre hjernehalvdels parallelprocessor end at forstå med venstre hjernehalvdels serielprocessor (parallel vs. seriel).

Et af de nødvendige talenter for at klare sig som matematiker er en stærk evne til at kunne flytte store mængder af abstrakt tænkning over i konkreternes verden, at tale om ekstremt indviklede og sammensatte fænomener, som om de bare var trivielle punkter i andre indviklede sammenhænge. Det er det matematisk sprog gør, og matematikere er altså nødt til at kunne det før sproget kan, for det matematiske arbejde består i at designe nyt nyttigt sprog der kan netop det. Det er noget jeg skrev om for lang tid siden, lige da jeg havde startet bloggen her.
Men det er ikke et indlysende talent; det er både noget skolelært og ikke nødvendigvis noget alle har adgang til.

Hvis nu nationalsprogsbagudstræbere kunne tænke så langt, så havde de faktisk fat i en sprogpolitisk pointe der: Sproget bliver mere menneskeligt jo tættere det er på vores konkrete verden. Indlånte ord har sjældent, til aldrig, den kvalitet. Problemet med forceret sprogpolitik er selvfølgelig at konkreter, der ikke vinder indpas af sig selv, åbenbart ikke var intuitive for os - og altså ikke leverer det mere menneskelige sprog, der er helt rimeligt at stræbe efter.
Det er blandt andet for at få noget nyt kvalitativt sprog om vores samtid, der kan pible ned i almen brug, at vi har brug for en rig litteratur, ikke bare os der af og til læser i den, men os allesammen.

Fact jeg ikke har vidst: Metafor betyder, bogstaveligt og på græsk, "overførsel". Altså som i varer i en bil, der bliver flyttet. Angiveligt (1 og 2) kan man finde det på bagagevogne og fragtbiler i Grækenland.
Så metafor er altså selv billedligt, vi bruger et begreb som transport for et andet.
På skalaen for hvor meget et ord selv er det, det siger, befinder metafor sig altså i den modsatte ende af onomatopoetikon.

Glimrende anti-patent indlæg på TechDirt.

So what does the evidence show? I had been working out a list of all the research to include in this post when I saw that James Bessen and Michael J. Meurer had written up part of a summary of their new book, Patent Failures, which we had mentioned recently. The summary goes through much of the peer reviewed research that I had been planning to mention on the impact (good and bad) of patents, and reveals a rather consistent finding: there is almost no evidence that patents help promote the progress. Specifically:

"it is hard to find evidence suggesting patents are a major factor spurring R&D investment, that patents contribute to economic growth, or even that the patent system is a source of great wealth to important inventors and innovators."

What they find, instead, is that whenever there's a correlation between increased research and development and patents, it's a reverse causality. That is, greater patent protection trails greater research and development. Greater patent protection, however, does not increase research and development. What that clearly suggests is that stronger patent systems are put in place after the research and development is done, in order to protect those who did the work against competition, not to spur further innovation.

Jeg forsøger at komme med på bølgen af single serving sites. Første skud, omtalt her, er noget så eksklusivt som et situeret single serving site, målrettet en gruppe ekskolleger. I to et halvt år - henover to vintersæsoner - fastholdt vi hårdnakket den idé at frokost spises bedst uden døre. Vi fandt derfor et bord uden døre på alle årets arbejdsdage med et encifret antal svigt per år. Det kastede meget godt af sig, f.eks. vintersporten speed smash. Men i regn og kulde spurgte man selvfølgelig sig selv "kan vi virkelig spise ude i det her vejr". For at tage stilling til det spørgsmål lavede jeg det her site.

Det udløste straks ideen om en hel serie af truisme -sites. Det første er klar nu. Kan alt ske i fodbold?. Beslægtet med dette site er også Er det slut før den fede dame har sunget?.
Jeg tror jeg er helt fremme på forkanten af denne nye trend - sites der bidrager med mindre end én bit information.

Den hedder "Big Dog", men den ligner mere det mest fucking uhyggelige science-fiction fluemonster David Cronenberg kunne have fundet på.

Good lord, jeg nåede også lige at glemme at det 3-14 (som amerikanerne skriver det) er Pi-dag.
I dagens anledning har jeg oversat den gode huskeregel How I Wish I Could Enumerate Pi Easily (antal bogstaver per ord = et ciffer mere i Pi) til dansk:

Har I Ikke 1 Enkel FantastiskFænomenal Pi Husker?

[UPDATE: Jeg kan ikke tælle til ti]

Jeg er forresten skiftet til Google Reader og mine Shared Items er her.

Jeg opdager for sent at det er den internationale nyredag.

For tyve år siden ramte den moderne tilværelse sit højdepunkt.

Mere.

GigaOMs WebTV shov udkom med Linden Labs Philip Rosedale som gæst samme dag han meddelte at han stopper. Med både den oprindelige CTO (Cory Ondrejka) og den oprindelige CEO (Rosedale) ude af billedet og et Web TV show der i høj grad handler om problemer og vildrede er vi tæt på afslutningen af denne hype cycle.

OMG Bonus: Forskere laver kunstig intelligens på niveau med en 4-årig i SL. Det vil bl.a. sige at maskinen stadig forventer at blive tørret hver gang den har lavet stort.

Vi har tidligere på classy.dk diskuteret om dollaren egentlig var i bundrekord. Det var den ikke da jeg spurgte læserne, men det er den nu.

Den bundrekord rækker ihvertfald tilbage til 2. verdenskrig og måske er den endda absolut.

Som vi husker fra The People vs Larry Flynt blev Larry Flynt - udgiver af pornobladet Hustler - ikke bare truet på livet, men faktisk forsøgt myrdet, dengang hans ytringsfrihed var til debat i det amerikanske retssystem. Hvis nu en amerikansk avis var af den holdning at Flynt skulle have lov til at udgive hvad han har lyst til, var det så en nødvendighed for ærligt at mene det, at samme avis med det samme smækkede pornobilleder på forsiden? Nej vel.
Dette i anledning af den retoriske opsætning her "Hvorfor har de amerikanske medier ikke vist muhammedtegningerne".
Det har simpelthen ingenting med ens opbakning til Jyllands-Posten og/eller Kurt Westergaard at gøre, om man selv trykker eller ikke trykker tegningerne. Det er en absurd opfattelse af ytringsfriheden at mene det.
Ikke at det ikke giver mening at spørge sig selv hvor amerikanske medier ligger henne i sagen, og ikke at tegnekrisen ikke fortsat mest ligner en mobilisering og et greb efter magt fra det organiserede islam, i modsætning til ærlig anstødelse. Men lad os da snakke om det istedet, så.

Jeg har lavet en omtale af af Chris Andersons bogpromotion fra det seneste Wired på KForum. Jeg synes den version jeg sendte til redaktionen er voldsomt meget bedre end den redigerede udgave de valgte at køre med, så den sender jeg nedenfor.

Gratis glæder

Vi har vænnet os til ikke at betale for nogetsomhelst på nettet. Google betaler for emailen. Pladerne kopierer vi bare. Snyder vi nogen? Er det er pyramidespil, for godt til at være sandt? Næh - det er såmænd det eneste naturlige i den digitale verden. Velkommen til overflødsøkonomien.

En boble går igen
I martsnummeret af Wired lancerer redaktøren - Chris Anderson, ham med The Long Tail - sin kommende bog, om temaet GRATIS. Ting på nettet, der alle mulige andre steder end på nettet ville have kostet noget, men tilbydes gratis til os på nettet.
Hvis man tænker enten "Hvorfor lige nu?" eller "Åh nej, ikke igen!" ved den nyhed er man lovligt undskyldt, for ting-der-ikke-plejer-at-være-gratis-men-pludselig-er-det vækker i høj grad minder om den første internetboble, dengang i 90erne.

Når det alligevel er relevant at snakke om gratis igen er det ikke kun fordi vi er godt og vel inde i en ny boble. De grundlæggende økonomiske vilkår, der overhovedet gjorde gratisbølgen mulig, er stadig tilstede - de er endda blevet endnu mere udtalte.

Kapløb mod nul
Hvad er det så for nogen grundvilkår? Først og fremmest det helt banale at prisen på informationsteknologi falder og falder. Det gælder alle aspekter af informationsteknologi. Hardware bliver billigere, netværket bliver billigere og serverens software er - mest på grund af open source bølgen - faldet til en pris på 0. Hvis man vil tilbyde services på nettet, der kan laves udelukkende på nettet, så er den eneste omkostning af betydning den tid man selv skal lægge i at få servicen op at stå. Og også den omkostning er faldende - nettet er ikke nyt længere, og de halvfabrikata man kan få, i form af fortyggede applikationsplatforme, er stadig mere sofistikerede. Internetentreprenøren Joe Kraus, der tilbage i 90erne var med til at grundlægge den tidlige søgemaskine Excite, og for et pår år siden prøvede igen med et wikifirma, Jot, siden købt af Google og netop gjort tilgængeligt som Google Sites, har opregnet at det kostede 15 millioner kroner at starte Excite, men kun en halv million kroner at starte Jot.
En halv million kroner - det er en risiko mange selv kan overveje at tage, hvilket forklarer hvorfor boble 2.0 er en eksplosion af meget små virksomheder, og ikke de grotesk overfinansierede dot bombs vi husker fra alle krakkene i 2000-2001.

Overflodsøkonomien
Den halve million er en af de to ingredienser Chris Anderson skal bruge til sin historie. Den anden er the economics of abundance. Overflodens økonomi er et buzzword, der er blevet populært til at beskrive de økonomiske forhold i den digitale verden. I den fysiske verden er goderne knappe. Den olie jeg bruger kan du ikke også bruge osv. I den digitale verden er goderne ikke længere eksklusive. Immaterielle varer er ikke knappe forbrugsgoder. De kan kopieres stort set uden omkostninger. De eneste knapheder der findes er kunstige knapheder, skabt ved at rettighedshavere begrænser adgangen til goderne. De sidste 10 år har vist os at det er overordentlig svært på langt sigt for en industri at holde fast i den form for kunstig knaphed, når den økonomiske realitet nedenunder er, at der ikke er nogen omkostninger forbundet med at øge produktionen.

I brancher som pladebranchen, der lider under forandringen, ser man naturligvis pessimistisk på denne udvikling. Men måske lider pladebranchen mest under ikke at se den i øjnene og agere under de nye forudsætninger. Problemet ved den ihærdige modstand er, at de nye økonomiske vilkår også gælder for piratkopiering. Pirater har ingen omkostninger, hverken den private kopiering af egne CDer eller den mere industrielle, der gør lige præcis det pladebranchen ikke vil: Levererer musikken gratis og lever af andre indtægter knyttet til musikken.
Og end ikke indenfor pladebranchen kan man opnå enighed. Det har vist sig i de sidste par år at pladebranchens mastodonter simpelthen ikke deler interesser i denne sag med uafhængige selskaber og kunstnere uden mastodontdistribution. For de uafhængige er det altovervejende problem at blive kendte, at blive lyttet til overhovedet. Risikoen for at dø som ukendt pladekunstner overstiger langt risikoen for at dø som piratudbyttet superstjerne.
For kunstnere, der har levet i den virkelighed har gratis vist sig at være den bedste vej frem. Spred musikken på nettet, og tjen pengene andre steder, på merchandise og koncerter.

Something for nothing
Ideen om at det er smart at give noget væk for at få folk til at købe noget andet er ikke ny. Den er lige så gammel som 20krs barbersættet der følges ad 100krs pakker med barberblade, som 400krs printeren med 400krs blækpatroner, og som den gratis mobiltelefon med et halvt års abonnement.
Nogen af disse sampakninger er så forbundne at man herhjemme faktisk ikke må reklamere med at den ene vare er gratis hvis den kræver køb af noget andet. På nettet er det sjældent at de gratis glæder bliver solgt på en helt så kontant måde. Anderson opregner de typiske gratismodeller på nettet. De kan deles i to grupper. Digitale kopier af modeller vi kendte i forvejen - og så helt nye måder at producere ting på.

De gamle nye ideer
Freemium-modellen: Det er gratis at prøve, men særlige features koster penge (mere plads, flere features, færre annoncer). Basalt set handler det om at storbrugerne finansierer den mindre committede forbruger. Offline kender vi den som business class vs monkey class hos flyselskaberne.
Kendte eksempler online: Flickr eller den danske pendent 23, Basecamp fra 37Signals. Ekstraplads hos webmailtjenester.Og ordet 'freemium'? En smart sammentrækning af 'free' (gratis) og 'premium' (dyrt).

Reklamer: Lige så gammel en idé som massemedierne. Du er vidne til modellen i dette øjeblik.Gratisaviser og broadcast TV er gode offlineeksempler (broadcast TV er et særlig godt eksempel fordi produktionsvilkårene ligner dem på nettet). Google er nettets altdominerende eksempel. Et andet eksempel der er værd at nævne er de eksploderende webmailkonti. Siden Google introducerede GMail og hidtil uhørte 1GB gratis plads er hardwarepriserne faldet igen - og udbyderne har fået en idé om hvor meget folk egentlig hælder på kontoen når pladsen er ubegrænset. Regnestykket går åbenbart op, for Yahoo tilbyder nu ubegrænset lagerplads uden betaling. Ikke bare et meget højt tal, men virkelig ubegrænset plads. Reklameindtægterne er nok.
Krydssubsidier: Den ovenfor omtalte bandpromoveringsmodel. MP3-filerne får kunderne ind af døren og koncerterne giver mad på bordet. Offline er det mælk til 4 kroner nede i bunden af supermarkedet. Bloggeren Doc Searls opfatter også sin egen blogging på denne måde. "Jeg tjener ikke penge på min blog men gennem min blog" plejer han at sige som beskrivelse. Bloggen øger hans markedsværdi som bladredaktør og konferencespeaker (hans levevej).

De nye nye ideer
Ting der virkelig er gratis: Musikere, der vælger at siden prisen de betaler for at lave musikken er så lav, så vil de hellere bare give den væk end bruge energi (og penge) på at finde ud af hvordan man sælger det. De gratis digitale produktionsmetoder har skabt en hidtil uset underskov af halvamatører og lejlighedsvis professionelle. Entusiaster har der naturligvis altid været, men de var mindre synlige i gamle dage.

Dit arbejde er penge værd: Netværkseffekten ved brugernes kombinerede output kan være sådan at det har værdi for udbyderen, selvom det ikke giver mening at værdisætte den enkelte brugers arbejde. Der findes tonsvis af eksempler her, fra url-stemmer på del.icio.us og Digg til de berømte og farverige historier om spammere, der får sagesløse pornosurfere til at knække webmailfirmaernes captchaer (billedadgangskoder).
Et andet eksempel med et langsigtet perspektiv: Google har opkøbt et nummeroplysningsfirma og leverer gratis nummeroplysning i USA. Det google får ud af det er tusindvis af timer af stemmeoptagelser med rige metadata om hvad det er folk snakker om. Hvis Google har satset rigtigt vil de få yderst værdifuld stemmegenkendelse ud af det til sidst.
Her er vi igen i en model, der ikke var særlig synlig, hvis den overhovedet var mulig, før.
Gaveøkonomi: Det handler ikke om at modtage betaling men om at være fælles om det her. Wikipedia. Open Source. Mens vi alle fra vores privatliv kender alt til arbejde og varer der udveksles uden betaling, så er det først i den digitale verden at disse kulturprodukter har nydt godt af den samme distribution som kommercielt fremstillede varer.

For enden af den lange hale
Cory Doctorow bemærkede på Boing Boing at det er som om Chris Anderson med denne artikel endelig er kommet ud for enden af den Long Tail han snakkede om i sin sidste bog. The Long Tail handler om den type varer boghandleren ikke vil have stående på hylden fordi han kun kan sælge et eksemplar hvert 3. år. På nettet tager de ikke plads op, og siden der er så utrolig mange af disse ikke-successer ender de med at fylde ganske godt i butikkernes samlede indtjening.

Med sit Gratis-koncept er Chris Anderson kommet helt derud hvor efterspørgslen falder til nul - med mindre prisen når til nul først. Det er bestemt et kapitel, der manglede i den forrige bog. Om det er en stor nok, og ny nok, idé til at Anderson kan få en hel bog ud af det, må vi vente til næste bestsellersæson med at se.
En der har skrevet meget konkret og vedvarende om disse nye modeller er Mike Masnick, direktør for analysefirmaet Techdirt. I en lang række meget læselige blog post følger han med, både i stridighederne mellem de industrier, der har fået ændret deres virkelighed af den digitale revolution, og i nye virksomheder, der opfinder nye forretningsmodeller tilpasset overflodsøkonomien. Hvis man gerne vil læse videre når man er færdig med Anderson er det et godt sted at gå hen.

Det eneste jeg tænkte på den store primærrunde sidst med Hillarysejre var "Obama har vundet - han har reduceret hendes sejre til symbolske sådanne uden delegatsvingninger indbygget". Alligevel kørte alle medierne løs på en spinhistorie om "momentum". Som i de fleste andre tilfælde var også denne runde spinjournalistik om "bevægelser" kalorietom. Tænk at man skal til sladderbloggen gawker for at få noget bedre. I al sandhed skal det siges at det også lykkedes for berlingeren at opdage det efter et par dage. At aviserne ikke kan ramme rigtigt på noget så elementært på valgaftenen er lidt uhyggeligt.

Gammel mand i lyserøde shorts og støvler, The Funky Chicken, et helt stadion fyldt med de sejeste afro-frisurer og så lige en chaser, der demonstrerer en fantastisk fællesskabsfølelse, da stadion ryddes på rekordtid, fordi Rufus Thomas spørger pænt og folk ikke er stive.
Det er sandsynligvis et klip fra Wattstax og er altså en filmet koncert fra 1972 - hvor Rufus Thomas var 55, men på toppen af sin karriere som funkmand. Wattstax var en koncert til minde Watts-optøjerne i 65 hvilket måske forklarer den fredelige stemning på stadion.

Retsinformation, det offentlige danmarks søgemaskine og dokumentcentral for dansk lovgivning, har i et anfald af misforstået kontrol, en robots.txt der forhindrer søgemaskinerne i at indeksere sitet.
For de ikke tekniske kan vi oplyse at der står "Ligemeget hvem du er - hold fingrene væk".
Kombinér det med det juridiske systems indbyggede kompleksitet*, en egen søgemaskine, der er mere optaget af at ligne systemet og afspejle kompleksiteten end af at hjælpe brugeren og du har et anvendelighedsproblem.
Og det er altså et anvendelighedsproblem i borgernes tjeneste. Det er lige før det er et demokratiproblem at retsinformation forsøger at standse søgemaskinerne.

Derudover er loven en hypertekst - de, i skrivende stund 1357, gældende love refererer naturligvis til hinanden, men de elektroniske udgaver af dem er ikke hyperlinkede, ikke engang i overskriftsform - altså med en slags litteraturliste i bunden.
Amatøren (eller den maskine, der vil forsøge at hjælpe amatøren) skal altså både vide om en lov er en lov-lov eller en ændringslov, om alle ændringer til loven er skrevet ind i seneste bekendtgørelse af loven

* For starters: En lov er ikke bare en lov, sådan i dokumentforstand, men kan forekomme både i form af en lovbekendtgørelse og en lov. Når lovgivningen ændres (ved en anden lov, en ændringslov) kan man ikke sådan regne med at der med det samme eksisterer et dokument med den nye gyldige tekst - de laves kun med et vist interval i sammenskrivninger, i form af ovennævnte lovbekendtgørelser. Af praktiske hensyn arbejder man bare med diffs som vi ville sige i softwarebranchen, så det er ikke alle ændringslove der udløser en ny sammenskrivning.
Ingen aspekter af denne dokumentgang giver nogen mening i en digital tidsalder. Der er ingen gode, kun historiske, grunde til at der ikke findes et sæt "gyldige tekster" med historiske ændringer. At forvaltningen overhovedet kan forstå lovteksterne i de tidsrum hvor de faktisk ikke findes, kan virke som et mysterium..

Regine Debatty har været i Budapest for at besøge Kitchen Budapest, et "konvergenslaboratorium" for design og teknologi. Laboratoriet har eksisteret mindre end et år og der er allerede en lang række fantastiske projekter, der er nået meget langt, og ikke bare som koncepter, men som realiserede koncepter. Hvilket gør hele forskellen. Check også (du skal lige bladre ned) det fede værksted/konferencerum det foregår i.
Hvorfor har vi ikke sådan et sted i Danmark? Eller har vi - og jeg har bare ikke hørt om det - måske det der robotsted i Odense, Tveskov skrev om?

Jeg er ikke den eneste der tænker at hvis PC-prispunktet går mod nul, så går Windows mod irrelevans. Se selv.

Her er lige en hurtig lille webtjeneste-i-en-blogpost. Den ku' ha heddet just-fucking-google-map-it, men den hedder hvorer.
Bookmarklet - Brug: 1) Gem på forhånd linket som bookmark. 2) Marker adresse i webdokument. 3) Og tryk på bookmarklet. Hvor er
Firefox shortcut: - gem det og giv det kodeord 'hvorer' Hvor er

[UPDATE: Steffen lavede en bookmarklet, der faktisk virker. Tak for det, Steffen i særdeleshed, og lazywebbet i al almindelighed]

Sjov anmeldelse af Wikipedia: The Missing Manual. Anmeldelsen noterer sig bl.a. at hele tonen af Wikipedia fik et løft da man importerede Encyclopedia Britannica udgaven fra 1911, den seneste, der ikke længere er copyright på. Der gav en mænd-i-højhat-og-galocher stemning.

Warnocks dilemma: Hvor ingen reagerer og man ikke ved om det betyder "for ligegyldigt", "for dumt", "for sandt" eller bare at der ikke var nogen der hørte det man sagde.

Jeg bad jer - endda i en posttitel - minde mig om gode sociale sites med en bestemt organisation som kontekst. Èt skaldet forslag har jeg fået.
Warnockspørgsmål: Hørte I ikke spørgsmålet, er svaret indlysende (for andre end mig) eller er der bare ikke nogen gode eksempler?

OK, her kommer et spørgsmål fra læserne. Hvad er de fem bedste eksempler på social software i forbindelse med en organisation el. virksomhed? Fik spørgsmålet idag uden forberedelse og kunne bedst komme på de flabede svar i stil med Det handler jo bl.a. om at lade være med at bygge det selv og bare indgå socialt i resten af nettet. Men hvad kan I, kære læsere, af gode eksempler? I må gerne pege på ting I selv har konsulentet, men så må I også godt lige indrømme det når I gør det.
Fra udlandet tænker jeg Dell Ideastorm, der som bekendt udløste "Ubuntu på Dell". Herhjemme måske vores bibliotek, men det er lidt snyd fordi det mest er bibliotekarer, der blander sig. Så var der den af Trine-Marias jeg drillede for et stykke tid siden. Virker den Trine-Maria?
Hvad ellers?

En medierevolution.

Min gamle Ascio/Speednames kollega Bo, stolt altvejrsudespiser, tager billeder med HDRI teknik - dvs multieksponeringer for at få hele lysspektret med fra de mørkeste til de lyseste detaljer. Det giver et malerligt skær, der ville passe godt i en nyere Pixarfilm eller en Linda og Valentin tegneserie.

Må man citere hvad man hører i byrummet? Hvis man anonymiserer og forenkler må man ihvertfald, så here goes

"Men du har det vel godt nu så? "
"Ja, jeg har det nok bedre end Per"
"Alle har det bedre end Per"
"Ja. Selv når man har det dårligt har man det bedre end Per"
"Det er derfor vi er venner"
"Ja, så kan man altid sammenligne. Og det hjælper faktisk"

Regning og journalistik er åbenbart stadig svære størrelser at kombinere

Vestas har modtaget en ordre på 109 stk. V82-1,65 MW-vindmøller i USA. Møllerne
har en samlet installeret kapacitet på 180 MW, oplyser vindmøllegiganten.

En Sony-direktør er bekymret for at lav-feature subnotebooks måske er gode nok til almindelig brug, hvilket pludselig flytter prispunktet for "jeg skal have en laptop" ned i 1500kr. Det er jo en gammel nyhed. Desktop-fuldpris er faldet fra 15000 i 1990 gennem 12000 og 8000 til nu 5000 - og derfor er producenterne skifter over til laptops der er faldet ned til 8 for en billig og 12 for en lækker. Helt galt gik det i den lange periode hvor Intel simpelthen ikke havde noget nyt at sige. Hvis der er noget Microsoft skal være bekymret for så er det ikke Apple eller Linux, men bare den platform de ejers rute ned mod anonymitet.

Jeg så historien om at jazzmusikere slår hæmningerne fra når de improviserer og tænkte at det måske simpelthen er en måling af Csíkszentmihályis begreb flow der er tale om.
Nu ved jeg godt, der er skrevet tusindvis af bøger om vores mange intelligenser, men straks derefter tænkte jeg, hmmm, jeg kan selv genkende mindst 3 forskellige dybe koncentrationstilstande, der ikke kan eksistere samtidig men til gengæld løser hver sin slags opgaver:

• Flow - som beskrevet. En tilstand med en puls og bevægelse hvor ens reaktioner er usproglige og uvisuelle. Lyd og krop bestemmer.


• Scan - en afslappet men totalt optagende tilstand hvor man leder bredt efter associationer. Ikke en bevægelse. Som at kigge på et landskab fra et udsigtspunkt - eller samle LEGO.


• Hold - problemknusning. Hjernens korttidshukommelse på max med at holde begreber og værktøj man bruger aktivt til at håndtere en vanskelighed.

Kraftig storm under landing i Hamburg 1/3. Flyet kom ordentligt ned på en bane, der ikke havde sidevind, bagefter.
Bonus: Dyrk Youtubes "ekspertpanel" af hobbyflyvende og simulatorkendere, der er meget optagede af hvor meget bedre de kunne have flyveledt eller fløjet den landing.

Ikke alene kan man se ind i siloerne på os, man kan se lige igennem os - Michael Arrington har screenshots af sit DNA på TechCrunch. Bredspektrede personlige DNA scan er det ultimative lifehack. Men man skal huske at se Gattaca i forbindelse med sine forberedelser til selv at blive scannet.
UI design i screenshotsene virker lidt underligt - ud for genetiske indikatorer for (øget risiko for) alvorlige sygdomme som kræft og Crohns lidelse er der grønne check-mærker. De er der fordi indikationen har høj videnskabelig pålidelighed - men det er da ikke et grønt lys at have høj risiko for en alvorlig sygdom?

Web-danskkurset speakdanish har en rigsdansk grammatik med jydsk udtaleguide.

Avsum tekstløs moderne kunstblog.

En kunstner overtalte i sin tid en ingeniør til at installere en lille plade på 2x1.5 cm på Apollo 12 månelanderen, med små tegninger af Andy Warhol, Robert Rauschenberg, Claes Oldenburg og 3 andre kunstnere, herunder arrangøren Frosty Myers. Grundig omtale med billeder. Det fremgår både at Warhols bidrag var en tegnet tissemand og at New York Times, da man i 1969 dækkede historien, snedigt viste et billede hvor pladen holdes op så man ikke kan se denne tissemand.

Blackhawks af balsatræ? Ikketeknologisk tortur? Flere gode tips her.

Hvis man har nogen som helst interesse for science fiction så er io9 hurtigt blevet helt uundværlig. Hvis man ikke har skulle man kigge ind og se om man skulle udvikle en. Tag bare dagens essay om guder fra rummet.
Det er fanme kulturblogging så det klodser.

Det må være den bedste internetvidjo jeg har set i et par år.

Og lidt personligt: Jeg har et hemmeligt mellemnavn, Peter, så jeg faktisk hedder Claus Peter. Men fra nu af må I gerne kalde mig Klaus Pierre. Og tænke "han minder lidt om Keanu".

Jeg kan simpelthen ikke huske at dollaren har været under en femmer nogensinde. Internettet har kun lige 5-års tidsserier. Nogen der har en længere?

Ja, jobplanen er lam.

Den 11. time lavede en bevidst dårlig vits om at efter Vild med dans og Varm på is var det tid til vild med tyrefægtning. Af en eller anden grund lod de den oplagte vits Vild med is ligge.

Overlad det til uspecifik, ubegrundet bekymring hos forældre at få ram på muhammedtegnerne - selv om det ikke varede så længe.

Overvejede noget med "er en spas", men det er alligevel for meget. Nå, men altså: Igen kommer synlighedskritikken af Socialdemokratiet, og Henrik Sass må have overtøjet på og ned foran et kamera og sige "vi er skam meget synlige, og meget konkrete". Endny har han ikke lært at tale per eksempel i stedet "Jeg forstår ikke kritikken når vi netop har indgået forlig om [noget vigtigt]" - bedre PR og nemmere at forstå. Og så den ondskabsfulde, aldrig kære, lektie, om den slags som er den samme der gælder ved brugertest af software: Brugeren kan ikke tage fejl.
Brugerens oplevelse er det eneste det handler om - og den er i den forstand en absolut, og helt ubestikkelig.
Hvis ikke S-kritikerne decideret står og lyver så kan deres oplevelse ikke være forkert. Enhver afvisningen i formen "vel er vi så" er nytteløs. Hvis de ikke så dig er du ikke synlig. Hvis brugeren ikke fik hvad han ville have så er det en fejl i softwaren ligemeget om det er brugerens egen dumhed, der er årsagen. Så må den med i regnestykket.

Helge Sander sætter eddermame ikke den IT-politiske overligger i hovedhøjde. Han har det fint med at 40% af danskerne (de voksne formoder jeg) ikke kan betjene en computer.

"Derfor er det også et spørgsmål, hvor stort et løft, der er realistisk? Nogle har den overbevisning, at hele befolkningen skal sendes på skolebænken for at blive avancerede it-brugere med pc-kørekort. Men det er at skyde over målet. Man behøver heller ikke kunne skille og samle topstykket på sin bil for at kunne bruge den,"

Make3D fra Stanford. Testbillederne er fine. Det var dem fra FotoWoosh også, og det virkede overhovedet ikke på mine testbilleder...

Endnu engang, Sterlings faste årlige samtale om verdens tilstand. Jeg har omtalt serien før.

Gadgetsitet MyDigitalLife har maskinoversættelser af alt. Også til dansk. Så Wicked Lasers bliver til Dårlig Laser.
Sitets motto er også godt på dansk: "Nulevende Digital og Elektronisk". Titlen [der er ny] er oversættelsen af "tips & tricks".

Ny favorit: Overførelse nemlig Ambulant Indretning = application for mobile device.
Og mange, f.eks. hos den Google-hadende dagspresse, vil være glade for oversættelsen "Ransage Maskine" af "Search Engine".

Det viser sig at hvis man sletter Garfield fra Garfieldstriber får man en langt bedre tegneserie, om det moderne livs tomhed.

Det lyder som et plot fra et Superman-blad, men det er bare et valg i Indien i 2003: Både Hitler, Roosevelt, Churchill og Chamberlain stillede op - og det gjorde altså også Frankenstein, Ulysses (altså Odysseus), Tony Curtis og "Oral". Lenin og Stalin er også aktive i indisk lokalpolitik.

Philip Seymour Hoffman er igang med en tirade fra Charlie Wilson's War og jeg læser undertekster. Han siger noget i stil med

Jeg har givet alt jeg kan til det her firma.
Jeg bliver aldrig søsyg
Jeg har lært finsk
Og så bliver jeg ikke udnævnt til sundhedschef

Hvabehar? Man hører replikken: "Head of the Helsinki field office".... Hvordan man kan fange finsk, men misse Helsinki kan være svært at forstå.

Godt stunt for DR2s serie Ejendomsmæglerne at starte som dokumentar, men ende som fiktion forfattet i dokumentarstil. Jeg kan ikke huske at jeg har set sådan en bait and switch på fortællepræmisserne før. Klart er der den megen skuespilleren-hedder-det-samme-som-rollen fiktion, men det er sjældent at det virkelig starter dokumentarisk. Serien her er startet som doku med rigtige mennesker, men sluttede med en total - og fiktiv - deroute, for Paul, der ikke kunne slå igennem som sælger. God effekt - lige bortset fra at vi har set alle Danmarks 1500 skuespillere mange gange, så tvivlen ikke kan blive ubehageligt dyb.

Jeg ved ikke rigtig om jeg skal grine eller græde over denne meget grundige artikel om hvordan adgangen til den knappe ressource legoklodser skabte en krise på størrelse med Irak-krigen (mindst!) eller Fluernes Herre i et fritidshjem/børnehave i Seattle.

De fede billeder af Jason Bourne der springer gennem vinduer fra bygning til bygning? De er simpelthen lavet ved at kameramanden sprang med.
Still fra "making of" klip.

Opdaget via grundig liste over ti bedste skud i film fra 2007. Det er ret irriterende at listens ophavsmand kalder fotografer for "lensers", men listen er ellers læsværdig.

Hvis man skal tro Karrieres Facebookgruppe så er "en A aften" kurant slang for "en virkelig god aften" (eller også er det en særlig klubevent jeg ikke har hørt om).

Bonusnedtur: Websitet karriere.dk er et "få et job i Netto"-site.

(Aviserne har rettet det nu, men billedet ovenfor kom med helt udækkede S-togs-passagerer i forgrunden i første omgang)

Nyhedscyklussen er træg, men det lader til at der er en masse muslimer, der ikke synes om Kassem Ahmad. Den er fin, jeg og sikkert mange andre vil også hellere tale med nogen der ikke er rabiate, så kom endelig ud af starthullerne. Det er let at blive hørt.

Nu til GDC. Veer havde en god opsamling engang, og mit personlige forhold til den kommer naturligvis fra rigtig gamle dage i Ascio.

Historien om at Helle Thorning ikke længere skriver på sin blog ledsages af kommentaren

»Den blog, der er nu, og den stemning, der er på hele sitet, er meget valgkampsagtig, og der skal vi finde en model, der afspejler, hvor vi er henne nu i den politiske cyklus. Vi skal finde den rigtige form og rytme på baggrund af de erfaringer, vi har gjort i valgkampen«

I andre positioner. Cepos rammer også et bullshitloft med den flotte sætning "Et flertal på 50 procent" (Der er desværre kun en PDF man kan linke til). Det er altid ærgeligt når undersøgelserne ikke helt viser det man havde håbet.

En nyttig xkcd-stribe i disse religiøse profileringstider.

Er eksplosionen på Østerbro ved at blive en Århushistorie? Spurgte gerningsmændene om vej til gerningsstedet?
Det der med Århus: Det har den baggrund at jeg tidligere har fortalt om en røver, der selv ringede efter politiet.

En elegant detalje ved det nye skuespilhus er at proportionerne i bygningens mursten matcher selve bygningens proportioner.

Tveskovs tur gennem udtalens vildveje fik mig til at tænke på en udtale man hører for sjældent, nemlig g udtalt som et g og ikke et j i bølge og vælge. Altså - istedet for at sige bølje, så siger man g'et som det siges i uge, så man næsten siger bøl-uge og væl-uge, men med meget korte u-lyde.
Min mor har altid gjort det, så jeg var ikke helt med på vitsen på 2. år i fysik. Der var et kursus i elektromagnetisme afholdt af Bent Elbek (ja, det er også sjovt), og han havde også alderen til at sige det på den gamle måde. Man taler en del om elektromagnetiske bøl-uger i det fag og det tog noget i retning af en måned før de 200 studerende i auditoriet ikke kastede sig rundt i latterkramper når Elbek talte om dem.

(NB: Udtaleguiden virker bedste hvis man ikke udtaler uge og uuuh ens)

Er helt klart det her. Kottke har opbygget et helt katalog over super små sites, der dog er meget ukomplet og mangler danske klassikere i genren som f.eks. ugenr.dk.

Nu vi er ved det, er der nogen der har invites til Zombo? Og jeg er også glad for at det ikke er lupus.

Så kan man ikke følge med mere i de forventede udmeldinger: Villy Søvndal forsvarer friheden mod Hizb-ut-Tahrir, mens Søren Pind bliver droppet fra retspolitikken efter en lang serie af udsagn, der helt klart er for meget fra et regeringsførende parti.

[UPDATE: SF mener nu også at der skal mere politi på gaderne]

Det er jo lige før at Villy er klar til en national samlingsregering.

Jeg vil iøvrigt godt lige sige at efter min mening er det Hizb-ut-Tahrir demoen, og ikke hærværksbølgen, der minder mest om situationer i mellemøsten vi ikke ønsker importerede. Der kræves et opgør med begrebet "religiøs autoritet". Det er simpelthen ikke noget vi har brug for, eller skal fodre ved at pøse autoritet på e.g. islamisk trossamfund selv.

180 grader refererer en artikel i Ekstra Bladet, der bekræfter Alice Cooper teorien: "Jeg gjorde det bare for sjov", var en brandstifters forklaring i retten. Så en ting er at han ikke var offer for systemet, men noget andet er at han heller ikke er del af en kampklar islamisk kadre. Der er for mig at se ingen forskel på om afindividualiseringen sker med positivt eller negativt fortegn. EBs leder med baggrund i historien har derfor præcis samme fejl som offertænkningen.

Gilbert did a series of studies on undergraduates at Harvard that involved two potato chip scenarios. Subjects in group A were presented with a bag of potato chips and a chocolate bar, both of which they were going to eat. Subjects in group B were presented with a bag of potato chips and a tin of sardines. Asked to rate how yummy the potato chips would be, subjects in group A said "so so." Subjects in group B said, "wow totally yummy." (I'm paraphrasing.)

But when they ate the chips, all the subjects reported enjoying them as much as they always enjoy chips. These Harvard students had made an affective forecasting mistake. They'd overestimated how yummy the chips would be when in the presence of sardines and underestimated how yummy they would be when in the presence of chocolate. Neither prediction accurately described how they felt when ultimately eating the chips.

Prøv at gæt hvad følgende passus skal være en morsom parallel til

Vi er midt under gudstjenesten i en dansk kirke - den er propfuld, så det må være juleaftensdag - da en kirkegænger, som finder det hele en kende fjollet, pludselig slår en kæmpe prut, som får det til at runge mellem hvælvingerne, fulgt på af et højlydt: "Aaah, det lettede".
Stop opstandelse.
Bør man opføre sig sådan i en kirke?
Selvfølgelig ikke.
Er det forståeligt at kirkegængerne bliver vrede?
Absolut.
Er det rimeligt, at kirkegængerne bliver så vrede, at de løber hen og slår den pruttende hårdt og gentagne gange i hovedet med alterlysene?
Nej. Det er ikke rimeligt.

To minutter senere tænker jeg: Hvorfor stoppe der? Hermed en konkurrence til kommentarsporet, kom med din bedste forklejning af alvorlige hændelser i verdenshistorien. En om 911 kunne gå sådan her "Vi er til børnefødselsdag og naboens dreng er ikke inviteret, fordi han smed med stinkbomber sidste gang han var med. Så han tager sin storebrors modelflyver og bomber fødselsdagslagkagen. Både flyveren og kagen lider en krank skæbne. Der er flødeskum overalt. Bør man opføre sig sådan til en fødselsdag? Selvfølgelig ikke? Er det forståeligt at han er sur fordi han ikek er med. Absolut. Er det rimeligt at han splatter kagen ud på alle de andre. Nej. Det er ikke rimeligt".
Kom selv med dit bedste bud.

Titlens spørgsmål ligger mig på sinde. Diverse medier, mest de nye enøjede blog-sådanne, koger fuldstændig over og erklærer krigen der vil lede til vestens forfald påbegyndt i vore gader. En smagsprøve fra Søren Pind

Sagen er enkel: Igennem hele verdenshistorien har signaler som disse betydet civilisationens sammenbrud. Når de få, men hæmningsløse og brutale, tager magten er flertallet - de normale - skrækslagne. Og myndighederne taler og taler om samtale, dialog - mens befolkningen bliver ofret. Og opdraget til, at selvtægt fremover må være vejen frem.

Det er tvivlsomt hvilket overblik jeg kan få på kort tid, men jeg har siddet og læst i den betænkning om udlændingelovgivningen, og såvidt jeg lige kan se er hele indholdet af den nuværende diskussion allerede tilstede i denne betænkning fra 1977. Adgangen til at udvise udlændinge, også med fast, mangeårigt, ophold i Danmark og spørgsmålet om samme udlændinges adgang til klage eller bare oplysning om grundlaget for udvisningen, og hvordan hensynet til statens sikkerhed begrænser denne adgang. Af nyttige fakta indgår at internationale konventioner hele tiden (altså siden dengang) har anerkendt den nødvendige gummipassus "hensynet til statens sikkerhed". I denne artikel, som jeg ikke lige kan finde elektronisk, kommenteres seneste revision af loven, men siden der hele tiden har været bestemmelser af denne art i lovgivningen virker det som om det nye i problemstillingen er definitionsområdet for sikkerhedsventilen "hensynet til statens sikkerhed".
I betænkningen fandt jeg iøvrigt en tabel, der viste at udvisninger på den baggrund har fundet sted 2 gange tilbage i 70erne. Hvis der er nogen der har en erindring/formodning om hvad det er for nogen sager, om det handler om forhold, der er foregået i Danmark og/eller om herboende udlændinge, så skriv endelig ind. En ting virker oplagt: Det var næppe islamister, der blev udvist.

Hvad jeg ikke lige har fundet endnu er en god begrundelse for at man ikke kan komme en smule tættere på noget der ligner magtens tredeling i sager som her. Vi snakker om bestemmelser der forhåbentlig anvendes sjældent. Det må være muligt at bruge retssystemet til at se beslutningerne efter, på en måde der godtgør at det ikke kun er de, der har efterforsket sagen, der har vurderet at udvisningen er holdbar. Det virker legitimt at begrænse den personkreds, der stifter bekendtskab med materialet, men man må kunne skabe en synlig magtdelt proces.
Jeg ved ikke lige hvordan, men kunne man ikke forestille sig, siden bestemmelsen er så alvorlig at man vil tilsidesætte almindelig retspraksis, at man strakseskalerede den til en eller anden form for gennemsyn ved højesteret eller noget i den stil.

...med temaet "gæt en overskrift", så havde jeg lige tabt.

Jeg har for nylig haft anledning til at overveje en større blogpamflet om antiintellektualisme, men nu har Momus heldigvis skrevet en god en - både om fænomenets højreorienterede og venstreorienterede former, og om dets samtidshistorie. Det sidste punkt er desværre mestendels med en og samme vinkel, nemlig et europæisk centrum-venstre forbehold overfor den amerikanske nutid, så på det punkt mangler der lidt balance, men hvis man læser lidt omhyggeligt så er balancen nede i detaljerne i form af f.eks. nogle sætninger, der kunne have stået i Stjernfelt og Thomsen

in the postwar conflation of anti-communism and anti-intellectualism was the retrospective exaggeration by intellectuals themselves of their own importance and the importance of their twenty-year-old political and personal feuds.” At some point, it seems, the American intellectual fell in love with the idea of himself as the alien organism among bourgeois rubes

Rickrolling er den mere godartede variant af gross out linking hvor man ikke linker til ulækre billeder, men til ... Rick Astley, gerne Never Gonna Give You Up. Så hvis man skal have N-Faktoren (ikke at forveksle med X-faktoren) på sin anti-scientologyprotest helt i top, så udskifter man selvfølgelig egentlige kampagneslogans med en Astleyafsyngning.

Hvad nu hvis han ikke var kronprins?

Målet for raseriet, skoler, peger på at de mange voksenpolitiske rationaliseringer neden for lige præcis ingenting har med sagen at gøre. Det er børn, der agerer, og de mener det samme som Alice Cooper.

Den bedste nyhed, måske den eneste gode, ved ugens optøjer og brandstiftelse rundt i landet, er at den ikke kan tales ned af imamer. Det afslører nemlig for os at den religiøse forklaring, eller de andre "rationelle" kuraterede forklaringer på balladen, som ugen har budt på, ikke egentlig udpeger ondets rod.
Ugen har budt på et rigt net af eksperter fra alle mulige områder og med alle mulige ekspertiser og interesser, der har udlagt uroen efter alle mulige rationaler - både en dansk Rodney King historie, en social historie, en religiøs historie og mange flere. Nogle af de unge har endda - i et tilfælde af dygtig, total integration har man lyst til at sige - taget historierne til sig og forklaret at det skam var fordi de var vrede over muhammedtegningerne. En ting er at forklaringen ikke har nogen legitimitet, forstået på den måde at vi må anerkende og acceptere rationalet, men jeg tror ikke engang på at det virkelig er pointen.
Der er noget dybt utilstrækkeligt ved disse rationaliseringer, en underlig samtidig afkoblet tilskuerposition og total umyndiggørelse af de unge bilbrændere - det kan ikke engang have lov at være deres skyld, det de gør. Selvom man både her og tidligere i tilfældet med de autonome mistænker at det mest er lige præcis det, det handler om. Vi gør det her, fordi så er vi os. Det idemæssige indhold i bilbrændingerne - ligesom i ungdomshusballaden - er værdiløst, men det er uden betydning for dets evne til at skabe identitet, og værdiløsheden vil ikke forhindre en gentagelse.
I aftenens deadline fik vi hele kataloget, og der skulle en journalistisk indgriben til for at diskussionen ikke bare blev ved det, men det lykkedes da til sidst at finde frem både til det indlysende - at børnene har familier, der må gribe ind - og det mere spidsfindige: En skoleinspektør påpegede at den mere og mere individorienterede skole f.eks. ikke tilbyder børnene nogen fællesskaber de kan træde ind i.
Skole eller arbejde - det er en dårlig hjælp at styre børnene uden om begge dele.

I The Prestige (udemærket, men med mangler) optræder blandt andet skuespilleren Ricky Jay som man så første gang i David Mamets House of Games og siden som Burt Reynolds' kameramand i Boogie Nights. Jeg vidste ikke, før for et par timer siden, at han er tryllekunstner og magi-og-snyd konsulent på talrige spillefilm lige fra Mamets film til The Prestige. Internettet svømmer over med gode demonstrationer af hans kunstfærdighed, hvor han også får meget ud af at han fungerer godt som skuespiller.
Faktisk er jeg lidt ked af at vide det, for nu virker hver filmrolle som en cameo-optræden, selv om han er god.

De andre 7 er 2 Grand Prixer, 4 landskampe og en Olsen Banden-film. Listen er her.
Landskampenes rangering afspejler den psykologiske erindring: Semifinalen mod Holland, ikke finalen mod Tyskland, var EMs højdepunkt.

Fadi Abdullatif er så venlig at sige alt, der er brug for, for at mene at muhammedtegninger er nødvendige. Man behøver ikke være medlem af DF for at høre at han direkte er modstander af grundloven. Han er så venlig at sige det lige ud, sådan at Hizb ut-Tahrirs samfundsfjendtlighed ikke er til debat.
Man må håbe at han mest er en selvfremhævende bullshitartist.

Via Martin Von Haller Grønbæk er her en time, der introducerer "moderne klassisk musik" - altså de stilarter komponister har dyrket siden starten af det 20. århundrede.
Vi er her i København i den heldige situation at have et stort godt orkester, nemlig Radiosymfoniorkestret, der satser på at spille moderne musik udover at holde klassikerne ved lige, så det er virkelig meget muligt at komme til at høre disse former for musik selv på den helt store skala. Men, meget af musikken er økonomiske og andre årsager skrevet for mindre ensembler alligevel og dem er der heldigvis også masser af.

Erfaring fra koncertsalen viser at den ikke så traditionstyngede, meget fysiske og klangorienterede nye musik faktisk kan være nemmere at forstår for et moderne elektronisk vant publikum, selv om den officielt er "svær".

Og lige den sidste om kultur i denne ombæring i anledning af en leder på 180 grader

Spiller det ikke en rolle, at bøllerne for hovedpartens vedkommende kommer fra muslimske familier? Jo, det ser sådan ud. Vi mangler i hvert fald endnu at høre om vietnamesiske, indiske eller kinesiske invandrerbander.

Spørgsmålet om hvorvidt vores kultur og tro bestemmer hvad vi gør belyses af følgende stykke neurovidenskabelig trivia: Epilepsipatienter man ikke har kunnet behandle på andre måder har man med held behandlet ved at fjerne forbindelsen mellem hjernes højre og venstre hjernehalvdel. Det gøres ved et indgreb i det der hedder corpus callosum. Det er en effektiv behandling - og som sideeffekt har det givet neurovidenskaben en chance for at studere forskelle og specialisering mellem de to hjernehalvdele. Et af de forsøg man kan lave foregår ved kort fortalt af give kommandoer "drik det her", "gå", "tryk på den her knap" til den ene hjernehalvdel og man har i den forbindelse observeret at den anden hjernehalvdel konstruerer personlige forklaringer på den valgte adfærd - uden at have kendskab til den virkelige baggrund for den - altså "jeg var tørstig" eller "jeg havde lyst til lidt motion".

Morale: Selvbeskrivelse er en menneskeret, men der er grænser for hvor bogstaveligt man skal tage den.

(Jeg har observationen fra Steven Pinkers The Blank Slate)

Ugens fornyede tegnediskussion udløser igen debat om om kulturen skaber folkene eller folkene skaber kulturen, specifikt her selvfølgelig om det er trossystemet Islam, der i kraft af sit indhold skaber ekstremismen, eller om Islam er den klædedragt ekstremismen legitimerer sig med. Der er links til mange diskussioner her.
Jeg må sige at jeg selv er benhård materialist her. Som startantagelse tror jeg simpelthen ikke på at vi er bestemt af den form for sprogkultur og magtesløse overfor den. Jeg tror heller ikke på at den moderne dansker på helt central måde minder om en borger i Slagelse anno 1700, udover at nogen af de ord han brugte er genkendelige for os. Den moderne dansker minder mere om den moderne italiener end fortidens dansker.

Men det ville være forfriskende med nogen mere præcise tests af sammenhængene - også for at fratage det organiserede Islam det ræsonnement at den totalitære intolerance er en naturlig og nødvendig del af troen. Jeg tror selv fuldt og helt på at vi allesammen bør foretage en mental reformation inden i hovedet og opfatte det organiserede Islam som en organisation, der søger magt - men lad være med at tro på at den nødvendigvis udtrykker hvad en muslim er. Som tegnekrisen viser - f.eks. qua de mange arabiske muhammedtegninger fra tidligere århundreder - styres den slags ikke af lovbøger, men af den nutid vi opfører os i.

En test, der ligger lige for: Betinger danske muslimers livsform og sociale status ikke deres adfærd på præcis samme måde som den betinger os andres? Slipper muslimer ikke, fuldstændig ligesom os andre, via uddannelse og selvstændighed, fri af den religiøse autoritet?
Hvis nu man lavede nogle virkelig fintmaskede undersøgelser hvor både religion, årsindkomst og social staus var med, ville man så ikke - indenfor den muslimske befolkningsgruppe - se præcis de samme socioøkonomiske mønstre som for resten af os.
Et eksempel man kan finde hurtigt på Google er den her om indvandreres plads på arbejdsmarkedet, det antyder f.eks. at der er voldsom forskel på erhvervsfrekvens mellem de der kommer hertil fra krig- og voldsramte regioner og de der ikke gør.
Links til be- eller afkræftende undersøgelser, og her mener jeg undersøgelser, ikke historiefortællende hearsay i stil med "men du ka jo se hvad der sker nu" modtages.

Af Mads Kastrup - hvad nu hvis Thomas Blachman var personlighedscoach i den virkelige verden.

"No I will not fix your computer"-T-shirten er ved at være gammel, ligesom det er det at lave PC-support for venner og bekendte hurtigt bliver det. Nu er Casper og Mortens servicekoncept enanden (Som i: "Jeg har ikke tid, spørg en anden") i luften med bindingsfri hjemmeelektroniksupport.

Steffen har en bedre sans for finish end mig og har båret spilfaklen videre med et danmarksgeografispil.

Lyset på lamperne var skiftet fra gul til blålilla, men ellers var det i går fuldstændig som dengang i 1989. Et ensfarvet hav af lys vendt mod publikum, mens Plainsongs let ambiente klokkeintro starter, bandet på i skyggerne nedenunder, og så er vi igang* og tilbage i 80erne sammen med The Cure, hvor Robert Smith, Porl Thompson og Simon Gallup stadig er med. 3 timer senere har de spillet det meste af det man kan ønske sig. Det mangler lidt af den mere finurlige pop, og det de har med er til dels udfordret af de fravalgte synthesizers. Close To Me og Why Can't I Be You viser sig uspillelige uden, selvom bandet gør et energisk forsøg på at få det til at lykkes.
Undervejs dykkede Cure også ned i mindre kendte, mere støjlydkulisse-agtige numre, og de storladne og dramatiske numre gjorde sig generelt godt. Alt fra Disintegration gjorde sig godt. A Hundred Years havde kulisse af ligegyldige og uvedkommende 2. Verdenskrigsbilleder, og siden han blev hængende til endnu en turné så kan Robert Smith jo ikke for alvor stå ved at "it doesn't matter if we all die". Det matters tydeligvis en del, men bortset fra det lød den også godt.
Det ender med at åbning og slutning bliver det bedste, for selv om Smith er blevet 49 så er hitlukkenummeret Boys Don't Cry mere ubestikkeligt end det meste.
Den efterfulgtes kun - som en særlig tegnemordkomplot-vinkel (?**), som allersidste sang, en livskraftig Killing An Arab, "for Denmark", hørte flere - ikke mig - Smith sige og teksten var lavet om til "Killing another" når han sang omkvædet. Inden en alt for optaget folkemasse raser igennem over denne kunstneriske selvcensur, så kan man jo lige overveje om Smith ikke netop har fat i pointen, siden mordkomplottet gik den anden vej (altså "another" og ikke en araber) - eller man kan omvendt overveje om han ikke lige præcis sagde det modsatte for at få sangen til at handle om det den handler om.

* Det lød og så ud som her, hvis man forestiller sig videoen uden synthakkorder, men med indledende rørklokker.

** Sangen var også på sætlisten i Stockholm i lørdags.

I skrivende stund ca 3 gange så mange hits til Kamal Qureshi-posten som jeg normalt ville forvente.

Test dig selv med et puslespil.

(virker vistnok kun i Firefox - cheat mode: Select All med Ctrl-A)

Islamisk Trossamfund er utrolig bange for en voldelig reaktion på en eventuel udvisning af de tunesiske drabsplottere. Hvis nu trossamfundet koncentrerede sin bekymring om retssikkerheden, så var jeg helt med på den - men det her lyder ligesom dengang en mand med megafon proklamerede til en gennemorganiseret autonom smadring af Nørrebrogade: "Dette er en spontan politisk handling".

Aviserne, ihvertfald de digitale udgaver af dem, svigter solidt ved at nyhedsklippe i beskrivelserne af regler og praksis for fængsling og udvisning uden dom. Der er behov for noget juridisk faktablogging. Er der nogen der kan pege på gode kilder?
Det er naturligvis noget der er stillet §20 spørgsmål om - og i den forbindelse finder man følgende ganske Kafkaske svar hvis indhold er at, grundet sagernes alvor, så finder man det endda forkert at redegøre for omfanget af sager - godt nok med provisoen at en orientering derfor vil finde sted i folketingets udvalg vedrørende efterretningstjenesterne.
Der er godtnok efterspurgt forskellige detailoplysninger om de enkelte sager, men end ikke at oplyse om ordningen bliver brugt virker absurd.

Først retssagen med navnet og nu en falsk fysikrapport. Gad vide hvad historien bliver imorgen.
Som tidligere fysikstuderende kan jeg iøvrigt oplyse at der virkelig er mange medicinstuderende, der ikke kan lide den fysikeksamen - jeg har både været indforskrevet som hjælpelærer og er blevet spurgt om det ikke var enklere at jeg bare skrev opgaven, istedet for at løbe igennem alt det besvær med lektiehjælp først. Dog aldrig af en politiker in spe.

Jeg er helt med på ikke at starte en vendetta eller en antiislamkampagne i anledning af dagens anholdelse, men ens tålmodighed bliver da bestemt prøvet af Abdul Wahid Petersen, der hellere vil lave spinkontrol end stå ved det indlysende: Uden imamernes PR-mission til mellemøsten var det her aldrig sket. Det har alt med Islam, specifikt den organiserede tro og Abdul Wahid Petersen selv at gøre.
Derimod er der givetvis masser af fredelige - nogen mere troende end andre - muslimske borgere her i landet, det intet har med at gøre. Men det organiserede islam kan, via sin medvirken i tegnekrisen, ikke sige sig fri for sit medansvar.

Helt igennem fabelagtig webside hvor hobbyister laver flotte lyn og andre visuelt fantastiske elektriske fænomener.
Julemandens elektriske juletræ er grimt, men får bestemt en høj karakter for konceptet.

Hvad nu hvis DSB udbød "Kunder på toget" i et mere åbent marked end nu, hvor de har givet et dyr-kaffe monopol til en underleverandør og en Wi-Fi aftale til TDC - og skabt en ny kundeoplevelse vi er mange, der har haft. Ville det virke? Kunderne går jo ingen steder. Ville det stinke? Jeg er ikke helt sikker.

Selvfølgelig gør han det. Det var dumt af ham ikke at gøre det. Det er hele pointen med de nye medier at man står personligt for det man siger - selvfølgelig er din chef interesseret i hvem du er. Hvis han ikke var, så er det sgu da et lortejob du ikke gider have alligevel.

Hello US Citizen! It's your neighbor speaking... I have a problem with your 'window manners' -- It's quite problematic having you sitting in facel(?)-front many hours a day without making it cover or anything. I feel overlooked [this is Danglish for 'watched'] and compromised. XXX, Niels.

Superuhyggelige satellitbilleder af den afsindige mineform "Mountaintop Removal" - som er præcis hvad det siger. Hvorfor grave ned efter kul? Hvorfor ikke bare fjerne hele bjerget?

DRs hjemmeside har et det skriver de på blogs indeks - men det er ikke opdateret siden 11. september sidste år.

Det kniber stadig med regning i berlingeren

Vi har en plan!

Vi skal bruge noget, ethvert barn i kongeriget kender til, holder af og ikke kan få nok af – et forlæg med størst mulig fællesnævner:

Som sagt (Quicktime).

Man tager al kritik fra en artikel om en kultleder, flytter det over i en separat artikel. Den bliver så - per definition - ensidig, og så kan man slette den fordi den ikke lever op til Wikipedias neutralitetskriterier.

Har The Register for første gang evar en Wikipediahistorie, hvor kritikken holder vand?

Wikipediaentryen for møntindkast, håndværkerrøv, røvkavalergang - kært barn har mange navne - bruger blandt et af Eckersbergs mest elskede værker i lokumshumorens højtærede tjeneste.
Jeg bemærker mig en passant den, for mig hidtil ukendte, term for "synlig g-streng", hvalfinner.

Nu er det blevet nemmere at indsamle svar på spørgsmål - Google Docs har fået forms.
Så nu kan jeg f.eks. bede jer svare på denne undersøgelse.

Klar og umisforståelig kommentar af Mikkel deMib om hvor futil, tilfældig og forkert den nylige afgørelse, der tvinger Tele 2 til at hive Pirate Bay ud af DNSen, egentlig er.
Inkluderer en lynhurtig "Piratebay via Google" søgemaskine for de stakkels Tele 2 kunder.

Det er åbenbart dårlig-marketing-dag på classy.dk. Doc Searls linker til denne rædselsside hvor enhver samtaledeltager ka få lov at føle sig som en billig luder.

Det er også kort tid siden vi havde en lille snak om den slags konversationelt reach out oven på et virkelig dårligt eksekveret hjemligt forsøg i genren.
Jeg er ikke personligt modstander af ideen "gaver til bloggere, måske skriver de om os så", men det skal bare gøres ordentligt og med en respekt, der passer til mediet. Jeg har i øvrigt en knippel idé i den retning - kontakt mig endelig, vizeum, eller andre lignende bikse, hvis I skulle have lyst til at lave jeres blogmarkedsføring på en bedre måde.

Reklamebureaet Jung von Matt er ærlige om deres uærlighed

We took our example from the most efficient creative idea of all times: the Trojan horse. Good advertising has an attractive exterior and is appealing. But at its core it is aggressive and consistently pursues a particular goal. Good advertising must be more than just nice and snappy. Good advertising is desire and deception

Efter nattens primærvalg i 22 stater står det i skrivende stund klart, at den 46-årige senator, Obama, har vundet mindst 14 stater mod Hillary Clintons mindst otte.

Meget forsigtig journalist. Jeg er ikke helt klar over hvilke matematiske overraskelser han forudser skulle give Obama eller Hillary flere stater når nu 14+8=22.

Som tidligere nævnt er Michel Gondrys næste film en nærmest optimalt timet hyldest til amatørfilm. Jeg siger optimalt timet, fordi filmen, hvis den var kommet for et år siden, kunne have virket meget spekulativt "med på en bølge". Gondrys film er en gave til genren, fordi den indskriver amatøren i en attraktiv historie som lokale helte og hjælper dem ved at udstede en slags tilladelse til begejstring for det uperfekte, som er nem at forstå. Resultatet giver sig selv: Youtube svømmer allerede over af filmremakes der fortsætter i sporet og anvender Gondrys term for de hjemmelavede fiktionsekstrakter - sweding*. (men det har vist også noget med en til-filmen-planlagt konkurrence at gøre)

Denne Die Hard sweding er virkelig god. Særlige props til luftkanal i pap og ikke mindst eksplosionen til sidst.

[UPDATE: Der er naturligvis også en sweding af denne film - eller af traileren for at være præcis]

* i filmens fiktion er amatørismen et særligt look film får efter at have været sendt til det eksotiske land Sverige, heraf sverigeficering.

Rejsen til Saturn som animationsfilm. Hvordan har jeg dog overset det? De har endda husket at indlægge en enkelt Wilhelm.

De er inspireret af virkeligheden (1 og 2 - og her med en klonet kopi af Cruise).
Kulissen i film 1 er jo ren B-film.

Skidt med den republikanske nominering, den er efter alle solemærker at dømme overstået. Så videre til trekampen, Obama, Clinton eller McCain. Det er et svært vælg, men måske kan en hviderussisk avis hjælpe.

Nu med Tyra Banks.

Til avismediekonference, lancerede påstanden at siden aviserne tydeligvis selv har sparet på redaktionerne så er det da bare om at få skabt en tyndere hinde, og indlede en rekruttering, af et blogbaseret redaktionelt supplement. Aviserne kan tilbyde synlighed - og indgå i en redaktionsproces, hvad blogs helt klart har brug for.
Det udløste det mildt uforstående spørgsmål "Men hvad er det du synes der er blevet dårligere?". Det havde ikke indledningsvis faldet mig ind at nogen på aviserne ikke selv ville være klar over hvor meget der er skåret ned i kvaliteten, men siden det åbenbart er tilfældet så tager vi lige min personlige top 5 måder aviser i dag er ringere end nogensinde på:

1. Øget telegramprocent - i en nyhedscyklus der ruller hele døgnet er der ikke noget mere trist end gammelt wienerbrød af telegrammer fra i går i morgenavisen
2. Ingen selvstændig historieudvikling - for at spare tid og research kører man bare med den vinkling stoffet kom ind af døren med.
3. Folketingsvalget 2007 - mage til nyhedsmæssig falliterklæring skal man lede længe efter. Fuld hammer på tekstproduktionen. Analyse og indhold på et absolut nulpunkt. Måske er det set fra redaktionslokalet bare "skarpt vinklet" på "den gode historie", men fuck det. Billig optagethed af hvem der sagde hvad kan leveres uden dagbladene.
4. Overgangen til tabloidformat - her sigter jeg specifikt til min tidligere morgenavis Berlingske der både skar i stoffet og blev, sårn rent papirergonomisk, fucking umulig at have med at gøre - jeg kan ikke procentsatsen af de morgener hvor jeg ikke har kunnet finde det løsark der var side 1 i kultursektionen, men den er høj
5. Dårlig kulturdækning - koncerterne bliver ikke anmeldt, bøgerne bliver ikke omtalt - det manglende kulturelle udsyn spejler den hovedløse videretransmission af andres vinkler på nyhedsstoffet

(Bonus: tegneserie om punkt 5)
(Bonus II: Jeg glemte på konferencen at nævne initiativet beatblogging, der er en plausibel måde at integrere avisredaktion og social redaktion på. Start f.eks. her)

Du milde en højpoleret, præsidentiel feel good sang. Virkelig kvalificeret valgpropaganda.

Og byder derfor på Yahoo, der så ifølge alverdens massemedier også fuldstændig er faret vild når det kommer til at forny forretningen.

Endelig, en praktisk anmeldelse af træer.

At Raul Castro fik flest stemmer - når nu Fidel er så syg. Diktatur er så smart på den måde man kan arrangere alting.

Dit tell er den vanebevægelse du laver der afslører dig i en løgn eller et bluff. Jeg mener med ret stor sikkerhed at have observeret at Anders Foghs pressemødetell består i en næsten barnlig manøvre, nemlig den at han lige kigger væk fra publikum, "orienterer sig i sine papirer", når han på pressemødet fortæller noget han godt ved ikke passer.
Seneste tilfælde: Sagen om hvorvidt CIA har fløjet folk rundt til torturcentre via danske lufthavne.

Som bekendt bakker Chuck Norris Mike Huckabee op. Obama - som jo ellers var slow-jam kandidaten - får nu støtte fra Hulk Hogan.

Pressemeddelelsen fra Koda og Creative Commons er alt for lang. Essensen står i posttitel.
Det er store nyheder - hele den kommercielle infrastruktur og internetpromovering under fornuftige vilkår, i én letforståelig pakke.

Standard-forstavelsen her i Ljubljana er forståeligt Slo-, den lokale udgave af Dan-alting. Det er bare ikke altid en god idé.

Bonus: Den lokale biograf er ikke bare sej, den er kolosej.

Dobbeltbonus: De har også langsomme biler.

Vuk Cosic, der har inviteret mig herned til Ljubljana, lavede for nogen år siden denne praktiske piktogramversion af kunsthistorien.

På Czech Airlines kan man få frysetørrede komponister til kaffen.

Og så blev det helt klart at Ny Alliance er endt som en radikal udgave af Fælles Kurs og vil være færdig ved næste folketingsvalg. Ikke engang stifterne kan blive enige.

[UPDATE: Pollas har det bedste astroturfmashup om sagen]

Opslaget om hvordan tegnefilms fysiske love virker er godt - bemærk især at anime-fysik fungerer helt anderledes...

Det er talesæson her på classy.dk i den næste måneds tid. På torsdag i Ljubljana (ja, virkelig) om Imity, på mandag i et panel om blogs på DDFs mediekonference. Fredagen efter som vidensjunkie hos Bibliotekarforbundet og hvis man slet ikke kan få nok, så er det da bare med at få meldt sig til K-dag om web i al almindelighed i marts.
Håber vi ses nogen af stederne.

1. Døde poeters klub - Say "carpe idem" one more goddamn time
!
2. American Pie 2 - Du tager pis på mig, ikke? Lad være med at svare på spørgsmålet hvis du er ligeglad.
3. Film med dyr
4. Nikolaj og Julie - Det er en fucking TV-serie. Og sangen stinker også.
5. Underground - af Emir Kusturica. Lad mig gætte: Filmen virkede varm og levende efter din tufu-steg med bulgur?

Fint nok med sifrys webspøg, men boy, den har været gjort mange gange før. Hvis jeg lavede vitsen (ikke længere oppe) for to år siden, så er den virkelig gammel.

Man kan dårligt have er bomærke som denne blogs og forbigå klodsens fødselsdag. Legoland fylder 40 i år.

Min dansklærer fra gymnasiet, Aage Kæstel, døde for en uge siden - 78 år gammel. Kæstel var på samme tid en meget venlig mand, og så helt ude af stand til at tolerere slap, ligegyldig læsning. Kombinationen kunne føre til pinagtige situationer i klassen - Kæstel var ikke meget for at forklare hvordan man skulle forstå det man læste, men omvendt pinte det ham helt oplagt hvis hele klassen overså noget væsentligt, og så måtte vi jo fortsætte med at tolke indtil der var nogen, der møjsommeligt nærmede sig det vigtige. Det kan lyde som om der blev arbejdet med en hemmelig facitliste, som vi så skulle gætte indholdet af, men det var ingenlunde tilfældet (sådan var vores historielærer - det var knapt så sjovt). Der skulle bare være dækning i teksten for det vi fandt frem til, og det skulle sådan nogenlunde repræsentere det andre ville mene, der var dækning for i teksten.
Som gymnasielærer med gammeldags dannelsesidealer på gymnasiets vegne var det ikke meget vi sprang over i den danske litteraturhistorie, men Kæstel var jævnaldrende med den modernistiske generation og det var til at mærke at det var her læsehjertet bankede varmest - for folk som Peter Seeberg og Villy Sørensen. Og der var meget fra denne generations tilgangsvinkel til at læse og skrive han tog med ind i undervisningen: Et element af nysgerrighed og undersøgelse, og en stor brutalitet i forholdet til virkeligheden. Det var en oplevelse endelig i gymnasiet, i form af sjældne lærere som Kæstel, at få undervisning, der hverken var autoritær eller omfavnende "pædagogisk". Undervisning, der på samme tid opererede med elevernes frihed, endda pligt, til selv at finde ud af hvordan tingene hænger sammen, men samtidig var helt kompromisløs i sin respekt for den virkelige substans nedenunder.

Jeg bruger aldrig min Internet Explorer - de sjældne gange jeg gør er jeg så irriteret over den langsomme load tid på MSN at jeg skifter til classy.dk som startside. Men - og det slår aldrig fejl - når jeg en måned senere skal bruge browseren igen så har en sikkerhedsupdate af gudvedhvad også lige opdateret min startside tilbage til Microsofts portal. Skiderikker.

Idag - lige inden håndboldfinalen - har man chancen på DR2 for et gensyn med et stykke Lars von Triersk koncept-TV der lykkes: Peter Øvig Knudsen i selskab i 24 timer med Ali Hamann. Serien Marathon var kun glimtvis seværdig, men det her er bestemt et af glimtene. Hypnotisøren Hamann, fast gæst hos Trier fra også Riget og den mageløse slutscene i Epidemic, viser sig i programmet at have en, skal vi sige græsnesøgende, bizar personlighed - konstant på vagt og i konflikt med konceptet.
Det er lige meget om de smør en rugbrødsmad, eller om Ali Hamann mod sin vilje går på nogen af Peter Øvigs mærkelige spørgsmål. Fast i programmet var meningsløse spørgsmål af typen "hvis du var et træ hvilket træ var du så" for at se hvilke energier de vækkede i værten. Ali Hamanns gik på krogen på spørgsmålet "Hvilken historisk personlighed ville du gerne have været?" - til hvilket han, efter hukommelsen, leverede titlen som svar: "Sikket et dumt spørgsmål, hvad skal man svare på det. Napoleon er død og Hitler er jo taget".

[UPDATE: Gensynet afslører ekstrem poetisk fortegning - Hamann nævner også Kennedy og De Gaulle...]

Som klassisk musikelsker bliver man til stadighed irriteret over budskaber som

Om der overhovedet er råd til at fylde den franske mesterarkitekt Jean Nouvels koncerthus, som kommer til at koste i omegnen af 1,7 mia. kr. og p.t. koster DR besparelser på 300 mio. kr. årligt, det er spørgsmålet.

Nej det gør fanme ikke. Om så de fik ideen til koncerthuset idag og det var fuldstændig ufinansieret så ville det ikke koste 300 mio kroner om året - så meget koster det ikke at låne 1.7 mia. Og måske halvdelen af prisen var jo allerede budgetteret så de kan dårligt tælles mod besparelserne heller. Så prügelknaben for besparelsen er altså reelt måske en fjerdedel af årsagen. Det er bare mere bekvemt for en allerede musikfjendsk ledelse at skyde skylden på koncerthuset. Og så må tænke at store dele af musikafdelingen lige som så mange andre DR-divisioner sige "vi kunne sagtens have levet uden det problem" - musikafdelingen havde f.eks. i forvejen Danmarks måske bedste koncertsal overhovedet på en aldeles udemærket adresse med nem adgang til metro og udfaldsveje.

(Anledning: Morten Pankoke, der øksede Radiosymfoniorkestrets successkabende chef i november, er blevet fyret. Kunne de ikke have gjort det før han fyrede Per Erik Veng?)

Et held jeg havde batteri i mit kamera...

(og her er nogen andres langt bedre udgave af samme vits - fraværet af lyd er et stort problem i min film - og endnu en god en - bemærk den chokerede pige er den samme.

Ekstra dobbeltbonus: "Afsløringer" på Youtube af at fakeufoerne ikke er fakes.

)

Hvem siger overvågning ikke kan bruges til noget fornuftigt. Books that make you dumb er en samkøring af SAT-pointscore (altså den standardiserede amerikanske college-test) og bibliotekslån, så man kan se hvilke bøger de der tester godt læser. Lolita og Gabriel Garcia Marquez tæsker Ayn Rand, der dog er klart ude af mainstreamen på den høje side. Mest overraskende: Bogelskerbogen Fahrenheit 451 dumper fælt. Den klarer sig endda dårligere end biblen. (Hov biblen figurerer dobbelt - i en low scoring udgave som "The Holy Bible" og en OK scoring som "The Bible")

[UPDATE: Det trækker ned - sårn kvalimæssigt - at listerne er baseret på college-brede aggregater allerede. (Der er til gengæld ikke en registersamkøringshistorie at komme efter. Se noter om bibler i kommentarsporet. Virgil har lige slashdotted Librarything fuldstændig med sin post]

Kottke linker til denne gennemgang af inventaret i en Apple Store - udover de skandinavisk udseende træborde bemærker man det lokale islæt i form af Knud Holschers d-line trappegelændere.

"Ayn Rand" The L. Ron Hubbard of libertarianism

Momus, hvis Wiredspalte jeg tidligere har linket til, og hvis hyldest til Howard Devoto er det bedste nummere på Bungalow Records kompilationen "Suite 98", har en blog på Livejournal som er virkelig god. Se f.eks. hans post her om pladesamlingers æstetik. Momus kan skrive fantastisk om byer, etnografika og pop f.eks. sådan her

The difference between the two I Love Music threads is striking -- there's still some glamour in the German DJs' magisterial collections, whereas the homebrew Anglo collections are unremittingly ugly; I couldn't helping thinking of them as repositories for something dead. The difference is something to do with the way Berlin acts as an ice box for the cool subcultures of the past, and the peculiar job these DJs have; while the rest of the recorded music industry may be collapsing around them, their job is to enact the playing of records in public places. They are, in other words, part of (and earning their evident cash from) a form -- a weird hieratic, shamanic profession -- which has survived the cull of the rest of the music industry, a performative artform of social encounter.

Hvis fildelingstjenester overalt på nettet ikke har gjort andet, så har de da ihvertfald besværliggjort scientologys fortsatte kamp for at bruge copyright til at undertrykke offentlig omtale og kritik af kulten. Se bare denne fabelagtige video, uklar, men så absurd den kunne være med i Simpsons uden manuskriptforandringer. Særlige point til "as a matter of fact [L. Ron Hubbard] was professional in 29 different fields", og den Honey Huan-agtige asiatiske modedesigner.
Anne Archers og Kirstie Alleys testimonials er bare glasur på kagen.

Mikael Jalvings borgerlige skolemesterfigur er ufatteligt trættende at se på. Ikke mindst fordi han ikke er særlig god debattør, men bare læner sig op af at belære om "selvfølgeligheder" han ikke kan underbygge. I dag i Deadline var det en række borgerlige selvfølgeligheder om islam som absolutistisk religion der stod for skud. Vi kan godt snakke om at absolutisme er dumt, men man skylder i sammenhængen at forklare at folk jo slet ikke er så religiøse som de religiøse godt kan lide at påstå at de er, og at det også gælder muslimer. Unge muslimske kvinder uddanner sig og tager jobs hvor de konfronteres med fremmede mænd i ét væk osv. osv. Absolutterne er ikke absolutter andet end i teksten.

Nikolaj Nyholm på hollandsk by way of Reuters - som den danske internetsektors bud på en WEF-deltager. Glæder mig til billederne af Nikolaj i smoking.

Ekstra Bladet når at citere Politikens Michael Bo for at Heath Ledger var Vor Tids Største Skuespiller - større end Nicholson. Det har der måske stået en gang, men Michael Bo har heldigvis nået at rydde sin blogpost op - der skal mere end én bøsserolle til at konkurrere med Five Easy Pieces, Chinatown, Gøgereden, Profession: Reporter, The Shining, Postbudet Ringer Altid To Gange og Ironweed for bare at tage et helt slagfast uddrag af virkelige toppræstationer. Men indrømmet - de er ganske ubøssede allesammen.

Bushs approvalrating matcher den inverse oliepris.

Læs også Nikolai Thyssens sammendrag af hvad der egentlig var nyheden om Nyhedsavisen sidste uge. Soundbite:

Så hvad var det egentligt der skete i sidste uge? Islændingene smed håndklædet i ringen. Efter cirka halvandet år og et tab på mere en halv milliard, gav de op.

Oliver Stilling, tidligere selv en af kanalens stærke kræfter, udpeger de risici der ligger for DR2 og de værdier der sættes på spil, i en læsværdig DR2 analyse. Det eneste, der virkelig er irriterende, er hans ros til den afgående chefredaktion for at have droppet enhver form for lødig kulturdækning. Så få seere er der altså heller ikke til den slags.

Oscar-nomineringerne ser gode ud - men måske var 2007 simpelthen bare et meget stort filmår. P.T. Anderson og Coen-brødre i topform og Cronenberg tæt på den.

Det er sjældent man har oplevet præcis det samme som anmelderne, men Politikens anmeldelse af sidste uges torsdagskoncert er fuldstændig retvisende. Før pausen en af de mest mageløse musikalske oplevelser i 10 år som abonent - efter pausen et underligt forsøg på at få Sibelius' følelsesfulde og flydende musik til at tale til den sprængte moderne musik fra før pausen. Et forsøg, der bestemt var sjovt at følge, men som ikke helt lykkedes.
Men Kremer før pausen. Holy smoke. Jeg har hørt Kremer spille indviklet moderne på Louisiana med sit østeuropæiske talentensemble, og også klassisk i sommer i Salzburg, men ingen af stederne med den mageløse kombination af følelse, orkestermuskler og kirurgisk præcision vi hørte i torsdags. Fabelagtigt.
Koncerten blev TV-optaget, så med lidt held kan man snart få syn for sagen på DR2 en søndag eftermiddag.

Iøvrigt: Hvis man gerne vil prøve symfonioplevelsen og har lyst til noget mere tilgængeligt end en violinkoncert fra 1980 så kan man nu på onsdag for en flad 50er komme til metrokoncert kl 17 hvor det er Beethovens 5. symfoni der er på programmet. Altså den med den klassiske gyseråbning. Altså den der mishandles i denne dejlige diskoklassiker:

Bemærk talmagien: Den femte kl 5 for femti kroner.

Utroligt men sandt, men kort inden styrelizeren flyttede hjem på sit eget domæne, så lykkedes det for en utrolig trigger-happy tømrerfrue fra Kolind at melde mig til politiet inden hun overhovedet havde henvendt sig til mig for at klage sin nød over at tømrerfirmaets hjemmeside kunne oversættes til nutidsdansk med styrelizeren.
Endnu mere utroligt - taget i betragtning at jeg bortfiltrerede tømrermesteren samme dag jeg fik henvendelsen - så synes damen ikke at der var nogen anledning til at forklare politiet at sagen var gået i sig selv, så nu har hun spildt en politiassistents og min tid - og desuden fået mit CPR nummer i en, givetvis henlagt som grundløs, sag i et eller andet politi-EDB-system.
Det gør mig lidt ærgelig over ikke at have market power på markedet for tømrerarbejde i Kolind, for nu kan jeg kun blogge historien her.

I løbet af idag har både min 23 konto og min tumblr været nede i timevis med bullshit "vi laver maintenance" meddelelser.

Tag den!

Remember back when you could read about something in the news and think "Let me just Google that" and then find some highly relevant context and background on Google? These days are over - at least here in Denmark - since Google started indexing in real time. Since Google doesn't do proper News vs. Blogs vs. Pages heuristics in Denmark, the high profile web-pages - i.e. mainstream media - dominate the search results for anything that is currently in the news. Which means that you can't use Google to get context for the news.
Doc Searls is fond of making the point that Google makes a difference in conference talks - I always read his comments as a comment that this is somehow broken - but from the danish edge of the internet where the distinction is gone we can tell that it is a really good idea to maintain the distinction.

Eve-Online er et space-opera-ish onlinespil (altså rumskibe i galaktisk kamp og den slags), der har forskellige levels af Player-vs-Player engagement, fra sikkerhedsniveau 1.0 - hvor der er politi og kontrol og kamp mellem spillerne foregår indenfor visse regler, til sikkerhedsniveau 0.0 - hvor spillerne bare slås som de har lyst og kan få held med. I en fascinerende blogpost og et mere udtømmende PDF slideshow beskriver Nate Combs hvordan politik og propaganda - efterligninger af budskaber fra f.eks. 2. verdenskrig - er afgørende i 0.0 spillet for at holde sammen på de klaner, der er helt afgørende for at man kan overleve i spillet overhovedet.
Det er forbløffende komplekst og utrolig levende og flydende - og der sker verdenshistoriske begivenheder hvor klaner med tusindvis af medlemmer udslettes i lange opslidende krige. Posttitel er et budskab fra en hærfører til soldaterne før en weekend med en stor planlagt kampagne. Mobilisering - og udholdenhed - er afgørende i kampene.

Jeg har svært ved at tro at tabene hver måned ikke er i millionklassen på Nyhedsavisen, så det må da være slut med Morten Lunds berømte slogan "ventures without money".

Ovenstående er en post jeg slettede fordi jeg blev forvirret og troede jeg havde set forkert med hvilken Morten det var. Men nu går det op for mig at alle er forvirrede. I Nyhedsavisens egen historie er det Morten Lund. Med i baggrunden er så pludselig også Morten Wagner og iøvrigt avisens ledelse, herunder den administrerende direktør. Han hedder også Morten.
Så skulle den potentielle forvirring være total.

[UPDATE: I følge denne artikel er det faktisk hver dag man taber en million. Den slags penge har jeg svært ved at tro Morten, Morten og Morten kan eller vil hoste op med til driften i år. Gad vide hvor mange af de penge Baugur selv har lovet at lægge i kassen.]

Den megen snak om at der idag kun er en borgerlig ideologidebat afslører jo også en fremtidig afgrund den samme, utroligt selvtilfredse, borgelige debat snart vil synke i. Hvis man skulle være i tvivl om det, så kan man bare følge med i Jyllands-Postens fuldstændig idiotiske felttog for at manipulere sig selv ind i DRs programflade i forbindelse med et program med Uffe Ellemann, der blandt andet kommer ind Muhammedsagen. Som tidligere nævnt er Roses alibi både papirtyndt og fuldstændig unødvendigt. Jyllands-Posten er i sin gode ret til at karikere hvem de har lyst til. Uffe Ellemann er i sin gode ret til at tage afstand fra karikaturerne. Ingen af delene giver den imamiske og islamiske reaktion nogen som helst rimelighed.
Men, det opskruede forsøg på at dreje armen om på andre medier, her DR, er en pinlig modsigelse af al den frihed Rose taler om, som Roses sag tydeligvis ikke kan bære. Og den sammenhængende indsats, nu også fra bestyrelsen, minder betydeligt om den form for rødt kommisærvælde Rose et al pege på fingre af de venstreorienterede 70ere for.

På den oprindelige LP af Donna Summers discoslasker Love To Love You Baby er nummeret strukket ud til groteske 17 minutter - i sin tid hele A-siden på LPen. Produceret på en af Europas førende discofabrikker, nemlig Giorgio Moroders.

Vi tager en anden diskoslasker istedet, der er mindst lige så sej, nemlig den her

Mandens ufunky eurocool - incl den extremt ufunky mikrofon - er i absolut topklasse.

Nu mangler Putin næsten kun overskægget for at få erindringen om hans stolte forgængere i jobbet som russisk enevældshersker til at vælte frem.

*altså det KGB blev omdøbt til ved kommunismens fald.

Absolut killer bog+CD serie: 50 års popmusik fra 1955 til 2004. Hver highlight-CD har 20 numre, så det er et diskotek på 1000 numre i alt - og udvalget er helt igennem respektabelt og alsidigt. Her er f.eks. playlisten fra 1979 udgaven:

"Marianne Faithfull - Broken English"
"Buggles - Video Killed The Radio Star"
"The Clash - Spanish Bombs"
"The Sugarhill Gang - Rapper's Delight"
"Sister Sledge - Thinking Of You"
"The Roches - We"
"Rickie Lee Jones - Chuck E.'s In Love"
"Frank Zappa - Bobby Brown Goes Down"
"Tubeway Army - Are 'Friends' Electric?"
"The Flying Lizards - Money"
"The Human League - Zero As A Limit"
"Joe Jackson - Is She Really Going Out With Him?"
"Serge Gainsbourg - Daisy Temple"
"Godley & Creme - An Englishman In New York"
"The Ruts - Babylon's Burning"
"Fehlfarben - Abenteuer & Freiheit"
"The Specials - A Message To You Rudy"
"XTC - Making Plans For Nigel"
"Bobby Womack - How Could You Break My Heart"
"Randy Newman - The Girls In My Life, Pt.1"

Danmark er sgu mulighedernes hood, dér. Enig! Et rigt og velfungerende hood, dér. Enig! Et hood, øh, hvor den dersens enkelte har psykomeget frihed til at tage initiativ, øh, udfolde sig, øh, tænke nyt, dér. Enig! Et hood med frihed til forskellighed.

Sådan sagde Statschief Anders Fogh Rasmussen til nytår. Og man kan sgu kun bakke det hood op, dér. Styrelizeren er flyttet hjem. Lodret.dk - som er mit domæne - vil snart blive overtaget af andre, beslægtede initiativer.

Historiefortællere har vidst det i århundreder og El Jobso oplever det nu: Man skal ikke give folk det de gerne vil have. Det er ikke spændende nok at få det man vil have. Der skal en overraskelse til. Så...når Apple lancerer præcis den brugbare rejselaptop de har manglet, så er folk skuffede fordi specsene er forudsigelige.
Jeg sys den ser nejs ud - den har den totale mangel på technofetish i sit ydre som Apple er kendt for og ingen andre tilsyneladende evner at emulere.

Mens amerikanerne lige om lidt vil støde ind i en slags Blair Witch møder Godzilla-film, så kan man her læse en underholdende omtale af den elendige danske monsterfilm fra 60erne - Reptilicus.
Det fine ved anmeldelsen - udover at der er vedlagt et meget sigende kort klip, hvor man dog desværre ikke ser de gyldne billeder af den komplet stive legetøjsdrage der flyver over en model af København, der helt tydeligt har tændstikæskestørrelse - er at den amerikanske referent aldrig har hørt om Birthe Wilke, der optræder i filmen, som sig selv, eller Dirch Passer, der er filmens comic relief, i en rolle som ubegavet vicevært. De afskrives med hhv. "A Danish lounge singer. Arrrgghhh!" og "Autistic Neanderthal dressed in overalls, where did they get this guy?".

Er geeks, der på alle historier på nettet om Malware, Vira, Botnets og andre computerforbrydelser tvangsmæssiget kommenterer:

Og alt sammen fordi folk kører Windows og ikke Linux

eller

Linux.

eller

Jeg har en Mac

Samlet spilletid: 2820 minutter står der i produkinformationer for denne 30-DVD samling af Bergman film. Det er 47 timers bergmen for 2200 kr. Ikke nogen dårlig handel - selv om det er lidt meget, måske.

En ikke-gammel mand udstyret med taske-på-hjul, model gammel dame, i grim læderimitation. Tasken udstyret med egen nummerplade. Navn på nummerpladen: BENT.

Klubben har alt, alt for mange "'Boob Job' fans". Hvad betyder det?

In the end, I'm a "boob job" fan: I look good; I jiggle like new for years and years; and yet I feel a little "off."

Set her.

Fuldstændig absurd udsagn, der ikke holder to sekunder efter kameraet er blevet slukket. Mon Malene Harpsøe nogensinde er blevet - eller bare har set nogen blive - visiteret på gaden? Det er et voldsomt indgreb i vores almindelige friheder.

Her er en der forsøger.

Her er et essay, relevant for det højhusforskrækkede København, nemlig byer med ultrahøj beboelsestæthed. Emnet undersøges med spekulationer fra fremtidens sammenpressede science fiction bøger. Det er fra Adam Greenfields sædvanligvis fremragende - omend meget infrekvente og verbose - blog, der kan anbefales hvis man godt kan lide high concept bytænkning.

(iøvrigt endnu engang via io9, der både linker til high concept videnskab, fiktionsnyt og den form for urban tænkning og derfor kraftigt, og igen, anbefales)

Fantastisk TV-reklame for Alfonsos breakin' and poppin' bog med alle de cool moves fra 1985 - og en dope CD med de helt rigtige tracks at breake til. Alfonso vil du, hvis du er skarp på sitcoms, kende som Will Smiths kiksede stedbror fra Fresh Prince of Bel Air.

Hvordan kan DR lave et program om rugemødre, finde en danskfødt rugemor i Florida, og så ikke nævne i programmet det morsomme i at hendes navn var Dorthe Concepcion?

David Hasselhoff, stop-motion robotter, der ligner de bor i Yallahrup, lyssværd - og stjernekastere, der eksploderer over superbillige modelbyer. Den nye sci-fi blog i Gawker-imperiet kommer godt fra start.

Bonus: Eventyrmashup (rejsekammerater, lærlingestatus, jesus/frelser-figur, ondt imperium = Star Wars, HP, Narnia, LOTR og andre eventyr der får efter "episk". Interessant nok er eventyrformen mere rummelig end det, men ikke hvis der skal episk schwung ud af det)

Hysteriets logik er in full effect efter knivdrabet på Kongens Nytorv. Staten laver overvågning. Borgerne mister nogen friheder.

Før kødproduktion kom ind i klimaspørgsmålet.

Så vidt jeg kan se er det ikke en vits, men bare mennesker uden sans for forkert orddeling, der markedsfører dette produkt.
De potentielle jokes nærmest vælter frem, den mest stuerene jeg lige kan komme på, må være "men det er jo ikke der håret mangler...".
Endnu mere mærkeligt er det at produktet er omdøbt til det danske marked fra toppek.

- de kan simpelthen købe stofferne i supermarkedet hjemme i Mali...

Hvad man ellers kunne tro.

Parade vedlægges som søndagsmagasin med mere end 400 amerikanske aviser. Den nyeste udgave, den fra i går, har Benazir Bhutto på forsiden. Det giver mening - mordet på Bhutto er afgjort juledagenes vigtigste internationale nyhed. Men - magasinet har bare ikke opdaget at hun er død og udkommer ikke med et rettelsesblad eller andet. Bare med et interview og spørgsmålet "Er Benazir Bhutto USAs største håb i kampen mod al-Qaeda?".
Tilsyneladende er der heller ikke udgået en instruks til aviserne om at man nok burde kommentere den fortrykte historie i avisen bladet vedlægges. Kommentarerne er forståelige.

Hvorfor er der nogen der synes Poul Høi er god? Denne artikel virker typisk på mig. Overdreven retorisk syngende tone - og total fejlpræsentation af det skete. Iowa var ikke et chok - det var præcis det ventede resultat, som også alle aviser, herunder Høis egen, havde meddelt os inden primærvalgene.
Huckabee må iøvrigt være demokraternes ønskekandidat, helt låst fast i den kristne konservative base. Manden er så dum at han tror han har et personligt valg i spørgsmålet om hvorvidt evolutionen har fundet sted.

Urelateret irritationsmoment: Vinterklassikeren "det føles som minus 20 på grund af vinden". Som er ret meningsløs, fordi det er meget sjældent vi har helt vindstille og minus 20. Minus 20 føles altså ikke som minus 20, så det er bare et tal der skal virke stort.

Via Kottkes årets links-post.

Når du laver dem, så er det troper - når de andre laver dem er det klicheer.

Hvis man var så uheldig at stille sit TV ind på julens genudsendelse af "En kort, en lang", så bør man være klar over at den meget omtalte 90-er bølge i dansk film er nogenlunde på niveau med Huset På Christianshavn - når den bare spiller sikkert*. Men det får vi mere af, for filmstøtten har aflyst alt andet i 60/40 ordningen.

* og som min bror sagde i samme forbindelse: Det har altid været en sikker vej til ulykke at give skuespillere carte blanche når de spiller bøsser.

Relateret: Dagens hadeord er sportsjournalistklicheen "bundniveau".

Jeg tror den mest håbefulde nytårspost jeg kan komme på, er et link til denne fantastiske blogpost om hvordan man stabler firkantede blokke med det mest usandsynlige overhang.

2011 er iøvrigt det næste primtalsår, siden du spørger.

En kunstnergruppe i Detroit kører rundt og maler nedrivningsklare ruiner orange for at gøre opmærksom på byens forfald.

Eller dvs.: Plottet er, at Jack Black og Mos Def ved et uheld kommer til at slette alle videobåndene i den videoudlejning hvor Mos Def arbejder. Istedet for bare at give op, giver de sig til at hjemmelave remakes af deres yndlingsfilm - i en stil man kender til bevidstløshed fra internetdistribuerede fanfilm.
Hvilket sølvfølgelig bare er en tynd anledning for Gondry til faktisk at lave alle fankopierne.
Traileren er sjov.

Interesting terminology from some of the writers of Heroes on their efforts to spread out the narrative across different media to create a new meta-objective for their audience: The mystery of following the story across all media.
An attempt to adress the decreasing relevance of scheduled broadcast for the audience.
Henry Jenkins calls this transmedia storytelling and moderated the conversation with the Heroes writers (after a ridiculously long introducton from someone else).
The standard view of this kind of thing is that the alternate media maximise the commercial exploitation or exntends the lifetime of the main product, the series or films, but Jenkins seems to believe the balance is shifting so that the series really requires engaged multi-channel viewing.

Certainly explains my complete failure to appreciate why people watch Heroes.

Udemærket version af et klassisk internet-meme.

I detteher interview siger Morten Hesseldahl noget i retning af at "der burde være masser af plads til humanister alle mulige steder fordi deres uddannelse handler om at få ting til at give mening". Til hvilket man må spørge: Hvad tror han egentlig vi andre går og laver?
Der er en potentiel ende at spinde om det for humaniora knap så sunde i hvis det virkelig er selvbeskrivelsen - altså hvis humaniora bare er blevet en kommunikationsuddannelse, der så har nogen bestemte historier på bogen alt efter hvilket speciale man har.

Hvis du ikke skal holde jul og nytår på Facebook og får brug for lidt uforpligtende familiefri underholdning så kan du prøve Chain Factor, der er virkelig sjovt.

(Det er en slags talversion af Bejeweled)

Så hold nytår på Facebook

Gruppen for alle os, der skal holde nytårsaften alene foran skærmen på Facebook!

Det bliver simpelthen det bedste! Vi skal bare sende virtuelle champagneflasker, fyrværkeri og kram i hinandens retning!

Og ved midnat skal vi "bide chumps", som rigtige vampyrer!

En sjov nytårsaften i computenskærmens skær - meld dig til nu og invitér alle dine Facebookvenner!

Kom nu alle sammmen - Facebook time is fun time!

A&E, amerikansk kabelkanal, starter nu en dramadok om parkeringsvagter. Livet indhenter fiktionen.
Det er klart at lavkonfrontationen i girokortet i ruden er dårligt drama, lås på hjulene og bortslæbning øger dramaet. Meeen det kan nu faktisk heller ikke lade sig gøre i Philadelphia. Hårde linier som "...until next time, because there's no escaping the traffic violations in Philadelphia!" minder faktisk fælt meget om Hanna Bue.

Ifølge et analysefirma var Apples markedsandel af PC-markedet (det amerikanske?) 9%, målt i enheder ikke kroner, i de første 9 måneder af 2007 - i stedet for de 6% det var sidste år. Hvis man måler på webtrafik så siger tallet 6.6.%. Hvad procenten så end dækker over, så svarer det nogenlunde til 7 mio Macs om året i alt.
Den anden interessante oplysning er at Mac-brugere også er artige musikkøbere og -lavere. Digital kreativitet og Apple hænger stadig sammen.

Google har gjort et eller andet drastisk ved indekseringsplanlægningen. Min forside indekseres nu på under en time. Historien med Paul Anka nedenfor dukkede op i indekset 52 minutter efter posting.

Det er på dage som denne man får lyst til at citere aintitcoolnews anmeldelsen af Return of The King: We need new words for HOLY FUCKING SHIT!

Bonus: Han kan også synge Van Halen.

Bonus II: Anka har simpelthen indspillet et helt album i stilen. Mere imponerende end fortolkningerne er måske Ankas meget brede definition af begrebet "rock" - omfattende Michael Jackson, Pet Shop Boys, R.E.M., Bon Jovi, Nirvana, Lionel Richie og mange flere.

I den fortsatte latterorkan der er danske rockanmelderes ungdomsforelskelse i Love Shop og Jens Unmack er årets Steppeulvpris lige ved at blive en iskold gyser. Det er nemlig kun lykkedes for anmelderne at finde en enkelt pris hvor man kan tillade sig at nominere Jens Unmack overhovedet - et rekordlavt antal. Så meget desto sikrere kan vi være på at Unmack får prisen som Årets Komponist - fordi der ikke er en "Fordi vi elsker dig så højt"-steppeulv til uddeling.

"Ny forskning viser" at folk med 1000 venner på Facebook opfattes som socialt usikre - 1000 er simpelthen "for mange venner".

Nu kan man få fortidens skærende forkant gratis ved at læse gamle Release 1.0 PDFer.
I januar 1984 udgaven kan man, meget passende, læse en anmeldelse af den spritnye Macintosh - som iøvrigt starter med det siden så klassiske problem: Hvis jeg køber et Apple produkt nu, så sender de jo bare en bedre på markedet om 3 måneder.

- SENERE: Mere komisk/snubleprofetisk er marts 1992 nummeret: Det handler om "The Attention Society" - det virker logisk et halvt år efter Tim Berners-Lee introducerede WWW - men artiklen handler om hvordan desktop publishing og email er nye demokratiske medier der tillader os alle at være med opmærksomhedssamfundet.

Doc Searls rammer hovedet på sømmet. De bedste sociale netværk er slet ikke sociale netværk. De er bare kommunikationsplatforme det er gode for os at være sociale i.

Apropos Pensionistfacebook, nedenfor. Tim Bray foreslår - i ramme alvor - at man forbereder "The Ultimate Post" - det allersidste indlæg og så et blogtestamente med instruktioner om hvordan ens blog skal bevares efter man er død. Ikke at jeg ikke allerede begræder visse blogarkivaliers afgang fra internettet, men vi har jo trods alt archive.org. Mest lavpraktisk tankevækkende så får man den ide at man bare permanent selv skulle køre sin egen archive.org-agtige proxy og gemme sin totale webhistory på sin alt for megen diskplads. Den bedste måde at sikre fremtiden på er med massiv redundans - hvis alle bare kan kopiere en blog f.eks. så vil alt på den der kunne betyde noget for andre blive bevaret i deres kopi.
Bevaring er iøvrigt et af de problemer tidsubegrænset copyright skaber for os allesammen, som så ofte pointeret af Larry Lessig at det gør ondt at lovgivere verden over endnu ikke har taget opgaven alvorligt.

Vorherre bevares, ideen om at give Will Eisners Spirit en Sin City overhaling med Frank Millersk misogyn ultravold er helt idiotisk. Sådan er The Spirit jo slet ikke. Hvis Spirit minder om noget i temperament så er det Indiana Jones - eventyr, humor og femme fatales. Serien er fuldstændig udyster. "A sinister gut wrenching ride" my ass. Det har jo intet med oplægget at gøre overhovedet.

God pensionistparodi på Facebook.

Wikipediaopslaget for Kenny Rogers-hittet The Gambler er fantastisk. Efter en synopsis af sangens historie, der i sig selv er et grin værd, kommer - i et afsnit med titlen "Analyse" - dette grinagtige guldkorn:

The song is often characterized as a metaphor for life in that you need to know when to stand your ground (when to hold 'em) and when to retreat (when to fold 'em). The gambler has learned that the trick to life isn't the cards you've been dealt, but how to play them (every hand being a "winner" or a "loser" depending on how they are played). The "ace" that Rogers refers to in the end is this advice.

Bonuslink: En yngre Kenny synger Ruby med First Edition. Superfede briller.

Min svigerinde - i Mali for Røde Kors - er i færd med at få indrettet sig under udstationeringen, og da den snedker, der laver møbler til huset, også havde et malinesisk dessin på et bordfodboldbord bestilte hun også sådan et. Solid afrostil.

Rezbisk - når man er heteroseksuel i virkeligheden, men lesbisk i Second Life.

Fotokarusellen fra DV Expo på Wired demonstrerer med al tydelighed at levende billeder er utrolig tæt på at have nået den samme digitalteknikrevolution som musik for længst er passeret igennem. Gode HD kameraer for 6000 kr og digital redigering på en Mac afskaffer omkostningerne ved filmproduktion - pånær arbejdstid og distribution - helt ligesom med musik.
For musikken har det været fantastisk. Uanset den kommercielle musikbranches problemer, så har der aldrig været så meget ny musik som der er idag - fordi alle der vil bruge energien på det og har talent til det har råd til at bare at lave musikken selv. For film kniber det lidt endnu - måske fordi produktion alligevel har været dyr hvis det skulle se fedt ud. Men man må forvente det snart er slut med det, om ikke andet så for naturalistisk dogme-drama og dokumentar.
Det eneste spørgsmål er sådan set om talenterne er der - eller om de faktisk allesammen bliver opslugt af den "rigtige" film- og TV-branche.

Med eksprestog til Kina

Og en China-boy ved siden af

Hun sagd’ jing – han sagd’ jang

Parløren frem

Da de kom til Vladivostok

Havde parløren gjort det godt nok

Hun sagde tjing tjang tjung

Det betyder kærlighed

Han sagd’ tjing tjang tjung

Det betyder kærlighed

Med Eksprestog til Kina er stadig den dårligste sang nogensinde skrevet på dansk.

De lever nemlig op til kravene alligevel. De svage elever, derimod, finder aldrig ud af hvad det virkelig handler om. Tag bare mig og idrætstimerne.
Nå, men det var bare en reaktion på denneher langt ude historie, om DGS, der synes det er enormt snyd at nogen gymnasieelever kommer fra boglige hjem, hvor selv snakken henover aftensmaden er en slags lektiehjælp, og andre kommer fra hjem hvor der stort set ikke bliver talt om noget som helst. Det er da helt vildt priviligeret at have sådan en baggrund at trække på, men det er en misforståelse at elever uden de forudsætninger bliver hjulpet af ikke at blive konfronteret med situationen.
Så retorikken "vi må afskaffe den selvstændige opgave" er forkert - ideen om en støttehotline lyder derimod god. Man kunne forestille sig at skolerne ligefrem lavede et støttekontor hvor man kunne komme op og få nogen andres øjne på om man var ved at fucke opgaven fuldstændig op. Men er det ikke også det de andre elever er der for?

Hvordan kan det være at der ikke har været en klimaentusiast på banen og påpege det komisk/ironiske i at skøjtebanen på Kongens Nytorv regner væk. Altså: Det er en varm december - og derfor bruges der ekstra meget energi på at fryse den ned.

Det meget roste spil Portal har en uofficiel 2D klon i Flash.

Fedt: Elevator med eget telefonnummer.
Ufedt: At blive ringet op af en telemarketer mens man er i den.

Ikke helt komplet, men stadigvæk stort, katalog af sofagags fra Simpsons introerne. Også meget lange gags som dette. Baggrund er (selvfølgelig) her.
En advarsel: De af dem der har tale er dubbet på tysk...

Se selv.

Læs videre her.

En af fordelene ved at holde mindre avis er at historien om Egå Gymnasiums burka-forbud når mig forsinket. Det særligt gode ved forbuddet er at rektor på gymnasiet sådan set aldrig har set en elev i burka. Hvis man skal lave regler for at imødegå problemer, der ikke findes, hvorfor så ikke gøre det ordentligt og forbyde piskning, halshugning og selvmordsbomber på skolens område også?
Og for at der skal være lidt til Ekstra Bladet også, hvad så med et forbud mod gruppesex i timerne - også i 3. g og selvom alle gerne ville være med?

Lidt mere alvorligt: Er burkapigens repressive far ikke fuldstændig enig med Egå Gymnasiums rektor i at hans datter ikke har brug for at gå i skole? Og er det ikke det, der er det mest nærliggende potentielle problem, hvis der endelig er et?

Indtrykket varer til slutningen. Det er maed sjovt, men ikke helt sjovt nok - og det er et problem at man ikke kan grine pegende af El Jobso, men er bundet til at grine inde fra ham. Men gode grin undervejs fo' sure. Den overlarge person man griner af i stedet for idiot savant'en Jobs er Larry Ellison, den jetflyvende, hurtigkneppende, kompromisløse zen-vegetar - og så er en sekvens hvor vegetar-Steve kommer til at spise en sausage mcmuffin, fordi han er blevet arresteret og ikke kan få andet, virkelig sjov. Steves kone flipper ud

"You should shower", she says.
I head for the door.
"Not here", she says, "You should go somewhere else. Go to the Four Seasons or something. And you need to get rid of those clothes. Just throw them out. Here."
She hands me a shopping bag with a fresh set of JobsWear: jeans, Issey Miyake black mock turtleneck, sneakers.
"I can smell it on you," she says. "I can smell your sweat. You've got meat sweat. And it's on your breath."
"It's that bad?"
She turns and begins to retch into the bushes.
"You should go to the temple," she says. "You should see the roshi."
"I had a few bites of sausage. That's all."
"That's dead animals," she says. "That's death. You ate death, Steve. You put death into your body."
She starts crying.
"I don't even know who you are anymore," she says.
I look at her. I feel nothing. What kind of monster have I become? I don't know what to say. I walk past her into the house. I go down the hall to my office and lock the door behind me.
She comes down the hall and starts pounding on the door.
"Steve, please!" she says. "Please don't do this!".
"Go away," I tell her.
"It's death!" she says. "Now you've brought it into the house. We'll have to call the roshi. We'll have to have every room repainted. We may have to move."
"Leave me alone."
"Who are you?" She's hysterical now. "Who are you?"
I'm on the floor, curling up into the fetal position, moaning.

Farmerne omlægger nemlig produktionen til cannabis.

Oplyser Stockhausen Stiftelsen fredag. To dage død uden annoncering? Besynderligt - men tilsyneladende har ingen af pressebureauerne fået historien før fredag.

Bliver lige nødt til at krydsposte denne smarte reklamekampagne nogen har lavet på politikens nyhedsbørs. Fremtiden hvis vi får Digg-aviser.

En rapport fra en engelsk klimagruppe slår igennem lige nu med et budskab om at computere sviner lige så meget som store biler. Letfattelige budskaber er vejen frem, men det her er så letfatteligt at det er blevet meningsløst.

For det første er soundbiten en sammenligning mellem "en server" og "en bil". Men at sige "en server" er ligeså oplysende som at sige "et pattedyr" og på den måde sammenligne en mus og en blåhval. Hvis vi tager en almindelig 1-CPU dims, altså serversvaret på en desktop PC, så bruger den mellem 250 og 500 watt året rundt (her er feks en Dell variant der bruger 300 watt), lad os bare være grove og sige 4000KwH om året. Hvis vi sammenligner det med forbruget på en Porsche Cayenne der kører 40km om dagen - altså en almindelig pendler i en stor bil - så giver serveren et CO2 footprint på 0.4 tons mens bilen giver et på 3.6 tons altså 9 gange så meget. Så den server vi sammenligner med er altså et 9x almindelig PC bæst - noget rapporten definerer som "medium", et meningsløst blødt begreb. F.eks. var det nogenlunde det niveau af kapacitet vi brugte til den service jeg vedligeholdt da jeg var i Ascio - hvor den forsynede 30 mennesker med deres levebrød. 1 pendler vs jobs til 30? Nemt regnestykke for mig.

Selvfølgelig skal strømforbruget fra IT-maskinel tages alvorligt, men useriøse sammenligninger redder ikke nogen fra storme eller udryddelse.

P.S. Rapporten distribueres som en PDF med tung uvedkommende baggundsgrafik, 3.5 MB stor. Der er 60K tekst i den - og ingen illustrationer af betydning. Så distributionen af den bruger altså 60 gange så meget energi som nødvendigt.

Fantastisk podcast med lutter coverversioner her.

Bevægelig ensembleparodi, der minder helt vildt meget om Primary Colors (som håbet), men den slags virker bedre hvis jeg-fortælleren er en bit-player i kanten af dramaet. Det er en begrænsning for komikken at den perspektivmæssigt er bundet inde i Fake Steve. Komikken bliver derfor den anden - at Steve er et mediterende wunderkind, selv en slags tilskuer, til de andre - som vi bare ikke har nogen identifikation med.
Det interessante er opmærksomhedscentrets hemmeligheder - men her er vi inde i opmærksomhedscentret og så er der jo ikke nogen hemmeligheder vi ikke har adgang til...

Flemming Roses svar på Ellemanns kritik - at han bestilte tegninger og ikke karikatur - svarer til hvis en mand sagde "jeg bad dem bare snakke med ham" efter at have hyret Hells Angels til at tæske penge ud af en mand. Hvis Rose ville have tegning og ikke karikatur hvorfor spurgte han så en masse karikaturtegnere?

Det var at foretrække hvis Rose lod være med at bruge et alibi, men det er fuldstændig ligemeget i lyset af hvad der siden skete. Vi vælger ikke selv hvilke borgeres ytringsfrihed, der bliver krænket, og hvem vi derfor skal forsvare. Om så Flemming Rose viste sig at være islamkritikkens Larry Flynt så har han stadig ytringsfrihed og den skal stadigvæk forsvares.

[UPDATE: Den spidsfindige iagttager bemærker iøvrigt, at alibiet i sig selv er lige præcis den slags censur Flemming Rose gerne vil kæmpe imod.]

Fra Slate. Se også verdens sjoveste afhøring.

- via Kottke

Ugens torsdagskoncert er ikke den dårligste jeg har været til - for jeg har overværet nogen hvor orkestret satsede og tabte spektakulært - men aldrig har jeg været til en koncert hvor der blev satset så lidt. OG undervejs kom også de ringeste fem minutter nogensinde i en udgave af Stille Nacht, der havde gjort det flot lørdag aften i ZDFs schlager-TV, men som bestemt ikke hørte hjemme en torsdag i Radiohuset.

Endnu engang beviser videnskaben det indlysende. Denne gang: Talent skal udvikles.

Foregående post var lige ved at få titlen "Wichita Lineman", men den sang er så god at den kan få sin egen post.

Bonus: Lækker version med Sergio Mendes & Brasil 66.

- speaken er irriterende, men fede billeder, og sikke et crazy job.

Vinklen: 'Die Hard'-stjerne tabte til kræften
Virkeligheden: Jeanne Bates var aldrig stjerne, mestendels aktiv i 60erne, og i Die Hard 2 som vi snakker om spiller hun "Older Woman (Northeast plane)"

Bonus Die Hard 2 fact: Filmen er baseret på thrillerromanen "58 Minutes" - som ikke har noget med resten af serien at gøre. Plotideen "betjent med kone på fly til jul" passede bare perfekt ind i efter Die Hard . Den første Die Hard er også baseret på en roman, men en anden, af en anden forfatter - Nothing Lasts Forever. I ingen af romanerne hedder helten John McClane. Setuppet "Betjent, uvant location, familiemedlem, terrorister, jul" er det samme i begge romanoplæg.

For første gang i flere år er Thomas Larsens kommentatorvinkel på en nyhed - her Pia Christmas Mølles exit fra de konservative - ikke at det "nok var det bedste der kunne ske for regeringen".

Area man pleads guilty in PSU beer can incident.

(feat. to af mine nevøer på kor og tekst-idé)

Amnesty International - der engang var noget med at være vagthund for overholdelsen af basale frihedsrettigheder - må have problemer med at holde budgettet oppe. Ihvertfald er man i jagten på nye kampagneemner nu gået videre til det sociale. Som f.eks. starthjælp. En fuldstændig uholdbar udvidelse af missionen fra spørgsmål der virkelig er basale til spørgsmål, der kræver en bestemt politisk holdning. Det står skidt til med Amnestys kamp for ytringsfrihed og imod vilkårlig fængsling, tortur når foreningen ikke engang er vigtigst for Amnesty.

Tveskov var først ude af starthullerne med en glimrende chokoladekalender. De andre kalendre er der i hvertfald ikke meget efterspørgsel efter i mine logs endnu - men jeg ved I arbejder på sagen...
Serviceforbedringsønsker efterkommes indenfor rimeligt omfang - så get cracking.

Tveskov havde et godt roundup af de vigtigste internet- og teknologilovmæssigheder. En der ikke var med var

Enhver idé - lige meget hvor idiotisk - vil gå igen uendeligt som en tilsyneladende sand historie

Det eneste der er mere forudsigeligt end Yallahrup Færgeby er hændervridere til højre og venstre der mener hhv. at serien forherliger og forfølger indvandrerungdom. Hvis den kan misforstås i begge retninger så er balancen jo perfekt.

Prøv lige at spil låge 3 i min julekalender gennem quicktime - og også via den delicious flash player jeg understøtter i kalenderlaveren. Flashplayeren spiller helt klart i et lavere pitch. Er der programmørtuning eller er flash bare dybere end quicktime?

Hele kalenderen er her.

Vil du have din egen - så brug Classy's forsinkede kalendergenerator her. Den laver 24 låger til dig. Bag dem kan du gemme hvad du synes (ingen scripts please), men specifikt så kan du efterlade URLer til billeder, MP3 filer og flashvideo filer. Flash video er smart for hvis man laver en hemmelig konto på Blip.tv så får man nøgne links til sine flash filer hostet hos Blip.

Prop dem ind hvor du skal bruge dem sådan som jeg gør ovenfor. Iframen jeg bruger kan copy pastes fra din kalenders redigeringsside.

Jeg roder lige med at undgå at hoste script trojans men stadig kunne hoste "aktive" låger - og forklaringer er der sgu ikke brugt tid på - men brug det hvis du kan..
Alrejt - så er der nye regler
Man kan gemme: Youtube embed koder, flv fillinks, jpg fil links, tekst, mp3 fil links - ingen HTML styling. Til gengæld virker playerload for både blip flv links og youtube links...

CSS grimhed: Den der har evnen har pligten. Kommentarsporet her venter på dine gode style-tips...

Oplevelsen på en iPhone er så meget bedre at selv om der er klart færre devices så bruger de browseren langt mere.

Et fysisk device der tuner til det de andre i dit netværk hører. Det er mange år siden jeg overvejede steady state TVet uden remote, der kan vise "mest populære udsendelse". Når nok seere er utilfredse zapper den.

Jeg mener selv jeg kan holde fri nu. Er kommet på vitsen Fedesen og Pondus.
Kontekst her.

SixApart sælger LiveJournal til en russisk investor. Russere er en af de tre største sprogkulturer på LiveJournal (de andre er engelsk og japansk). For os perl hackere er det største problem med det hvem der egentlig passer Dangas fantastiske toolchain, men det har på den anden side været et problem siden Brad Fitzpatrick stoppede.

1. afsnit af Yallahrup Færgeby var desværre virkelig gumpetungt. Jokesene sank som balloner af bly, og vi fik lige knapt introduceret personerne overhovedet.
Konceptet er gyldent - men det skal det jo så også lykkes med at være i virkeligheden.

InterActiveCorp, det store webproperties konglomerat, har lige fået nyt kontor i en ny bygning af Frank Gehry. Superudsigt. Funky indretning med fede farver. Og tjek lige den kaffemaskine.

Det seneste nummer af fagtidsskriftet Oral Tradition - som er hvad det siger, et magasin om mundtlig sprogkultur - argumenterer for at Bob Dylan har fortjent en Nobelpris.
Hvis man skal tro Chronicles ville han synes det var udsøgt rædselsfuldt hvis det skete.

Det var aldrig gået uden jer. Og det siger jeg ikke kun fordi I vandt den interne kappestrid.

Med de utallige "kom med din egen idé"-børser der springer frem overalt forudser jeg et snarligt nyt erhverv - en slags Mechanical Turk for idégenerering. Idebørserne køber et vist antal posts og kommentarer og stemmer fra Mikroidé A/S for et fast månedligt beløb. Tænk på det som en slags marketmaking for brugerdeltagelse.

As part of the takedown of the NYTimes paywall on fishwrap they also abandoned the old blog link exception to the paywall that Dave Winer managed to negotiate many years ago. That means that instead of the old way - where bloglinks led to articles - you're now led to a "sign in to NYTimes" page. Much worse. So the upgrade is in fact a downgrade. I've heard that story before.

I Firefox 3 bliver canvas-elementet udvidet med 3D. Med lidt held funker det bedre end flash 3D libs som æder al CPU.

Jeg synes beatblogging har potentiale i retning af den brugerskabte avis - redaktøren, der selv sætter samtaler i gang inden for det emne han vil dække, og iøvrigt lægger sit indhold om til bloggenes "iterative historiefortælling. Eliot Van Buskirk forklare om hvordan det virker for Wired.

Han hedder Roger Federer.
Ligesom han var god til fodbold, ham George Best.

Henrik Føhns' samling af blogposts om revisionisten Erik Haaest og dennes forsøg på at rehabilitere en hipo-tilknyttet kvinde, der deltog i anholdelsen og mishandlingen af Føhns' far i 2. verdenskrigs sidste dage, er stærke sager. En af de stærke sager ved dem er at de gør sporet fra 2. verdenskrig til idag så kort, selvom jeg er sikker på at skolebørn idag synes det er meget længe siden - hvis det da overhovedet fylder særlig meget i skolen.
I min barndom i 70erne og 80erne var det nærmest det historie var. Men dengang var det jo også mindre end 40 år siden. Mange af lærerne kunne selv huske det. Sådan ligesom Vietnamkrigen, rumprogrammet og Woodstockfestivalen idag har levende viderebringere. De aktive fra krigen var stadig elder statesmen, der fyldte noget i hverdagen. Det der var på vej udover den levende horisont dengang var krigen en gang før. Min far, der var præst i Sønderjylland holdt dengang stadig hvert år en mindegudstjeneste for byens veteraner fra Første Verdenskrig - der dengang lå ca. lige så langt tilbage som 2. Verdenskrig gør nu, men disse veteraner var i sagens natur blevet virkelig gamle og var ikke længere aktive.

Klassiske selskabslege fra min barndom som "vi tegner på skift en del af kroppen" og "han sagde, hun sagde" var store som surrealistiske kompositionsteknikker i første halvdel af det 20ende århundrede.

Woohoo, tjek lige nogen superfede teknoord de har fundet på i <title> herovre: Hypergenic WebNize Virtual Signpost

Siden kommer iøvrigt fra den værste offentlige webside i Danmark - ifølge Bedst På Nettet.

[UPDATE: Det er endnu federe: Produktet hedder faktisk WebNize 1000 - virkelig et produktnavn fra rumalderen. Altså gamle dage.]

Valleywag linker til denne artikel om hvor absurd copyright lovgivning er hvis den skulle tages bogstaveligt sådan som der insisteres på at den skal fra plade- og filmindustrien. Det er en amerikansk opgørelse, men tankeeksperimentet er også vigtigt herhjemme.

Jeg er stadig ikke helt kommet mig over at Indenrigsministeriet er lukket og at vi har fået en Velfærdsminister. For mig at se er der ikke nogen partipolitisk farve på problemet med ansvar i samfundet, hvor gerne borgelige kommentatorer ellers ville have det. Det er en ulykke at staten bliver omformuleret fra en infrastruktur- og forsikringsyder til en generel pude, der lægger sig under og over det hele. Staten har nogen fornuftige opgaver med at tilvejebringe muligheder for de der ikke har dem (f.eks. god gratis uddannelse) og endda som meget robust forsikringsyder, men ydelserne er nødt til at være formuleret som en undtagelse. Noget vi alle burde ønske os der var mindst muligt af. Det er en forudsætning for at velfærden overhovedet kan eksistere at man konstant arbejder med at begrænse den.

Fake Steves Bono-posts ville være det hele værd selvom de kun var deres titler.

• How to dismantle an atomic blog


• I still haven't found what I'm shopping for (<- brilliant titel)


• Where the geeks have no shame